37 fortællinger om naturoplevelser, krise og alt det vi kan få tilbage
Forunderlig natur
Redigeret af Kaj Sand-Jensen
Forunderlig natur
37 fortællinger om naturoplevelser, kriser
og alt det, vi kan få tilbage
Redigeret af Kaj Sand-Jensen
GADS FORLAG
Forunderlig natur – 37 fortællinger om naturoplevelser, kriser og alt det vi kan få tilbage © Forfatterne og Gads Forlag A/S, 2025
Forlagsredaktion: Bolette Rud. Pallesen
Redaktion: Kaj Sand-Jensen
Omslag og sats: Sara Itkin
Forsidefoto: Jan Tandrup Petersen
Vignetter: Jens Christian Schou
Tryk og indbinding: PrintBest
ISBN 978-87-12-80238-9
1. udgave, 1. oplag
Printed in Estonia
Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.
Udgivelsen er støttet af
Læs om forlagets klimakompensation på:
Fodaftrykket redegør for alle råvarers forarbejdning (papir, farve, lim osv.) samt trykkeriets, bogbinderiets og underleverandørers energiforbrug. Desuden viser det alle andre direkte og indirekte emissioner i virksomhederne, herunder transport af råvarer til og mellem producenter samt transport af bøger frem til Gads lager. Emissionsretten til denne bog er købt hos www.southpole.com (Isangi forest conservation). www.climatecalc.eu – Cert.no. CC-000097/SE *beregnet ved bestilt oplag
G.E.C. Gads Forlag A/S Fiolstræde 31-33 1171 København K reception@gad.dk www.gad.dk
Tjuren på sin udkigspost. Foto: Klaus Peter Brodersen.
FORORD
Da ferskvandsbiologen Bjarne Moeslund fortæller sine følgere i en naturtråd på nettet om den knastørre, private brønd på den fællesejede torp i Sverige, udløser det bidrag fra hans følgere, der udvider perspektivet til sommerens udtørrede blomsterrige kær og moser på Öland, som mange kender til. Der berettes om nye anlæg til afsaltning af Østersøens brakvand til drikkevand for øens mange tørstige malkekøer og landliggere. Sådan knyttes natur, miljø og kultur sammen.
Sommeren på torpet byder på unger hos broget fluesnapper i fuglekasserne, grå fluesnapper under tagskægget og en sulten unge hos sortspætten i bævreaspen. I en naturplejet løveng i nabolaget vrimler det med hylde-gøgeurt. Sådan genfødt med indtryk fra Sverige kan Bjarne returnere til Aarhus, cykelturene i den grønne kile ved Brabrand Sø og et rigt liv med selvvalgte opgaver som halvpensionist.
Om foråret rundsender deltagerne i naturtråden nyskudte billeder af blå-hvide-gule anemoner og blåviolette lærkesporer i fede muldskove, og ikke at forglemme, hårede kobjælder og dybgule kodrivere på Limfjordens kalkskrænter med den blå himmel i baggrunden, inden sommerens iltsvind i fjorde og bælter og volde med fedtemøg på strandene skifter grundfarven og stemningen til brun og sort. Mens mails udveksles, løber floder af vand med opslæmmede jordpartikler fra markerne proppet med næringsstoffer gennem Vejle midtby på vej mod fjorden og videre mod Lillebælt.
Gode fortællinger med litterære kvaliteter i mange nuancer: glædelige, morsomme, overraskende, skuffende og dybt forstemmende budskaber var baggrunden for, at jeg ønskede at samle dem i denne bog og indbyde flere naturinteresserede til at deltage med bidrag til forskellige temaer. De fleste takkede ja til invitationen og har skrevet spændende fortællinger med et personligt præg.
I denne mangfoldighed er der tanker om natursyn, natur versus kultur og national naturødelæggelse. Her er fortællinger om komiske optrin under biologisk arbejde, oplevelser med et næsten religiøst skær og
biologiske studier herhjemme eller i det fremmede på højsletter i Tibet, knastørke på Galápagosøerne og overraskelser hos indfødte stammer på Ny Guinea.
Grønland er naturligvis med, for landet indtager en særstilling i Kongeriget og tilbyder rigtig vild natur, der kræver respekt og forholdsregler, og rummer det uendelige øde, som ikke findes i det hjemlige, hvor kulturen overalt sætter sit præg på et bagtæppe af trafikstøj og gyllelugt.
I de mange korte historier møder vi mennesker, der ånder og lever med naturen i blodet, og hvis interesse følger blodlinjen tilbage til forældre og bedsteforældre og måske frem til børn og børnebørn. Der er alvor i ordene.
Naturen er ikke bare en kulisse til lyst og adspredelse, kontakten til naturen i al dens mangfoldighed er reel og livgivende, og den skal være mulig at opleve i byen og på landet for de kommende generationer.
