Illustreret af Lasse Bekker Weinreich
De døde dukkers hævn
© 2017 Ellen Holmboe og Løse Ænder
1. udgave, 1. oplag, 2017
Omslag og illustrationer: Lasse Bekker Weinreich
Grafisk tilrettelæggelse: Mette Schou, gipsy graphics
Korrektur: Lars Christensen, Dansk Sprogrevision
Litterær sparring: Bo Skjoldborg og Morten Dürr
Tryk: Livonia Print
ISBN: 978-87-93061-92-7
Lix 18 www.løseænder.dk ● www.ellenholmboe.dk
”Hvad siger en guppy?” Lucas presser Victors hoved ned under vandet i håndvasken på drengetoilettet.
”Blopblopbllll…” Victor kæmper for at komme fri, men Lucas er meget større. Han holder Victor fast i en skruestik.
”Lige præcis!” hepper Lasse. ”En guppy siger bloppelop!”
Det sortner for Victors øjne. Han må have luft. Nu! Han løfter sit ene ben og sparker ud efter Lucas.
”Av for helvede!” Lucas løsner grebet et øjeblik. Victor kommer op efter luft. Han ser sig desperat om efter hjælp. Men der er ingen andre.
”Du skal fandme ikke sparke.” Lucas tager fat med begge hænder og presser Victors hoved ned mod vasken igen.
Vasken er stoppet. Vandet er møgbeskidt og
fyldt med toiletpapir. Victors ansigt nærmer sig overfladen. Et cigaretskod flyder foran hans øjne.
Han tager en dyb indånding og forbereder sig på det værste …
”Slip ham!” Marys lyse stemme ryster af indelukket raseri.
Lucas stopper midt i bevægelsen. Han trækker Victors hoved op og ser på ham: ”Hvad så, Guppy?
Skal du have hjælp af en tøs?”
”Hvem kalder du en tøs?” hvæser Mary. Hun er
lige så høj som Lucas og ikke bange for noget som helst.
”Der må ikke være tøser på drengetoilettet,”
siger Lasse og går så langt væk fra Mary, som han kan komme.
”Nå, men så vil jeg foreslå, at du skrider.” Mary sender Lasse et dræberblik, og han skrider straks.
Da Lasse er væk, slipper Lucas sit tag i Victors nakke.
”Ka’ du ha’ det godt, til vi ses næste gang … Guppy!” siger Lucas og går.
Victor tager en stak papirhåndklæder og tørrer hidsigt sit hår.
”Det stopper nu!” hvæser Victor.
”Det stopper kun, hvis vi selv stopper det.”
Mary tørrer vand og tårer af hans ansigt. Hun ser ham langt ind i sjælen. ”Og jeg ved præcis hvordan.”
Det gør Victor også. Han tør bare ikke tænke
tanken til ende. For hvad vil der ske, hvis Mary slipper sin vrede løs? Sin vrede og sine heksekræfter … ***
Det hele begyndte for en uge siden. Eller faktisk begyndte det hele, da Victor mødte Mary.
Victor har to store interesser: svømning og gamle gysere. Indtil sidste år var han den eneste
i klassen, der havde det sådan. De andre synes bare, han er en nørd. Hvem gider plaske rundt i klorvand i timevis? Og hvem gider skræmme livet af sig selv, frivilligt? Det var allerede to ting at drille ham med. Så kom Mary til byen. Seje Mary
Shelley Hansen, der kan svømme 25 meter uden
at trække vejret og se de vildeste gysere uden at blinke. Nu har de andre i klassen tre ting at drille ham med. Victor er bare ligeglad. Han vil gerne
være kæreste med Mary. Hvis han ellers kunne
tage sig sammen til at spørge. Det er mandag morgen, og de har dobbelttime i idræt.
Rune, deres unge lærer, blæser i fløjten. Det har ingen effekt. Klassen fjoller bare rundt og
snakker. Rune, der ligner en forvokset skaterdreng med kasket og armyshorts, blæser igen. Denne
gang et langt, gennemtrængende fløjt, der lyder som et skrig. Og endelig får han skabt lidt ro.
”Sæt jer lige ned, alle sammen,” siger han hurtigt, inden folk begynder at snakke igen.
Victor sukker. Runes problem er, at han prøver at være ven med eleverne. Sådan noget
virker bare ikke. Han skulle hellere gøre som trænerne i svømmeklubben: De er flinke nok, men
de finder sig ikke i noget som helst. Hverken brok eller larm.
”I næste uge skal vi have livredningskursus,” siger Rune.
”Jeg giver gratis hjertemassage til alle pigerne,” siger Lucas og laver nogle klamme gramsebevægelser.
”Og jeg giver gratis mund-til-mund til alle fyrene, men kun hvis de er lækre,” siger Laura og sender en kyssemund mod Lucas.
Som forventet bryder klassen ud i et hav af råb: adr og klamt og øv.
Mary vender det hvide ud af sine smukke
grønne øjne og sender Victor et opgivende smil.
”Og de to svømmetosser kan øve sig på hinanden,” vrænger Lucas og laver kysselyde.
Det får hele klassen til at flække af grin.
Rune må i gang med fløjten igen.
”Prøv nu lige at tage det alvorligt,” siger læreren. ”Det er faktisk et spørgsmål om liv eller
død, det her. Hvis man får lært teknikkerne, er det muligt at bringe en død tilbage til livet.”
”Brains! Brains!” siger Lasse, Lucas’ tro følger, og laver zombiearme.
”Brains! Brains!” siger Lucas og laver svømmebevægelser.
”Hold kæft, hvor er de barnlige,” hvæser
Victor, da han følges med Mary til næste time.
”Ignorer dem,” siger hun og trækker på
skuldrene. ”Det er det eneste, der virker på den slags idioter.”
Samme aften holder Victor og Mary filmklub.
Ganske som de plejer. Denne gang er det Victors
tur til at vælge. Han har valgt en gammel sort-
hvid film: Frankenstein. De har set den 100 gange
før, men det gør det kun endnu mere hyggeligt. De kan den forfra og bagfra og siger replikkerne højt undervejs.
Nu kommer yndlingsscenen. Den, hvor den
gale doktor Victor Frankenstein skal vække sit monster til live for første gang.
Det tordner og brager i laboratoriet, hvor en kæmpe krop ligger klar på et operationsbord.
Selvom den er dækket til med et hvidt lagen, kan man se, at den ikke er menneskelig. Hovedet er for stort, og fødderne er firkantede.
Doktor Frankenstein løber rundt og gør klar.
Hans pukkelryggede tjener, Fritz, vimser omkring
ham. Doktor Frankenstein slår ud med armene
og ruller med øjnene. Han tager lagnet af sin
skabning, som han har syet sammen af kropsdele, Fritz har gravet op på kirkegården.
Victor ser på Mary. Hun smiler til ham. Nu kommer det bedste.
Doktor Frankenstein tænder sin vilde maskine. Så hejser han briksen med monstret op i toppen af tårnet. Et øjeblik efter slår lynet ned.
Victor og Mary holder vejret, da Frankenstein
hejser sit monster ned igen og bøjer sig ind over det, nænsomt, næsten som en far, der ser til sit barn. Så med ét bevæger monstret en finger. Så en til og en til.
Frankensteins ansigt lyser op af glæde og vantro. Monstret sætter sig op …
Victor og Mary er klar, da doktoren endelig forstår, at hans forsøg er lykkedes. De springer op fra sofaen og råber i kor:
”It’s alive! It’s alive! It’s alive!!!”
De stavrer omkring, præcis som den gale doktor.
De tager hinanden i kraven og jubler:
”In the name of God … Now I know what it feels like to be God.”
Det banker på døren. Mor kigger ind for at sige, at klokken er mange.
Victor stopper filmen uden brok. Som konkurrencesvømmere skal de tidligt op. De skal
nå at svømme to kilometer, inden de skal i skole.
Mary pakker sine ting sammen. ”De laver sgu
ikke historier som dem her mere,” siger hun.
”Næ.” Victor kunne ikke være mere enig. ”Men hvor ville det være fedt, hvis nogen gjorde.”
”Vi ses i morgen.”
”Nemlig,” siger Victor og lægger filmen ned i sin weekendtaske, ”og så kan vi jo se resten til stævnet.”
Det var sådan, de lærte hinanden at kende. På et svømmestævne. Victor husker det, som var det i går. Den nye pige kommer ind sammen med de andre piger. Iført klubbens knælange badedragter,
svømmebriller og badehætter ligner de alle sammen hinanden. Først da Mary efter 1000 meter crawl stiger op af vandet, skiller hun sig ud. Hun tager badehætten af og ryster håret. Det er stort og krøllet og mørkt, næsten sort. På nær to hvide totter, der skyder ud som zigzagstriber fra tindingerne.
”Årh hvad,” udbryder en af svømmerne. ”Du ligner jo Cruella de Vil!”
”Nej,” siger Mary køligt. ”Hvis jeg ligner nogen, er det Frankensteins brud.” Hun vender om på hælen for at gå, men kommer derved til at ramle ind i Victor.
Victor kan ikke lade være med at glo på Marys vilde hår og endnu vildere øjne.
”Har du noget, du skal have sagt?” Mary ser ud, som om hun er klar til at sende et lyn efter ham.
”Ne… nej.” Victor skynder sig at ryste på hovedet. Så tager han chancen og tilføjer ganske
stille: ”Jeg kunne ikke drømme om at lave grin med Frankenstein. Det er min absolutte favoritfilm.”
Mary rynker brynene. Hun ser lidt på ham for at sikre sig, at han ikke laver grin med hende. Så sender hun ham verdens mindste smil:
”Også min.”
Senere den weekend går de en lang tur, bare de to, mens de andre ser en eller anden kedelig komedie. Det er en lun sommeraften, og luften dufter af nyudsprungne hyldeblomster.
Victor og Mary snakker om film og om alt muligt andet. Victor har aldrig mødt en, det er så let at tale med. Og så har han aldrig mødt en, der kender så mange gamle gysere som Mary. Det viser sig, at hun er flyttet ind lidt længere nede ad vejen, og de aftaler straks at starte en filmklub.
”Sådan nogle som os må jo holde sammen,” siger Mary alvorligt.
Victor nikker. Han forstår godt, hvad hun siger. Også selvom hun ikke siger det højt. Det næste, hun siger, hører han ikke. Han kan ikke få øjnene fra de to lyn af kridhvidt hår, der skyder ud fra Marys tindinger.
”Hvad er det med dit hår?” ryger det ud af ham, inden han får tænkt sig om.
”Nå, det.” Mary stopper. Et øjeblik ser den seje, nye pige pludselig genert ud. Hun trækker lidt op i sine shorts og viser ham en hvid plet midt på låret, som den knælange badedragt har skjult. ”Det er pigmentfejl,” siger hun. ”Du ved, ligesom albinoer er født uden pigment, så har jeg nogle pletter, der er helt hvide.” Hun lader buksebenet falde ned og peger på håret. ”Nogle af dem er bare lidt svære at skjule.”
Victor siger ikke noget. Han ved godt, det er en stor tillidserklæring, hun lige har vist ham. Og i øvrigt synes han ikke, de hvide lyn er en fejl. Han synes, de er seje. Og smukke.
”Men de har også et andet navn, pletterne.”
Mary står lidt og ser ham an. Som om hun tester ham.
”Ja?”
”Nogle kalder dem heksemærker.”
Victor ved ikke, hvordan han skal reagere. Hun ser meget alvorlig ud.
”Kan du så hekse?” spørger han kækt. Mest for at bryde den mærkelige stemning.
”Ja,” siger Mary. ”Lidt.” Hun sætter en finger til den hvide plet i tindingen og blinker til ham.
”Men jeg arbejder hele tiden på at blive bedre.”
Laver hun grin med ham? Victor ved ikke, hvad han skal tro. Han ved kun, at han synes, hun er dejlig, uanset hvad.
Ugen efter tager Rune klassen med over i svømmehallen, så de kan lære livredning. Victor synes, det er underligt at være der sammen med klassen. På deres område.
Rune fører dem hen til et teorirum og slår døren op. ”Gå sammen to og to, og find jer en dukke.”
”Say what?” Lucas er straks oppe at markere. ”Vi leger sgu da ikke med dukker.”
Uden at veksle et ord går Victor og Mary sammen hen i det fjerneste hjørne. Så langt væk
fra Lucas, Lasse og Laura som muligt. Så lidt styr på klassen, som Rune har, virker det som en god idé. Når de tre er sammen, kan alt ske. I hjørnet
ligger en gammel, slidt dukke. Den har rødt hår og et vildt udtryk i ansigtet. Noget ved den giver
Victor myrekryb over hele kroppen. Rune må have fundet den i kælderen. Victor har i hvert fald ikke set den før. Han skubber den klamme dukke væk med foden og tager en af de nye.
”Hey, Charlie,” siger Mary til Victors dukke.
