Prægtige rebeller

Page 1

PRÆGTIGE REBELLER

DE FØRSTE ROMANTIKERE OG

OPFINDELSEN AF SELVET

ANDREA WULF

Prægtige rebeller

De første romantikere og opfindelsen af selvet ANDREA WULF

På dansk ved Nanna Lund

PRÆGTIGE REBELLER

Af Andrea Wulf

Oversat fra engelsk af Nanna Lund efter Magnificent Rebels

Copyright © Andrea Wulf, 2022

Dansk udgave: Copyright © Gads Forlag, 2023

ISBN: 978-87-12-07186-0

1. udgave, 1. oplag

Printed in Sweden

Forlagsredaktion: Martin Gylling

Omslag: Sara Marafini / Demuth Grafisk

Grafisk tilrettelæggelse: Demuth Grafisk

Kort: Peter Palm

Illustrationer: Se billedtekster

Omslagsillustrationer: Mary Evans Picture Library, Shutterstock.com og Alamy

Forfatterfoto: Antonina Gern

Repro: Narayana Press

Tryk: ScandBook

First published in Great Britain in 2022 by John Murray, an Hachette UK Company

Published in the Danish language by arrangement with PEW Literary Agency

Text copyright © Andrea Wulf, 2022

The author has asserted her moral rights

All rights reserved

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med COPY-DAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

Oversætterens note:

I værket optræder flere gange ordet ”Tyskland”. Eftersom Tyskland som samlet stat først opstod i 1871, skal ordet indtil det årstal forstås som samlebetegnelse for de mange tysksprogede stater, der gik forud for statsdannelsen.

Oversætteren ønsker at takke Carsten Fogh Nielsen, ekstern lektor ved Syddansk Universitet.

Læs om Gads Forlags klimakompensering af vores bogproduktion på gad.dk

www.gad.dk

Til Saskia, mit moderskib

FØRSTE DEL: ANKOMST

1 ”En lykkelig begivenhed”

Sommer 1794: Goethe og Schiller 43

2 ”Jeg er en sandhedspræst”

Sommer 1794: Fichtes jeg-filosofi 65

3 ”Nationens største tænkere”

Vinter 1794 – forår 1795: Alle veje fører til Jena 85

4 ”Elektrificeret af vores intellektuelle friktion”

1795-1796: Liv, kærlighed og litteratur 102

5 ”Filosofi er oprindelig følelse”

Sommer 1796: Den forelskede Novalis 125

6 ”Vores strålende kreds”

Sommer – vinter 1796: Brødrene Schlegel ankommer 139

ANDEN DEL: EKSPERIMENTER

7 ”Vores lille akademi”

Forår 1797: Goethe og Alexander von Humboldt 163

8 ”Så grib da en håndfuld mørke”

Sommer – vinter 1797: Novalis’ dødslængsel 186

Dramatis personae 9 Kort 12 Prolog 17
Indhold

TREDJE

9 ”Sublim frækhed” Vinter 1797 – forår 1798: Romantikkens frembrud 203 10 ”Symfilosofi er det sande navn for vores forbindelse” Sommer 1798: En ferie i Dresden, og Schelling ankommer 224
DEL: FORBINDELSER 11 ”At være ét med alt levende” Efterår 1798 – forår 1799: Schellings naturfilosofi 243 12 ”Afgudsdyrkere, ateister, løgnere” 1799: Skandalerne, del 1. Fichtes fyring 257 13 ”Man fortaber sig i en svimlende hvirvelvind” 1799: Skandalerne, del 2. Skilsmisse, kvinder og sex 270 14 ”Schlegel-kliken” Efterår 1799: Arbejde og fornøjelser 284 15 Et højtideligt kald til en ny forsamling November 1799: Et møde i Leutragasse 301 FJERDE DEL: FRAGMENTERING 16 ”Despoternes republik“ Vinter 1799 – sommer 1800: Splid og ufred 319 17 ”Ak, hvilken sort tåge” Sommer 1800 – forår 1801: Mørket falder på 337 18 ”Når filosoffer begynder at æde hinanden som sultne rotter” Forår 1801 – forår 1803: Vennerne skilles 357 19 ”Den aktuelle eksodus” 1804-1805: Farvel til Jena 381 20 ”Franskmændene kommer!” Oktober 1806: Slaget ved Jena 395 Epilog 415 Tak 447 Billedkilder 451 Litteratur- og kildeliste 453 Noter 477 Register 589

Dramatis personae

Auguste Böhmer (1785-1800)

Caroline Böhmer-Schlegel-Schellings ældste datter. Hun boede sammen med sin mor og stedfar, August Wilhelm Schlegel, i Jena fra 1796 til 1800.

