JOHANNE MYGIND GIFTIG
Af samme forfatter:
Kærlighedens år, 2021
Johanne Mygind Giftig
Gads Forlag
Giftig
Copyright © Johanne Mygind og Gads Forlag 2025
Omslag: Marie Brodersen
Forsideillustration: O. Louis Guglielmi
Bogen er sat med Minion og Neutra Text hos Demuth Grafisk og trykt hos ScandBook 1. udgave, 1. oplag
ISBN: 978-87-12-07882-1
Tak til Statens Kunstfond
Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.
G.E.C. Gads Forlag A/S
Fiolstræde 31-33
1171 København K
Danmark
reception@gad.dk www.gad.dk
Læs om Gads Forlags klimakompensering af vores bogproduktion på gad.dk
Til
min mor, Karen Mygind
”I starten var det vigtigste spørgsmål: Hvem er ansvarlig?
Vi har brug for en skyldig …
Bagefter, da vi fandt ud af mere, begyndte vi at tænke, hvad skal vi gøre? Hvordan redder vi os selv? Hvordan kommer vi ud af det her rod? Nu har vi vænnet os til tanken om, at det her ikke kommer til at være ovre om et år eller to, men først om mange generationer, og her begynder vi at genoverveje fortiden, at vende den ene side efter den anden.”
Svetlana Aleksijevitj, Bøn for Tjernobyl.
Prolog 9
Indhold
Del 1: Skrænten 23
Del 2: En lemfældig karakter 125
Del 3: Åbne spørgsmål 213
Del 4: Generationsforurening 283
Del 5: Oprensning 329
Tak 381
Litteraturliste 383
Prolog
”Hallo,” siger en ung kvinde.
”Hallo,” gentager hun, som om hun taler i en telefon eller en walkie-talkie.
”Hallo?” Jeg kan høre, at den unge kvinde er nervøs, på den måde hun hele tiden tester mikrofonen. Hun har en anspændthed i sin stemme, som om hun frygter, at hun ikke kan levere. At hun nu vil blive afsløret som en, der slet ikke hører til på Danmarks Radios montageredaktion.
”Hallo.” Den unge kvinde bliver ved med at teste sit udstyr. Hendes fingre slår mod en mikrofon, som afgiver en hul lyd. Hun tjekker, at der er hul igennem. At hendes stemme giver udslag på båndoptageren.
”Hallo?” siger hun igen.
En bil kører ned ad Borgbjergsvej, og to mænd tumler ud fra værtshuset over for min lejlighed. Længere borte kører bilerne over Sjællandsbroen med en susen, som minder mig om bølgeslag. Det er over midnat, men hele København summer af mennesker, der heller ikke kan sove.
”Hallo?” Kvinden tjekker udstyret en sidste gang. Hun rømmer sig og retter mikrofonen mod en anden person, som også befinder sig i rummet.
”Morfar, prøv lige at sige noget … Bare et eller andet.”
Optagelsen stammer fra nogle gamle DAT-bånd, som jeg havde fundet nede i min kælder. De lå nederst i en flyttekasse sammen med mine gamle CD’er med Lisa Ekdahl, Portishead, Björk og PJ Harvey. En let rislen gik igennem mig, da jeg tog den lille papæske op i hånden. ”Interviews med morfar” stod der uden på æsken med sort sprittusch. Indeni lå der atten små, sorte bånd. ”Morfar 1”, ”Morfar 2”, ”Morfar 3” stod der uden på dem. Jeg plejede ellers aldrig at gemme mine råbånd, men jeg må have vidst, at jeg ville få brug for dem igen.
”Men hvad skal jeg sige?” Det er min morfars stemme på båndet. Han lyder også anspændt.
”Bare fortæl, hvad du fik til morgenmad. Eller hvad du så i fjernsynet i går?”
Det er mærkeligt at høre sin egen stemme i en yngre udgave. Mellem mig og den unge kvinde på båndet ligger der tre fødsler, en skilsmisse, min mormor og morfars begravelse og min fars pludselige død. Jeg kan næsten ikke huske, hvem jeg var, da jeg lavede de interviews. Hvilke planer havde jeg for min fremtid? Jeg drømte nok ikke om det liv, som nu er mit.
”Jamen jeg fik vel kaffe.” Den unge kvinde justerer lydniveauet. Min morfars stemme bliver en svag hvisken, mens han fortæller, at han har spist krydderboller til morgenmad og i går set et afsnit af Nikolaj og Julie. Den unge kvinde skruer op for lydstyrken. Nu lyder min morfars stemme alt for høj. Han brokker sig over tv-serien. Han synes ikke, at det er realistisk, at kæresteparret hele tiden kommer rendende på hinandens arbejde.
