Gys fra Gilleleje
Ellen Holmboe
Gys fra Gilleleje Ellen
Holmboe
Alt, hvad der står i denne bog, kunne være sandt
Ellen Holmboe, Gilleleje
Fakta: Strandvaskerne i Gilleleje
”Det fortælles fra gamle dages Gilleleje, at efter voldsomme storme drev der jævnligt døde søfolk i land. De blev oftest begravet i klitterne. Det var det letteste, og man vidste jo ikke, om de var kristne. Det var de fleste dog, og de kunne så ikke finde hvile i graven, men måtte blive gengangere. Derfor kunne man efter sigende høre nogle af disse strandvaskere sjappe rundt i de nattomme gader og gyder, og måske endda høre dem banke eller kradse på døre eller vinduer. De søgte fortvivlede om hjælp.
En del af fiskerbefolkningen forbarmede sig over de klagende strandvaskere, tog fat om dem og bar dem til kirkegården og lempede dem ind over muren, hvorefter der blev fred.
”Nogle har siden berettet, at den druknede ikke virkede som et luftigt gespenst, men som et fysisk væsen; et menneske, blot så frygtelig kold. Andre har fortalt, at når strandvaskeren var hjulpet ind på kirkegården, lagde den døde sig på jorden og sivede lige så stille ned i grunden og forsvandt. Så forstummede gråden i Gilleleje for denne gang.””
Folk og minder fra NORDSJÆLLAND, 73. årgang, Julen 2018
7
Bær mig hjem
Karl er ny i byen.
Før boede Karl midt i landet. Så k hans far nyt job, og nu skal de bo ved havet. I en badeby, hvor far holdt ferie, da han var dreng.
Karl og far besøgte byen i sommer. Dengang var der masser af liv. Havnen var fuld af turister, der spiste is og skefrikadeller. Stranden var fuld af folk, der badede og byggede sandslotte. Gaderne var fulde af røde racerbiler. Ved kajen lå lyseblå skekuttere side om side. Stålwirerne brummede og trommede mod masterne, når det blæste. Det lød som sød musik.
Nu er byen øde. Ishusene er lukkede for i år. Sommerhusene står tomme. På havnen hyler wirerne som hjemløse spøgelser og hamrer mod masterne med metalliske smæld. Stedet virker dødt og forladt. Nej, ikke forladt. Karl synes, at byen ligner en kulisse. Et tomt teater, hvor nogen står i skjul, klar til at træde ind på scenen, når man mindst venter det.
Sådan har Karl det også med deres nye hus. Han synes, det ligner en kulisse. Det har alt for meget historie.
9
Far har købt et hus fra 1789. Et ægte skerhus. Hvidkalket med bindingsværk og stråtag og udsigt over havet. Huset har stået tomt i mange år. Far fatter det ikke. Han synes, det er det hyggeligste hus i byen. ”Tænk, at vi skulle være så heldige,” siger han. Far køber huset med alle de gamle møbler og ting. De ytter ind med deres tøj og ikke så meget andet.
”Det passer ikke med nye møbler i et gammelt hus,” siger far.
Karl kan næsten ikke trække vejret for alle de gamle ting. For andre folks gamle ting.
Far sætter et navneskilt på den blåmalede hoveddør, og så går de på opdagelse. De åbner skabe og sku er. I en æske nder de en stak gamle breve. Sådan nogle der er skrevet i hånden med blæk. I en sku e nder de det ne bestik. Knive, ga er og skeer i sølv. Sølvet har ligget så længe, at det er blevet sort. På bunden af en kiste nder de en pose glaskugler og en rubinrød aske. På væggen hænger der brune fotos. Karl kigger længe på dem. Er det dem, der boede her før? Ingen smiler på de gamle fotos. Far siger, at det er, fordi de har rådne tænder. Men måske var der ikke noget at smile ad? De indrammede fotos viser en sker med søstøvler, sweater og regnhat. En mor med lange skørter. To børn med bare ben. En bror og en søster.
”Hvad ser du på?” Far kommer hen og kigger.
