I n g o M I lt o n
Den Behøvlede Svend
Da Oskar kom i lære hos snedkermester Jørgensen i 1839, havde han ikke i sin vildeste fantasi forestillet sig, hvilken eventyrlig rejse han havde begyndt. Ganske vist måtte han lære at håndtere øretæver, drilleri, opsvulmede lig og lange arbejdsdage, men ind imellem de barske pligter fik han venner, lærte at bruge godt værktøj og lave fine møbler. Og så var der jo Mester Jørgensens datter, den søde Esther i forhuset...
DBSgad-cover.indd 1 95263_cover_den-behoevlede-svend_r1.indd 1
I ng o M I lton
Den Behøvlede Svend
Oskar blev besnakket, behøvlet og bedåret. Som svend så han det halve Europa på gåben, og han overlevede tre års krig og kadaverdisciplin. Han blev gift uden at vide det, og han måtte kæmpe for endelig at få sit mesterbrev og sin hjertenskær. Den Behøvlede Svend er et lille stykke danmarkshistorie, fortalt levende og med humor – og henvendt til både børn og voksne.
08/07/2013 01:46 AM 08-07-2013 13:03:37
Ingo Milton
Den Behøvlede Svend Oskars fortælling fra lærling til mester
efter idé af Elsebeth Aasted Schanz
Mit navn er Oskar Larsen. Jeg blev født 1827 og voksede op i Haderslev, hvor min far arbejdede som tømrer...
En aften, et par uger før, kom snedkermester Jørgensen på besøg hos os. Han havde lærlingeaftalen med, og mens mine forældre så til, underskrev han den ...
Kort efter min 12 års fødselsdag aftalte far med snedkeren i Vestergade, at jeg kunne komme i lære dér efter påske...
Så var det min tur. Jeg havde aldrig før i mit liv sat mit navn på et dokument, og jeg var svært bange for, at pennen skulle klatte... men det blev kønt, og senere hørte jeg mor sige, at min underskrift stod pænere end Mester Jørgensens...
I aftalen var min læretid beskrevet: Fem år fra 3. påskedag 1839 til påskelørdag 1844. Mester skulle sørge for kost og logi, fodtøj og fem skjorter, samt vask og reparation af mit linned.
3
Til gengæld skulle jeg tjene Mester trofast og flittigt, og adlyde ham, svendene og Mesters kone.
Det var med sommerfugle i maven, jeg tog afsked med min familie den morgen efter påske...
Selv min far blev tyk i mælet, da vi sagde farvel:
Vel skulle jeg ej flytte fra byen, og jeg kunne besøge dem hver anden søndag, men min barndom var i hvert fald forbi, og jeg var spændt på, hvad der ventede mig...
Jeg er glad, du skal arbejde med træ, min søn. Jeg véd, du er fingernem, og gør du dig umage, får du et bedre liv end en tømrer som jeg. Tænk på mig, når du står varmt og tørt i snedkerværkstedet, mens jeg kravler rundt på tagspær og stilladser!
4
Snedkerværkstedet lå i gården bag porten i Vestergade...
Jeg vil altså sove yderst! Jeg er senior lærling nu!
Øh... jeg er Oskar, den nye lærling ...
Velan. Jeg hedder Søren. Vi skal dele værelse... nu skal jeg vise dig hvor...
Så, så Søren. La’ ham nu lige komme over dørtærskelen, før du fordeler goderne!
Søren viste mig kammeret, hvor jeg skulle bo de næste fem år. Den bageste del af rummet udgjorde en seng, som vi måtte deles om...
Først den følgende vinter forstod jeg, hvorfor Søren ville sove yderst. Trævæggen på min side blev da så kold, at overdynen hver morgen var frosset fast til den...
5
Men vinteren var langt borte, og Søren fortsatte med en rundtur på værkstedet... Næst efter Mester er svendene vores plageånder: Lars mødte du ude i gården, og det her er Hans og Klavs.
Dav...
Dav...
...og det her er limovnen, som jeg har passet og plejet, mens jeg var yngste lærling. Hun er nu din hovedpine!
Man kan da heller ikke vende ryggen til et øjeblik! Øh, jo...jeg – Var du ikke igang med at viste bare den nye sinke et par skuffer, lærling rundt, Mester, Søren..? ... men jeg er i gang, Mester!
Men holder du hende varm dagen lang — og limen tynd og flydende, så holder du også Mester glad!
Nå, velkommen på din nye læreplads, Oskar. Måske får vi ad åre en duelig svend ud af dig...
Ja... javel, Mester!
6