Familiens synder

Familiens synder_TRYK.indd 2

03/12/2019 15.01

Cara Hunter

Familiens synder PÃ¥ dansk ved Brian Christensen

GADS FORLAG

Familiens synder_TRYK.indd 3

03/12/2019 15.01

Familiens synder er oversat fra engelsk efter Close to Home Copyright © Cara Hunter, 2018 Dansk udgave: copyright © Gads Forlag, 2020 1. udgave, 1. oplag Omslag: Anders Timrén Omslagsfoto: iStockphoto, Shutterstock Bogen er sat med Palatino hos BogGrafisk og trykt hos ScandBook ISBN 978‑87‑12‑05982‑0 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med COPY-DAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser. www.gad.dk Dette værk er fiktion. Navne, personer, virksomheder, organisationer, steder og begivenheder er et produkt af forfatterens fantasi eller anvendes i fiktiv sammenhæng. Enhver lighed med virkelige nulevende eller afdøde personer eller hændelser er tilfældig.

Familiens synder_TRYK.indd 4

03/12/2019 15.01

Til Simon

Familiens synder_TRYK.indd 5

03/12/2019 15.01

Familiens synder_TRYK.indd 6

03/12/2019 15.01

Prolog Det er ved at blive mørkt, og den lille pige fryser. Det havde ellers været sådan en fin dag med de kulørte lamper og kostumerne – og fyrværkeriet, der lignede en stjerneregn. Det var magisk, akkurat som i et eventyr, men nu er alt ødelagt; alt er gået galt.

Hun kigger op mellem træerne, og det er, som om grenene ovenover rækker ud efter hende. Men det her er ikke som Snehvide eller Tornerose. Her er der ingen prins, ingen redningsmand på en smuk, hvid hest, men kun en mørk himmel og skygger med uhyrer på lur. Hun hører lyde i underskoven, en puslen fra små dyr og en tungere bevægelse, som kommer stadig nærmere, skridt for skridt. Hun tørrer tårerne af kinden og ønsker af hele sit hjerte, at hun var ligesom prinsessen i Modig. Hun ville ikke være bange for at være alene i skoven. Men det er Daisy.

Daisy er meget, meget bange.

“Daisy?” siger en stemme. “Hvor er du?”

Flere trin. De er tættere på nu, og stemmen lyder vred. “Du kan ikke gemme dig for mig. Jeg skal nok finde dig. Det ved du godt, ikke, Daisy? Jeg skal nok finde dig.”

Lad mig sige det med det samme, før vi går i gang. Du vil ikke bryde dig om at høre det, men tro mig: Jeg har prøvet det her flere gange, end jeg har lyst til at tænke på. I ni ud af ti sager som denne – hvor et barn er indblandet – er det nogen i

7

Familiens synder_TRYK.indd 7

03/12/2019 15.01

omgangskredsen, som står bag. Et familiemedlem, en ven, en nabo, nogen i lokalmiljøet. Husk det. Uanset hvor fortvivlede folk virker, uanset hvor usandsynligt det forekommer, ved de, hvem der har gjort det. Måske ikke på et bevidst plan og måske ikke endnu. Men de ved det.

De ved det.

Familiens synder_TRYK.indd 8

03/12/2019 15.01

20. juli 2016, klokken 2.05 Canal Manor, Oxford Man siger, at huskøbere bestemmer sig, inden for 30 sekunder efter at de er trådt indenfor i huset. Dertil kan jeg så sige, at politimænd er under ti sekunder om det. Faktisk har de fleste af os allerede dannet os en mening, længe før vi træder ind ad døren. Men det er menneskene, der bor der, ikke huset, som vi danner os en mening om. Så da vi standser uden for Barge Close 5, har jeg allerede en ret god idé om, hvad der venter os. Den slags mennesker har penge, men ikke så mange, som de godt kunne tænke sig, for så ville de have købt et ægte victoriansk hus og ikke denne kopi, som ligger i et kønsløst, nyt boligområde på den forkerte side af kanalen. Husene er opført i samme røde mursten og har samme karnapvinduer, men haverne er mindre, og garagerne er kæmpestore. Der er egentlig ikke tale om efterligning, men om direkte forfalskning.

