Midsommerfesten_læseprøve

Midsommerfesten

G

Af samme forfatter bl.a: Nu opgiver han, 1935 Kolonien, 1937 Jonatans rejse, 1941 (omarb. udg. 1950) Lykkelige Kristoffer, 1945 (ill. udg. 1974) Tornebusken, 1946 Agerhønen, 1947 Tanker i en skorsten, 1948 Løgneren, 1950 Leviathan, 1950 Orm og Tyr, 1952 Kringen – Billeder fra øvre Gudbrandsdal, 1953 Paradisæblerne og andre Historier, 1953 Dansk Vejr, 1953 Rejse paa Island, 1954 Dagbøger I-III. Udgivet af Anders Thyrring Andersen og Jørgen Jørgensen, 1999

Martin A. Hansen

Midsommerfesten

Gladiator

“Sommer var det. Hen mod Middag. Paa en asfalteret Hovedvej. Dækkene summede under Cyklen, en ung Mand kom kørende, Georg hed han – maaske. Her paa Vejen et Sted havde der ligget en Tegnestift. Hvem havde kastet den der? Næppe nogen helt almindelig Tegnestift.

Men nu var den væk, og lidt længere fremme paa Vejen saas Følgerne. Under en blomstrende bornholmsk Røn stod to unge Damer. Den ene var punkteret ...”

Forfatteren lægger træt Fyldepennen og studerer sin Pegefinger, der allerede er plettet af Blæk og det for disse taabelige Linjers Skyld. Han sukker: Jeg kan ikke, og jeg gider ikke. Jeg aner ikke, hvornaar en bornholmsk Røn blomstrer, om den blomstrer paa et passende Tidspunkt, om der virkelig stod en Røn der, og hvad en Røn i Grunden er for noget ... blomstrende og bornholmsk ... det skulde ikke undre mig, om jeg paa en latterlig Maade er blevet forført af en klingende Lydforbindelse ... blomstrende bornholmsk, Klingklang! Og nu er det sket. Nu er det fuldstændig idiotiske sket, at jeg har faaet plantet en Røn, som jeg ikke kan komme forbi, fordi jeg ikke ganske nøjagtig ved, om den blomstrer paa det rigtige Tidspunkt. Jeg kan ikke komme videre; jeg har

5

ikke noget, jeg kan slaa op i og læse om Rønnebærtræer ... for her er vel ikke noget?

Forfatteren ser sig om i Værelset, som om han ikke rigtigt kender det. Et fremmed Værelse altsaa, men ikke paa et Hotel, det ser man, saa intimt det lille Rum med Skraavæggene er, saa omhæget, med nydelige, lidt gammelagtige Møbler, men med et ubrugt Præg.

Et Gæsteværelse sikkert. Paa Væggene hænger der Familieportrætter, Fotografier, store og smaa, ældre og yngre, lutter Ansigter, stirrende.

Han skæver rundt til dem og mumler: Jeg vil gerne ... ja undskyld, men jeg kender Dem jo ikke, saa hvis De ...

De stirrer saadan ...

Et let Kuldegys farer gennem Forfatteren. Der er køligt, ingen Kakkelovn, han er svøbt ind i et Tæppe (skal man forestille sig noget, kan man forestille sig, det er en Vinternat, en Decembernat, Datoen staar øverst paa hans Kladdepapir, en Nat under Krigen). Paa Bordet foran Personen ligger en tyk Dynge Kladdepapir, irriterende Papir, tilmed allerede brugt paa den ene Side. Paa Bordet staar endvidere en Krystalskaal med et Par Æbler, utvivlsomt sat ind af venligt sindede Værter. Der ligger ogsaa seks-syv Piber (lad os tælle efter: ... kun fire Piber!

Men han er jo Digter.) Endvidere nogle Bøger (et gammelt Nyt Testamente blandt andet, Diderots “Fatalisten Jacques”, “Kaptajn Kettle som kongelig Embedsmand”, Ewalds “Levnet”, Nis Petersens “99 Bemærkninger”,

6

Gogols “Døde Sjæle” og ... men det har nu ikke noget at sige med disse Bøger).

Fotografiet af en gammel Kone med Kapothat siger mildt fra Væggen: Arme Menneske da, sidder han her paa denne Tid og skriver Julekort?

