Af samme forfatter på dansk:
Kræmmerfund og kærlighed (2020)
Sølvtøj og sød musik (2021)
Falske perler og brændte hjerter (2022)
Roman på dansk ved rikke toft kleemann
Lyserød lak og gyldne løfter er oversat fra svensk af Rikke Toft Kleemann efter
Sprucket läder och svikna löften
Copyright © 2019 Historiska Media & Ewa Klingberg
Dansk udgave: Copyright © Gads Forlag 2023
Published by agreement with agentur literatur Gudrun Hebel, Berlin ISBN: 978-87-12-06683-5
1. udgave, 1. oplag
Omslag: Lonnie Hamborg, Imperiet
Bogen er sat med Minion Pro hos BogGrafisk og trykt hos ScandBook
Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.
Læs om Gads Forlags klimakompensering af vores bogproduktion på gad.dk
Køen rørte sig ikke ud af stedet. Som om den tog sig et hvil til ære for langfredag. Fra en klar, blå himmel ramte solens stråler de beskidte snebunker. Bække af smeltevand banede sig ligesom en rislende forårsbæk vej hen over pladsen foran messehallen. Lollo så ned på sine støvler, lige så vintertrætte og slidte som hende selv. Foran hende stod en buttet kvinde med farvet hår og alt for lange øjenvipper. Kvinden pillede ved sin telefon med klolignende negle i glittersølv med et strejf af neon. Lollo ville aldrig selv lave sådan nogle negle på en kunde. Ikke engang med en pistol for panden.
Præcis klokken ti begyndte de, der stod i køen til højre, at bevæge sig i retning af dørene. Hvert år blev hun lige overrasket over, hvor mange mennesker der fandt vej til Jönköping og den årlige bilmesse. Lollo havde troet, at hun havde foretaget et klogt valg, da hun havde bestilt og betalt for sin billet i forvejen. Fejlen var bare, at de fleste havde tænkt det samme. En anelse opgivende så hun hen på dem, der købte billetter på stedet, og derefter med lange skridt forsvandt ind ad dørene. Nå ja, hun havde i det mindste sparet tredive kroner.
Et kvarter senere stod Lollo indenfor i messehallen med
messekataloget i hånden. Hun kunne bedst lide klassiske biler fra 50’erne og 60’erne, men hun havde besluttet sig for at opsøge alt fra de dyreste modeller til biler, hvis fornemmeste opgave var at agere bashøjtalere.
Jakken foldede hun sammen og lagde ned i rygsækken, inden hun gik over til kiosken, hvor hun købte en flaske vand. Mens hun overvejede, hvor hun skulle starte sin rundtur, skruede hun låget af og tog en tår. Den lavmælte summen tog til omkring hende i takt med, at messehallen blev fyldt op af mennesker, og hun bestemte sig for at følge med strømmen. Hun slentrede afslappet ned langs rækken af biler. Ved en lyserød Cadillac med en køler på størrelse med en hvalhaj stoppede Lollo op. Hun holdt en hånd frem og sammenlignede farven med den på sine negle. Nuanceforskellen var hårfin. Med hovedet på skrå bakkede hun og nærstuderede bilens detaljer: brede dæk, blanke fælge og skinnende krom. Sidste år havde hun gået rundt her og drømt sammen med Anders. Men han brød sig ikke om amerikanske biler og i særdeleshed ikke lyserøde luksusbiler. Skuffet konstaterede Lollo, at originalbetrækket var skiftet ud med en imitation af krokodilleskind, der ganske vist var hvidt, men alligevel var helt forkert. Endnu værre var leopardmønsteret længst nede på dørene. For ikke at tale om det revnede bagsæde. “Hvad synes du?”
Lollo blev overrasket af den skingre og påtrængende stemme. Hun rankede ryggen og tog et skridt mere bagud. Manden med det skingre tonefald fulgte efter og stoppede ikke, før afstanden mellem dem var mindre end tyve centimeter. Ånden stank af cigaretrøg, og Lollo indså, at hun var fanget mellem bilen og standens bagvæg.
“Den er til salg,” fortsatte han. “Jeg kan se i dine øjne, at du er interesseret.”
Lollo affærdigede ham med en hånd. “Undskyld mig,” sagde hun.
Da han ikke gjorde tilløb til at flytte sig, hævede Lollo stemmen. “Lad mig komme forbi!”
