Et luthersk samfund

formationsjubilæet og har resulteret i en lang række traditionelle forskningspublikationer. Redaktørerne bag denne bog har også redigeret antologien Lutheran Theology and the Shaping of Society: the Danish Monarchy as Example (Vandenhoeck & Ruprecht, 2018), hvor nogle af de samme tilgange til den lutherske teologi og dens betydning for dansk samfundsudvikling prøves af.

Her i bogen har vi valgt at fremstille resultaterne af vores forskning uden løbende litteraturreferencer for at fokusere på formidlingen. Til gengæld vil der til hvert kapitel være en kommenteret bibliografi over den litteratur, som kapitlet bygger på, og som er relevant for indholdet. Disse bibliografier findes under overskriften ”Litteraturgennemgang”. Her klargør vi vores position i feltet og giver inspiration til videre læsning om specifikke emner. Som baggrund for indledningen og bogens mere begivenhedshistoriske mellemstykker præsenteres feltets brede fremstillinger og tendenser i forskningen, mens den litteratur, der er relevant for bogens enkelte kapitler, præsenteres der, hvor der konkret trækkes på den. Formålet med bogen er ikke at levere en bred og altomfattende analyse af hverken reformationens konsekvenser eller velfærdsstatens fremvækst, men at følge et spor fra reformationen til velfærdsstaten som et bidrag til en forklaring af, hvorfor velfærdsstaten i Norden har fået den udformning, den har.

Bagerst i bogen er de kilder, som bogen bygger på, samt den litteratur, der henvises til samlet i en litteraturliste for hele bogen. Citater fra ældre dansk litteratur er moderniseret af forfatterne, der også har oversat ikkedanske citater. I de tilfælde, hvor forfatterne har anvendt en eksisterende oversættelse, er disse gennemsete med blik på originalen.

Et luthersk samfund

I denne bog argumenterer vi for, at det bliver mere meningsfuldt at diskutere reformationens betydning både generelt og konkret for den danske samfundsudvikling, hvis man tager udgangspunkt i en undersøgelse af kerneelementer i den lutherske teologi og de sociale forestillinger, som man kan læse ud af dem. Det er rimeligt at antage, at samfundet ikke blev påvirket gennem enkeltcitater fra Luthers mange tekster, men gennem det menneskesyn, det samfundssyn og de forestillinger om det sociale liv, der udsprang af teologien og på forskellig måde fandt vej ud i samfundet. De sociale forestillinger

På Lutherus Triumphans fra 1568 (ukendt kunstner) fremstilles Luther som helten, der med Guds ord alene og sammen med sine elever triumferer over paven i Rom. Reformationen var mange menneskers værk, men Luther blev omdrejningspunktet, og ofte blev personen Luther lige så vigtig som hans teologi, og han kom hurtigt til at lægge navn til kirker, der fulgte i sporet fra reformationen i Wittenberg.

fra teologien kan øve indflydelse på samfundet ad forskellige kanaler, der ikke udelukker hinanden, men tværtimod må antages at forstærke hinanden: gennem de politiske systemer, gennem lovgivning, gennem det, befolkningen lærer om religionen og herfra omsætter til handlemønstre og forestillinger om rigtigt og forkert og sociale spilleregler. Når vi bruger begrebet sociale forestillinger, så er det ud fra den præmis, at det tydeliggør en mulig prægning også af sociale relationer, som ikke umiddelbart har direkte med religion at gøre. Når vi undlader at tale om religion som social disciplinering, er det især for at undgå de implikationer af delvist uretmæssig magtudøvelse, der følger med brugen af begrebet. Alle samfund er til alle tider underlagt social disciplinering efter herskende normer, og når disse normer er religiøse, virker religionen som en form for normsætter, der disciplineres ud fra. Det samme gør imidlertid tanker om demokrati, menneskeret og ligestilling, der blot er måder at indrette samfundet på, som vi i dag betragter som de rigtige og derfor ikke så ofte taler om som social disciplinering. Begrebet om social disciplinering bliver dermed upræcist, når vi skal forstå reformationens samfundsmæssige betydning.

