1000 års konspirationsteorier by Gads Forlag

GENNEM

ET TROLDSPEJL

Sidst jeg skulle flytte og var i gang med at tømme vores alt for store kælder for gammelt ragelse, opdagede jeg, at der bag en IKEA-reol lå en lettere støvet gymnasieopgave om mordet på John F. Kennedy. Jeg fiskede den op og begyndte at bladre i den, og det gik pludselig op for mig, at jeg engang havde været konspirationsteoretiker.

Med ungdommelig skråsikkerhed havde mit 17-årige jeg uden tøven afvist den officielle forklaring på mordet, nemlig at gerningsmanden var Lee Harvey Oswald, og at han handlede på egen hånd. I stedet promoverede jeg teorierne om, at der måtte stå magtfulde og hemmelighedsfulde kræfter bag. Jeg kunne se, at opgaven havde fået en god karakter, så muligvis var min lærer også konspirationsteoretiker.

Dengang vidste jeg bare ikke, det var en konspirationsteori. Faktisk var selve begrebet meget sjældent dengang. Så sent som i 1995 blev ordet ”konspirationsteori” ifølge Infomedia kun anvendt i alt 25 gange i samtlige danske medier. I 2020, hvor internetmedierne var kommet til, var det tal steget til over 4.000, hvortil skal lægges utallige private websider, opslag og debattråde på de sociale medier.

Som historiker og journalist begyndte jeg for alvor at interessere mig for fænomenet, da det i årene efter 9/11, terrorangrebet på USA 11. september 2001, gik op for mig, at internettet var fuldstændig domineret af konspirationsteorier. På et tidspunkt skulle man nærmest helt ned i bunden af søgemaskinerne for at nå frem til en side, der fortalte, at det var Osama bin Laden og al-Qaeda og ikke USA’s militær-industrielle kompleks, der stod bag angrebet.

I den periode lavede jeg flere dokumentarprogrammer på Danmarks Radio både om denne og andre konspirationsteorier. Jeg skrev også en lille bog om 9/11-teorierne på tiåret for angrebet. På det tidspunkt havde jeg udviklet mig til det, som amerikanerne med et uoversætteligt udtryk kalder en debunker – en person, der aktivt arbejder på at modbevise konspirationsteorier. Såvel 9/11-bogen som dokumentarprogrammerne indbragte mig derfor mange vrede henvendelser fra konspirationstilhængere. Nogle ringede til mig et godt stykke over midnat, andre skrev mails. ”Seriøst Ole Retsbo, du er da en klovn! Hele Danmark ved, at det var den amerikanske regering, der stod bag 9/11!” lød en af dem. ”Ole Retsbo – du gør jo dig selv til grin. Hvilke motiver kan du have for at skrive og ytre dig sådan? Hvem betaler dig?” skrev en anden. En enkelt genkendte mig endda på en S-togsstation flere år efter og begyndte med det samme, uden at præsentere sig, at fremføre ”beviserne” for sin konspirationsteori. Det var på det tidspunkt, det gik op for mig, at det er meget vanskeligt – for ikke at sige umuligt – at diskutere med overbeviste konspirationstilhængere. Hvor spændende det end var med natlige telefonopkald og møder med konspirationsteoretikere i den offentlige transport, besluttede jeg at lægge min karriere som debunker bag mig. I stedet prøvede jeg at gå et skridt dybere og sætte mig ind i historien bag det væld af konspirationsteorier, som vi er omgivet af i dag. Hvor jeg tidligere var gået journalistisk til værks, ville jeg nu undersøge fænomenet som historiker. Undervejs gik det op for mig, at konspirationsteoriernes historie er en elementært spændende fortælling, som rummer både drama, fascination og farverige (og farlige) personer. Det er også verdenshistorien set gennem et troldspejl, en rejse gennem ofte groteske og mareridtsagtige fantasier, som har draget ellers rationelle og begavede mennesker gennem århundreder.