En Stemme med Autoritet i siger et eller andet Sted: Ham skal De ikke ynke! Jeg haabede paa noget særligt, jeg ventede mig noget ganske bestemt, da jeg saa ham sidde her under disse Omstændigheder. Men nu har jeg kikket ham over Skulderen og set, hvad det er Ærgerrigheden er begyndt paa. Herre jemini!

Altsaa Forfængeligheden har blot tænkt sig at prøve ... øf ! Spiller excentrisk, logerer sig ind et fremmed Sted, som om han ... atsch! Narreværk. De er morsomme, disse poetae minores!

Den gamle Kone: Jamen, det er dog forfærdeligt.

Stemmen: Begynde paa den Slags i Stedet for ... Fyren maa dog vide, han maatte dog, burde dog nu ...

Forfatteren: Tys ...

Stemmen: Ved De ikke, hvad det er for en Tid, hvad der kræves?

Forfatteren: Tys ... ærede ... De kunde komme til at vække ... mine bedre Følelser.

Stemmen: I hænger mig sgu langt ud af Halsen!

Den gamle Kone: Hvad var det dog for et Menneske? Forfatteren: Det var ikke et Menneske, men en Anmelder.

7

Han vikler sig ud af den tykke Plaid, rejser sig, gaar stille rundt og vender alle Portrætterne paa Væggen, dog ikke den gamle, milde Kone.

Forfatteren: Du er vel gaaet bort for mange Aar siden?

Den gamle Kone: Orkja kære.

Forfatteren: Det er ligesom det hjælper mig lidt.

Saa hoster det et Sted. Det er den syge Gud. Han hoster igen og spytter Slim op i en Kop. Forfatteren staar stiv og lytter, saa lister han nervøst frem og tilbage paa Gulvet lidt. River en Pibe til sig, spilder Tobak.

Forfatteren: Man kan da ikke uden videre ... Den syge Gud: Har nogen forlangt det?

Det hoster igen.

Forfatteren aabner Døren og lister ud, mindende om en Tyv, sætter Hælen blødt paa Gulvet og lægger varsomt Vægten frem over hele Foden, trædende paa Gulvbræddernes Sammenføjninger, for at det ikke skal knirke. Saadan lykkes det ham at finde ind i Badeværelset, hvor han tænder, aabner for Vandet, fylder et Glas og skyller nogle Hovedpinetabletter i sig. Slukker og lister tilbage. Vender om, tænder igen og skyller endnu en Tablet i sig. Ser sig i Spejlet og gør en Grimasse, hviskende et Ukvemsord. Da vender Spejlbilledet Ansigtet bort, vender Nakken til ham.

Han viger tilbage, springer ud af Badeværelset og slaar Døren haardt i, glemmende Husets sovende. Han bliver staaende lidt, først helt stille og saa, da han fra

8

Sove ærelset hører en kort dæmpet Samtale, pustende, nærmest hvæsende. Han gaar ind i Værelset og lukker temmelig støjende efter sig.

Den hule Hoste.

Forfatteren: Jeg siger, man kan min Salighed ...

Den syge Gud: Er der nogen, som tvinger dig? Du kan jo vente.

Forfatteren: Det vanvittige er, at jeg helst vil nu, fordi jeg helst vil lade være! Vente? Nej ... Jo, ærlig talt ... det var da dejligt. Komisk nok, nu da jeg er kørt imod dette her Rønnebærtræ, farer det ene Indfald efter det andet gennem Hovedet paa mig. Andre fortræffelige Historier, storartede Historier ... Indfald? Bevar mig mod Indfald, det bør være ens daglige Bøn ... Nej, aldrig skrive mer, aldrig, aldrig!

Læseren: En storartet Ide! Hvad er egentlig Meningen?

Er De klar over, hvor irriterende det er at have Forfatteren med?

Forfatteren: Ja, jeg er klar over det.

Læseren: Hvis saa det endda var en André Gide. Men en af vore ... Ja, jeg siger det rent ud.

Forfatteren: Gør endelig det. Men trist, at De har givet Penge ud paa mig.

Læseren: Naa, gudskelov har jeg ikke købt Bogen her.

Jeg laante den af en Ven, der har den i Læsekredsen.

Forfatteren: Saa er jeg leveret. Har man betalt en Bog, er man for Udgiftens Skyld ligefrem nødt til at bilde sig

9

ind, man har fundet et Par smaa Guldkorn i den. Men som Gratist er De en ubestikkelig Dommer.