10
”Tænk, at de ikke har taget dem med,” siger Karl. ”Dem, der boede her før. Det virker, som om de har ha travlt med at komme væk.”
”Pjat,” siger far. ”Sådan gør man i sommerhuse. Man a everer bare nøglen og går.”
Far er vild med alt det gamle. Det er ren retro. Ren hygge. Karl kan ikke lide det. Han føler sig som en tyv. Det føles forkert at have andre folks familiealbum på væggen. Han synes, de skal få det ud. Far er uenig. Han synes, huset har sjæl. Han tager fotos af de gamle ting og poster dem på Instagram med hashtag #fradetgamlegilleleje. Han får en masse likes. Alle synes, de har fået byens bedste hus og udsigt.
Der er bare det, at huset har to ansigter. Om dagen ligner huset et postkort. Om natten lever huset sit eget liv.
Det begynder, når solen går ned.
Huset sukker og klager. Det banker i rørene. Det pusler i væggene. Det tripper på taget. Det hyler i skorstenspiben. Karl synes, det lyder som skrig. Som hoste. Som nogen, der kæmper for at få lu .
”Det er bare blæsten,” siger far. ”Gamle huse giver lyd, når vejret ski er.”
”Det dér lyder som fødder,” siger Karl. ”Bare, våde fødder.”
11
”Det er bare ørentvister,” siger far. ”Sådan et stråtag er fuld af liv.”
”Det må da være mus. Mindst. Eller rotter?”
”Nej. Mus larmer meget mere.” Far ler. ”Det lyder som torden.” Han trommer på bordet med ngrene.
Larmer mere end det her? Karl ser vantro på sin far. Er han ved at blive døv? Hvordan kan han ikke høre, at det pusler i væggen? At nogen går rundt? At nogen hvisker og griner? Hvordan kan han ikke mærke, at nogen holder øje med dem gennem væggen!
”Du vænner dig til det.” Far slår ud med armene. ”Vi er færdige med at ytte. Intet i verden kan få mig væk herfra.”
Det er natten før, Karl skal starte i den nye skole.
En lyd vækker ham.
Gråd, hoste, jamren …
Latter?
Han ligger vågen længe.
Til sidst står han op for at tage et glas vand. Da han rejser sig, skyder en skarp smerte gennem hans fod. Det føles som at træde på et rødglødende søm.
Karl tænder lyset.
Foran ham ligger en snorlige række af døde hvepse med brodden opad. Omhyggeligt placeret fra hans seng og hen til døren.
12
Et øjeblik glemmer han smerten. Så melder den sig igen. Karl hiver hvepsen ud af foden. Skrige kan han ikke. Hans hals har snøret sig sammen. I stedet hinker han ned til far.
Far sover tungt. Karl er nødt til at ruske ham vågen.
”Kom med,” gisper han. ”Der er nogen …”
Far følger med op på lo et. Op på Karls værelse.
”Se selv.” Karl peger på gulvet.
De er væk.
Rækken af døde hvepse er væk. Han har kun været nede hos far et øjeblik … Karl ryster af kulde.
”Dig og din gode fantasi.” Far smiler. ”Du har altid ha de vildeste drømme. Og troet på dem.”
”Det var ikke en drøm,” insisterer Karl. ”Se selv.” Han viser far sin fod.
Far ser på hvepsestikket. Han henter vat og sprit og renser det. Så putter han Karl:
”Det er nok en hveps fra et gammelt bo. Jeg kigger e er i morgen, okay? Og se nu at få noget søvn. Det er en stor dag i morgen.”
”Okay.” Karl gaber. Den varme dyne får ham til at slappe af. Han lukker øjnene og prøver at tænke på noget rart. På de nye
venner, han håber at få. Og alt det, de skal lave sammen.
En lugt vækker ham.
En stank af råddenskab. Kvalmende. Sød.
13
Han krummer sig sammen, på siden, og trækker dynen op over næsen.
Dynen glider af ham. Han bliver iskold på ryggen. Og våd?
Noget tynger ham ned. Noget vådt og koldt. Han kan ikke røre sig. En arm lægger sig om hans hals. Karl hiver e er vejret. Han vrider sig fri. Vender sig halvt. Og stirrer ind i en hvid pupil. Et dødt øje. Et dødt ansigt. Hvidt. Blåt. Svulmet op, så huden er ved at briste.