Gode, gamle Charlie, som de har øvet sig på i
timevis til svømning: en halv mandekrop i fuld størrelse, men uden arme og ben. Kvælningsdukken, Choking Charlie, er lavet af blød plastik og er meget livagtig. Han har brunt Duplo-hår, lukkede øjne og åben mund og ser ud, som om han er ved at hoste lungerne op.
”Godt,” siger Rune, da alle har fundet en plads efter en masse larm og brok. ”Først skal vi lære et enkelt trick. Det kan redde folk fra at blive kvalt, hvis de får mad i den gale hals. Hvilket faktisk er noget, der sker hver eneste dag.” Rune løfter Choking Charlie op og holder den lige foran sig. Han tager en plastikkugle med snor i og propper den i halsen på dukken. ”Følg nu med.” Rune skærer ansigt og vælter rundt, som om han er ved at blive kvalt. ”Hvis nogen pludselig gør sådan her: holder sig til halsen, bliver blå i bærret, fægter med armene og ikke kan få en lyd frem ...
Så tager man ham bagfra …”
”Det sagde hun også i går,” råber Lucas og får
Lasse og Laura til at knække sammen af grin.
”Lucas,” siger Rune træt, ”gå over og tag den dukke der.” Han peger på den gamle dukke ved siden af deres. Den med det røde hår og det vilde udtryk i fjæset. Den, som ingen ville have.
Victor sukker uden lyd og skæver til Mary. Hun ryster stille på hovedet.
Rune fortsætter. ”Altså, I stiller jer bag ved dukken. Lægger en knyttet hånd lige under brystbenet. Trykker til. Og hopla!” Kuglen ryger ud af Charlies mund og triller hen ad gulvet. ”Så har I reddet et liv. Tricket hedder en Heimlich-manøvre, og jeg har taget den med, fordi jeg synes, den er vigtig. Nu er det jeres tur. Sæt i gang.”
Victor kommer en kugle i halsen på Charlie og rækker den galant til Mary. Hun smiler skævt og laver en perfekt Heimlich. Victor griber kuglen i luften og gør det samme. Så ser de sig om. Ingen af klassekammeraterne kan finde ud af det.
To piger forsøger sig med at banke Charlie forsigtigt på ryggen. Sådan som deres mor sikkert gør, når de hoster. Som om det skulle virke!
Laura har ingen fine fornemmelser. Hun vender Charlie om og dunker hans hoved hårdt ned i gulvet. ”Host så op med den kugle, Ken!”
hvæser hun. ”Ellers bliver Barbie sur!” Victor håber ikke, det er hende, der skal redde ham en dag. Så er han da sikker på at dø.
”Hey, Guppy?” kalder Lucas.
Victor trækker vejret dybt og prøver på at bevare roen. Hvor han dog hader det øgenavn. Især efter turen i håndvasken forleden.
”Hva’ så, Guppy, er du døv eller bare for dum til at svare, når man taler til dig?”
”Ignorer ham,” siger Mary.
”Skal du nu ha’ tøsehjælp igen?” vrænger Lucas.
Rasende vender Victor sig mod Lucas. Den idiot skal bare ikke sige noget om hans Mary.
Lucas stopper noget i gabet på Charlie. ”Så er der fiskefoder til Guppy!” Han giver dukken et håndkantslag i brystet.
Noget sort flyver gennem luften og rammer Victor lige over øjet. Han tørrer det væk. Det er et halvspist bolsje. Klamt!
Klassen griner højt. Victor kæmper for at holde masken, selvom det gør vildt ondt. Han kan allerede mærke øjet hæve, men hvis han siger noget, bliver det bare værre. Det ved han. Lucas benytter enhver chance for at komme til at slås. Victor vender sig mod Mary … og får et chok. Hun er så vred, at hendes øjne nærmest skyder lyn. Hun sætter en finger til hver af de hvide pletter i tindingerne og stirrer koncentreret på Lucas og hans dukke.
”Der er mere, hvor det kommer fra.” Lucas tager et bolsje ud af munden og propper det i gabet på Charlie. Så med ét forsvinder hans dumme grin. ”Av!” hyler han og hiver hånden til sig. ”Den bed mig.”
I den anden ende af rummet aber Lasse straks efter. ”Av, av!” skriger han. ”Få den zombie væk fra mig.” Han vakler rundt med hånden inde i munden på sin kvælningsdukke og lader, som om den er ved at æde ham.
Selvom Lasse spiller klovn til ære for Lucas, lægger Lucas ikke mærke til ham. Lucas glor bare på den gamle, rødhårede Charlie foran sig. Som
om han ikke tør tro sine egne øjne. ”Jeg sværger,” mumler han for sig selv. ”Den bed mig sgu.”
”Gid den gjorde,” hvisker Victor til Mary.
”Interessant,” hvisker Mary tilbage. Hun ser tankefuldt på Lucas’ gamle Charlie-dukke. ”Gad vide, om jeg kan få den til mere end at bide?”
”Hvad mener du med det?” stammer Victor. Han ser på hende med en blanding af beundring og rædsel.
”Præcis det, jeg siger.” Mary smiler grumt og peger på de hvide lyn i tindingerne. Heksemærkerne.
”Godt,” råber Rune for at overdøve snakken. ”Nu må I gerne pakke Charlie væk. Så kan vi komme i gang med noget nyt: mund-til-mund-metode og hjertemassage.”
”I kommer bare til far her,” siger Lucas og laver trutmund. ”Så skal jeg nok lære jer det hele.”
”Bare kom an!” råber Laura og får alle pigerne til at hvine.
Rune sukker højt. Men ikke højt nok til at det kan høres for den larm, der nu bryder ud.
Mary lægger Charlie ned i en sort sportstaske. Imens ruller Victor snorene til kvælerkuglerne pænt sammen. Ikke at han og Mary har haft brug for snorene, men det har de andre i klassen. De har stadig ikke styr på Heimlich-manøvren og er nødt til at hive deres kugler ud ved hjælp af snoren. Victor putter kuglerne i en pose og lægger den ned i tasken. Så lukker han lynlåsen. Et øjeblik synes han, tasken med den halve plastikmand
minder om en ligpose. Sådan en, som han har set i de krimiserier, som mor er så vild med.
Ved siden af ham lader Lucas, som om han kæmper for at få en levende mand ned i tasken.
”Lig så stille, Charlie, eller du får tæsk. Er du med?”
”Okay, okay,” siger Lucas med en pibende stemme, der skal forestille at komme fra Charlie.
”Og så er du færdig med at spille farlig, Charlie,” siger Lucas med sin egen stemme og lukker lynlåsen med et ryk. Victor ser, at Lucas sidder tilbage med låsen i hånden. Han har trukket for hårdt, og den gamle taske er gået i stykker. Lynlåsen glider langsomt op. Lucas skubber tasken til side og lader som ingenting.
Rune pifter i fløjten og sætter dem i gang med næste opgave. De skal lære at give kunstigt åndedræt på en genoplivningsdukke. Da han viser dem dukken, bliver der endelig stille. Dukken hedder
Dennis og ligner fuldstændigt en dreng på deres
egen alder. Han har lyst hår og blå træningsdragt. Han ligger fladt på ryggen med øjnene lukket. Med ét bliver det hele meget virkeligt. Selv for Laura, Lucas og Lasse, de tre lede L’er.
Rune forklarer, hvordan man giver kunstigt åndedræt. Så bøjer han sig frem og viser det på Dennis.
”Adr! Han snaver den,” råber Laura og Lucas i munden på hinanden.
Mary sender Victor et træt blik.
Victor ser sig om. Han håber på, at der ikke er
dukker nok til alle. Han vil i hvert fald ikke have noget imod at træne det her med Mary, sådan rigtigt. Uden dukke. Men så heldig er han ikke.
Rune henter en gammel taske og haler en slidt dukkedreng frem til dem. Ligesom den klamme
Charlie fra før har denne her også rødt hår. Og så
er der et eller andet ved den, Victor ikke bryder sig om. Måske er det de halvt lukkede øjne. Måske det hånlige drag om munden. Lucas har også fået
en af de gamle, røde Dennis-dukker. Rune må have fundet de gamle dukker i kælderen. Victor har i hvert fald ikke set dem før.
Nu sætter Rune dem i gang. ”Hvis I ikke kan finde ud af det,” siger han til slut, ”så kan I bare holde øje med vores supersvømmere.”
”De ved nemlig alt om at snave,” siger Laura.
”Og gramse,” tilføjer Lucas.
Victor vil helst bare synke i jorden.
”Ignorer dem,” hvisker Mary og giver Victor tegn til at starte.
”Båp, båp, båp,” siger Victor og vipper med hånden.
”Bevidsthed, åndedræt, puls,” messer Mary og tjekker de tre ting i den rækkefølge.
Den her del har han altid godt kunnet lide.
Bevidsthed tjekker man ved at brøle HALLO! til dukken. Hvis den ikke reagerer, dasker man den én. Hvis det heller ikke virker, vrider man ørerne
om på den. Det kan få hvem som helst til at vågne op med et spjæt. Hvis de altså ikke er bevidstløse.
Lucas er straks helt oppe at køre. Han kaster sig over sin gamle Dennis-dukke og spiller smart.
”Hallo, Rødhætte?” brøler han. ”Er du dum eller døv eller død eller hvad?”
Laura hyler af grin. Hun lyder som en punkteret badeand. Lucas giver den endnu mere gas. Han råber ad Røde Dennis og dasker til ham.
Hiver ham i håret, vrider hans næse rundt og nikker ham en skalle.
”Rolig nu,” forsøger Rune sig. ”Du skal forestille dig, at det er en rigtig levende dreng, Lucas.
Han skal jo gerne overleve, at du genopliver ham.”
”Hvis jeg redder hans liv, så ejer jeg hans
fucking røv.” Lucas ser sig om. ”Og det gælder jer alle sammen, siger jeg.”
Rune siger: ”Prøv nu at tage det alvorligt. Det her kan betyde liv eller død. Eller et langt liv med hjerneskade, hvis I ikke får ilt til hjernen i en fart!”
”Hvordan kan man se, om nogen, for eksempel Lucas, har fået en hjerneskade?” spørger Victor ud over klassen.
Da ingen siger noget, svarer han selv: ”Nej vel?”
Ingen griner. Alle skuler nervøst mod Lucas for at se, hvordan klassens fører reagerer. Lucas siger
ikke noget. Han ser bare koldt på Victor og kører en finger hen over halsen: Du er død.
”Lad nu være med at provokere ham,” hvisker Mary.
Victor kunne have bidt tungen af sig selv. Han
ved godt, det her betyder bank. Men han kunne bare ikke lade være.
”Lad os gå videre,” siger Rune og skæver til uret. Så ræser han gennem, hvordan man får et dødt hjerte til at slå igen. Først med hjertemassage, som de alle skal prøve. Og så med
hjertestarter. Denne gang nøjes Rune med at demonstrere, hvordan man gør. Alle følger med, mens maskinen med rolig stemme guider Rune
gennem alle trin i processen. Midt i det hele brøler Lucas pludselig så højt, at alle får et chok:
”He’s alive!”
”Det her skal I ikke lave sjov med,” siger Rune alvorligt. ”Det kan gå meget, meget galt. Der er virkelig spark i sådan nogle maskiner. De gamle modeller kunne ikke bare få et dødt hjerte til at slå igen – de kunne også få et levende hjerte til at gå
i stå. Så glæd jer over, at vi bruger sådan en som den her i dag.”
Det får alle til at klappe i.
Som det sidste viser Rune dem en blå taske. Der står Baby Anne på den. Victor og Mary kender den godt. De blinker til hinanden og ser på resten af klassen, da Rune åbner tasken. Ganske som ventet lyder der forskrækkede hyl, da læreren fisker en babydukke i lyserød sparkedragt op. Og en til og to til, denne gang ved benet.
”Det er så Baby Anne. Og hvis I ikke havde været så fjollede, skulle I også have lært at gen-
oplive hende.” Det ringer ud. Mary hjælper Rune
med at proppe babyerne ned i tasken igen. Hun
sætter tasken ind i skabet, mens han giver den sidste besked: ”Næste gang er det alvor. Så skal
I lære at bjærge hinanden. Husk badetøj.”
”Husk begravelsestøj,” siger Lucas på vej ud og
giver Victor en albue i det ømme øje. ”Det får du brug for … Guppy!”
Mary går med Victor hjem efter skole. Det gør hun tit. ’Der er så hyggeligt hos dig,’ sagde hun engang. Det gør stadig Victor glad at tænke på det. Turen fra skolen er kort, men det blæser og regner. De tramper godt til for at holde varmen. Alligevel stopper Victor op. Der er noget, han bliver nødt til at vide.
”Var det dig, der fik Charlie til at bide Lucas?” spørger han.
”Ja …” Mary trækker lidt på det. Som om hun selv har svært ved at tro på det. Eller er bange for, at han ikke vil tro på det. ”Kan du huske det, jeg sagde, da du spurgte mig om heksemærkerne?”
”Ja.”
”Det var ikke gas. Jeg kan få døde ting til at røre på sig. Bare en lillebitte smule. Og kun ting med sjæl.”
”Hvordan sjæl?”
