Texas Longhorn #3 by Forlaget Gladiator

LITTERATURBLADET

LITTERATURBLADET ID PL A OLIND KAT ENI

6★

★#3 – 201

SPØRGSMÅL TIL DIN DATE

: G Æ L L I T N ROMA ADDA : E D L I K N V RA R E L A V K S TANTALU

KOORDINATER SIDSEL WASHUUS MIKKEL ANDERSEN

SUSAN SIMONSEN

EVA IVERSEN

HENNING MORTENSEN

MADS HANSEN

LONE HØRSLEV

TANJA THARA

KLAUS RIFBJERG

MIKAEL JOSEPHSEN

NINETTE LARSEN

ADDA RAVNKILDE

NADIA JOSEFINA EL SAID

– THE REAL THING I 1966 skrev Susan Sontag i sit berømte essay Imod fortolkning: »Hvad der er vigtigt nu er at genfinde vores sanser. Vi må lære at se mere, at høre mere, at føle mere.« Det er halvtreds år siden. Fortolkningen, måden at gribe en tekst for at forstå, for at lægge den i en kasse, sirligt, synes stadig at have sit tag i læsningen. Vi griber teksten systematisk: den er plotløs, altså er den kedelig, den er skrevet i prosa, altså er den traditionel, osv. osv. I det nye nummer af Texas Longhorn tegner der sig en slags tema: Kærlighed. Ikke (og måske slet ikke) bare tematisk, men i den kærlige måde sætningerne rejser sig skulpturelt for os på: som to gamle veninder og minderne de to imellem, fingrene der samler sig forsigtigt om telefonrøret i kender du alice. Eller de to elskende i sengen, volden der afslører sig i blikket, de tynde grønne, lameller omkring iris, tilgivelsen i fingrenes strejfen over ansigtet og ryggen i koordinater. Teksten. Det er en måde at røre på, at rejse en verden, et menneske, et forhold. At berøre. Sådan må læsningen også være. Forelsket, som når blikket sluger hver en detalje for at forstå den fulde skikkelse af Tantaluskvalers Grev Høegh: Hans lange slanke figur, den lade, slentrende gang, stemmen. Men med et kritisk blik. Fordi teksten vil noget. Fordi Adda Ravnkilde ikke kun

skriver en roman om at være forelsket, berusende og ulykkeligt i en ældre gift mand. Hun skriver også om at være kunstner, at være outsider, at være kvinde. At skulle opgive sit køn for at blive kunstner. Litteraturen er undersøgende, den skævvrider og omrokerer de faste forestillinger, det sprog og de vaner, vi møder verden med. Den er henvendt. Som når samfundets datingkultur udstilles og moduleres i nyt fra datingfronten eller når den forordnede hverdag minutuøst registreres møbel for møbel, kaffekop for kaffekop i slangen i huset. Når du’et bliver en længselsfuld kalden i digtene fra den lukkede institution i knæk. Litteraturen er først og fremmest henvendt til læseren og den læser, der lader sig kærtegne og ikke partout stiller sig på bagbenene og er kritisk fortolkende. Læsning i sig selv er en erotisk handling. Og som Susan skriver: »Fortolkning er intellektets hævn over kunsten. Mere endnu. Det er intellektets hævn over verden. At fortolke er at forarme, at udtømme verden – med det formål at opbygge en skyggeverden af “betydninger”.«

Anna Sidsel Andersen, Bladchef Blad nr. 3 © Texas Longhorn & forfatterne 2016 Udgivet af Forlaget Gladiator Redigeret af Hans Otto Jørgensen, Jakob Sandvad & Anna Sidsel Andersen Trykt hos Mūkusala. Printed in Latvia 2016 Støttet af SKAGEN Fondene Er du interesseret i at annoncere i Texas Longhorn? Kontakt: annonce@forlagetgladiator.dk Er du interesseret i at tegne abonnement til dit bibliotek eller uddannelsesinstitution? Kontakt: Anna Sidsel Andersen på sidsel@forlagetgladiator.dk Bidrag sendes til: tlh@forlagetgladiator.dk Se vejledning på vores hjemmeside: www.forlagetgladiator.dk/texaslonghorn

DER VAR ENGANG... HOS ARNOLD BUSCK KAN DU BYTTE DINE GAMLE, LÆSTE BØGER TIL ANDRE BØGER I ALLE VORES 30 BUTIKKER. GANSKE GRATIS.

SE EFTER DEN ORANGE BYTTEBOG-ETIKET PÅ BØGER, DER ER MED I ORDNINGEN. LÆS MERE PÅ ARNOLDBUSCK.DK/BYTTEBOG

Hun vågner op og går ind køkkenet, hun ser på sit køkken, hun ser at opvasken er taget fordi hun har taget den, hun ser at køkkenet er ryddet fordi hun har ryddet det, hun ser at koppen med Jomfru Maria-motivet står på køkkenbordet fordi hun har stillet den der, fordi hun altid stiller den der

N E G SL AN T E S I HU

af sidsel washuus

I mit hus står mine ting præcis, hvor jeg har stillet dem, præcis, hvor de skal stå, i mit hus er der fred, i mit hus er der orden, i mit hus er jeg alene. I mit hus står mine ting præcis, hvor jeg har stillet dem, præcis, hvor de skal stå, i mit hus er der fred, i mit hus er der orden, i mit hus er jeg alene. Hun er kommet hjem til sit hus. Hun går ind i huset, hun lader hovedøren stå åben, den skal stå lidt åben, åben for lidt frisk luft, hun går ind i gangen, hun stiller skoene med snuderne ind til væggen, hun retter på jakken så den hænger lige ned fra knagerækken, hun kigger ud ad vinduet, her fra vinduet er landskabet indrammet, afgrænset, overskueligt. Hun falder hen. Slangen ligger udenfor i græsset og sover. Men slangen vågner, den vågner og begynder at bevæge sig, den bevæger sig og begynder at krybe, den begynder at krybe hen mod huset, den kryber hen mod huset og hen til hoveddøren, helt hen til hoveddøren og igennem døråbningen og over dørtrinnet kryber den, ind i gangen kryber slangen, den kryber forbi skoene med snuderne ind til væggen, den kryber forbi jakken der hænger lige ned fra knagerækken, den kryber igennem døråbningen fra 4

gangen og ind i køkkenet, slangen kryber hen over køkkengulvet, den kryber videre hen over køkkengulvet og hen til bordbenet, den kryber lodret op ad bordbenet til den når bordpladen, den kryber videre ad bordpladen, og som om den var på vej op ad en trappe kryber slangen videre fra bordpladen og op til køkkenbordet, den kryber op på køkkenbordet, slangen er nu oppe på køkkenbordet og kan krybe rundt på køkkenbordet, den kryber hen til en kop som står på køkkenbordet, den gnider sig langs koppen og koppen glider rundt om sig selv med slangens bevægelser, slangen kryber tilbage igen, den kryber ned fra køkkenbordet, den kryber ned til bordpladen, ned ad bordbenet og herfra hele vejen ned til køkkengulvet, nede på køkkengulvet kryber slangen hen til dørtrinnet, den kryber over dørtrinnet og ind i stuen, slangen kryber nu langs panelet inde i stuen, langs med panelet kryber den hele vejen hen til bogreolen, den kryber langs bogreolen, hele vejen langs bogreolen kryber den, og fra bogreolen

kryber den videre over gulvet og hen til sofaen, ind under sofaen kryber den, slangen er nu krøbet ind under sofaen, og under sofaen ruller den sig sammen til en spiral. Efter turen fra køkkenet og ind i stuen, langs panelet i stuen og hen til bogreolen, fra bogreolen over gulvet og hen til sofaen, ruller slangen sig nu sammen til en spiral under sofaen. Ude i gangen henne ved vinduet vågner hun op igen. Hun vågner op og går ind i køkkenet, hun ser på sit køkken, hun ser at opvasken er taget fordi hun har taget den, hun ser at køkkenet er ryddet fordi hun har ryddet det, hun ser at koppen med Jomfru Maria-motivet står på køkkenbordet fordi hun har stillet den der, fordi hun altid stiller den der, hun går hen til køkkenbordet for at tage koppen, hun griber om koppens hank, hun løfter koppen, men fra koppens bund kryber en rysten, op langs koppen kryber en rysten og den vokser, en rysten vokser fra bunden af koppen og ud i hanken, hvorfor ryster koppen, koppen som hun altid stiller på køkkenbordet, koppen med Jom-

Slangen ligger udenfor i græsset og sover. Men slangen vågner, den vågner og begynder at bevæge sig, den bevæger sig og begynder at krybe, den begynder at krybe hen mod huset, den kryber hen mod huset og hen til hoveddøren, helt hen til hoveddøren

stykkerne fra koppen ligger nu spredt ud over køkkengulvet

fru Maria-motivet, hvorfor ryster den, koppens rysten kryber fra hanken og ind i hendes fingre, ud i hendes fingre og hænder kryber den, nu ryster hendes hænder, ryster hendes hænder fordi hun tror at koppen ryster, hvorfor tror hun at koppen ryster, men koppen ryster videre, den ryster videre og ud af hendes greb, den ryster sig ud af grebet og ned på gulvet, ned på gulvet falder koppen og den knuses mod køkkengulvet, spredes i stykker på køkkengulvet, stykkerne fra koppen ligger nu spredt ud over køkkengulvet, ligger spredt i et rod på køkkengulvet, hun træder væk fra rodet, hun træder baglæns væk fra rodet og ud af køkkenet, hun træder ud i gangen og i gangen vender hun sig om og hun går ind i stuen, hun ser på sin stue, hun ser at alting står som hun har stillet dem, hun ser at alting står som det plejer, hun ser på sin sofa, hun ser på sin reol, hun ser på sine bøger, bøgerne står samlet efter farve og efter emne, hun ser at de blå bøger og de gule bøger og de orange bøger står samlet efter farve og efter emne, bøgerne står

samlet i reolen, hendes skuldre falder ned og hun går hen til reolen, hen til reolen for at stryge hånden over bøgerne, som hun har samlet efter farve og efter emne, men bøgerne, bøgerne de står bortvendt, sådan står bøgerne og rotter sig sammen, hun træder væk fra reolen, hun træder baglæns hen over gulvet til hun rammer sofaen, hun falder ned i sofaen, men mødet med sofaen, det er som at sætte sig på en overspændt luftmadras, hvor der allerede sidder nogen, men her sidder jo ikke nogen, og sofaen er ikke en luftmadras, men hun bliver skudt op af sofaen, som om hun satte sig på en overspændt luftmadras bliver hun nærmest skudt op i luften, hun træder væk fra sofaen, hun går væk fra stuen, går hen imod soveværelset, soveværelsets dør står på klem, den står på klem på en regelmæssig måde, hendes soveværelse, hun åbner døren helt op, hun træder ind soveværelset, hun ser at sengen er redt, hun ser at den er redt som den skal, hun ser sengen og hun ser klædeskabet, men klædeskabet, døren til klædeskabet den er åben, det er

ikke meningen at den skal være åben, men døren til klædeskabet den er åben og på indersiden af døren sidder spejlet, hendes spejl, hun går hen til klædeskabet for at lukke døren med spejlet, og hun kigger ind i spejlet, og i spejlet ser hun sit eget spejlbillede, men det var ikke sit eget spejlbillede hun skulle se, hun skulle finde fred, hun skulle finde orden, og så knuses koppen i køkkenet, så rotter bøgerne sig sammen i stuen, så er sofaen hård som en overspændt luftmadras, så står døren til klædeskabet åben, og nu møder hun sit eget spejlbillede, og spejlbilledet, spejlbilledet trækker hende tæt på, det trækker hende helt tæt på sig og det ser hende ind i øjnene, det ser hende ind i øjnene og det siger gå, gå ud herfra siger spejlbilledet, dér i spejlet står altså hendes eget spejlbillede og siger gå ud herfra, hun træder et skridt tilbage, hun kigger ned, hun træder to skridt tilbage, hun kigger ind i spejlet, og hun ser sit eget spejlbillede, og der bag hende, der bag hendes spejlbillede, der rejser sig en slange. ■ 5

Hvordan har du det med udstoppede dyr? Dyr i det hele taget, fugle? Har du tænkt på om du måske har været virkelig grim i et tidligere liv? Spiser du kød?

Drikke vin! Personligt elsker jeg at drikke ret meget vin, kan du også godt lide at drikke vin?

L Å M S SPØRG E T A D N I TIL D af lone hørslev

Hej du der, har du en kæreste? Har du lyst til at danse en polka? Eller zumba eller rumba eller salsa eller street, jeg er frisk på det hele, selv folkedans. Er du frisk? Du er frisk. Ellers var du ikke at finde på fængselsdating.dk Ellers var du ikke at finde på doktordating.dk Ellers var du ikke at finde på farmerdating.dk Ellers var du vel ikke at finde på denne side af disken i denne her sælg-dig-selv-bar. Herinde en frisk lille dame. Swipe. Herinde en frisk lille fyr. Swipe swipe. HER udstilles de endnu ikke døde mens de langsomt bliver ristet i deres eget brandvarme begær.

Bjarke, 48 står ved siden af en klovn. Aslak, 29 har taget en selfie ude i skoven. Martin, 43 er gift med min veninde.

Morten, 35 er ude og stå på ski. Karsten, 49 påstår han er fri.

Kan du ride?

Jeg skal bare lige høre, HVAD kan du bedst lide: gin eller vin eller RED BULL? Forstår du hvad langsomhed er? Hvordan har du det med udstoppede dyr? Dyr i det hele taget, fugle? Har du tænkt på om du måske har været virkelig grim i et tidligere liv? Spiser du kød? Er du vinterbader?

Har du nogensinde spurgt dig selv om tanken sidder i hovedet eller i kroppen?

Jeg har læst om en mandlig tv-vært der gik på skønhedssalon flere gange om måneden, har du nogensinde været på salon? Har du boet i en ghetto, i et højhus af beton, har du en yndlings-tv-føljeton? Har du tænkt på om du måske er en slags ansigtsblind? Der er mange der er det og hvad vil du helst være: døv eller single eller blind?