Et midaldrende par kiggede hen mod dem, og manden trådte til side. Ubehagelig til mode gik Lollo derfra og videre ind i den næste messehal. Her var stemningen en helt anden. Tonen mellem udstillere og besøgende var hjertelig, og køretøjerne, der blev vist frem, var familiebiler fra en svunden tid. Ejerne af en rød Amazon med nypudset krom deltes om pladsen med en Folkevognsboble fra 50’erne. Et solbleget telt og et skævt campingbord sammen med nogle skamler, der kunne slås sammen, fik Lollo til at huske et sort-hvidt fotografi i morens fotoalbum. Det var symbolet på det svenske folkehjem. Lollo var næsten sikker på, at termokanden med rattan var fyldt med kogekaffe, og kanelsnurrerne så ægte ud. Var hun blevet spurgt, havde hun med glæde sat sig.
Montren var fuld af prikkede kjoler og ternede bukser. Det meste af hendes vintagetøj lå pakket ned i kasser på loftsrummet sammen med resten af hendes liv. Lollo lod en hånd glide hen over et bredt lakbælte, der lå rullet sammen ved siden af en lille laktaske og et par sko med åben tå. Alt i skinnende hvidt. I tankerne tilføjede hun en perlehalskæde og matchende øreringe. Det var lige før, at hun besluttede sig for at købe det fine tilbehør, da hun kom i tanke om, at det liv var forbi.
Lollo trak på skuldrene. Hun havde besluttet sig for at blive voksen, holde op med at drømme om 50’erne og leve livet nu og her. Det havde været dumt af hende overhovedet at tage herud.
Hvad skulle hun her? Hun så sig omkring. De fleste besøgende var helt almindelige mennesker i alle aldre, der ikke var majet ud i tåbeligt, gammelt tøj.
Lollo rev sig løs fra montren og fortsatte langs rækken af knallerter og Vespa-modeller. Ikke engang tandemknallerten, som kunne anes gennem mængden af nysgerrige tilskuere, kunne få hende i bedre humør. Længst væk i hallen, hvor et pust af frisk luft strømmede ind fra en åben bagdør, lod hun blikket glide hen over de små, søde Fiat-biler. Allerbedst kunne hun lide den sorte Topolino. “Lollo?”
Hun drejede rundt og stod ansigt til ansigt med Lars Berggren. På hans skuldre sad en sød lille pige.
“Hej,” sagde Lollo.
“Så det var dig,” sagde han og smilede.
“Jeg ved det …” sagde hun og tænkte på sit hår med den ti centimeter lange udgroning, jeansene og den slidte læderjakke.
“Rasmus har du mødt tidligere,” sagde Lars, idet en høj ung mand rakte hånden frem mod hende.
Hun hilste på ham, mens hun prøvede at huske ham. Det var nogle år siden, at Lars flyttede ud af lejligheden på Vättergatan 4. Så lyste hun op i et smil.
“Knallertbøllen!” sagde hun.
Rasmus nikkede.
“Undskyld,” sagde han. “Jeg må have været helt forfærdelig.”
“Overhovedet ikke,” sagde Lollo. “Du var et friskt pust.”
“Og det her er min datter, Ebba,” tilføjede Lars.
Han løftede pigen, der virkede stor nok til at kunne gå på sine egne ben, ned.
“Hej Ebba,” sagde Lollo.
“Og hvor har du Anders henne?”
Lars så sig omkring, og Lollo tog tilløb.
“Vi er gået fra hinanden.”
Hun havde stadig svært ved at tale om det, at sige de ord, der fortalte, at hun var alene. Vraget og forladt.
“Det er jeg ked af at høre,” sagde Lars.
Lollo smilede til pigen med den mørke hud og det krøllede hår. Hun vidste, at Lars’ ekskone var kommet hjem fra sin udstationering for Læger uden Grænser i Afrika, og at de havde fundet sammen igen efter at have været skilt i flere år.
“Som du sikkert allerede har gættet,” fortsatte Lars, som om han havde læst hendes tanker, “så havde Jessika Ebba med hjem.” Rasmus afbrød dem.
“Vidste I, at ejerne til den gule Fiat har kørt tur-retur til Rom i den og desuden sovet i bilen? To voksne mænd altså.”
“Det må være en joke,” sagde Lollo. “Det lyder umuligt.”
Lollo overvejede, om de havde sovet med fødderne stikkende ud ad sideruderne.
“Hvad siger du, far?” fortsatte Rasmus. “Ville det være noget til sommerferien? Vi kan stoppe Ebba ned i handskerummet.”
Lars lo.
“Vil tro, at du bliver den første, der opgiver,” sagde han henvendt til sønnen.
Ebba trak Lars i hånden.
“Jeg er sulten,” erklærede hun.
Lars så på uret og fortsatte: “Selvfølgelig er du det.”