”Gamle dukker for eksempel. Eller en yndlingsbamse, som nogen har sovet med, siden de lå i
vuggen. Den slags. Det har jeg altid kunnet, i hvert fald når jeg er vred. Men nu, efter at jeg er … du ved … blevet ældre …” Hun ser forlegent ned ad sig selv. ”Så er det, som om heksekræfterne bliver stærkere.”
”Sådan er det også altid i gysere. Og i eventyr.”
”Ja,” siger hun, ”og det er der nok en god grund til. I hvert fald begynder jeg at kunne styre det så småt. Eller så meget som man nu kan styre sig, når man er vred. Jeg har ikke haft grund til at bruge det før, men jeg bliver simpelthen så tosset, når den idiot er ude efter dig, og så skete det bare, nærmest af sig selv.”
Victor bliver kold og varm på samme tid.
”Synes du, jeg er en freak?”
”Nej!” Victor kommer til at sige det så højt, at Mary giver sig til at grine.
”Nå, det var sgu da heldigt. For ellers ville jeg være nødt til at myrde dig nu. Skulle vi se at
komme videre?” Mary skutter sig i kulden. Victor gør det samme, men ikke på grund af kulden. De småløber resten af vejen. Alligevel er de blåfrosne, da de når frem. Victors hus ligner noget fra en gammel gyser, og det er han pissestolt af. Så kan resten af byen mene, hvad de vil.
”Hej,” råber mor fra stuen. Hun står på en stige og er ved at pynte op til halloween.
”Er det ikke lidt tidligt?” spørger Victor. Det er da først på fredag, ved han, for der holder de halloweenfest på skolen. Han fjerner et vissent blad fra Marys hår.
Mor vender sig for at komme med et spydigt svar. Så får hun øje på Victor.
”Hvad er der sket?” udbryder hun.
Victor tager sig til sit blå øje. Han orker ikke at tale om det. Han skal lige til at stikke en hvid løgn, da Mary siger:
”Det var Lucas, den nar. Han kunne have skudt dit øje ud.”
Mor kommer hen og kigger på det. Hun ser trist ud. ”Jeg kan godt ringe til hans far, hvis det er …”
”Nej!” Victor råber næsten. ”Det gør det kun værre.”
Mor nikker. ”Så må du vel bare ignorere ham,” siger hun. ”Og lade være med at provokere ham.”
’Fint nok, mor,’ tænker Victor. Men hvordan gør man det, når man åbenbart er en omvandrende provokation, bare fordi man er den, man er: lille og mega klog.
”Du bliver nødt til at tæve ham,” siger Mary. ”Det er det eneste, han forstår.”
”Det er let nok for dig at sige.” Victor ser op på hende. ”Han er halvandet hoved højere end mig. Og meget tungere. Jeg har ikke en chance.”
Han har lyst til at stampe i gulvet. Han hader at være så lille. Ikke alene er han den mindste dreng
i klassen, han er også mindre end den mindste pige. Alle andre vokser, bare ikke ham. Mary er vokset helt vildt det sidste år, og nu er hun et hoved højere end ham. Hvis han nogensinde skal kysse hende, bliver han nødt til at snige sig ind på hende med en stige. ”Hvis nogen skal tæve Lucas, bliver det dig,” siger han surt.
”Søde Victor,” siger mor. ”Du skal nok skyde i vejret en dag. Bare vent, måske ender du med at blive den højeste af jer alle sammen.”
”Jeg ville sgu gerne slippe for at vokse mere!” siger Mary.
”Hvorfor dog det?” udbryder Victor, inden han kommer til at tænke på, om hun hentyder til sine heksekræfter, der er ved at vågne.
”Fordi … jeg vokser de forkerte steder.” Hun ser så arrig ud, at Victor bliver nervøs for et nyt hekseanfald. ”Sidste år var vi alle sammen lige store og lige stærke. Men fra nu af bliver I drenge bare højere og stærkere. Mens os piger … det
eneste, der vokser på os, er røven, og det er sgu ikke noget, der får dig til at svømme hurtigere.”
Mary ser ned ad sin krop med afsky. ”Jeg gider ikke være høj, jeg vil bare være stærk, ligesom drengene. Det er pisse snyd!”
Victor dukker sig. Han kan ikke lade være med at føle sig truffet. Så kommer han i tanke om noget. ”Ved du hvad?” siger han i et forsøg på at muntre Mary op. ”Der er faktisk nogle discipliner, hvor kvinder klarer sig mindst lige så godt som mænd.”
”Hvad?” siger Mary og ligner en, der har lyst til at surmule længe endnu.
”100-kilometerløb og langdistancesvømning i havvand.”
”Tager du pis på mig?”
”Nej!” Det kunne han ikke drømme om.
”Fedt,” siger hun.
”Nemlig,” siger Victor uden at nævne, at det netop er fedt, der er det afgørende her. Det er
kvindernes fedtdepoter, der gør, at de kan holde længere end selv den stærkeste mand i den slags ekstremsport. Men det har hun jo ikke brug for at vide.
”Der er faktisk én ting til, hvor kvinder tæver mænd ud af banen,” siger Victors mor.
”Ja?”
”Vi er verdensmestre i at skabe liv.” Hun sætter
hånden i lænden og skyder maven frem, som om hun var gravid. Hun ser på Mary og blinker:
”Da jeg skulle på hospitalet og føde Victor, besvimede hans far. Så det endte med, at jeg selv måtte køre bilen.”
Victor ruller med øjnene. Den historie har han hørt mindst 100 gange.
”Sådan en pivskid!” griner Mary. ”Jeg håber ikke, du har arvet det efter ham.”
Næste morgen svømmer Victor og Mary deres sædvanlige to kilometer, inden de skal i skole.
Træneren har sat musik på anlægget for hyggens skyld. Victor kan ikke lade være med at grine for sig selv, mens han pisker gennem vandet til tonerne af Havet er skønt fra Disneys Den lille havfrue. Om et par timer skal de være her igen. Sammen med klassen. Han tør vædde på, at ingen af dem kan svømme så langt, som de gør hver morgen. Selv ikke Lucas, det store brød. Han og
Mary kommer til at sparke så meget røv til den praktiske del af livredderkurset.
Men sjældent har Victor taget mere fejl. Den dag har Rune slet ikke styr på klassen. Da de kommer i vandet, går det galt. Alle hviner og
plasker rundt. De slås og dykker og trækker
hinanden ned. Rune fløjter løs. Halvdelen af timen er gået, inden han får ro. Så sætter han dem i gang med at bjærge hinanden.
Rune får Victor og Mary til at vise, hvordan man gør. Alle pifter og laver kysselyde, mens Mary svømmer baglæns med Victor i favnen. Victor er næsten ligeglad med alle de dumme bemærkninger. Han slapper bare af i Marys arme. Lader sig flyde og lader hende bestemme farten.
”Godt så,” råber Rune hen over larmen. ”Sådan skal det gøres. Og nu finder I sammen to og to og bjærger hinanden, ligesom vores to supersvømmere.”
”Hey, Superman,” lyder det sukkersødt.
Victor vender sig i vandet og ser, at Laura svømmer hen mod ham.
”Kan du ikke lære mig det?” Hun laver store
øjne. Ikke til ham, men til Rune.
”God idé,” siger læreren fra kanten af bassinet. ”Lad os få blandet holdene lidt.”
”Men …” begynder Victor. Han ved bare, hun
er ude på noget. Hun har lige stået og hvisket med Lucas og Lasse.
”Gør det nu bare!” siger Rune træt.
”Okay,” mumler Victor. Han ser afventende på
Laura. Hun ser anderledes ud i dag. Ikke nær så
hård. Så går det op for ham, at det er, fordi hun
ikke har malet øjnene sorte.
”Dig først,” siger Laura og vender ryggen til.
”Så kan du vise mig, hvordan man tager fat.”
Victor svømmer om bag hende. Han tager
fat med venstre arm om hendes mave. Trækker
hende ind til sig, så han har godt fat. ”Bare slap af,” mumler han. Victor begynder at svømme
baglæns. Laura giver et spjæt. Hans hånd smutter.
”Adr!” hviner hun højt. ”Victor gramser!”
”Vel gør jeg ej.” Victor giver slip på stedet. Og
Lauras hoved synker under vandet.
Da Laura kommer op igen, ser hun ondt på
ham. ”Vi bytter,” siger hun så.
Victor nikker. Han er ikke meget for at vende
ryggen til hende. Han skæver op til Rune, men han er nede i den anden ende. Travlt optaget af
noget med Lasse. Nå, Victor er så meget bedre en svømmer end Laura, så hvad kan der ske?
Det finder han ud af et øjeblik efter, da han mærker noget bag sig.
”Jeg har fanget en guppy,” siger Lucas og griber fat i Victor bagfra.
”Slip mig!” Victor vrider og vender sig for at komme fri. Men forgæves. Lucas er meget større og stærkere. I det samme mærker Victor noget under sig.
”Hvad?” når han lige at sige. Så er Laura dykket under ham og har hevet hans badebukser af.
”Jeg fik dem!” jubler Laura og svinger bukserne over sit hoved.
Lucas slipper Victor så brat, at han ryger under vandet.
”Giv mig dem,” hvæser Victor og svømmer
hen mod hende. Følelsen af bare røv i vandet er frygtelig.
”Hey,” råber Laura,” Victor har ingen bukser på!” Hun kaster badebukserne over til Lucas.
Victor vender sig om. Lucas er for langt væk. Rune har ryggen til og hører intet. Det sørger
Lasse for. Fandens også! Victor har ikke en chance. Om lidt finder alle ud af, at klassens mindste dreng er splitternøgen. De nærmeste begynder allerede at pege og grine. Victor har bare lyst til at lade sig synke ned på bunden og forsvinde.
I det samme lyder der et plask. Mary springer på hovedet i vandet fra kanten. Hun crawler i lyntempo frem mod Laura. Laura når ikke at fatte, hvad der sker, inden Mary er over hende. Marys ene hånd skyder op af vandet, får fat i Lauras hår og dukker hende. Raseriet lyser ud af Mary. Et
øjeblik frygter Victor, at Mary vil drukne Laura, men da Laura tager hænderne op for at forsvare
sig, snupper Mary bare badebukserne fra hende.
Mary sætter af fra Lauras skulder og svømmer hen til Victor.
”Her,” hvisker hun og kæmper for at falde til ro igen. Få vreden ud af kroppen, inden heksekræfterne vågner.
Victor er så taknemmelig, at han ikke kan få et ord frem. I stedet skynder han sig at komme i tøjet. Bare den dumme time dog snart var forbi!
Lidt efter pifter Rune i fløjten for at give en besked. Alle giver sig til at træde vande. ”Nu har I prøvet den pæne version,” siger han. ”Men virkeligheden ser helt anderledes ud, hvis I prøver at bjærge en, der er ved at drukne.”
”Hvordan?” vil Lucas vide.
”Mary, vil du demonstrere det?” spørger Rune.
”Med fornøjelse,” siger Mary. Hun svømmer hen foran Lucas.
”Okay, Lucas. Nu siger vi, at Mary er ved at drukne,” siger Rune. ”Du svømmer ud for at redde hende. Og … er du klar, Mary?”
”Mon ikke!” Mary bider sig i læben for ikke at smile. Så giver hun sig til at råbe og skrige og plaske.
Lucas prøver at komme hen til hende. ”Hold nu kæft,” hvæser han til Mary. ”Jeg kan jo ikke få fat.”
Victor hiver sig op på kanten, så han kan få det hele med. Det bliver godt, det her.
Mary skriger igen og rammer Lucas med flad hånd. ”Hjælp, hjælp!”
”Hun slår!” råber Lucas forarget.
”Lige netop,” siger Rune. ”Folk, der er ved at drukne, er helt i panik. Du kan ikke tale med dem, og de har kæmpe kræfter! De sparker og slår og prøver på at kravle op på dig.”
Hvilket er, præcis hvad Mary gør i næste sekund.
”Blopblopbllll…” lyder det fra Lucas, da Mary dukker hans hoved ned under vandet.
”Tak, Mary,” siger Rune, ”det er nok.”
Men Mary giver ikke slip. Hun holder Lucas’ hoved fast i et jerngreb, og hun ligner ikke en, der har tænkt sig at give slip.
Rune glor vantro på den ellers så søde Mary.
Så pifter han hårdt i fløjten. ”Så er det nok!”
Mary smiler engleblidt – og dukker Lucas en sidste gang. Så giver hun slip og svømmer væk fra hans baskende arme.
Der er stille i salen lidt. Alle kigger på Lucas, der hoster og pruster. Ingen tør sige det, alle
tænker: at Lucas fik tøsebank. Ude fra vandet sender Lucas et blik til Victor og Mary, der kun betyder én ting: tæsk!
Og ganske rigtigt. Selvom Victor og Mary tager en anden vej hjem fra skole, står de klar. Hvordan aner han ikke. Men da han og Mary går hen ad en lille vej, tæt ved skolen, træder Lucas, Laura og
Lasse frem fra et skur.
”Ingen gør mig til grin!” hvæser Lucas uden indledning.
