Af samme forfatter:
Det er herfra jeg vil begynde at tale, disse ord kan finde vej (2019)
Kudan; eller Kalven (2022)
At performe transkønnet vrede (2022)
CALLUNA ELLER
HVORDAN LEVER I?
ROMAN GADS FORLAG
Calluna
Copyright © Gry Stokkendahl Dalgas og Gads Forlag 2025
Grafisk tilrettelæggelse: Louis Montes
Omslagsillustrationer: Bobbi-Johanne Østervang
Forfatterfoto: Andreas Bøcher
Bogen er sat med Legitima, Affix og trykt hos Dardedze Holografija, Letland
1. udgave, 1. oplag
ISBN: 978-87-12-07883-8
G.E.C. Gads Forlag
Fiolstræde 31-33. 1171 København K, Danmark
reception@gad.dk – www.gad.dk
Læs om Gads Forlags klimakompensering af vores bogproduktion på gad.dk
Der citeres fra:
Enrico Dalgas: Geographiske Billeder fra Heden, 1870.
Ernesto Dalgas: “De sidste dage”, i: Krøniker og Æventyr, 1896.
Enrico Dalgas: Familien Dalgas. Slægtsregister fra 1685 til 1891, 1891.
Inger Christensen: Sommerfugledalen, Brøndums Forlag, 1991.
Peder Kylling: Gyldenlund, 1684.
Tak til Bjørn, Christian, Jens, Ingrid, Adam, Axel, Eva og Amalie.
En særlig tak til Nath og Addis.
Dedikeret til Lars Andersen (1955-2025). “God fornøjelse med sommerfuglenes verden!”
Hvis arbejderklassen rev den last, som behersker og fornedrer dens natur, ud af hjertet og rejste sig i al sin frygtelige styrke, ikke for at proklamere Menneskerettighederne, som ikke er andet end retten til kapitalistisk udbytning, ikke for at kræve Retten til arbejde, som ikke er andet end retten til elendighed, men for at smede en jernlov, der forbyder ethvert menneske at arbejde mere end tre timer om dagen, så ville jorden, den gamle jord, skælvende af glæde, føle et nyt univers springe frem.
Paul Lafargue, Retten til dovenskab
Rundtomkring staar den alvorlige Lyng i lave, stride Buske.
Achton Friis, De danskes Øer
Lyngen, kære Enrico
Aarhus 2022
Mine negle er ved at være bidt ned igen.
Jeg varmer mine hænder over den tændte brødrister og venter på rugbrødet. Det er februar.
Det er frokost, og jeg tænker på dig.
Du boede et par gader herfra, på Montanagade.
I Villa Montana. Dit hus er revet ned nu, men dit yndlingstræ, bjergfyrren Pinus montana, navngiver stadig gaden.
Jeg stod der i går og skuttede mig i min jakke, der, hvor Skt. Pauls Gade krydser Montanagade.
Måske har nogen set ned på mig fra lejlighederne.
Bjergfyrren var et vigtigt redskab for dig i din opdyrkning af heden. Du boede i det træs navn. Jeg flyttede ind i dette nabolag, i min første lejlighed, ikke bare et værelse, for snart et år siden.
Mine forældre betalte depositummet. Det var en gave, en belønning for alt mit hårde arbejde.
Min lejlighed skal hedde Calluna, efter det latinske slægtsnavn for hedelyng.
Enrico skriver:
Vi har kun vild Hede foran os, stejle, sorte Bakker i de dristigste
Former og mørke, dybe Dale. Vi er i Danmarks smukkeste og mest karakteristiske Hedeegn, og det er ikke uden en vis Sorg, naar vi tænker, at ogsaa disse stolte Lyngbakker med Tiden vil forsvinde.
Det kan vi dog ikke undgaa at tænke, thi ved hvert Skridt, vi gaar, bliver vi mere og mere opmærksomme paa, at vi vandrer i gammel Skovbund, og at Betingelserne for Plantning er tilstede.
Min kæreste, Isak, er ude at besøge sin mor i Randers. Det var også dér, du begyndte at tegne hedens geografi op.
Du skriver ikke om rejsen fra Randers til Viborg.
Ankomsten til Viborg er meget brat, du citerer St. St. Blicher, og så står du pludselig på et bakkedrag og ser ud over de nye gårde og marker.
Jeg bærer dit blod i mig, og noget af dig vil dø sammen med mig, for jeg får aldrig børn.
Jeg bladrer videre. Din bogs papir er skrøbeligt.
Da Isak kommer hjem, går vi en tur i Marselisborgskovene.
Et lavtryk ruller ind. Isaks mor har ikke råd til at blive boende i det lille rækkehus, Isaks barndomshjem.
Hun skal finde en lejlighed, højt oppe, hvor haven er en baggård, hun ikke må beplante.
Vi skynder os gennem bøgeskoven.
Vinden i træerne lyder anderledes end i mit barndomsland, hvor det bruser havagtigt i tusindvis af nåle.
Mine forældre har spurgt, om jeg tjener nok som forfatter.
Enrico skriver:
Nybyggerne har allerede kommet sig over det værste; deres Bolig, som i Begyndelsen kun bestod af een Længe, bestaar nu af flere, deres Besætning, som begyndte med et Par Stude og en Ko, bestaar nu af et Par Heste og et kønt Sæt Faar og Køer. Inden næste Generation vil mange af disse Huse være gode Gaarde, og Heden være forsvunden.
Under min paraply, ved fodgængerovergangen på Frederiks Allé, mellem Det Blå Sted og Jutlander Bank, lytter jeg til dråberne prelle af stoffet, ramme den blanke overside og blive til trillende perler.
Jeg tænker på efeublade. Der står 1828 og 1894 på dit gravsted.
Sidst jeg besøgte det, var for to år siden, den store kampesten med efeuen om sig, på Nordre Kirkegård:
Enrico Mylius Dalgas. Det regnede også den dag, og jeg gik sammen med en flirt, nej, en partner, på grusstierne, og hendes hånd var varm i min.
Fra SuperBrugsen går jeg op ad Montanagade. Du må have gået her, måske bag din kone, Maria, der førte an med barnevognen. Hanken fra indkøbsnettet gnaver i min hånd.
Der står 1896 på en del bygninger i denne gade.
Dette kvarter opstod, efter du døde, skød op fra dine jorder, opkøbt og udstykket.
Enrico skriver: Lyngen staar højt med kraftig brun Farve, i Bunden finder vi gult
Mos, af og til Eneris, Gyvelen med dens smukke gule Blomster, alt lutter Kendetegn paa, at Heden er egnet til Plantning. Nogle faa Skridt endnu, og vi støder paa hvide Skov-Anemoner, Blaabær og til sidst Egebuske, Levninger af de gamle Skove.
Februar bliver ved her i marts, og det stormer. Jeg må holde godt fast i paraplyen.
Vinden snor sig om mig og vil løfte mig, mens Isak er inde at hente en pakke i kiosken på Ellemarksvej.
GLS har sendt os herhen.
Et bredt villakvarter, gade efter gade med gulstenshuse fra 1960’erne.
De nærmeste elletræer gror mere end en halv kilometer herfra i det, der er tilbage af de store skovsumpe, som man forskubbede og gravede ud, da man skulle opføre et tivoli og et stadion til folkets fritid og glæde.
Isak kommer ud af kiosken med sin pakke og en bagerpose med to trøfler og siger: Kærnemælkshorn ville være et godt navn til en ged.
Lille Kærne, følg mig ud på engen.
Enrico skriver: Vi børn gik ofte ned til Frugttorvet for at købe en af de prægtige mørkegrønne Vandmeloner med blodrødt Kød og sorte Kerner; Melonen blev saa i en Kurv sænket ned i vores dybe Huus-Brønd for at afkøles, som vi overværede trofast, indtil Melonen atter blev halet op og bragt ind til Aftenbordet.
Jeg hilser på den store børnefamilie i min opgang, inden jeg låser op til Calluna, lejligheden.
Døren går op med et klik. Lejligheden er lys og stor med to stuer opdelt af en skydedør. Du kom hertil fra en opvækst i Italien.
Du fik otte børn, tre af dem døde kort efter fødslen.
Ernesto var den yngste. Din kone og dine børn, voksne, halvvoksne og i barnevogn, har været samlet i Villa Montana.
De har været samlet i haven en sommerdag og nydt solens flimren hen over dugen og maden på havebordet.
Det store bøgetræ i den lette brise.
Min fars familie og jeg bærer dit efternavn på grund af den lykke.
Jeg står med hænderne nede i sæbevandet og vasker den sidste tallerken op efter frokosten.
Ude på heden trækker frivillige den ene unge bjergfyr efter den anden op af lyngfladen. Kære Enrico, dét, din ældste søn, Christian, og dig fik udrettet, al plantagearbejdet, vælter ind over den lyng, man nu prøver at bevare.