Betjenten, der står vagt ved hoveddøren, fortæller mig, at familien allerede har ledt huset og haven igennem. Du vil blive overrasket over, hvor tit vi finder børn under senge eller i klædeskabe. De er ikke forsvundet, men gemmer sig bare. Og de fleste af disse historier får heller ikke en lykkelig udgang. Men det lader ikke til at være en af den slags episoder, vi har at gøre med her. Som den vagthavende betjent sagde, da han ringede

9

Familiens synder_TRYK.indd 9

03/12/2019 15.01

og vækkede mig for en time siden: “Vi ville normalt ikke ringe til dig på det her tidspunkt, men når det er så sent på natten, og barnet er så lille, giver det grund til bekymring. Desuden holdt familien fest, så folk begyndte at lede efter hende, længe før de ringede til os. Jeg besluttede, det ville være vores mindste problem, at du risikerede at blive sur.” Det er jeg faktisk ikke – sur, mener jeg. Jeg ville have gjort det samme i hans sted, hvis jeg skal være ærlig.

“Det ligner en slagmark omme bagved, chef,” siger betjenten ved døren. “Folk må have vadet frem og tilbage hele natten, og det flyder med brugt fyrværkeri. Børn har rendt omkring. Jeg har svært ved at forestille mig, at teknikerne finder noget.”

Alle tiders, tænker jeg. Pissegodt.

Gislingham ringer på, og vi står foran døren og venter. Han vipper nervøst på fødderne. Det er lige meget, hvor tit man gør det her – man vænner sig aldrig til det. Og hvis man gør, er det på tide at sige op. Jeg tager et sidste hvæs af min smøg og kaster et blik rundt på vejen. Selv om klokken er to om natten, er der lys i næsten alle husene, og der står folk i flere af vinduerne ovenpå.

To patruljevogne holder parkeret med tændte blink ovre på den anden side af vejen på den triste græsplæne, som er kørt op af cykler, og et par trætte betjente forsøger at holde de nysgerrige på passende afstand. En håndfuld betjente står og taler med naboerne. Så bliver døren åbnet, og jeg vender mig om.

“Mrs. Mason?”

Hun er kraftigere, end jeg havde regnet med. Hun er allerede ved at få hængekinder, og hun kan ikke være mere end hvad – midt i trediverne? Hun er iført en cardigan oven på en selskabskjole – en leopardmønstret halterneck i en mat orange farve, der ikke står godt til hendes hår. Hun kaster et blik ned

10

Familiens synder_TRYK.indd 10

03/12/2019 15.01

ad vejen og trækker cardiganen tættere om sig. Men det er ikke ligefrem koldt. Termometeret har rundet de 30 grader i dag.

“Vicekriminalkommissær Adam Fawley, mrs. Mason. Må vi komme ind?”

“Kunne jeg bede jer om at tage skoene af? Tæppet er lige blevet renset.”

Jeg fatter ikke, hvorfor folk køber flødefarvede gulvtæpper, især ikke når de har børn, men det er nok ikke lige tidspunktet at tage den diskussion på. Så vi bukker os som et par skolebørn og snører skoene op. Gislingham sender mig et blik: Ved døren hænger der knager med de enkelte familiemedlemmers navne på, og deres sko står på række på måtten. Efter størrelse. Og farve. Gudfader.

Det er underligt, hvordan hjernen reagerer, når man blotter fødderne. Det får mig til at føle mig som en amatør at gå rundt på strømpefødder. Det er ikke nogen god begyndelse.

Fra stuen fører en bueåbning ud til et køkken med spiseplads.