Lasse griber fat om Victors arme og holder ham fast. Victor vrider og vender sig. Men Lasse er for stor, og han kan ikke komme fri. I stedet må han se til, mens Laura og Lucas skiftes til at slå Mary. Mary slår igen, men hun kan ikke klare sig mod to. De får fat i en arm hver, så hun ikke kan komme til at forsvare sig. Til sidst skubber
Lucas hende omkuld på jorden. Så går han over til Victor.
”Og dig, Guppy,” siger han. ”Dig skylder jeg også noget.” Han stikker Victor en lige højre.
Slaget rammer ham i ansigtet. ”Værsgo. Der har du et blåt øje til samlingen. Så har du to.”
Lasse griner som et æsel. ”Ha! Den var go’!”
Lucas gør et kast med hovedet, og Lasse giver
slip på Victor. Han giver ham også lige et skub i ryggen, så han falder om på jorden. Med næsen først. Bag sig hører Victor de tre idioter gå.
Han skæver over til Mary. Hun er kommet op igen. Victor rejser sig også. Det hele sejler rundt.
Han er så vred, at han stammer:
”Det stopper nu!” hvæser Victor. Ingen slår på hans Mary. Ingen!
”Det stopper kun, hvis vi selv stopper det.”
Mary tørrer blodet af næsen. Så tager hun en Baby
Anne-dukke op af tasken. ”Jeg tog den her i sidste time. Hvis det nu var, vi fik brug for den. Og det
gør vi nu!” Hun fører en finger op til heksemærket i tindingen og ser Victor langt ind i sjælen. ”Vi skræmmer livet af dem med den her baby. Og jeg ved præcis hvordan.”
Det gør Victor også. Han tør bare ikke tænke tanken til ende …
Da de mødes på Victors værelse, har Marys grønne øjne et vildt lys. Som en sommerhimmel med torden, der lurer lige under horisonten.
”Du aner ikke, hvor jeg har glædet mig til det her,” siger hun og lægger dukken på hans skrivebord. ”Og også frygtet det lidt.” Hun bider sig i læben. ”Jeg er glad for, at du er her.”
”Også mig,” siger Victor. Selvom det kun er en del af sandheden. ”Jeg forstår bare ikke, hvordan du kan få liv i den her grimme plastikdims.
Sagde du ikke, at du kun kan gøre det med ting, der har sjæl?”
”Jo, det troede jeg også. Lige indtil Lucas
fyrede det bolsje i øjet på dig, og så skete det bare.” Mary holder Baby Anne-dukken op for sig.
”Det virkede jo fint på Charlie, så hvorfor ikke på hende her? Jeg mener, folk har jo kæmpet for at få
liv i de her dukker i årevis. De har masseret deres hjerter. Lyttet efter åndedræt. Pustet luft i dem og
efterladt lidt af deres egen ånde.”
”Og en masse spyt.”
”Nemlig!” Mary griner. ”De er propfulde af spyt og snot og menneske-DNA. Kort sagt: fulde af sjæl.”
”Måske har du ret.” Victor bøjer sig ned og giver dukken to pust luft. Så ser han på Mary:
”Hvad nu? Skal jeg gøre dig vred eller hvad?”
”Det tror jeg ikke, du kan.” Hun er gravalvorlig.
”Eller vent …”
Victor føler trang til at søge dækning.
”Jeg bliver så vred, når jeg ser dine øjne … som er blå og hævede, fordi den fucking idiot til Lucas synes, det er sjovt at slå på en, der er mindre end ham selv …” Mary fører en finger op til hver tinding. Hendes øjne lyner om kap med de hvide heksestriber i hendes hår, da hun stirrer på dukken foran sig.
Hvis Mary havde set sådan på ham, havde han spjættet af skræk. Men dukken rører sig ikke ud af stedet.
Mary prøver igen. ”Når jeg tænker på, hvordan den skide psykopat holdt dit hoved under vand,” hvæser Mary og sender dukken et dræberblik. Og nu sker der noget. ”Hørte du det?”
Victor nikker. Baby Anne-dukken klynker svagt.
Mary stirrer ondt på hende igen. Nu begynder de små plastikfingre at sitre. Dukken lukker
munden op og i som en fisk.
”Ha!” Mary stikker Victor en highfive. “Mand, hvor jeg glæder mig til at høre Lucas hyle som en scream queen i morgen, når han ser vores lille monster her.” Mary tager dukken op og rækker den frem. ”Vil du passe hende i nat, eller skal jeg?”
”Øh … det må du godt,” skynder Victor sig at sige. Og håber, at Mary synes, han er galant.
Næste dag i skolen hører Victor ikke efter. Han
venter kun på det første frikvarter, hvor Lucas går ud i gården. Mary og Victor er ordensdukse, så de
bliver alene tilbage i klassen. Hurtigt lægger Mary dukken i Lucas’ taske. Nu er det bare at vente.
Matematiktimen er godt i gang, da Lucas skal bruge en lineal. Han rækker hånden ned i tasken, og Mary er klar. Hun sender ham hekseblikket.
”Av!” Lucas ser sig rasende omkring. ”Der er noget, der bed mig.” Han åbner tasken med to fingre og tager dukken op i det ene ben.
Alle griner.
”Leger du nu med dukker igen?” siger Mary.
Nu griner de alle af Lucas.
Lucas sender Mary et blik, der lover tæsk.
”Hvis det er dig …”
Victor ser spændt til. Hvad nu? Går dukken til angreb? Men nej, den hænger bare slapt i Lucas’
hånd, som om magien er gået af den.
Læreren bryder ind og tager dukken fra Lucas:
”Den hører vist til i svømmehallen.”
”Hmm, hende var der sgu ikke meget liv i,” mumler Mary for sig selv. ”Jeg tror, vi må tage det tunge skyts i brug næste gang.”
”Hvad tænker du på?” hvisker Victor.
”Doktor Frankenstein og hans monster,” siger Mary. Og smiler fra øre til øre.
På vej hjem fra skole indvier Mary Victor i sine
nye og endnu vildere planer: De skal lave det helt
store horrorshow og fyre det af til skolens halloweenfest på fredag, men kun for de tre lede L’er. Hvis
alt går vel, er de tre idioter snart færdige med at tæve folk – og færdige med at sove trygt om natten. Mary og Victor skal skræmme livet af de tre lede L’er, skal de, og Mary ved lige hvordan.
Nu er det Victor, der smiler fra øre til øre.
Allerede samme aften går Victor og Mary i aktion. Det er torsdag, og de skal til aftentræning. Efter træning lader de, som om de har travlt, og går som de første. Men i stedet for at gå hjem i mørket gemmer de sig i et kosteskab. Der står de tæt sammen, mens de andre leende går hjem. Victor snuser ind.
Marys hår dufter så skønt – af vanilje og klor.
Da alle er gået, hører de træneren gå en runde
og låse af. Han er let at kende. Han fløjter altid.
Victor er tæt på at grine, da han hører ham fløjte temaet fra Dødens gab. Lyden giver ekko inde fra selve svømmesalen, hvor træneren er ved at dække bassinet til med et termotæppe. Det
enorme rullegardin af tyk, blå plastik summer svagt, mens det hurtigt kører hen over bassinet
og dækker det totalt. Victor ser på Mary. Nu er runden næsten færdig. Til sidst smækker
yderdøren tungt i, og Mary åbner forsigtigt døren
på klem. Hun kigger til begge sider.
”Så er det nu!” siger hun.
”Tjek,” siger Victor. Han sætter kursen mod det lokale, hvor klassen øvede Heimlich. De lister frem gennem den mørke, øde bygning. En kuldegysning lister over hans ryg.
”Det er godt nok … spooky,” hvisker Mary.
Victor kunne ikke være mere enig. De har været her 1000 gange, men aldrig alene. I mørket. En svømmehal er skabt til liv og larm. Den virker helt forkert, når den er forladt. Ikke død, ikke sovende, mere … som om den holder øje med en. Victor skynder sig at hale sin mobil frem. Han tænder skærmen for at jage den grimme tanke væk.
”God idé,” mumler Mary og fisker sin mobil frem.
Det hjælper lidt. Nu kan de da se hinanden.
Victor lyser lidt frem for sig. Bare for at se, om Mary er okay.
Hun griner højt, da hun ser på ham. Lyden
giver ekko i den tomme gang. ”Undskyld.” Mary
giver ham en venlig lammer, da hun ser, hun har såret hans stolthed. ”Du ligner bare … en panda.”
”Brum-brum,” siger Victor og laver nogle bamsebevægelser, han håber, er nuttede. Han sender en tanke til Lucas og de to blå øjne, han skylder ham. Med tak for sidst.
Nu er Mary nået forbi saunaen og hen til trænerens skab. Der, hvor han gemmer skiftetøj og træsko. Mary trækker i håndtaget, men skabet er låst. Så let skal det heller ikke være.
”Hvad nu?” spørger Victor. ”Kan du bruge dine heksekræfter til at åbne den?”
”Nej. Men så er det jo godt, jeg har den her.”
Mary tager en hårnål frem og dirker låsen op.
Victor ser på hende. Hvor har hun lært sådan et trick?
”Lad være med at spørge,” griner Mary, inden
Victor kan nå at sige noget. Hun åbner skabet.
Midt mellem tøj og sko ligger der en fjernbetjening. Mary tager den op og prøver et par knapper. Lyset blinker, og anlægget spiller. Hun skynder sig at slukke igen.
”Den låner vi,” siger Mary og kommer remoten i lommen.
”Der!” Victor lyser med mobilen ind i skabet. På indersiden af lågen sidder det, de leder efter. En gul post-it med koden til hoveddøren. ”H2O,” læser han højt. Den kemiske formel for vand. Det er let nok at huske. De lader sedlen hænge og går videre i mørket.
Da de når frem til teorirummet, tænder Mary lyset. Det kan de roligt gøre. Rummet ligger midt i hallen. Der er ingen vinduer på nær et stort ovenlys i loftet. Blæsten er taget til, og vinden suser rundt om de kuplede ovenlysvinduer. Det lyder lidt som en flok ulve, der hyler af ensomhed.
”Lyt,” siger Victor med knirkende Draculastemme. ”Nattens børn laver sød musik.”
”Perfekt!” Mary fanger den straks. Det er en af deres yndlingsreplikker fra en gammel vampyrfilm. Hun gnider sig i hænderne, som om hun var
en ond, ond skurk i en gammel gyser. ”Lad os så komme i gang med vores ugudelige forehavende.”
Victor skæver til uret på væggen. Hans mor tror, de er hos Mary. Marys mor tror, de er hos ham. Det giver dem lige to timer til at tage hul på deres ’onde plan’. Planen, der skal stoppe de tre lede L’er en gang for alle.
Mary hiver en blå taske frem fra et skab. Hun
tager en slidt Baby Anne-dukke frem og lægger
den på bordet. Så gentager hun, hvad de har aftalt:
”Vi gør ligesom til livredning,” siger Mary.
”Først blæser vi liv i dem, så hekser vi lidt, og så … så zapper vi dem! Hvis det ikke virker, er der ikke noget, der gør.”
Victor nikker. Han peger på ovenlysvinduet og går hen til den knap, hvor man kan styre det.
Med to tryk åbner han vinduet lige over bordet med Baby Anne. ”Så mangler vi bare nogle reb og et ordentligt tordenskrald,” siger han, ”ligesom i Frankenstein.”
”Jo, men hvorfor vente på et lyn, når vi har den her?” siger Mary. Hun graver en gammel hjertestarter frem fra bunden af skabet. En af dem, som Rune advarede imod. ”Den ligner noget, der virkelig kan sparke røv.” Hjertestarteren er en lille kuffert med et batteri, to stødere og et kontrolpanel med tre knapper: en grøn, en gul og en rød.
Mary sætter de to stødere på babydukkens bryst.
De fylder næsten det hele. Så oplader hun støderne.
Victor følger spændt med. Maskinen knitrer.
Marys øjne lyser. Hun giver dukken to pust luft.
Knapperne lyser og blinker. Først den røde, så den gule. Victor skal lige til at spørge, om de ikke skal bruge en mindre model til den lillebitte dukke. Så lyser den grønne knap. Mary går et skridt væk fra dukken, og så trykker hun på den grønne knap.
POW! siger det, og dukken giver et spjæt.
De stirrer begge intenst på dukken. Det virkede
ikke. Dukken ligger stadig livløst på bordet.
”Elendige møgdukke.” Mary hidser sig op. ”Når jeg siger ’bliv liv’, så bliver du levende, forstået?”
Denne gang sætter hun en finger på heksemærket. Hun stirrer vredt på dukken og trykker på den grønne knap.
KAPOW! siger det. Baby Anne giver et spjæt.
Hele den lille krop sitrer og ryger, og så med ét går der ild i håret. Victor prøver desperat at puste ilden ud, men det får kun håret til at flamme
endnu mere op. Dukkens kinder smelter i lange, seje tråde, og det ene øje triller ud.
”Fuck!” gisper Victor forskrækket.