Karl skriger uden lyd. Slår uden at ramme noget. Han er så kold, så kold.
Så kold, at han aldrig vil få varmen igen. Aldrig vil sove igen.
Da han vågner næste morgen, kan han ikke huske drømmen.
Kun at han drømte noget grimt. Han ser sig over skulderen. Det føles, som om huset holder øje med ham. Han har kvalme og hovedpine af mangel på søvn. Og så lige i dag, hvor han har brug for at være frisk.
Da han sætter foden i gulvet, kommer lidt af drømmen tilbage.
Hvepsestikket er rødt og ømt. Han ser sig godt for. Der er ingen hvepse på gulvet. Kun en række af våde mærker. Fra sengen til væggen.
Det ligner fodspor.
”Fart på!” kalder far.
Karl skynder sig ned ad trappen. Væk.
14
Snart følger far Karl hen til skolen. Det er oktober. Lu en er lun. Himlen er høj og blå. Byen ligner et postkort fra dengang far var barn.
”Jeg håber, du får en masse venner.” Far giver Karls hånd et klem.
Karl siger ikke noget.
”Eller måske bare én rigtig god ven til at starte med?”
Karl nikker. Han giver slip på fars hånd. Han vil ikke ligne en lille unge.
Nu kan han se skolen. Alle er ude i gården. De leger fangeleg. Alle er med. Alle på nær en dreng, der sidder alene på en gynge. En dreng med bare ben. Det er helt vildt, som drengen ligner
Emil fra Lønneberg. Hvidt hår, brun kasket og havblå øjne, der tindrer af skarnsstreger. Drengen vinker til Karl. Karl vinker tilbage.
I det samme ringer det ind.
Alle de nye klassekammerater ser op, da Karl kommer ind i klassen, men ingen hilser. De ser ham bare an. Så vender de sig mod hinanden igen. De ligner nogen, der har boet her altid.
Karl glor på væggen, mens læreren præsenterer ham og viser ham på plads. Han sætter sig ved det eneste bord, hvor der ikke sidder nogen. Helt oppe foran. Alle de andre sidder to og to. Karl kan mærke deres øjne i nakken. En bølge af træthed lægger sig
15
over ham. Han skjuler et gab bag hånden. De må ikke tro, han keder sig.
Da det bliver pause, kigger han e er drengen med de bare ben, men gyngen er tom. Karl går rundt alene. Han ved ikke, hvad han skal gøre af sig selv, af sine hænder. Endelig er der en, der siger noget til ham:
”Københavner.”
”Jeg er ikke fra København, jeg er fra …” Mere når Karl ikke at sige, så er den nye klassekammerat væk.
Da skolen er slut, er der ingen, der siger hej. Karl lader, som om han binder sine sko. Han tager sig god tid.
”God dag?”
Karl ser op. Foran ham står drengen fra gyngen. Han smiler genert. Det er ikke til at fatte, hvor meget han ligner Emil fra Lønneberg. Karl har set lmene 100 gange. Han har altid drømt om at være ven med Emil. Nej, han har drømt om at være Emil og lave skarnsstreger dagen lang.
”Hej?” Karl kommer op at stå.
”Harj?” Ordet lyder sjovt i drengens mund. ”Jeg hedder Aske.”
”Karl.”
”Er du ny i byen, Karl?”
”Ja.”
16
”Det tænkte jeg nok.” Aske nikker. ”Og lad mig gætte: De andre kalder dig københavner.”
Karl ruller med øjnene.
”Alle, der ikke er her fra byen, er københavnere,” siger Aske. ”Sådan er det bare. Men det går over, skal du se.”
”Tjo.”
”Blæse være med dem. Kom med, så viser jeg dig byen.” Aske vipper med brynene, så hans kasket vipper med. ”Jeg kender alle de gode steder.”
Aske fører an. Han går rask til. Han peger. Her er kirken. Her er havnen. Her er stejlepladsen. Her tørrer skerne deres net. Her er torvet. Her er der marked hver lørdag.