Så spurgte han Lollo, om han måtte byde hende på en bid mad. Hun rystede på hovedet.
“Jeg er træt og skal snart hjemad,” sagde hun. “Men tak for tilbuddet.”
Lollo så langt efter Lars. Hvor gammel var han? Hun havde en idé om, at han var fyldt halvtreds. Han så yngre ud. Jeansene sad som støbt hen over ballerne, ryggen var rank, og skuldrene brede … Hvad tænkte hun på? Lars havde sin familie, og hun var henvist til et ufrivilligt singleliv.
Hun rystede på hovedet. Gennem den åbne dør hørte hun motorer, der gassede op, hurraråb og applaus. En skarp lugt af brændte dæk nåede hendes næse. Støjen gjorde hende nysgerrig, og hun trådte udenfor lige i tide til at se tågen lette, da de ivrige chauffører nåede i mål. Lidt længere væk sås en luksusjeep gå op på baghjulene. Hun blev stående lidt endnu, men havde svært ved at blive rigtig grebet af opvisningen. Fra den venstre lægte rejste Cadillac-manden sig, og Lollo fik travlt med at komme væk derfra. Hun forlod udstillingen, og det første, hun så, da hun kom ud fra messehallen, var bussen til Huskvarna, der kørte ud fra busholdepladsen.
Lollo bandede lavmælt, men kunne mærke forårssolen varme sig. Hun besluttede sig for, at en halv times gåtur ville gøre hende godt, selvom hun allerede havde vandret rundt inde på messen i lang tid. Hun begav sig af sted og kunne mærke pulsen stige. På begge sider af vejen bredte Vättersnäs sig ud med sine villaer og ældre flerfamiliehuse. Hun passerede nogle industrilokaler, inden hun nåede frem til åen.
På broen stoppede hun op og fulgte vandet, der sløvt bevægede sig ud mod udløbet i Vättern. Der lugtede af åvand, og hun kunne høre ænder skvadre. Så gik hun op over motorvejen og ned på Torsgatan. I næste kryds drejede hun til højre ind på
Vättergatan. Ud for nummer 4 stoppede hun op. Misfornøjet så hun ind ad de beskidte ruder til Lollos Neglesalon. Skiltene var de samme som til jul. Hun havde kun taget nisserne og de glitrende pakker væk. Men den afblegede granguirlande hang der stadig sammen med nogle gaveforslag pakket ind i masser af cellofan, og ud over det hele lå et ordentligt lag støv. Ikke mærkeligt at hun havde mistet kunder.
Lollo åbnede døren og listede op ad trapperne, bange for, at enten Felicia eller Jonathan skulle høre hende og stikke hovedet ud, når hun passerede deres lejlighed. Lige i dag orkede Lollo ikke flere mennesker omkring sig. Hun var taknemmelig over for Felicia, der havde ladet hende leje værelset med tekøkken og badeværelse. Hendes tanker fortsatte til loftsrummet og de ting, hun opbevarede der. Tøjet, bøgerne, fotoalbummene og de få møbler, hun havde taget med sig fra Anders. Til trods for at der ikke var mange år til, at hun fyldte halvtreds, havde hun hele sit liv pakket ned i nogle få flyttekasser.
Det var anden påskedag, og uden for vinduet var alt gråt, bortset fra nogle påskeliljer i en krukke ved døren til det pudsige trekantede hus på den anden side af gaden.
Lollo bøjede sig ned og tog beholderen ud på jukeboksens bagside. Hun hældte mønterne ned i en stofpose, samtlige enkroner var i sølv og viste Gustav VI Adolf i profil. Ingen andre duede til hendes skinnende Wurlitzer. Da hun satte beholderen ind igen, puttede hun en krone i møntindkastet. Den velsmurte maskine gik straks i gang og fyldte salonen med tonerne af “Rock around the clock” med Bill Haley.
I takt med musikken lod hun støvekosten feje hen over det lave teakbord og så på det spor, der blev dannet i det tykke støvlag. Da hun så op, fik hun øje på det florlette spindelvæv i lampen. Edderkoppen lod gudskelov til at have forladt sit værk.
I stilheden, der opstod, da sangen var slut, kunne hun høre en jamren efterfulgt af en stædig kradsen. Lollo åbnede døren ud til trappeopgangen, og ind kom Clown.
“Hej,” sagde hun til den sorte kat, der med halen lige i vejret gik direkte ind i salonen, hoppede op i en af de stofbetrukne stole og lagde sig godt til rette.