”Fuck, hvor fedt!” jubler Mary. ”Så du det?”
Victor nikker. Han har aldrig set noget så klamt. Det kommer til at give ham mareridt i fire generationer. ”Øh, ja … fedt!” skynder han sig at sige.
Mary kyler det brændte dukkebarn i skraldespanden og snupper en ny. ”Godt, der er flere, hvor de kommer fra.” Hun skruer ned, så stødet
passer til en baby – og ikke en voksen. ”Vi prøver igen. Træd væk fra bordet.”
Pow, siger det. Uden effekt. Den eneste, der giver et spjæt denne gang, er Victor.
”Nu ikke noget med at besvime, vel?” driller Mary. ”Ligesom din far gjorde, da du blev født.”
”Nej nej.” Det skal Victor ikke have noget af. Hvis Mary kan holde til det her, kan han også.
Mary tager endnu en Baby Anne frem og
lægger den klar.
”Tredje gang er lykkens gang.” Hun fyrer op for hjertestarteren.
Så bliver Victor ramt af en tanke. Den har ligget der hele tiden, uden at han helt har vidst det.
”Vent lige …” Victor går hen til skabet. Han
roder lidt. Der! Længst inde ligger der en gammel, mølædt taske. Han åbner den, og bingo! Han
haler en gammel, rødhåret Baby Anne op. Selvom
den har runde kinder og lukkede øjne, er der noget forkert ved den. Den ser ikke spor nuttet ud.
Den ser ud … som om den ligger på spring.
Mary nikker anerkendende. ”Tænker du det samme som mig?” begynder hun.
”Ja.” Han bider sig i læben. ”Jeg er ikke sikker, men jeg har en underlig følelse med de gamle, røde dukker.”
”Også her …” Mary tager Røde Baby Anne og lægger hende fladt på bordet. ”Hvis hun er så gammel, som hun ser ud til, er hun stopfuld af sjæl og gammel, klam menneske-DNA. Det eneste, hun mangler, er bare et ordentligt skud vrede.”
Victor nikker. Det er garanteret det, han kan mærke.
Mary sætter de to stødere på Røde Baby Anne. Så fyrer hun op for hjertestarteren. Den knitrer svagt. Rummet fyldes med elektricitet. Victor glemmer helt at trække vejret.
”Træd væk,” siger Mary og går et skridt tilbage.
Victor går tre meter væk.
Maskinen er varm nu. Den røde knap lyser kun et kort sekund, så tænder den gule. Den grønne begynder straks at blinke. Så slår den gule fra.
”Bliv så fucking liv!” hvæser Mary indædt og presser fingeren mod heksemærket. Hun trykker
den grønne knap i bund og stirrer vredt på dukken.
POW! Stødet ryster den lille krop på bordet.
Den dirrer og lyser op. Lidt røg siver ud af Baby Annes næse og ører.
Victor går nærmere. Først kan han ikke se noget. Han kan mere mærke noget. Men så ser han det … En lille finger rører på sig. Så en til. Så sitrer hele hånden.
”It’s alive! It’s alive!” jubler Mary. Hun løfter armene mod himlen: ”In the name of God … Now
I know what it feels like to be God!”
Røde Baby Anne åbner munden og siger: ”Ma-ma?” Så vender hun sig om på maven. Hun
begynder at kravle frem mod Victor. Hun rækker sine små næver ud efter ham …
Victor siger ikke en lyd. Hans eneste tanke er, at han nægter at besvime … Så går han i gulvet med et brag.
Natten før halloweenfesten på skolen sover Victor ikke ret meget. Han kan stadig ikke fatte, at det er sandt. At han og Mary fik pustet liv i genoplivningsdukkerne.
Nu er planen at skræmme livet af de tre lede L’er – Lucas, Laura og Lasse. Det skal ske til festen, hvis alt går vel. Den del har han det helt fint med. Det er mere det med de røde dukker, der holder Victor vågen. Mary er sikker på, at de kan holde styr på dem. Victor ved ikke rigtig. Der er stadig noget ved dem, han ikke kan lide. Men hey, hvis de røde dukker kan få en gyserfan som ham til at ryste i bukserne, så kan de klart få Lucas til at pisse i bukserne af skræk. Og desuden har de låst dem godt og grundigt inde.
Victors kostume er nemt. Han skal være doktor
Frankenstein. Det kræver bare en hvid kittel og et vanvittigt blik i øjnene. Han er i fuld gang med at øve det sidste, da Mary banker på.
”Giver du en hånd?” spørger hun.
”Klart!” Han springer hen og åbner døren for Mary. Det her har han glædet sig til. Han tager
den ene af hendes tasker og stiller den klar. Den anden taske sætter Mary bag døren. Han kan høre noget bevæge sig i den.
Mary fisker en lang, hvid kjole frem. Hun tager
den på over sine jeans og T-shirt. Victor hjælper, så kjolen ikke ødelægger hendes frisure. I dag er håret perfekt. Mary har børstet det, så det står
lige op i vejret. De hvide lyn over tindingerne har aldrig været smukkere. De passer vildt godt til kjolen. Den er syet af gamle lagner og ligner lidt en brudekjole og lidt et ligklæde.
”Nu kommer det sjove.” Mary åbner en æske med makeup. Af den slags, man bruger på teatret.
”Bare giv den gas!”
Victor går i gang med at skabe sin egen Frankensteins brud. Han lægger et lag voks langs Marys
kæbe og hals. Så maler han Marys hals og ansigt
hvidt. Han maler smalle, skrå øjenbryn og en ildrød
mund. Med enden af en pensel laver han lange,
åbne ar i voksen. Han maler arrene røde og sætter falsk sort sytråd på. Det ser vildt godt ud. Meget
ægte. Så limer han en møtrik fast på hver side af halsen. Til sidst vikler han gaze om hendes arme. Han træder et skridt tilbage og betragter sit værk.
”Hold kæft, hvor ser du godt ud,” udbryder han.
”Sikke noget pis,” siger Mary gravalvorligt. ”Så må du lave det om. Det er meningen, jeg skal se uhyggelig ud.”
Victor rødmer helt om i nakken. ”Øh … det var også det, jeg mente. Altså: Du er perfekt.”
”Lige over,” siger Mary. ”Især når du gør som nu og ser helt gak ud. Så ligner du virkelig den gale doktor Victor Frankenstein ham selv.”
”Øh, tak …” mumler Victor. Han skynder sig at lave sit bedste vanvittig videnskabsmand-ansigt. Denne gang med vilje.
Victor og Mary skynder sig over på skolen. Nu er det show time. Himlen ligner et åbent sår. Det trækker op til storm, og vinden suser og hyler i
skolens gamle bygninger. Den sender visne blade og tomme plastikposer til vejrs.
”Fedt,” jubler Mary. ”Så mangler vi bare et kæmpe tordenbrag.”
”Det kommer der vist også,” siger Victor tørt. ”I hvert fald hvis man skal tro vejrudsigten.”
Fra tasken i Marys hånd lyder et lille klynk.
Hun vugger den lidt for at få ro.
I det samme drejer de om et hjørne, og nu kan de se skolen. Den er pyntet op, så det kan ses på
lang afstand. Der er lys og græskar alle vegne.
I den store sal, hvor festen skal være, hænger der spøgelser overalt. De er lavet af cellofan og
fanger den mindste vind.
”Sej detalje,” siger Mary og peger op.
”Yes, sådan nogle skal jeg have derhjemme.”
Victor ser sig om. De store piger er klædt ud
som sexet et eller andet: sexet heks, sexet vampyr, sexet kattepige. Der er endda en sexet zombie, for at det ikke skal være løgn.
Laura er som den eneste i klassen med på moden blandt de store. Hun er klædt ud som sexet sygeplejerske med netstrømper, ultrahøje hæle og ultrakort kittel. Drengene ser efter hende med lange blikke. Det samme gør pigerne.
Laura nyder det i fulde drag. Det kan Victor se tværs gennem salen. Hun står sammen med Lucas og Lasse og gør sig lækker. Lucas er klædt ud som zombie. Lasse er klædt ud som øksemorder. Hans tøj er smurt ind i blod og indvolde. Han har en økse i hånden og en kniv i bæltet. Kniven og øksen glimter i lyset fra græskarlamperne. De ligner den ægte vare, men Lasse har vel ikke været skør nok til at tage rigtige våben med til en fest, eller hvad?
Victor og Mary sender hinanden et sidste blik. Så sætter de planen i gang. Sammen går de lige over til de tre lede L’er og stiller sig foran dem.
”Føj, hvor her stinker af klor,” siger Laura. Hun holder sig for næsen med sine lange røde negle.
”Det kan kun betyde én ting,” fortsætter Lucas.
”Guppyer!” hyler Lasse. ”Adr!”
”Hvad så, Lucas?” siger Mary, som om intet var sket. ”Skulle du ikke klædes ud?”
”Det er jeg da også.” Lucas rækker armene stift frem og rokker fra side til side som en zombie.
”Har han slået hovedet?” spørger Mary Victor.
”Eller er han klædt ud som hjernedød?”
”Ikke mere end han plejer,” svarer Victor.
”Og hvad sker der for Laura? Er hun klædt ud som bitch eller hvad?”
”Ikke mere end hun plejer,” svarer Victor, inden Laura kan nå at sige noget.
Lucas går helt hen til Victor. Han løfter ham op i kraven og siger: ”Kalder du Laura for en bitch?”
”Næ, men det gjorde du lige,” siger Victor.
Lucas sætter Victor hårdt på gulvet. Så hvæser han ét ord ned i hovedet på ham:
”Løb!”
’Perfekt,’ tænker Victor, da de løber for livet. Tænk, at de tre lede L’er er så lette at provokere.
Victor ser sig over skulderen. Lucas løber langsomt efter dem. Han sørger for kun lige at følge med. Han leger med dem som katten med musen. Præcis som de har regnet med. Selv sørger de for, at Lucas lige netop ser dem løbe ud ad døren og tværs over gården, over mod svømmehallen. Lige om lidt har Victor og Mary deres fjender, hvor de vil have dem: på deres egen hjemmebane.
Et vindstød rammer dem. Slæbet til Marys lange kjole hvirvler op og vikler sig rundt om hendes hals. Hun får det fri med et ryk. I det samme åbner den blygrå himmel sine porte. Regnen styrter ned, fulgt af store hagl. Victor skæver op. Det kunne godt se ud, som om der også kommer torden.
”H2O,” mumler Mary og taster koden til svømmehallen.
De skynder sig ind i mørket. Mary river et lille stykke af sin kjole og sætter lasen fast i døren.
Hun lader døren stå på klem. Så kan L’erne se, hvor de har gemt sig.
Victor vender sig om. Han kan næsten ikke se noget gennem glasfacaden ud mod gården.
Den bliver ramt af regn og hagl, så det føles som at være under vand. De løber videre i mørket.
Eller … det, der burde være mørke. Det er efter lukketid, og hallen burde være lukket og slukket.
Men Victor kan se et svagt vuggende lysskær, der kommer fra vandet i svømmehallen. Små lysglimt
på væggen. Han stopper brat: Hvem har tændt
lyset? Og hvorfor er termotæppet ikke rullet ud?
Har her været nogen?
”Kom nu!” hvisker Mary. Hun trækker Victor med sig ned ad gangen. Åbner døren til kosteska-
bet og skubber ham ind. Hun maser tasken ind og til sidst sig selv.
Det er lige i sidste øjeblik. Victor kan høre stemmer.
De tre lede L’er står uden for indgangen til hallen.
På den rungende lyd kan Victor høre, at Lucas har stukket hovedet indenfor:
”Lille Guppy, kom ud og leg …” kalder Lucas.
”Så skal jeg æde dig!”
Lasse griner højt. ”Ja, vi æder jer … som fiskefoder!”
”Ej, det er jo dem, der er fiskene,” siger Lucas og skubber døren op.
”Nå ja, men stadigvæk …” mumler Lasse
ærgerlig. ”Nu kommer vi og æder jer.”
Victor kan høre deres skridt, da de går ind i hallen.
”Vent på mig!” Lauras høje hæle larmer mod
gulvet, da hun løber efter Lucas og Lasse. Desvær-
re drejer de den forkerte vej, væk fra skabet.
Hvad nu? De skulle jo have lokket dem denne
vej. Inde i skabet skæver Victor til Mary. Hun er
helt rolig. Hun tager remoten fra trænerens skab
frem og trykker på en grøn knap. Så går showet i gang. Lysene på gangen tænder og slukker.
Anlægget tordner løs med noget, der giver Victor
gåsehud af fryd: filmmusikken fra Frankenstein.
Laura skriger højt og længe. Men Lasse skriger
højere. Hans stemme er i overgang og knækker
over på midten. Han hyler værre end en dum blondine i en gyserfilm.
Victor må stoppe en hånd i munden for ikke at grine.
Mary åbner døren til skabet på klem. Hun holder sin mobil frem og starter en lydfil:
”Muhaha!” gnægger en ond stemme. ”Muhahahahahahahaaaaa!”
”Hvad var det?” råber Lucas hen over larmen.
