Kapitel 1: Hurra! Hurra! Hurraaaah!
”I dag er det No-ors fødselsdag. Hurra! Hurra! Hurraaaah!”
Nor lod, som om han sov. Præcis som man skal, når nogen overrasker en med sang og gaver.
Han så ud under øjenvipperne. Mor stod klar med en bakke med morgenmad.
Far stod ved siden af og optog det hele med sit kamera.
Du en af nybagte boller fyldte rummet og k hans mave til at rumle af forventning.
Nor slog øjnene op.
”Næh!” udbrød han. ”Sikke en dejlig overraskelse.”
Far og mor smilede til deres store dreng. Mor satte sig ved siden af ham med bakken i hænderne. Forsigtigt, så ’morgenmad på sengen’ ikke endte med ’morgenmad på sengen’.
”Tillykke, Nor. Så er der …”
Rrrrr!
Filteret i Nors akvarie gik i gang.
”CUT!” Mor sukkede.
Far sænkede kameraet.
”Kunne du ikke have stillet timeren, så akvariet ikke larmer lige nu?” spurgte mor.
”Jo.” Nor så ned. Det havde han lovet i går. Som det sidste inden han gik i seng. Nor stod ud af sengen. Gulvet var koldt under hans bare fødder. Han skyndte sig hen til akvariet, hvor hans nye neon sk lyste op i rødt og blåt. Han lod en hånd kærtegne glasset.
Så slog han lteret fra. ”Nu siger den ikke noget.”
”Godt,” sagde mor.
Far holdt sit kamera klar. ”Vi tager den en gang til. Med endnu mere overraskelse.”
”Ja ja,” sagde Nor. Han hev dynen op og lod, som om han sov. Igen.
Mor satte bakken og strøg ham over håret. ”Tillykke med fødselsdagen, skat. Og undskyld, at det bliver sådan en travl dag. Jeg lover, at vi tager en ekstra fødselsdag snart. Bare dig og mig.
Okay?”
”Okay,” sagde Nor gennem dynen.
”Perfekt!” sagde mor.
Hun tog bakken og gik hen til døren. ”Og husk, at du stadig skylder os et ønske.”
”Mja.”
”Perfekt!” sagde mor til Nor. Til far sagde hun: ”Vi tager den en gang til.”
”AND ACTION!” sagde far og tændte for sit kamera.
Der måtte re forsøg til, inden Nors morgenmad på sengen kom i kassen. Men så var alt også perfekt: Nor så tilpas overrasket ud.
Lyset faldt, som det skulle. Og han huskede at takke sponsorerne for sine gaver: En Canada Goose-jakke. Endnu et Lala Berlin-tørklæde. Og tungebrækkeren over dem alle: Et par Triple S sneakers fra Balenciaga Kids.
Mor lod bakken stå og skyndte sig videre i dagens program. Med far lige i hælene.
”Håber, det smager godt,” sagde far på vej ud ad døren.
Teen var blevet kold, men bollerne smagte skønt, skulle Nor hilse og sige. Hvis der ellers havde været nogen at sige det til.
”Skål og tillykke,” sagde han til sig selv og drak et glas juice. Sådan var det vist også sidste år. Og året før. Sponsorgaverne var fede.
Det var ikke det. Han kikkede på bunken på dynen. Det var mere det, at der ikke var noget fra far og mor.
Havde de glemt ham? Midt i al stressen. Eller ventede der en overraskelse senere? Det håbede han. Det behøvede ikke være noget stort. Bare noget, der ikke var reklame.
Nor spiste sin morgenmad alene, mens far og mor gjorde lm og fotos klar. De skulle lægges op på Instagram, TikTok, Facebook og deres egen YouTube-kanal.
Nors far og mor var in uencere. Deres job var at blogge og vlogge og snappe og skrive bøger og holde foredrag. De havde
gjort sig selv og deres liv til en forretning: Perfekt_familie.
Nor havde aldrig kendt andet. Hans liv var blevet delt på alle mulige medier siden Perfekt_graviditet. På Perfekt_fødsel havde hans far live-streamet baby-Nor nyfødt og nøgen. Nor blev stadig ov, når han tænkte på det. Drengene i klassen havde prøvet at drille ham med det: Ha, man kan se din diller. Men pigerne k dem til at stoppe. De syntes, han var super cute. Bar røv eller ej.
I gamle dage troede folk, at han sagde in uenza, når han fortalte, at hans far og mor var in uencere. Det var dengang. I dag vidste alle, hvad det var, og hvem de var. Nors forældre havde 300.000 følgere, og de tjente penge på reklamer og sponsorgaver.
Nor var et af de få børn i verden, der havde tre hoppeborge. Og ere rulleskøjter, skateboards, sur oards, gaming-computere og telefoner, end han kunne tælle til. For ikke at tale om designertøj.
Alle troede, at det var en drøm. Tænk at have en far og mor, der tjente penge på at få gaver. Lød det ikke som en leg? Det var det ikke. Det var hårdt arbejde.
Den Perfekte_fødselsdag, som far og mor havde planer om, kom til at tage al deres tid i dag.
Godt, han havde sine sk.
Nor satte sig på knæ foran akvariet. Han tændte for ltret. Det gav sig straks til at boble. Han sad lidt og nød det. Den hyggelige boblen fra ltret. Det bløde grønne lys. Perleguramiernes langsomme bevægelser. Sværddragernes livlige.
Det var stadig mørkt udenfor, men han havde ikke behov for at tænde lyset. Ikke endnu. Han så på sit selskabsakvarie. Han elskede det ord. Selskabsakvarie. Ingen sk skulle være ensom hos ham.
”Godmorgen,” sagde Nor. Han bankede på glasset. Hans sk kom nærmere. De vidste godt, hvad der skulle ske. ”Det er min fødselsdag i dag. Bare så I ved det.”
Fiskene samlede sig ved den trekantede åbning i dækglasset.
Deres åbne munde lavede bobler i over aden. Som om de råb-
te hurra uden lyd. Hans smukke sorte labeo bicolor med den knaldrøde hale kom ud af stengrotten og deltog i koret.
Nor fandt dåsen med foder og tog et nip mellem ngrene. Ikke for meget, ikke for lidt. Flagerne af tørfoder k ikke lov til at ligge længe. Fiskene var over det med sprøjt og plask. De var altid sultne. Han så på de sk, han lige havde købt. En stime neon sk.
De lyste op med deres blå og røde kroppe. Alligevel var det, som om der manglede noget. Det kunne han godt mærke. Uden helt at vide hvad.
Kapitel 2: Perfekt med perfekt på
Nor kom i tøjet og gik over til sine forældre med den tomme bakke.
Familien boede i Gilleleje, i et skerhus fra 1821 med udsigt over havnen. Han havde fået den del af huset, der engang var stald. Med egen gadedør og det hele. De to ”huse” var forbundet med en gang af glas. ”Det bliver du superglad for, når du bliver teenager,” sagde hans forældre. Nor smilede. Han var allerede glad for det nu. Så kunne han pusle om sine sk i fred og ro, mens hans far og mor gav den gas på samtlige sociale medier.
I en normal familie ville en fødselsdagsdreng bare åbne døren og gå ud i køkkenet. Men ikke her. Nor havde lært at lytte ved dørene på den hårde måde. Ellers kom han bare til at fotobombe en sel e, ødelægge en podcast eller hvad, de nu havde gang i.
Det var rigeligt med den lm, ham og hans larmende lter havde ødelagt for lidt siden. Det havde kostet dem tid, de ikke havde.
Altså blev Nor stående uden for døren.
”… 289.000,” hørte han far sige med lille stemme. ”Vi mister følgere hver dag. Og vi har lige mistet Gucci Kids som sponsor.
Jeg aner ikke, hvad vi skal gøre. Eller hvad vi gør forkert?”
”Heller ikke mig.” Mor lød lige så bekymret.
Nor rynkede brynene. Han troede, det gik så godt?
”Vi må bare sørge for, at alt er perfekt med perfekt på i dag.”
”Sponsorerne skal have den bedste fest, vi kan give dem.”
Bakken blev tungere og tungere i Nors hænder. Han støttede den mod døren.
”Hej?” kaldte far.
”Hej,” mumlede Nor og gik ind.
”Hvad så, fødselsdagsdreng? Blev du mæt?” Far befriede ham for bakken.
”Ja tak.” Nor stod lidt og stod. Han vidste ikke helt, hvad han skulle sige. ”Er der noget, jeg kan hjælpe med?” spurgte han så.
Mest for at lette den dårlige stemning.
”Ikke rigtig.” Mor smilede skævt. ”Men tak.”
Nor ville faktisk gerne være med, men han vidste, at han ville være i vejen. Far og mor havde alt for travlt med at gøre klar til Perfekt_fødselsdag. Alt skulle laves fra bunden. Alt skulle styles og lmes og lægges på bloggen, på YouTube-kanalen og sociale medier med hashtag Perfekt_familie.
”Der er faktisk noget,” sagde far.