Har du nogensinde tænkt på om du muligvis har flere køn? Jeg har læst om en mandlig tv-vært der gik på skønhedssalon flere gange om måneden, har du nogensinde været på salon? Har du boet i en ghetto, i et højhus af beton, har du en yndlings-tv-føljeton? Har du tænkt på om du måske er en slags ansigtsblind? Der er mange der er det og hvad vil du helst være: døv eller single eller blind? Har du nogensinde haft meningitis? Har du nogensinde lidt af såkaldt stress? Har du løbet rundt efter et lille blindt føl, har du spist lykkepiller, sovepiller, har du nogensinde tænkt på at der muligvis ikke er nogen der vil savne dig hvis du lige pludselig døde i en brand for eksempel, hvordan

har du det med udstoppede dyr? Det har jeg vist spurgt om, men hvordan har du det så med syltet frugt? Spiller du guitar? Basketball? Har du nogensinde købt et par smukke og håndsyede italienske sko og betalt dem kontant med US dollars? Har du nok børn? Har du også præsenteret dig på Tinder med en suppegryde ned over hovedet? Vil du med ud og hoppe i trampolin? Eller tage mig med til stand-up og drikke vin. Drikke vin! Personligt elsker jeg at drikke ret meget vin, kan du også godt lide at drikke vin? Hvordan har du det med den politiske situation, har du for nyligt været til demonstration? Har du fragtet flygtninge til Sverige og har du 7

Suzanne Brøgger siger at ingen almindelig mand kan udholde en skrivende kvinde, er du en almindelig mand?

Har du fragtet flygtninge til Sverige og har du nogensinde lidt af impotens? For tidlig udløsning? Skilsmisse?

hvordan har du det med udstoppede dyr? Det har jeg vist spurgt om, men hvordan har du det så med syltet frugt?

nogensinde lidt af impotens? For tidlig udløsning? Skilsmisse? Har du nogensinde tænkt, at nu må det for helvede være slut, at du aldrig mere gider fortælle din historie til endnu en fremmed, du har netop mødt på sugardating elitedaters partner med niveau scor.dk deap throat dating lige lukt i skærsilden dating menneskeshopping dating helvede endnu et nyt ansigt der spørger dig om hvor du kommer fra? Har du taget hårde stoffer, har du nogensinde overvejet selvmord? Kører du med cykelhjelm? Hvor kommer du fra? Jeg mødte engang en amerikaner der ikke kunne cykle, hvordan har du det egentlig med alder? (Jeg er 41). Hvordan har du det med døden? Har du mistet nogen tæt på dig, har du nogensinde prøvet at miste fodfæstet i dit liv fordi du med ét forstod at alt kan rives fra dig, bare sådan? Ved du hvad tålmodighed er? Er du ta-to-veret? Har du nogensinde spurgt dig selv om tanken sidder i hovedet eller i kroppen? 8

Har du opkaldt dine børn efter de nordiske guder, har du gæld? Har du det nogle gange sådan, at du ikke kan genkende dig selv? Hvad kan du bedst lide, kaffe eller te, er du nudist? Jeg kendte engang en mand, som bedrog mig. Har du nogensinde været en bedrager? Har du løjet? Såret nogen, har du fx givet ægteskabsløfter, du ikke kunne holde da det kom til stykket, har du nogensinde følt dig ægte fri? Har du prøvet at skrive en sms, du fortrød i samme øjeblik, du trykkede send. Kender du følelsen af at fortælle alt for meget, øse alt for meget ud, fortælle en hel masse ting, du burde have holdt for dig selv, for eksempel historien om dengang du tog i svingerklub eller deltog i gruppesex, gruppeterapi, AA og healing og dengang du tog til clairvoyant og hun rådede dig til at give din kat navneforandring til Jesus og du gjorde det? Suzanne Brøgger siger at ingen almindelig mand kan udholde en skrivende kvinde, er du en almindelig mand? Ved du godt at man genanvender bøger til æggebakker? Kan du lide æg? Må jeg få dit nummer? Tak. ■

Tidsskrift for litteratur, kunst, film, ideer og samtidsdebatt

Utkommer fire ganger i året | 128 sider | Ansvarlig redaktør: Audun Lindholm | Redaksjon: Arne Borge, Tore Engelsen Espedal, Anne Helene Guddal, Joni Hyvönen, Ragnild Lome, Hans Jacob Ohldieck, Øystein Vidnes Vanlig abonnement: 300 NOK , Studentabonnement: 250 NOK , Institusjonsabonnement: 335 NOK , Utenfor Norden: 370 NOK

www.vagant.no

Tegn abonnement i dag!

BLIV ABONNENT

Normalpris 175.Abonnementspris 122,5.-

annonce Hans, Nis og Henriks bøger

Normalpris 150.Abonnementspris 105.-

– OG FÅ DEN NYESTE LITTERATUR DIREKTE I POSTKASSEN www.forlagetgladiator.dk

GEOMETRIER Der er koldt i ørkenen. Der er ingen mennesker eller signaler. Kun dovne køer.

stik med. Stykker af linier og vinkler pirkes ud på tungen og ned og hen med spyttet.

De spiser det gule græs på marken. Hun går hen til en sort ko. Den er våd og blød på næsen.

Hun drikker vand af en flaske. Insekterne slikker vandet der løber ned ad flasken. De bider lunser af personen. De rejser ned ad floden og ud til havet. Bådene er bygget af store trær. Hvor har de fået alle de her mægtige stammer fra, de her flimrende insekter?

Over det hele, på sandet ligger skyerne sammen med træernes papir. De er røde, ligesom hvis det var efterår. Hun rydder op i alle papirerne. Det er smukt når sandet er så rent. Hun spiser sin medbragte madpakke. Et stykke med ost og et stykke med lidt geometri. Rektanglerne sætter sig fast i tænderne, det er godt hun tog en tand-

Det blæser og håret er fuld af sand. Over det hele er fuld af sand. Bitte små korn, over det hele, i mundvigen og i næseborene. Hun ryster hovedet grundigt og alt faller ud. Bunker af ord og gammelt hår. Og andre ting. Unnerligt

af nadia josefina el said at der kan være så mange fugle og rum og ting i ens hår. Hen bevæger sig langs topografien. I et slags reguleret tempo. Ude i horisonten ligger et hus. Måske er der en person inde i huset, måske ikke. Der er ingen mennesker heromkring. Kun dyr og manglende signaler. Og et sært stof. Ud over ørkenen ligger et tæppe, det er vævet af græs og insekter. Det er gult. Alt er gult på det her sted. Men der er koldt og rart på tæppet. Hen ruller sin krop ind, i det firkantede væv. Hen vikler sig ind og ud og hen. ■

HAN R E S J RE af ninette larsen

Han rejser, han står statisk og blåøjet under lygtepælen, han mærker himlen stikke med sin is, i brystet, i kinderne. Han finder sig i det, hans læbe er svulmende rosa, han er en fremmed, han rejser snart.

Sne i luften, is i luften, metal i hænderne, elektriciteten, den smyger sig, den prikker i huden. Han rejser, han står statisk og blåøjet under lygtepælen, han mærker himlen stikke med sin is, i brystet, i kinderne. Han finder sig i det, hans læbe er svulmende rosa, han er en fremmed, han rejser snart. Han mærker på kroppen hvor utålmodigt den sitrer, hvordan den i sin form minder om kraftværkerne der oplagrer og videresender strøm. Han undgår at møde de andres øjne, de som står omkring ham og stamper kulden ud af benene. Når han tænker på tidens hurtige 12

fart, får han kvalme, når han tænker på gæssene der stod på marken og om de frøs. Hver gang han går igennem gange i store institutioner, får han denne fornemmelse af ene, i tidens fart, lugten af krads vaskemiddel og knitrende sprøde gardiner. Det får ham til at tabe pusten, han mærker maven surre, han mærker øjenæblerne udvide sig og løbe i vand. Han venter på et tog, han taler ikke med nogen, han hører hundene gø, han ser hundene løbe rundt omkring ved banelegemerne nær stationen. Det bryder igennem, som fra jordens indre, lyden af fjerne eksplosioner, asfalten

der smuldrer under hans fødder. Det kryber op nedefra, et insekt der kravler op ad hans bukseben, op ad lysken, maven, brystet, hvor det bliver siddende. Kroppen står ikke på noget tidspunkt stille, det er der ikke noget der gør, han mærker hvordan perronen står og svajer ved hans tilstedeværelse, lyden af hans åndedrag, hans blik som får sneen til at falde. Kom som i drømme, kom som graner, kom som harpiks, kom som sod, som ild. I én vejrtrækning lod han sig falde, ned til sine riger og lande med sine brede spejlende bøge og sine ran-

Kroppen står ikke på noget tidspunkt stille, det er der ikke noget der gør, han mærker hvordan perronen står og svajer ved hans tilstedeværelse, lyden af hans åndedrag, hans blik som får sneen til at falde.

Nu står verden i lyset af de sidste gløders brænd.

Når han tænker på tidens hurtige fart, får han kvalme, når han tænker på gæssene der stod på marken og om de frøs.

ker af guldregn og sine træagtige formationer, stiv i leddene og farveblind. Sammenknebne øje mod al verdens rigdom. Elskede våde morgen, jeg har fravristet dig al din tunge sne, øjet selv er så fuld af hvidhed, regnen selv formår at udvaske din himmel. Mange mænd har sejlet gennem din blegheds vande, mange mænd har set din blødende kugle, jeg selv, jeg er tavs med dine hænder, i tankerne bringer jeg dig tæt på, i morgenens gryning sad du atter på stolen under rønnen. Han har forvirret mig, han har klædt sig ud som rønnen, så ingen lagde mær-

ke til ham mellem havens træer. I ham er lejret forgangne tiders dåd. Vandet er lejret i ham, forrige sommers hede briser er lejret i ham, de hævede hænders fortrædeligheder. Sky og organisk, står han, umælende i havens grønne. Nu står verden i lyset af de sidste gløders brænd. Ishavet trækker sig nærmere, hans pande bliver kølig, hans hænder, blålige, og kan ikke længere gribe fat. Jeg vedkender mig mine lukkede øjne, jeg vedkender mig mine foldede hænder, jeg vedkender mig min tungeløse tale, jeg vedkender mig de hede nætters værelse, jeg vedkender mig hestens rand, jeg ved-

kender mig min afmægtige favn, mine ikke nedslåede, men bortvendte øjne, mine ikke optagede, men kraftløse hænder, min ikke tungeløse, men umælende mund. Verden forbarmer sig over mig gang på gang. Jeg står i fuldkommen forhold til verdens nåde. Vores samtaler er ordløse, jeg kunne se mig selv i lyset af den tavshed. Mit hoved steg op af vandene som en triton, min overkrop fulgte, dækket af bølgers florlette skum. Det er ikke vanskeligt at se, det er vanskeligt at tro på hvad man ser. Jeg har set ham langt borte i en fjern tid, badet i glans. ■ 13

FORBERED

DIG

Til optagelse på Forfatterskolen Filmskolens Manuskriptlinje Dramatikeruddannelsen mv.

SKRIVELINJEN KØBENHAVNS KUNSTSKOLE KRABBESHOLM HØJSKOLE

KURSER MED FOKUS PÅ PORTFOLIER OG OPTAGELSESPRØVER TIL

TLF. 97520227 POST@KRABBESHOLM.DK WWW.KRABBESHOLM.DK SOMMERKURSUS MED GLADIATOR

>KUNST >ARKITEKTUR >DESIGN >GRAFISK DESIGN >LITTERATUR KUNSTAKAMIER ARKITEKTSKOLER DESIGNSKOLER FORFATTERSKOLER

LITTERÆRT STÆVNE 10.-16. JULI 2016 >SKRIVELINJE >NÆRLÆSNINGER >TEGNEDE FORTÆLLINGER >GRAFISK VÆRKSTED HANS OTTO JØRGENSEN JOSEFINE KLOUGART ASGER SCHNACK IDA HOLMEGAARD CHARLOTTE JENSEN HALFDAN PISKET LARS FROST JAKOB SANDVAD KNUD SØRENSEN

Ny lyrik 120 mm 173 mm 5 mm

173 mm

Laus Strandby Nielsen

Morten Chemnitz

ser sig

Det skal være både

er mørkt, bliver det lyst Når det Ja kom ind Digte visne blad der blæser over tærsklen i stormen

ger proget.” Avis

trandby

gti den

tak storm for det

8-6 ISBN 978-87-02-2010

Omslagsdesign: Ida Balslev-O

GYLDENDAL

davisen 9 788702 201086

Gyldendal

7,5

125+2 mm

100 mm

SOFIE DIEMER

præteritum participium modnet sønderhakket

imperativ mort syd

præsens participium murtnende søndergakkende

præsens mortner søndergår

præteritum myrdnede søndergik passiv myrtnes søndergåes

101918_cover_brev til en maler_r1.indd 1

futurum vil mirtne vil søndervinde

LO LL I TA SOFIE DIEMER

PETER LAUGESEN

BREV TIL EN MALER

lesen med akvarel af Sys

Hindsbo, 2016.