Derfor! Naturgenopretning, øget biodiversitet og større variation i landskaberne er et mål for mange naturhistorikere i staten og i stigende grad for almindelige borgere og private fonde. Unge gør en idealistisk indsats for at genfortrylle det yndige land. Velhavende borgere og fonde træder til, når staten svigter og lader sig styre af forurenende snævre erhvervsinteresser.
Bogen rummer forskellige opfattelser af naturen og stillinger på kamppladsen mellem kultur og forvildet natur og mellem naturtab, fredning og naturgenopretning, og er den første større samling af sin art.
God fornøjelse med teksterne, hvis billeder er redigeret af Jens Chr. Schou. Tak for støtte fra Aage V. Jensens Fond til publiceringen, tilladelse til at benytte illustrationer af Klaus Peter Brodersen, Göran Ehlmé, Jan Henningsen, Martin Kielland, Jens Olesen og Jan Skriver og for gode forslag til forbedringer af teksten fra Bolette Rud. Pallesen, Gads Forlag.
Ølsted august 2025, Kaj Sand-Jensen
NATURSYN
”Naturen sköter själv växt och tillväxt på et sätt som är det mest idealiska – och dessutan gudddommeligt.”
Carl von Linné
DE STORE LINJER
– KJELD HANSEN –
Landbrugserhvervets voldsomme ekspansion tager sin begyndelse for netop 200 år siden. Båret frem på en bølge af højstemt nationalisme, enøjet natursyn og utøjlet grådighed.
Naturen i det yndige land har siden sidste istid været formet af jægere og agerdyrkere. Allerede i bondestenalderen bliver storskoven ryddet, og det sker igen i vikingetiden. Den sidste store nedhugning af skovene indledes i begyndelsen af Middelalderen, og kulminerer i årene efter 1805, hvor den enevældige Kong Christian 7. gav sin fredskovsforordning. Omkring 1820 dækkede Danmarks skove det absolut mindste areal nogensinde, nemlig knap 4 % af landets areal. Siden da er skovene vokset langsomt frem mod de 15 %, de fylder i dag.
Omkring år 1800 tager Danmarks aktuelle naturhistorie sin begyndelse. Fredskovsforordningen i 1805 indvarsler reelt det første egentlige naturgenopretningsprojekt. Den fører til anlæg af mange nye skove, men samtidig indledes en omfattende ødelæggelse af de øvrige naturtyper, ikke mindst de udstrakte heder.
Landbrugserhvervets voldsomme ekspansion tager sin begyndelse for netop 200 år siden. Båret frem på en bølge af højstemt nationalisme, enøjet natursyn og utøjlet grådighed – og med den herostratisk berømte, private forening Det Danske Hedeselskab som aktiv fødselshjælper fra 1866 bliver der gjort enorme indhug i heder, moser, overdrev, søer og vådområder.
Allerede i begyndelsen af 1800-tallet inddæmmes og opdyrkes store lavvandede fjordområder i Odense Fjord (det nuværende Fjordmarken) og i Kysing Fjord syd for Aarhus. Også den første store tørlægning af den enorme Filsø i Vestjylland finder sted.
I anden halvdel af århundredet går det for alvor løs: Lammefjorden, Søborg Sø, Saltbækvig, Bøtø Nor, Rødby Fjord, Bølling Sø, Tastum Sø, Kolindsund på Djursland samt Vilsted Sø ved Løgstør – for blot at nævne nogle få af de mere kendte stednavne.
I samme periode forsvinder store engarealer og vidtstrakte moser, takket være dræning. Alene fra 1861 til 1881 bliver 20 % af Danmarks daværende landbrugsjord drænet. Det foregår især i Østdanmark, hvor f.eks. 40 % af Lolland og Falsters fede lerjorder drænes, mens kun 5 % af de sandede nordvestjyske jorder bliver drænet.
Tidens fremskridtstro, godt hjulpet af landbrugsvenlige love og økonomiske støtteordninger, medførte i løbet af ca. 50 år, at det hidtidige danske landbrugsareal omkring år 1900 var øget med 20-25 %. Vel at mærke på bekostning af den stadig mere sparsomme, oprindelige natur.
Landbrugserhvervets ekspansion fortsætter langt op i det 20. århundrede. Store fortjenester på landbrugsvarer under Første Verdenskrig samt udstykningerne til statshusmandsbrug fra 1919 og frem, og senere Grundforbedringsloven af 1933 og Landvindingsloven af 1940, skaber et yderligere økonomisk incitament for Hedeselskabets ødelæggende aktiviteter og for landbruget til hånd i hånd at gennemføre mere nyopdyrkning af
Den tyske besættelse af Danmark i april 1940 var den direkte anledning til Rigsdagens vedtagelse samme år af Lov om Statsstøtte til Landvinding. Den skulle bekæmpe en forventet arbejdsløshed og øge produktionen af korn og foderstoffer. Selvom besættelsen medførte fuld beskæftigelse, og mangel på fødevarer aldrig kom på tale, fastholdt skiftende regeringer de 66 % i statsstøtte til 1700 landvindingsprojekter helt frem til 1970. Et af de store statsstøttede projekter var inddæmningen og tørlægningen af Torslev Dyb mellem Øland og Attrup ved Limfjorden i 1954, hvor det rige fugleliv og et givtigt fiskeri måtte vige. Officielt var begrundelsen mangel på landbrugsjord til husmandsbrug, men på grund af manglende interesse fra husmændene måtte de indvundne arealer til sidst sælges til godsejer Johan Koed-Jørgensen, der oprettede herregården Attrup-Øland (til venstre i billedet). Foto: Jan Skriver, 2007.
Forunderlig Natur naturområder. Sideløbende sker der en omfattende regulering af stort set alle vandløb.
Mod slutningen af de store afvandingsprojekters periode i 1960’erne var det et væsentligt argument for at fortsætte med at inddrage naturarealer til landbrug, at det nationale landbrugsareal var begyndt at falde. Arealet toppede allerede i slutningen af 1930’erne, fordi byerne voksede med nye veje og fritidsanlæg og lignende.
Selvom det samlede landbrugsareal altså gik tilbage efter 1930’erne, så voksede landets areal med agerjord i omdrift (pløjejord) alligevel frem til omkring 1960, dels som følge af fortsat nyopdyrkning af naturområder, dels fordi vedvarende græsarealer efter 1950’erne gradvist blev omdannet til pløjejord.
Indhugget i lavvandede områder, våde enge, moser, overdrev og heder fortsætter helt frem til efter 1970. Med betydelig offentlig støtte ødelægges en voksende andel af den resterende natur, til trods for at landbruget overvejende får dårlige jorder til gengæld. Især efter 1940 er der tale om landbrugsjorder af lav bonitet, hvor dyrkningen medfører betydelige omkostninger for miljøet.
Miljøpolitisk bliver det stadig mere problematisk, at landvindingsprojekterne også ødelægger områdernes selvrensningsevne, der ofte har betydning langt ud over det berørte areal. De nyindvundne agerjorder bliver nettoproducenter af udvaskede næringssalte, organiske stoffer og okker. Skjern Å-reguleringen og forureningen af Ringkøbing Fjord er et talende eksempel på denne problematik.
Alligevel kæmper landbruget og dets venner til det sidste for mere jord. Så sent som i 1992 gav politikerne grønt lys for at oppløje marsken fra Esbjerg til den dansk-tyske grænse. Tidligere tiders vidtstrakte ferske enge med græssende køer og velduftende høslæt forsvandt, og i dag er de 17.800 hektar ’naturbeskyttet’ marsk afvandet og intensivt dyrket med afgrøder som raps, majs, byg og wrapgræs – og masser af sprøjtegifte, gylle og handelsgødning. Under 10 % uberørte marskenge i det gamle kulturlandskab skønnes at have overlevet de sidste 30 års opdyrkning, og resultatet er forsvundne engfugle og tilsølet havvand i Vadehavet med en enorm opblomstring af fedtemøg og søsalat på Fanøs kridhvide strande.
Allerede i 1970’erne introduceres begrebet ”pleje” i naturbeskyttelsen. Det kan ses som udtryk for en gradvis forskydning i naturbegrebet, der ændres fra at betragte natur som en statisk urtilstand til at se naturen som et dynamisk fænomen i stadig forandring. Naturen skal derfor ikke bare passivt beskyttes, men aktivt plejes og til stadighed genskabes i det ønskede billede. Natur er kultur.
Summa summarum: I løbet af de sidste 100 år har landbrugserhvervets ekspansion medført, at arealet af søer i Danmark er blevet mere end halveret, mens hundredvis af moser er forsvundet. Siden 1800-tallets begyndelse er lavvandede havområder og fjordarme også konverteret til landbrugsjord i stort omfang. Der er inddraget og tørlagt et tilsvarende areal fra de marine områder som fra de ferske søer, nemlig ca. 50.000 ha. Det svarer til 20 % af vores nuværende kyster med fladvand under to meters dybde. I samme tidsrum ”aflivede” landvindingsprojekter mindst 180 småøer som selvstændige økosystemer, og omtrent halvdelen af alle de små danske vandløb blev enten rørlagt eller drænet bort. De større vandløb omfatter ca. 40.000 kilometer, og heraf er knap 98 % reguleret og kanaliseret; kun ca. 880 kilometer eller godt 2 % er bevaret som naturlige vandløb.
Fra 1900 til 2000 vokser den danske befolkning fra 2,4 til 5,3 mio. mennesker. Væksten sker især i byerne, accelereret af afvandringen fra landbruget, der hastigt mekaniseres efter Anden Verdenskrig. Det stigende befolkningstal samt fremkomsten af velfærdssamfundet skaber en voldsom forurening af vandløb, søer og fjorde med kloakvand fra byerne og især næringssalte fra landbruget, og fra midten af 1980’erne rammes også havmiljøet. Ordet iltsvind bliver allemandseje omkring år 1970. Bortset fra bestemte sorte pletter på landkortet (Cheminova, Grindstedværket, Junckers Industrier, Proms Kemiske Fabrikker m.fl.)
kommer industriens forurening dog ikke til at spille den helt store rolle, før lovindgreb allerede har begrænset den.
En undtagelse er dambrugsindustrien, der upåtalt af andre end sportsfiskerne får lov at forurene flere af landets fineste søer og vandløb. Også landbrugets forurening vokser uhæmmet. I takt med at industriens udslip stoppes, og byernes forurening hastigt dæmpes fra midten af 1980’erne, stiger betydningen af landbrugets udslip af næringssalte og kemiske hjælpestoffer voldsomt. I dag er dette erhverv skyld i de største forureningsproblemer i naturen og miljøet.
Overordnet har intensiv landbrugs- og skovdrift gennem det 20. århundrede været de største negative faktorer for naturen i Danmark. Jagt og forfølgelse, der tidligere udgjorde en alvorlig trussel, er i dag hensigtsmæssigt reguleret og foregår stort set efter bæredygtige principper.
Afvanding og opdyrkning af vådområder, inddigning af lavvandede fjorde, tilplantning og opdyrkning af heder og overdrev har gennem årtier ændret det danske landskab. I dag, hvor en stor del af disse aktiviteter er bragt til ophør som følge af lovændringer, synes de alvorligste negative faktorer at være tilgroning af de enge og overdrev, der trods alt har over-
Forunderlig Natur
levet, eutrofiering af søer, fjorde og de kystnære farvande samt intensiv skovdrift.
Som følge af Naturfredningskommissionens betænkning i 1967 lykkedes det at få standset de naturødelæggende landvindingsprojekter. I årene siden da har Folketinget udbygget den generelle beskyttelse af landskabet mod fysiske forandringer af negativ betydning, men parallelt har landbruget øget produktionen ganske meget. Mængden af tilført kvælstof per hektar er mellem 1950’erne og 1990’erne firedoblet!
Den store direkte tilførsel af kvælstof til markerne med handelsgødning og gylle og det tilsvarende stærkt øgede ammoniaknedfald fra luften (den såkaldte ”substralregn”) giver nu skadevirkninger på den naturlige vegetation i de fleste naturtyper, men især i højmoser og på klitheder. Vandløb, søer, fjorde og sågar havmiljøet er tilsvarende blevet alvorligt skadet af udvaskningen af kvælstof og fosfor fra landbruget.
Landbrugets mulighed for at intensivere driften på de sidste uudnyttede naturarealer begrænses gradvist i de sidste tre årtier af det 20. århundrede. Søer og vandløb, moser og kær, strandenge og heder, samt ferske enge og overdrev bliver i perioden fra 1972 til 1992 generelt beskyttet mod ændringer i den hidtidige tilstand. I slutningen af 1980’erne begynder moderne begreber som naturgenopretning at spille en stadig større politisk rolle, især som led i indsatsen mod landbrugets enorme eutrofiering af vandmiljøet.
Omkring ca. 10.500 hektar afvandede søer og enge er indtil nu genetableret for danske skatteyderes regning. Enkelte projekter er finansieret med tilskud fra EU eller af private fonde og foreninger.
Endelig skal betydningen af Danmarks Naturfredningsforening (DN) fremhæves. Foreningens virke siden 1911 kan næppe overvurderes. Ingen anden institution har medvirket i samme grad til at landet stadig ligger klædt i grønt og blåt. Men der er malurt i bægeret.
Foreningen har altid hævdet at have hovedæren for ca. 5000 naturfredninger eller et fredet areal på ca. 5 % af Danmark, men virkeligheden er en ganske anden. Da jeg undersøgte tallene i 2017 som research til min bog Det Store Svigt, nåede jeg frem til 1843 fredninger efter Naturfredningsloven. Denne voldsomme forskel provokerede Miljøministeriet til en uvildig revision af tallene, som resulterede i, at kun ganske få af de mange tusinder af fredninger reelt kunne kaldes effektivt beskyttede. Optælling efter de internationale kriterier gav kun 378 naturfredninger.
Her står vi så i dag.
Teksten er et omskrevet og opdateret afsnit fra Kjeld Hansen: Der er et yndigt land (side 16-20, 2003, Gads Forlag).