”Ja?”
”Vi mangler havtorn. Kunne du ikke hente et par poser hos købmanden? Fra fryseren.”
”Klart.”
”Og hvis det er …” Far bed sig i læben. ”Så kunne du måske smutte over til Oskar? Bare nogle timer?”
”Vi får så susetravlt,” bakkede mor ham op.
”Helt nt, det gør jeg bare,” sagde Nor uden at mene det.
”Perfekt. Så ses vi i e ermiddag,” sagde far og fortsatte med at ælte surdejsboller.
”Du mangler stadig at sige, hvad du ønsker dig.” Mor kom hen og gav ham et knus. Hun stak ham 100 kroner til havtorn.
”Mja.” Nor trak på det. Han anede ikke, hvad han skulle ønske sig. Han havde så mange ting, at han næsten ikke kunne være på sit værelse. Sponsorgaverne hobede sig op alle vegne: alt det nye og hotte til den perfekte familie. Og i e ermiddag ville der komme endnu mere.
”Tænk over det,” sagde mor. Hun sendte ham et lu kys og gav sig til at lme far.
”Okay,” lovede Nor og gik til købmanden e er havtorn. Måske ikke lige, hvad man drømmer om på sin egen fødselsdag, men hvad kan man gøre? Dagen i dag kom til at handle om sponsorer, ikke om ham. For uden sponsorer gik de fallit.
Kapitel 3: Havtorn og havfruer
Det var en smuk lørdag morgen i e erårsferien. Solen lyste fra en høj himmel.
Nor tog sit nye sponsortøj på. Det havde han lovet. Så gik han ud ad sin egen gadedør. Han stoppede et øjeblik og så mod horisonten. I havnen lå de lyseblå skekuttere og vuggede i vinden. Bag dem lå havet. Der du ede af salt, og Kattegat lyste i alle nuancer af blåt. Mod øst kunne han se Sverige og klipperne på Kullen. Han blev aldrig træt af den udsigt. Den ski ede hele tiden: fra blåt til gråt til grønt.
Vinden k tovværket i masterne til at synge. Nor øjtede med.
Så bandt han sit nye Lala Berlin-tørklæde tættere sammen i halsen og satte kursen mod købmanden.
Klokken var ikke helt ni endnu, da han nærmede sig den lukkede butik.
Alligevel blev han mødt med en varm hilsen.
Randi dyttede og vinkede. Hun holdt foran døren på sin el-scooter. I kurven på styret havde hun en pose med tomme asker.
Nor vinkede tilbage. Glad. Randi var sådan en voksen, der altid havde tid. Så kunne andre kalde hende bims eller skør; han var da ligeglad. Randi var Randi. Bum!
Den gamle kones smil lyste den grå parkeringsplads op. Hun havde en kørepose på, der lignede en sovepose med ærmer. Den så dejlig varm ud. Perfekt til en, der var ude hele dagen. Hendes grå hår var gemt under en hæklet hue.
”Tidligt oppe, hvad?” sagde Randi, da han kom nærmere.
”Ja. Jeg har fødselsdag,” sagde Nor og blinkede.
”Tillykke.” Randi blinkede tilbage med sine havblå øjne. ”Skal du så have fest med alle vennerne?”
”Jo …” Gid, han skulle. Nor trak på det.
I det samme kom en vagt ud og reddede Nor fra at svare. Vagten åbnede døren og stillede sig foran indgangen.
Nor sukkede lettet. ”E er dig,” sagde han og lod Randi komme først.
Inde i butikken gik Nor på jagt e er havtorn. Fryserne lå længst væk. Og der var mange. Han ledte fra en ende af: brød, grønt, kød, sk … og der var hun.
”Der ligger en havfrue i fryseren.” Nor forstod det først, da han sagde det højt.
Der lå en havfrue i fryseren.
Hos købmanden.
Halvt begravet under frosne laks.
”Der ligger en havfrue i fryseren,” gentog han. Højt.
Det var en meget lille havfrue, men der var ikke noget at tage fejl af: Det var en havfrue. Halen var stærk og V-formet som hans labeo. Den havde samme blå farve som hans nye neon sk. Der sad iskrystaller i havfruens lange røde hår. Kroppen var blåfrossen. Hun var pakket ind i plastic og havde fået et prisskilt i nakken. Det var det smukkeste syn, han nogensinde havde set.
Nor stak begge arme ned i kummen og gav sig til at grave havfruen fri. Frosne laks røg til alle sider. Kulden bed i hans hænder.
E er et øjeblik i fryseren var hans ngre stive og døde. Stakkels havfrue. Hvor længe havde hun ligget der? Hvor længe kunne en havfrue klare sig i en fryser? Han bad til, at hun var okay.
Til sidst k han hende op. Noget fangede hans øjne. Et prisskilt.
’Kattegathummer 499,95 kroner,’ stod der.
Nor blev så chokeret, at havfruen gled ud af hans kolde hænder. 500 kroner! Så mange penge havde han slet, slet ikke. Hvordan skulle han få råd til at redde den frosne havfrue? Uden at stjæle hende, altså?
I næste nu rakte en mand armen ind foran ham og snuppede havfruen.
”Jeg så hende først,” udbrød Nor. ”Hun er min!”
”Ingen kan eje en havfrue,” sagde manden. ”Hun hører til på et museum. På mit museum.” Så lagde han havfruen i sin indkøbsvogn og gik.
Hun hører til hos mig, skreg Nor, uden at der kom en lyd over hans læber. Hvad skulle han gøre? Nor så sig om e er hjælp, mens manden gik sin vej med hans havfrue. Nor fulgte e er.
Manden så stærk og sportstrænet ud. En rigtig udendørstype.
Han var klædt i khakibukser, læderstøvler, læderjakke og brun hat. Han manglede bare en pisk for at ligne Indiana Jones. Nor var doomed.
Indiana Jones-manden gik hen i et hjørne af vinafdelingen og tog sin telefon frem. Skjult bag et tårn af champagne lyttede Nor til hans samtale.
”Det er mig,” hviskede manden. ”Du gætter aldrig, hvad jeg har fundet … En havfrue! En ægte Kattegathavfrue. Og det er ovenikøbet en unge … Ryd kalenderen og lav en temaudstilling med undersøiske haver og H.C. Andersen og hele svineriet. Alle elsker havfruer. Det bliver årets hit. Øresundsakvariet er reddet.
Og det bedste er, at købmanden tror, det er en hummer … Vi får hende for 500 dask, du. Det er rent tyveri. Hun er en formue værd. Det bliver århundredets hit.”
Kulden krøb ind på Nor. Ville de udstille hans havfrue? I et glasfængsel i Øresundsakvariet, hvor hun kunne svømme rundt
og rundt, til hun blev skør. Det måtte bare ikke ske. Nor fulgte e er kidnapperen – og stødte ind i Randi.
Kapitel 4: Århundredets hit
”Hey … Hvad er der galt med dig?” sagde Randi.
Nor pegede på mandens indkøbsvogn. Han kæmpede med tårerne.
Randi fulgte hans nger med øjnene.
”En havfrue?” Hun øjtede lavt.
Nor nikkede. ”Han stjal hende fra mig …”
”Jeg ved, jeg har set ham før,” a rød Randi.
”… og nu vil han udstille hende på Øresundsakvariet.” Nor knyttede hænderne. Hans havfrue skulle ikke udstilles blandt ad sk og sildehajer i kæmpeakvariet i Helsingør. Hun skulle med ham hjem. Hun hørte til i hans akvarie.
”Der var den!” Randi lyste op. ”Det er direktøren for Øresundsakvariet. Marlin Hvalsø. De mangler gæster. Han kæmper for ikke at gå fallit.”
”Pis!” Den mand ville gøre hvad som helst for at beholde havfruen. Hans havfrue. Han vendte sig mod Randi. ”Så er der kun en ting at gøre …”
Randi nikkede.
Uden en lyd fulgte de e er kidnapperen til vinafdelingen. På udkig e er en chance for at nappe havfruen tilbage. Men det
skulle gå hurtigt. Det var let at se, at Marlin Hvalsø havde glemt alt om indkøb og bare skulle hjem til Øresundsakvariet med sit fund.
Nor hviskede sin plan i øret på Randi. Hun fangede den med det samme. Nor snuppede en laks fra fryseren. Så skyndte han sig udenom tårnet af champagne, mens Randi kørte indenom og spærrede havfruetyven inde i et hjørne med sin scooter.
”Undskyld,” sagde hun med sin mest uskyldige stemme. ”Sådan en høj, ung mand kunne vel ikke hjælpe en gammel kone?”
”Joeh …” Han trak på det.
Randi kørte endnu tættere på. ”Du kunne vel ikke række mig den aske der? På den øverste hylde.”
”Den her?” Havfruetyven vendte ryggen til og tog en aske på øverste hylde.
”Lad mig se.” Randi fumlede e er sine læsebriller. Fandt dem.