”Wow!” Karl stopper brat. Han peger på tre biler, der holder på rad og række. ”Der er biler for ti millioner kroner lige der. Tesla, Porsche, Bentley. Der er de vildeste biler i den her by. Vores nabo har tre Porsche’r.”
”Porse?” siger Aske.
Karl stirrer på drengen med de bare ben. Hvordan kan han ikke kende en Porsche? Ovenikøbet den nye Porsche Cayenne Turbo. Måske er han med i en religiøs sekt? Nogen, der hverken har biler eller sko? Måske har Karl et par sko, som Aske kan få.
17
Da de kommer forbi Karls nye hjem, siger han: ”Her er mit hus. Vil du med ind?”
”Ikke endnu. Der er noget, jeg skal vise dig først.”
”Okay.” Karl smider sin taske ind i haven og følger med. ”Hvor bor du?” spørger han.
Aske peger. Ned mod stranden? Ud over vandet? Eller måske mod sommerhuskvarteret vest for havnen? Sommerlyst, hedder det vist. Karl skal lige til at spørge, da Aske smutter fra ham og løber over vejen.
Karl følger med.
”Pas på!” Aske griber fat i Karls arm og hiver ham i sikkerhed.
En lydløs Tesla suser forbi.
”Fuck,” gisper Karl. Hans hjerte hamrer hårdt. Det var tæt på. Han har ikke vænnet sig til, at der ikke er fortov i den her by. Eller at der er så mange lydløse el-biler. Han sender sin nye ven et taknemmeligt blik.
”Tænk ikke på det,” siger Aske. ”Jeg skal bruge dig i live.” Hans havblå øjne lyser varmt. ”Kom med,” siger han så, ”jeg skal vise dig noget.”
Karl følger med, så godt han kan. Den søvnløse nat sidder tungt i hans krop og ben. Aske fører ham gennem by og skov og strand. Inden længe aner Karl ikke, hvor han er.
18
Til sidst står de på en strand, han ikke kender. Der er ikke en sjæl.
En voldsom stank får Karls kvalme til at vende tilbage.
Foran dem ligger et lig.
Et øjeblik tror Karl, de har fundet liget af et barn, klædt i sort. Så får han øje på ryg nnen. Det er en lille hval. Et marsvin. En unge.
”Og havet gav sine døde tilbage,” siger Aske højtideligt.
Karl får ondt i maven af at se på det smukke dyr. En krage lander med et hæst skrat og giver sig til at æde.
”De starter med øjnene,” konstaterer Aske. ”Der er det lettest at få hul.”
”Yikes.” Det vender sig i Karl.
”Jajks,” siger Aske. Han smager på ordet. ”Jajks.”
Aske tager en sten og kaster den e er fuglen med stor præcision. Den letter med et skrig.
”Wow,” udbryder Karl. ”Du havde ramt den midt i masken, hvis den ikke var øjet.”
Aske trækker på skuldrene.
”Hvor har du lært at kaste sådan?”
”Her.” Aske samler en ad, rund sten op. Han går ned til vandet og slår smut.
”Syv, otte, ni, ti …” tæller Karl.
”Din tur.”
19
Karl prøver. Han nder en stor, ad sten og tyrer den af sted. Den lander i vandet med et plump.
”En ugle.” Aske griner.
”Lær mig det.”
Aske nder en god sten til Karl. Den er ganske let. Så viser han, hvordan man gør. Sådan holder du armen, sådan giver du stenen skru.
Karl prøver. Plump.
”Kast med albuen, ikke skulderen.”
Karl prøver igen. Igen og igen. Til sidst har han den.
”Fem, seks, syv. Wåw.” Aske smiler sit lille smil. Det er vildt, som han ligner Emil.
”Wow,” gentager Karl.
Aske rækker Karl en ny sten. Karl rynker panden. Stenen er våd. De står på land, og stenen er våd?
Nu rynker han næsen. En stank af død og fordærv fylder lu en.
”Fuck, hvor her stinker!”
Askes øjne bliver uvejrsgrå. ”Siger du, at jeg stinker?”
