Kender du “heksens hus?”
Måske ligger der sådan ét i din by?
Det gør der i de este byer.
Heksens hus er sådan et sted, hvor ingen tør gå ind. Fordi de er bange for at blive ædt.
Eller tryllet om til en frø.
Eller noget andet fælt og farligt.
Så hvorfor holder børn sig ikke bare væk fra sådan et sted?
I stedet for at samles om det?
Tja, det er et af livets store spørgsmål. Så med andre ord var det lige en sag for mig, Filip M. Lund, hemmelig detektiv.
Og helt klar på at klare sagen om
Der var noget galt. Helt galt. Det tænkte jeg straks, da Børge B kaldte sødt på mig.
lød det.
Fra Børge Bæ, det store fæ, der ellers aldrig ser til min side.
Med mindre han skal bruge en at tæve.
sagde jeg koldt.
Og holdt skyderen varm.
Som man siger.
”Vil du være med til at spille bold?” sagde Børge.
På en alt for sød måde. Alle dem, der stod sammen med ham, gav sig til at grine.
På en alt andet end sød måde.
Men hvis man ikke er frisk, får man ikke noget at vide.
Så jeg tænkte: ’Skidt pyt.’
Og sagde: ”Skidt pyt.”
”O.k.,” sagde Børge Bæ. ”Men så er det også dig, der skal hente bolden …
Ovre ved heksens hus!”
lo som et æsel. ’Og hmm igen.’
Så det var derfor, jeg måtte
være med.
råbte Børge.
sagde jeg.
Og sneg mig gennem hullet i hækken. Hurtigt og stille.
Så stille at heksen ikke
kunne høre det.
Jeg kom gennem hækken og ind i en anden verden.
Ikke en vind rørte sig.
Alle lyde tav.
Heksens have var stille som graven.
Alle vegne var der ukrudt
og langt, tørt græs. Men ingen blomster.
Sorte grene rakte deres ngre ud e er mig. Jeg trak kraven
godt op i nakken.
Og så e er bolden.
Eller skulle jeg sige boldene?
Aldrig har jeg set
så mange bolde. Selv ikke
på Store Storby stadion.
Der var store bolde
og små bolde. Nye bolde
og gamle bolde. Bolde i alle farver. Og bolde, der var
så gamle, at de ikke havde nogen farve mere. ”Hold da
op,” sagde jeg og fyldte favnen.
”Hold da op,” sagde Børge Bæ, da jeg kom tilbage.
”Hold så op!”
Det var, da jeg smed alle boldene for hans fødder.
Eller skulle jeg sige: På hans fødder?
sagde Kalle.
”Så hent den selv. Hvis du tør,”
sagde jeg. Og skred.
”Skal du ikke være med?”
råbte Børge e er mig.
Men det havde jeg ikke tid til.
En ny sag havde meldt sig.
Sagen om at nde ud af, hvad det var,
heksen gik og bryggede på.
”Børges bold er her ikke,”
De gloede godt nok en halv, da jeg gik tilbage til heksens hus. Uden tvang. Men det var deres sag.
Min sag var en ganske anden.
Og meget bedre.
Stille som en kat sneg jeg gennem krat og busk.
Måske skulle jeg have ha en stor kniv med. For det var godt nok en jungle, det her.
Men til sidst så jeg det. Huset.
Det tårnede sig op over mig.
Med spir og tårne.
Tomme ruder så ondt på mig.
Godt, jeg er kold som sne.
Og hård som is. Ellers var jeg
blevet bange.
Jeg skød hjertet op i livet og gik op ad trappen.
lød det for hvert trin. Og
lød det fra min hals, der med ét blev tør.
”Hallo?!” sagde jeg. Det lød
lidt som en tudse med astma.
Intet svar.
Så bankede jeg på.
Først helt stille.
Så lidt halv-højt. Og så så hårdt, at døren faldt halvt af.
Intet svar.
Hvem havde også sagt, at det ville blive en smal sag?
Nå. Der var kun én vej frem.
Og det var ind.
Ind i heksens hus.
Min hals snørede sig sammen, da jeg kom ind.
Host siger jeg bare.
Så meget støv havde jeg aldrig set før.
Selv ikke på mit eget kontor.
”Hallo?!” sagde jeg.
Og slugte et halvt kilo støv.
lød det.
Og så gik det hele meget hurtigt.
nøs jeg.
lød det, da tusind fugle øj op
på én gang.
”Tak som byder,” sagde jeg lidt e er. Da jeg sad godt og trygt på Gurlis bænk. Og k ka e. Ikke fordi jeg var blevet bange eller noget. Men mere fordi jeg var blevet så tør i halsen.