Kiggede kritisk på glassene og gav sig så til at pudse dem med et nusset lommetørklæde. Imens stod Marlin Hvalsø og ventede utålmodigt med asken i hånden.
Mens Randi gav den gas som sød, forvirret gammel kone, listede Nor nærmere og ventede på sin chance. Han skjulte den frosne laks bag ryggen. Klar til aktion.
”Det er jo ikke til at læse,” sagde Randi og rakte asken tilbage til Hvalsø. ”Er det den med tyren?”
”Måske skulle vi få fat i en vinmand?” foreslog Hvalsø og så sig desperat omkring.
Nor dukkede sig. Lynede jakken op og holdt sig klar.
”Nej, ved du nu hvad. Vi skal da ikke forstyrre de gode mennesker for så lidt. Se, om ikke du kan nde den med tyren. Så er du sød.”
Hvalsø sukkede dybt, tog imod asken og prøvede lykken på øverste hylde.
Så var det nu. Nor nappede havfruen ud af vognen og erstattede den med laksen. Samme form, samme farve, sådan cirka.
Hans hjerte hamrede vildt. Han lynede sin jakke lidt mere op og stoppede havfruen ind på maven. Han krympede sig, da hendes kolde krop ramte hans. Nu gjaldt det bare om at holde masken, så han kunne komme gennem kassen uden at blive opdaget.
Så roligt som muligt gik han mod udgangen. Der var folk alle vegne. De stod på tværs af gangene og snakkede. Hej og tak for sidste, og sikke et dejligt vejr. Ingen opdagede, at de stod i vejen. Ingen voksne ytter sig for et barn. Det var umuligt at komme forbi. Nor gav op og prøvede at komme den anden vej rundt. Der holdt en trækvogn med en palle køkkenruller. Sveden begyndte at perle på Nors pande, selvom kulden bredte sig på hans mave. Hans tanker tordnede af sted: ’Det her var ikke at stjæle. Ikke rig-
tigt. Havfruen var jo først ham direktørens, når han havde købt hende. Og desuden var det mig, der så hende først …’
Så hørte han en stemme bag sig:
”Ro på,” hviskede Randi. ”Du stinker langt væk af dårlig samvittighed.”
Det kunne hun sagtens sige. Nor var lige kommet i tanke om en historie, han havde hørt engang. Om en fattig gammel dame, der havde stjålet en gås til jul. Hun havde gemt den under sin jakke. Præcis som ham. Og så var hun død af hjertestop. Den frosne gås havde fået hendes hjerte til at gå i stå.
Nor følte sit hjerte hamre mod den frosne havfrue. Han rystede. Af kulde og skræk. Hvordan skulle han få hende gennem kassen og ud af butikken uden at blive busted? Og uden at udløse alarmen?
”Hey, knægt?!” lød det bag dem.
Nor vendte sig halvt.
Det var Hvalsø, der havde opdaget, at århundredets hit var væk. Han nærmede sig Nor med lange skridt. Han lignede en tordensky. ”Stop tyven,” råbte Hvalsø. ”Han har stjålet min … øh … laks.”
”Din … øh … laks?” blandede Randi sig. Hun kørte ind foran Hvalsø og spærrede vejen med sin scooter. ”Disken er fuld af laks. Tag dog en anden og lad knægten være.”
Nor så sig over skulderen. Pensionisterne stimlede sammen omkring Hvalsø. Det her skulle de ikke gå glip af. På et øjeblik var Hvalsø fanget i en stime af gråhårede, der havde al tid i verden.
Randi fangede Nors blik og gjorde et kast med hovedet mod udgangen. ”Vent på mig,” mimede hun. Nor nikkede. ”Skal du beskylde en sød lille dreng for at stjæle ”din” laks?!” fortsatte Randi højt. ”Som om du ikke har et helt Øresundsakvarie fuldt af sk. Du skulle skamme dig, skulle du …”
Mens Randi tog opmærksomheden, listede Nor forbi gruppen af vrede pensionister. Der var kun en vej frem, og den gik alt for tæt på Hvalsø. Og hvad med alarmen? En plan begyndte at røre på sig. Nor så sig om. Der! Han greb en plade chokolade fra slikhylden. Vi ede med den og gjorde tegn til Randi.
Uden at stoppe med at skælde ud sendte hun et håndtegn tilbage. Tumbs up. Sådan! Nu var Nor næsten nået gennem menneskehavet. Han stod to skridt fra Hvalsø. Direktøren stirrede rasende på Nor.
”Giv mig den,” hvæsede han og rakte ud e er Nor.
Nor lavede en nte og dukkede sig for Hvalsøs lange arm.
Hvalsø vaklede, og Nor lod chokoladen glide ned i mandens lomme.
”Skal du nu også slå det stakkels barn!” råbte Randi forarget. Hvilket k pensionisterne til at rykke endnu nærmere.
Så var det nu! Nor masede sig gennem mængden og løb gennem kassen, gennem døren. Alarmen hylede og skreg. Nor så sig over skulderen. To skridt bag ham kom Hvalsø løbende. Præcis som han havde håbet.
”Stop tyven!” råbte Hvalsø.
”Stop tyven!” råbte Randi. ”Altså ikke drengen, men ham der direktør-typen.”
”Hun hører til på et museum,” hvæsede Hvalsø og greb fat i Nors Canada Goose-jakke.
”Hun hører til hos mig.” Nor sparkede Hvalsø over skinnebenet, rykkede sig fri og tumlede fremad.
Dørene gled op. Han var fri …
Så trådte vagten frem og stillede sig på tværs. Nor måtte kaste sig til siden for ikke at løbe ind i ham. Det hjalp bare ikke. Vagten greb ham i armen.
”Hvad foregår der her?” forlangte vagten at vide. Han hævede stemmen for at overdøve den hylende alarm.
”Det er ham.” Nor vred sig for at komme fri. ”Tjek hans lommer. Han har stjålet chokolade for en formue!”
”Nej, nu …” Hvalsø klappede sig på lommerne og trak forvirret en plade luksus- ødechokolade med havsalt frem. Han holdt den ud fra sig med to ngre.
Vagten slap Nor og vendte sig mod akvariedirektøren.
Det sidste Nor så, inden han forsvandt om hjørnet, var, at vagten førte Hvalsø væk under højlydte protester.
Alt i ham skreg på at komme hjem med sin skat. Men han havde lovet Randi at vente. Så han ventede. Godt skjult bag en hæk.
En dråbe smeltevand løb ned ad hans mave.
Hvor blev Randi af? De kunne ikke stå her, ham og hans havfrue. Forsigtigt tog han havfruen frem og pakkede hende ind i sit nye tørklæde. Så stak han hende ind under jakken igen og holdt hende i sin favn. Hun var iskold mod hans bankende hjerte. De kunne ikke blive her. De måtte væk, hjem, i skjul. Nor begyndte at gå …
”Vent.” Endelig kom Randi. Hun sikrede sig, at ingen kunne se dem. Så sagde hun:
”Lad os kigge ordentligt på hende.”
Modstræbende tog Nor havfruen frem. Han pakkede hende halvt ud af tørklædet og holdt hende, så Randi kunne beundre hans livs bedste fødselsdagsgave. På afstand.
Men Randi lod sig ikke nøje med så lidt. Hun greb fat i havfruen med begge hænder.
Nor åede hende til sig.
”Rolig nu. Jeg ta’r hende ikke.” Randi lo hæst. ”Jeg ville jo bare se hende.”
Nors hjerte hamrede, så han kunne høre det i tindingerne. Ingen skulle røre hans havfrue. Det var kun nogle minutter siden, han havde reddet hende. Alligevel følte han, at hun var blevet en del af ham. At hun altid ville være hans.
Han lod Randi få et kort glimt. Så stak han hende ind under jakken igen.
”De er ikke helt ufarlige, sådan nogle havfruer.” Randi lø ede en pege nger. ”De har en mystisk magt over den, der …”
Nor hørte ikke resten. Han havde en havfrue, der skulle tøs op, og det kunne kun gå for langsomt.
Kapitel 5: Pige eller fisk?
Nor skyndte sig over kanalen og videre langs havnen. Så stod han foran deres gamle skerhus.
Gennem ruden kunne han se sin far og mor. Og bjerge af mad.
Han åbnede sin egen dør og gik ind. Du en af nybagt kage ramte ham. Knur, sagde maven. Mand, hvor var han sulten. Han så på havfruen under jakken. Det var hun nok også.
Ude fra køkkenet hørte han sin far sige:
”Bare der nu er nok?”
”Lige min tanke.”
”Hvis jeg siger mu ns, hvad siger du så?”
”Med blåbær? Med æble og kanel? Med banan og birkes?”
”Perfekt. Så laver jeg scones med havtorn. Og lagkager.”
”Det er bare perfekt, skat. Og til jer derude: Find opskri en på Perfekt_familie.dk.”
”Perfekt,” sagde Nor til sig selv. Far og mor ville være i gang de næste mange timer.