Caroline Böhmer-Schlegel-Schelling, født Michaelis (1763-1809)

Forfatter, litterat og muse for Jena-kredsen. Hun var gift med Franz Böhmer fra 1784 til 1788, August Wilhelm Schlegel fra 1796 til 1803 og Friedrich Schelling fra 1803 til 1809. Hun boede i Jena fra 1796 til 1803.

Johann Gottlieb Fichte (1762-1814)

Filosof. Fichte boede i Jena fra 1794 til juli 1799, hvor han flyttede til Berlin. Han var gift med Johanna Fichte, født Rahn (1755-1819).

Johann Wolfgang von Goethe (1749-1832)

Digter og gehejmeråd for hertug Karl August af Sachsen-Weimar. Goethe boede i Weimar, men var jævnligt i Jena, ofte i flere uger ad gangen. Med sin elskerinde og senere kone, Christiane Vulpius (1765-1816) fik han sønnen August von Goethe (1789-1830).

Georg Wilhelm Friedrich Hegel (1770-1831)

Filosof. Hegel sluttede sig til sin ven Friedrich Schelling i Jena i begyndelsen af 1801. Han boede i Jena indtil 1807.

9

Alexander von Humboldt (1769-1859)

Videnskabsmand og opdagelsesrejsende, der ofte i årene 1794-1797 besøgte sin storebror, Wilhelm von Humboldt, i Jena.

Caroline von Humboldt, født Dacheröden (1766-1829)

Wilhelm von Humboldts kone. Hun boede (med mellemrum) i Jena sammen med sin mand fra 1794 til 1797.

Wilhelm von Humboldt (1767-1835)

Lingvist og diplomat, storebror til Alexander von Humboldt og gift med Caroline von Humboldt. Han boede (med mellemrum) i Jena fra 1794 til 1797.

Novalis (forfatterpseudonym for Friedrich von Hardenberg, 17721801)

Digter, forfatter og bjergværksinspektør. Novalis gik på universitetet i Jena fra 1790 til 1791. Hans hjem i Weißenfels lå tæt på Jena, og i årene 1795-1801 besøgte han ofte sine venner i byen. Han var forlovet med først Sophie von Kühn, siden Julie Charpentier.

Friedrich Schelling (1775-1854)

Filosof, der boede og underviste i Jena fra 1798 til 1803. Han var Caroline Schlegels elsker og giftede sig med hende i 1803.

Friedrich Schiller (1759-1805)

Dramatiker og digter. Schiller boede i Jena fra 1789 til 1799. I december 1799 flyttede han til Weimar. Han var gift med Charlotte Schiller, født von Lengefeld (1766-1826)

August Wilhelm Schlegel (1767-1845)

Forfatter, digter, oversætter og litterat, storebror til Friedrich Schlegel og gift med Caroline Böhmer-Schlegel-Schelling. Han boede i Jena fra 1796 til 1801.

10 Prægtige rebeller

Friedrich Schlegel (1772-1829)

Forfatter og litterat, der boede i Jena fra 1799 til 1801. August Wilhelm Schlegels lillebror. Han levede sammen med Dorothea Veit-Schlegel, som han havde mødt i Berlin, mens hun stadig var gift. De giftede sig i 1804.

Friedrich Schleiermacher (1768-1834)

Teolog og præst. Schleiermacher kom aldrig til Jena, men korresponderede jævnligt med Jena-kredsen og havde stor indflydelse på dem. Friedrich Schlegel mødte ham i Berlin i 1797, hvor de boede sammen.

Ludwig Tieck (1773-1853)

Forfatter, digter og dramatiker. Efter at have mødt Friedrich Schlegel i Berlin flyttede han til Jena i 1799 og boede der et år. Han var gift med Amalie Tieck.