Jeg vender mig om og der står efteråret på skrænten

DØDEN ER EN DEL AF MIT NAVN

L O L - L I TA

infinitiv at mortne at søndergå

MORTEN SØNDERGAAR D

Bøjningsformer

Så mange fortællinger så mange skikkelser så mange dansende kæmper så mange brummende dværge så mange skæggede fusentaster i så mange strålende ildvogne der trækker så mange sole henover så mange himle i så mange retninger fra så mange steder 12/02/2016 17.44 så mange andre steder hen

BREV TIL EN M ALER

ætte

født 1944, debutereLaus Strandby Nielsen, Kom hurtigt! Laus de i 1970 med Åhhh! … udgivet syv siden har n Strandby Nielse senest Hvis der ikke er andre digtsamlinger – andet i 2010. noget nok der er så sandstorme,

PET ER L AUGESE N

m ymn

det lyst

BINDINGERNE

den mling. nde elle

Laus Strandby Nielsen

Når det er mørkt, bliver

siger kommunikati rådgiveren, men det kan han sagtens sige som han sidder der i det regnvåde træ og reklamerer for sig selv med sit gule næb.

nde

Foto: © Lars Skaaning

Morten Chemnitz

og uafsluttet, afsluttetGERNE ° ° BINDIN ons-

let,

DØDEN ER EN DEL AF MIT NAV N Det skal komme bag på en for at man kan se det

Farverne i alting glødende fra kernen

ISBN 9788702189667

Gyldendal

9 788702 189667

Morten Søndergaard

S O F I E D I E M E R , f. 1 9 9 5

Digt GYLDENDAL

21/01/16 20.55

KNÆK af mikael josephsen

der sker hele tiden forbrydelser på kroppen gerningsstedet

Jeg tænker du har pyntet op til jul nu har du også kæde i det lille træ ved gavlen som tiden dog går jeg er ellers ikke vred mere den nye medicin går så godt med den gamle selvom man jo er træt men heller ikke helt ung længere siger lægen jeg tænkte om ikke jeg kunne få nogle penge fra huset jeg skylder lidt til en her han er ret syg i øjnene det er ikke så let det hele men det skal nu nok gå i aften er der salmer med klaver man skal også huske på de gode ting du kunne vel ikke skaffe mig en pistol så ville det være bedre bare der ikke er kommet mus ind i huset jeg ved du hader mus

Der skal være alle slags øjeblikke siger Ulla og trækker sine bukser ned Der er ingen plejere og hun skyder underlivet frem og vrikker lidt hendes kusse er brun og jeg foretrækker dem sorte jeg vender tilbage til fjernsynet modermærket jeg tænker igen og igen at det er vokset malignt melanom det uhyggelige ord snor sig om min hjerne hugger i den som en slange Jeg må have en anden læge til at se på det ingen læger skal se på det det vokser fra skuldren ned over brystet ligner C V Jørgensens ansigt Kan du så få de bukser på du kan da ikke stå her i opholdsstuen sådan jeg keder mig i kussen jeg keder mig i KUSSEN JEG KEDER MIG I KUSSEN FOR HELVEDE Så kommer der krimi jeg er allerede faldet af inden første klip Malignt melanom er den mistænkte der sker hele tiden forbrydelser på kroppen gerningsstedet Der skal være alle slags øjeblikke Ulla trækker bukserne på

Der lugter af hash på afdelingen i dag det er de psykotiske der ryger Ellers er her fredeligt som i en grav Astrid fik strøm gennem sig i går, så hendes skrig fylder ikke gangene det er Lonni der har vagten med Sussi så vanker der måske stesoer Jeg ligger bare i sengen og ringer på klokken som var jeg på hotel I går jog Solvej en gaffel gennem hånden hun spiser ellers med plastic men havde stjålet den på overlægens kontor Mine blodprøver er stadig skæve ( kræft ) og jeg skal vist for altid leve med lammelser i armen jeg savner at skrive Nu kommer damen og sætter elektroder på fødder og bryst det er den indlagtes smykker Der er saftevand i plastickop på natbordet og verden udenfor er et tog der ruller forbi

Astrid fik strøm gennem sig i går, så hendes skrig fylder ikke gangene det er Lonni der har vagten

Selv er jeg nærmest normal lidt uheldig med flasken

Min søster ligger ovre på p1 hun har fået strøm gennem sig fordi hun satte ild til afdelingen vi må ikke besøge hinanden Tegneseriefigurer er efter hende de træder ud af bladet Selv er jeg nærmest normal lidt uheldig med flasken men jeg kan gentage mit cpr når blodprøvedamen spørger Vores barndom er skyld i det hele Glenn er blevet kørt bort til den sikre han overfaldt en besøgende til Helen Nu vil jeg sove til middag det er det bedste ved at være her det rene hvide sengetøj mod de beskidte drømme

T R O K POST andersen a f m ik k e l

Vestkysten var skræmmende. Jeg tog et billede af Mads, da han drak kaffe og jeg tænkte, på det du sagde, om det spøgelsesagtige ved fremmede på dine forældres fotos.

Jeg kan stadig genkalde dit ansigt fra sidst vi så hinanden. Dine øjne, da du fik øje på brombærbuskene på stien bag byggepladsen ved KUA. Den måde dine fingre med sikkerhed plukkede bærfrugterne og samlede dem i din anden hånd.

Postkort fra Island Reykjavík, 12. juni 2013 Kære A., Vi er tilbage i huset på Barmahlið. Reynir hentede os i sin Jeep ved stoppestedet i Hveragerði udenfor byen. Han havde Bless med, en smuk hyrdehund med ét slapt øre. Bless sad og halsede mellem Mads og jeg, da vi kørte ind mod byen ad de langstrakte asfaltveje, der skærer sig igennem landet. Igennem sletterne, klipper, sten. Bjergene. Sorte skråninger dækket af grøn mos. Fra forsædet i bilen: Lysende skilte med 18

endestationer i forruden af busserne. De røde baglygter på bilerne foran. En terne der flyver ind over land. Bilen der raslede. Stilheden mellem os. Gustav og Trond laver mad i køkkenet nu. Lyden af det norske og svenske stemmer gennem døren til mit værelse. Ikke din. De taler langsomt til hinanden, men hurtigere end da vi kom. Udsigten fra skrivebordet her: græs der er vokset vildt og knæhøjt. Et rustent gyngestativ. Overboen der hænger lagner ud på tørresnoren. Hun lukker øjnene, læner hovedet bagover, træder ind i det hvide stof og glider gennem

det ud på den anden side med vasketøjskurven i hænderne. Som et barn ville gøre det. Hun ser mig ikke, mens jeg skriver til dig. Jeg gør mig umage med mine notater heroppe. Når jeg taler er min stemme på det yderste af læberne. Det forlader mig men uden frelse. Jeg citerer fra en bog: “I want these words to vanish, so to speak, into the silence they came from, and for nothing else to remain but a memory of their presence.” Det er sådan, du har beskrevet det, jeg ved ikke om jeg forstår, at

Jeg gør mig umage med mine notater heroppe. Når jeg taler er min stemme på det yderste af læberne. Det forlader mig men uden frelse.

stilheden er blevet en del af mig. Vi er kommet hjem fra vores vandretur; den samme rute som vi gik, der startede ved Skógarfoss. Turen kunne ikke gentages. Jeg ledte efter de samme stier, som dem vi gik på, de samme sten hvor vi sad og holdte hvil. Naturen opførte sig vildere, som om noget skulle være sket, men ikke skete. Vestkysten var skræmmende. Jeg tog et billede af Mads, da han drak kaffe og jeg tænkte på det du sagde, om det spøgelsesagtige ved fremmede på dine forældres fotos. Han fortalte mig noget

om fugle, man kunne bruge i et digt. Jeg har lånt penge af ham. Inden vi blev hentet, kravlede vi over en indhegning med vores oppakning og ind til hestene, som græssede der. Solen var fremme. Vi prøvede at kalde hestene til os med åbne hænder og resterne af vores brød, men de ville ikke tage imod vores gestus. Jeg kan stadig genkalde dit ansigt fra sidst vi så hinanden. Dine øjne, da du fik øje på brombærbuskene på stien bag byggepladsen ved KUA. Den måde dine fingre med sikkerhed plukkede bærfrugterne og samlede dem i din

anden hånd. At dit hår væltede ned over dine skuldre og var helt vildt. At vi sammen havde hemmeligheden om det sted. Vi bor i udkanten af byen. Luften er lettere her, mere sval. Lyset er konstant. Man kan se Hallgrímskirken herfra, den er placeret på højeste sted i byen og rager op mod himlen som et spir i Nordatlanten. Jeg er ok. Kærligst M. 19

R E D R E K HVAD S ? T E R E T R I KVA

af klaus rifbjerg

Hvad sker der i kvarteret? Bagved fløjter en mand „Skamlingsbanken”. Man hører samtidig hans rive mod gruset. Overfor bærer Pedersen sin radio ud i haven. Den har en uendelig forlængerledning, og lyden åbner sig fra stuens sammenpresning til et mere diffust volumen mellem ribesbuskene. Længere nede ad vejen starter Liljenbjerg en af Danmarks ældste nulevende Indian Scouts med sidevogn, og mens lyden af Elgars „Pomp and Circumstance” blander sig med „Skamlingsbanken” får Liljenbjerg gasspjældet op og den rullende motorbåd nærmer sig. Med det lange styr trygt i hænderne og p. gr. af dets længde stærkt i tilbagelænet ager Liljenbjerg forbi og hilser Pedersen med en hånd til skipperkasketten. Fru Pedersen beder med stemmen gennem vinduet manden dæmpe radioen og igen træder „Skamlingsbanken” tydeligere frem, mens Liljenbjergs cylinderstøj forsvinder bag den tynde, blå røg. Et vindue overfor blinker op med sit lyssmæld og Bents

Fra Amagerdigte, 1965

morbrors ansigt kommer til syne. Han er endnu i skjorte og seler. Lidt efter forsvinder han igen. Fra et fjernere hus råber nogen: Rudolf, Rudolf, Rudolf. De må have besøg, for ingen kender nogen, der hedder Rudolf. Et øjeblik bliver der stille, fordi den rødhårede Sonja fra nr. 35 kommer ud med sin cykle, sætter sig op og kører i den modsatte retning af Liljenbjerg. Pedersens radio spiller selvfølgelig stadigvæk „Pomp and Circumstance” og manden bagved fløjter „Skamlingsbanken”, men lyden kommer først tilbage da Sonja er forsvundet. Ovre fra Elmholdts sorte tage letter en flok af gartnerens duer. De drejer sig højere og højere op og drukner for sig selv lydene med deres vingers klapren. I et skarpt sving ligger kvarteret skrånende i hurtige firkanter, skorstenens sodhuller ses overraskende. Kvarteret forsvinder og andre dukker op ovre ved Eberts villaby.

Brev/mixed media fra Klaus Rifbjerg til Hans Otto Jørgensen i anledningen af forespørgsel om efterskrift til Leif Panduros Øgledage. Svaret er: ja, til verden. At favne og dele glæde. 2014.

af mads hansen

R E T A N I KOORD I haven kiggede jeg på hendes ribben, på skyggerne mellem dem og den løse damp fra hendes udånding. Bag Signe lå huset, jeg var vokset op i. Jeg kender det hus, jeg ved at stenene, at teglene er røde, men i mørket var facaden blålilla og lysende, som om muren afgav varme i en slags natlig solnedgang.

Jeg kyssede en hinde af Signes tunge. En blanding af sæd og spyt, der lagde sig som en glathed i min mund. Med fingrene strøg jeg fra hendes pande ned over de lukkede øjne. Ude på den anden side af vinduet var det junimørkt. Indimellem kunne vi høre oliefyret i kælderen eller en bil der accelererede efter chikanerne ude på vejen. Signe aede med kinden ned langs min arm. Hun flaksede øjenvipperne hen over min hud, som børsterne på en fejemaskine. “Jeg vidste ikke, man kunne have hår på albuen,” sagde Signe. Jeg aede fra ryggen ned til hendes baller. Hun trak i hårene med sine læber. “Det vidste jeg heller ikke”, sagde jeg. Jeg trak dynen op over hende. Ballerne var noget andet med dynen imellem. 22

Mere levende gennem det døde materiale. Som hud er mere hud under en nederdel eller en løs T-shirt. Så mange filtre at sanse gennem. Når hun lå på maven og støttede på albuerne, var ryggen et svaj, der fik mine fingre til at glide gennem hulvejen midt på hendes lænd og hen over baglårene. Hvis hun lå med nakken mod madrassen, lagde jeg armen under hende og ryggen var noget andet. En bevægelse opad så ryggen hvælvede og var forbundet til hendes hofter, navlen i zenit, hendes inderlår. Forbundet til den riflede hud over ribbenene. Til de små, blege bryster i mørket. “Jeg henter noget vand,” sagde Signe. Håret ned langs hendes ryg så næsten sort ud i det blå mørke. Jeg rejste mig og åbnede vinduet. Cisternen skyllede og jeg kunne høre hendes fødder på gul-

vet. Så mærkede jeg hendes pande mod ryggen, hænderne der foldede om min mave. Jeg drak af vandglasset. Ude bag haven og folden kunne man fornemme lyset fra gadelygterne på Slettebjerget. Vi var alene i huset. Min mor havde nattevagt og Emil sov hos en ven. “Ved du hvad klokken er?” spurgte jeg. “Nej,” sagde Signe. Selv når vi åbnede vinduerne, var det svært at sove i varmen. Min madras var smal og jeg havde kun én dyne. Vi vågnede tit. Skubbede os ud af hinandens arme eller pressede vores kroppe tæt sammen. Om morgenen brændte det i takkede blå mønstre under øjenlågene og vores muskler gjorde ondt. Men jeg kunne lide vores dårlige søvn. Vores bevægelser fra og imod. Hele tiden i re-

Hele tiden afstande og tætheder. Jeg holdt hende om taljen, mine håndflader fugtige af varme. Vi bevægede os væk fra vinduet.

Selv når vi åbnede vinduerne, var det svært at sove i varmen. Min madras var smal og jeg havde kun én dyne. Vi vågnede tit. Skubbede os ud af hinandens arme eller pressede vores kroppe tæt sammen. Om morgenen brændte det i takkede blå mønstre under øjenlågene og vores muskler gjorde ondt.

lation. Du er varm, derfor skubber jeg mig væk. Jeg er langt væk. Væk betyder, at jeg kun rører dig med fingrene. Eller jeg fryser, jeg er tæt på. Tæt på betyder, at jeg presser mig ind mod dine baller, så jeg kan mærke hårdheden under fedtvævet. At jeg næsten ikke længere er mig selv. Jeg er trykket mod din krop og den måde dine muskler stemmer imod under huden. Hele tiden afstande og tætheder. Jeg holdt hende om taljen, mine håndflader fugtige af varme. Vi bevægede os væk fra vinduet. Signe gik baglæns på hælene, til vi ramte væggen. “Slog du dig?” spurgte jeg. “Nej.” Tre skridt ud af mine hænder. Signe i døren. “Kom,” sagde hun.

Signe i blåt mørke. Hun var langt væk. Vi gik forbi værelset jeg havde delt med Emil og som nu var hans. Døren stod på klem og jeg kunne se fodboldplakater og stjerneklistermærkerne, vi engang havde sat op på væggen. I stuen blinkede en rød lampe på fjernsynet. Jeg stoppede og slukkede på kontakten. Signe gik over til vinduet ud mod haven. Når jeg bevægede mig, kunne jeg mærke luften mod mine spidse hofter. Hvis jeg havde været nøgen i stuen før, må jeg have været meget lille. Den virkede fremmed, enormt stor. Alle bevægelser satte sig i huden. Den svale luft ved vinduet strøg over mine skuldre ned langs ryggen. Signes blik gav mig lyst til at være tildækket. Som om jeg var så nøgen, at alt kunne gøre ondt.

“Nej,” sagde hun og holdt mine håndled fra at krydse over kroppen. Hun kyssede under kravebenet, mere bare berøringer, to små gange, her er din krop. Så åbnede hun døren ud til haven. Mit, hvad hvis nogen ser os? Hendes rygvendte træk på skuldrene. Hendes, det gør de ikke. Oppe på folden var nogle af fårene begyndt at bevæge sig langsomt rundt. Skygger med mørke kanter og hvid midte. Foran os, æbletræet og bregnerne. Jeg havde været barn her. Noget i mig havde lyst til at røre ved gyngestativets afskallede brædder. Sige: Sådan her plejede jeg at gøre. Sådan her plejede vi at gøre. Vi? 23

I skuret stod der Signe L er en luder, rid set i plastik ken. Signe havd e kigget op på mig på samme måde, som når vi havde haft sex. Når hu n lå halvt skjult under en d yne, lænden rød lig, der hvor mine fingre havd e ramt hend e.