”Uh,” sagde posekonen Gurli og gøs. ”Det lyder heller ikke som et hus, man har lyst til at bo i.”
”Nej,” sagde jeg. Og tog en stor slurk af Gurlis bryg.
”Jeg kender godt sådan nogle huse.” Gurli tog selv en tår.
”Ja,” sagde hun og gav lidt ka e til en af sine fugle.
”Sådan nogle ndes vist alle vegne.”
Og så var jeg ellers den, der sagde tak for ka e. For jeg havde travlt. Det her var en stor sag. Meget større, end jeg først havde troet.
Mit næste vidne var Karlo. Gode, gamle Karlo i hans gode, gamle kiosk.
”Uh,” sagde Karlo og gøs. ”Der var også et heksens hus i Store Storby, da jeg var dreng.
Det lå i den anden ende af byen. Men nej, hvor var det skummelt.”
sagde jeg. Over endnu en kop ka e.
”Ja.” Karlo gøs igen. ”Men det var kun for at gøre indtryk på Karla. Ellers havde jeg ikke turdet.”
”Så du så heksen?”
”Nej. Heldigvis.” Karlo kløede sig i det hår, han ikke har. ”Der ndes ikke hekse. Jeg tror bare, det var en gammel dame, der var lidt sær og gerne ville være i fred. Og så blev folk bange for hende.”
”Hvorfor det?” sagde jeg. ”Det er da ikke særlig sært at ville være i fred.”
”Næ.” Karlo lo. ”Men sådan er det med folk. De bliver bange for det, de ikke forstår.”
”Gik du nogen sinde derind?”
jeg. ”Hvis der er noget, jeg ikke forstår, så prøver jeg da at komme til bunds i sagen.”
Karlo lagde en hånd på mit hår. Tungt og rart. ”Du er heller ikke, som folk er est, Filip.”
”Det forstår jeg ikke,” sagde
Mit næste vidne var hr. Kost.
Ham, der er vicevært
i Høje Højhus, hvor jeg bor.
Og ham, som vi kalder hr. Ost.
Især når han ikke hører det.
”Uh,” sagde hr. Kost og gøs. Med et stort smil på læben.
Han lænede sig op ad kosten.
”Det hus har ligget der altid.
Før noget andet hus
i hele byen.”
Han lænede sig frem. ”Ingen, der ser hendes hus, kommer levende derfra.”
”Jeg gjorde,” sagde jeg.
Hr. Kost talte videre, som om han ikke havde hørt mig. ”Og ve den, der ser heksen. Hun spiser små børn til middag. Og store til a en. Da jeg var dreng, var der tre børn, der blev væk, sagde de. Ha! Spist, blev de.”
”Og du er sikker på, at de ikke bare rejste væk?” sagde jeg.
”Ja, Filip. Helt sikker. De blev spist af heksen og hendes sorte katte.” Han hævede sin kost mod himlen.
”Stol aldrig på nogen med en kost!”
”Øh, nej,” sagde jeg.
Og tænkte mit.
Mine vidner var ikke meget værd. Alle sagde hver sit. Der var kun én ting at gøre – at tage sagen i egen hånd.
De næste mange dage lå jeg på lur. Men der kom ingen. Ikke en sjæl. End ikke en kat.
Det eneste, jeg så, var fugle. Masser af fugle. Det var til at få pip af. Men der var ikke noget at gøre. Når man er hemmelig detektiv som mig, er man nødt til at løse sagen. Ellers får man for alvor pip.
Sagen var som følger:
Hvem var heksen?
Var der overhovedet en heks?
Eller var det bare noget, folk bildte sig ind?
Der var kun én, der kunne
nde ud af det. Og det var mig.
Så en nat sneg jeg mig ud.
Nu var der ingen vej tilbage.
Hvis heksen kom, ville hun
æde mig til natmad.
Hvis min labre assistent så, at jeg havde været ude
hele natten, ville hun
æde mig til morgenmad.
Så sagen var ganske enkel:
Det var nødt til at gå godt.
Jeg trak kraven godt op om ørerne.
Og gik gennem hækken. Alt så sært ud.
For at sige det mildt.
Nattens muml og mørke havde malet huset sort.
Godt, jeg havde min lygte med.
Ellers var jeg blevet bange.
Natten var fuld af lyde.
Og skygger, der var mere levende end døde.
Selv følte jeg mig mere død end levende.
Men jeg måtte have svar.
Ellers ville jeg aldrig sove igen.
Jeg sneg mig frem.
Skridt for skridt.
Så med ét så jeg det …
Der var lys i heksens hus!
Med klaprende knæ sneg jeg ind i huset.
Og ud mod køkkenet.