Læseren: Det skulde for Resten ikke undre mig, om det er den Bog, De har paa Bordet der, De efteraber.

Fatalisten Jacques!

Forfatteren: Hvor Pokker kunde De regne det ud?

De maa nok være lidt clairvoyant. Der er altsaa noget om dette med det okkulte? ... Tænke sig ... man kunde maaske faa baade Jacques og den storartede Kaptajn Kettle med her?

Kaptajn Sir Owen Kettle: Goddag, mine Herrer ... blot et Kik indenom, for jeg ligger igen med Ordrer paa Guineakysten ... men jeg tror, De trænger til en Skefuld “Horner” Universalmikstur hver ... dersom De, højstærede, ikke har endnu bedre af hver en Mundfuld fra Wharfdale Metodistsamfunds sidste Prækener.

Den syge Gud: Godaften, Kettle, du kan give mig lidt, mens jeg venter.

Læseren: Du store ... her kan man vente sig alt!

Forfatteren: Det smigrer mig at høre det. Saa skal det nok gaa.

Læseren: Mon? Nej, jeg slutter mig til Stemmen fra før. I denne Tid ...

Forfatteren: Har De kikket bagi Bogen? De aner jo ikke, hvad det kan blive til ...

Læseren: Godnat!

10

Forfatteren: Gaar De? Aah, vent nu lidt, hvad? Saa er De ... Bliv bare et Øjeblik, hører De! Det skal nok bedre sig en Smule, skal De se. Et Øjeblik, min Redningsmand!

Jeg ved ikke, om det var Tabletterne eller det var Dem, der ligesom fik det til at se lidt lysere ud. Naturligvis, det var Dem, forsikrer jeg. De aner vist ikke, hvad det betyder at have en Læser. Det aner jeg heller ... Sludder ... jeg aner det, men jeg aner ikke, hvordan jeg skal udtrykke det. Jo for se, jeg sidder netop og opdager en Sandhed, en meget dyb, meget simpel, meget ligetil og en lille Smule dunkel: Man maa have en Læser! En Læser, forstaar De ... altsaa ikke bare denne Person, denne Gratist, der uden at yde det mindste faar Retterne serveret, for denne Person er ... hvordan skal jeg sige det uden at støde? ... Denne Gratist er selvfølgelig betydningsfuld, bevares ... Nej, den sande Læser, hin Enkelte ... ja, jeg maa vigte mig med denne Paafuglefjer af et laant Ord ... den Læser er jeg hemmelig forbundet med. Han er til Stede, han er mit Instrument, jeg hans ... med andre Ord, et Par siamesiske Tvillinger. Ser De, Ordet maa møde et menneskeligt Øre, inden det møder Papiret.

Ja, det stikker dybere. Det maa høres, før det fødes. Ens Alter ego maa mærke Ordet sparke i Moders Liv. Ja, det er endda mere sært. Kort og godt, jeg maa have en at plyndre, udsuge, forstaar De ... som en Rolf Blaaskæg, en Marquis de Sade, en Kanni ... Naa han er gaaet, den døde Sjæl! Gudskelov, saa kan jeg ikke. Saa er jeg fri.

11

Læseren: Det er rædsomt ...

Forfatteren: Hvad? Slap jeg ikke af med Dem? Naah ... det er ikke Dem, men Deres Kone! Velkommen Frue!

Læserinden: Aah, jeg gaar nu. Forfatteren: Aldeles ikke.

Læserinden: Tror De da, jeg har mere Taalmodighed?

Forfatteren: Det tror jeg skam ikke. Men De bliver, det staar fast. Naar De er her endnu, saa bliver De hængende.

Jeg har faktisk forført Dem, sjæleligt, okkult, mener jeg.

Læserinden: Blaaskæg? ... Næh, jeg gaar. Jeg gaar i Seng. Forfatteren: Man maa laane min Fyldepen, hvis De kan. Blaaskæg, det var et magisk Ord, et forførende Ord ... Det er sikkert sandt, der er noget masokistisk paa Bunden af os. Maaske det ogsaa virker lidt dragende, at De ikke ved, hvor jeg vil hen. Jeg ved det ikke selv. Og jeg vil heller ikke. Jeg stritter imod som Profeten Jonas.