Til havfruen sagde han: ”Kom med mig,” og gik ind på sit værelse.
Han havde gjort det 100 gange før. Når man kom hjem med en ny sk i en plasticpose, holdt man posen ned i akvariet. Så lod man
sken vænne sig til sit nye sted. Lukkede akvarievand ind i posen lidt e er lidt. Til sidst ernede man posen og slap den nye sk fri.
Men hvad gjorde man, når der lå en dybfrossen havfrue i posen?
Nor stod lidt og så på hende. Var hun pige eller sk? Trak hun vejret med lunger ligesom hans perlegurami? Eller åndede hun med gæller som hans neon sk? Han så e er. Ingen gæller. Så var hun nok mere pige end sk. Han fandt en saks frem og åbnede posen foroven, så hun kunne trække vejret. Han lø ede låget og sænkede hende roligt ned i akvariet. De andre sk ygtede, men vendte snart tilbage for at kigge på deres nye ven i posen. Hans neon sk var de første, der hilste på. Havfruens hale havde præcis samme blå farve som deres rygge. Nor smilede. Hun passede perfekt til hans akvarie. Bare hun nu havde klaret turen i fryseren. Måske havde hun ligget i dvale? Ligesom en frø, der kunne klare en hel vinter på bunden af en sø. Hun var godt i gang med at tø op, kunne han se. Kulden lavede krusedulle-mønstre om hendes krop. Prisen gik løs og ød op til over aden. Nor tog den op og læste: ’Kattegathummer 499,95.’ Han fnøs. Hvem kunne tage fejl af en hummer og en havfrue? Han stak prisen i lommen.
Havfruen k langsomt sine naturlige farver igen. Hendes blåfrosne krop viste sig at være sart rosa. Som en æbleblomst, lige før den springer ud. Han havde aldrig set noget så smukt. Måske kunne han vinde en pris for bedste selskabsakvarie? Nor gled hen i tanker, indtil du en af nybagt brød nåede hans næse. Øj, hvor var han sulten. Der var stadig fem timer til festen. Måske kunne han lige smutte ud og tage lidt mad?
Plask
Nor for sammen. ”Hvad …?”
Havfruen slog med halen igen.
”Du lever!”
Hun vred sig for at komme ud af hans greb. Han måtte bruge alle kræ er for at holde på hende. Tænk, at sådan en lille skønhed kunne være så stærk. Han tog hende op. Nu skulle hun ud af den pose.
”Atju!” Havfruen nøs.
”Er du blevet forkølet?” Det ville ikke være så sært, e er en tur i fryseren.
Havfruen åbnede øjnene. De var lige så blå som Randis. Hun så på ham.
”Hvad hedder du?” hviskede han.
Havfruen åbnede munden.
Nor holdt vejret. Nu skulle han høre en havfrue tale!
Så lukkede hun munden. Åbnede munden. Lukkede munden. Præcis som en guppy. Uden at sige en lyd.
Nor åndede ud med et suk. Måske var hun alligevel mere sk end pige. Han greb saksen og k hende fri. Så lod han hende glide ned i akvariet igen. Ned til hendes nye venner. Aldrig havde hans selskabsakvarie set bedre ud. For ikke at sige perfekt.
Havfruen slog en salto i vandet. Hendes røde hår bølgede omkring hende. De andre sk ygtede først. Så vendte de nysgerrigt tilbage.
”Nå, det ku’ du li’.”
Hun åbnede munden og smilede. Så svømmede hun mod ham, lagde sin små hænder på glasset og begyndte at synge.
Det kom som en følelse. Havfruen sang, men sangen var ikke lyd, den var … kærlighed? En følelse så varm og dyb, at den fyldte Nor helt op. Hans øjne ød over. Gennem et gardin af tårer så han sit værelse imre. Som var han på havets bund, hvor lyset brød gennem vandskorpen og k alt til at glimte og leve. Han lø ede en arm og lod den bølge gennem lyset. Han følte sine ben samle sig til en stærk hale, der kunne føre ham ud på eventyr. Han var en havmand. Han smilede til sin havfrue. Han var hendes. Han ville følge hende til havets bund, til verdens ende. Han lukkede øjnene og så tangskove for sig. Koralrev, sunkne piratskibe med kister fulde af guld …
En lille pause i sangen k Nor til at åbne et øje på klem. Hvad var det? En bøvs? Han åbnede øjnene helt.
”Nej!” råbte han, da han så, hvordan havfruen rakte ud og tog endnu en af hans neon sk.
Havde hun ædt hans nye neon sk, mens han …? Nor virrede med hovedet. Hvad var der sket? Hvordan var det nu, det var, med havfruer og havfruesang? Det havde han læst noget om engang. Nor nåede ikke at tænke tanken til ende, inden havfruen rakte ud e er den næstsidste af neon skene.
”Ka’ du komme væk!” Nor bankede på glasset.
Havfruen slog med halen og kom op e er lu .
”Bøvs,” lød det igen. Hun slikkede sig om munden og dykkede e er en sværddrager.
”Nej!” råbte Nor. Han havde valgt sine sk, sådan at ingen af dem åd de andre.
Men havfruen var ligeglad. Hun åd hans knaldende orange sværddrager, som var den en pomfrit. Hun bøvsede igen under vandet, så boblerne stod omkring hendes hoved. Så k hun øje på noget, der rørte sig under en sten og gav sig til at dykke.
”Shit.” Nor greb sit net. Ikke om hun skulle æde hans labeo bicolor. Han jog nettet ned i vandet og fangede hende, lige før hun k ngre i hans yndlings sk.
Havfruen gjorde et spjæt. Hun ville ikke med op.
Men det skulle hun. Nor holdt fast med begge hænder. Hvor var hun stærk! Spjæt. Spjæt. Hun greb fat i nettet og gav sig til at bide i det.
”Wow!” Nor havde aldrig set så sej en sk. Hun var hans, men hvor skulle han have hende? Hun kunne ikke være her. Så åd hun bare resten af hans sk. Hvad skulle han gøre?
”Vent her.” Nor lagde hende ned i sin skoletaske, så hun ikke stak af. Så løb han ud og hentede en hvid malerspand. Han fyldte den halvt op med postevand fra hanen og k hende derned.
Pyha. Det var tæt på. Men hvad nu? Hvad skulle han stille op med hende?
Bank bank bank!
Nor k et chok.
Nogen bankede på hans vindue. Han vendte sig om.
”Randi? Hvad laver du her?” mimede han. Han åbnede sit vindue på klem.
”Jeg fulgte e er dig,” sagde Randi. ”Gør det noget?”
”Næ.”
”Jeg tænkte, du kunne bruge lidt hjælp. Som jeg prøvede at sige: De er ikke helt ufarlige, sådan nogle havfruer. Hvordan går det med hende?”
”Hun lever. Men hun æder mine sk. Jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre.”
”Det gør jeg.” Randi så alvorligt på ham. ”Du skal sætte hende fri.”
”Men …” Nor jamrede næsten. ”Hun er den otteste, sejeste mest sjældne, perfekte sk i verden.”
”Jeg ved det,” sagde Randi. ”Men ingen kan eje en havfrue.
Hun skal være fri som en fugl.”
Nor kom til at le, selvom han ikke ville.
”Fri som en fugl, frisk som en havørn. Du ved, hvad jeg mener.
En havfrue hører til i havet.”
Da Randi sagde ordet Hav, eksploderede Nors indre biograf af billeder: tangskove, sildestimer, solstrejf gennem grønne bølger.
En følelse af længsel strømmede gennem ham. Han så på havfruen i spanden. Hun lagde hovedet på skrå og så på ham med store øjne.
Nor nikkede. Randi havde ret. Havfruen skulle have sin frihed.
Han rettede ryggen. Det var ham, der havde fundet hende, og nu var hun hans ansvar. Han så ud ad vinduet, ud over havnen.
Himlen var høj og klar. Havet lyste grønt med hvidt skum på toppen. Dét var hendes sande hjem. Hun hørte til i havet.
”Lad os komme afsted.” Nor tog spanden med havfruen og gik ud til Randi. Inden han fortrød det.
”Godt for dig, Nor,” sagde Randi. ”Og desuden,” tilføjede hun, ”så siger et gammelt ordsprog, at den, der redder en havfrue, får opfyldt et ønske.”
Kapitel 6: Perfekt, perfekt, perf…
”Følg mig.” Randi kørte til venstre. Ned mod havnen.
”Stranden er den vej.” Nor pegede til højre. Mod Øststranden.
”Ja, men der er ikke til at komme frem på hjul. Alt det sand, du ved. Og klitter og halløj.”
”Nå ja.” Nor bar spanden med havfruen. Forsigtigt, så hun ikke blev søsyg. For hun så ærlig talt en smule skidt ud. Hendes rosa hud var blevet lidt grå i det. Måske havde hun bare spist for meget?
”Vi nder et godt sted på havnen.” Randi førte an. Over stejlepladsen, hvor de grønne skenet hang til pynt. Forbi lystbådehavnen, hvor linerne slog mod masterne, så det sagde: ding ding ding.