Inden Karl kan nå at svare, lyder et skrig.
”Arrrh!”
Noget yver tæt forbi hans hoved, bagfra. Karl dukker sig.
En krage går til angreb på Aske. Den prøver at lande på hans skulder. Den hakker e er hans hoved.
20
”Forsvind!” Aske slår ud e er kragen. Der kommer en til. To til.
Aske tyrer sten e er de store fugle. Han rammer også, eller
sådan ser det ud, men det er, som om stenene yver lige gennem kragerne.
Stanken af død er intens. Mens Aske samler sten, sætter en krage kurs mod hans øjne.
Karl stormer fremad. Han råber og slår om sig med armene. Kragen vender sig og ser på ham med sine kulsorte perleøjne. Den letter og yver bort med et skrig.
Aske sender Karl et taknemmeligt blik. Så slår hans humør om:
”Forbandede ådselædere. Jeg hader de sorte sataner,” hvæser
Aske.
”De hader vist også dig.” Karl fortryder det, i det samme ordene er ude af hans mund.
Hans nye vens øjne bliver askegrå af vrede. Han stirrer ondt på
Karl. Så slår han om igen. Han sender Karl et forårsblåt blik og kaster sin kasket mod himlen.
”Kom, jeg skal vise dig noget godt.” Aske sætter kasketten på skrå og går videre ud ad stranden. Der er vådt på stenen, hvor han stod lige før, men hans tøj er tørt.
Karl ryster trætheden af sig og følger med.
21
Da de har gået lidt, stopper Aske ud for en stejl skrænt. 30 meter rager den op. Mindst. Det er tydeligt, at der har været et skred for nylig. Friske græstørv er styrtet ud over kanten. Var man så uheldig at stå der, da det skete, var man røget med. Og havde smadret hovedet mod kampestenene på stranden.
”Kom.” Aske griner og giver sig til at løbe op ad klinten.
Karl følger e er. Det er svært at komme op. Skrænten er næsten lodret. Aske lægger sig på alle re og graver sig opad. Skridt for skridt. Karl gør det samme. Sand og ler skrider under hans fødder. Han ser op. Aske venter på ham på en lille afsats. Han rækker hånden ned:
”Du kan godt.”
Karl tager Askes hånd. Den er kold og klam. Han trækker sig op og undertrykker trangen til at tørre hånden i bukserne.
Oppe på afsatsen rokker Aske fra side til side. Meget forsigtigt, så han ikke falder ned. Så begynder drengen med de bare ben at nynne. Han tager et trin til siden, rækker armene frem, som om han vil give et kram, og tager et trin til den anden side.
”Danser du?”
Aske nikker og bukker. Han byder Karl op til dans. Det ligner … folkedans?
Karl griner. Han danser nogle moves fra Fortnite.
22
Aske spejler hans bevægelser. Sådan står de lidt, forsigtigt, og danser.
Så sætter Aske sig ned. Han klapper på afsatsen ved siden af sig og peger ud over Kattegat.
”Her. Præcis på dette sted sank der en båd,” beretter Aske. ”Det var juledag i 1902.”
Noget ved Askes alvorlige stemme får Karl til at lytte.
”Stormen kom fra nordvest. Ud af det blå. Ingen anede, at den var på vej. Den slog ned, som var det Guds straf. De to i båden havde ikke en chance. Den blev slået til pindebrænde. Vandet var så koldt, så koldt …”
Karl skutter sig.
”De drev i land tre dage senere. Og de blev begravet her.”
”På stranden?”
”Ja. I den her klint.” Aske gør sin stemme dyb. ”De ligger lige her. Under mig. Min far var en af dem. Han boede i dit hus.” Aske sender Karl et blik, han ikke forstår. ”Du har lige danset på hans grav, og nu kommer han og tager dig.” Aske gør sine hænder krogede. Han rækker ud e er Karls hals. ”Uhhh,” tuder Aske og gør sig skeløjet.
”Stop det pis.” Karl trækker sig væk, mister balancen og skrider ned ad skrænten.
”Kan du ikke tåle en spøg?”
