__MAIN_TEXT__
feature-image

Page 1

VEJEN GÃ…R GENNEM LUFTEN INGE PEDERSEN RO M A N G L A D I ATO R


Vejen går gennem luften © Inge Pedersen & Gladiator 2017 1. udgave, 1. oplag Redigeret af Hans Otto Jørgensen og Johanne Bille Omslag: Clara Birgersson Bogen er sat med Garamond og trykt hos Livonia Print Printed in Latvia ISBN: 978-87-93128-94-1

Denne bog er produceret efter Gladiator-modellen. Modellen sikrer forfatteren 50 % af overskuddet, efter produktionsomkostningerne er dækket. Ligeledes sikrer modellen, at forfatteren kan få sine rettigheder til bogen tilbage efter 2 år, altså en reel ophævelse af bogens stavnsbånd.

Forfatteren ønsker at takke Statens Kunstfond for arbejdslegater. Hald Hovedgaard, San Cataldo og Den Skandinaviske Forening i Rom for arbejdsophold.


ÆBLET Huset med det lejede værelse tilhørte en af lærerne. I mørket under de høje træer lignede det en stor, grå papkasse, og det lå på en smal, uasfalteret vej tæt ved seminariet. Op af gruset ved siden af fortrappen voksede en kæmpestor vildvin. Da vi kom nærmere, blev det endnu mørkere fordi gadelygten foran huset var slukket, men mellem de hvidmalede vinduer kunne jeg skimte vildvinens lange, tynde arme der endte i hundreder af store flammefarvede hænder. De strakte sig op og omfavnede husets to etager helt op til tagrenden, så murens ujævne cementpudsning næsten var dækket. Så stod min far og jeg på fortrappen, og da vi havde set der stod Kranow på dørskiltet, ringede min far på. I samme øjeblik satte en hund i at gø, og et barn skreg. Men kort, så tav det. Lidt efter blev der tændt lys, og en høj, duknakket, mager mand i slåbrok lukkede op. Hans brilleglas glimtede, han missede med øjnene og bevægede munden, som om han havde sovet, nå der er De endelig, det var sandelig på tide, sagde han gnavent og med tyde21


lig københavneraccent, det er jo næsten midnat! Hunden gøede stadig langt inde fra bunden af huset med dybe, stødvise strubelyde. Den lød stor. Ja undskyld, men nu er vi her, sagde min far. Jeg stod og trådte mig selv over tæerne og sagde godaften ned i trappestenen. Jeg har ventet i flere timer, sagde Kranow, hans gråblå øjne så hvast på os hen over brilleglassene. Så kiggede han ud på vejen, og sig mig engang, er det Dem der er kommet med den brandbil? Der er udrykning, sagde min far kækt. Åh nej, far, hvor pinligt, han er jo lærer, sagde jeg, men ikke højt, kun inde i mig selv, og stirrede ned på Kranows slippers. Hvad? Han rystede på hovedet, jamen for pokker mand, De har vel set at vejen er blind, og nu er det mørkt, hvordan vil De komme ud igen? En brandbil kan flyve, sagde min far, jeg sætter hornet i bund og trykker på en knap, så slår den vingerne ud. Åh nej, jeg stirrede mere og mere intenst på de sorte, udtrådte slippers. Hunden var endelig holdt op med at gø. Men pludselig grinede Kranow. Hans ene fortand sad lidt ind over den anden, tænderne var hvide, selv om han var gammel. Eller ikke gammel, men heller ikke ung, femogtredive måske, håret var pjusket og tyndt og trængte til at blive klippet. Så rakte han hånden frem, 22


først mod mig og så mod min far. Hans håndtryk var fast, men hånden så smal og spinkel, at jeg kunne mærke knoglerne inde under huden, jamen så sker der da endelig noget i den her udørk, kom indenfor, sagde han. Han trådte et skridt tilbage ind i den snævre, halvmørke entre, indtil han stod med ryggen op mod en stejl trappe. Rummet var fyldt af hatte, stokke, paraplyer, sorte frakkeærmer, midt på gulvet lå et afgnavet kødben og en lyseblå sut. Med den ene fod puffede Kranow til kødbenet, så det forsvandt bag en hundekurv inde under frakkerne. Så bøjede han sig ned og samlede sutten op, hele huset lugtede af æbler. Nej ikke lugtede, duftede, men kom nu ind, sagde han igen, vi skal ovenpå, og som en sort slåbrok på klaprende såler flagrede han foran os op ad trappen. Op i et virvar af bugnende reoler, kilet ind i alle hjørner, lænet mod alle vægge mellem et uoverskueligt antal hvide, skrammede døre. Her og der stak de slidte, lasede bøger ud af hylderne, der lå et par afrevne sider på gulvet. Men her, sagde Kranow og gik hen ad en gang. Han drejede om et hjørne og ind i en niche mellem to reoler, hvor han åbnede en dør. Kom ind, sagde han og tændte lyset. Værelset var lille, en kølig luftning kom ind ad det åbne vindue. Udenfor i mørket stod omridset af et stort træ. Ja sådan ser her ud, sagde Kranow og slog ud med hånden, her står et chatol, som De gerne må bruge. 23