Min bror. Emil, som jeg tæskede til han fjernede sig fra mig. Og jeg ville se historien ombrudt i hendes blik. Som da vi gik forbi hendes barndoms busstoppested. I skuret stod der Signe L er en luder, ridset i plastikken. Signe havde kigget op på mig på samme måde, som når vi havde haft sex. Når hun lå halvt skjult under en dyne, lænden rødlig, der hvor mine fingre havde ramt hende. Bønnerne, hårdere. Slagene, hårdere. Bagefter, de meget åbne øjne med tynde lameller af grønt, brudt af en koralgul cirkel inderst om iris. Det var ritualer. Vi skulle ødelægge os selv og hinanden. Dø og være ingenting udover det blik. Genopstå i afstande og tætheder, når blikket blev til berøringer, kys der havde deres egen langsommelighed og tilgivelse. 24

Røre de steder på ansigtet, der var blevet glemt, mærke den lette sitren under fingeren, der strejfer huden ved øjets yderkant. Små forvandlinger. Hvis jeg rører sådan her, giver dig et ansigt under mine fingre. I haven kiggede jeg på hendes ribben, på skyggerne mellem dem og den løse damp fra hendes udånding. Bag Signe lå huset, jeg var vokset op i. Jeg kender det hus, jeg ved at stenene, at teglene er røde, men i mørket var facaden blålilla og lysende, som om muren afgav varme i en slags natlig solnedgang. Haven. Huset. Skolen fem kilometer væk. Skovene, broerne og fodboldbanerne. Alle koordinater for min barndom fandtes inden for en radius af sekssyv kilometer. Vi kunne gå til alting. Mærke græsset, maskerne i fodbold-

nettet, fugen af mørtel mellem to sten. Lade fingrene glide over koordinaterne, som gennem små tableauer af fortid. Signe skulle vente og lytte. Så skulle hun røre mig, nye hænder, nye skuldre, nye kindben. Sådan ville jeg bevæge mig. Ud gennem nakkens øverste hvirvel, ind i hendes mund som et lille flyvende insekt og tilbage gennem blommen på hendes finger. Signes læber, hendes, her er din hals, her er dine skuldre. Det føltes som et løfte. Vi kunne afklædes til der kun var punkter af berøring tilbage. Alt andet kunne drive af huden. Gå langsomt. Bevæg dig sådan her. Vær ikke andet end skulder, hals, underlæbe, hendes blide træk i hånden. Fremad. ■

en købstad på en af Danmarks mindre øer søges til november af flere familier en dygtig lærerinde, som foruden sprog og almindelige skolekundskaber kan undervise i musik, tegning og håndarbejde. Der tilsikres hende 400 kroner årligt, samt frit ophold hos en af de pågældende familier; uden gode anbefalinger nytter det ikke – osv.« Der blev indlagt en sådan mængde billetter, at doktor Jespersen fik en meget ringe mening om ugifte kvinders stilling og en meget høj mening om sin egen evne til at bringe den slags sager i orden. Som befuldmægtiget for »flere familier i staden Halkøbing på en af Danmarks mindre øer,« valgte han efter moden betænkning en ansøgerinde, der udmærkede sig ved en fast håndskrift og gode anbefalinger, enlig stillet og tyve år gammel. Hans valg anerkendtes af hans frue, og sagen bragtes derefter i orden. Da Halkøbing lille postdamper den første november anløb havnen, medbragte den en sørgeklædt, lidt forlegen og en del forkommen ung person: Frøken Elisabeth Due. Distriktslæge Jespersen mønstrede den unge pige, der stod foran ham; efter hans formening en net men noget ubetydelig ung dame. Hun var af middelhøjde, slank og velbygget, let i hver en bevægelse. Hendes ansigt var smalt og blegt med regelmæssige træk, hendes hår var langt, askefarvet og svagt bølgende, men det påfaldende i dette ansigt var den letbevægelige mund og øjnene. De sad i mørke omgivelser, overskygget af sorte vipper og var lysegrå, et øjeblik klare i næste øjeblik tilslørede. Det var øjne, der så meget men syntes at kunne fortælle endnu mere. Doktor Jespersen lagde ikke mærke til dem; han gentog sit: »En vakker, temmelig ubetydelig pige,« uden at ane, at hun på samme korte tid havde værdsat ham med en del mere korrekthed. Thi Elisabeth Due var ingen ubetydelig ung pige. Hun havde en fortid fuld af kamp og en fremtid fuld af store forventninger. – Hun mindedes en fader, hvis håb om litterær hæder var glippet, og som var strandet i en lille provinsby,

efter et alt for lystigt ungkarleliv i hovedstaden. Han havde ægtet en provinsboghandlers eneste datter og efter svigerforældrenes død overtaget forretningen. Hun kunne huske ham som yngre, da han var vittig, fri i sine anskuelser, underholdende, og som ældre, da han var sløv og fordrukken. Et halvbårent digtertalent, som havde manglet viljen og kraften, en fremskridtsmand uden planer. Og hun mindedes en fin kvinde med en ubøjelig viljekraft og en rigdom af dyb følelse, hendes moder, der havde styret forretningen, da manden faldt sammen, og havde holdt familien oven vande uden anden hjælp end den hendes kærlighed og forstand gav hende. Hun elskede manden, fordi han i sin tid havde løftet hende op af provinslivets ubetydelighed, og hun havde en mild forståelse af, at han nu selv var faldet som offer derfor. Til datteren satte hun hele sit fremtidshåb; hun skulle erobre den plads i livet, som manden havde forskertset. Og datteren mindedes dette krav til sig: at blive til noget. Det havde holdt hende oppe de lange år, hun tilbragte i et københavnsk pensionat, anbragt på billige vilkår, delt mellem skolearbejde og husgerning. Kravet havde været i hendes tanker hver time på dagen og ligget som en mare over hende om natten. Hvor det endnu stod underligt for hende dette pensionatsliv med sin samling af forskelligartede mennesker, der talte om ting, som lå over hendes fatteevne, der disputerede, gjorde kur, spandt intriger og nedlagde frøkorn i hendes sjæl, som senere skulle modnes før tiden. Og skolelivet, hvor hun sad som en fremmed fugl mellem en flok københavnske pigebørn, der alle var ældre end hun. Hver havde sin kærlighedshistorie, talte om ting, hun ikke forstod i hentydninger, som gled uforklarede forbi hendes barneøre; disse pigebørn, som gjorde nar af hendes provinsielle udtale, af hendes kjoler, som hendes moder havde syet, af hendes samvittighedsfuldhed og nervøse frygt; disse pigebørn, som havde mistet barnets ligefremme væsen uden endnu at have erhvervet kvindens

takt. Hun huskede sine triumfer over dem, når hun i timen var den dygtigste og blev rost. Men hun kunne endnu føle en kvælende modbydelighed, når hun erindrede den mørke skolestue, der vendte ud mod den gule bagside af et hus og lugtede af smørrebrødspapir. Og så lyden af skoleklokken! – Gudskelov det var forbi. Den samme ubehagelige fornemmelse kom, når hun tænkte på den skumle spisestue i pensionatet med sit hjørnevindue, hvor hun sad de mørke efterårsaftener, medens endnu en lugt af måltidet svævede over hende, og hun drømte om sin fremtid eller grublede over sin nærværende tilstand, borte fra hjemmet, der satte alt sit håb til hende. Hun havde ikke oplevet mærkelige ting. Hun var ikke blevet modnet gennem store begivenheder, men hun havde stået ved sin moders dødsseng i hjemmet, hvor værelserne forekom hende så forunderlig små og lave, møblerne så sørgelig falmede og medtagne, og dér havde hun lovet at påtage sig ansvaret for den rystende drukkenbolt, der stod ved fodenden af sengen og bad om tilgivelse uden at kunne love at ville forbedre sig. Og så mindedes hun endelig to år i den lille provinsby, med de toppede brosten hvorimellem græsset skød op, hvor alt var så tomt og åndløst, to år fulde af uafbrudt arbejde for at ernære sig selv og sin affældige fader. Og dog selv midt i dette havde der været kamp frem mod målet, ungdomsfrisk stræben fremad og tro på sit kald. Hun havde jo faderens lyse hoved og moderens evne til at elske og ville. En lys erindring fuld af taknemlighed havde hun: Ellinor Kyng. Denne frittænkende unge republikanerinde, som havde taget sig af hende og indpodet hende sine begreber. For hende havde hun læst sin første novelle. Ellinor havde rost og dadlet og dømt den umulig, fordi hun manglede »erotisk erfaring«. Erotisk erfaring, – dertil havde hun aldrig haft tid. Og nu i de sidste dage: Faderens død, friheden og ensomheden, pladsen i Halkøbing, hvor-

til hendes gode anbefalinger hjalp hende, håbet om efter et par års forløb at komme til Ellinor, når denne blev gift og bosat i hovedstaden. Endnu først et par års arbejde – og så den lyse fremtid. Så medbragte da Halkøbing postdamper en sludfuld novembermorgen frøken Elisabeth Due, sørgeklædt, lidt forlegen og meget forkommen, tarvelig af dragt og ikke iøjnefaldende af ydre, men ikke nogen ubetydelig ung pige. Det var en stokkonservativ, bureaukratisk lille by dette Halkøbing. Beliggende på en lille ø, sig selv nok, rig, selvtilfreds, sluttede den sig til den velbekendte trosartikel: »Frygt Gud, ær kongen og betal dine skatter til terminen.« Borgernes ædleste kappestrid gik ud på at overbyde hinanden i luksus, og der udvikledes i den anledning en ikke ringe pragt. Øens beboere regnede deres hjemstavn for den eneste beboelige plet i verden, deres klima for det bedste, deres lovgivning for den ypperste, og når undtages en treven indrømmelse af, at handelen måske stod tilbage for Englands skulle man ikke kunne afdisputere en halkøbingianer, at hans by jo var Jordens midtpunkt. Øens ungdom gik ind i fædrenes forretninger, ægtede landets døtre, holdt på hinanden, spiste og drak vældelig ved de store middagsselskaber. Øens stolthed var dens største godsejer, grev Mogens Høegh; men under hans stadige fraværelse indtrådte godset Viffertsholms ejer i hans rettigheder. For tiden besades det af enkefru v. Platen, der havde en tyveårig søn, Henrik v. Platen. Dog var disse ikke øens eneste notabiliteter. Byfogden var kammerherre og Ridder af Dannebrogen p.p., også præsten var dekoreret. Han var yderst liberal, satte pris på l’hombre og gode middage, og var meget afholdt i byen. Desværre søgte han bort, kaldet var ikke stort nok til hans appetit. En anden stormagt i byen var Johan Lavby, redaktør af Halkøbing Tidende. I sin ungdom havde han været vild republikaner, og det var ikke for hans dyders skyld, at han nødtes til at

forlade hovedstaden og overtage redaktionen af Halkøbings lille avis. Men i den fredelige by var hans omvendelse gået for sig, han afsvor sine ungdomssynder og fuldendte forvandlingen ved at forlove sig med godsejerinde v. Platens halvgamle selskabsdame, hvorved han gjorde sig meget vel anskreven. Han nikkede bifaldende, når byfogden, kammerherre Rosen, rystede på hovedet af Grundloven, og var stemt for pryglestraffens genindførelse. »At tænke sig, at Halkøbing var blevet nødt til at sende en venstremand til Rigsdagen.« Men det var de dumme bønder, der havde sat valget igennem. Fraset valghandlingerne var byen kun hjemsøgt af én strid, den fortløbende uenighed mellem dens tre læger. På grund af sin alder og sin kongelige ansættelse beholdt distriktslæge Jespersen dog stadig overtaget. Han var ret dygtig, elskværdig og jævn; i hjemmet stod han under sin hustrus formynderskab. »Min hustru, fru Jespersen.« – En stram, praktisk og bestemt lille dame, der i lighed med de fleste andre fruer i Halkøbing, hvor regeringsformen var uindskrænket monarkisk og arvelig på spindesiden, holdt øje med mandens forretning, opdrog børnene, tog sig af lærerinderne, havde opsyn med byens velgørende stiftelser og havde rede på alt, hvad der hændte alle mulige steder hos venner og bekendte, gjorde pæne selskaber, og, da byfogden var enkemand, førte præsidiet ved kaffe- og chokoladeselskaberne. Til denne dames varetægt betroedes frøken Due, og en ængstelig moder kunne ikke have betroet sin uerfarne datter til nogen påpasseligere vogterske. Under hendes strenge øjnes lys begyndte Elisabeth Due sin beskedne gerning, og ingen anede, hvilke kække planer, der gemtes bag denne hvide pande.