”Det kom dernedefra … Kom med!”
Tre par fødder sætter kursen mod deres skab: en zombie, en øksemorder og en sexet sygeplejerske.
”Så er det nu,” hvisker Mary.
Victor er klar. Han holder tasken hen til sprækken i døren, lyner op og lukker indholdet ud. Bare tanken om, hvad han har sluppet løs, får alt til at vende sig i ham. Men Mary er cool. Hun skruer ned for lyden og dæmper lyset. Nu kan deres tre fjender næsten ikke se noget.
Mod stengulvet i gangen høres en lille famlende lyd. Af nylon og plastik, der slæber sig over gulvet.
Udenfor river et lyn himlen midtover og lyser gangen op. Det er kun et kort sekund, men lige netop længe nok til, at de tre lede L’er kan se, at noget kravler hen imod dem på gangen.
Denne gang skriger de alle tre af skræk. Lucas brøler endnu højere end Lasse.
Victor når lige at give Mary en highfive i mørket, så fnyser Lucas:
”Hvad fanden hyler I for? Det er jo bare en dum robot. Ligesom den i timen.”
Gennem døren kan Victor ane, at Lucas løfter Røde Baby Anne op. Han vender og drejer dukken, som om han leder efter en afbryder.
”Nu,” hvisker Victor i skabet.
Mary sætter en finger til heksemærket og sender al sin vrede og energi over i dukken.
Straks sætter Lucas i et hyl. Han stirrer vantro på dukken i sin hånd.
”Hun bed mig!” siger han og kyler dukken fra sig. ”Hårdt!”
”Ma-ma!” piber Røde Baby Anne, da hun rammer gulvet længere nede ad gangen.
”Jeg vil ud herfra!” hviner Laura og vakler af sted i sine høje hæle.
Lasse og Lucas sig ikke et ord. De løber bare efter hende.
Babydukken er landet på ryggen. Den rokker fra side til side og kan ikke komme op. Det får den til at sætte i et vræl:
”My-myyyyy!” Lyden runger i den tomme gang og får Laura til at skrige af skræk. Dukken snerrer som et vilddyr og kradser med hænderne i luften.
”Var det dig, der fik den til det?” Victor vender sig og ser forskrækket på Mary. Men hun slår bare ud med hænderne. Åbenbart ikke.
Lasse og Lucas siger stadig ikke et ord. De spurter bare forbi Laura, alt hvad de kan, for at komme først ud. Lucas stopper kun for at sparke til Baby Anne. Dukken rammer væggen med en syg lyd og ligger stille.
”Vent på miiiig!” jamrer Laura og stavrer efter sine fine venner.
’Vent på mig,’ mimer Mary inde i skabet og laver en perfekt parodi på en scream queen.
Victor propper en hånd i munden for ikke at grine. Men for sent. En halvkvalt latter slipper forbi hånden.
Ude på gangen standser Lucas så brat, at Lasse
løber ind i ham og taber øksen. Lucas vender sig om og lytter. Han vejrer som et sultent rovdyr.
Et smil breder sig om hans zombiegab, da han forstår, hvad han har hørt. Så sætter han kursen
mod skabet for enden af gangen og hvæser ét ord:
”Tæsk!”
”Kom!” Mary hiver Victor med sig. Væk fra zombien, øksemorderen og den sexede sygeplejerske. Væk fra den røde Baby Anne, der ikke længere er under Marys kontrol … Victor og Mary skriger og løber af sted, som om de er i panik. Mary drejer om hjørnet og sætter kursen mod teorirummet. De spurter derind og låser døren.
Bag sig hører Victor Lucas grine, så det giver
ekko i den tomme svømmehal:
”De to små guppyer er sgu lige gået i fælden!”
Victor vrider låsen en ekstra gang rundt. Han
nikker til Mary. Alt går efter planen. Det er sandt nok, at der kun er én vej ud af træningsrummet, nemlig der, hvor Lucas står. Til gengæld har Victor og Mary noget i ærmet. Victor får gåsehud
bare ved at tænke på det. Det er ikke dem, der er gået i fælden. Det er de tre lede L’er. Han og Mary har dem, præcis hvor de vil have dem.
”Luk os ind!” råber Lucas og hamrer på døren.
”Eller vi smadrer døren.”
”Prøv!” råber Mary.
Et lyn fylder ovenlysvinduet og blænder Victor.
Et sekund efter kommer braget. Uvejret er lige over dem.
”Perfekt!” jubler Mary og peger mod himlen.
Et brag får dem til at kigge mod døren.
”Av, min skulder,” jamrer Lucas.
”Av, mit hoved,” hulker Lasse.
Victor kan ikke lade være med at le. Han ser for sig, hvordan de to tosser har prøvet på at slå døren ind med den del af kroppen, de bedst kan undvære.
”Godt forsøgt,” råber Victor. ”Bare ærgerligt, at døren åbner udad!”
Det næste tordenbrag overdøver Lucas’ og
Lasses svar. Til gengæld er det ikke til at tage fejl af deres nye taktik.
Både døren og dørkarmen giver sig, da Lasses
økse hamrer mod døren.
Victor ser nervøst mod Mary. Hvad er den dør lavet af? For ikke at tale om øksen. Har Lasse virkelig taget rigtige våben med til festen? Det næste slag afgør sagen: Det har han!
Mary stirrer som hypnotiseret på døren. Den ser ud til at være lavet af massivt træ, men det er bluff. Det er bare to tynde plader med luft imellem. Rent pap. Der skal kun fire hug til, så kommer et hjørne af øksen til syne.
Lucas vrider øksen rundt. Så bøjer han sig frem og kigger ind gennem hullet:
”Heeer eeer Lucaaas!” synger han. Han hiver øksen fri og tager tilløb.
”Så er det nu,” hvisker Mary.
Victor og Mary løber hen til skabsvæggen bagest i rummet. De kan allerede høre noget pusle derinde. Uden lyd tæller de til tre – så åbner Mary en skabsdør på klem.
Et rødt hoved stikker frem. Så en arm og et ben. Dukkedrengen Røde Dennis ser på dem med lysende øjne.
Mary er klar. Hun peger på døren, hvor Lucas
har rakt en hånd ind gennem hullet og famler efter låsen.
”Dennis, skræm livet af Lucas!” siger hun med koldt raseri og sætter en finger mod heksemærket.
Hendes grønne øjne skyder lyn.
Victor åbner skabet på vid gab, men Røde Dennis bliver, hvor han er. Han siger:
”Hvis I vidste, hvor længe jeg har ventet på dette øjeblik.” Han peger på noget bag dem.
Først nu ser Victor sig om i rummet. Han
følger Dennis’ finger. Der hænger noget på
væggen. Noget uformeligt. Sømmet fast. Uden
at ville det går Victor nærmere. Mary følger lige
efter. Et lyn lyser rummet op, og nu ser de det …
Det er den første Baby Anne-dukke, der hænger der. Den, de kom til at smelte. Nogen
har sømmet den fast til væggen. Under den døde dukke er der skrevet noget med store, klodsede
bogstaver. Bare et enkelt blodrødt ord:
HÆVN!
I det samme får Lucas vredet låsen om. Han flår døren op, springer ind og råber: ”Død over gup…” Så stivner han og peger på noget foran sig.
Som i drømme vender Victor sig og ser noget, der hører hjemme i et mareridt:
Dukkedrengen Røde Dennis har åbnet alle døre i skabsvæggen. Genoplivningsdukker i alle størrelser myldrer frem. Med retning mod Victor og Mary:
En flod af Baby Anne-dukker kommer kravlende. Dennis-dukker kommer snigende med kvælerkugler og gamle hjertestartere i hænderne.
En sort taske vælter ud på gulvet, lynlåsen går
op, og Choking Charlie møver sig ud af tasken.
Fremad går det, uden arme, uden ben, men med forbløffende fart. Hans mund står åben i en hæslig
grimasse. Ikke fordi han er ved at blive kvalt, men fordi han har lyst til at kvæle!
”Så mødes vi igen,” hvæser Røde Charlie. Han møver sig forbi Victor og Mary, der står som naglet til jorden, og styrer målrettet mod Lucas. ”Og denne gang er det min tur til at ’redde’ dig!”
Gennem den åbne dør hører Victor en lille stemme: ”My-myyy?” Røde Baby Anne kravler ind i rummet. Hun hugger sine plastikgummer i Lucas’ ankel og hvæser: ”My-myy-myrde!”
Lucas skriger og gør et spjæt, så dukken ryger gennem luften.
Babydukken lander på alle fire som en panter.
Nu får hun øje på Victor og Mary. Hun stirrer hadsk på dem og kravler fremad igen. Denne gang med kurs mod sine skabere. Hun piber: ”Ma-mamaster?!”
Røde Dennis sender Mary et morderisk blik.
Så går han også frem mod hende, med hænderne
først, klar til at kvæle sin skaber:
”Master, master!” siger han hånligt.
Victor ser på Mary. Hun ved også, hvordan Frankenstein-filmen ender.
”Myrde!” brøler alle genoplivningsdukkerne i kor.
Victor og Mary ser på Lucas, Lasse og Laura,
og så skriger Laura det, de alle tænker:
”Løb!”
De fem levende er ved at falde over hinanden, da de prøver på at komme ud gennem den smadrede dør på samme tid. Og væk fra de døde dukker.
”Flyt dig!” ”Skrid!” ”Mig først!” råber de.
Laura vælter på sine høje hæle. Hun lander på gulvet, og straks kaster en flok Baby Anne-dukker sig over hende. Det får Laura til at hyle, så Victor glemmer alt om flugt og slår hænderne for ørerne.
”Kom!” Igen er det Mary, der tænker for to og flår Victor med sig. ”Udgangen,” hvisker hun og ryster en babydukke af sig. Den slipper hendes lange kjole med et hyl og fortsætter efter dem på alle fire.
Mary løber først hen til døren. Hun taster koden. Der sker ikke noget. Panelet lyser rødt.
”H2O,” siger Victor.
”Det er også det, jeg gør …” Mary prøver igen. Uden held. Nogen har ændret koden.
”Prøv med HÆVN,” lyder det bag dem, ”hvis du ellers kan stave til det.” Røde Dennis og to af
hans dukkedrenge er på vej hen mod dem. De holder kvælerkugler og gamle hjertestarter frem, så han og Mary ikke kan undgå at se dem.
”Åh nej …” Victor kommer i tanke om, hvad Rune sagde i timen. At de gamle hjertestartere ikke bare kan få et dødt hjerte til at slå igen. De kan også få et levende hjerte til at gå i stå. Han ser sig desperat om. De tre Dennis’er er ved at trænge ham og Mary op i en krog.
”Vi deler os,” siger Mary. Så løber hun til højre, og Victor løber til venstre, selvom alt i ham skriger på at blive sammen med Mary.
I farten ser han, at Mary taber remoten, og at Røde Dennis snupper den. Nu lokker Mary de to nye dukker efter sig og løber hen mod svømmehallen. Victor løber den anden vej med Røde Dennis bag sig. Da han kommer forbi saunaen, ser han, at dukkerne jager som en flok ulve: De adskiller de fem levende fra hinanden og angriber dem hver for sig.
”Kom og få en Heimlich!” griner Røde Dennis bag ham. ”Eller hvad med et lille kys og et chok?”
Victor kaster sig gennem døren til svømmehallen. Han bruger et kostbart øjeblik på at se sig om:
En flok Dennis’er jager Laura rundt i hallen. Hun er i panik. Hun vakler bare rundt og skriger
uden at tage de åndssvage høje hæle af. Hendes makeup løber ned ad kinderne. En Choking
Charlie-dukke maver sig efter hende. Han kigger
op under hendes korte kjole og siger:
”Namme-nam!”
Laura hviner som en sirene og samler knæene.
”Lucas? Lasse? Så gør dog noget!”
Men Lucas og Lasse har travlt med at redde sig selv. Der er en hel flok drenge- og babydukker
efter Lucas. Endnu en Rød Dennis jager Lasse op på 10-metervippen, selvom Lasse slår om sig med
øksen. Victor fatter ikke, hvor alle de Røde Dennis’er
kommer fra. Han og Mary har kun genoplivet
én. Har den første Røde Dennis så vækket alle de
andre til live? Eller har han … delt sig? Det var jo bare deres mening at skræmme livet af de tre lede
L’er. Ikke at få dem alle sammen slået ihjel!
Victor hører sin egen forfølger nærme sig og
løber fremad på må og få. På 10-metervippen over ham har Røde Charlie tvunget Lasse helt ud på den yderste del af platformen.
”Gå væk …” jamrer Lasse og slår ud med øksen. Han opnår ikke at ramme, kun at miste balancen, og med et skrig ryger han i vandet. Øksen ryger samme vej. Så har de et våben mindre … Fuck!
Victors mave trækker sig sammen. Hvordan
kunne han være så dum? Han er lige løbet forbi to brandkasser på vejen. Og der er brandøkser i dem begge. Store, smukke økser, der kan slå hul i vægge, hvis det skal være. Eller tage livet af en død dukke.