Efter indledningen beskriver vi i kapitel 1, hvordan det lutherske samfund ser ud med et teologisk blik. Det undersøges, hvordan det nye gudsforhold hos Luther blev omsat i hans teologiske tekster til en samfunds- og verdensforståelse, der indeholdt tydelige forestillinger om, hvordan livet skulle leves, og hvad man kunne forvente af hinanden og sig selv. Samtidig præsenterer kapitlet den ’lutherske’ teologi som den teologi, der udsprang af det teologiske miljø i Wittenberg på Luthers tid. Et miljø og en teologisk tænkning, der også rummede Philipp Melanchthon og Johannes Bugenhagen. Sammen udformede de den teologi, der lagde grunden til de bekendelsesskrifter, der udgjorde grundlaget for den evangelisk-lutherske konfession, og deres teologi vedblev at være en ressource og målestok for eftertidens tolkninger af, hvad lutherdom var.

Når reformationens betydning for det danske samfund diskuteres, sker det ofte med fokus på perioden frem til enevældens indførelse i 1660. Det er et fokus, der vægter de umiddelbare forandringer efter reformationen og under Christian 4. Det er en pointe i denne bog, at den lutherske indflydelse på det danske samfund på mange måder kulminerede med enevældens indførelse, og at reformationens påvirkning skal undersøges i et længere

perspektiv end til 1660 for at kunne afdækkes. Den kongelov, der blev givet i 1665 og udgjorde enevældens konstitution, forpligtede kongen politisk på Den Augsburgske Bekendelse, et af de centrale lutherske bekendelsesskrifter. Indtil da havde forpligtelsen været religiøs gennem Kirkeordinansen. Selvom denne også forpligtede kongen som kirkens overhoved, var den politiske forpligtelse på at sikre, at landets indbyggere efterlevede den rette tro, helt tydelig med Kongeloven. Kapitel 2 undersøger derfor, hvordan forpligtelsen på Den Augsburgske Bekendelse afspejles i legitimeringen af kongens autoritet, i autoritetens sociale forpligtelser på alle samfundsniveauer og i lovgivningen. Lovgivning er en vej til at skabe dybt kulturelt indlejrede forståelser af rigtigt og forkert, af god moral, og betragtes her som et af de steder, hvor lutherdommens sociale forestillinger prægede samfundet. Kapitlet argumenterer for, at der også i slutningen af 1700-tallet var sammenhæng mellem det, der forstås som kongens religiøse forpligtelse og lovgivningen. Det er et argument for, at centrale elementer af den lutherske sociallære blev videreført i lovgivning og samfundsforståelse som kristen kulturarv i en epoke, der traditionelt forstås som sekulariseret.

Etablering af skoler og en generel læsefærdighed, fordi befolkningen selv skulle kunne læse Guds ord, er udpeget som et af reformationens store samfundsmæssige bidrag. I Danmark blev Luthers Lille Katekismus obligatorisk børnelærdom med Kirkeordinansen 1537/39. Kapitel 3 undersøger derfor, hvad det var for en samfundsorden, og hvad det var for sociale forestillinger, børnene blev præsenteret for i denne katekismus. Den blev i forbindelse med indførelsen af den obligatoriske konfirmation i 1736 suppleret med biskop Erik Pontoppidans forklaring af katekismen, Sandhed til Gudfrygtighed udi en enfoldig og efter Mulighed kort, dog tilstrækkelig Forklaring over salig Doctor Morten Luthers liden Katekismus, fra 1737 (herefter benævnt Sandhed til Gudfrygtighed). Pontoppidans forklaring var statsautoriseret og blev i 1791 afløst af en anden statsautoriseret forklaring, nemlig biskop Balles Lærebog i den Evangelisk-christelige Religion. De tre katekismer ses i kraft af deres centrale position som obligatorisk børnelærdom som repræsentative for den religiøst legitimerede samfundsorden, der blev undervist efter og prædiket i fra reformationen og op i 1800-tallet. Nogle steder læste man Luthers Lille Katekismus helt op i det 20. århundrede. Kapitel 3 undersøger ud fra begreberne synd, tillid og autoritet den sam-

fundsorden og de sociale forestillinger, som indbyggerne blev præsenteret for gennem katekismerne.

Husstanden var en central institution i hele det tidlig moderne Europa. Men for Luther blev husstanden den eneste mulighed. Den katolske kirke rummede en mulighed for et alternativt liv, ovenikøbet et mere helligt liv, i klosteret, uden for familien og husstanden. I den lutherske sociallære leves det gode og det hellige liv i husstanden. Husstanden er en af de tre stænder i den lutherske trestandslære, der udgør en model for samfundets sociale strukturer og autoritetsrelationer. De to andre stænder er øvrigheden eller regeringsstanden og kirken eller lærestanden. Husstanden er den centrale. Husstanden rummede ikke bare kernefamilien, men alle, der boede sammen med familien, dvs. slægtninge, tjenestefolk, lærlinge og andre logerende. Alle sociale relationer byggede på det fjerde bud, du skal ære din far og din mor. Buddet skal forstås som en gensidig relation, hvor lydighedspligten hos de underordnede modsvares af sociale forpligtelser hos de overordnede, hos autoriteterne. Det gælder ikke kun i husstanden, men også i kirkestanden og i regeringsstanden, fordi alle autoriteter skal æres som forældre. Kapitel 4 undersøger, hvilke sociale forpligtelser husstandens autoriteter havde ifølge de religiøse normer, hvordan de afspejledes i lovgivningen, og hvordan de blev forstået og udøvet i praksis.