Fruen lod kniven, der havde afskrabet børnenes smørrebrød, hvile og spurgte: »Er embedet godt?« »Det kan sgu sagtens være godt. De teologer har herredage. Præsten er yngre end jeg, og se blot, hvor langt bedre i vej.« »Er der formand på kaldet?« »Ja, men han er uhyre gammel. De slipper naturligvis ikke de fede embeder, førend de er både blinde, døve og stumme.« Doktoren var i afgjort slet humør og fortsatte brummende sin lekture. Pludselig formildedes hans ansigt. »Grev Høegh kommer til øen.« Denne gang faldt fruens kniv med et klask ned på smørrebrødet. »Men min Gud! – Kommer grevinden og den unge stamherre her også?« hun mønstrede i tankerne sin garderobe. »Nej – alene.« »Er du vis derpå? Ikke en gang sønnen?« »Nej naturligvis, han kan da ikke forlade sin skole.« »Hvor gammel kan han nu vel være?« »Sønnen! femten år tror jeg; måske lidt ældre.« »Nej faderen.« »Å – omtrent fyrre.« »Bliver han her for længere tid?« »Måske; Halkøbing Tidende er forbeholden.« »Gud ved af hvad grund han kommer?« »Det ved man heller ikke. Lavby kunne måske give oplysning, jeg skal spørge ham.« »Så må du først og fremmest få at vide, hvilken dag greven ventes, så du kan aflægge din visit før doktor Justesen.« »Naturligvis.« Og distriktslæge Jespersen trak sin frakke på for at gå ud og indhente oplysninger om den for øen epokegørende begivenhed. Det var mere end ti år siden grev Høegh havde besøgt sit gods Høeghholt, og hvilke beretninger havde ikke rygtet i mellemtiden bragt om hans udsvævelser og ekstravagancer. Hele øens befolkning, navnlig damerne kom i fe-

»Nå – nu er præsten forflyttet,« udbrød doktor Jespersen ud over sin Halkøbing Tidende en morgen i slutningen af november.

brilsk spænding, da meddelelsen om hans ankomst nåede dem. Grevinden havde man dog set; hun og hendes søn havde opholdt sig på Høeghholt nogle dage hver sommer; så var gården blevet befolket med skrammererede tjenere og travle jomfruer. I haven så man grevinden og hendes søn, herskabsvognene kørte en halv snes gange gennem byen, efter otte dages forløb forsvandt de så atter, og alt faldt til ro. Og nu meldte den velunderrettede redaktør, at grev Mogens Høegh selv agtede at besøge øen, ja han fortalte privatim de talrige nysgerrige, der denne morgen kiggede ind på hans kontor, at greven sandsynligvis ville opholde sig der for længere tid. »Og grevinden? Grevinden?« spurgte doktoren. »Vides ikke med bestemthed,« svarede Lavby med en antydning af, at han vidste mere, end han ville ud med. »Ved De bestemt, hvad dag greven kommer? Man må –« »Gøre visit, komme konkurrenterne i forkøbet – hvad behager?« Redaktøren kneb listig øjet sammen. »Man må vise en sådan mand sin agtelse,« svarede Jespersen med værdighed. »Forstår sig – javel. Nej jeg ved ikke dagen med bestemthed, men – man har sine konnektioner, og så snart noget vides med vished, skal jeg.« Redaktøren omtalte ikke, at han allerede havde givet distriktslægens yngre kolleger samme løfte. »Tak! – Tak skal De ha’. Jeg gad vide, om greven vil omgås folk i byen.« »Ikke godt at vide, han har sine luner, men nu da grevinden ikke er med, kunne det jo være. Man sagde, det var hendes skyld, at de ingen omgikkes, da de boede her.« »De lever fremdeles adskilte?« »Aldeles. Alverden giver hende ret, og man kan ikke nægte – hans liv er – –. Nå, men husk på, at han havde lyst til at blive her og bestyre sit gods, da hun fik ham til København ind i familien; De kan tro – den var ikke morsom.

Nå, og mellem os, disse kolde fruentimmer er forfærdelige.« »Bor sønnen hos hende?« »Naturligvis, han kan jo ikke være hos faderen. Nej, han holder sig til mama. En stivstikker skal han være, – men ikke mine ord igen.« »Gudbevares! Og så husker De?« »Naturligvis. Adiø doktor.« »Godmorgen, godmorgen.« Samme eftermiddag sikrede fru Jespersen sig byens dygtigste sypige. Otte dage senere begyndte grev Høegh at gøre visitter i de familier, som havde stået i forbindelse med hans fader, og hvem han kendte lidt til fra sin ungdom. Byens rigeste skibsreder og købmand, konsul Nicolai Hansen gjorde selskab for grev Høegh. Købmandshuset havde i en lang årrække stået i forretningsforbindelse med Høeghholts ejermand. De høje værelser var festlig oplyste, tykke Bryslertæpper, dybe, bløde stole, lange gardiner, gueridoner med blomster, bogskabe med splinterny bøger, kunstsager købt pr. kommissionær, opslået flygel, alt comme il faut. Og den lille trivelige konsul vandrede op og ned ad gulvet i sin splinterny kjole, gnidende sig i hænderne, og så efter, om nu også alting var i orden. Han rettede hist og her på en lysmanchet, et bordtæppe eller en skammel; nød velværet om sig og mumlede: »Det er godt, man har’et som man har’et.« Og fru konsulinden kom varm fra køkkenet med sit lange slæb over armen, rund, trivelig og veltilfreds som han. Den tid var glemt, da folk mumlede om, at hendes ægteskab var en voldshandling mod et hjerte, der var andet steds bortlovet; et seksogtyveårigt ægteskab kan trække det skæveste forhold til rette. »Nå – alt i orden mor? Om tre minutter har vi dem.« Første vogn for døren – præstens – »Velkommen – velkommen.« Pastoren retter på det hvide halsbind under sin dobbelte hage og sukker, thi han erindrer, at han skal forlade dette paradis, drage ud på det ubestemte til folk,

hvis madkunst han ikke kender. Han sukker atter. Nu kommer vognene hurtigere og hurtigere. Byfogeden med ordener på brystet og kammerherrenøglen ved baglommen; med pibet manchetlinned, omhyggeligt friseret gråt hår, med majestætisk holdning og stiv gang, kavaler til fingerspidserne overfor det smukke køn. Og distriktslægen med sin pyntede frue og lærerinden, som beskedent trækker sig tilbage og ubemærket slutter sig til de unge. Nu åbnes døren vidt: Fru godsejerinde v. Platen med søn; i hendes kølvand redaktør Lavby med forlovede. Fru v. Platen var en høj dame, mellem tredive og fyrretyve; de smægtende øjne overskyggedes af lange vipper, der lå mørke rande under øjnene, teinten var grålig mat med den slags pludselige rødme, som tyder på svagt helbred, hendes bevægelser var slæbende, og meget slæbende den moiré antique silkekjole; kostbare kniplinger overalt og en ubeskrivelig fin parfume. »Noble breeding –« hviskede byfogeden. Hendes søn var en høj ung gentleman. Hans regelmæssige, ret smukke, men plumpe træk udmærkede sig ved en forunderlig dorskhed i udtrykket. Han lignede sin afdøde fader, sagde man, og bag dennes rolige skal havde der skjult sig stærke drifter og en halsstarrig vilje. For øjeblikket så man kun en enfoldig yngling med stive bevægelser, flipper, der generede, håret skilt fra panden til nakken, ulastelige fødder, hænder og linned. Man ventede endnu på æresgæsten, grev Høegh. Stueuret faldt i slag til et kvarter over seks, døren åbnedes – hr. Greven. En mand på omtrent fyrretyve år, lidt over middelhøjde, slank og elegant, et fuldendt smukt hoved, svært blondt hår, fuldskæg, blide, lidt tilslørede, blå øjne. Han gjorde en dyb bøjning selskabet rundt, man blev præsenteret, udveksling af »ære og fornøjelse.« »Mine herrer vil De behage at tage damer til bords.«

Grev Høegh sad omtrent midt for bordet med værtinden på højre hånd, fru v. Platen, der var ført af værten, på venstre. Konsulen havde ordnet det således, fordi godsejerinden var den eneste af damerne, greven kendte lidt til. Han og fru Platen var midtpunktet for selskabets opmærksomhed. Konsulen satte vinkaraflerne i gang, hans hvide vest svulmede af stolthed, da han lod blikket glide hen over sit selskab, han mindedes den tid, da han »stod« som simpel kommis. Elisabeth holdt sig tavs og beskeden. Hun havde ved et tilfælde fået plads skrås for æresgæsterne, og de optog snart hendes udelte opmærksomhed. Hun kendte det øvrige velfornøjede tyggende og drikkende selskab, men disse var ny, og det morede hende at iagttage deres minespil, deres bevægelser og at opfatte brudstykker af deres ligegyldige passiar. »Jeg antager, det kun er for kortere tid De opholder Dem her på øen?« spurgte fru v. Platen med en smægten, som klædte hende godt. »Tværtimod, det er sandsynligt, at jeg bliver her for bestandig.« »Mon dieu –, er det Deres mening? hvorledes vil De kunne udholde et ophold herovre?« »Jeg ser dog – De lever.« »Kun halvt, og alene for min søns skyld. Han fængsler mig hertil. Han vil jo absolut blive her og selv øve sig i at styre gården. Jeg kan ikke lade ham være alene her, men når han gifter sig, flygter jeg øjeblikkelig. Jeg forstår ikke, at et menneske, der ikke behøver det, kan holde ud på en så lille plet af jorden.« »Og hvorfor ikke? Er her ikke lige så godt som andre steder; man kan spise, drikke, sove, tale også her. Hvad er der mere?« »Men man må dog –« Resten tabte sig i en mumlen. Så hørte hun igen grev Høeghs rolige stemme. »Dette sted har for mig den særegne tiltrækning, at det er her min slægt har levet – rien que ça.« Hendes opmærksomhed forblev fasttryllet

ved grev Høeghs person. Hendes tanke stræbte efter at trænge ind i og analysere ham. Hans væsen var langt fra hovmodigt eller tilbageholdende, snarere åbent og imødekommende, kun med et lille spor af træthed og sørgmodighed. Men denne ligefremhed var ikke nogen første hånds naturlighed, den var tilræsoneret og skjulte en, arrogance, der var større end fru v. Platens. Hun sagde sig selv dette endnu før desserten kom på bordet, og hun dømte ham strengt, fordi hun var ung: »Selv om han på mange måder finder sig tilovers i verden, selv om hans fødsel og opdragelse har stillet ham i et skævt forhold til livet, – så er hans overmodige bitterhed dog ikke andet end pjalteri.« Naturligvis blev der holdt taler. Først for hædersgæsterne, øens stolthed, dernæst for præsten, som skulle forlade dem, fordi kaldet førte ham andet sted hen, så for redaktøren og hans unge brud. Der blev takket i andre skåltaler. Grev Høeghs var den korteste og præstens den længste. Så drak man private glas med hinanden, gensidige hæderens og agtelsens bægre. Grev Høegh udbad sig den ære at hilse på den unge v. Platen, og de to adelsmænd tømte med lige alvor glassene, holdt dem op, drejede dem ind imod sig og bøjede sig med værdighed ud over dem. Elisabeth følte en stærk trang til at le, hun bed sig i læben og lagde ikke mærke til, at grev Høeghs blik i dette øjeblik ramte hende og et par sekunder hvilede ufravendt på hendes ansigt, medens han, ligesom i en slags åndsfraværelse, lod den frugt, han alt havde ført halvvejs op til munden, synke ned på sin tallerken. Man stod i samtalende grupper og balancerede med kaffekopperne; redaktøren, der droges til al mulig fornemhed som jernet til magneten, havde haget sig fast i grev Høegh og indledt en samtale, der blev ført med stor iver fra hans side. Han var plumpt bygget, havde tætkrøllet brunt hår, tyrenakke, runde skuldre, svære læber og

brede hænder, hvormed han gestikulerede ivrig, han var højttalende og insinuant, ja servil. Hans modpart var rolig, blidttalende med lange hænder, en slank, næsten kvindelig fin bygning og et koldt blik. Redaktørens stemme buldrede gennem værelset og tiltvang sig ved sin styrke opmærksomhed for, hvad han sagde. Man begyndte at tie for at lytte til de to herrers samtale: »Når sagerne står således,« sagde greven, hvis stemme skønt dæmpet var tydelig og måtte kunne høres i større forsamlinger end denne, »forstår jeg ikke, hr. redaktør, at Højrepartiet herovre ikke fik sit valg sat igennem.« »Det er landbobefolkningen, hr. greve. Den lader sig lede af sine partifæller, fordi disse også er dens standsfæller. Vor kandidat er den fremmed – deri ligger ulykken. Kunne vi opstille en mand af jordejerklassen, som de kendte lidt eller havde respekt for, – hvis en mand som De, hr. Greve –« »Guderne bevare mig,« svarede grev Høegh med et skuldertræk, som lignede en gysen. »De er aldeles ikke politiker?« »Det er som man tager det. Jeg siger: lad den regere, der har lyst, jeg under ham med glæde både æren og fornøjelsen. Har han massen på sin side, så meget desto bedre. Majoriteten er den eneste reelle magt, der eksisterer. Den, der har de fleste stemmer, har faktisk ret.« Det gav et sæt i redaktøren. »Hr. greve – De kan umuligt mene – en mand af Deres dannelse og samfundsstilling. Det er abnormt.« »Hvem siger Dem, at jeg ikke er abnorm?« spurgte grev Høegh med et smil, der syntes at kunne spalte redaktøren i to stykker hvor tyk han end var. »Men flertalsherredømme! Træskoregimente, – umuligt, det mener De ikke.« »Gør jeg ikke?« han spurgte, som om han med et var blevet nysgerrig og ønskede oplysning. »Hvad ellers, hvilken anden magt vil De opstille?« »Intelligensens – som vil og må sejre.«

»Intelligensens –. Ba! – Vi taler ikke om hvad der må og bør, men om hvad der kan. Intelligensen vil stadig komme til kort. Tror De nogensinde, at broderparten – nej tiendeparten af menneskene vil blive intelligente?« »Men« afbrød redaktøren ham ivrig – »det behøves jo heller ikke, – thi så var intelligensen jo majoritet – men den kan sejre som minoritet ved den i den iboende kraft.« Grev Høegh trak øjenbrynene i vejret. Derpå begyndte han med slæbende stemme, som om han repeterede en kedelig lektie: »Deres bevisførelse går i ring. Intelligensen skal sejre qua intelligens ikke ved magt, men dumheden vil qua dumhed aldrig lade sig overbevise, altså kommer intelligensen til kort. Følgelig – å gentag selv min forrige sætning, jeg hader gentagelser.« Og han drak langsomt sin afkølede kaffe af den gennemsigtige æggeskal af en kop. Men så fortsatte han med pludseligt liv: »To udveje: Hug pøbelen ned, eller lad den herske,« derpå med stedse svagere betoning: »Det første kan intelligensen ikke vælge, følgelig lad pøbelen regere.« Redaktøren stod forbløffet. Elisabeth kunne ikke lade være at more sig derover, men på samme tid råbte det i hende: »Det er usandhed hvad han siger! Vold eller eftergivenhed er ikke alternativet. Han er en pjalt, en utålelig skeptiker.« Disse tanker beholdt hun imidlertid hos sig selv. Nogle af herrerne forlod værelset for at ryge og spille l’hombre i konsulens kontor. Et par foretrak at blive hos damerne. Blandt disse var grev Høegh, som lænede sig til den chaiselongue hvorpå fru v. Platen sad, den unge v. Platen og redaktøren, som ikke mente, at han burde forlade sin kæreste et minut. Grev Høegh og fru v. Platen fortsatte halvhøjt deres slæbende konversation, medens de forgyldte visere på det store marmorur langsomt angav tidens gang, da grev Høegh afbrød sig selv midt i en sætning for at spørge: »Hvem er den unge, sørgeklædte pige med det blonde hår, som står ved bordet og blader i et album? – Hun har mørke øjenvipper, men lyse øjne.«