Nu kommer Lasse op af vandet. Han hoster og sprutter. Hans øksemorderkostume er drivvådt,
og blod og indvolde løber ned ad det. Nu ligner han mere en druknet zombie end en gal morder.
”Victor, hjælp!” Lidt fra ham kæmper Lucas med en rød Dennis og en rød Charlie. Den arm- og benløse kvælningsdukke har bidt sig fast i Lucas’ bukseben. ”Hjælp mig!”
”Gu vil jeg da røv!” Victors vrede flammer op. Den sætter straks ekstra fut i de dukker, der angriber Lucas. De kaster sig over ham med fornyet energi.
”Men …” Lucas sparker som en vild for at få
Charlie af sig. Han ser bedende på Victor: ”Vi er nødt til at samarbejde.”
”Fuck dig, Lucas,” siger Victor og sætter i løb.
Han har lige fået øje på Mary ovre ved redskabsrummet. Hun har gang i noget, der kræver hans hjælp. Victor smiler. Det her kunne godt virke.
Det har bare at virke!
”Vi bliver nødt til at stoppe det her,” siger Mary, da han når over til hende. ”Det er gået helt amok.” Hun bider sig i læben. ”Måske er vi kommet til at sende for meget vrede ind i dem?”
Victor nikker. ”Men måske går kraften hurtigt af dem, ligesom med den første dukke?”
”Måske. Men indtil da må vi se at få dem af vejen.” Hun skubber et vandpolomål hen mod ham.
Victor tager fat i den anden ende af målet. Mary sætter ham hurtigt ind i planen. Victor nikker.
Lige præcis. Sådan skal det gøres. De tæller til tre, og så løber de fremad med målet mellem sig, som om det var et kæmpestort fejeblad.
Dukkerne ved ikke, hvad der har ramt dem, før det er for sent. Med målet fejer de en stor flok
Baby Anne- og Charlie-dukker op fra gulvet. Et par Dennis’er ryger samme vej. Dukkerne vælter rundt. De skriger og hænger fast i nettet. En Charlie prøver at bide sig fri. Uden held.
”Hævn!” råber han. ”Død over de levende!”
Men det får ikke Victor og Mary til at stoppe. De skubber målet frem foran sig og fejer endnu en bunke døde dukker op. Så sætter de kursen mod saunaen. Mary har sørget for, at døren står åben.
”Er du klar?” råber Mary hen over dukkernes trusler.
”Klar!” Victor skubber målet helt hen til døren.
Så giver han sig til at sparke dukkerne ind i den tændte sauna. De skriger og gør modstand. Men de kan intet stille op. Snart kan Victor smække døren i og sætte en stol i spænd, så døren ikke kan åbnes indefra. Victor ser gysende til, mens dukkerne vrider sig i varmen. Han aner ikke, hvem der har tændt for saunaen. Måske dukkerne selv?
Victor og Mary har næsten fået alle dukkerne
med. Bortset fra dem, der er efter Lucas. Dem, som Victor kom til at skrue op for med sin vrede.
”Tror du, de dør, når de smelter?” spørger han,
men inden Mary kan nå at svare, lyder der et panisk skrig fra svømmesalen.
”De kvæler ham!” skriger Laura og peger desperat. ”Gør noget!”
I den anden ende af hallen, nede i den dybe ende, er Zombie-Lucas i problemer. De tre sidste
dukker, Røde Charlie og to Røde Dennis-dukker, har fået fat i ham. Den ene Dennis holder ham i et jerngreb. Den anden tvinger hans mund op. Dukkerne sitrer af raseri.
”Tag den, din psykopat!” siger Dennis. Han
rykker sikkerhedssnoren af en kvælerkugle og
propper den i gabet på Lucas. Dennis holder
Lucas for næse og mund, så han ikke kan spytte
kuglen ud – eller trække vejret. Victor og Mary
ser til fra den anden side af bassinet. Ude af stand til at gribe ind. Ude af stand til at stoppe det, de har sat i gang. Først da Lucas er helt blå i hovedet, slipper Dennis hans næse.
”Åh nej,” når Mary lige at sige. Så er ulykken
sket.
Lucas sluger desperat en stor mundfuld luft og sender derved kuglen ned i den gale hals. Ned i luftrøret.
”Tak for sidst!” jubler Røde Charlie nede fra gulvet.
Lucas siger ikke en lyd. Han tager sig til halsen med den ene hånd, fægter i luften med den anden og bliver mere og mere blå i hovedet. Han vakler rundt.
”Lucas, stop!” råber Laura. Hun løber hen til ham. Griber ham bagfra og prøver desperat at lave en Heimlich på ham. Men hun har fat for højt oppe. Alt for højt. Hendes hånd ligger tæt på Lucas’ strube.
”Åh nej,” siger Mary igen og sætter i løb.
Og Mary får ret. Laura hamrer hånden mod Lucas’ hals for at få ham til at hoste kuglen op, men i stedet sender hun den bare endnu dybere
ned i hans luftrør. Lucas skubber Laura væk fra sig. Han vakler rundt, blå i hovedet, og fægter
med armene. Ude af stand til at få den mindste lyd frem. Eller den mindste smule luft ind.
”Alle dem med blåt fjæs skal i vandet,” siger Røde Charlie og tackler Lucas.
Lucas falder over den arm- og benløse plastikmand og vælter ud over bassinkanten. Han synker straks til bunds.
”Så gør dog noget,” jamrer Laura. Hun ser
panisk på Lasse, men han gengælder bare hendes blik. Ingen af dem har gidet at lære livredning.
Men det har Mary.
Victor er tæt på at juble højt, da Mary springer på hovedet i vandet. Med øvede tag svømmer hun ned efter Lucas. Selv løber Victor rundt om bassinet for at komme over og hjælpe hende op.
Han ved, hun har styr på det, men hvem ved, hvad de forbandede dukker kan finde på? Og Lasse og
Laura er ikke til nogen som helst hjælp.
”Pas på!” Laura peger ned i vandet. Tre meter under overfladen kæmper Lucas som en vild. Han
slår om sig, sanseløs af panik. Han forstår ikke, at Mary prøver på at redde ham. I stedet slår han løs på hende. Og i kampens hede vikler Marys lange slæb sig rundt om hendes hals. Hun har alt for meget tøj på. Det trækker hende ned.
Victor ser hjælpeløst til, mens han løber. Han er for langt væk. Mary kæmper for at komme fri.
Både af sit tøj og af Lucas’ kvælertag. Så gør hun
det eneste rigtige: Hun stikker Lucas en lige højre. Den virker, som den skal: Den sender ham direkte til drømmeland.
”Sådan!” råber Victor og løber videre frem. Til sin forbløffelse ser han, at de to sidste Dennis’er trækker sig væk fra bassinkanten. De løber over mod det fjerneste hjørne af hallen, og Charlie møver efter dem. Fint med ham. Så behøver de ikke at kæmpe med dem. Victor løber videre.
Endelig står han, hvor han skal: på kanten af bassinet lige over Mary. Klar til at trække
hende op.
Victor ser til, mens Mary igen gør det eneste rigtige. Hun tager Lucas i favnen og lader sig synke helt ned på bunden.
”Fuck, hvad laver hun?” jamrer Laura.
”Får et godt afsæt,” siger Victor. I det samme sætter Mary af fra bunden med så stor kraft, at hun og Lucas ryger opad som en torpedo. Victor bøjer sig frem, så han er klar til at hjælpe hende det sidste stykke. Så hører han en hæslig lyd. En svag summen. Den kommer fra loftet i hallen. En motor brummer.
”Åh nej …” Victor ved det, inden han kan se det. Dennis’erne har tændt for termotæppet. Det tunge, blå rullegardin, der kan dække bassinet fuldstændig til … på mindre end et minut.
”Så er der lukket for det varme vand!” råber Røde Dennis fra hjørnet, hvor tæppet styres.
Victor ser derover. Der er for langt. Han har ikke en chance for at nå ham.
”Lasse, stop ham!”
Lasse løber straks derover.
”For sent!” råber Røde Dennis. Han smadrer
betjeningspanelet i hjørnet. Så smadrer han remoten mod flisegulvet. Nu er der intet, der kan stoppe tæppet. Lasse kaster sig over de sidste tre dukker med et brøl.
I det samme bryder Marys hoved gennem vandoverfladen. Hun ånder ind i store, grådige mundfulde. Lucas ligger bevidstløs i hendes favn.
Mary ser Victor på kanten og rækker en hånd ud mod ham.
”Pas på!” når Victor lige at råbe, så rammer termotæppet Marys hoved med et dumpt knald. Uden en lyd forsvinder hun ind under tæppet.
Victor prøver at trække termotæppet væk inde ved
kanten, så hun kan komme op den vej. Men det er for tungt. Han kan ikke få fat. Mary har kun én
chance: at svømme fra tæppet og ned i den lave ende.
Alting kører rundt for Victor. Laura skriger. Lasse brøler, mens han går amok på dukkerne.
Mary er i fare, og det er hans skyld. Ham og hans vrede. Victor vakler. Farverne forsvinder. Alt bliver blåt. Han er så tæt på at besvime igen, men denne gang tager han sig sammen. Der er ikke tid til den slags pis! Der er kun én ting, der kan redde
Mary nu: samarbejde. Tanken rammer Victor så
hårdt som en maveplasker fra 10-metervippen.
Han vender sig og ser på de tre lede L’er. Eller de to af dem, der er tilbage. Uden ham og Lasse og
Laura er Mary færdig.
”Laura? Lasse? Følg mig!” kommanderer Victor.
Med en stemme, der ikke tåler brok. ”Ellers dør de begge to.” Laura og Lasse følger ham lydigt ned i den anden ende af bassinet. Ned i den lave ende. Victor bøjer sig frem. Han kan lige netop se ind under termotæppet. Mary svømmer, som hun aldrig har svømmet før. Og alligevel kan hun ikke følge med tæppet, der ubønhørligt dækker
bassinet over hendes hoved. Forhindrer hende i at få så meget som en eneste mundfuld luft. Det kan godt være, at Mary kan svømme 25 meter under vand til hverdag. Men i dag har hun to sæt tøj på og Lucas på slæb … De må gøre noget. Hurtigt! Der er ingen tid til panik.
Bag ham begynder Laura og Lasse at skrige om kap. Han vender sig om og siger koldt:
”Klap i, og hjælp til.” Og det gør de. Nogen må
tage styringen nu, og den nogen er ham. Han ser på Lasse. ”Hvor er øksen?”
Lasse peger ned i den dybe ende.
”Idiot!” hvæser Victor. Hvorfor har Lasse ikke
fået den økse med sig op? Så havde Mary været reddet nu. I det samme rammer termotæppet enden af bassinet med et klonk. En sikkerhedslås fanger tæppet og holder det fast til kanten. Nu er
bassinet fuldstændig lukket til.
”Her!” Laura rækker sin fod frem.
Victor tager hendes ene sko. Han lægger sig på knæ og begynder at lave huller i tæppet med den sylespidse hæl. Laura sætter sig ned ved siden af ham og gør det samme.
Uden ord arbejder de to fjender sammen. De skal bare nå det! Men hælene laver kun huller. De dur ikke til at skære med. Hvorfor har Lasse også mistet den økse? Nu kan Victor se Marys skygge
gennem det blå tæppe, der forhindrer hende i at trække vejret. Hun rækker ud efter ham. Famler
efter den mindste åbning. Victor hugger og
hugger. Uden tanke for om han rammer hendes hånd. Hun skal have luft … nu!
Slam! siger det, da Lasse hugger en kniv ned i tæppet. To hug til med den store slagterkniv og
Lasse har lavet et hul, der er stort nok til, at de
kan få fat i det. De tre fjender tager hver især fat i tæppet, i kanten af hullet, og trækker til.
Den blå plastik er glat, og Laura og Lasse vælter. Men Victor holder fast. Han rækker ned og
griber fat om Marys hår. Han trækker til, og så
– endelig – får hun hovedet fri. Hun tager verdens
største indånding. Så bryder hun ud i verdens
største host. Victor synes, det er den smukkeste
lyd, han nogensinde har hørt. Så forsvinder Mary ned under tæppet igen.
”Lucas?” siger Laura.
”Mary?” siger Lasse.
Laura og Lasse kommer ind i kampen igen. De kaster sig over hullet. Skærer og flår. Så endelig
kommer et hoved til syne. Mary har skubbet
Lucas gennem hullet. De tre på land ved, præcis hvad de skal gøre. De griber Lucas under armene og trækker ham op på kanten. Så griber de Mary i armene og hjælper hende det sidste stykke op.
Frankensteins brud falder udmattet om på
kanten. Lige ved siden af Zombie-Lucas, der mere end nogensinde ligner en død.
”Båt-båt-båt?” siger Laura og prøver at huske, hvordan man gør. Men panikken griber hende.
Hun kaster sig over sin livløse ven og prøver at give ham mund-til-mund. Hvilket er håbløst, fordi
Lucas’ luftrør er blokeret.