Dorothea Veit-Schlegel, født Brendel Mendelssohn (1764-1839)

Forfatter og oversætter. Dorothea var gift med Simon Veit fra 1783 til 1799 og levede sammen med Friedrich Schlegel som hans elskerinde i flere år, før de giftede sig i 1804. Hun boede i Jena fra 1799 til 1802.

Dramatis personae

Fürstengraben

Schellings første værelser

Leutrabach

Zur Rose

Johannisstrasse Johannistor

Sankt

Mikaelskirken

Leutragasse

Schlegels hus

Naturhistorisk Selskab

universitet

universitetsbibliotek

rådhus

markedsplads

Humboldts hus

Anatomitårnet

Ratsteich

Engelplatz

Schillers hus

Löbdertor

N S E W
Have Saale
Botanisk
Paradise
tilWeimar

Zum Schwarzen

Carolines sidste lejlighed

Schillers lejlighed (1795–1799)

Saaltor

Schillers lejlighed (1794–1795)

Hegels værelser

Fichtes hus

Ludwig Tiecks lejlighed

Müh ac he

Jena Saale

Bären Det gamle slot 50 m 100 150 0
slotsgård Fischergasse

1795 Freden i Basel

DEN FRANSKE REPUBLIK

N S E W 50 km 100 150 0 Wür emberg Hertugdømmet Westfalen Holsten Hannover
KONGERIGET DANMARK
SCHWEIZ
Weser Donau Main Mosel Rhinen Rhinen Nordsøen B a de n Gö ingen Hamborg Hannover Amsterdam Haag Münster Köln Bruxelles Gotha Ulm Zürich Frankfurt Reims Mainz Würzburg Trier Strasbourg Basel Stu gart Bocklet Tübingen Braunschweig Königstein
DEN BATAVISKE REPUBLIK

Mecklenburg

Pommern

Brandenburg

Halle

Kurfyrstendømmet Sachsen

Leipzig

Weimar Jena Weißenfels Freiberg

Hertugdømmet Sachsen-Weimar

Karlsbad

Prag

PREUSSEN

Danzig (Gdansk) Posen (Poznan) ´

Vestpreussen

Sydpreussen

Breslau (Wrocław)

Schlesien

Bamberg Wien

Kurfyrstendømmet Bayern Ungarn Østrig

München

Salzburg

Svensk Forpommern
TYSK-ROMERSKE RIGE Oder Oder
Elben Donau Østersøen
Böhmen HABSBURGSKE ARVELANDE DET
Elben
Berlin Ste in
Erfurt ´
Dresden K O N G E RIGET

Læg mærke til dig selv; vend dit blik bort fra alt, hvad der omgiver dig, og ret det mod dit inderste; det er det første krav, som filosofien stiller til den, der studerer den. Det drejer sig ikke om noget, der er uden for dig, men udelukkende om dig selv.

Hvorfra låner jeg mine begreber? – nødvendigvis mit jeg – nødvendigvis fra mig selv. Jeg er for mig alle tankers grund.

Novalis

Jeg er med sikkerhed lykkeligere, jo friere jeg er.

Caroline Schlegel-Schelling

Prolog

Jeg har altid gjort tingene i den forkerte rækkefølge. Eller måske var det den rigtige. Eller måske var den bare ukonventionel. I protest mod mine kloge, frisindede, kærlige akademikerforældre nægtede jeg at gå på universitetet og tog i stedet arbejde på restauranter og barer. Det betød ikke, at jeg ikke sørgede for at uddanne mig. Jeg læste. Især skønlitteratur og filosofi. Jeg har altid haft en glubende appetit på bøger, men til gengæld ville jeg selv vælge, hvad jeg ville læse, i stedet for at være bundet af et universitetspensum. Jeg gik også i lære som maler og tapetserer, fik job som museumsguide og var i praktik på et teater. Som alle andre utåleligt selvcentrerede unge så jeg udelukkende verden fra mit eget perspektiv, og det var snævert.