Det ender maaske med, jeg bliver slugt af en Hvalfisk.

Den syge Gud hoster og mumler: Se bag ved dig, Papegøje.

Læserinden (hviskende): Hvem er det?

Forfatteren: Det maa De se at finde ud af, Frue ... Se bag ved mig? Nej, jeg skal nok lade være. Men maaske De skal være Hvalfisken, Frue? Har De noget imod det? ... Men nu skal jeg vide, hvad De hedder?

Læserinden: Kære, De kunde finde paa at bruge mit Privatliv.

Forfatteren: Naturligvis. Det er jeg nødt til. Og gør det noget? Men hør her, Deres Navn har jeg. Det staar

12

tilmed broderet paa Deres Bluse. Alma! Det stemmer. Jeg har skam haft det Navn længe. Navnet er vigtigt, det er alt. Nu maa jeg være lidt ubeskeden. Der er Skribenter, som bare gramser i Navneposen og giver deres Personer Navne, de tilfældigt faar Fingre i. Jeg ser lidt ned paa Metoden, tilstaar jeg, ellers vil jeg ikke sige noget ondt.

Selv kan jeg i Maaneder, ja Aar, gaa og vente paa det rette Navn. Navngivningen er Personlighedens Befrugtning.

Men kun eet Navn er avledygtigt. Men Alma, hvad skal saa den anden Hovedperson hedde? Jeg har ganske vist kaldt ham Georg, men nærmest paa Prøve. Det lyder maaske, som om jeg har krænket min Navneregel. Det kan ogsaa være, at jeg af Vigtighed overdrev lidt, hvad min Regel angaar. Eller det kommer af, at denne Georg er en vanskelig Karakter, vanskelig som Person ... tilmed et daarligt Menneske maaske.

Læserinden: Er Georg? Nej, det er ikke rigtigt ...

Forfatteren: Jamen, saa er det i Orden! Saa passer Navnet. Der hjalp De mig, forstod De det? Fælles Barsel.

Egentlig har De været med her meget længere, end De aner, lige fra Begyndelsen maaske. I sin Kim er denne Historie meget gammel, forstaar De. Ja, jeg er meget afhængig af Dem. Jeg er muligvis bare Nummer to her, kun Sekretær, et teknisk Vedhæng, der kan blive overflødigt efterhaanden. De maa endelig sige til, hvis De senere føler, jeg er overflødig eller endog skadelig.

Saa er det bedre, De fortsætter alene. Det er jo ikke

13

tilfældigt, at Kvinden baade som Læser og Skaber overtager Litteraturen.

Læserinden: Altsaa Kvindehader?

Forfatteren: Tværtimod. Det er stik mod min Overbevisning, stik imod hvad disse Siders foreløbig lidt uklare Aand vidner om. Nej, men siden Poesien opgav de store, strenge, bundne Former og hengav sig i det mere løse og umiddelbare, for Eksempel den løse, hensynsløse kønsbekendende ...

Læserinden: Og Snerpe!

Forfatteren: Som nogen Tante ... Men se, jeg har udruget en Kylling, en lille Teori, som maaske er dum, men god for mig. Paa Grund af Verdensbilledets Opløsning og paa Grund af sin visne Refleksion, der har likvideret al sakral Livsform, er det politiske Køn sunket i en Hængesæk af Pessimisme. Men det barmhjertige Køn har aldrig tabt Modet helt. Det har evnet at gaa anderledes vidt i frisk Raahed, ja endda at give den et helligt Præg. Er der da ikke Grund til at vente, at det bliver skabende Kvinder, som bryder igennem med Højsange og Salmer?

Læserinden: Gud fri os!

Forfatteren: Hvis han da vil ... Nu tror jeg den gamle blunder lidt.

Læserinden (hviskende): Sig mig ... han er forfærdelig gammel og syg ... hvem er han dog?

Forfatteren: Det maa jeg spørge Dem om. Efter min Kylling af en Teori ved De meget mere end jeg. Jeg ved

14

bare, at jeg engang gjorde et eller andet Løfte. Og saa udsætter og udsætter man, indtil man en skønne Dag ikke kan holde til det mere, men i Raseri maa gøre en Ende paa det, for at man kan vende tilbage til den lyksalige Tilstand, inden man gjorde Løftet. Men det kommer man naturligvis ikke. Det kommer man jo ikke.

