Guderne var krigere, menneskeguder, gudemennesker, mordere.
Du ved, hvem jeg mener.
Du husker, at de dræbte den største af kæmper.
Sådan blev en hel verden skabt.
Eller har du virkelig glemt alt det?
At kæmpens legeme blev alt, hvad du kender til og kaster dit blik på?
Hans kød blev jorden, blodet til havet, knogler til bjerge.
Hans tænder til klipper, sten og sand.
Dybt fra hans svælg blev ilden hentet.
Nu står selve livets træ i brand.
Du skal ikke tro på de historier, som fortælles om mig. Det meste er løgn.
Man kalder mig Midgårdsormen. Men det er ikke mit navn.
Man kalder mig farlig.
Men nej, menneskeguderne! De er langt, langt farligere.
Og det ved du godt, gør du ikke?
Sandheden er, at ingen ved, hvad jeg hedder, eller hvor jeg kommer fra.
Det første, jeg husker, er det høje fugtige græs i gudernes have.
Her legede vi, ulven og jeg.
Vi tumlede rundt, indtil vi dejsede omkuld.
Vi sov i skyggen af høje træer. Vi vågnede og var sultne.
Græsset gemte på æbler og snegle. En grønstribet frø lå og puttede sig.
Indtil den sprang – men jeg var hurtigere.
Guderne ville også lege med os. Alt var godt en tid. Vi voksede.
Han med sine dødbringende kløer. Jeg med mit giftige bid.
I et enkelt spring kunne ulven hoppe over et bjerg.
Den tror du ikke på?
Men tro det her: vi voksede os farlige.
Guderne blev urolige. De så på os på en ny måde.
Måske er de slet ikke kæledyr, tænkte guderne.
De var jo så søde som små. Men nu!
Nej, vi var minsandten ikke kæledyr, ikke længere.
Men måske kunne vi alligevel bruges til noget?
Krigen er nemlig på vej, og det er krige jo som regel altid.
Men det her skal blive en stor en. Måske den største og sidste.
Kæmpens børn vil have hævn. De samler sig til kamp, siger man.
Fra den yderste kant vil de komme som sne og is.
De vil komme som mørke og ild.
Kan du også høre dem i det fjerne?
Krigsguder, gudekrigere.
De havde brug for våben. Så hvad med at bruge os, måske?
En farlig ulv og en giftig slange.
Måske kunne vi være gudernes spyd, sværd og skjold?
Men først måtte vi tæmmes, og da gik det galt.
Du har sikket hørt, at ulven blev lænket med magi.
Med kattens tramp og fiskens ånde og alt det andet hokus pokus.
Men helt så elegant var det ikke.
Ulven blev ganske enkelt overmandet, bagbundet og pint. Knækket.
Men mig kunne de ikke tøjle. Jeg var for vild.
Hvad ikke kan tæmmes må dø.
Gudemennesket iførte sig en pigget jernhandske, kun sådan kunne han holde mig fast.
Så blev jeg kastet ud fra en høj klippe.
Da jeg ramte vandet, så jeg ham stå højt deroppe.
Hvem af os var mon mest alene?
Jeg er den eneste af min slags, men jeg behøver ingen andre.
Guderne troede, jeg ville drukne i havet, at bølgerne ville knuse mig mod klipperne.
Men vandet smøg sig omkring mig som blødt skind.
Og jeg smøg mig omkring vandet.
Jeg levede. Jeg voksede mig endnu større.
Men det er ikke havets fisk, som nærer mig.
Jeg lever af en ting alene.
Mørket.
Mæt og tung faldt jeg i søvn. Sådan gik et øjeblik.
Sådan gik tusinde år.
Hvad er jeg? Ikke et kæledyr. Ikke et våben.
Jeg er gudernes ensomhed, som de en for en falder i krigen.
Og nu er det din tur. Hvem er du?
Menneskegud, gudemenneske, kriger, morder?
Ensomheden
Forfatter: Morten Dürr
Illustrationer: Rasmus Svarre
Grafisk tilrettelæggelse: Minami Hirayama
Trykt hos: Livonia Print Ltd.
ISBN: 9788792789815
Copyright ©2024 Morten Dürr og Rasmus Svarre
Tak til Statens Kunstfond for arbejdslegater
Du skal ikke tro på de historier, som fortælles om mig. Det meste er løgn. Man kalder mig Midgårdsormen. Men det er ikke mit navn. Man kalder mig farlig. Men nej, menneskeguderne!
De er langt, langt farligere, og det ved du godt, gør du ikke?