Fru v. Platen så sig ikke i stand til at give oplysning derom, hun så hende selv for første gang og mindedes ikke præsentationen, men Henry vidste det måske. »Henry« – og hun vinkede ham til sig med sin vifte. Den unge mand bøjede sig over moderen, hans øjne oplivedes, da de hvilede på hende. »Hvem er den sørgeklædte unge dame – som nu står og taler med fuldmægtig Hansen?« Henriks blik fulgte et øjeblik den angivne retning: »Det er frøken Due, den ny lærerinde her i byen.« »En guvernante her i byen – frøken Due« gentog fru v. Platen henvendende sig til sin kavaler. »Ja så – hun er smuk.« Det var ikke forhen faldet Henrik v. Platen ind, men da han nu atter lod blikket hvile på den unge pige, så han det samme. Men da Elisabeth denne aften gik i seng, tænkte hun på, at det ville have moret Ellinor, om hun havde set dette selskab, navnlig hvorledes grev Høegh kunne kokettere langsomt med fru v. Platen. Det traf sig således, at frøken Due var ene hjemme, da grev Høegh et par dage senere aflagde visit hos distriktslæge Jespersens. Hun var i det hele taget meget ene; doktoren, der havde stor praksis, var sjældent hjemme, fru Jespersen anså en dag for spildt, når hun ikke havde tilbragt en del af den hos venner og bekendte. I dag var hun gået til et møde i »Foreningen med formålet at beskytte unge mejersker på større gårde.« Man havde fået tilsendt en stor bunke årsberetninger, prospekter og planer, disse bøger skulle nu sendes øen rundt, hvilket antoges at ville have stor og indgribende betydning for mejerskernes fremtid. Elisabeth sad i dagligstuen fordybet i en bog, da greven trådte ind. Hun blev lidt utålmodig over forstyrrelsen, men betænkte, at besøget ville være forbi, så snart greven hørte, at hverken vært eller værtinde var til stede. Hun kunne ikke vide, at han, når han en gang havde foresat

sig at ville tilbringe eftermiddagen i doktorens hus, sandsynligvis ville være blevet der, selv om han havde fundet det tomt. Hun overraskedes derfor, da han uden at bryde sig om hendes erklæring, satte sig ned og røbede det som sin hensigt at blive. Hun blev forlegen. Men det gik hurtigt over, thi var end den fuldkomne ligefremhed i grevens væsen ikke ægte, nødte den dog andre til at slå ind i samme tone. »Doktoren i praksis, og fruen?« »I Foreningen til unge mejerskers beskyttelse.« Han lo. »Mejersker – hvad i al verden skal de beskyttes mod?« »Mod overgreb – antager jeg – fra deres husbonds side – eller –« »Mod verdens ondskab og forfalskning af smørfarve. – Skal De ikke også i foreningen?« »Nej« sagde hun også muntert – »jeg er bange for, at jeg ville føle mig lige så ilde til mode i mødet som mejerskerne, – når –« hun standsede, hun blev bange for at have været for dristig. »Når damerne tager sig af dem!« Han lo atter på en egen godlidende måde. Efter en lille pause fortsatte han: »Jeg forstyrrede Dem i Deres læsning, da jeg kom, hvad lekture kan man få her?« »Alt – antager jeg, når man har råd til at købe det. – Det var Shakespeare jeg læste!« »Hvilken helt eller fyrste fortrængte jeg da af Deres tanker?« »Coriolan.« »Hvorfor læser De om ham – han var en fantast. Læs om Richard den Tredie, det var en klog mand. Han forstod at benytte sig af folks slette instinkter, det er en stor kunst.« De begyndte at tale om Shakespeare. Hun havde intet mod emnet; men grevens måde at tale på var højst besynderlig. Hans tanker vandrede idelig fra en genstand til en anden, og han hengav sig med planløs lunefuldhed til ethvert af sine indfald, efterhånden som de dukkede op i hans hjerne. Han udfoldede på denne måde et betydeligt kendskab til emnet, men syntes lige

så lidt at ville stille sine kundskaber til skue som at være forundret over hendes. Hun fristedes til at tro, at han, om tilfældet havde maget det så, ville have konverseret en malkepige akkurat på samme måde, uden at bekymre sig om, enten hun kunne følge hans tanker eller ikke. Hun følte sig fuldkommen rolig. Men efterhånden gik han over til et drillende angreb og æggede hende som ved en usynlig magt til en varme, som hun ellers sjældent røbede. Det ene ord tog det andet, hans angreb blev stedse skarpere, og hendes iver gik over til forargelse. Hun stræbte at erindre sig, hvem han, og hvem hun var, at de var hinanden fremmede, men lige så sikkert som hendes oprindelige ro var gået i brand, var det hende nu umuligt at slukke denne. »Nej – kort sagt – når alt kommer til alt, keder al læsning mig. – Ikke selve den proces at følge ordene og linierne men at skulle pånødes alle disse dogmer, systemer og livsanskuelser, alt det, der vil påtvinge mig en mening om ting, der er mig fuldkommen ligegyldige.« »Og hvad må så digterne behandle, når de skal undgå alt, hvad der er på dagsordenen?« »Poesi! – Lægevidenskab og agrariske spørsmål er ikke digtning.« »Vil De have den tyske romantik om igen?« »For mig gerne, hvis den ikke var så dum.« Hun følte sig mere og mere nervøst anspændt. »Hvad læser hr. greven?« »Ikke meget. Shakespeare for eksempel.« »Og han lærer Dem intet?« »Lærer mig! Hvad skulle han lære mig?« »At vi til trods for al den usselhed, vi ser i livet – og til trods for hverdagskævlet, hvori det er vor pligt at leve –« »Se, se –« »Bør tro på det gode og dets sejr.« »Gode og dets sejr! Jeg beder Dem, sæt dog ikke Shakespeare i system! Gode og dets sejr, hvad vil det sige? Vi ved ikke, hvad det gode er for noget.«

»Jo vi ved.« »Hvad er det da?« Hun fortrød bitterlig den vending, samtalen havde taget, hun fandt sig lokket i en fælde og harmedes på sig selv og på ham, der havde ladet hende føle sig så tryg for til sidst at føre hende på glatis. Men hvor var det muligt at tillægge denne planløshed og ligegyldighed nogen hensigt. Hendes nervøse anspændthed gik over til en blanding af ærgrelse og usikkerhed, hans smil gjorde hende forlegen. »Alt hvad der kan fremme menneskeslægtens lykke,« sagde hun. »Og hvad bliver der af min egen så længe?« Hun stammede. »Jeg mente,« sagde hun, »at vor virkelige lykke består i arbejdet for – de andre – det hele.« »For mig gerne, lad dem arbejde, der har lyst dertil – chacun son gout – det er nemmere at lade være.« »Helt lade være at arbejde!« »Ja, alle, som ikke behøver det. Jeg har brød og klæder, og jeg indser ingen grund til, at jeg skulle give mig til at hugge brænde.« »Hvis alle ræsonnerede således.« »Det behøver de ikke, – det gør de ikke, jeg gør det, og min livsanskuelse er lige så berettiget som enhver andens.« »Men kan den være lykkelig?« »Lykkelig? Hvor skulle jeg vide det? Om jeg er lykkelig, er for resten et samvittighedsspørgsmål, som jeg ikke behøver at besvare.« »Og vore pligter mod andre?« »De hører jo – jeg anerkender intet pligtsystem. Jeg har den opgave at holde mig fra andre, lade være at plage dem, det er en simpel refleks af mit ønske om at blive fri for at plages af dem.« »Jeg tror, at denne lære ville være meget fordærvelig at følge. – Hvis alle –« »Men, mon Dieu, hvorfor skal absolut alle hylde den enkeltes meninger. Jeg er ingen missionær; jeg omvender ikke børn og umyndige i ånden. Jeg taler om én ting. Man kunne også tale om vejret og toiletgenstande. Jeg optager aldrig andres meninger, ønsker heller ikke, de

skal optage mine, – og« – her slog han atter over i den spøgefulde tone, der i et nu forjog det pinlige indtryk, samtalen havde gjort på hende – »jeg er i det hele taget slet intet aktivt medlem af samfundet. Jeg ikke så meget som tager mig af ubeskyttede mejersker.« Han lo, samtalen var havnet i sit udspring og vendt til en spøg. Hun drog et lettelsens suk og genvandt sin ro. »Når jeg i det hele taget ytrer nogen mening,« fortsatte han, »er det fordi jeg holder meget af modsigelse.« »Det var en usædvanlig smag. Jeg var bange for, at modsigelse mishagede Dem lige så meget som de fleste andre mennesker, og fortrød allerede, at jeg havde modsagt Dem.« »Tværtimod, jeg elsker modsigelse, men – det er sagen – jeg hader modstand, comprenez vous.« Det forekom hende, at han gav hende nøglen til sit væsen. »Det er meget uheldigt,« svarede hun, »for man møder megen modstand her i verden.« »Det gør man, indtil man bliver så fornuftig, aldrig at ville andet end det, man kan.« »Hvem bliver så fornuftig?« »Meget få; det udkræver en lang proces. Først er man ung og tror at kunne alt. Så lærer man møjsommelig sine grænser at kende, lærer at beherske sig. Men er man først nået så vidt, at man indser, at alt er ligegyldigt, vender man tilbage til den primitive tilstand og kan alt, hvad man vil, fordi man overhovedet ikke mere vil noget.« »Vil det sige, at man tør give sig lov til alt, fordi man ikke har lyst til noget?« »Ja – omtrent. De vil indse, at så vidt er der få, der når. De kan tilføje: heldigvis. – Men sig mig« – og hans tanker gjorde her et uforudset spring – »hvorledes er De kommet her, hvorfor er De egentlig her?« Hun misforstod ham. »Jeg er lærerinde for børnene.« For første gang i sit liv måske, følte hun sig trykket af sin livsstilling.

»Nå ja – det vidste jeg for resten. Det var ikke det, jeg mente.« Da forstod hun ham. I det samme åbnedes døren, og fru Jespersen trådte ind. Hun havde tilfældig erfaret, at grev Høegh var i doktorboligen, i samme nu havde hun ladet årsberetningerne synke ned i forglemmelsens skød, havde iført sig sin hat og var mere løbet end gået hjem. Hun grebes af en levende taknemlighed mod forsynet, da hun så, at han endnu var der. Fra det øjeblik fru Jespersen trådte ind, henvendte grev Høegh sig udelukkende til hende, og da Elisabeth i nogen tid havde været tavs tilhører til deres samtale, bemægtigede hun sig ubemærket sin bog og trak sig tilbage til sit værelse. Men hun formåede ikke med tilstrækkelig andagt at følge digterkongen, hun lagde bogen til side. Efter kort betænkning tog hun sin pen og begyndte at skrive. Indtrykket var friskt, billedet klart, hun syntes at måtte kunne fængsle det; men hun stod så hjælpeløs, som en maler kan stå overfor et ejendommeligt udtryk i et ansigt, som han ikke kan påvise i nogen som helst bestemt linie, og som dog giver ansigtet dets karakter. Hun lod forbavset pennen synke og udbrød: »Men er det da muligt, at smigret forfængelighed kan forvirre ens hoved således?«

nogen kvinde, som han kunne ofre sin første kærligheds begejstring. Da var det, han traf frøken Due. Først havde han behandlet hende med den blanding af sky kejtethed og adelsstolt overlegenhed, som var ham egen. Men grev Høeghs ord havde revet sløret fra hans øjne. Da denne mand, som for ham repræsenterede alt, hvad der i verden kan besiddes af erfaring og smag, udtalte sit: »Hun er smuk,« havde han set på hende og for første gang forstået begrebet kvinde. Og han overgav sig øjeblikkelig til en heftig forelskelses angst og lyst. Da det tunge blod i ham først sattes i bevægelse, foregik forvandlingen hurtig og sikkert. Han overgav sig med den samme ængstelige henrykkelse som den, hvormed en ung pige i badedragt første gang overlader sig til vandet og mærker, at det kan bære hende. Det berøvede ham i enkelte øjeblikke åndedrættet, men selve svimmelheden var ubeskrivelig behagelig. Det daglige liv i hjemmet blev ham da pinligt, han kunne ikke være ene til en hvilken som helst tid, og ensomheden drog ham til sig med uimodståelig magt. Han gik da gerne på jagt, men kom lige så ofte hjem med en tom taske. Havde han skullet gøre regnskab for, hvad hans tanker drejede sig om, medens han gik i skoven, kunne han ikke med sandhed have nævnt Elisabeth Dues navn. I virkeligheden gled hendes person bestandig ud af hans bevidsthed og lod blot det store uudgrundelige forhold tilbage, at han elskede. Han kunne en kort stund kalde hende frem for sin erindring, når han gentog grev Høeghs ord: Hun er smuk, men i næste øjeblik var hun borte for ham og lod ham alene tilbage med »kærligheden«. En gang imellem kunne så pludselig det spørgsmål komme op i ham: Elskede han virkelig? Undertiden syntes han da, at han ikke gjorde det; det var, når han nylig havde været sammen med hende, men når tiden så til et nyt møde nærmede sig, var han atter vis i sin sag: Jo, han elskede. I hendes nærhed var han da så

Henrik v. Platen var i den alder, da en yngling kan elske en hvilken som helst kvinde, ikke på grund af et særligt fortrin hos hende, men på grund af sin egen trang til i det hele taget at tilbede et væsen af et andet køn. Han havde ifølge sit eget udtrykkelige ønske tilbragt så godt som hele sit liv på sin tilkommende ejendom, hvor han alt nød tilfredsstillelsen af at føle sig som jorddrot. Men i den lille by, hvor han huskede alle de unge piger af familiens omgangskreds som små og uartige, kunne han ikke gribes af den illusion, der nødvendig hører til en tyveårs forelskelse, og han havde derfor nået sin nuværende alder uden at have fundet

ubehjælpsom, at han fortvivlede derover, men det blev aldrig bedre.