Gemt bag et skab så jeg hende.
Og hjælp, hvor var hun stor.
Hendes skygge løb langs gulvet. Op ad væggen.
Og op i lo et!
Rummet var fyldt med røg og damp. Hun stod og rørte i en stor, sort gryde.
Mens hun talte med sig selv.
Med ord man ikke
kunne forstå.
sang heksen. Det lød, som om en tudse sad fast i halsen på hende.
Så vendte hun sig om og viste sit sande ansigt.
Og jeg så, at det var …
”Gurli?” skreg jeg. ”Filip?” skreg hun. Og tabte koppen. ”Nej, hvor gjorde du mig bange.”
”I lige måde,” sagde jeg. Og rakte hende koppen igen.
”Hvorfor er du her?” spurgte Gurli.
”I lige måde?!” sagde jeg.
”Fordi det er mit hus.” Gurli slog ud med armen.
”Bor du i heksens hus?”
”Nej,” sagde Gurli. Med stor alvor. ”Ikke mere. Da jeg var barn, gjorde jeg.
Da troede alle, at min mor var en heks. Men nu er hun død. Og så har jeg arvet huset.”
Jeg tog hendes gamle hånd.
”Og nu tror alle, at du er heksen?” sagde jeg stille. Gurli lo lidt. ”Ja. Huset var ikke det eneste, jeg arvede.”
Vi var stille lidt. Så sagde jeg:
”Men hvorfor er her ingen sorte katte?”
”Er du tosset knægt! De skræmmer bare fuglene væk.”
”Klart nok. Så nu er det et fugle-hus.”
”Nemlig.” Gurli lo glad. Det lød lidt som en lærke. Som en meget hæs lærke. ”Du har ret. Det er ikke et heksehus. Det er et fugle-hus.”
Som svar kom jeg til at gabe. Nu hvor sagen var løst, kunne jeg mærke, hvor sent det var. Og hvor træt jeg var.
”Kom. Nu skal jeg give dig en god gang heksebryg,” sagde Gurli. Og det gjorde hun. Den var sort som en kat om natten. Stærk som død og djævel. Og god som bare pokker.
Findes der noget bedre end gode, gamle Gurlis gode, gamle ka e?
Bedst som jeg sad med næsen i koppen, slog det mig.
Sagen var ikke slut.
Jeg skulle nå hjem, uden at min labre assistent
så mig. Ellers blev jeg ædt til morgenmad.
Men det var for sent nu.
Solen truede bag horisonten.
”Kom,” sagde Gurli. ”Nu følger jeg dig hjem.”
Og tænk! Måske kan Gurli godt
hekse. I hvert fald blev mor, øh, jeg mener Mona, ikke sur.
Ikke det mindste.
Da Gurli var gået, lagde Mona mig i seng. Hun sad lidt og strøg mig over håret.
”Tænk, at være vokset op i heksens hus,” sagde hun.
Og lagde dynen godt om mig.
”Så kan jeg bedre forstå, hun helst vil sove på en bænk.
Og ikke i en dejlig varm seng.”
Hvis hun sagde mere, hørte jeg det ikke. For jeg var på vej til drømmeland.
Spændende og sprudlende
detektivhistorier om Filip, den skråsikre og ka ehungrende jegfortæller og mesterdetektiv.”
”Et ot startskud på en ny serie, og læseren vil glæde sig til ere episoder. Gode at læse før bl.a. de populære bøger om Kwiatkowski eller Jack Stump.”
”Til læsetræning og almindelig overvejelse over livets store spørgsmål.”
Lektørudtalelser
Bogen minder mig om gamle detektivlm. Man kan næsten høre den ensomme saxofon spille i baggrunden.”
Palles Gavebod
Mysteriet om drenge og fodbold
Hvorfor er drenge så skøre med fodbold? Det fatter Filip
ikke. Så han går på banen i FC Store Storby. Han kender godt nok ikke reglerne, men så
må han jo op nde dem selv …
Mysteriet om Monas
manglende mand
Sure koner har mænd.
Grimme koner har mænd.
Men Filips labre assistent har ikke nogen mand.
’Hvorfor?’ tænker Filip.
Og hvorfor vil hun have ham
ud af døren lige netop i dag?
Mysteriet om piger og heste
Filip er vild med Lisa.
Men Lisa er vild med heste.
Hvorfor? Det fatter Filip ikke.
Og så er der kun en vej frem:
At tage på rideskole forklædt
som hestepige …
Mysteriet over dem alle Har du nogensinde tænkt over meningen med livet?
Det har Filip. Men Filip nøjes ikke med at tænke. Han går i gang med at opklare sagen.
Også selvom den er tæt på at koste ham livet …