Jeg så på chatollet. Mahogni. Stort. Og med tre skuffer under den blanke skriveplade, som var slået ned, så man kunne se de mange små buede og hemmelighedsfulde hylder og låger. Træet susede svagt. Ja … hviskede jeg. Der skal jo også være plads til divanen, sagde min far. Kranow blev stående midt på gulvet og tog sig til panden med den ene hånd. Han så træt ud, fingrene var tynde, neglene hvide, ovale, omhyggeligt klippede, der var noget skrøbeligt, forfinet over ham, jamen så … sagde han, idet hans blik kom tilbage, så flytter vi da bare chatollet ud i morgen. Åh nej, tænkte jeg. Ja … sagde min far, tvivlende. Og skævede til Kranows tynde skikkelse. Ole er stor og stærk, han bor i værelset ved siden af Deres, sagde Kranow, som om han havde hørt hvad min far tænkte, og Lars kom tilbage i aftes. Nej! Nej! råbte jeg. Lydløst. Lars er grønlænder, han har været i Upernavik hele sommeren. Men i aften har jeg ikke hørt en lyd heroppefra, sagde Kranow, de er sikkert alle sammen ude for at fejre gensynet. Hvor mange har De boende, sagde min far. Men jeg vil gerne … pippede jeg … så rømmede jeg mig, hvis jeg må, vil jeg gerne låne chatollet, sagde jeg højt. 24


Så siger vi det, sagde Kranow, men hvor mange der bor her? To piger fra studenterklassen, og så Ole og Lars som skal op i anden, men det skifter en del, en gang imellem skal nogen jo på græs, så kommer der andre, men her er fem værelser. På græs? Min far så spørgende på ham. Ja ud i praktik, sagde Kranow og gik over mod døren, i tredje klasse er de studerende ude i folkeskolen i nogle måneder, men flyt De nu bare ind som De vil, De forstyrrer ingen. Og ude på loftet, bag tremmedøren er der et gasbord, sagde han og pegede ud gennem døren, gasflasken står inde under spærene. Men jeg hørte ikke efter, jeg tænkte, jeg tænkte … Og for resten, toilettet, ved trappenedgangen, fortsatte Kranow, det er den smalleste dør. Men jeg hørte ikke efter, jeg tænkte på chatollet … Og mens Kranow snakkede, løftede jeg hånden og rørte forsigtigt ved den skinnende mahogni. Ja … hviskede jeg. Fint, og så huslejen, sagde min far og trak en krøllet hundredlap op af baglommen. Det er tredive, sagde Kranow, men jeg kan ikke give tilbage. Hva’ så, sagde min far. Skidt med det, det ordner vi senere, men det er en fandens flot brandbil, Kranow klappede min far på skulderen, jeg ville gerne have hørt hornet. Så drejede han rundt på hælen og forsvandt ned ad trappen. 25


Et øjeblik efter blev lyset slukket dernede, en dør blev lukket i, der blev helt stille. Og der stod vi. Så stak min far pengene tilbage i lommen, jamen det var jo en flink fyr. Selv om han er lærer, sagde han og gik hen mod trappen, men bliv du her, så henter jeg madpakkerne. Og så gik han også, der blev endnu mere stille. Og så? Så satte jeg mig ned på gulvet og ventede. De sidste dage havde været lange. Huset derhjemme havde stået med lukkede øjne, som om jeg ikke hørte til mere, som om jeg allerede var flyttet. Hver morgen når jeg vågnede, skurrede en stor mundfuld gråd, en stor mundfuld længsel i min strube, og jeg lå længe og gloede op i loftet, før jeg stod op. Det var for tidligt at pakke mit tøj, men jeg gjorde det i tankerne, jeg var allerede begyndt at rejse. Men når vi sad i køkkenet og spiste morgenmad, snakkede jeg løs med min mor om blommer og ribs, om solbær og hindbær, om hvad der skulle syltes i de kommende uger når bærrene blev modne, og hvad der skulle bages til min fars fødselsdag. Men til den tid var jeg jo flyttet. Så var jeg her jo ikke. Og når jeg havde rejst mig fra morgenbordet, stod dagen lang og hvid og tom foran mig, jeg vidste ikke hvad jeg skulle tage mig til. Og nu i aften, da jeg endelig skulle flytte og endelig havde fået brandbilen at se, var jeg ved at gå i gulvet over den. Og min mor, som ville have haft noget imod 26