Vejret var ot, men det blæste koldt. Nor bandt sit tørklæde tættere om halsen.
Havfruen stak hovedet op over kanten af spanden. Hun snusede ind.
”Kan du lugte vandet, min ven?” sagde Randi.
Havfruen slog ivrigt med halen. Der du ede af salt og tang og alt godt fra havet.
Randi kørte ud ad Nordre Havnevej. Forbi skerestauranter og skehandlere. ’Folk har sk på hjernen her i Gilleleje,’ tænkte
Nor. ’Men ikke på den gode måde.’ Han tog sit Lala Berlin-tørklæde af og lagde det over den hvide spand. Havfruen fnøs og sendte en stråle vand e er ham. Men det måtte hun nde sig i. Ingen skulle spise hans havfrue.
Nu nærmede de sig Havnen. Længst væk lå skerihavnen med lyseblå skekuttere. Nærmest lå lystbådehavnen med speedbåde, sejlskibe og yachter.
Nor så ud over indsejlingen, hvor skibene sejlede ind og ud af havnen. En speedbåd drønede afsted i høj fart. Den trak en vi e af kølvand e er sig. Han kunne ikke lide det. Der var for mange skibe. ”Hvad nu, hvis hun bliver ramt af en skrue?” tænke han højt. De måtte nde et bedre sted. Nor så ud over Kattegat. Der var hvidt skum på bølgetoppene. Det var en barsk dag at være havfrue.
På kajen var der fuldt af turister. Foran Adamsens Fiske- og Grillbar sad børnefamilier og spiste ske leter med remoulade, godt pakket ind i tæpper og frakker.
Nor håbede ikke, havfruen kunne mærke lugten af døde sk i friture.
En anden lugt ramte hans næse … æskesvær!
Foran Speedy’s Grillbar sad en hvidhåret mand på en el-scooter og spiste ribbenstegssandwich. Det du ede godt nok godt. Nors mave rumlede.
”Hej, Randi.” Den gamle mand vinkede med sin skipperkasket.
”Hej, Ejgil.”
Havfruen slog med halen, så det sagde klask og plask.
”Shh.” Nor lagde en hånd på spanden.
Nor skyndte sig rundt om hjørnet, ude af syne, mens Randi talte med Ejgil. På bagsiden af Speedy’s Grillbar fandt han et fredeligt sted, tæt ved vandet. Han lø ede tørklædet ganske lidt og så ned til hende. Hendes hud var mere grå nu. Den så også lidt tør ud. Men du en af saltvand k havfruen til at kigge op over kanten af spanden. Hun plaskede med halen og drejede rundt om sig selv af længsel.
”Nu kommer du snart hjem.” Nor følte et stik i hjertet. Han ville så gerne beholde hende. Passe og pleje hende. Høre hende synge. Se hende blive stor. Tænk at have sin egen havfrue. Men det gik jo ikke. Hun skulle have sin frihed.
Nor holdt spanden ud over kanten af kajen. Han sendte hende et sidste blik, hviskede farvel og tippede spanden.
”Hør, hvad har du i den spand?” lød det bag ham.
Nor vendte sig. Klar til kamp. Ingen skulle blande sig. Havfruen var hans.
Bag ham sad den gamle mand med skipperkasketten på sin scooter. Han så skrap ud.
”Det er en havfrue,” sagde Randi. ”Den ægte vare, du. Kom og se.”
”Tænkte jeg det ikke nok.” Ejgil kørte nærmere. ”Man kan altid kende en havfrue på plasket.”
”Vis ham den,” sagde Randi.
Modvilligt gik Nor hen og viste Ejgil sin største skat.
”Men hun er jo en unge,” udbrød Ejgil. Han så forarget på Nor. ”Du kan ikke bare sætte hende ud i havnen. Det er som at e erlade en toårig på motorvejen.”
Nor bed sig i læben. Det anede han ikke. ”Hvad gør vi så?”
”Du bliver nødt til at nde hendes mor.” Ejgil smilede mildt. Så forsvandt smilet, og han fortsatte: ”Og det haster. Se hende lige. Hun er ved at tørre ud.”
”Men …” En frygtelig tanke ramte Nor.
”Hvad er der i den spand?” spurgte Ejgil. ”Postevand?”
Nor bøjede nakken. Hvor var han dog dum. Hun var en saltvands sk. Hun skulle have salt for at leve. Postevand var gi for hende. Det vidste han jo godt. Hurtigt svøbte han havfruen ind i tørklædet og rakte hende til Randi. Så lagde han sig adt ned på maven og ski ede postevandet ud med saltvand fra havnebassinet. En kæmpestor måge så sultent til med røde øjne og åbent gab.
Da Nor lagde havfruen tilbage i spanden med havnevand, holdt hun sig for næsen. Men kun et øjeblik. Så plaskede hun af velvære og sendte en vandstråle i vejret.
”Hvor nder vi hendes mor?” spurgte Nor.
”Ved du, hvor hun kommer fra?” spurgte Ejgil.
”Oppe fra købmanden.”
”Nå, den var værre. Hun kan jo komme fra Læsø. Lim orden. Bornholm.”
”Eller Skagerrak,” foreslog Randi.
Skagerrak … Det mindede ham om noget. ”Vent,” hørte han sig selv sige. Han rodede i lommen. Prisskiltet. Hvad var det nu, der stod? Der var det: ”Kattegathummer.”
Ejgil smilede i skipperskægget. ”Så ved jeg godt, hvor hun kommer fra.”
”Han er gammel hummer sker,” sagde Randi.
”Og jeg ved præcis, hvor de bedste hummere går. Hun er nok røget med ved et uheld.”
Nor nikkede ivrigt. Det gav mening. ”Ved du så, hvor vi nder hendes mor?”
”Jada.”
”Perfekt.”
”Og jeg har et barnebarn, der har en båd.”
”Perfekt.”
”Siger du ikke det ret meget, knægt?” Ejgil så på ham gennem sine buskede bryn.
”Hele tiden,” sagde Randi.
Ups. Nor mærkede rødmen stige op i kinderne.
”Der er ikke ret meget her i verden, der er perfekt,” sagde Ejgil. ”Bortset fra havfruer.” Han så kærligt på havfruen i spanden. ”Det er godt nok længe siden, jeg sidst har set en som dig. Vi må se at få dig hjem til din mor.” Han ringede kort til sit barnebarn. Så gassede han scooteren op og sagde: ”Slå kursen mod bagbord, og følg mig. E e venter os på Else Katrine Mathilde.”
”Perf… øh … nt,” begyndte Nor. Så blev han a rudt af et råb:
”Hey, knægt!”
Nor snurrede rundt.
Bag dem kom Marlin Hvalsø løbende. Med kurs direkte mod dem.
Kapitel 7: Remoulade
Direktøren for Øresundsakvariet nærmede sig med lange skridt.
Han lignede Indiana Jones mere end nogensinde. Nu var der kun et par borde med skespisende turister mellem dem og Hvalsø.
”Hit med hende!” hvæsede Hvalsø.
”Hun er min,” røg det ud af Nor.
”Der afslørede du dig lige.” Hvalsø grinede grumt. ”Giv mig den havfrue. Hun hører hjemme på et museum.”
”Hun hører hjemme i havet.” Nor bakkede. Han stødte ind i noget; et tårn af hvide plasticspande med remoulade. Bag ham lå havnebassinet. To skridt til, og han røg i vandet.
Så k han en idé. Hurtigt tog han låget af en remouladespand og satte det fast over havfruens hoved.
”Vi deler os,” hviskede Nor og snuppede to spande med remoulade fra Speedy’s Grillbar.
”Her, Randi,” sagde han højt. ”Du må hellere tage havfruen.”
Han rakte demonstrativt Randi spanden med remoulade. ”Og her, Ejgil,” sagde han højt. ”Du må hellere tage hendes søster.”
Han rakte endnu en spand med remoulade til Ejgil.
”Hvad? Er der to?” udbrød Hvalsø.
”Nej tre.” Nor svingede med sin hvide plasticspand. ”Havfruer får altid trillinger. Vidste du ikke det?”
Hvalsøs øjne lyste som lygte sk.
Ejgil gassede op og kørte ud mod molen med sin spand på styret.
Samtidig hoppede Nor op på Randis scooter og holdt godt fast.
Randi trykkede speederen i bund og kørte direkte mod Hvalsø.
Hvalsø sprang for livet. Han bragede ind i en familiefar, der sad og spiste pomfritter. Faren fægtede med sin ga el og skældte ud, men Hvalsø kom hurtigt fri og satte e er dem.
Nor greb posen med asker i Randis kurv og væltede indholdet ud på jorden. Det klirrede og raslede.
Hvalsø trådte på en aske. Han skøjtede afsted. Så faldt han omkuld med et brag og væltede et reklameskilt.
Mens museumsdirektøren kom på benene, hoppede Nor af scooteren og løb i en ny retning.