Konspirationsteorier er i vor tid så tæt forbundet med internettet, at man let kan glemme, at de langtfra er et nyt fænomen. Et godt eksempel er det myteomspundne hemmelige selskab Illuminati. Som

det vil fremgå senere i bogen, spiller Illuminati en hovedrolle i verdens første moderne konspirationsteori fra slutningen af 1700-tallet, hvor selskabet blev beskyldt for at stå bag Den Franske Revolution som led i et komplot mod hele den kendte civilisation.

Teorien opstod i Europa, men hoppede på mindre end et år – i en tid før telegraf, telefon og internet – over Atlanterhavet til USA, hvor begge kandidater til præsidentvalget i 1800 beskyldte hinanden for at være i Illuminatis sold. Så Donald Trump var altså på ingen måde den første, der brugte konspirationsteorier i sin præsidentkampagne.

I de følgende 200 år og frem til i dag blev myten om Illuminati som de ultimative bagmænd for alverdens omvæltninger holdt i live, især i højreekstreme kredse, hvor nogle ser dem som kernen i teorien om, at en hemmelig global elite har tiltaget sig verdensherredømmet, kaldet The New World Order. I 1960’erne fik myten en ny tilhængerskare i det alternative ungdomsmiljø, da to unge forfattere begyndte at skrive falske læserbreve til Playboy, hvor de ”afslørede” eksistensen af en mystisk hemmelig organisation, Illuminati.

En af dem fulgte i 1975 læserbrevene op med en bestseller-trilogi kaldet Illuminatus, hvor menneskehedens historie beskrives som en evig kamp mellem magtsyge Illuminati og frihedselskende såkaldte ”discordianere”. Bøgerne fik hurtigt udbredelse i populærkulturen, hvor Illuminati blev ”hovedperson” i bøger som Umberto Ecos Foucaults Pendul og computerspil som Lara Croft: Tomb Raider og endda et kortspil. Som kuriosum kan nævnes, at man fandt flere bøger om Illuminati i Osama bin Ladens bogreol efter stormen på hans hus i Pakistan.

En googlesøgning på Illuminati udløser i dag millioner af hits.

Som eksemplet viser, opstår konspirationsteorier sjældent ud af det blå.

De har en forhistorie, som kan gøre os klogere på den verden af konspirationsteorier, som omgiver os. Selvom de kan forekomme tilfældige og kaotiske, er der sammenhænge og mønstre fra de første og frem til i dag. De ligner hinanden og låner af hinanden.

Denne bog handler om skiftende konspirationsteorier gennem historien. Hvem udtænkte dem og hvorfor? Hvorfor blev bestemte ”mistænkte” udpeget som ”skurke” på bestemte tidspunkter i historien? Hvilken betydning fik teorierne i ”det virkelige liv”? Hvorfor blev bestemte teorier populære på givne tidspunkter? Og hvilke forbindelser er der mellem dagens konspirationsteorier og fortidens?

”DET

ER SVÆRT AT VÆRE ROLIG, NÅR MIT LAND ER BLEVET OVERTAGET AF DEN GLOBALISTISKE ELITE!”

Når vi følger dramatiske begivenheder i verden, kan vi som regel placere dem mentalt i bestemte kasser. Jordskælv, krige, oversvømmelser og sultkatastrofer er forfærdelige, men dog genkendelige tragedier. Kun en meget sjælden gang, måske bare en enkelt eller to i hver generation, sker der noget, som vi aldrig har set før, noget ukendt og foruroligende, der truer med at trække tæppet væk under den verden, vi troede, vi kendte.

En sådan begivenhed var stormen på den amerikanske kongres 6. januar 2021.

Først lykkedes det flere tusinde mennesker at bryde gennem politiafspærringerne og storme parlamentet i verdens mægtigste land på mere eller mindre direkte opfordring fra den siddende præsident. Dernæst gik nogle af dem på jagt efter vicepræsidenten for at tvinge ham til at omgøre et demokratisk valgresultat, nogle truede endda med at dræbe ham.

Vold blandede sig med anarki, før det efter seks timer endelig lykkedes politiet at fjerne demonstranterne. Fem mennesker døde, og over 150 blev såret.