Clown plejede at flygte på stedet, når jukeboksen gik i gang, så Lollo afstod fra at putte endnu en krone i. I stedet tændte hun for lyset i det runde 50’er-skab bag disken. Glasset var blakket, og hylderne var gabende tomme, hvilket sladrede om, at hun ikke havde bestilt varer længe. Der manglede mange af neglelakfarverne, og der var næsten ingen håndcremer tilbage. Hun kunne huske, hvor stolt hun havde været, da hun havde vundet auktionen på nettet og kunne afhente butiksinteriøret, der stammede fra en frisørsalon i Gamla Stan i Stockholm. Skabet fremkaldte sammen med den yndige disk præcis den stemning, hun havde tænkt sig, da hun for næsten fem år siden havde åbnet sin egen neglesalon. I begyndelsen havde hun smilet bredt, hver gang hun satte nøglen i låsen og trådte ind i sit eget lille univers. Hun havde virkelig elsket sin salon og sine kunder. Det var let at elske mennesker, der var taknemmelige og glade. Hun tændte for computeren og loggede ind hos sin hovedleverandør. På den første side flagrede nyhederne forbi, men Lollo klikkede sig hurtigt videre. Hun skulle bare bestille det allermest nødvendige. Derefter tjekkede hun ugens bookinger. Der var virkelig ikke mange. Men det kunne hun kun give sig selv skylden for. Vinduesudstillingen indbød næppe til spontane bookinger, og hun havde holdt sig væk fra de sociale medier, lige siden Anders forlod hende. For det var ham, der havde forladt hende, selvom det var hende, der havde pakket sin taske og var gået. Hvor hun skulle have gjort af sig selv, hvis ikke Felicia havde tilbudt hende værelset nogle etager højere oppe, turde hun slet ikke tænke på. Nå, det var vinduesudstillingen, hun kom fra. Lollo rystede på hovedet ad sin elendighed og hentede en kasse fra baglokalet, der udgjorde både lager og kontor. Uden at tænke mere over det
tømte hun begge vinduer. Da hun var færdig, tændte hun for støvsugeren. Clown løftede hovedet og gloede på hende.
“Det var ikke mig, der bad dig om at komme herind,” sagde hun og trak på smilebåndet af kattens sure mine.
“Hallo!” Felicia åbnede døren, inden bankelyden overhovedet var stilnet af. “Har du set Clown?”
“Han ligger her,” svarede Lollo.
“Hold da op,” sagde Felicia. “Er du gået i gang med forårsrengøringen?”
Hun strøg katten over ryggen og så sig rundt.
“De der ruder trænger til mere end en almindelig vinduespudsning,” fortsatte hun i et tonefald, der fik hende til at fremstå som en professionel. “Du kan låne det elektriske mirakel, jeg arvede efter Ann-Marie.”
Lollo tænkte på den gamle dame, der havde boet i huset, da Felicia overtog ejendommen. I Ann-Maries køkken fik alle, der trængte til det, en kop kaffe, en kanelbolle og nogle trøstende ord. Ann-Marie havde testamenteret alle sine aktiver inklusive katten Clown til Felicia, der på den måde fik mulighed for at forvalte huset på Vättergatan 4 på bedst tænkelige måde.
“Jeg forstår ikke, hvordan det kunne gå sådan her,” sagde Lollo.
Hun skammede sig over at have ladet salonen forfalde. Felicia lagde en arm rundt om hendes skuldre og gav hende et let klem.
“Det er helt okay at være ked af det,” sagde hun. “Andet ville være mærkeligt.”
Lollo nikkede. Struben snørede sig sammen, og hun snøftede lidt. Det var det samme hver gang, at nogen sagde noget venligt til hende. Anders og hendes forhold var gået i stykker bid for bid, og de havde tudet ørerne fulde på hinanden. Men
alligevel følte Lollo sig som den fortabte part. Som om Anders var bedre, end hun var. Og ham der fortjente at beholde huset og begge bilerne fra de tidlige 60’ere. Selvom det havde været hendes eget forslag.
Felicia trak en papirserviet ud af beholderen på disken og rakte den til Lollo.
“Nu henter jeg vinduesvaskeren, og så sætter du kaffe over,” sagde hun.
“Der er ikke mere kaffe.”
“Det går nok.”
Døren gik i bag Felicia, og Clown lagde hovedet ned på poterne igen og lukkede øjnene.
Da Felicia vendte tilbage med maskinen i den ene hånd og en bakke dirrende i den anden, skyndte Lollo sig derhen for at redde kaffekopperne og Gustafs muffins fra at ryge på gulvet. Gustafs Konditori lå på hjørnet en husblok væk og var Felicias hofleverandør.
“Jeg er uduelig til at pynte butiksvinduer,” sagde Lollo. “Det er du derimod altid så god til.”