23
”Gu’ ka’ jeg så. Du er bare ikke sjov. Og desuden kan din far ikke ha’ levet i 1902, for så …”
”Din tur,” a ryder Aske. ”Nu skal du fortælle en historie.”
”Kom nu ned, Aske,” siger Karl.
”Eller hvad? Er du bange for at vække de døde?” Aske lægger sig på siden i sandet. Han ruller hele vejen ned.
”Næ.”
”Nogle gange når det blæser, kan man se en knogle stikke op.” Aske smiler bredt. Han mangler re tænder. Mindst. Og de andre er brune og rådne.
”Er det sandt?”
”Tror du, jeg lyver?” Aske holder op med at smile.
”Nej. Nej.”
”Godt. For nu skal du høre om de døde, der går rundt i tågen.”
Karl tør næsten ikke høre e er. Men han tør heller ikke lade være.
”Min far har selv set det,” siger Aske. ”Ude fra havet. Når han var ude at ske. Om foråret når tågen kommer, står de døde op af havet. De kryber ind på land. Der lægger de sig på lur. Når nogen kommer forbi, hopper de op på ryggen af dem. Griber fat om deres hals. Og hvæser: Bær mig op til kirken. Ellers knækker jeg halsen på dig.”
”Er det sandt?” ryger det ud af Karl.
24
”Ja, gu’ er det sandt. Min far har selv set det.”
”Hvad vil de i kirken?”
”De vil begraves. Ellers kommer de jo ikke i himlen.”
”Nå nej. Og hvad så mere?” Karl læner sig frem for at få det hele med.
”Vent,” siger Aske. Han gør tegn til, at han skal tisse.
Øv. Nu var det lige så spændende. Karl sætter sig og venter. Han ser ud over havet. I dag er vandet stille. Himlen er blå. En måge hænger og ligner et væltet 3-tal. Solen kommer frem. Karl læner sig op ad en sten. Han lukker øjnene og nyder varmen. Havet klukker og nynner. En dyne af træthed lægger sig over ham. Måske er det nt nok at bo så tæt ved vandet?
Så lander en tung krop på Karls ryg. To arme lukker sig om hans hals. Det stinker af rådden tang.
”Bær mig op til kirken,” hvæser en stemme. ”Ellers knækker jeg halsen på dig.”
Karl kan ikke røre sig. Eller skrige.
”Ha!” jubler Aske. ”Hvor er du nem.” Han hopper ned fra Karls ryg.
Karl slår ud e er Aske. Uden at ramme. Selvom han står lige foran ham. ”Hvor er du dum.”
”Du kan selv være dum.” Aske griner med sine rådne tænder.
”Kan du ikke tåle lidt sjov?
25
”Er det derfor, du var alene i gården?” hvæser Karl. ”Fordi ingen vil være ven med én, der driller.”
Askes øjne skyder lyn. Hans ansigt svulmer op. Det lyser hvidt. De blå årer træder frem. Bare et øjeblik, så ligner han Emil fra Lønneberg igen. En rasende Emil. ”Så kan du jo se, om du selv kan nde hjem.” Han hæver armene ud over havet og messer som en præst: ”I tågen kold. I tågen kold. Kom, tåge kold. Kom …”
”Fuck dig!” Karl skrider.
Karl tramper hen ad stranden. Godt, han slap af med Aske. Sådan en ven har han ikke brug for. Han skæver over skulderen. Aske er væk. Han må kende en genvej, for der er ikke nogen sti op fra stenstranden med den lodrette skrænt. Måske er der en trappe et sted, som han ikke har lagt mærke til?
Karl kaster en sten i vandet. Den laver ringe. Mange ringe. Eller vent … Det er ikke ringe. Det ligner tegn. Gammeldags bogstaver. Som om nogen skriver på det blanke vand. Nedefra.
Karl gyser. Hans fantasi løber af med ham. Han er våd på ryggen, hvor Aske sprang på ham. Hans trøje er klam. Han er så træt, at han føler sig gennemsigtig.
Askes historie er gået ind under huden på ham. Hvorfor havde folk i byen gravet de druknede ned på stranden? De var skere ligesom dem selv. Hvorfor blev de ikke begravet på kirkegården?