”Det gør man da ikke. Konerne til ingeniørerne kom i hvert fald aldrig ud på fabrikken. Det var mændenes domæne.” Min morfars stemme har fundet sit leje. Hverken for højt eller for lavt.
Den unge kvinde, som engang var mig, slår igen på mikrofonen. Hun trækker vejret dybt ind. Jeg kan høre, at hun tager sig sammen. Nu er hun ikke længere barnebarnet, som småsnakker
med sin morfar. Nu er hun dokumentarist, og hun vil have noget på båndet.
”Nå,” siger hun. ”Morfar, hvad nu, hvis du starter med at fortælle om, hvorfor Cheminova flyttede til Vestjylland?”
Efter jeg havde fundet kassen, ringede jeg til alle mine gamle kollegaer for at spørge, om de havde en DAT-båndoptager. Det var der ingen, som havde, så til sidst var jeg blevet nødt til at gå ned i en lille butik på Åboulevard, som var specialiseret i at digitalisere gamle formater.
”Det er jo professionel kvalitet,” sagde manden i butikken, da han så min æske med bånd.
”Jamen jeg har også arbejdet for Danmarks Radios montageredaktion,” svarede jeg. Manden nikkede imponeret. Det kostede to hundrede kroner at få digitaliseret ét bånd, så jeg gav ham bare de første fire. Det var ikke sikkert, at der var noget på dem, som kunne bruges.
Danmarks Radios montageredaktion var det fineste sted at lave radio, da jeg var ung. Den holdt til helt oppe på sjette sal i TV-Byen og havde grå stole, store mikrofoner med grå vindhætter og journalister med gråt skæg. Med hamrende hjerte foreslog jeg først en montage om mobning på Herlufsholm og så en om unge piger, der konverterede til islam. Bjarne, som var redaktionschef for montagegr uppen, kiggede bare uimponeret på mig. Det var først, da jeg fortalte, at jeg overvejede at lave en udsendelse om min morfars tid på Cheminova, at sløvheden forsvandt fra hans blik.
”Det var faktisk min morfar, som var ansvarlig for giftdepotet ved Høfde 42,” sagde jeg.
”Nå da,” sagde Bjarne. ”Og nu vil han gerne fortælle?”
”Ja,” sagde jeg, selvom jeg ikke havde fået spurgt Henning, om han ville være med.
To dage senere lå der en brun konvolut på min dørmåtte, da jeg kom hjem. Inden i den var der en kontrakt, som lød på tre måneders arbejde på Danmarks Radios montageredaktion.
”Hvorfor vil du dog interviewe mig om det?” spurgte min morfar.
”Det er jo et vigtigt stykke Danmarkshistorie,” svarede jeg.
Jeg havde været helt overbevist om, at Henning ville sige ja, da jeg tog ud for at besøge ham og Rigmor i den gule villa. Henning havde betalt for min første båndoptager, min konfirmation og min studenterkjole. Han havde finansieret mine studier i London og lånt mig penge, så jeg kunne købe en andelslejlighed sammen med min kæreste, Jakob. Jeg havde faktisk aldrig oplevet, at han sagde nej til mig.
”Ja,” sagde Henning og så over mod Rigmor. ”Det er det vel.”
Måske er det noget, jeg bilder mig ind, når jeg husker det, som om stemningen skiftede, så snart jeg nævnte ”Cheminova”. I hvert fald gik der et stykke tid, før Henning spurgte: ”Men hvad er det, du vil vide, Nanna?”
”Det er meget enkelt, Nannapige,” brød Rigmor ind. ”De vidste ikke, hvad de gjorde.”
Måske er det bare en erindringsforskydning, når jeg husker det, som om Rigmor blinkede nervøst.
”Ja, det var en anden tid,” supplerede Henning.
”Men det er bare det, du skal fortælle,” sagde jeg. ”Altså hvordan det var dengang.”
”Hmm …” Henning skævede igen til Rigmor. ”Hvad tænker du?”
Jeg kan stadig se Rigmor for mig, som hun så ud i det øjeblik.
