REFORMATIONEN I DANMARK

Reformationen var en langstrakt proces, der for alvor tog sin begyndelse i 1517, da Martin Luthers 95 teser mod den katolske kirkes afladspraksis blev slået op på kirkedøren i Wittenberg. Når 95 teser mod afladshandel kunne ændre Europa både religiøst og politisk, skyldtes det datidens sammenvævning af religion og politik. Kirken havde sin egen organisation ved siden af de forskellige staters verdslige styre. Den havde sit centrum i Rom. Her fungerede pavens kurie bl.a. som øverste domstol i kirkelige sager. Samtidig udgjorde gejstligheden en politisk enhed i de enkelte lande. Biskopperne rådede over store godsmængder og havde i Danmark fx plads i rigsrådet. Det gav mange overlap mellem kirke og stat, og op gennem middelalderen havde paven i Rom og skiftende kejsere kæmpet om magten, og om hvem der var kristenhedens øverste leder. Set fra kirkens synspunkt kunne der kun være én kejser i Europa, ligesom der kun kunne være én pave. Til og med kejser Karl 5.s kroning i 1530 var det paven, der kronede kejseren, der således havde sin magt ”af Guds nåde”. Sådan forstod mange kejsere det også selv.

Danmark lå uden for kejserriget, men den danske konge var også hertug i Slesvig og Holsten, og Holsten var et hertugdømme i Det Tysk-romerske Rige. Den danske konge kunne deltage i rigsdagene i kejserriget, fordi han deltog som holstensk hertug. Da Luther offentliggjorde sine 95 teser, bragte det ham på kollisionskurs med paven i Rom. Af hensyn til den indre stabilitet i riget måtte den tysk-romerske kejser Karl 5. slå ned på det religiøse oprør, og derfor skulle Luther i 1521 forsvare sine teologiske synspunkter ved rigsdagen i Worms. Blandt tilhørerne i Worms var den danske konges fætter, Christian (senere Christian 3.), der i en alder af 18 år var på en større rejse i Tyskland.

I Danmark var de politiske og religiøse forhold komplicerede. Christian 2. havde i 1520 erobret store dele af Sverige og ladet sig hylde som arvekonge over det svenske rige. Det var et forsøg på at genetablere Kalmarunionen, der havde samlet Norden under dansk herredømme fra 1397 til reelt 1448. For at befæste sin magt over Sverige havde Christian 2. i forbindelse med kroningsfestlighederne ladet over 80 svenskere, blandt dem to biskopper og en række førende højadelsmænd, halshugge. De havde udgjort kernen i modstanden mod ham. En begivenhed, der er kendt som Det Stockholmske Blodbad. I mellemtiden var en ung svensk adelsmand, Gustav Vasa, undsluppet sit danske fangenskab på Kalø Slot. Han samlede den svenske almue til oprør, og i 1523 måtte Christian 2. opgive Sverige.

Christian 2. var upopulær i Danmark på grund af de skatter, han opkrævede for at kunne betale for sine krige. Men adelen var også utilfreds med hans lovgivning. Christian 2. havde i 1522 gennemført et stort lovkompleks, der var inspireret af tidens humanistiske og teologiske reformtanker og bl.a. styrkede bøndernes og borgernes retsstilling. Den jyske adel førte an i et oprør, hvor de afsvor deres troskabsed til kongen og allierede sig med kongens farbror, den senere Frederik 1. I 1523 måtte Christian 2. opgive kampen om den danske trone og drage i eksil. Herefter kronede rigsrådet Frederik 1. som konge. Da Christian 2. i 1531 forsøgte at generobre tronen, blev han fængslet og holdt i dansk fangenskab frem til sin død i 1559, først på Sønderborg Slot og fra 1549 på Kalundborg.

Med kroningen af Frederik 1. blev den unge hertug Christian, der havde overværet rigsdagen i Worms, den oplagte arving til den danske krone. Christian var i Worms blevet fascineret af både Luthers person og hans teologi. Han var livet igennem i kontakt med reformatorerne fra Wittenberg, ikke kun med Luther, men også med Melanchthon og Bugenhagen. Frederik 1. havde i sin håndfæstning lovet at bekæmpe reformationen, men fra midten af 1520’erne var han ikke helt afvisende over for reformationens tanker, og han understøttede på flere måder den evangeliske sag, som langsomt vandt indpas i riget i løbet af hans regeringstid. Frederik 1. gav således betydeligt mere frihed til de evangeliske, som man kaldte folk, der var inspireret af den nye teologi, end han havde lovet rigsrådet.

Da Frederik 1. døde i 1533, var rigsrådets medlemmer uenige om, hvem der skulle efterfølge ham på tronen. Rådet bestod af de katolske biskopper og et antal repræsentanter for adelen, der både havde en katolsk og en protestantisk fløj. Valget stod mellem kongens søn, hertug Christian, med de kendte lutherske tilbøjeligheder og den fængslede Christian 2., hvis religiøse tilhørsforhold var mere usikkert. Hertug Christian havde som regerende hertug i en mindre del af Nordslesvig ligefrem gennemført en række reformer inspireret af Luthers ideer. Christian 2. derimod var skiftet fra den katolske til den evangeliske tro og tilbage igen; det sidste måske mest i jagten på politiske alliancemuligheder, der kunne hjælpe ham med at genvinde den danske trone. I 1533 var han igen konverteret til den evangeliske tro, og valget stod derfor reelt mellem to lutherske fyrster.

I første omgang valgte rigsrådet at udskyde det umulige valg et år og selv regere landet i mellemtiden. I 1534 udbrød der krig mellem en især sjællandsk og skånsk fløj, der støttet af Lübeck prøvede at bringe Christian 2. tilbage til magten, og en fynsk og jysk fløj, der med hjælp fra hertugdømmerne og Nederlandene støttede hertug Christian. Den sidste fløj blev den sejrende i denne borgerkrig, Grevens Fejde. Christian 3. blev valgt som konge, og den 30. oktober 1536 udstedte han Den Københavnske Reces om reformationen.

Recessen var afslutningen på den borgerkrig, der havde hærget landet i to år, og kulminationen på den proces, der gik forud, hvor reformationens tanker langsomt havde vundet indpas i riget. Med recessen lagde Christian 3. ansvaret for borgerkrigen på de katolske biskopper og på rigsrådets beslutning om at udskyde kongevalget. Han fratog biskopperne deres embeder og gods. Recessen slog fast, at der skulle uddannes præster, der kunne prædike den rette evangeliske lære til folket. Og for at forhindre en gentagelse af borgerkrigen blev det understreget, at den kommende konge skulle vælges i den regerende konges levetid, i praksis arvekongedømme.

Der er altså ingen tvivl om, at reformationens indførelse styrkede kongemagten økonomisk og politisk. Borgerkrigen gav Christian 3. mulighed for at følge sin sejr og kroning op med en række manifestationer af både egen magt og den nye evangelisk-lutherske tro. Adelen stod også delvist styrket tilbage. Den var nu den eneste stand med politisk magt og sad på alle pladser i rigsrådet. Konkurrencen fra gejstligheden var væk, men det samme var alliancemulighederne og de oplagte karrieremuligheder for adelige, som den katolske kirke havde været rig på.