Nu var der tre at forfølge. Hvalsø vaklede. Men kun et øjeblik.
Så løb han e er Nor. I zigzag gik det mellem borde og bænke.
Turisterne skældte ud. Mågerne skræppede op. En pensionist stillede sig i vejen og truede med sin stok. Nor dukkede sig og løb under pensionistens stok. Han så sig over skulderen. Hvalsø kom nærmere med lange skridt.
Så var det nu!
Nor satte farten ned. Ganske lidt. Nu stod han på kanten af kajen. Med ryggen mod vandet.
”Giv mig min havfrue.” Hvalsø tårnede sig op over Nor.
”Hent hende selv!” Nor vendte sig og kylede spanden langt ud i havnen. Den ød ovenpå og blev hurtigt taget af strømmen.
”Neeej!” Uden at tænke kastede Hvalsø sig i vandet. Han svømmede ud e er spanden. Fik fat i den. Åbnede låget for at se århundredets hit … og blev dækket af remoulade.
Nor blev stående et øjeblik og så Øresundsakvariets svar på Indiana Jones plaske rundt i en sø af gult.
”Så er det skenes tur til at spise remoulade,” grinede Randi og gav Nor den rigtige spand.
I det samme kom Ejgil kørende. ”Følg mig,” sagde han, og et øjeblik e er stod de foran E es lyseblå hummerbåd.
Kapitel 8: Havfruejagt
Havfruen hostede hult i spanden. Det skar Nor i hjertet. Han
skyndte sig at erne låget. Hun stirrede rasende på ham og gispede e er vejret.
”Er I klar til afgang?” spurgte E e.
Randi og Ejgil gassede op for deres scootere.
”Der er ikke plads til to scootere på båden,” sagde E e.
Åh åh. Nor så fra Randi til Ejgil. Hvad nu?
”Damerne først.” Ejgil lod Randi køre ombord ad en rampe.
”Men hvem skal så vise vej?” spurgte Nor.
”No problemo.” Ejgil rejste sig og gik ombord.
”Kan du gå?” udbrød Nor.
”Ork ja.”
”Han gider bare ikke.” E e grinede. Hun sejlede Else Katrine
Mathilde af Gilleleje ud ad havnen. Kattegat lå åbent foran dem.
Næste stop Sverige.
Nor tog spanden med havfruen og gik hen til rælingen. ”Lover du ikke at hoppe ud?”
Havfruen nikkede. Det var han sikker på. Eller næsten. Nor holdt hende lidt på skrå, så hun kunne se ud. ”Du siger bare til, hvis du kan se din mor, ikke?”
Havfruen slog med halen og snusede ind.
”Hun ved godt, hvor vi skal hen,” sagde Randi.
”Ja, nemlig.” Ejgil så alvorligt på dem. ”Om lidt skal I se et af de mest hemmelige steder i verden for jeres undrende øjne. Nå ja, så et af de mest hemmelige steder i Kattegat, men anyways. Lov mig, at I ikke siger det til nogen.”
”Amager halshug,” sagde Randi.
”Det, som Randi siger,” sagde Nor.
E e fulgte Ejgils ordrer. De skød god fart. Der stod skum op fra kølen. Lu en var salt og frisk. Nor holdt godt fat på sin spand.
Det ville være så dumt at tabe hende nu, men hun skulle jo også holde udkig.
Den lille havfrue greb om kanten af spanden med begge hænder. Hun så sig ivrigt om. Halen slog mod bunden. Så gav hun et spjæt.
”Er vi der nu?”
”Snart, min dreng, snart.”
Nor holdt udkig. Vinden k hans øjne til at løbe i vand. Han kneb dem i og skuede fra øst til vest. Der var intet spor af havfruens mor.
”Vi skal nok nde hende,” sagde han.
Havfruen så på ham med store øjne. Var de også lidt våde, eller var det bare noget, han bildte sig ind? Hun savnede nok sin mor.
”Er vi der snart?” bad han.
”Det er vi nemlig.” Ejgil pegede på et sted, som kun han kendte.
E e slukkede motoren og smed et anker ud.
Nor fattede ikke, hvordan Ejgil kunne nde rundt på et stort, adt hav. Men pyt med det. For nu skete der noget. Den lille havfrue gjorde et hop. Hun var halvt ude af spanden, inden Nor k fat i hendes hår.
”Ikke endnu, søde ven.” Nor tog hende i sin favn. ”Vi slipper dig ikke, før vi har set din mor.”
”Hvis moren går sammen med de store hummere, kommer vi nok til at slippe hende løs,” sagde E e. ”For de går nede på bunden. I 30 meters dybde.”
”Aldrig!” Nor klemte havfruen ind til sit bryst. ”Sådan en hummer kan klippe hende midt over med sin klo.”
”Ro på, Nor,” sagde Ejgil. ”Vi bruger en tejne.”
”En tejne?” Nor holdt endnu bedre fast. Var det en krog eller hvad?
”Det er et bur til at fange hummer i,” sagde Randi. ”Bare rolig.”
Ejgil tog en kasse med blåt net. Den var på størrelse med en sportstaske. ”Kom hende herind.” Han pegede på et rundt hul.
”Hvad hvis hun drukner?”
”Vi sænker hende bare lige ned, så hendes mor kan lugte hende.”
”Hvad hvis der kommer en stor hummer og æder hende?”
”De kan ikke komme ind i den her. Den er til jomfruhummer.”
”Og dem kan hun tæve,” sagde Randi. ”Det er jeg sikker på.”
Nor så på den lille havfrue. Det var han også. Hun kunne garanteret både tæve dem og æde dem råt. ”Godt så,” sagde han.
”Men ikke for længe.” Han tog fat om havfruen. Hun vred og vendte sig. Forsøgte at bide ham. Til sidst k han hende ind gennem hullet. Hun gloede ondt på ham. Og fnøs.
Så hejste Ejgil tejnen ned i vandet. Plask. Den lille havfrue trak vejret dybt og forsvandt under vandet.
Nor tørrede vandet af øjnene. Sådan en lille pige i sådan et stort hav. Det gjorde vist mere ondt på ham end på hende.
”Hvor længe kan hun holde vejret?” spurgte han.
”Aner det ikke. Hvor længe kan du?” sagde Ejgil.
”Et minut?”
”Så giver vi hende et minut. Tæl til 60.”
Det var de længste 60 sekunder, Nor havde oplevet.
”Nu.”
Ejgil trak tejnen op.
Nu kunne Nor se hende igen.
Havfruen sendte en stråle vand op i lu en. Hun slog med halen og kastede med håret. Hvor var hun dog smuk.
”Hun har det nt. Vi giver hende en tur til.” Og ned røg tejnen.
Båden vippede. Nor holdt sig for munden. Den frokost, han ikke havde fået, var ved at ryge op.
”Og du er sikker på, at der ikke kommer en hummer og tager hende?”
”Helt sikker.”
”Eller en haj?”
”Nu stopper du.” Ejgil lo. ”Den slags sker kun på lm.”
”58, 59, 60.” Randi havde husket at tælle.
Ejgil trak tejnen op. Stadig intet.
”Tredje gang er lykkens gang.” Tejnen gik ned igen. Og nu skete der noget.
Det gav et ryk i linen.
”Så er der bid,” sagde Ejgil.
Nor glemte alt om søsyge. Han lænede sig frem.
”Hal ind, morfar.” E e stod ved siden af Nor. Hun klemte hans hånd.
”Skal du kæmpe imod?” Ejgil halede ind. ”Det bliver vi to om at bestemme.” Det sidste ryk. Så kom tejnen op i lyset.
”Åh.” Nor kunne ikke fatte, hvad han så. En lille havfrue og en stor havfrue, der slog armene om hinanden gennem nettet i tejnen. En mor, der rev og sled i buret for at befri sin unge. ”Hold ud,” råbte Nor, selvom han vidste, de ikke kunne forstå ham. ”I er sammen lige om lidt.”
Havfruens mor åbnede gabet og bed i tejnen. Hun rev og åede.
”Gør noget,” bad Nor. ”De skal have lov til at være sammen.”
”Rolig nu.” Ejgil trak til. Tejnen kom halvt op af vandet. Havfruens mor fulgte med. Hun klamrede sig til tejnen med hænder og tænder og nægtede at give slip. ”Du får hende igen, tøsen. Det lover jeg.” Han vendte sig mod Randi og Nor. ”Giv mig en hånd.”
Randi gassede op. Hun greb Ejgil om livet og trak ham op på scooteren. Nor sprang bagpå.
”Fuld kra bak,” råbte Nor.
Randi bakkede, og sammen trak de tejnen fri af havfruemorens arme.
Nor hørte et plask og et skrig, han aldrig ville glemme. Sådan skreg kun en mor, der tror, hun mister sin unge for evigt.
Men det var der ikke tid til at tænke på nu. Nor sprang af scooteren. Han løb hen til tejnen, åbnede lugen og k fat i den lille havfrue. Hun skreg og græd og prøvede at bide ham.