Hvad var der måske galt med at bruge hele dagen på at læse? Hvad var der galt med at skifte mening? Hvad var der galt med at danse natten lang? Jeg forelskede mig let og glemte dem lige så let. Men så fik jeg som toogtyveårig en datter og indså, at jeg nok ikke kunne leve af at være tjener eller bartender resten af livet. Så jeg indskrev mig på et tysk universitet. Men de eneste forelæsninger, der sagde mig noget, var dem, der handlede om filosofi. Det var, som om de hvirvlede mig ind i en berusende tankeverden, og jeg havde det, som om jeg havde fundet svarene på livets store spørgsmål: Hvad er det onde? Hvad vil det sige at være et godt menneske? Hvem er vi? Hvorfor findes vi? Nu, tredive år efter, kan jeg knap nok huske, hvad jeg læste dengang, men bøgerne og samtalerne med

17

mine lærere og studiekammerater gav mig de redskaber, jeg havde brug for til at tænke og stille spørgsmål. Jeg begyndte også at forstå, hvordan historien ikke bare er en række hændelser og datoer, den ene efter den anden som nydelige perler på en snor, men et væv, hvor alt hænger sammen. Jeg begyndte at se på nutiden gennem fortidens prisme.

Jeg tog min tilværelse mere alvorligt, også selv om jeg stadig traf impulsive valg. Men jeg følte mig fri og var fast besluttet på selv at forme min skæbne. Det kan godt være, at nogle af de valg var ubesindige, men de var mine egne – troede jeg. I dag ved jeg selvfølgelig godt, at den eneste grund til, at jeg overhovedet var fri til at opføre mig sådan, var, at jeg altid ville kunne få hjælp af mine (middelklasse)forældre, hvis det hele gik ad Pommern til. Jeg var privilegeret.

Mine forældre havde trods alt altid opfordret mig til at gå efter mine drømme. Det havde de selv gjort, dengang de i 1960’erne flyttede fra Tyskland til Indien for at arbejde for Deutscher Entwicklungsdienst (den tyske udviklingsbistandstjeneste). Hvor mine forældre havde trådt deres barnesko i Anden Verdenskrigs beskyttelsesrum, trådte jeg mine i Indiens uhæmmede farveorgier. Da de steg om bord på flyet den dag i 1966, lagde de en tryg tilværelse bag sig, hvor min mor havde arbejdet som sekretær, og min far havde arbejdet i en mindre bank. Nogle år senere, da de var i begyndelsen af trediverne, vendte de hjem igen med to små børn og begyndte forfra med at læse på universitetet som de første nogensinde i deres slægt. Min mor uddannede sig til lærer, og min far skabte sig en strålende karriere som fredsforsker.

Da min datter var seks år gammel, flyttede hun og jeg fra Tyskland til England. Jeg besluttede mig fra den ene dag til den anden, droppede studierne, solgte mine få ejendele og flyttede til London. Jeg var enlig mor med en halvfærdig uddannelse, en kuffert fuld af bøger, ingen indtægt og en tilsyneladende uendelig mængde selvtillid. Jeg flyttede ind hos en ven (af den bedste slags), søgte et stipendium og blev kandidat. Jeg arbejdede hårdt. Somme tider mistede

18 Prægtige rebeller

jeg troen på, at det skulle lykkes. Vi klarede os. Lige akkurat. Men det var et liv fuldt af kærlighed, ømhed og lykke. Det kan godt være, jeg var impulsiv, men jeg havde også virkelig godt styr på tingene. Det var ikke sådan en kaotisk impulsivitet, det var en livsbekræftende impulsivitet.

Det var i England, jeg fandt min stemme. Bogstavelig talt. Jeg fandt den i et sprog, der ikke var mit modersmål. Og jeg blev forfatter. Jeg var blevet ældre, men ikke spor klogere. Der må da være andre job, der giver bedre? kan man spørge. Det er der også, men ikke nogen, jeg elsker lige så højt. For det meste føles det ikke engang som et arbejde. Det er det eneste, jeg har lyst til. Hver eneste dag. At skrive. At fortælle historier. At prøve at forstå fortiden, så jeg kan lære noget om nutiden. Jeg er heldig. Utrolig heldig. Det kunne være gået helt galt. Men det gjorde det ikke. Indtil nu har jeg nydt det privilegium, det er, at leve sit eget liv. Men jeg er fuldstændig klar over, at det måske ikke vil fortsætte sådan.

Der har været tidspunkter i mit liv, hvor min voldsomme selvstændighedstrang er slået om i egoisme. Hvis min datter havde kunnet vælge, ville hun nok ikke have flyttet så meget rundt, som vi gjorde. Men hun er alligevel blevet et vidunderligt menneske. Og jeg voksede selv op side om side med hende og blev endelig voksen. Hun gav mig jordforbindelse, lille som hun var, og forankrede min frihedstrang i noget større og mere solidt, nemlig det at være et godt menneske. Hun hjalp mig med at finde balancen mellem at være en fri fugl og en ansvarlig mor.