Hun stod med vores frokosttallerkner i hænderne, havde allerede vendt sig mod køkkenet, men var stoppet op, fordi hun fik en mulighed foræret af sit barnebarn. En solstråle faldt ned i hendes hår, som blev ved med at være blondt, lige meget hvor gammel hun blev. Solen lyste hende op bagfra som en glorie eller en krone. Så
vendte hun sig mod os igen og sagde i et tonefald så bydende, at det lød som en ordre: ”Jo, Henning. Det synes jeg, at vi skal sige ja til.”
”Altså vores analyseapparater var uendeligt primitive, men vi testede selvfølgelig, hvor meget aktivt stof der var,” forklarer Henning på lydfilen.
Han taler om produktionen af insektgiften parathion. Den blev opfundet i 1940’erne på den tyske kemifabrik IG Farben, som også udviklede nervegas til krigsførelse. Det var et gult, klæbrigt stof, som var så giftigt, at selv kemikerne var bange for det. Efter Anden Verdenskrig kørte Cheminovas unge fabriksdirektør, Gunnar Andreasen, til Tyskland på sin motorcykel for at få fat i de dokumenter, som De Allierede havde fravristet de nazistiske kemikere. På en eller anden måde fik han fat i en opskrift på 100 milligram parathion, som han tog med sig hjem til Måløv. Da min morfar blev ansat i 1950, var hans opgave at gange opskriften op, så giften kunne blive produceret i store tromler og sælges til landmænd over hele verden.
”Det, som kan være mere sjovt, er at finde ud af, hvordan man fremstiller syntesen.” Jeg må have set spørgende ud. Min morfar stopper i hvert fald op og forsøger at forklare sig: ”Altså hvordan man får produktionen op at køre. Hvis man nu har det, som man kalder en charge. Så analyserer man, hvad der gik galt.”
Den unge kvinde, som engang var mig, afbryder: ”Morfar. Jeg forstår overhovedet ikke, hvad det er, du siger. Det bliver meget teknisk, det hele.”
Hver gang jeg kom for at interviewe Henning, spiste vi først frokost sammen. Rigmor lavede sit sædvanlige traktement: først en avokado med rejesalat, dernæst dyrlægens natmad og til sidst franskbrød med kommenost, som stod og svedte under osteklokken af glas. Kaffen dryppede i kaffemaskinen. Henning sad som altid skjult bag Politiken. Klokken tolv skruede Rigmor op for transistoren,
og vi hørte dagens radioavis. ”Pressens radioavis”, som Rigmor og Henning stadig sagde. Jeg hjalp Rigmor med at tage ud af bordet, så kiggede jeg på Henning.
”Skal vi starte?” spurgte jeg og hentede min mikrofon. Vi satte os ind på Hennings kontor, og jeg interviewede ham, lænet op ad den sorte reol, som indeholdt alle kemibøgerne fra hans studietid. Jeg sparkede til de små sten i indkørslen, da jeg endelig tog hjem. Min morfar var umulig at interviewe. Han kunne ikke huske noget fra sin tid på Cheminova, men han forsøgte heller ikke. Jeg ringede til min mor for at brokke mig.
”Du kan lige så godt opgive, Nanna,” sagde Elisabeth. ”Morfar har aldrig villet tale om den fabrik.”
”Jamen hvorfor?” spurgte jeg.
”Det ved jeg ikke, Nansen, men guderne skal vide, at jeg har forsøgt.” Elisabeth lød nærmest, som om det frydede hende, at jeg heller ikke kunne få noget ud af Henning.
”Har du?” sagde jeg. ”Jeg kan ikke huske, at vi nogensinde har talt om Cheminova.”
”Måske var der bare ikke så meget at tale om,” svarede Elisabeth.
Efter fire mislykkede interviews foreslog Bjarne, at jeg skulle tage til Lemvig.
”Tag dog op og besøg fabrikken,” sagde han. ”Sammen med din morfar.”
Vi sad og spiste frokost i DR’s kantine. Bjarne havde lidt karrydressing i mundvigene efter at have spist sin clubsandwich. Jeg overvejede, om jeg skulle sige det til ham, men gjorde det ikke.
”Det kan altså blive ret spændende,” sagde han. ”Og så har du også et reportageelement.”
Til min overraskelse ville Henning gerne med. Cheminovas kommunikationschef ville også gerne have os på besøg. Vi kunne
bare komme, når det passede os, så ville han personligt give os en rundvisning.