Nor bar hende hen til rælingen. Nu skulle hun hjem til sin mor.
Han så på havfruen en sidste gang.
Så lød et råb: ”Hit med min havfrue!”
Marlin Hvalsø kom drønende i en blodrød speedbåd.
Kapitel 9: Kong Neptun
Nor fattede ikke, hvad han så. Hvalsø stod ret op og styrede speedbåden, som om han aldrig havde lavet andet. Han havde en sort våddragt på. I hånden holdt han en harpun. Han lignede ikke længere Indiana Jones. Han lignede Kong Neptun. Havets konge på havfruejagt.
Hvalsøs speedbåd sendte en skylle ind over Nor, da han elegant svingende ind foran E es båd. Han standsede foran havfrue-moren. Hævede harpunen og sigtede.
Den lille havfrue skreg. Nor knugede hende ind til sig. Øresundsakvariets direktør havde lagt sig perfekt mellem dem og havfrue-moren. De kunne intet gøre. Nor kunne ikke få en lyd frem. Hvorfor dykkede hun ikke? I stedet nærmede hun sig speedbåden. Om et øjeblik ville Hvalsø kaste harpunen og så … Nor kneb øjnene sammen.
SVISJ!
En lyd k ham til at åbne øjnene igen.
Nor nåede lige at se, hvordan Hvalsø kastede et net ud over havfrue-moren med en lynhurtig bevægelse.
”Den satan,” hvæsede Ejgil.
Moren sprællede og kæmpede. Men fast sad hun. Hvalsø halede nettet ind, meter for meter.
Forblø ende hurtigt holdt moren op med at kæmpe. Var hun allerede udmattet? Nor så på Ejgil. Han forstod det heller ikke.
Snart havde Hvalsø trukket havfruen helt hen til båden. Han bøjede sig ned for at gribe fat i hendes hår, men i det samme rakte havfruen hænderne op af vandet. Hun greb fat i kanten og trak sig selv ombord. Først hovedet, så kroppen, så halen og halen og halen … der blev ved og ved.
Halvt oppe af vandet lignede hun ikke længere en havfrue. Hun lignede en søslange. En hydra. En Midgårdsorm. Nor så på den lille havfrue i sin favn. Hun slog et slag med halen og hvæsede.
Hvalsø slap nettet. Nu var det ikke længere ham, der trak havfruen ombord. Det var hende, der ormede sig op i båden. Hvæsende. Med blottede tænder og vilde øjne. Den neonblå hale var alle vegne. Speedbåden var tæt på at synke under vægten.
Hvalsø rakte ud e er sin harpun.
Nor glemte at trække vejret.
Havfruemoren slyngede sin enorme hale gennem lu en og slog harpunen ud af Hvalsøs hænder. Hun bed og åede i nettet, til hun k kroppen fri. Så gik hun e er sin ende med hænder, hale og tænder.
”Hun æder ham!” gispede Randi.
Hvalsø trak sig baglæns. Han så sig desperat omkring, mens moren bugtede sig som en slange. Nærmere og nærmere. Han havde ikke en chance. Ikke i båden. Og slet ikke i vandet. Akvariedirektøren krummede sig sammen og beskyttede hovedet med armene.
Havfruemoren åbnede gabet. Hvislede. Lø ede halen og slog
Hvalsø hårdt i hovedet. Han dejsede omkuld i båden uden en lyd. Moren udstødte et skrig af triumf.
Den lille havfrue besvarede skriget fra Nors favn. Lyden k Nor til at bide tænderne sammen.
Så lø ede moren sig som en cobraslange, der gør klar til at hugge.
”Nej!” skreg Nor.
Moren standsede midt i bevægelsen. Hun så på Nor, der holdt hendes datter i armene. Hendes blik var blåt som en svejse amme. ’Skån ham!’ bad Nor uden en lyd.
Havslange-havfruen stod stille i lu en. Hævet over Hvalsø. Hun svingede fra side til side og hvæsede. Så kastede hun halen fremad af al kra …
Og forsvandt ud over siden af speedbåden. Havet lukkede sig over hendes hoved, hendes hale og hale og hale. Til hun var forsvundet fra jordens over ade. Nors hjerte gav et stik. Den lille havfrue hulkede.
Hvalsø gassede op for speedbåden og stak af. Med kurs mod Kullen. Snart var han ude af syne.
Det samme var havfruens mor.
Kapitel 10: Havfrueønsket
Nor bøjede sig ud over rælingen og stirrede ned i det grågrønne vand. Havfrueungen vred sig for at komme fri, men Nor holdt fast. Han gav ikke slip på hende nu. Ikke før han kunne se hendes mor. Hvor blev hun af?
Der!
Et neonblåt glimt under over aden. Og et til.
Så brød havfruens hale gennem vandet. Den bugtede sig elegant, over og under bølgerne, og sendte hende fremad med stor kra . Nu skød hovedet op. Havfruen kastede sit røde hår over skulderen og stirrede på ham med vilde øjne.
”Hun er den sejeste, mest perf… mest eventyrlige skabning, jeg nogensinde har set,” hviskede han.
Randi nikkede. Selv Ejgil var løbet tør for ord.
Moren rakte armene ud mod sin unge. Hun udstødte en lyd, der k alt i Nor til at jamre.
Den lille havfrue gengældte morens klage i en sang, der rummede al verdens sorg og længsel. Hendes sitrende varme gled over i Nor. Han følte deres smerte og gav sin havfrue et sidste kram. ”Lev vel,” hviskede han med læberne mod hendes hår. Så bøjede han sig ud over rælingen og lod hende glide ned i vandet.
Der var stille lidt.
Så var vandet fuldt af skum og bevægelse.
Den lille havfrue kastede sig i sin mors arme. De drejede rundt og rundt som i dans. Håret stod om dem. Ildrødt. De neonblå haler lyste vandet op.
Så brød de ud i sang. En høj klar sang, der rummede alle toner på én gang: lys, mørke, glæde, sorg.
Nor havde aldrig hørt noget så smukt. Han kunne lytte til dem for evigt. Han kunne følge dem ind i evigheden. Havfruen var hans, og han var hendes. Hvis hun ikke kunne være hos ham, måtte han være hos hende. Nor åbnede munden og sang med på havfruesangen. Hans stemme gled ind og ud mellem deres, og nu forstod han, hvad havfruerne sang: ’Kom, følg med, bliv hos os, for evigt og altid,’ sang de. ’Hos os vil du aldrig mere være ensom …’
Nor så på Randi. Hendes hue var faldet af, så det grå hår ød ud over hendes skuldre. Hendes øjne var blå som havet, og pludselig forstod han det. Køreposen skjulte en hale! Randi var en havfrue. Hun hørte til i havet, ligesom ham.
”Vi kommer.” Nor greb fat i Randi og trak hende med sig. Hun vred sig fri. Åbnede munden og sagde noget, han ikke forstod. Havfruerne kaldte igen, og Nor måtte følge dem. Ned i dybet. Med eller uden Randi. Han lænede sig ud over rælingen. Kun et lille hop, og han var fri.
Ejgil greb fat i Nors arme. Han trak ham ned på dækket. Tilbage til denne verden.
”Av!” Nor vred sig for at slippe ud af Ejgils greb.
Men den gamle sker holdt fast.
”Slip mig.” Nor sendte Ejgil et rasende blik.
”Pas på, min dreng. Den, der hører en havfrue synge, mister let sig selv.”
De to havfruer tav.
Fortryllelsen slap sit tag i Nor.
Måske forstod havfruerne, hvad den gamle sker sagde?
Måske forstod Nor det først nu?
Nor stirrede ned i det grågrønne dyb. Tænk, at han var lige ved at følge e er dem. Han holdt godt fat i rælingen med begge hænder.
De to havfruer svømmede en sidste runde om båden. Så fyldte de lungerne med lu og forsvandt i dybet. Det sidste, Nor så, var et glimt af to neonblå haler.
Aldrig havde han følt sig så alene.
Der var stille længe.
Til sidst brød Randi tavsheden.
”Hvad ønsker du dig, Nor?”
”Ikk’ noget,” vrissede han. Begyndte hun nu også? Som om det ikke var nok, at hans far og mor ville have ham til at ønske sig ere ting.
”Den, der redder en fanget havfrue, får et ønske opfyldt.”
”Nå sådan.” Nor smilede skævt. ”Men jeg ønsker mig altså ikke noget.”
”Mon dog ikke …” Randi blinkede. Hendes øjne lyste som havet. ”Du skal bare passe på, hvilke ord du bruger. For du ved, hvordan det er med ønsker i eventyr.”
”Pas på, hvad du ønsker dig. Du risikerer at få det?”
”Præcis. Så tænk dig godt om, inden du siger den mindste lyd.”
Nors mave rumlede højt.
”Lige mine ord, knægt,” sagde Ejgil. ”Speedy’s ribbenstegssandwich er begyndt at føle sig ensom.”