26
Karl standser og ser sig om. Det er ved at blive mørkt. Det er koldt. Han vil hjem. Men hvilken vej kom de fra? Han bliver i tvivl. Han kan ikke se byen. Der er kun hav og strand, så langt øjet rækker.
Han giver sig til at gå. Måske var det den anden vej? Karl vender om. Han snubler. Hvad er det også for en møgstrand? Der er store sten alle vegne. Hvorfor er der ikke sand?
Han mærker det mere, end han ser det.
Mågerne er holdt op med at skrige. Der er så stille, at det runger. Temperaturen falder brat.
Der!
En mur af tåge ruller ind fra havet. Den har kurs lige mod ham. Nu rammer den. Han slår armene om sig selv. Så kold, så kold.
Han anede ikke, at tåge kunne være sådan. Han tørrer sit ansigt. Han er våd. Han rækker armen frem. Tågen er så tæt, at han ikke kan se sin egen hånd. Han ryster af kulde. Han må væk fra stranden og de store sten. Men hvilken vej skal han gå? Han kan ikke komme op ad skrænten, og hvor er der en trappe?
Så lander en byrde på Karls ryg. To arme lukker sig om hans hals. En kvalmende stank fylder hans næse.
”Bær mig hjem,” hvæser en stemme. ”Ellers knækker jeg halsen på dig.”
27
”Hold så op, Aske!” Karl vrider sig. Han slår ud e er Aske uden at ramme. ”Du er ikke sjov.”
”Bær mig hjem!”
Stanken får alt til at vende sig i ham.
Karl drejer sig. Han ser ind i et dødt øje med hvid pupil. Rådden hud hænger i laser. Kun holdt sammen af en sweater og en regnhat, der engang var gul.
”Bær mig hjem.”
Karl jamrer.
”Bær mig hjem.”
”Jeg ved ikke, hvor jeg er,” siger Karl med lille stemme. Grebet om hans hals strammer til. Karl vakler fremad. Gennem tågen.
”Bær mig hjem.”
”Arrrh!” En krage nærmer sig. Han kan høre den, længe inden han kan se den. ”Arrrh!” Han mærker suset fra dens vinger. Nu er den så tæt på, at Karl kan se det røde i dens næb. Han dukker sig.
”Arrrh!” Endnu en krage går til angreb. Karl prøver at få armene fri, så han kan forsvare sig, men den døde holder ham i et jerngreb.
”Arrrh!”
Den døde slår ud e er kragerne. Han hamrer hælene ind i siden på Karl.
Karl vakler videre. En krage lander. Den river og år.
28
”Arrh!” lyder det triumferende. Kragen letter. Der hænger noget ud af dens sorte næb. Noget hvidt og mælket.
”Bær mig hjem.”
Den døde bliver tungere og tungere for hvert skridt.
Karl kan næsten ikke bære ham mere. Han synker sammen. Hans hoved er bøjet så langt ned, at han kun kan se sine fødder. Han aner ikke, hvor længe han går.
Endelig letter tågen. Karl kan skimte noget.
Det virker bekendt. En hvid mur. Bindingsværk. Stråtag. En blå dør. Et skilt med to navne.
Karl jamrer.
”Bær mig hjem.”
En række våde fodspor fører hen til fortrappen. De lyser i mørket.
Døren går op.
Aske stikker hovedet frem. Man kan se lige gennem ham. Der er intet Emil fra Lønneberg over ham mere. Han er voksbleg. Opsvulmet. Med blå årer og hvide pupiller. Stanken er værre end nogensinde. Aske smiler med sine rådne tænder.
”Velkommen hjem, far.” Den døde dreng rækker ud og tager sin far i hånden. Vægten forlader Karls skuldre, men lægger sig tungt om hans hjerte.
29
Sammen går den døde dreng og hans druknede far ind i huset. De går gennem væggen, gennem trappen, op på lo et, op på
Karls værelse. Huset sukker. Huset med de to ansigter. Huset, der lever sit eget liv. Huset, som far ikke for noget i verden vil forlade.
30