Det var først, da vi sad i bilen, at det gik op for mig, at min morfar og jeg aldrig før havde tilbragt en hel dag sammen, bare os to. Heldigvis tændte han radioen med det samme. Vi hørte Tryllefløjten på P2 hele vejen op gennem Jylland og kørte direkte ud til fabrikken, da vi kom til Lemvig. Kommunikationschefen tog imod os i receptionen.
”Det er jo en af pionererne.” Kommunikationschefen smilede til sekretæren, som skrev vores navne ind på sin store computer. ”Henning Löfgren har været med, lige siden dengang fabrikken flyttede fra Måløv.”
Han havde medbragt sikkerhedshjelme i plastik. Jeg fangede et glimt af mig selv i receptionens ovale spejl. Hjelmen sad helt oppe på toppen af mit hoved og fik mig til at se fjollet ud.
Lugten af kemikalier var overalt på fabrikken. En mærkeligt sødlig duft, som først trængte ind i næseborene og så blev liggende i mundhulen.
”Lugten var meget værre dengang,” sagde Henning. ”Det var derfor, at vi kaldte produktet for Fyfanon. Altså ’fy fanden, hvor det lugter’, ikke?” Hans latter lød som en skratten fra en transistorradio.
På gangen stod et køleskab fyldt med blå mælkekartoner. En mand i kedeldragt skænkede sig et stort glas og drak det i to slurke. Små, hvide dråber satte sig i hans overskæg, men han tørrede dem væk med hånden.
”Gratis mælk til de ansatte blev allerede indført i min tid,” sagde Henning.
”Hvorfor det?” spurgte jeg.
”Det neutraliserer.” Henning uddybede ikke.
Til sidst blev vi ført ned i forsøgsafdelingens kælder, hvor myg og græshopper fløj rundt i store glasbure.
”Hvad bruger I dem til?” spurgte jeg kommunikationschefen.
”Det er vores glaskamre, hvor vi tester, om produkterne virker,” sagde han og talte igen alt for tydeligt ind i min store, grå mikrofon. ”Cheminova producerer jo plantebeskyttelsesmidler.”
Da rundvisningen var slut, inviterede kommunikationschefen på frokost i Cheminovas kantine. Vi fik fiskefilet med pomfritter.
”Fik du, hvad du skulle bruge?” spurgte han og dyppede en pomfrit i remouladen. ”Vi plejer ikke at ville have journalister ind på fabrikken, men når det ligefrem er en af pionerernes børnebørn, gør vi gerne en undtagelse.”
Henning så på sit ur. Vi skulle nå at besøge hans gamle skolekammerat i Aarhus på vejen hjem.
”Det var virkelig interessant,” sagde Henning og gav hånd. ”Jeg er glad for at se, at det hele stadig kører.”
Lige inden vi kørte, tog kommunikationschefen et kamera op af tasken, fordi han ville fotografere os til Cheminovas personaleblad. “Smil,” sagde han, da Henning lagde armen om min skulder. Jeg vidste godt, at jeg overskred alle reglerne for objektiv journalistik, da jeg stod der med min morfar og smilede til Cheminovas kommunikationschef. Senere sendte kommunikationschefen en kopi af billedet til Henning, som havde det hængende over sit skrivebord frem til sin død.
Jeg optog i alt syv timer og treogtredive minutter på vores tur til Lemvig, men der var intet af det, som kunne bruges.
”Det kan være, at det er mig, som er blevet døv,” sagde jeg til Bjarne, da jeg spurgte, om han ville lytte med. ”Måske er det, fordi det er min morfar.”
Jeg afspillede en passage for ham, hvor kommunikationschefen og min morfar blev enige om, at Cheminovas plantebeskyttelsesmiddel havde været en uundværlig del af udviklingen af det mo-
derne landbrug. Bjarne trommede på bordet med fingrene, mens han lyttede. Så rystede han på hovedet.
”Det der egner sig kun som en reklame for Cheminova.”
Jeg afspillede klippet fra forsøgsafdelingens kælder, hvor vi betragtede insekterne. Græshoppernes summen fik optagelsen til at lyde som en tropenat.
”Det er alligevel ret fascinerende,” sagde Bjarne. ”At de simpelthen har fyldt kælderen med de dyr, de vil slå ihjel.”
”Parathion er en form for nervegas,” forklarede jeg. ”Ligesom Zyklon B.”
”Aha,” sagde Bjarne.
Jeg afspillede endnu en optagelse fra fabrikken, hvor kommunikationschefen var i gang med at udpege fluer, græshopper og malariamyg for mig.
”Det er insekternes holocaust,” konkluderede Bjarne, som var begyndt at minde mig lidt om min far.