Vi lever i en verden, hvor grænsen mellem fri vilje og selviskhed, mellem selvbestemmelse og narcissisme, mellem empati og selvretfærdighed er spindelvævstynd. Under det hele ligger to afgørende spørgsmål: Hvem er jeg som individ? Og hvem er jeg som medlem af en gruppe eller et samfund? Jeg bor i London, en stor, beskidt metropol fuld af mennesker, der alle sammen stuver sig sammen i undergrundstoget hver morgen på vej til arbejde. Som de står der og svajer frem og tilbage som en gigantisk menneskelig bølge, er de sammen om et fysisk rum, men de er også alene i hver deres verden.

19 Prolog

De står og stirrer ned i deres små, flakkende skærme og læser deres e-mails, tjekker deres SoMe-feeds, spiller spil og kigger på billeder. Det er en by, hvor turisterne stimler sammen foran Big Ben og St Paul’s og slås om det bedste sted at tage et billede. Men det er også en by, hvor folk hjælper hinanden uden tanke for egen risiko, hvis der har været et knivstikkeri eller et terrorangreb, og hvor alle tager sig af hinanden.

Vi har indgået en social kontrakt med dem, der regerer os. Vi har accepteret de love, der danner rammen om vores samfund – om end ikke for evigt. De kan forhandles. Love kan revideres og ændres, så de passer til nye omstændigheder – men er der tilfælde, hvor jeg som individ eller vi som samfund kan protestere mod dem eller ligefrem bryde dem? For det meste sker ændringerne gradvist – man drøfter dem, stemmer om dem og gennemfører dem. Og selv om dette stillads af lovgivning ofte skæmmes af skuffelser og frustrationer og uretfærdigheder, spiller det ikke desto mindre en afgørende rolle i vores forhold til staten og hinanden. Somme tider er forandringerne mere gennemgribende eller kun midlertidige. Tag for eksempel corona-pandemien, hvor millioner af os opgav vores grundlæggende frihedsrettigheder, fordi det var til gavn for almenvellet. I månedsvis efterlevede vi et benhårdt sæt regler og accepterede at måtte undvære venner og familie, fordi vi mente, det var det moralsk rigtige at gøre. Nogle mente noget andet. De nægtede rent ud at underkaste sig restriktionerne og insisterede på, at deres rettigheder som individ var vigtigere.

I det meste af mit voksenliv har jeg prøvet at forstå, hvorfor vi er, som vi er. Det er derfor, jeg skriver bøger om historie. I mine tidligere værker har jeg kigget på forholdet mellem mennesket og naturen i et forsøg på at forstå, hvorfor vi har ødelagt så meget af vores prægtige blå planet. Men jeg ved også godt, at det ikke er nok at se på forbindelserne mellem os selv og naturen. Det første skridt må bestå i at se på os selv som individer og stille spørgsmålet om, hvornår den egoisme, der præger os, egentlig begyndte. Hvornår begyndte vi at forvente, at vi har ret til at bestemme over vores eget

20 Prægtige rebeller

liv? Hvornår begyndte vi at tro, at vi har ret til at tage, hvad vi vil have? Hvor kommer det – os, dig, mig, den adfærd, vi deler – fra? Hvornår begyndte vi at spørge, hvordan vi kan blive fri?

Jeg fandt svarene, mens jeg arbejdede på min bog om Alexander von Humboldt, Opfindelsen af naturen. Jeg fandt dem i Jena, en lille og ikke særlig kendt tysk by ved floden Saale, omkring to hundrede og fyrre kilometer sydvest for Berlin. For det var der, i 1790’erne, at Humboldt sluttede sig til en gruppe forfattere, digtere, litterater, filosoffer, essayister, redaktører, oversættere og dramatikere, der i begejstring over Den Franske Revolution satte jeget i centrum for deres tænkning. Det var i Jena, at deres ideer bragede sammen og blandede sig med hinanden, så det kunne mærkes som seismiske rystelser ud over alle de tyske småstater, ud i verden – og ind i vores bevidsthed.