For Pokker, det kommer man aldrig! Det er dog komisk!

Det er Anatema, Fordømmelse, Forbandelse ... undskyld!

Forfatteren rejser sig brat, gaar hen til Billedet af den gamle Kone, ryster paa Hovedet og siger: Gør det noget, jeg vender dig om?

Den gamle Kone: Det maa han da saa gerne. Saa staar jeg her med Minderne.

Læserinden: Kære, er der noget i Vejen?

Forfatteren: Noget i Vejen ... ja et Træ, en bornholmsk Røn. Kan det passe, den blomstrede den Dag? Læserinden: Rønnen ... Jo, jeg synes ...

Forfatteren: Det var godt! Men det maa staa fast.

De maa garantere mig, at det er rigtigt. Jeg kan ingen uvederhæftige Ting have her. Der er visse Love, ser De ... krænkes de, saa hellere i Kakkelovnen med Skidtet.

Her er det Nye Testamente. Sværg saa paa, at Rønnen blomstrede! ... Hvad der er i Vejen? Ved De, hvor jeg er nu? Et klamt, ondt, modbydeligt Sted. Men nu kan man maaske. Veninde, hvor skal vi begynde?

Læserinden: Det er forhaabentlig bare i Kladden, De og jer er med som Personer?

15

Forfatteren: Er vi for gode maaske? Hvor begynder vi? Læserinden: Jeg gaar ind paa Spøgen!

Forfatteren: Det er ikke en Spøg.

Læserinden: Herregud da ... Begynd saa, hvor De var før. Med Georg.

Forfatteren: Straks ud i det erotiske, naturligvis.

Georg hed han, en alvorlig, ung Mand, der cyklede hen ad den asfalterede Vej, der et Stykke forude var smeltet og blevet flydende, skinnende som Sølv, men stivnende igen til fast Vejbane, efterhaanden som man kom frem. Med andre Ord, Størkningen foregik i et Tempo, der var nøje afpasset til en Cykels Gennemsnitsfart. Solen ... altid denne Solforgudelse! Solen var man overhovedet ikke i Stand til at se. Man fik det Indtryk, at den som en Smørklump var flydt ud over hele Panden, saa Hvælvingen var som dækket af skoldende Fedt. Saa man opad, virkede Himmelen graalig. Kender De ikke det? Jo, det voldsomme Lys paavirker Øjets Nethinde, saa den mægtige Lysflade forekommer en sodet og uren. Man taaler ikke at se opad mere end et Øjeblik, og naar man da sænker Blikket, ser Træer og Marker ud, som de er overdrysset med fin Aske ... Nu har jeg maaske nok et lidt for følsomt Syn ...

Læserinden: Det her er forfærdelig spændende!

Forfatteren: Vi maa jo arbejde os ind i det. Forestil Dem blot, at Georg tænker noget lignende.

Det var en Midsommerdag. Skoven var lige til at spise.

Har De smagt unge Bøgeblade? Smagen minder flygtigt

16

om stegt Høne. Langs Vejgrøfterne var der talløse Mælkebøtter, blomstrende eller fnuggede. Vi har Masser af dem i Landet. De er oprindelig saaet af en himmerlandsk Skjald ... De stopper mig ikke! Lad det være Dem en Lære, Veninde, at i Poesien skal det sande være urokkelig sandt. Og det eneste sande her var, at Mælkebøtterne i vort Land er saaet af en Troldmand fra Himmerland; men det var ikke sandt, at det var blomstrende Fandens Mælkebøtter den Dag. De er afblomstret paa denne Tid. Sandt at sige, der var ikke Blomster i Vejgrøfterne her ved Midsommer, mal ikke saa forlorent et Billede ... bare nogle lave Tusindfryd maaske. Nej, Grøftens Græsning er auktioneret bort, og paa denne Tid er den nyslaaet.

Der er smaa Høstakke langs Vejen. Dufter? Ak nej. Al Duft er gaaet af dem i nogle Dages Regn. Og Luften er for lummer. De støver bare.