Jeg spolede frem. Min morfars stemme blev til en lys piben, indtil jeg kom til det rigtige sted og gik tilbage til normal hastighed.
”Vi vidste det sgu ikke. Det gjorde vi altså ikke. Det var en anden tid. Man tænkte på en anden måde dengang. Jeg vidste jo ikke, at det kunne skabe problemer i dag. Det gjorde jeg altså ikke.”
”Tror du på ham?” Bjarne så på mig, mens jeg stirrede ud ad vinduet, som havde udsigt over hele Gladsaxe. Jeg kunne se ud over alle de små parcelhusgrunde, hvor der var pyntet op til jul med lyskæder i træerne.
”Det ved jeg ikke,” sagde jeg.
Bjarne trykkede selv på spoleknappen for at høre sekvensen igen, før han konkluderede: ”Enten er din morfar utrolig dum. Eller også lyver han. Jeg vil nok gætte på det sidste.”
Næste dag lagde han en mørkeblå bog på mit bord. Det var Hannah Arendts Eichmann i Jerusalem.
”Du skulle tage og læse den,” mumlede han. ”Eichmann minder om din morfar.”
Det må have været sidst på efteråret i 2004, at Henning og jeg tog til Lemvig. Jeg så først Henning igen, da min kusine Cecilie og jeg hjalp med julebagningen hjemme i den gule villa.
Hvert år æltede Rigmor jødekagedej i sit dejfad, lagde en voksdug på det runde bord i køkkenet og smurte bagepladerne med smør. Når Cecilie og jeg trådte ind ad døren, lå metalformene allerede parate, og vi iførte os blomstrede forklæder og rullede dejen ud med de små, røde kageruller, som Rigmor havde købt til os, da vi var børn.
Henning kogte altid klejner, mens vi bagte jødekager. Hans tunge stak lidt ud mellem hans læber, når han sænkede dejen ned i gryden med kogende palmin. Et smil af tilfredshed gled over hans ansigt, hver gang han fiskede en fed og glinsende klejne op og lagde den på fadet, som var foret med fedtsugende pergamentpapir.
”I virkeligheden er madlavning jo en kemisk proces,” konstaterede han hvert år og brugte fagudtryk som ”koagulering” og ”smeltepunkt”.
”Kom I egentlig til Lemvig?” spurgte Cecilie pludselig.
”Ja.” Henning lød nærmest munter. ”Det var sjovt at være tilbage.”
”Jeg måtte jo ikke komme med,” sagde Rigmor, og jeg kunne høre mislyden i hendes stemme med det samme. Det skulle lyde som en vittighed, men det var det ikke.
”Det var ikke dit arbejde, det handlede om,” sagde Henning og sænkede endnu en klejne ned i palminen.
”Men det var stadig mit liv,” svarede Rigmor.
”Nu er det jo mit arbejde, Nanna laver radio om,” gentog Henning.
Mere skulle der ikke til. Rigmor eksploderede som en kemisk proces, der var løbet løbsk.
”Det var mit liv! Det var også mit liv!” Rigmor smed kagerullen fra sig og vendte sig mod mig. ”Men det er du jo ikke interesseret i.”
Døren smækkede efter hende med et brag. Henning fiskede en klejne op, som var blevet alt for mørk. Jeg lavede endnu en plade med småkager, som var formet som fisk. Cecilie penslede dem med æg og dryssede med mandler og kanelsukker uden at sige noget. Da vi havde bagt det meste af dejen, kom Rigmor tilbage.
”Undskyld, piger,” sagde hun og gik i gang med at lave aftensmad. Vi fik altid aspargessuppe med kødboller, når vi havde bagt. Mens vi spiste, betragtede jeg Henning og tænkte over, hvad Bjarne havde sagt: ”Enten er din morfar utrolig dum. Eller også lyver han. Jeg vil gætte på det sidste.”
Den 2. januar bad jeg Bjarne om et møde.
”Jeg er virkelig ked af det,” sagde jeg. ”Men jeg kan simpelthen ikke få min morfar til at sige noget.”
Jeg afspillede det sidste interview med Henning, hvor han blev ved med at påstå, at han ikke kunne huske en eneste episode fra sin første dag på fabrikken i Vestjylland.
”Alle interviews lyder sådan,” sagde jeg og citerede så min kæreste, Jakob, som læste historie og gik meget op i kildekritik og metode: ”Jeg er nok for biased. Man må ikke interviewe nogen fra sin egen familie.”