Der er nogle kvinder derude. De hvisker til hinanden og pusler omkring ved elkedlen. Deres festsminkede ansigter ser blege ud i det kraftige neonlys. Familien sidder på det yderste af en sofa, som er alt for stor til rummet. Barry Mason, Sharon og sønnen, Leo. Drengen kigger ned i gulvet, Sharon ser på mig, og Barrys blik flakker rundt. Han ligner det typiske billede på en hipsterfar – cargobukser, lidt for tjavset hår og en lidt for kulørt blomstret skjorte, der hænger ud over bukserne – men selv om stilen er stivnet ved de 35, er det mørke hår farvet, og jeg kan tænke mig, at han er godt og vel ti år ældre end konen. Og det er tydeligvis hende, der har bukserne på her i huset.

Man møder alle mulige slags følelsesmæssige reaktioner, når et barn forsvinder. Vrede, panik, fornægtelse og dårlig

11

Familiens synder_TRYK.indd 11

03/12/2019 15.01

samvittighed. Jeg har oplevet dem alle, både enkeltvis og kombinationer af dem. Men Barry Mason har et udtryk i ansigtet, som jeg ikke har set før og ikke kan sætte ord på. Sharon, derimod, har knyttet næverne så hårdt, at knoerne er helt hvide.

Jeg sætter mig, men Gislingham bliver stående. Jeg tror, han er bange for, at møblerne ikke kan bære ham. Han trækker lidt i skjorteflippen og håber, at ingen lægger mærke til det.

“Mrs. Mason, mr. Mason,” begynder jeg. “Jeg er klar over, at det her må være svært for jer, men det er meget vigtigt, at vi får samlet så mange oplysninger som muligt. I har sikkert hørt det her før, men de første par timer er afgørende – jo mere vi ved, desto større chance er der for, at vi finder Daisy i god behold.”

Sharon Mason hiver i en løs tråd på cardiganen. “Jeg ved ikke, hvad vi ellers kan fortælle dig – vi har allerede talt med den anden betjent …”

“Det ved jeg godt, men måske kan I gennemgå det med mig en gang til. I siger, at Daisy var i skole i dag som sædvanlig, og at hun derefter var herhjemme, indtil festen begyndte. Hun gik ikke ud for at lege?”

“Nej, hun var oppe på sit værelse.”

“Og festen – kan du fortælle mig, hvem gæsterne var?”

Sharon kigger på sin mand og derefter på mig. “Folk fra nabolaget. Børnenes klassekammerater. Deres forældre.”

Hendes børns venner, altså, ikke hendes egne. Eller deres fælles venner.

“Så hvor mange taler vi om? 40 mennesker? Passer det?”

Hun rynker panden. “Ikke så mange. Jeg har lavet en liste.”

“Det vil være til rigtig stor hjælp. Du kan bare give den til kriminalbetjent Gislingham.”

Gislingham kigger op fra notesblokken.

12

Familiens synder_TRYK.indd 12

03/12/2019 15.01

“Og præcis hvornår så I Daisy sidst?”

Barry Mason har stadigvæk ikke sagt et ord. Jeg ved ikke engang, om han har hørt mig. Jeg ser på ham. Han vender og drejer en plyshund i hænderne. Det skyldes selvfølgelig bekymring, men det ser i skræmmende grad ud, som om han er ved at vride halsen om på den.

“Barry?”

Han blinker. “Det ved jeg ikke,” siger han tonløst. “Ved ellevetiden om aftenen, måske? Det hele var lidt forvirrende og hektisk med alle de mange gæster, du ved.”

“Men det var omkring midnat, at I opdagede, at hun var forsvundet, ikke?”

“Vi besluttede, at det var tid til at lægge børnene i seng.

Gæsterne var begyndt at tage af sted. Men vi kunne ikke finde hende. Vi ledte overalt og ringede til alle, vi kunne komme i tanke om. Min lille pige – min dejlige lille pige …”

Han begynder at græde. Det har jeg det stadigvæk svært med, selv nu – at mænd græder.

Jeg vender mig om mod Sharon. “Mrs. Mason? Hvad med dig? Hvornår så du sidst din datter? Var det før eller efter fyrværkeriet?”

Hun skælver pludselig. “Før, tror jeg.”