Bare ordet ribbenstegssandwich k Nors mave til at rumle igen.
”Hvad siger I til boller og lagkage?” spurgte Nor. ”Som tak for hjælpen. Jeg gi’r.”
”Vi siger: tak som byder.”
”Fuld fart frem,” sagde Nor. ”Eller tilbage. Eller noget.”
”Ay, ay, skipper,” sagde E e og satte kursen hjemad.
Hjem til Perfekt_fødselsdag.
Nor sank en klump. Hans humør sank ti grader. Han havde ikke lyst til gaver og sponsorer og store falske smil. Han havde
ikke lyst til at lade, som om de var en perfekt familie. Han havde ikke lyst til, at hans fødselsdag skulle sendes live til 289.000 følgere. Eller at gæsterne ikke var hans venner, men sponsorer, som de skulle fedte for.
Så k han en idé.
Han lyste op i et stort smil.
Nu vidste han, hvad han ønskede sig. Og han vidste også, hvem der kunne hjælpe ham med at få ønsket til at gå i opfyldelse. Nor så på uret. De kunne lige nå det.
Kapitel 11: Perfekt fødselsdag
Nor, Randi og Ejgil nåede hjem i tide. De gemte sig på Nors værelse og holdt sig klar.
Fra køkkenet kunne Nor høre sin far og mor hviske. Nu varede det ikke længe.
Lidt e er hørte han trin i gangen. Stille hoste. Tyssen. Så var det nu.
Nor gjorde tegn til sine venner.
Døren gled op. Ude fra gangen lød det: ”Sur…”
”Surprise!” råbte de tre venner i kor.
”Dyt! Båt!” lød det fra Randi og Ejgils horn.
”Men hvad …” udbrød far og slog døren op.
”Halløj i kahytten,” sagde Ejgil. ”Og goddag til fru Nor.” Han kørte scooteren frem og greb mors hånd. Førte den til sine læber og gav den et smækkys.
Mor var tæt på at tabe sit kamera.
”Hvem er det? Hvor har du været?” spurgte far.
”Vi har reddet en havfrue i nød,” sagde Nor.
”En havfrue?”
”Ja,” sagde Ejgil, ”for når der ikke er nogen jomfruer i nød, må man nøjes med havfruer i nød. Fik du den?” Han stak en albue i siden på mor, så hun kom til at lme sine fødder.
”Og det er jo heller ikke det værste,” sagde Randi.
”Måske har du en jomfruhummer i nød, som jeg ku’ redde?” sagde Ejgil. ”Fra hungersnøden … ha! Fik du den?”
”Øh bø …” sagde mor.
”Nej, men vi har boller og lagkage.” Far kunne sin rolle udenad.
”Vi har Perfekt_kagebu et.” Han så lige ind i mors kamera og smilede.
”Pyt med perfekt, bare man kan få noget i skrutten,” sagde Ejgil.
”Vi har nemlig været på eventyr hele dagen,” sagde Nor. ”Denne vej, gutter.” Han banede vej gennem den rand af sponsorer, der stod i gangen med gaver og ag. Iført sit mest slidte tøj.
”Af banen, af banen, her kommer bananen.” Ejgil og Randi gassede op og kørte e er ham.
Sponsorerne sprang til side. Der opstod kaos. Præcis som han havde ønsket det.
Ude i køkkenet var der mad i lange baner. Nor slikkede sig om munden.
”Giv gaverne til de fattige,” sagde han. ”For nu skal der spises. Og så skal der danses.”
”Amen for det,” sagde Randi og gav sig til at spille en sømandspolka på sin harmonika.
Ejgil rejste sig fra scooteren og bød mor op til dans. Han svingede hende rundt, så håret føg om hendes hoved. Et øjeblik syntes Nor, hun lignede en havfrue.
Senere, meget senere, sad mor og Nor og så på kaos. Alt ød. Der var rester af kage alle vegne. Der var spor af dansesko på bordene.
Mor havde røde kinder og håret i uorden. På hendes hoved sad Ejgils skipperkasket kækt på skrå.
”Så er der natmad,” sagde far. Han satte sig mellem dem med en halv lagkage på skødet.
”Mums li baba.” Mor tog et stort stykke med ngrene.
Nor og far gjorde det samme.
”Der sidder noget på din næse,” sagde mor.
”Hvor?” spurgte far.
”Der.” Mor satte en klat ødeskum på fars næse.
”Ikke på min vagt.” Far satte en klat creme på mors næse.
Mor gjorde sig skeløjet og prøvede at nå cremen med tungen.
Så blev hun alvorlig igen:
”Nor, vi nåede aldrig at høre, hvad du ønsker dig.”
”Det har jeg allerede fået.”
”Hvad?”
”En uperfekt fødselsdag.”
”Ups.” Mor gav ham et kram. ”Du har ret. Nogle gange går vi liiige lidt for meget op i alt det perfekte.”
”Lidt for meget?” Nor så på hende. ”Prøv meget for meget.”
Far sprang op. Han skulle nok hente mere kage.
”Undskyld.” Mor trak Nor ind til sig.
De var stille lidt. Så sagde mor:
”Tak, fordi du siger det. Det skal nok blive bedre.”
”Lover du det?”
Mor lagde hånden over sit hjerte. ”Det lover jeg.”
”Amager halshug.” Nor tørrede den sidste klat creme af mors næse og stak den i gabet.
Nor og mor nåede at spise resten af lagkagen, inden far kom tilbage og satte sig mellem dem. Uden kage.
”Nor, du er genial.”
”Ja. Han er i hvert fald klogere end dig og mig,” sagde mor.
”Nåeh …” Nu blev Nor ov.
”Jo du er, knægt.” Far uglede Nors hår. ”Det er den bedste idé nogensinde. Det er på tide at prøve noget nyt.”
”Ja?”
”Vi var begyndt at miste følgere, men i dag har vi slået alle rekorder. Jeg har lige tjekket. 400.000 likes. Vi er gået viralt. Folk er vilde med din uperfekte fødselsdag.”
”Men …”
”Og det bedste er: Jeg har købt Uperfekt_familie. På alle medier.
Vi går i lu en i morgen.”
”Perfekt!” Mor gav far et kys.
”Vi skal lave uperfekte lm og uperfekte kager. Vise alt det skæve og sjove.”
”Vi skal have blog, vlog.”
”TikTok og Snap.”
”Kogebøger og selvhjælpsbøger …”
Nor sukkede. Han troede, han havde tænkt sig om, da han brugte sit havfrueønske. Og så havde han alligevel spildt det.
Han rejste sig uden en lyd. Hans far og mor var helt oppe at køre. Idéer og planer røg gennem lu en. De så ikke engang, at han gik over til sig selv.
Nor satte sig foran sit selskabsakvarie. Det virkede tomt uden hans havfrue. Han bankede på glasset. Den sorte labeo med den knaldrøde hale kiggede ud af sin stengrotte. Et par nysgerrige neon sk vendte sig og kom hen for at kigge. Der var kun to tilbage. Det skar ham i hjertet at se deres smukke blå haler bevæge sig gennem vandet. Som i dans. Som i leg. Som den lille havfrue, han havde ha en enkelt dag og mistet igen.
Nor gav sine sk en ekstra dosis foder. Han nød at se, hvordan nogle sk sloges om maden, mens andre ventede på, at maden
sank til bunds. Så tog han telefonen frem og tjekkede, hvornår købmanden åbnede i morgen.
Måske lå der en ny havfrue i fryseren og ventede på ham?
Måske ventede der et nyt eventyr – og et nyt ønske?
Nor tog sit halstørklæde af. Det var stadig lidt fugtigt. Det du ede af havfrue: salt og bittersødt. Han knugede det ind til sit hjerte.
Vil du ha’ flere havbøger? Så glæd dig til …
”Når tågen lægger sig over Gilleleje, stiger de druknede op af havet og kryber omkring i gaderne. De kradser på døre og vinduer.
De græder og beder om hjælp. Og åbner du døren for en strandvasker, springer han straks op på din ryg og hvæser: ”Bær mig op til kirken, eller jeg brækker halsen på dig.”
Glæd dig til fem korte gys, der tilsammen fortæller den sande historie om strandvaskerne i Gilleleje.
Eller noget, der ligner.”
”Hårrejsende og mesterlige noveller ... der tager formidlingen af historie og folketro til et helt nyt niveau.”
“Vellykket, vedkommende, velskrevet.”
Lektør
”Denne bog går lige ind i min sjæl. Jeg kan næsten høre de våde fodtrin slæbe sig op gennem havnen og ind i gaderne.”
Mette So e Kirkedal, Bogoplevelsen
”Det må blive en bestseller langt uden for Gilleleje og omegn.”
Stine Grynberg, Folkeskolen.dk
Nomineret til Årets bedste tweenbog 2023
Københavns Børnebiblioteker
Lån den på biblioteket.
Læs eller lyt på eReolen Go!
Køb den hos Forlaget Løse Ænder: www.løseænder.dk