Ja, det var lidt for lummert. Pan fløjtede ikke i Skoven, maaske ogsaa han laa syg, eller han var død for længe siden. Men der er Valdhorn og Basuner i Skoven. Det er den glade Købstads Blæsere. De holder Koncert under de brede Bøge paa Festpladsen. Valdhornisten blæser og tænker: To Numre til og saa en Pilsner. Basunisten tænker: To Numre til og saa en Øl. Kornetten skingrer af al Magt i sit blanke Messingrør: Gid dette Stød gik igennem Laura, saa hun faldt død om. Hun bedrager mig. Jeg mærker det! Men den blussende Dirigent tænker lykkeligt: Skulde vi bare spille i al Evighed!

17

Den syge Gud hoster og siger: Du er en Gøgler.

Forfatteren: Jeg har rejst med Karrusel i mange Aar. Men det kommer vel.

Læserinden: Ja, det gaar glimrende.

Forfatteren: Det er et utaaleligt Job, det her, men nu skal det gøres, om jeg saa dumper ned af min litterære Position.

Læserinden: Har De meget langt at dumpe?

Forfatteren: Naa, dumper jeg ned paa Dem, gaar De i Stykker.

Læserinden: Jeg kan holde til ikke saa lidt. Forfatteren: Hør, ikke det her! Det er fordømt ...

Georg kørte i sine egne Tanker. Vi ved ikke hvilke, da det var hans egne. Med et blev Landskab, Bakkerne, Markens Hvede og Valmuer kun Rammen om en hvidklædt ung Pige og hendes bare, gyldne Ben. I Skyggen under en blomstrende bornholmsk Røn stod to Damecykler.

En ung Kvinde bøjede sig over en flad Bagring. I den solvarme Grøft laa hendes Veninde, som var over tusind Aar gammel. Det var hende, der var punkteret. Den tusindaarige laa og tyggede paa et Straa. Det var Alma.

Læserinden: Nej, det ... ! Forfatteren: Ti stille!

Alma sad og tyggede paa et Græsstraa, eller hun laa saa lang hun var og tyggede paa et Stykke Tyggegummi – det var jo længe før Krigen. Hun betragtede Veninden, som forgæves prøvede at pumpe Cyklen, den

18

var jo punkteret. Den ganske unge hvidklædte, det var Klara, bøjede sig over Ventilen, og Solen stjal sig til at lyse gennem hendes Kjole. De slanke Ben var gyldne af Solen, forkælet af den. Saa hørte hun en Cykel summe paa Vejen, hun skottede frem og bøjede sig endnu dybere ned. Hvorfor dog? Den dumme Ventil var nok rustet fast.

Men saa pænt at se! Og saa med et duftede Mjødurten, den vilde Rose og Lupinen duftede, en hel Ager var sød og gul af Agerkaal. Den unge Mand bremsede op, og var der noget ved ham, tænkte han vel sit. Han tænkte vel: Jeg maa hjælpe den unge Dame. Han stod nemlig af sin Cykel, lagde den ned, og uden at sige et Ord gik han ind under den blomstrende Røn og vendte den punkterede Cykel om.

Alma i Grøften, hun laa nu og pirkede til en Valmue, saa først det ene og saa det andet store, blodrøde Blad svirrede ned i Græsset, hun saa blot flygtigt paa Georg og vendte saa sit døsende Blik mod hans Cykel, hvis Baghjul blev ved at snurre. Men Klara, hendes unge Veninde, slyngede Haaret tilbage fra det blussende Ansigt, gav ham et let Slag paa Skulderen og udbrød: “Aah, det var pragtfuldt!” Pragtfuldt? Han drejede Hovedet og saa hende i Øjnene. Først lo hun helt, saa smilte hun blot, men hvilket Smil. Om du saa søger hele Jorden rundt, maatte man tænke, du ser aldrig mere noget saa fagert.

Hun lyste, Klara, for hun var ung og dejlig, og hun var glad for at være det. De saa paa hinanden, og hun smilte

19

stadig. Selv en omhyggeligt forskende Fysiolog kunde næppe have konstateret den mindste Muskelbevægelse i Pigens Ansigt. Det skete længere inde, Smilet laa om hendes friske Mund, men Sjælen trak sig tilbage fra det, ængstelig, lidt skælvende. Da anede man en anden Skønhed i hende, en indre. Ja, det gik op for en, at hendes Ydre, Ansigtstrækkene, ikke var særlig fuldkomne, men at det fagreste kom indefra. Man kan slaa sig selv paa Munden for den Mistro, man lod skinne igennem før, da hun bøjede sig over den dumme Ventil.