”Jamen det er det, som gør historien interessant.” Bjarne purrede op i sin grå Povl Kjøller-frisure og tændte en cigaret, selvom der egentlig var kommet rygeforbud i TV-Byen.
”Du har jo sådan set fået løn for tre måneder,” sagde han så. ”Og udsendelsen er allerede programsat.”
”Altså jeg kan godt betale min løn tilbage,” sagde jeg uden at have nogen idé om, hvor jeg skulle få pengene fra, andet end at jeg måske kunne spørge Henning.
”Det kan man altså ikke.” Bjarne lyttede til optagelsen en gang til. ”Jeg tror sgu godt, at du kan få det til at spille.”
I hele januar sad jeg og klippede mine optagelser sammen. Jeg gjorde mit bedste for at få Hennings usammenhængende påstande til at fremstå som logiske argumenter.
Jeg gav Bjarne hans bog om Eichmann tilbage.
”Har du læst den?” spurgte han.
”Ja,” sagde jeg, selvom jeg kun lige var blevet færdig med Hannah Arendts introduktion. ”Jeg synes altså ikke, at du kan sammenligne min morfar med den mand, som myrdede de ungarske jøder.”
Jeg klippede videre i mine interviews.
”Jamen du må da have tænkt, at det kunne gøre folk syge?” pippede jeg på båndet.
”Nej, man tænkte ikke på arbejdsmiljø dengang,” svarede Henning.
Bjarne fik mig til at skrive speaks i jeg-form. Jeg skrev, at man ikke kunne dømme fortiden med nutidens øjne. Jeg skrev, at jeg altid havde elsket min morfar. Jeg skrev, at det var en anden tid. Bjarne fik mig til at indtale mine speaks igen og igen, indtil jeg lød som en lille, naiv pige. Jeg var niogtyve, da jeg lavede den radiomontage, men jeg lød som en på tolv.
Min montage blev spillet i radioen en søndag i februar 2004. Jeg lyttede til den på en gammel transistor, som stod i mit køkken. Jeg ventede på, at nogen ville ringe. Henning eller Rigmor eller Elisabeth eller min morbror Michael eller min kusine Cecilie. Eller bare min far, Søren, som havde brugt hele sit liv på at kæmpe mod sprøjtegift. Men ingen ringede til mig.
”På en kemisk fabrik har man at gøre med to slags vand. Der er det, som skal køle ned. Ligesom i et centralvarmesystem. Den slags vand er der ingen problemer med. Det løber jo bare rundt og rundt. Og kommer ikke i berøring med kemien,” forklarede han og fortsatte: ”Men så er der processpildevandet. Det vil sige resten af de kemiske processer, som foregår i vandige opløsninger. På et eller andet tidspunkt har man det rene stof, og så er der noget tilbage.
Og det lukkede man altså ud i det nærmeste vandløb. Det vil sige Værebro Å.”
Jeg rykker på mig på stolen, mens jeg forsøger at tage noter til min morfars omstændige forklaringer. Det er som at lytte til en kemibog. Som at følge en formel, der langsomt transformerer et stof til et andet.
Jeg stopper min lydfil og går ud i køkkenet for at lave te. Da jeg kommer tilbage, står jeg og ser på Riggi, som sover i min seng. Hun ligger på maven og ligner det lille barn, som hun ikke længere er. Jeg har lovet hende, at jeg vil bygge en hems, når jeg er tilbage i København. Hun er alt for stor til at sove hos sin mor.
Alt er gjort klar til den italienske udvekslingsstuderende, som skal flytte ind i morgen eftermiddag. Mine kufferter står henne i hjørnet, så jeg kan tage dem med mig. Jeg overvejer, om jeg skal gå i seng, men jeg ved, at jeg ikke vil kunne sove. I stedet sætter jeg mig ned ved spisebordet og tager igen høretelefonerne på.
”Måløv var jo et dødssygt sted at placere en kemisk fabrik, for der var jo ikke noget sted at komme af med spildevandet eller den dårlige lugt. Og vi skulle jo af med spildevandet. Også det faste affald. Det var derfor, vi flyttede. Til Vestjylland.”
Min morfars forklaring lyder så enkel. Cheminova flyttede, fordi de skulle af med spildevandet. Det var derfor, min mormor og morfar flyttede til Lemvig. En by, som jeg selv kun havde besøgt dengang, hvor Henning og jeg var ude på fabrikken. Siden havde jeg aldrig været tilbage.