På en tid, hvor folks liv i høj grad var styret af monarker og andre herskere, var denne gruppe besat af tanken om det frie menneske. ”Et menneske bør bestemme over sig selv,” dundrede filosoffen Johann Gottlieb Fichte ud over de forsamlede til sin første forelæsning i Jena, ”og aldrig lade sig definere af noget udefra.” Denne betoning af selvet og værdien af den individuelle erfaring blev gruppens ledestjerne.

I de omtrent ti år fra midt i 1790’erne og frem, hvor disse mennesker boede i Jena – et kort sekund i verdenshistorien – blev byen centrum for udviklingen af den vestlige verdens filosofi og et af de vigtigste arnesteder for dannelsen af moderne tænkning. I dag er det de færreste uden for Tyskland, der kender Jena, men det, der skete dér i løbet af de år, præger os stadig. Vi tænker stadig på samme måde som disse fremsynede tænkere, vi ser verden gennem deres forestillinger og mærker den med deres følelser. Vi er måske ikke klar over det, men deres måde at forstå verden på sætter stadig rammerne for vores liv og eksistens.

En af dem var Caroline Michaelis-Böhmer-Schlegel-Schelling, en kvinde, der bar både sin fars og sine tre ægtemænds navne, men som samtidig nægtede at lade sig begrænse af den rolle, samfundet

21 Prolog

tildelte kvinder. Det er hende, der står i centrum for denne inspirerende historie.

30. marts 1793. Hestevognen standsede brat og blev straks omringet af soldater. En preussisk officer trådte hen til vognen og åbnede døren. Indenfor sad en ung, velklædt kvinde og et barn. Han bad om navne og papirer og spurgte, hvor de kom fra. ”Fra Mainz? Böhmer?” sagde han, da han læste papirerne, to enkle spørgsmål, der ikke desto mindre afgjorde kvindens skæbne. Preusserne kendte godt til den unge enke Caroline Böhmer og vidste, at hun havde forbindelser til de franske revolutionære, der havde besat Mainz.

Caroline blev oprørt over spørgsmålene og beskyldningerne og nægtede at samarbejde. Senere skulle nogle af hendes venner fortælle, hvordan hun skrigende og råbende var blevet taget med til Frankfurt, hvor hun og hendes syvårige datter, Auguste, blev sat i husarrest med tre vagter for døren. Under afhøringen i vognen havde hun sarkastisk sagt til den officer, der noterede hendes svar, at ”han kunne være blevet en fremragende redaktør, så kort og koncist som han skrev alting ned.”

Så var hendes skæbne beseglet. Hendes bagage blev beslaglagt, og hun blev spærret inde, anklaget for at sympatisere med franskmændene, men uden nogen sinde at blive stillet for en ret. Den 8. april 1793, ni dage efter at hun var blevet pågrebet, blev hun og den lille Auguste tvunget ind i en vogn, der under bevogtning dannede bagtroppen til en kolonne af tyske revolutionære i lænker, på vej mod den gamle Königstein-fæstning, femten kilometer nordvest for Frankfurt og tredive kilometer nordøst for Mainz. Folk stod langs vejene og kastede rådne æg, sten og æbler efter kolonnen og vognen. Det var selvfølgelig værst for de mandlige fanger, der måtte gå hele vejen, mens de blev slået til blods af vagterne.

Et par timer senere kunne Caroline skimte fæstningen i det fjerne. Byen under den var kun ruiner, efter at preusserne havde bombar-

22 Prægtige rebeller

deret den for at jage franskmændene ud. Fangerne blev gennet ind gennem den buede port i de høje, ældgamle mure og ind på gårdspladsen, der lå halvt i skygge. Det var et skræmmende syn og absolut ikke noget sted for et barn. Solen nåede ikke ned på de kolde fliser, og mens de ventede, hørte de lyden af nøgler i jernlåse, vagternes støvletramp i gangene og indimellem en fjern jamren. Efter nogen tid blev Caroline og lille Auguste og flere andre kvinder puffet ind i et mørkt, snavset rum med nogle skidne halmmadrasser, et par bænke af råt træ og en balje grumset vand. Der lugtede indelukket og fugtigt. I de dage og uger, der fulgte, levede de af kartofler, som de gnavede af, og vand fra baljen, som de skovlede op i krus. Der gik ikke lang tid, før deres tøj og hår var levende af lus og lopper.