“Og hvornår begyndte fyrværkeriet?”

“Klokken ti. Så snart det blev mørkt. Vi ville ikke have, at det gik for sent i gang. Så kan man få problemer. Folk kan finde på at melde det til kommunen.”

“Så du så altså Daisy før det. Var hun i haven eller i huset?”

Hun tøver og rynker panden. “I haven. Hun løb rundt hele aftenen – som en anden ballets dronning.”

Jeg tænker i forbifarten, hvornår jeg sidst har hørt det udtryk.

13

Familiens synder_TRYK.indd 13

03/12/2019 15.01

“Så Daisy var i godt humør. Der var ikke noget, der bekymrede hende, så vidt du ved?”

“Nej, ikke noget. Hun hyggede sig. Hun lo og dansede til musikken og den slags, som piger gør.”

Jeg kigger på broderen, da jeg er interesseret i hans reaktion.

Men han reagerer slet ikke. Han sidder påfaldende stille, situationen taget i betragtning.

“Hvornår så du Daisy sidst, Leo?” Han trækker på skuldrene. Det ved han ikke. “Jeg så på fyrværkeriet.”

Jeg smiler til ham. “Er du glad for fyrværkeri?”

Han nikker, men ser ikke direkte på mig.

“Skal jeg fortælle dig noget? Det er jeg også.”

Han kigger op, og der opstår en flygtig forbindelse mellem os, men så sænker han hovedet igen og begynder at skubbe den ene fod hen over tæppet og tegne cirkler i luven. Sharon rækker hånden ud og klapper ham på benet. Han holder op.

Jeg henvender mig til Barry igen. “Og haveporten stod åben.

Er det korrekt?”

Barry Mason læner sig tilbage og går pludselig i forsvarsposition. Han snøfter højt og tørrer næsen med hånden. “Man gider jo ikke rende frem og tilbage og åbne hoveddøren hvert femte minut, vel? Det var lettere at lukke folk ind den vej. Og på den måde blev der heller ikke slæbt så meget skidt ind i huset.”

Han kigger på sin kone.

Jeg nikker. “Det er klart. Jeg kan se, at haven støder op til kanalen. Er der en låge, som fører ud til trækstien?”

Barry ryster på hovedet. “Som om! Det vil kommunen aldrig give lov til. Han kan umuligt være kommet ind den vej fra.”

“Han?”

14

Familiens synder_TRYK.indd 14

03/12/2019 15.01

Barry ser væk igen. “Hvem det så end var. Det svin, som har taget hende. Det svin, som har taget min lille Daisy.”

Jeg skriver “min” i notesbogen og sætter spørgsmålstegn bagefter. “Men du så faktisk ikke en mand?”

Han tager en dyb indånding, som ender i en hulken, og så ser han væk, da tårerne igen begynder at trille. “Nej, jeg så ikke nogen.”

Jeg blader i mine papirer. “Jeg har billedet af Daisy, som I har givet kriminalassistent Davis. Kan I fortælle mig, hvad hun havde på af tøj?”

Der bliver stille.

“Vi holdt udklædningsfest,” siger Sharon til sidst. “For børnene. Vi tænkte, at det kunne være hyggeligt. Daisy var klædt ud som sit navn.”

“Undskyld, jeg er ikke helt med …”

“Daisy betyder tusindfryd. Hun var klædt ud som en tusindfryd.”

Jeg fornemmer Gislinghams reaktion, men kigger ikke på ham. “Nu forstår jeg. Og det vil sige …”

“Grøn nederdel, grønne strømpebukser og grønne sko. Og en hat med hvide kronblade og gult i midten. Vi fandt kostumet i den der butik på Fontover Street. Det kostede en formue bare at leje det. Og vi blev nødt til at betale depositum.”

Hun går i stå og gisper. Så knytter hun næven og presser den mod munden med bævende skuldre. Barry lægger armen rundt om hende. Hun vugger klynkende frem og tilbage og siger til ham, at det ikke er hendes skyld – hun vidste ikke noget – og han stryger hende over håret.