Arbejdet var centralt for Luther, ikke kun for de fattige, men for alle. Det var gennem arbejdet, at man tjente, ikke kun sit brød og sine medmennesker, men også Gud og øvrigheden. Max Weber forbandt i begyndelsen af det 20. århundrede den protestantiske etik med høj arbejdsmoral og forstod denne etik som grundlaget for kapitalismen. Webers udgangspunkt var imidlertid den calvinske teologi og den reformerte kirke. Kapitel 5 undersøger den lutherske betydning af arbejdet som en del af sociallæren og stiller skarpt på, hvordan Luther her adskilte sig fra Jean Calvin (1509-1564) og andre samtidige med fokus på samarbejdet som en del af den lutherske arbejdsetik. Desuden diskuteres det, i hvilket omfang den lutherske arbejdsetik har været med til at forme det moderne samfund.

Et af de områder, hvor autoritetens sociale forpligtelse kom til udtryk, var i fattighjælpen. Med reformationen overgik ansvaret for samfundets fattige og syge fra kirken til staten. Samtidig kunne man ikke længere få aflad for at give almisser til de fattige. I den katolske kirke var fattigdommen

dels prisværdig som en måde at gå i Jesu fodspor på (tiggermunkene), dels havde de fattige den funktion, at de rige fik aflad for deres synder og dermed kortere tid i skærsilden ved at give almisser. Luther afskaffede skærsilden og afladstanken med sine 95 teser i 1517. Samtidig gjorde han op med synet på fattigdom som noget positivt. Men det betød ikke, at man ikke længere skulle give til de fattige. Næstekærligheden og dermed pligten til at hjælpe næsten i nød er central i den lutherske teologi. De Ti Bud indeholder et alment og generelt forbud mod synd, men også en indirekte anvisning på de gode gerninger, man skylder sin næste. Det syvende bud, du må ikke stjæle, bliver også et bud om at hjælpe hinanden. Kapitel 6 behandler det statslige ansvar for fattige og tiggere, som var et resultat af reformationen, og som er indeholdt i den lutherske teologi. Kapitlet viser, hvordan alle fattige var omfattet af statens ansvar, og hvordan staten gennem tugt, forstået som opdragelse, forsøgte at gøre de fattige og tiggerne til gode borgere. Arbejdet var en central del af opdragelsen af de fattige og af den kristne pligt.

Kapitel 7 viser, hvordan den lutherske samfundsmodel i form af bestemte forståelser af autoriteten og dens sociale ansvar blev transformeret over i det demokrati, der langsomt etablerede sig i det 19. århundrede. Grundloven i 1849 udgør udgangspunktet for kapitlet. Den stemmeret, der blev indført i 1849, var en husbondvalgret, der byggede på den forståelse af husbondens autoritet og ansvar, som havde præget samfundet under enevælden. Samtidig garanterede Grundloven alle danske medborgere sociale rettigheder i form af forsørgelse og skole, rettigheder, individet i hvert fald delvist tidligere havde haft i husstanden. Samfundet blev en udvidet husstand for den politiske medborger, og det sociale ansvar fra husstanden flyttede implicit med ligesom retten til hjælp. Det betød, at staten efterhånden fik en mere central rolle i det sociale arbejde, og at det sociale ansvar blev politiseret. Med politiseringen blev det sociale ansvar og de sociale kompetencer også grundlaget for kravet om kvindelig stemmeret, der i højere grad blev tildelt pga. sociale kompetencer, end pga. et argument om lige rettigheder. Dermed blev husstandsforståelsen med de sociale relationer og kønnede ansvarsområder grundlaget for både forståelsen af det politiske (demokratiet) og det sociale ansvar (velfærdsstaten) samt borgerens sociale rettigheder. Til sidst i bogen diskuteres det, hvad den lutherske kulturarv har betydet tidligere og betyder for samfundet i dag.