»Jeg så Dem gå her og nyde livet, jeg fik en pludselig lyst til at prøve det samme, skønt jeg ved med mig selv, at det er umuligt. De kan i det mindste tillade mig forsøget.« Hun indså, at et ligefremt væsen ville være det ene fornuftige. Forlegenhed og snerperi ville gøre situationen utålelig. Desuden, vejen tilhørte jo ham såvel som hende. Hans indfald var hende strengt taget heller ikke imod. Hvorfor skulle man ikke sætte sig ud over dum konveniens og følge sin tilbøjelighed? »Hvoraf ved De, at jeg nød livet?« spurgte hun. »Jeg kunne se det på Dem. Således går man ikke for at tage motion eller skynde sig til et bestemmelsessted. Så langsomt går man, når man nyder sig selv og den fuldkomne ro. Ikke sandt?« Hun svarede undvigende: »Kender De da denne nyden?« »Har kendt. For femogtyve år siden, længe før De blev født. Ja som femtenårs dreng kunne jeg drømme, være lykkelig og nyde. Ils sont passés ces jours.« »Er da med dem lykken forbi?« »Det vil jeg ikke sige. Man har jo øjeblikkets berusning. Det er det, livet kan byde.« »Det var en sørgelig filosofi.« »Filosofi!« Hans blik fik et på en gang skælsk og spottende udtryk. »Til hvilken skole har jeg den ære at høre? Lad det blive en græsk. Jeg foreslår den kyrenaiske?« »Jeg kender den ikke en gang« svarede hun. »Det er skade, for den var fornuftig. – Men vent lidt!« Han tav. En bondepige arbejdede sig op ad bakken imod dem og gik dem forbi. Det var en svær skikkelse, fuldt så høj som de fleste mænd. Hendes velbyggede legeme sad som støbt i den grove hvergarns kjole, hendes røde hår brød ud under hovedtørklædet, øjne, kinder og tænder lyste af sundhed. Hendes næsten latterlig store røde hænder bar let to tunge kurve. Da hun var gået forbi, vendte grev Høegh hovedet og så efter hende.

Det var en stille frostdag i januar måned. Elisabeth Due gik langsomt hjemad mod staden Halkøbing ene som hun helst ville være på sine spadsereture, hensunken i nydelsen af den skønhed, der omgav hende. Vandet lå spejlstille, næsten hvidt under den klare frosthimmel, markernes snetæppe funklede i sollyset, buske og træer bøjede grenene under deres bløde byrde. Hvert hus, hver genstand tegnede sig frit i luften med snelagets afrundede linjer. Den fasttrampede sne på vejen knirkede svagt, ellers var alt så stille, at hun trods afstanden hørte de regelmæssige skvulp af de lange bølger, der sagte gled op på strandbredden. Hver tanke i hende stræbte mod ro. De fulgte ingen bestemt retning, hun nød nuet, sit sunde blods regelmæssige løb. Fortid og fremtid var forsvundet af hendes tanker, planer og ønsker forlod hende. Hun levede, andet vidste hun ikke. Hun hørte ikke den lette, skarpe lyd af hovslag bagved sig og lagde ikke mærke til rytter og hest, før i det øjeblik de passerede tæt forbi hende. Da så hun, at rytteren var grev Høegh. Men hun tvang sin opmærksomhed bort fra dette; instinktmæssig gav hun nødig slip på et øjeblik, hvoraf livet har så få, og som kun findes, så længe lidenskaben ikke i en eller anden form har nået sindet og oprørt det. Men et endnu stærkere indtryk tvang hende til at afryste sin selvfordybelse. Grev Høegh havde standset sin hest, svunget sig af sadlen og stod med et par skridt ved siden af hende med tømmen i den ene hånd, den anden løftet til en hilsen. Hun havde læst noget sådant før i tyske noveller, hvor unge baroner svinger sig af hesten for i skovensomheden at underholde sig med en nydelig landsbypige, der plukker bær i en pyntelig kurv, men her på den åbne landevej på en ø med den mest prosaiske af alle prosaiske befolkninger, passede den halvgamle adelsmand og den lille guvernante for skikkelige spidsborgeres børn ikke i billedet.

»Kunne De se, at den pige var smuk?« spurgte han. »Ja naturligvis.« »Sig mig da, hvori lå hendes skønhed? Kvinder og mænd dømmer forskellig i så henseende.« »For mig lå hendes skønhed i hendes sundhed og styrke, hun kender hverken til nervøsitet eller livslede.« »Ja jeg vidste det. En mand ville sige, at hendes røde hår gjorde en ypperlig virkning, at hendes tænder var hvide, og at hun havde smilehuller. Kvinder ser sjældent den rent ydre skønhed.« »Det gør dog jeg,« svarede hun ærgerlig. »Men den overfladisk æstetiske opfattelse har for resten slet intet med den kunstneriske at gøre.« »Comment?« spurgte han, smilende ad hendes iver. »Lad os da høre, hvad er den kunstneriske opfattelse?« »Det er,« sagde hun stammende og forlegen, »den fuldkomne – menneskelige opfattelse af tingen, ikke i dens form, men i –« »Dens væsen – dens inderste kerne, ikke sandt?« »Jo netop.« »Tak. Jeg hader den slags konventionelle talemåder! Nå, naturligvis er det ikke konventionelt for Dem – det håber jeg i det mindste, men for mig! Prøv engang at undersøge sagen nøjere, så skal De se, hvad denne kunst er. Musik er en samling kønne toner og lyde, malerier en forening af former og farver, digte en harmonisk samling ord. Men dette je ne sais quoi, som De vil finde deri, er ikke andet end en stemning hos Dem selv. For mig, der mangler denne stemning, er det hele noget overfladisk og ydre, som ikke gør det tilsigtede indtryk. Det behager mig – alt smukt behager mig –, men det griber mig ikke. En undtagelse er der dog: Corregios Jo. Har De set hende? Hun har betaget mig.« »Det kommer måske af, at Corregio har elsket den kvinde, han malede som Jo.« »Tror De?« Han betragtede hende et øjeblik skarpt. – »Konveniens alligevel! Jeg kender også

det. Nej, ser De, hvis kunsten var den dybe tilegnelse, som De mener, ville den slet ikke eksistere. Hvem ville profanere en sådan opfattelse ved at give den fra sig?« »Jeg tror heller ikke, at det i begyndelsen er kunstnerens mening at ville gøre det. Han lever og nyder først for egen regning, og indtrykket er ham for helligt til at offentliggøres.« »Se se – det lader til, De har tænkt derover! Men hvorledes går det da til, at han sluttelig profanerer det?« »Det er en lykkelig eller ulykkelig egenskab ved hans natur, han kan ikke beholde indtrykket for sig selv, han må meddele det.« »En underlig natur. Hvis kunstværket er et stykke sjæleliv, kunne jeg endda forstå, at man skabte det for sig selv, men offentliggøre det? Dertil drives man af bevæggrunde, som er uforenelige med dem, som De mener har skabt kunstværket: ærgerrighed og forfængelighed.« »Nej således er det ikke,« udbrød hun heftig. »Det at meddele sig til andre kommer som det næste nødvendige skridt, det er ligesom om indtrykket først derved fik klarhed og værd, – ved de andres dom og samstemning.« »Det er jo et paradoks. Hvem skulle lade et stykke sjæleliv passere revy for den hoben nuller, der udgør publikum, for at få det værdsat. En mærkelig tilbøjelighed! Lidt fantasi, evne til at opfatte og gengive, øvelse, ærgerrighed, konkurrence, protektion, så har De kunstneren.« »Nej, humbugmageren! Den sande kunstner er som perlemuslingen, der udskiller perlen. Jeg mener –« »Sande kunstner? Bruger De endnu i god tro den slags talemåder? – Men à propos om perlemusling – jeg er glad over, at jeg ikke er blevet et sådant dyr. Jeg vil ikke skille det bedste ud af mig. Jeg bekender mig til den kyrenaiske skole. – Nå, det er sandt, De kendte den ikke. Det er den fornuftigste af alle skoler. Ved De, hvad den siger: Man skal elske sig selv, ikke give noget fra sig og forholde sig ligegyldig overfor alt ubehageligt – det er knuden.« »Overhugget som den gordiske,« svarede hun

med et smil, »men man har vel lov at løse den langsomt. Ikke alle er Alexander.« »Eller Aristippos. For resten, for mig gerne! Kun tror jeg ikke derpå.« »Men det gør jeg,« sagde hun med et kast med hovedet, »jeg tror på lykken, hvor fjern den end synes.« »Hvorfor gør De det? Sig mig det!« udbrød han. »Hvorfor i al verden tror De på lykken?« Hans spørgsmål lød ærligt, og hun var ung, varm og troende. »Fordi det ligger i det godes natur, at det må sejre, fordi det er det gode, der styrer verden, selv om det synes anderledes.« »Kønt – teoretisk set, men som Hamlet siger, words, words, words. Jeg ser ikke det gode, De forlanger, at jeg skal tro på. – Skal jeg endelig tro, så må det meget hellere være på mirakler, det er da nemmere. Skal jeg sige Dem noget –? På den måde bliver lykken en indbildning. – De er lykkelig, fordi De tror, at De er det.« »Nej – der gives positiv lykke.« »Hvor?« »I arbejdet – og så i at – –« hun standsede og stammede. »I at? – hvad for noget?« »I at elske,« svarede hun rolig. »Teorier! Arbejde –? Det er en indtægtskilde. Elske –? Man elsker kun sig selv. Man siger, man elsker en anden, det er en rus. Når man vågner, indser man, det var en selv, man elskede.« »Det vil jeg ikke tro.« »Men De vil have, at jeg skal tro på Dem. – Ligemeget! Men hvem skulle jeg elske, hvem skulle jeg arbejde for? – – Der er mennesker, frøken Due, som er overkomplette i verden, sildefødninger, der ikke duer til noget. Ikke til at være borgere, ikke til at være ægtefæller, ikke til at være fader. Hvori ligger det? I deres fødsel, i deres opdragelse, i deres natur?« »I deres svaghed tror jeg,« sagde hun frygtsomt. »Sandt, måske, men kan de gøre for, at de hører til en race der har opbrugt sin livskraft?« »Ingen er overkomplet.«

»Ikke en gang den,« spurgte han hidsig, »der ikke får lov til at være noget for sin søn –?« Men som om han fortrød at være gået for vidt slog han hurtigt om: »De er ung, man begynder livet med Deres illusioner. En gang vil De se, at alt er tåbelighed, alt sammen. Jeg ved det. – Læser De Byron?« »Ja.« »Det er fornuftigt. Hvorfra får De hans værker?« »Jeg ejer dem.« »Jasa –. Det er sandt, er der et eller andet De gerne ville læse, men ikke kan få fat på?« »Ja – der er meget.« »Hvad for eksempel.« Hun tøvede intet øjeblik, svaret lå hende så nær, at det var udtalt, inden hun tænkte sig om. »Darwin.« Han brast i latter, vendte sig mod hesten, kærtegnede et øjeblik dens blanke hals, medens den kælent bøjede sit hoved ned mod hans hænder, så sagde han: »Hvorfor vil De læse ham? Er det umagen værd? Læs Alfred de Musset – eller Thomas Moore – eller Shelley – Aarestrup, Christian Winther. – Ligemeget for resten, jeg har Darwin. – Skal jeg sende Dem hans værker?« Da tabte hun fatningen. »Jeg beder Dem lade være, min stilling er afhængig, folk, – man –« »Folk! man! Er De bange for folk? Hvem bryder sig om folk? Trævl begrebet op, tag dem som individer, hvem bryder sig da om Per eller Pouls elendige beundring eller dadel?« »Man kan ikke trævle begrebet op. Kunne man det, kunne jo alt, lykke, sorg, håb, smerte eller kærlighed trævles op og reduceres til intet.« »Men det kan det. Man kan analysere alt, indtil man ligesom vaskebjørnen med sukkeret får det til at forsvinde. Alt er indbildning, alt er tåbelighed, men tåbeligst af alt er denne frygt for folk! – Hundene gør, de bider ikke. Bryd Dem om folk, når De behøver dem, men når »folk« kommer Dem for nær, så skyd dem til side. De

lever ikke for folks skyld men for deres egen. – Folk! – Dumheder!« Nedenunder dem lå byen i den synkende sols stråler. Den skinnede som med tusinde ildøjne. Ville han om få minutter udsætte hende for disse glødende øjnes blikke for at vise hende, at han ikke brød sig om folk? Hun blev bange, som om man havde sagt hende, at hun var i et galt menneskes magt. »Man skal være hensynsløs« fortsatte han efter et øjebliks pause, og hans blide øjne fik et hårdt udtryk, »hensynsløs mod alle, det er sagen.« »Men det er ikke gentlemanlike,« svarede hun. De kolde øjne rettedes mod hende med et ondt blik, men så gik udtrykket i et nu over til et forunderligt henrivende smil. »Må jeg takke Dem for Deres selskab og sige Dem farvel. Jeg ser, vi har nået byen.« Han hilste og bukkede, lagde sin hånd på sadlen og sad i næste øjeblik atter på hesten. Endnu en hilsen, og den elegante rytter forsvandt i den tiltagende skumring. Hun følte det som en lettelse, da han var borte; hans nærværelse havde holdt hende i en feberagtig spænding. Midt i lettelsen var der dog et savn, en uforståelig længsel, en pinlig slaphed! Hun kunne ikke vende tilbage til sin tidligere stemning; hun fandt ingen hvile i at betragte himlen, der stedse blev dybere blå, og hvor de første stjerner begyndte at vise sig. Hun formåede ikke nu uden håb eller erindring at dvæle i øjeblikket. Hun hørte farlige ord, erindrede en halv times samtale; hun længtes efter en gentagelse og spurgte med forundring: »Hvorfor taler han således til mig?« Tre dage senere kom doktoren ved frokostbordet med en stor pakke adresseret til frøken Due, sendt fra en københavnsk boghandler. »Nå her har De læsning for lang tid,« sagde han, idet han gav hende pakken. »Hvad er det nu, De vil studere?« Hun var så forvirret, at hun ikke kunne svare. »Da vel ikke forbudne skrifter.«