Der bliver stille et øjeblik, og så læner Leo sig pludselig frem og glider ned fra sofaen. Hans tøj virker lidt for stort til ham, og

15

Familiens synder_TRYK.indd 15

03/12/2019 15.01

hænderne forsvinder næsten i ærmerne. Han kommer hen til mig og giver mig sin mobil. På skærmen er der et stillbillede fra en video, som viser Daisy i det grønne kostume. Hun er en køn pige, ingen tvivl om det. Jeg trykker på Play og kigger på videoen i omkring 15 sekunder, mens hun danser foran kameraet. Hun sprudler af selvtillid og kådhed – det lyser ud af hende selv på den lille skærm. Da videoen stopper, tjekker jeg datoen. Den er kun tre dage gammel. Der har vi heldet med os, for det er ikke altid, at vi råder over så nyt billedmateriale.

“Tak skal du have, Leo.” Jeg kigger på Sharon, som nu pudser næsen. “Kan du sende den her video til mig, hvis jeg giver dig mit mobilnummer?”

Hun vifter hjælpeløst med hånden. “Jeg er fuldstændig håbløs til den slags. Det kan Leo ordne.”

Jeg kigger på drengen, og han nikker. Hans pandehår er lidt for langt, men han bliver åbenbart ikke generet af at få det i øjnene. De er mørke, hans øjne. Ligesom hans hår er mørkt.

“Tak, Leo. Tænk, at en på din alder er så god til det med mobiler. Hvor gammel er du?”

Han rødmer en smule. “Ti år.”

Jeg ser på Barry. “Havde Daisy sin egen computer?”

“Selvfølgelig ikke. Ikke med alt det, man hører om børn og internettet nu om dage. Jeg lader hende bruge min pc af og til, men kun når jeg er i rummet sammen med hende.”

“Så hun har ikke sin egen mail?”

“Nej.” “Hvad med en mobil?”

Denne gang er det Sharon, som svarer. “Vi synes, hun er for lille. Jeg har sagt, at hun må få en til jul, når hun er fyldt ni.”

Det betyder, at vi har en mulighed mindre for at opspore

16

Familiens synder_TRYK.indd 16

03/12/2019 15.01

hende. Men det siger jeg ikke. “Så du nogen sammen med Daisy i aftes, Leo?” Han ryster på hovedet.

“Eller før det? Var der nogen, der luskede omkring i området?

Så du nogen på vej til eller fra skole?”

“Jeg kører dem i skole,” siger Sharon hårdt, som om der ikke er mere at snakke om.

Så ringer det på døren. Gislingham lukker notesbogen. “Det er sikkert kriminalteknikerne.”

Sharon ser undrende på mig. “Hvad skal de her? Vi har ikke gjort noget.”

“Det ved jeg godt. Bare rolig. Det er helt normal procedure i … når et barn forsvinder.”

Gislingham åbner hoveddøren og lukker dem ind. Jeg genkender straks Alan Challow. Han begyndte i politiet nogle få måneder efter mig. Han holder sig ikke så godt – for lidt på toppen, for meget rundt om livet – men han er dygtig, rigtig dygtig.

Han nikker til mig. Vi behøver ikke udveksle høflighedsfraser. “Holroyd henter udstyret i bilen,” siger han raskt. Hans overtræksdragt knitrer. Han vil få det helvedes varmt i den, når solen står op.

“Vi begynder ovenpå,” siger han og trækker et par handsker på. “Og så går vi i gang udenfor, når det er blevet lyst. Der er ikke kommet nogen journalister endnu, kan jeg se. Det er da altid noget.”

Sharon Mason rejser sig på usikre ben. “Jeg vil ikke have, at I roder rundt på hendes værelse – piller ved hendes ting, behandler os som forbrydere.”

“Der er ikke tale om en grundig kriminalteknisk undersøgelse.

17

Familiens synder_TRYK.indd 17

03/12/2019 15.01

Vi kommer ikke til at rode. Vi behøver ikke engang gå ind på hendes værelse. Vi skal bare have hendes tandbørste.”

Det er den bedste dna-kilde. For det kan være, at vi får brug for den til at identificere liget af hende, men det siger jeg heller ikke højt.

“Vi vil foretage en grundigere undersøgelse ude i haven for at se, om kidnapperen har efterladt nogle fysiske spor, som kan føre os på rette vej. Jeg går ud fra, at det er i orden med jer?”

Barry Mason nikker og lægger hånden på konens albue. “Vi må hellere lade dem udføre deres arbejde, ikke?”

“Og vi sender en kontaktperson så hurtigt som muligt.”

Sharon ser på mig. “Hvad mener du?”

“Vi får en herhen, som kan holde jer orienteret om nyt i sagen og hjælpe jer, hvis I har brug for noget.”

Sharon rynker panden. “Her? I huset?”

“Ja, hvis det altså er i orden med jer. Bare rolig, kontaktpersonen har fået en grundig uddannelse og vil ikke være den mindste smule i vejen …”

Men hun ryster allerede på hovedet. “Nej. Jeg vil ikke have nogen her. Jeg vil ikke have, at I udspionerer os. Er det forstået?”

Jeg kaster et blik på Gislingham, og han trækker let på skuldrene.

Jeg trækker vejret dybt. “Det er selvfølgelig op til jer. Men så udpeger vi en person i vores team, som I kan kontakte, og hvis I ombestemmer jer …”

“Nej, det gør vi ikke,” siger Sharon hurtigt.

***

18

Familiens synder_TRYK.indd 18

03/12/2019 15.01

Oxford’s News @OxfordNewsOnline 2.45 SIDSTE NYT Der er et stort politiopbud i Canal Manorkvarteret – ikke flere detaljer i øjeblikket …

Julie Hill @JulieHillinOxford 2.49 @OxfordNewsOnline Jeg bor i Canal Manor – der var fest i går aftes, og politiet er i gang med at tale med naboerne nu Julie Hill @JulieHillinOxford 2.49 @OxfordNewsOnline Ingen lader til at vide, hvad der foregår – der er omkring 15 politibiler her Angela Betterton @AngelaGBetterton 2.52 @JulieHillinOxford @OxfordNewsOnline Jeg var med til festen – det er deres datter – hun er åbenbart forsvundet – hun går i min søns klasse Julie Hill @JulieHillinOxford 2.53 @AngelaGBetterton Hvor forfærdeligt. Jeg troede, det havde noget med narko at gøre @OxfordNewsOnline Oxford’s News @OxfordNewsOnline 2.54 @AngelaGBetterton Hvad hedder den lille pige, og hvor gammel er hun?

Angela Betterton @AngelaGBetterton 2.55 @OxfordNewsOnline Daisy Mason. Otte-ni år?

19

Familiens synder_TRYK.indd 19

03/12/2019 15.01

Oxford’s News @OxfordNewsOnline 2.58 SIDSTE NYT Der er meldinger om en mulig #kidnapning i Canal Manor-kvarteret.

Kilder oplyser, at en otteårig pige er forsvundet fra sit hjem Oxford’s News @OxfordNewsOnline 3.01 Hvis du hører mere om #kidnapning i Oxford, så tweet os her – vi giver dig Oxfordlokalnyt og meget mere hele natten

*** Lidt over klokken tre ringer medieteamet og siger, at pressen har fået nys om sagen, og at vi bare må få det bedste ud af det. 20 minutter senere standser den første tv-vogn udenfor.

Jeg er i køkkenet, mens familien stadig er inde i stuen. Barry Mason sidder tilbagelænet i en lænestol med lukkede øjne, men han sover ikke. Da vi hører bilen standse, rører han sig ikke, men Sharon Mason rejser sig fra sofaen og ser ud ad vinduet. Hun får øje på reporteren, som stiger ud, og derefter en mand i læderjakke med en mikrofon og et kamera. Hun bliver stående ved vinduet et øjeblik, og så ser hun sig i spejlet og retter lidt på håret.

“Vicekriminalkommissær Fawley?”

En af Challows folk står halvvejs nede ad trappen. Det er en ung kvinde, men hun må være ny, for jeg genkender ikke stemmen. Jeg kan heller ikke se hendes ansigt på grund af hætten og masken. I modsætning til hvad man ser i tv, er virkelighedens kriminalteknikere i højere grad klædt som arbejdere på en kyllingefabrik end som skuespillerne i CSI. De åndssvage tv-serier gør mig tosset. En rigtig kriminaltekniker kunne aldrig finde på

20

Familiens synder_TRYK.indd 20

03/12/2019 15.01

at forurene på et gerningssted ved at flagre med sine extensions.

Kvinden gør tegn til mig om, at jeg skal komme med, og jeg følger efter hende ovenpå. På døren foran os hænger der et fint skilt, hvorpå der står:

❀ ❀ ❀

Daisys værelse

❀ ❀ ❀

En seddel er sat fast til skiltet med elefantsnot, og med store, sjuskede bogstaver er der skrevet: ADGANG FORBUDT!!

“Vi har fået det, vi skal bruge,” siger teknikeren. “Men jeg syntes, at du burde se hendes værelse, selv om vi ikke går derind.”

Da hun skubber døren op, forstår jeg, hvad hun mener.

Den slags børneværelser ser man kun i sitcoms. Intet ligger og flyder på gulvet, der er intet på bordene, intet er skubbet ind under sengen. Kammen ligger helt parallelt med børsten.

Tøjdyrene er sat op på række og stirrer på os med deres små, runde øjne. Det virker ikke så lidt foruroligende, ikke mindst fordi den sprælske, livsglade pige, som jeg så på videoen, simpelthen ikke passer sammen med et værelse, der er så unaturligt ryddeligt som det her. Nogle tomme værelser bærer præg af dem, som har boet i dem. Men dette tomme værelse emmer af fravær, ikke nærvær. Det eneste, som tyder på, at hun nogensinde har været her, er Disneyplakaten på væggen.

Den forestiller prinsessen fra Modig, alene i skoven med sit vilde, knaldrøde hår, og i bunden af plakaten står der med store, orange bogstaver Skæbnen ligger i dine egne hænder. Jake var også vild med den film – vi så den to gange med ham.

21

Familiens synder_TRYK.indd 21

03/12/2019 15.01

Det er et fint budskab til børn: at det er helt i orden at være sig selv, og at man bare skal have mod nok til at være den, man egentlig er.

“Forfærdeligt, ikke?” siger teknikeren ved siden af mig og river mig ud af mine tanker.

Hun er i det mindste så hensynsfuld at dæmpe stemmen.

“Synes du?”

Hun har taget masken af, og jeg ser hende rynke på næsen.

“Her kan man da tale om for meget af det gode. At alt passer sammen på den måde, mener jeg. Der er da ingen, der er så glad for sit eget navn.”

Og så forstår jeg, hvad hun taler om. Der er tusindfryd over det hele. På tapetet, sengetæppet, gardinerne, puderne. Alt er holdt i forskellige tusindfrydmønstre. Der står tusindfryd af plastic i en grøn urtepotte, og der hænger et lysegult tusindfrydpandebånd på spejlet ved toiletbordet. Gnistrende tusindfrydhårspænder, en tusindfrydlampeskærm og en tusindfryduro, som hænger ned fra loftet. Det her er ikke så meget et barneværelse, men mere en temapark.

“Måske er det sådan, hun kan lide det?” Men idet jeg siger det, kan jeg selv høre, hvor usandsynligt det lyder.

Den unge kvinde trækker på skuldrene.” Måske. Hvad ved jeg? Jeg har ikke børn. Har du?”

Hun har ikke hørt det. Ingen har fortalt hende det.

“Nej,” siger jeg.

Ikke længere.

***

22

Familiens synder_TRYK.indd 22

03/12/2019 15.01