Felicia, som havde munden fuld, gestikulerede, at hun havde noget at sige, når hun havde tygget færdigt.
“Måske,” sagde hun, da hun havde slugt mundfulden. “Men jeg kopierer bare andre. Ser jeg noget, jeg godt kan lide, gør jeg bare det samme.”
Hun tog et boligmagasin op og bladrede i det.
“Se her!” Felicia holdt en annonce for vandkander i zink op. “Kan du se kanden fyldt med pæoner?”
Lollo nikkede.
“Plejer du at tjekke mine vinduesudstillinger?”
Lollo nikkede igen og så en rusten kande med tørrede roser for sit indre blik.
“Ja ja,” sagde hun. “Men jeg ved jo ikke engang, hvad jeg skal kopiere.”
“Må jeg pynte vinduerne for dig?”
“Hvis du vil, har jeg ikke tænkt mig at forhindre dig i det,” sagde Lollo og trak på skuldrene. “Du har frie hænder.”
“Men så skal du holde dig væk,” sagde Felicia med øjne, der strålede. “Helt til i aften, og du må heller ikke bare smugkigge.”
Lollo havde ikke svært ved at indgå den aftale. Lettet gik hun op og lagde sig på sofaen. Hun havde tænkt sig bare at hvile øjnene et øjeblik, men vågnede først flere timer senere. Irriteret på sig selv over, at hun havde sovet den halve dag væk, varmede hun noget suppe og smurte en bolle fra dagen før.
Så kom hun i tanke om Felicia og vinduesudstillingerne. Hun skyndte sig ned ad trappen og direkte ud på gaden i stedet for lige ind i butikken via trappeopgangen. På fortovet blev hun stående. Hvordan var det gået til? I vinduet til venstre for døren lå en brudekjole tilfældigt smidt hen over en afskallet pindestol. En perlebroderet aftentaske stod lænet op ad det ene stoleben, og på et dække af rosenblade lå et hav af neglelaksflasker.
Lollo snappede efter vejret og vendte sig mod det andet vindue. Der så hun Felicias mannequindukke som student med blomster rundt om halsen og studenterhuen på hovedet. Ved fødderne havde dukken en sølvbakke fyldt med facetslebne vinglas.
Lollo flåede døren op og skyndte sig op ad trappen. Felicia havde sikkert hørt hende komme op, for hun åbnede døren, i samme øjeblik Lollo satte foden på det sidste trappetrin.
“Tak!” gispede hun. “Jeg forstår ikke, hvordan du har gjort det.”
“Det gør jeg heller ikke,” sagde Felicia og grinede. “Det blev bare sådan.”
“Det tror jeg på. Du kan virkelig dit kram,” sagde Lollo. “Endnu en gang, tak!”
“Jeg havde også tænkt, at vi skulle gøre noget ved ydersiden,” sagde Felicia og rakte ud efter nøglebundtet, der hang i stålskabet bag hende. “Kom!”
Hun tog fat om Lollos arm og trak hende med sig ned i stueetagen og ud i gården. Efter lidt lirken med nøglen skød hun garageporten længst væk op. Hun tændte for kontakten, og lokalet blev badet i lys fra to nøgne lysstofrør.
“Undskyld rodet. Det er her, at alt det, Jonathan tager med hjem i den tro, at jeg vil have det, havner.”
Hun trådte hen over nogle ruller med plastikovertrukne tæpper og løftede en bunke solblegede havehynder.
“Jeg ved, at de er her et sted,” fortsatte hun mumlende.
“Hvad leder du efter?” spurgte Lollo.
Felicia svarede ikke, men forsvandt længere ind i garagen. Hun kiggede under en stiv voksdug og fløjtede triumferende.
“Jeg vidste det,” sagde hun.
Lollo nærmede sig forsigtigt og kiggede hen over hendes skulder. Der stod op til flere caféborde og omkring ti stole. Felicia rakte hende en stol.
“Her!”
Lidt efter havde de udvalgt de to pæneste borde og de fire bedste stole. Det ene sæt stillede de på det brede fortov uden for Felicias butik, Pressede duge, og det andet uden for Lollos Neglesalon.
Lollo måtte give hende ret i, at det så fint ud.
“I morgen køber jeg nogle blomster. Har jeg stadig frie hænder?”
“Ja, så længe du ikke kommer anstigende med en kaktus,” sagde Lollo.
“Du godeste,” sagde Felicia. “Hvad tror du om mig?”
Lollo skuttede sig og gik over mod døren. Det lune forår havde forvandlet sig til en kølig aften.