søster til landbrugsreformatoren Christian Ditlev Frederik lensgreve Reventlow – således sin adelige stamtavle i kaminen. Og den unge greve Adam Gottlob Detlev Moltke – et bar nebarn af den gamle feudaladels mægtigste mand, overhofmarskal Adam Gottlob lensgre ve Moltke – lod i revolutionsbegejstring de tre fugle i sit grevelige våbenskjold erstatte af tre jakobinske frygerhuer. Han gjorde sig tillige til bedstefaderens udelte mishag til talsmand for afskaffelse af alt majoratsgods. Sådanne tilkendegivelser var konkrete ud slag af den begyndende nedbrydning af aristo kratiets selvbevidste overbevisning om grup pens naturlige adkomst til magt og rigdom. Mere højlydt og vedholdende var den kritik af den bestående orden, der med stigende styrke rejste sig fra det nye, stadig mere selvbevidste borgerskab, der krævede sin indsats anerkendt efter fortjeneste. Det bedst kendte eksempel på hvas borgerlig systemkritik er nok digteren og satirikeren P.A. Heibergs såkaldte ”Indtogsvise” fra 1790, der indledes med strofen: ”Ordener hænger man paa Idioter Stjærner og Baand man kun Adelen gier, men om de Mallinger, Suhmer og Rother man ej et Ord i Aviserne ser. Dog, har man Hjærne, kan man jo gjærne undvære Orden og Stjærne.” Men også Heibergs discipel forfatteren Mal the Conrad Bruun gav sit besyv med i sin Aristokraternes Catechismus fra 1796, hvori han med tydelig foragt for adelen formulerede sin version af adelsmandens trosbekendelse. Deri hed det bl.a.: ”Jeg tror paa Adelen, Monarkiets enbaarne Søn, som først blev undfanget af Hovmod og
DENNE SIDE Fransk revolutions satire. Den arbej dende mand bærer møjsommeligt de privilegerede stænder, gejst lighed og adel, på sin ryg. MODSATTE SIDE Clausholm syd for Randers, der 1758 blev erhvervet af Matthias Wilhelm Huitfeldt (17251803) og herefter og frem til i dag nedarvet blandt hans efterkom mere i slægterne Schilden og Berner.
Egennytte, siden pint og forfulgt af den ugudelige Philosophie, omsider i Frankrig af Frihed og Liighed korsfæstet og ihjelslaaet – – – ” Sådanne udfald havde klart til formål at lat terliggøre adelen og udstille urimeligheden i dens fortrinsstilling; men ud over at more bor gerskabet og irritere adelen og magthaverne kunne de – fordi de ikke på reflekteret vis anvi ste alternativer – næppe siges at være farlige, selv om regimet for en sikkerheds skyld lands forviste begge de fripostige satirikere. Mere foruroligende var den debat, der på samme tid udspandt sig i det førende borgerlige littera turtidsskrift Minerva, der løbende tog væsent lige samfundsspørgsmål – herunder adelens rolle i samfundet – op til intellektuel overvejel se. Her tog præsten og den flittige samfunds debattør Michael Gottlieb Birckner i 1790 ade
Adel
23