Victor ser koldt ned på Lucas. Skal han virkelig genoplive deres værste fjende? Så kommer Victor i tanke om noget – og smiler.
”Flyt dig, Laura,” siger doktor Victor Frankenstein bestemt og skubber den efterhånden knap så sexede sygeplejerske væk.
”Gør-noget-gør-noget-gør-noget,” jamrer hun.
Og det gør Victor. Han giver Lucas en Heimlich, der får Røde Dennis’ kvælerkugle til at flyve fire meter gennem luften. Og så går han i gang med at blæse liv i Lucas’ lamme hjerne.
”Sådan,” gisper Mary, og så kommanderer hun Lasse til at hente hjertestarteren. Laura er ikke til nogen hjælp. Hun sidder bare og aer Lucas’ hånd.
”28, 29, 30, stop,” tæller Mary, mens Victor masserer Lucas’ hjerte.
Victor holder Lucas for næsen og sender to mundfulde luft ind i hans underiltede blod. Så
får hjertet en tur, og så lungerne. Mary tæller for, og Victor følger med. De arbejder sammen som en perfekt maskine. Efter et par runder tjekker
Victor, om Lucas viser tegn på liv. Men nej.
Han er blå og slap og trækker ikke vejret. Victor kæmper for at bevare roen. Der er ingen grund til panik. Ikke endnu. Lucas er godt nok død. Men han er ikke hjernedød endnu. De har stadig nogle minutter at løbe på, og hvis der er nogen, der kan bringe de døde tilbage til livet, så er det ham og
Mary. Både med og uden magi. Han bøjer sig over Lucas og tager en runde til. Og en til. Tjekker puls.
Intet. Tjekker åndedræt. Intet. Hvor pokker bliver
Lasse af? Det kan vel ikke tage så lang tid at hente den hjertestarter.
”Her!” Lasse kaster en halvåben kuffert ned ved siden af Victor.
Først er Victor så optaget af at holde rytmen, at han ikke forstår, hvad der sker.
”Perfekt!” lyder det så fra Mary. Hun tager hjertestarteren frem og gør den klar. Det er en af de gamle, en af de farlige.
Imens fortsætter Victor sit arbejde. Lunger, hjerte, lunger, hjerte. Han skæver til hjerte-
starteren. Den varmer lynhurtigt op. Den går straks fra rød til gul. Den grønne knap blinker
allerede. Lige om lidt er den klar. Han flytter sig, så Mary kan komme til. Hun trækker Lucas’ trøje op og sætter de to stødere på hans bryst.
”Træk jer væk,” advarer hun.
Laura slipper Lucas’ hånd, og Victor slipper hans næse.
De fire klassekammerater holder skarpt øje med den grønne knap. I samme sekund den lyser, sætter Mary fingeren på den.
”Vent!” skriger Laura. Hun slår Marys hånd væk.
”Hvad laver du?” spørger Mary.
”Hvor fik du hjertestarteren fra?” Laura vender sig mod Lasse.
Han peger hen mod teorirummet.
”Er det den, som dukkerne har brugt … på hinanden?”
”Det … det tror jeg nok?” Lasse aner ikke, hvad der foregår. Men det gør Mary.
”Godt tænkt!” Mary skruer strømstyrken ned på det halve.
Victor når lige at ånde lettet op. Uden Lauras hurtige hjerne ville Mary have smeltet Lucas! Så giver Mary Lucas det første stød.
POW! Lucas’ døde krop giver et spjæt. Så ligger den stille igen. Hun peger på Lucas’ mund, og
Victor giver ham to pust luft. Han træder væk og
lader Mary komme til. Hun lader op. Venter på den grønne knap og støder. Lucas spjætter. Og ligger så livløs igen.
Tårerne trækker sorte striber ned ad Lauras kinder. ”Red ham,” messer hun. ”Red-ham-redham-red-ham.”
Mary tager chancen og skuer op for strømstyrken. Hjertestarteren sprutter og hoster.
”Træd væk,” siger hun koncentreret. Det er sidste chance nu. Ellers får de ham tilbage som zombie.
”Lasse?” kalder Laura, men Lasse er væk.
Laura griber Victors hånd. Han lader hende gøre det. Sammen messer de: ”Lad-ham-leve-lad-hamleve …”
Mary venter på den grønne knap, og så giver hun Lucas det største stød, de på nogen måde kan forsvare.
Kapow! Lucas’ slappe krop giver et spjæt. Så ligger han stille igen.
”Det virker ikke,” jamrer Laura.
Mary giver hjertestarteren til Victor. Hun
peger på sine tindinger, og han forstår. Han giver slip på Lauras hånd.
”Det her har du ikke set,” siger Mary til Laura.
Så sætter hun begge fingre til heksemærkerne og stirrer indædt på Lucas. Hendes øjne skyder lyn, og Victor får hjertestarteren til at gøre det samme.
KAPOW! Lucas’ krop står spændt som en flitsbue. Den giver et spjæt. Så et til og endnu et.
Og så endelig slår han øjnene op.
Victor trækker sig lidt væk.
”Du lever!” jubler Laura og trækker Lucas op til sig.
Lucas sætter sig op. Og brækker sig ud over Laura.
Victor giver Lucas lidt tid til at komme til hægterne. Mest fordi han vil være sikker på, at Lucas forstår det næste, der kommer. Victor blinker til Mary. Hun blinker tilbage. Hun er helt med.
Endelig gør Lucas sig fri af Lauras favn. Han ser på Victor og Mary med et blik, der viser, at han ikke er hjernedød. I hvert fald ikke mere, end han plejer.
”Kan du huske, hvad du sagde i timen?” spørger Victor sukkersødt.
Lucas ryster på hovedet. Selvom han ser ud, som om han godt ved, hvad der kommer.
”Du sagde: Hvis man redder nogens liv, så ejer man deres fucking røv.”
”Så nu, lille Lucas,” tilføjer Mary, ”nu ejer vi dig. For evigt.”
Lucas synker sammen i skuldrene. Nu er det pludselig ham, der er halvandet hoved lavere end Victor.
I det samme udbryder Laura: ”Hvor er Lasse?”
Hun ser sig om. ”Og de sidste dukker?”
”Her!” Lasse kommer gående med en brandøkse over skulderen. Stumper af hudfarvet plastik og lyserød sparkedragt dækker hans øksemorderkostume. ”Og dukkerne … Dem behøver I ikke tænke på.”
”Fik du også de tre sidste?” spørger Victor.
”Klart, jeg gjorde! Hvad tror du, jeg lavede, mens I andre reddede hinanden?” Lasse løfter slagterkniven op foran munden og puster rød plastik af bladet.
”Lad os håbe, det er nok til at tage livet af dem.” Victor skæver til Mary.
”Hvorfor håbe, når man kan være sikker.”
”Benzin, ild?” forslår Victor.
”Nix,” siger Mary. ”Magi. Magi og kemi!”
Sammen går de alle fem hen til saunaen. De kigger ind. Dukkerne ligger og vrider sig i den brandvarme sauna. Nogle er hakket i småstykker, nogle er ved at smelte.
”Det her har I ikke set,” siger Mary.
De tre L’er ryster energisk på hovederne.
Victor aner ikke, hvad der nu skal ske. Han har
kun set Mary skabe liv. Kan hun også … tage liv?
Han ser uroligt på hende.
Men Mary er helt rolig. Hun tager den gamle hjertestarter frem. Stiller den på max og flår beskyttelsen af de to stødere. Så rækker hun den til Victor. Med få ord sætter hun dem ind i planen, og lidt efter er alle klar:
Lasse flår døren op til saunaen.
Laura og Lucas hælder hver en spand vand ud over gulvet.
Victor kyler den tændte hjertestarter derind.
Og Mary bruger sine heksekræfter.
KAPOW! lyder det, da strømmen fra de uisolerede stødere rammer vandet på gulvet og
giver dukkerne et mega stød. Samtidig rammer
Marys vrede som et tordenvejr fra helvede. Det
lyser blåt og grønt fra saunaen. Dukkerne jamrer
og spjætter. Der lyder et sidste ma-ma! Så er det slut.
Victor ser på Mary med store, runde øjne. Hvad skulle han gøre uden hende? Hun er den eneste, der huskede det, de alle havde lært: at en gammel hjertestarter også kan stoppe et levende hjerte, hvis man gør det forkert. Eller i dette tilfælde: hvis man gør det helt rigtigt. Og så lige har lidt heksekræfter at smide oveni.
De står lidt i stilhed. Så giver de sig til at rydde op.
I fællesskab fjerner de alle spor af dukkerne. Det her er deres hemmelighed. De behøver slet ikke diskutere det. Det her er der ingen, der vil tro på, og de orker hverken at få en kæmpe bøde eller at ryge til skolepsykolog.
Victor henter taskerne i træningsrummet. Han kommer resterne af de døde dukker i taskerne og smider dem ud i svømmehallens container. Imens hjælper den sexede sygeplejerske, øksemorderen, Frankensteins brud og zombien, der kom tilbage
fra de døde, hinanden med at lægge frisk makeup.
Victor er på samme tid rystet over, hvad der er sket, og lettet over, at Mary stadig er i live. Hans dejlige Mary. Han er mere vild med hende nu end nogensinde før.
Da alt er klar, stiller Mary koden på døren tilbage fra HÆVN til H2O. I det mindste talte Røde Dennis sandt om den del. Så går de tilbage til festen og lader som ingenting.
Da de kommer til festsalen, ser græskarrene og de glitrende cellofanspøgelser pludselig så tamme ud.
Prisen for bedste kostume er lige gået til en sexet seriemorder fra 8. klasse.
”Fed frisure,” siger Lucas. Han peger på Victor.
”Hvad mener du?”
Men Lucas griner bare og går.
Victor finder en rude at spejle sig i, og så ser
han det: Skrækken har givet ham to hvide striber i håret. Præcis ligesom Marys.
Det er mandag morgen. Victor og Mary er ved at komme for sent i skole. Deres svømmetræner fik et flip over den ødelagte dør og alt det andet ’hærværk’, som nogen havde forøvet på hans elskede svømmehal.
”Det kan jeg godt sige jer,” slutter han sin lange enetale. ”Hvis det er nogen af jer …” Han er så blå i hovedet af raseri, at Victor overvejer at give ham en Heimlich. ”Hvis det er nogen af jer … så … så smider jeg jer i vandet!”
Klokken ringer ind, da Victor og Mary skynder sig fra træning til dagens første time.
”Hej, Victor. Hej, Mary!” Lucas, Laura og Lasse vinker fra den anden ende af gården. Ingen kalder
Victor og Mary for Guppy mere. Og ingen slår dem.
Sådan er det, når man ejer nogens røv. For evigt.
Victor smiler for sig selv. Mary måtte gerne eje
hans røv for evigt. Hun ejer allerede hans hjerte.
Så mærker han selvsamme hjerte synke ned i
maven og lande som en sten. Han har stadig ikke
fået det sagt. Men nu skal det være. Nu er det nu.
Og med nu mener han … efter skole.
På vej hjem fra skole kan Victor næsten ikke trække vejret. Han har det, som om der sidder noget stort og blokerer. Måske er det bare hans bankende hjerte. Og for at det ikke skal være
løgn, trækker det også op til tordenvejr. Men nu er det altså nu. Han bliver nødt til at spørge. Han ved godt, at han risikerer at tage livet af deres
venskab, hvis hun siger nej. Men tænk nu, hvis hun siger ja …
Stålsat vender han sig mod Mary, der går ved hans side med skoletasken på ryggen og sparker til småsten.
”Du-øh…” begynder han.
”Ja?”
Bare et glimt fra hendes grønne øjne og han
går i stå.
”Jo-øh… Der er noget, som jeg gerne vil spørge dig om …”
”Ja,” siger Mary.
”Ja hvad?” spørger han dumt.
”Ja til det, du prøver på at spørge mig om.” Hun stryger ham blidt over de to lokker af hvidt hår, som han fik den nat i svømmehallen. Hun smiler så sødt, at det suser for hans ører. Alle
farver flyder sammen. Alle lyde forsvinder. Jorden forsvinder. Han griber ud efter noget at holde i og strejfer Marys arm. ’Åh nej,’ tænker Victor, han må bare ikke besvime nu. Han nægter at gå i gulvet, men når han kan klare Røde Dennis og alle de andre, så kan han også klare det her.
Så endelig får han det ud:
”Skal vi … øh … være …” Pause. Han prøver igen: ”Eller, det, jeg mener, er: Vil du … øh …”
Lang pause. ”Vil du … med mig hjem og se Frankenstein 2?”
Samtidig, i den anden ende af byen, slår et lyn ned på lossepladsen.
Det rasler i en sort sportstaske. En lynlås giver sig, og en voksbleg finger kommer frem. Langsomt
lirker fingeren lynlåsen op. Et halvt smeltet hoved kigger ud. Læberne er blevet til en lang tråd.
Næsen ligger fladt hen ad den ene kind, hvor det enlige øje er gledet ned. Så sætter Røde Dennis sig op og brøler så højt, at mågerne letter:
”I’m alive! I’m alive!”