Forsøget på at omgøre et præsidentvalg med vold i verdens ældste demokrati var i sig selv chokerende, men lige så urovækkende var det irrationelle bagtæppe.

Demonstranternes motiv for at storme Kongressen var nemlig to konspirationsteorier. Den ene teori gik ud på, at nogen – Demokraterne, embedsmænd i ”den dybe stat” eller andre – havde manipu-

leret med stemmeoptællingen til præsidentvalget og flyttet millioner af stemmer fra Donald Trump til Joe Biden. Denne teori troede over halvdelen af de republikanske vælgere fortsat på næsten fire år senere, da Trump blev genvalgt som præsident. Den anden var konspirationsteorien (eller rettere teorierne) QAnon, der hævder, at højtstående politikere, embedsmænd, erhvervsfolk og journalister er forenede i en hemmelig global organisation af pædofile satanister, som stræber efter den absolutte magt i USA og verden.

Et ikonisk billede fra stormen på Kongressen brændte sig fast som symbol på begge konspirationsteorier. Det var, da Q-Shamanen, en glødende QAnon-tilhænger i bar overkrop med et spyd i hånden, iklædt en hovedbeklædning af prærieulv – skind og bisonhorn og med ansigtet malet i patriotiske Stars and Stripes-farver, satte sig på vicepræsidentens stol i Senatet og skrev en truende note: ”Det er kun et spørgsmål om tid. Retfærdigheden vil ske fyldest.”

QAnon opstod, da en anonym internetprofil, der præsenterede sig selv som en højtstående embedsmand med sikkerhedsgodkendelsen ”Q” og heraf følgende insiderviden, i 2017 begyndte at lægge en lang række konspirationsteoretiske opslag op på nettet. I det meste af sin virtuelle levetid, der foreløbig sluttede i 2022, var Q med al sandsynlighed identisk med en mand ved navn Ron Watkins, der boede på Filippinerne og ingen som helst insiderviden havde om amerikansk politik. Ikke desto mindre mente næsten hver femte voksne amerikaner ifølge en meningsmåling, som blev foretaget af ugemagasinet Newsweek lige efter stormen på Kongressen, at QAnons konspirationsteorier var ”meget rigtige” eller ”nogenlunde rigtige”. Det svarer til over 13 millioner mennesker.1 To af de mest overbeviste tilhængere blev valgt ind i Kongressen i 2020.

Vender man blikket ud i verden, vil man opdage, at konspirationsteorier spiller en endnu større rolle i områder som Mellemøsten og Rusland. Angrebet på Ukraine i 2022 blev af Ruslands præsident Vladimir Putin bl.a. legitimeret med en konspirationsteori om, at Vesten har en hemmelig plan om at undertvinge Rusland med Ukraine som spydspids. Blandt de mistænkte i de russiske konspi-

rationsteorier om et vestligt komplot finder man interessant nok nogle af de samme ”mistænkte” som hos QAnon. Ud over CIA er det globale vestlige organisationer som World Economic Forum og Bilderberg-gruppen, og hemmelige selskaber som frimurerne og Illuminati.

I autoritære lande som Rusland bruger magthaverne konspirationsteorier for at styrke deres magt over for befolkningen og i rivaliseringen med andre stater.

I andre lande udspringer konspirationsteorier af dyb mistillid til statsmagten. Et eksempel er Italien, der i mange år har været gennem gigantiske korruptionsskandaler, uigennemskuelige politiske magtkampe, mafiaens infiltration af staten og afsløringen af magtfulde hemmelige loger. Italienerne har ligefrem et særligt, kun halvt ironisk, udtryk, kaldet ”dietrologia” (”bagvedlogi”), for den konspiratoriske tankegang, hvor man leder efter skjulte motiver, bagvedliggende årsager eller skjulte magter bag enhver begivenhed eller politisk aftale.