Det var så langt fra Carolines hidtidige tilværelse, man næsten kunne komme. Hun var datter af en professor ved universitetet i Göttingen i kurfyrstendømmet Braunschweig-Lüneburg, en velanset orientalist og teolog, der var lige så kendt for sit vid og sine bramfri vittigheder som for sin viden. Hun var vokset op i et stort og smukt, centralt beliggende byhus, som i årenes løb havde slået dørene op for folk som Goethe og den amerikanske revolutionshelt Benjamin Franklin foruden alle de studerende, der kom i farens forelæsningssal i stueetagen.

Caroline havde i sin opvækst været omgivet af bøger, intellektuelle samtaler og viden. Hun havde haft adgang til hele universitetets bibliotek og var blevet skolet i mange fag af huslærere. Hun var lærenem, talte adskillige sprog flydende og stavede lige så godt som enhver boglærd mand, hvad der var temmelig usædvanligt for unge kvinder dengang, også dem, der havde gået i skole. Da hun var femten, havde hun – som den selvsikre, frygtløse og ”lidt vilde” pige hun var – erklæret: ”Jeg stryger aldrig nogen med hårene. Jeg siger altid, hvad jeg mener og føler.” Hun var slank og ikke særlig høj, havde blå øjne, der gnistrede af nysgerrighed, og brunt hår, der faldt i tykke krøller. Ansigtet var smukt, om end koparret, og hun skelede let. Hun klædte sig elegant, havde mange bejlere og var bevidst om sit eget værd. Der var ikke meget, der skræmte Caroline.

23 Prolog

Da hun og hendes datter den 30. marts blev pågrebet af preusserne, var de netop flygtet ud af Mainz for at undslippe de næsten 50.000 preussiske og østrigske tropper, der nærmede sig for at generobre byen fra den franske revolutionshær. De havde boet der i lidt over et år og havde oplevet det, da franskmændene indtog byen i oktober året før, og da tyske revolutionære allerede dagen efter havde grundlagt selskabet Frihedens og Lighedens Venner. Byens adelige, præster, embedsmænd og ikke mindst fyrsten selv var flygtet ud af byen, mens andre havde budt den franske invasionshær og de nye demokratiske idealer velkommen. De, der blev, fæstnede en kokarde i trikolorens farver i hatten som symbol på revolutionen og marcherede i gaderne, mens de råbte ”Vivre libre ou mourir!” – friheden eller døden.

Som andre liberalt sindede tyskere havde også den niogtyveårige Caroline taget Den Franske Revolution til sig. Fire år tidligere, i juli 1789, havde hun læst, hvordan franskmændene havde stormet Bastillen i Paris og revet landets feudalistiske system op med rode. Hun kendte også revolutionens menneskerettighedserklæring, ”Déclaration des Droits de l’Homme et du Citoyen”, hvor der stod, at alle var lige. Mens tusindvis af vrede borgere marcherede til Versailles, og kongen og dronningen flygtede i panik, fortalte Caroline sin lillesøster om alle de fantastiske ting, der foregik i Frankrig. ”De rige skal trække sig, og de fattige skal herske,” sagde hun. Frihed, lighed og broderskab – revolutionens slagord – var et løfte om en ny verdensorden. Efter at franskmændene i århundreder havde trællet under despotiske monarker, der kun havde blik for de få og lod resten sulte, havde de grundlagt en republik og henrettet deres konge. Magten lå ikke længere hos de privilegerede få, men hos folket. Caroline var begejstret over, hvad der nu ville blive muligt. ”Vi lever trods alt i yderst interessante politiske tider,” skrev hun, kort efter at hun var kommet til Mainz. Hun havde det, som om hun var vidne til den største omvæltning nogensinde, en historisk begivenhed, hun ville kunne fortælle sine børnebørn. Det var svimlende og berusende. ”Hvem ved, om jeg ender med at blive

24 Prægtige rebeller

skudt,” sagde hun, men det holdt hende ikke tilbage. Hun ville have det hele med.