en hvilken som helst bil til min flytning, havde stået ved vinduet ud mod gaden og snøftet, da min far parkerede den foran huset. Og da han bagefter kom ind og råbte, at nu havde han spulet og skrubbet den så den så ud som ny, begyndte hun at græde. Nu mens jeg sad her på gulvet, var hun forhåbentlig holdt op. Jeg lænede mig op ad væggen og så på mit ur, klokken var et om natten, nu sov hun forhåbentlig. Hun havde altid haft let til gråd, irriterende let. Hun græd, når hun fortalte mig om sin fattige barndom og min udslidte mormor, om de mange søskende, alt det legetøj de aldrig havde haft. Hun græd, når hun var rasende på min far, hun græd, når hun læste kærlighedsromaner. Men al den gråd var nul og nix i forhold til i aften. Da jeg havde trukket min cykel ud af cykelskuret, og vi havde læsset den op og stuvet alle mine ting sammen på bilens lad, og da min mor havde givet os madpakker og sodavand med, og vi til sidst stod og skulle sige farvel, bævede hendes læber som en redefuld fugleunger, og til sidst gik hendes våde ansigt i stykker og faldt ned mellem os. Og imens havde jeg stået og set ned i fortovet, hvor jeg kendte hver eneste revne og sprække, hver eneste græstot, hver eneste vaklende flise, og farvel Vendsyssel, farvel barndom. Da min mor omfavnede mig, havde jeg også grædt, lidt udenpå, meget indeni. Fordi der ingen ord fandtes. Indtil jeg til sidst rev mig løs og sprang op i bilen og satte mig på passagersædet. Jeg rullede side27


ruden ned, og imens min far rodede i lommerne efter bilnøglen, så jeg ned på min mor, som stod på fortovet. Og imens stod mit spyt inde i munden og smagte af irritation og dårlig samvittighed blandet sammen med ømhed. Og sorg over at flytte væk fra min mor, fra min far og hele min store familie. Væk fra de grønne marker, de blå enge, som lå omkring byen, så langt fantasien rakte. Mod øst til den vilde skov, hvor min mormor var født. Mod vest, hvor min farmor var født ved kanten af Vesterhavet. To slags vendsysselsk vildskab, som havde været inde i mig, så længe jeg kunne huske. Men nu må det snart være nok med det flæberi, sagde min far til sidst og så ud på min mor, tøsen rejser jo ikke til Australien! Så havde han startet bilen, og idet jeg slugte min gråd, havde han allerede trådt på speederen. Og på vej ned forbi tårnene på kirken og banken og alle de lave facader, som forsøgte at ligne en by, forbi biblioteket, hvor Bjørn og jeg tit havde lånt bøger for at læse dem sammen, forbi skolen og gymnastiksalen, hvor vi gik til springtræning, forbi slikbutikken (åh flødeboller, lakridspiber!) og forbi frøken Scharnwebers tricocharmeusebutik (min første lille, flade bh!) håbede jeg bare, at brandbilen ikke ville gå i stå. Og at ingen jeg kendte fik øje på os. Jeg bøjede hovedet, lagde en hånd over panden, jeg pudsede næse, og mens aftenen hvirvlede i skyerne over os, kørte vi forbi plakaten i biografens udhængsskab, og for pokker, nu nåede jeg ikke at få set Vildt Blod med James Dean, og forbi kælder28


værkstedet, hvor skrædderen hver morgen kravlede op og satte sig i skrædderstilling på et højt bord og tilbragte hele dagen med at sy habitter, og forbi hjørnet med frøken Hassings frisørsalon, hvor lærlingen hele dagen stod og skævede ud ad vinduet for at se hvad der foregik på gaden, mens hun rullede spoler til koldpermanent i en eller andens hår eller pudsede spejlet eller fejede afklippet hår op fra gulvet, og forbi rækken af syngende rønnebærtræer, som stod mellem fortovsfliserne ved banegården. Men en fandens flot brandbil? Det var det ikke. Langtfra. Og på vej ud over jernbaneoverskæringen havde jeg taget solbriller på. Jeg sank ned i sædet og gjorde mig usynlig, indtil vi endelig var kommet helt uden for byen, hvor den blå horisont åbnede sig mod syd. Og mens solen langsomt begyndte at kaste et rødt skær på tidsler og brændenælder, der løb ved siden af os i Vildmosens grøfter, mens vi nærmede os korsvejen, mens min far tændte en cerut, blandede vores tavshed sig sammen med lyden af motoren. Til venstre svævede den lysende slette foran Hammer Bakker, som om den var hele verden. Min far pulsede voldsomt på sin cerut, jeg rullede sideruden ned og så mig tilbage. Asfalten summede, viberne skreg, højere end den bankende motor, jeg så deres sorte skuldre, deres hvide maver hvirvle gennem luften. På hele strækningen ud til korsvejen sagde vi ingenting, vi pustede ud i hinandens stilhed. Men jo nærmere korsvejen kom, jo dybere groede 29


mørket i grøfterne, og desto større blev det hul som var i mig. Det hul som var opstået, mens jeg var i lære. Tre dræbende lange år, som jeg havde tilbragt med at file negle og duplikere reklamer for foderblandinger og skrive adresser på kuverter og glo ud ad vinduet. Et glubende sultent hul, som kun havde ventet på at blive fyldt med alt det uberegnelige, uforudsigelige, som kan læses i bøger, og da jeg skævede mod øst ad vejen mod Aalborg, gik der et sug af desperation igennem mig ved tanken om gymnasiet. For nu … nu var drømmen om gymnasiet, og dermed universitetet, definitivt slut. Mens fuldmånen rullede op fra horisonten som en knortet blodappelsin, og de lange skygger fra bakkerne til venstre begyndte at slikke op over brandbilens dæk, løb vejen ud over en slette. En træløs slette, der bredte sig ud mod fjorden til højre, fyldt med vandhuller, fyldt med siv, og den blev så stor at jeg lukkede øjnene, gled ind i mørket, gled ind gennem måneoversvømmede landsbyer, mit hoved blev en rørskov med svømmende fugle, jeg sov, jeg sov ikke, da jeg pludselig fik øje på en høj, mørk bygning på toppen af en bakke. Hvad? Er det her? Jeg var vågen i et sæt. Næsten, mumlede min far inde fra sin røgsky. Det jog igennem mig, jeg begyndte at svede. Så rullede jeg vinduet ned, lod blæsten komme ind, og det sidste stykke, før vi kørte ind i retning af den høje bygning, sad jeg i et sug af eng, en ordløs tåge af længsel og skræk. 30


Og så havde vi parkeret foran Kranows hus, og nu sad jeg her, på mit nye værelse. Og lidt efter hørte jeg min far på trappen. Og så kom han ind i værelset, slæbende på noget mørkt, ternet. Kranow kom ud til bilen med gulvtæppet her, som du gerne må låne, sagde han, og da vi havde båret resten af mine ting op, satte vi os på hver sin papkasse for at spise. Men brødet vendte sig i mig, jeg tog en stor mundfuld sodavand for ikke at græde. Jeg kunne høre min far tygge, ellers var der stille. Træet udenfor strakte sine grene frem mod det åbne vindue. Lidt efter rejste min far sig og gik over og lænede sig ud i mørket. Han rakte en hånd op i træet og famlede mellem grenene. Nej, far! Hvad gør du? Sshh, vær stille, hviskede han. Han hang ud ad vinduet, kun hans bagdel var synlig. Så vendte han sig om, her, sagde han og rakte mig et stort, rødt æble. Senere, da han skulle hjem, gik jeg med ned. Vinden var kølig. Den rørte ved mit ansigt, og da min far drejede nøglen, slog brandbilen vingerne ud og fløj op over træerne. Jeg fulgte den med øjnene. Og så var jeg alene. Oppe på værelset stod jeg lidt og så på de tomme vægge. Men så tog jeg mig sammen og målte gulvarealet, tre skridt på den ene led, fire på den anden. I det samme strømmede et lysskær fra træet ind ad det åbne vindue og 31


ramte æblet der lå på gulvet. Grenene duvede, der kom natteluft ind, mit nye værelse gyngede i vinden. Jeg tog æblet op i hånden og så på det. Spis mig, hviskede det.

Profile for Forlaget Gladiator

Læseprøve: Vejen går gennem luften af Inge Pedersen  

Vejen går gennem luften. Udkommer d. 14 december hos Forlaget Gladiator.

Læseprøve: Vejen går gennem luften af Inge Pedersen  

Vejen går gennem luften. Udkommer d. 14 december hos Forlaget Gladiator.