Læserinden: Mon ikke hun nok ved, hvad hun gør?

Forfatteren: Saa siger vi det, skønt jeg ...

Den syge Gud: Gaa til Side, Gøgler, saa jeg helt kan se hende, den unge. Ja, Morgendrømmen. Saa kommer Dirigenten med sin besmittede Stav.

Læserinden: Hvem er Dirigenten?

Forfatteren: Kære Veninde, det ved De da godt. Ham, der vil blive ved i det uendelige.

Han bøjede sig over Cyklen, og den unge Pige stod lidt, som havde hun glemt sig selv. Hun stirrede paa Marken, paa Markens mørke, strunke Hvede, som om hun havde faaet Øje paa noget tungt og uforstaaeligt. Hun saa ud over Hvedemarken, og den modnedes, den gulnede imens, og de røde Valmuer tabte med et alle Kronbladene, de blev Frugt, giftige og dulmende Frø, Opium,

20

Rus, Anger, Graad. Det stod hun og saa, og hun fik en Svien i Øjnene. Hun trak Vejret i et let Gisp, og hun følte det, som fyldte hun Brystet med Kulde, kold Viden om Livet. Hun frøs, saa hun kom til at dirre, men bare et Øjeblik, saa blev hun lige saa brat varm igen, næsten feberhed, men ikke af Sygdom. Det var Lyset og Solen, Livslysten i den kraftige Hvede og den røde Valmue, det var Sommeren selv, som genopstod i hende. Og hun mærkede, at noget var fuldbyrdet i hende, en Forvandling sket, som om den Klara fra før havde siddet indesnæret i en Uvidenhedens og Urimelighedens Skal, medens hun nu var en fuldt blomstrende Skæbne. Det var da ikke blot hendes Krop, der nu vaagnede, større, tungere, syntes den, en udsprungen Blomst. Kaldet kom først fra hendes Sind, født af en pludselig dyb Angst for Livet, som et Saar blev aabnet i hendes inderste, en isnende Angst for noget tomt, goldt, sugende, en Gru, hun med et mærkede bag al Sommerens og Livets Frodighed, et sugende Øde, hun skulde og burde kunne fylde, men som i et Nu vilde udslukke hende – men da, som hun allerede troede, Benene gav efter under hende, og endnu før den borende Angst var blevet til noget, der lignede Tanke og Bevidsthed, brødes en Skal i hende, al Livsens skjulte Kræfter vældede op til Kamp i hende, løftede hende til et Øjeblik af næsten uudholdelig Sødme, før hun, Skriget nær, forløstes i en henrykkende Vished: Jeg er Kvinde, nu er jeg Kvinde! Og da var hendes Legeme vækket. Min

21

Ven, min Ven, tænkte hun, jeg har været urimelig dum, forfærdelig dum, og du ... dit Fæ, dit store Fæ ... Jeg vil elske dig! Jeg maa elske dig, jeg skal!

Læserinden: Kære, det var saa ...

Forfatteren: Ti stille, hvad! Og tag Skoene af, ja af med Skoene! Og Hatten! Nej, det er sandt, Kvinder tager jo ikke noget af paa hellige Steder.

Læserinden: Tværtimod, lille Digter, man nøjes ikke med det.

Georg var ved at krænge Dækket af den punkterede Cykel. Den unge Mand lod et flygtigt Blik glide hen over Alma, som laa paa den anden Side Grøften. Hun saa ligegyldig paa ham med sine store, graa Øjne, maaske hun skar en let Grimasse, men ogsaa denne Gang usynligt for Fysiologen, for det var en af disse fine, indvendige Grimasser, der ikke er en Bevægelse, men bare en Anelse af en Tanke i Ansigtsmusklerne. Saa vendte hun atter de grønne Øjne mod hans Cykel. Nu var de virkelig grønlige at se. Og da hun kneb dem en Smule sammen, kom der et lille rødt Blus i dem. Hun var altsaa en Heks. Hun stirrede som let fortryllet paa den unge Mands Cykel, hvis Baghjul nu ikke snurrede rundt mere, men svingede regelmæssigt frem og tilbage, inden Ventilens Vægt fik det i Ro. Den lade Kvinde saa ufravendt paa Hjulet, som forhekset. Et interessant Hjul.

22