Danmark er et af de lande, hvor der ifølge meningsmålinger er færrest, der tror på konspirationsteorier.2 Det forklares med den relativt store tillid mellem borgere og politikere og danskerne indbyrdes, men det kan ændre sig. I januar 2021, næsten samtidig med stormen på den amerikanske kongres, kom det i Danmark til sammenstød mellem kampklædt politi og hundredvis af demonstranter fra den nye bevægelse Men in Black, der protesterede mod epidemiloven og corona-nedlukningerne og krævede et opgør med ”kontrol- og overvågningsstaten”. Nogle demonstranter mente, at coronavirus spredes gennem 5G-master, andre, at pandemien var udløst bevidst med det formål at pacificere befolkningen, og atter andre, at det hele var propaganda – en påstand, som de understøttede med billeder og videoer af tomme hospitalsgange. Senere samme måned blev en dukke, der forestillede statsminister Mette Frederiksen med et skilt om halsen, hvor der stod ”hun må og skal aflives”, hængt op i en lygtepæl og efterfølgende afbrændt.

Der var langt mellem QAnon og Men in Black. Ikke alle i Men in Black-bevægelsen var konspirationstilhængere, og ledelsen tog afstand fra dukkeafbrændingen. Alligevel fremgik det af avis- og tv-reportager, at små og store konspirationsteorier florerede blandt demonstranterne. Nogle fandt det mistænkeligt, at sundhedsmyndighederne konstaterede et udbrud af den sydafrikanske corona-variant på ydre Nørrebro i København præcis samme dag og samme sted, hvor Men in Black afholdt demonstration. Ville myndighederne nu tvangsteste og fængsle demonstranterne som straf for at bryde corona-restriktionerne? Andre undrede sig over, at DSB-appen gik ned, præcis samtidig med at tilhængere fra hele landet skulle finde vej til en stor demonstration i København. Kunne det virkelig være tilfældigt?

Mange både i og uden for Men in Black frygtede også langt større globale konspirationer. Jeg husker fra samme periode en yderst velklædt og myndigt udseende midaldrende mand, som kom gående mod mig på Kongens Nytorv i København. Spontant associerede jeg til direktionslokaler, mahognimøbler og bestyrelsesmøder i den tunge ende af erhvervslivet. Han talte i telefon og virkede lettere oprevet. Måske en vigtig forretningsaftale, der var ved at gå skævt, tænkte jeg. Så passerede han mig, og jeg hørte ham sige i telefonen: ”Undskyld, jeg bander, men det er svært at være rolig, når mit land er blevet overtaget af den globalistiske elite!”

TILLID UNDER PRES

Konspirationsteorier om valgsvindel, vacciner, pædofile satanister og hemmelighedsfulde globale eliter er kun de seneste forgreninger på et meget stort og vildtvoksende konspirationstræ. Før i tiden voksede træet langsomt. F.eks. var konspirationsteorierne om Kennedy-mordet flere år om at brede sig i tidsskrifter og bøger verden over. Lidt hurtigere gik det med teorierne om månelandingen og mordet på Sveriges statsminister Olof Palme, men det var først med

internettets fremkomst, at vi for alvor fik konspirationsteorierne ind i vores stuer.

For nogle år siden var jeg i Dallas, Texas, hvor en af de mange private efterforskere, som har brugt det meste af sit voksenliv på at undersøge Kennedy-mordet, fortalte mig en vittighed: En konspirationsteoretiker dør og kommer i himmelen. Det første, han gør, er selvfølgelig at opsøge Gud og spørge ham: ”Kære Gud, nu må jeg vide det! Hvem myrdede Kennedy?” Hvorefter Gud sætter sig ned og siger: ”Ved du hvad? Jeg ved det ikke, men jeg har en teori.”

I dag har Gud fået travlt. Ikke alene er antallet af teorier steget voldsomt, det samme er omsætningshastigheden. I internettets tidsalder er det nok med et hurtigt tweet, en YouTube-video eller et Facebook-opslag, og mange af teorierne har nogenlunde samme levetid som en bananflue. De dukker op i et eller andet hjørne af nettet, får et kort og hektisk liv i de globale mediestrømme, hvorefter de fleste glider ud i glemslen. Andre slår rod og bliver en fast bestanddel af en konspirationskultur, der har eksisteret lang tid før internettet, og nogle af dem er i stand til at rokke ved folks opfattelse af store begivenheder. F.eks. er mange i dag overbeviste om, at højreorienterede kredse i CIA, FBI eller andre dele af det amerikanske statsapparat stod bag Kennedy-mordet, selvom Lee Harvey Oswald var stærkt venstreorienteret, aktiv i en pro-Castro-organisation og ovenikøbet havde boet i Sovjetunionen.

Dette leder over til en anden side af min interesse for konspirationsteorier. De rejser nemlig et helt fundamentalt spørgsmål: Hvorfra har vi egentlig vores viden? Kun de færreste af os har et specialiseret kendskab til den verden, der omgiver os. Da min datter som lille engang spurgte mig, hvorfor der egentlig kom lys, når hun trykkede på en knap, kunne jeg med min usle humaniora-uddannelse kun give et tøvende og uklart svar om noget med elektroner og plus og minus, der ikke så ud til at overbevise hende.

Det samme problem opstår, når man skal forholde sig til de emner, som gennem tiderne har optaget konspirationsteoretikere. Det er som regel ikke emner, vi selv har et dybtgående kendskab til,

men hvor vi er afhængige af eksperter. Vores viden om Illuminati bygger på, at historikere har studeret nogle obskure, håndskrevne dokumenter på 1700-tals-tysk. Kennedy-mordet kræver indsigt i ballistik, retsmedicin og beregning af skudvinkler. Og hvis man vil udtale sig kvalificeret om angrebet på World Trade Center og tvillingetårnenes fald i New York 11. september 2001, kræver det viden om stålkonstruktioner, brandpåvirkning af bygninger, varmeudvidelse af stål, byggematerialer og meget mere.

Kun få af os har denne specialviden – og endnu færre kan prale af mere end ét enkelt speciale. Vi er derfor sårbare, når konspirationsteoretikere fremsætter påstande om disse og andre emner. Grundlæggende bygger vores verdensforståelse nemlig ikke på vores egen konkrete viden, men på tillid. Tillid til, at der findes eksperter inden for en lang række forskellige discipliner, og at disse eksperter i det store og hele fortæller os sandheden – eller i hvert fald så meget, de nu er i stand til.

Denne tillid til både eksperter og folkevalgte politikere har i mange år været under pres. Usikkerheden forstærkes af, at de gamle ”gatekeepers” – journalister og redaktører på tv, forlag og aviser, der afgjorde, hvilke informationer der skulle ud til offentligheden – ikke har den samme betydning som tidligere. På internettet er enhver i dag sin egen redaktør, og det bliver stadig vanskeligere at skelne mellem falsk og sandt i den uophørlige informationsstrøm.

Ganske vist er der kun få overbeviste tilhængere af den ene eller anden teori, men med den massive udbredelse af teorierne – ikke mindst på sociale medier – bliver stadig flere mennesker ramt af tvivl om, hvem og hvad man kan tro på. Det får betydning for den demokratiske samtale. Hvis man har mistanke om, at eksperterne lyver, at myndighederne lyver, og at nogle eliter trækker i trådene bag om folkevalgte regeringer, kan det føre til vold som stormen på den amerikanske kongres i 2021. Men det kan også føre til politisk apati eller dyb mistro til det politiske system. I USA har undersøgelser vist, at folk der tror på konspirationsteorier er langt mindre tilbøjelige til at stemme ved valgene og i det hele taget at være politisk

aktive end resten af befolkningen.3 I en anden undersøgelse viste det sig, at folk, der lige havde set ”JFK”, Oliver Stones’ stærkt konspiratoriske film om Kennedy – mordet, var mindre interesserede i at stemme ved næste valg end dem der var på vej ind for at se filmen.4

ER VI ALLE KONSPIRATIONSTEORETIKERE?

Et gennemgående tema i denne bog er, hvorfor folk gennem tiderne har troet på konkrete konspirationsteorier. Hvorfor troede nogle f.eks., at Illuminati stod bag Den Franske Revolution, eller at Kennedy blev myrdet af FBI og de amerikanske efterretningstjenester?

Men i løbet af arbejdet med bogen er jeg ofte blevet stillet over for et mere generelt spørgsmål: ”Hvorfor tror folk på konspirationsteorier?” Altså ikke hvorfor de tror på konkrete teorier, men hvorfor de i det hele taget tror på konspirationsteorier. Det er noget, som sociologer, psykologer og politologer har forsket flittigt i, især i de sidste 20 år i takt med konspirationsteoriernes og deres ”fætter” fake news’ udbredelse på nettet. Resultaterne er dog langtfra klare og viser i virkeligheden snarere, at stort set alle har potentialet til at blive konspirationsteoretikere.

Engang for ikke så længe siden blev tilhængere af konspirationsteorier rubriceret som noget nær psykisk afvigende, ikke mindst på grund af den amerikanske politolog Richard Hofstadters indflydelsesrige essay fra 1964, The Paranoid Style in American Politics. Hofstadter beskrev nogle af de mest kendte konspirationsteorier som paranoide i deres retorik og indhold, ”fordi intet andet ord tilstrækkeligt fremkalder teoriernes følelse af ophidset overdrivelse, mistænksomhed og konspiratorisk fantasi”.5 Han understregede, at han ikke brugte ”paranoid” i klinisk forstand, men hans brug af betegnelser som ”overmistænksom” og ”overaggressiv” har sat sit præg helt frem til vor tid, hvor konspirationsteoretikere kaldes ”sølvpapirhatte”, og konspirationsteori ses som en måde for ”ignoranter” at fremstå vidende og sofistikerede.

Grundlæggende viser de fleste moderne undersøgelser dog, at folk, der tror på konspirationsteorier, ikke adskiller sig væsentligt fra befolkningen som helhed – med undtagelse af uddannelsesniveau. Statistisk falder troen med stigende uddannelsesniveau, bl.a. fordi uddannelse medfører en større oplevelse af kontrol over ens liv og jobmuligheder.6 Jo mere man frygter – eller rent faktisk oplever – tab af status og position i samfundet, jo mere øger det troen på konspirationsteorier om hemmelige magthavere eller andre syndebukke.

Men ét er statistik, noget andet som bekendt virkelighed. Personligt har jeg gennem tiden mødt adskillige veluddannede mennesker, som tror på den ene eller anden konspirationsteori. Danmarks måske mest kendte konspirationsteoretiker var i mange år lektor på Københavns Universitet.

Der er også lavet en del undersøgelser af, hvorvidt bestemte karaktertræk fremmer troen på konspirationer, og det viser sig, at mange af disse træk i virkeligheden er nogle, vi alle besidder – nogle har dem blot i højere grad end andre, eller bestemte omstændigheder gør, at de kommer mere til udfoldelse.

Paranoia kan f.eks. til en vis grad være rationel. Når vores forfædre i forhistorisk tid gik ud i skoven for at jage, gjorde de klogt i at forvente, at de kunne blive overfaldet af bjørne, ulve eller fjendtlige jægere. Og på en moderne arbejdsplads frygter nogle måske, at en tilsyneladende venlig kollega pønser på at overtage ens job – eller arbejder på at få chefen til at give hende den forfremmelse, som man selv mener sig fortjent til.

Andre konspiratoriske holdninger, såsom at ”vi aldrig får hele sandheden at vide”, og ”intet er, som det ser ud til”, deles også i nogen grad af folk, der ikke er konspirationsteoretikere. Vi er alle tilbøjelige til at ”forbinde prikkerne”. Hvis et barn har fået autisme og i samme periode er blevet vaccineret, kan forældrene mistænke en sammenhæng – selvom det med al sandsynlighed blot skyldes, at børn ofte får konstateret autisme i den alder, hvor de også får de anbefalede vacciner.

Tilsvarende accepterer konspirationsteoretikere typisk kun information, der bekræfter deres overbevisninger, og ignorerer andre forklaringer – om alt fra Kennedy-mordet til månelandingen. Men denne tendens gør sig også gældende hos mange andre. Støtter man f.eks. Palæstina-sagen, er man tilbøjelig til at have dyb mistillid til israelske påstande – og omvendt. Og på samme måde er vi mere tilbøjelige til at tro på konspirationsteorier om vores fjender end om vores venner.

En anden ”universel” egenskab ved konspirationsteorier er formodningen om, at ”intet sker ved et tilfælde – alt sker, fordi nogen vil det”. Mange kan være tilbøjelige til at tro, at ”chefen altid giver mig de dårlige vagter, fordi han ikke kan lide mig”, selvom det måske blot skyldes tilfældig planlægning. At en kollega bevidst sætter sig et andet sted i kantinen ”for at undgå mig”. Eller at nogen bevidst ”ikke svarer på min SMS”, selvom vedkommende måske bare har glemt det eller haft travlt. Men jo mere man er tilbøjelig til at tro, at den form for hverdagsfrustrationer skyldes bevidste handlinger fra andre, jo mere er man tilbøjelig til at tro på konspirationsteorier.7

Af andre faktorer, der gør folk tilbøjelige til at tro på konspirationsteorier, har psykologer og samfundsforskere peget på:

• En tendens til at se mønstre og intentioner, selv i tilfældige hændelser. Mange føler, at store og betydningsfulde begivenheder nødvendigvis må have store og betydningsfulde årsager, som bare ikke afsløres for offentligheden. De kan også have et behov for hurtige og sikre forklaringer på komplekse problemer, hvilket gør dem mere åbne for konspirationsteorier.

• Nogle mennesker vil gerne føle sig mere ”unikke” eller ”oplyste” end andre. Konspirationsteorier kan give dem følelsen af, at de forstår sandheden, mens de andre er naive og manipulerede. I nogle miljøer kan man få opmærksomhed og status som én, der ”kender sandheden” og dermed opleve

en anerkendelse, man måske mangler andre steder. Det gælder ikke mindst folk med lavt selvværd.

• En oplevelse af marginalisering kan skabe en tilbøjelighed til at søge en rolle som ”den, der ved bedre”, og på den måde kompensere for manglende anerkendelse.

• Dunning–Kruger- effekten, som er opkaldt efter de forskere, der første gang beskrev den, er en psykologisk forklaring på det fænomen, at nogle konspirationsteoretikere mener, de ved bedre end eksperter om alt fra hemmelige selskaber til bygningskonstruktion. De to forskere lavede en række forsøg, hvor deltagerne skulle løse opgaver inden for bl.a. logik og grammatik og derefter vurdere, hvor godt de havde klaret sig. Resultatet viste, at de dårligst præsterende deltagere troede, de klarede sig langt bedre, end de gjorde, mens de bedste deltagere var mere tilbøjelige til at undervurdere sig selv. Forklaringen er, at når man mangler viden, mangler man også de redskaber, der skal til for at vurdere, at man mangler viden. For nogle konspirationsteoretikere gælder det, at de overvurderer deres egen forståelse og undervurderer, hvor kompleks ekspertviden er. I nogle tilfælde har de måske ekspertviden på et enkelt felt og mener derfor også, at de kan udtale sig som eksperter på andre felter.

En af de mest sikre sammenhænge mellem karaktertræk og tilbøjelighed til at tro på konspirationsteorier er og bliver dog graden af ”mistro til systemet”. Jo mindre tillid man har til myndighederne eller store erhvervsvirksomheder, jo større er tilbøjeligheden til at tro på konspirationsteorier. Mistroen kan bygge på det, man har læst om korruption, politiske skandaler eller erhvervsledere, der lyver om deres virksomheders forurening, men kan også skyldes en følelse af, at ”systemet” har behandlet én selv eller nogle, man kender, dårligt eller uretfærdigt. Men denne mistro kan opstå hos alle og er ikke begrænset til bestemte personlighedstyper, uddannelsesniveau eller socialgrupper.8

1000 års konspirationsteorier

OLE RETSBO

1000 ÅRS KONSPIRATIONS

TEORIER

Fra tempelriddere og Illuminati til QAnon og Trump