»Nej,« stammede hun, »noget naturhistorisk.« »Det var ret –, for De har da vel ikke i sinde at konkurrere med os doktorer, vi er såmænd nok om det i forvejen.« Med denne bemærkning lod han hende slippe. Da hun kom op på sit værelse og løsnede båndet om pakken, rystede hendes hænder, hendes nervøsitet steg med de vanskeligheder, knuderne gjorde hende. Efter nogle minutters forløb skar hun sejlgarnet over med sin lommekniv. Men da hun på omslaget af den første bog så et verdensberømt navn, sank hun tilbage i sin stol og holdt hænderne for sit ansigt. Efter et øjebliks fortabelse udbrød hun: »Hvad går der dog af mig?« og »Hvad skal jeg dog gøre?« Hun begyndte at græde men lo ind imellem: »Hvad i alverden er det dog, jeg fejler?« Hun løftede bøgerne op og trykkede de kolde nye bind mod sit bryst, og da det ikke var nok, mod sine brændende kinder; der var jo intet upassende deri, de havde kun været i en ubekendt boghandlers hænder. Så fik hun øje på de beskrevne ark, som hun endnu for få dage siden havde arbejdet på. Med heftighed trak hun en skuffe i skrivebordet ud, kastede papirerne ned deri og lukkede den hårdt til. I dette øjeblik forekom det mål, hun havde sat sig, hende som den tommeste og latterligste ting af verden. En uges tid senere besøgte grev Høegh distriktslæge Jespersen i et forretningsanliggende. Han blev naturligvis bedt ind i dagligstuen, doktoren og fruen var vimse i glad bevidsthed om, at de fjerdedagen derefter skulle have middagsselskab, at greven var indbuden og ville finde invitationen, når han kom hjem; men grevens væsen var den dag forunderligt. Han havde ondt ved at kende folk igen. Distriktslægen og hans frue vekslede forbavsede blikke, Elisabeth led ubeskriveligt. Det forekom hende, som om et uoverstigeligt svælg havde åbnet sig mellem ham og hende, hun var

sunken tusinde favne ned fra sin stilling, og hun var til mode som en forbryder. Medens hendes fingre bevægede sig mekanisk i hendes håndarbejde, mærkede hun en kold sved på sin pande og en nervøs skælven i alle lemmer. Hun var tør helt ned i struben. Hans stemmes klang, hans ligegyldige blik, hans apatisk fornemme væsen, selve hans udsøgt elegante dragt råbte til hende, hvor uendelig dybt, hun stod under ham. Og dog havde han for nogle uger siden … Hun stræbte at komme til ro, at mindes hans opmærksomhed og ligefremhed hin dag. Det hele var vel kun et ondt lune. – Men hvad hjalp det? Stemmen gentog hvor uendeligt langt han var fra hende. »Og hr. Greven er virkelig fornøjet med vore små forhold?« henkastede doktoren. »Fuldkommen. De har jo en morsom redaktør, en morsom præst – det er sandt, De har fået en ny – og om det så er filosoffer er øen forsynet med dem. Filosoffer er det morsomste af alt.« Doktoren og hans frue følte sig forpligtede til at le uden at vide hvoraf. Han rejste sig for at gå, bukkede for lægen og for fruen, kneb øjnene sammen og lod dem glide hen over Elisabeth. En svag genkendelse syntes at dæmre i hans hukommelse, han hilste også på hende og gik. Hun sad på sit værelse uden at have evne til noget som helst udbrud af smerte. Hun elskede ham – elskede ham først nu. Fra dette øjeblik var al falsk eller ægte fred, ja endog ethvert ønske derom bandlyst fra hendes sjæl. Hun fandt ikke et minut, ikke et sekund hvile. Hun formåede end ikke i smertens første øjeblik at føle den ro, der ligger i den fuldkomne lidelse, thi hun vidste, at hun skulle se ham fjerdedagen derefter. Og hun ventede minut for minut, medens tiden sneg sig frem med sneglefjed. Hun fulgte viserens gang gennem de åndsfortærende dage, de søvnløse nætter, hun søndersledes af utålmodighed, fortvivlet over ikke at kunne fremskynde tiden, om det så kun var et blink af et sekund, hun forsøgte at blive rolig for i næste øjeblik atter at

kæmpe imod. Hun gjorde den bitre erfaring, at håbet er en pinebænk, på hvilken offeret intet nu formår at tabe bevidstheden. Men da endelig dagen, timen, kvarteret kom, var hun så udmattet, så forpint og udtømt som efter et langt sygeleje. Og hun frygtede det minut, som hun lidenskabelig havde påkaldt. Hun led under husets urolige travlhed, under fru Jespersens irriterende stundesløshed. Støjen af de først ankommende gæster var hende utålelig, hun hørte deres tale, selv fru Jespersens skarpe stemme som en summen langt borte fra. Hun lyttede efter en let vogns rullen, som syntes at udeblive. Sæt nu, at den var væltet på vejen! Sæt, at den slet ikke kom. – Men den kom, og grev Høegh trådte ind; hun var til mode som om værelset drejede sig med hende. Hvis han nu ikke talte til hende, lod som om han ikke kendte hende? Hvorledes skulle han i det hele taget kunne tale til hende? Han ville tage værtinden til bords, derefter spille kort med herrerne, så tage bort, og når han var borte – hvad da? Grev Høegh hørte øjensynlig adspredt på en lille tale, som byfogden holdt for ham om den ny politivedtægt. Han løftede sig med regelmæssige mellemrum på tåspidserne og lod så atter hælene falde med et let slag mod gulvet. Da byfogden vendte sig fra ham for at gøre en bemærkning til konsulen, lod han et adspredt blik glide hen over de tilstedeværende og gik langsomt over gulvet. Hun stod tilbagetrukket, næsten skjult af de andre ved et af vinduerne. Hun fulgte ham ubeskrivelig nedslået med blikket. Der var den samme spottende ligegyldighed i hans væsen som forrige gang. Med en pludselig vending stod han foran hende – i et henrykt nu forstod hun, at han havde søgt hende. »Læser De så Darwin?« spurgte han uden nogen som helst indledning og med en spøg i stemmen. »Ja med stor glæde.« »Og hvorfor med glæde? Jeg beder Dem sige mig, hvorfor Darwin glæder Dem.«

»Fordi –« hun stammede. »Det er vel ikke nogen hemmelighed?« »Nej – fordi han lærer mig –« »Det gode og dets sejr?« »Ja netop – han viser mig, hvorledes overalt i naturen det fuldkomnere sejrer over det mindre fuldkomne.« »Det er en fornøjelse at høre Dem tale.« I det samme åbnedes dørene. »Mine herrer og damer skulle vi gå til bords.« Grev Høegh vendte sig fra Elisabeth og bukkede for værtinden: »Må jeg have den ære?« Hun lagde huldsalig smilende sin arm i hans. Konsul Hansens søn kom noget bagefter med Elisabeth Due. Da de ville gå forbi den stol, hvor greven allerede havde taget plads ved siden af værtinden, holdt han med en håndbevægelse den unge mand tilbage. »Åh sæt Dem her, hr. Hansen, jeg ville gerne tale et par ord med Dem.« Den unge mand adlød. Greven talte derpå et øjeblik med ham, men en uindviet ville have spurgt sig selv, hvorfor dette spørgsmål om noget tømmer netop nu skulle gøres. Så vendte grev Høegh sig til Elisabeth, som ved ordningen var kommet til at sidde ved hans venstre side, og medens værtinden øste suppen op, fortsatte han den samtale, der var blevet afbrudt. »Det er en fornøjelse at høre Dem tale, fordi De har en så henrivende tro på alt, hvad De læser, på alle de fraser, der handler om sandt og godt. Det morer mig at træffe et menneske, for hvem den slags ting ikke er fraser.« Hun vidste ikke, hvorledes hun skulle svare, hun sad ved siden af ham med en blanding af glæde og angst. Denne bytteleg mellem ligefremhed og overlegen tilbageholdenhed gjorde hende usikker. Den ro, hvormed hun engang havde bedømt ham, var forlængst forsvundet. »De er ikke godtroende på almindelig måde« fortsatte han. »De ville ikke tro alt, hvad man fik i sinde at bilde Dem ind, dertil er De for klog, men De er i besiddelse af en ungdomsfrisk tillid, som får Dem til at gå ind på en masse nonsens.« Hun blev ærgerlig, thi der glimtede spot i

hans ord. »Og der er hos Dem –« begyndte hun med funklende blik, men hun kølnedes i et nu og tav bestyrtet. »Der er hos mig. – Hvad er der hos mig? – De ville fortælle mig noget om, hvad der var hos mig?« »Intet« svarede hun. »Jo vist, der var noget. Hvad var der hos mig?« »Intet« gentog hun kort og ønskede kun at få samtalen afbrudt. »Var der hos mig en utålelig skepticisme, er det det, De ville sige?« »Måske.« »Altså mere endnu, hvad er jeg mere, sig mig det.« »Jeg ved ikke.« »Hvad er der mere,« fortsatte han næsten vredt, »lad mig høre, hvad jeg er.« »Jeg ved det virkelig ikke.« »De ved det, og jeg vil vide det.« »Dertil kan ingen tvinge mig.« »Det skal De ikke sige,« svarede han og blev bleg. »Hvad er jeg?« Da svarede hun drevet til det yderste, »Ulykkelig antager jeg.« »Jaså.« Han sagde ikke et ord mere, men spiste sin afkølede suppe. Alle de andre var omtrent færdige med deres, man ventede på æresgæsten, al opmærksomhed var koncentreret på ham og frøken Due. Hun ønskede, hun kunne forsvinde, synke i jorden for at unddrage sig alle disse blikke. Grev Høegh tav fremdeles. Da suppen var spist, henvendte han sig til fru Jespersen, talte en del med hende og blandede sig derpå i den almindelige samtale, som om frøken Due slet ikke eksisterede for ham. Hun sad bleg og tavs og spiste næsten intet. Efterhånden mærkede hun, at noget, der lignede gråd steg op i hendes hals. Da vendte han sig ved desserten pludselig mod hende, og som om der ikke var gået et halvt minut siden deres sidste ord, sagde han: »Ser De – ved De hvad fordel det, man priser

så højt, forstand, dannelse, finfølelse og så videre skænker én? Ved De, hvad fordel større ånder har frem for mindre?« Hun svarede ikke, men uden at bryde sig om hendes tavshed, besvarede han selv spørgsmålet: »De har en forøget evne til at føle sig ulykkelige. – Det er det hele.« »Jeg troede« sagde hun frygtsomt, »at de også måtte have en forøget evne til at føle sig lykkelige.« »Snildt nok. Uhyre logisk. Men da der ingen lykke eksisterer, i alt fald næsten ingen – hvad har de så derfor?« »Den forøgede evne til at kunne bære ulykken!« svarede hun. Han så skarpt på hende: »Prøv ulykken og gentag så den smukke frase, om De tør. Nej – tænk en gang over, hvad jeg har sagt Dem.« Og med et aldeles uforudset spring i sine tanker fortsatte han: »Hvad vil man foretage sig her efter bordet?« Han måtte gentage spørgsmålet. »Herrerne vil spille kort, antager jeg.« »Skal man ikke lege som hos konsul Hansens?« »Nej – det tror jeg ikke.« »Det er kedeligt.« »Holder De af at se derpå?« »Nej. – Jeg ville holde af selv at være med, det ville more mig, for så vidt – – « »Noget kan more Dem undtagen filosofi.« Deres øjne mødtes. »Netop!« udbrød han og lo. »Nå ja, jeg havde lyst til at lege.« »Det forbavser mig.« »Hvorfor? Jeg har gennemløbet barnets, ynglingens, mandens og oldingens aldre, nu antager jeg, at jeg begynder at gå i barndom igen.« Han lo, men denne gang var der en smertelig lyd i stemmen. Et øjeblik efter stod man fra bordet. Da kaffen var drukket, gik herrerne bort for at ryge. Kun blik og miner – en stirrende afsky, en

harmfuld forbandelse, en forstenet indignation. Det var dem ligegyldigt, om hun var uskyldig eller ej, de tvang hende til at føle sig skyldig. Og indignationens kerne var: »En gift mand!« som om den ikke ville have været endnu større, hvis grev Høegh havde været ugift. Hun våndede sig under torturen, hun bed tænderne sammen og tav. »Det er det samme,« tænkte hun, »han har dog talt med mig som med ingen af de andre, og når det er tilfældet, hvad behøver jeg da at bekymre mig om deres dom.« Bulder og støj. Herrerne vendte tilbage, ophedede af spillet, tobaksrygningen og deres pousse-café. Grev Høegh holdt sit ur i hånden. Han tog afsked med vært og værtinde, lod et ligegyldigt blik glide over resten af forsamlingen: »Min vogn var jo forspændt?« »Ja.« »Godnat.« Han hilste dybt og gik. Men da selskabet var borte, og frøken Due sagde godnat, henkastede fru Jespersen, medens hun slukkede lysene, henvendt til sin mand. »Grev Høegh er en stor ironiker.« Elisabeth la påklædt på sin seng. Hun var til mode, som om et glødende jern borede sig ind i hendes hjerne, hun led, som om hun skulle dø. Hvad betød det hele? Legede han med hende? Ja som katten med musen, snart slippende hende, snart dragende hende til sig, leflende, koketterende, morende sig, fordrivende én af de kedsommelige timer. Nej – nej –! Således talte man ikke til et væsen, der var én ligegyldig. Han fulgte ingen beregning i de øjeblikke, han talte med hende, han gav sig hen, som han var. Men om det hele var et skin, som han jo mente, at alt var? Hvorfor skulle han være sand, han troede jo ikke på sandhed. Han spottede hende, gjorde nar ad hende! Og hun bed i sin pude, hun hulkede højt. – Men så igen, han havde jo betroet hende så meget om sig selv, havde talt så åbent og fortroligt. Hvis han nu syntes om hende? Hvis han hos hende havde fundet noget, der var ham behageligt, – ikke at der var noget, ikke

at hun havde det ringeste værd – – men om han dog – – – Han var en gift mand. – Hun sprang op, hun gik op og ned ad gulvet, indtil hun kom i tanker om, at man kunne høre hende i soveværelset neden under. Så satte hun sig ved sit bord og lod sine tanker arbejde sig trætte i en evig rundgang. – Og medens hun sad der, vågnede en trang i hende, som i nogen tid havde været hende fremmed. Trangen til at finde ord for at udtrykke sin stemning – skrive sig ud af det hele. Hun tog atter sin bog frem med de løst henkastede, usammenhængende skildringer, som hun for nogen tid siden foragtelig havde kastet til siden og gav sig på ny til at skrive. Som i en rus føjede ordene sig for hende, hun huskede ikke på sig selv, pennen fløj hen over papiret, hendes stemning vandt form. Smerten blev noget uden for hende. Undertiden standsede hun, kastede hovedet tilbage og nynnede i kraft af en ren fysisk tilfredsstillelse ved arbejdet. Hun var ikke trøstet, kun grebet af en tanke, og hun havde lige som følelsen af at vandre i en gylden verden, hvorfra hun overskuede livet. Indtil morgenens blege stråler brødes med lampens lys, sad hun ved skrivebordet. Da hævedes fortryllelsen, og hun rejste sig kold og ædru. Hun skød papiret fra sig ned i skuffen. Hun gik hen foran spejlet og så et blegt ansigt med dybe brunlige ringe under øjnene. