klusivt adelige, var adelen nu for første gang i offentlig- og privatretlig henseende ligestillet med landets øvrige befolkning og delte for størstedelens vedkommende i realiteten også levevilkår med deres ikke-adelige medborgere. Overgangen til det spæde demokrati var dermed ikke en forandring, der i dagligdagen berørte det store flertal af den nu privilegieløse og stort set borgerligt assimilerede adel. Tidligere tiders magtbastioner: godsmonopolet og embedsmonopolet, var i 1849 kun fjerne minder, og adelen blev med Grundloven mindet om, at dens eksistens fremover var reduceret til at være levende bærere af en historisk arv. Den befolkningsgruppe, der på dette tidspunkt juridisk kunne påberåbe sig dansk adelskab, var en relativt beskeden og uhomogen størrelse, bosat i ind- og udland. Samlet set udgjorde adelen i grundlovsåret en personkreds på rundt regnet 4.600 personer, fordelt på 265 slægter. Heraf udgjorde den betitlede adel, primært grever, baroner og deres familier, godt en femtedel eller knap tusind personer. En adelig titel medførte imidlertid ikke automatisk en position i den økonomiske overklasse. Derimod omfattede adelens sociale og økonomiske elite, nemlig kredsen, der befolkede landets største godser, majoraterne, som kernefamilier næppe mere end tre til fire hundrede individer, fordelt på personer med og uden arvelig titel. Imidlertid var det denne lille gruppe, der, dengang som nu, i det offentlige billede symboliserede den samlede adelstand. Resten delte som nævnt sociale og økonomiske vilkår med den øvrige befolkning, idet der fandtes adelige i alle samfundslag. Endnu havde adelen en vis vægt i det politiske liv, ved hoffet, i embedsværket og i hæren, men fandt lige så naturligt også sit udkomme i f.eks. det mindre landbrug og i håndværkerstanden.
Geografisk udgjorde adelen heller ingen enhed, men var bosat over hele verden. Omtrent 54 procent havde bopæl i kongeriget, hvor adelen dermed udgjorde tre promille af landets befolkning. De øvrige 46 procent var bosat uden for kongeriget, hvoraf hertugdømmerne Slesvig og Holsten, Norge samt de tidligere danske landsdele i det sydlige Sverige tegnede sig for den langt væsentligste andel, nemlig cirka 26 procent. De resterende 20 procent var spredt kloden over, men var foruden i Sverige særligt at finde i de tyske stater. En væsentlig årsag til denne spredning var, at en række slægter adlet
Adel
25