Hun tilbragte det meste af tiden i Mainz i selskab med Georg Forster, en gammel ven fra Göttingen, som frygtløst havde deltaget i kaptajn Cooks anden verdensomsejling i begyndelsen af 1770’erne. Han var også en af Tysklands ledende revolutionære skikkelser. Hver dag gik Caroline den korte tur fra sin bolig til hans. Om aftenen mødtes byens revolutionære i hans stue og drak te og diskuterede nyhederne fra Frankrig og deres egne planer om at gøre Mainz til en republik.

Caroline fulgte med i aviserne, diskuterede politik og revolution med både folk, hun kendte, og folk, hun ikke kendte, og var i det hele taget begejstret over at stå midt i begivenhedernes hvirvlende centrum. Hun oplevede det, da Frihedstræet i Mainz blev plantet, og folk dansede i kreds om det og sang til langt ud på natten. Hun gik til franskmændenes middage og fester – og snart begyndte rygterne at gå. Nogle påstod, hun havde en affære med general Custine, den øverstbefalende for de franske besættelsestropper, som Caroline spiste middag med flere gange. Andre at hun havde noget kørende med Georg Forster. Det hjalp ikke på sagen, at Caroline elskede at flirte og havde erklæret, at franske mænd var flottere end tyske.

Midt i marts 1793, et halvt år efter den franske besættelse, udråbte de tyske revolutionære republikken Mainz som den første republik på tysk jord. Men det var forbi, næsten før det var begyndt. To uger efter angreb preusserne. Caroline fandt det klogest at forlade byen, men hun var knap nok nået at køre femten kilometer, før hun blev pågrebet af preussiske soldater.

Fængslingen i Königsberg-fæstningen kunne næppe være sket på et værre tidspunkt. Hun og datteren både frøs og sultede og måtte dele madras med vildfremmede mennesker, men det var ikke det værste. Hun opdagede til sin skræk, at hun var gravid. En graviditet, der til overflod var resultatet af et stormfuldt møde under et bal i begyndelsen af februar, da Mainz stadig var besat af franskmændene. Faren var en attenårig fransk officer, hun kun mødte den

25 Prolog

ene gang. I en tid, hvor kvinder af hendes stand ikke havde lov til så meget som at være alene med en mand, blev Carolines opførsel betragtet som rent ud skandaløs.

Normalt kunne intet ryste Caroline, men hendes situation var nu så alvorlig, at det skræmte selv hende: Hun var enke, mor til en lille datter, gravid med en fransk soldat, fængslet af preusserne og anklaget for at stå i ledtog med fjenden. Hun havde tre, måske fire måneder, før graviditeten ville kunne ses. Hvis den blev opdaget, og hendes rygte for alvor led skibbrud, ville de måske tage hendes elskede datter fra hende.

Som ugerne gik, snørede hun korsettet strammere og strammere og begyndte at skrive til venner og bekendte med politiske forbindelser. En af hendes gamle beundrere havde en ven ved det preussiske hof, og hun skrev også til August Wilhelm Schlegel, en ung skribent, hun havde lært at kende i Göttingen, og som tilbad hende. Men preusserne nægtede at komme hende i møde. Alle vidste, at hun havde spist middag med general Custine og andre franskmænd, og det hjalp heller ikke på sagen, at lille Auguste gik rundt og råbte ”Vive la nation!” og skrålede Marseillaisen. For hver dag sank Caroline dybere ned i fortvivlelsen. ”Hvis jeg ikke snart kommer ud, vil mit liv være i fare,” skrev hun til sin ældste venindes mand og tiggede ham om hjælp. Hun fortalte ham også om sin tilstand, men sluttede af med: ”Du må ikke sige det til nogen.”

Midt i juni sad hun stadig fængslet. Vejret var usædvanlig koldt, så druerne frøs på vinstokkene på markerne uden for byen, og mor og datter fik svært ved at holde varmen i den fugtige celle. Auguste klarede sig bedre end Caroline, der led af morgenkvalme og havde tandkødsbetændelse. Hun trængte til frisk luft og motion, og manglen på begge dele gik ud over hendes helbred. Hun havde hovedpine og en hoste, der ikke gik over. Hun var bange. Selv om fronten var tredive kilometer væk, kunne hun stadig høre, hvordan preusserne lod kanonkuglerne regne ned over Mainz. Der kom hundredvis af nye fanger til fæstningen, hvor de fik så mange tæsk af preusserne, at nogle af dem døde af det.

26 Prægtige rebeller
Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.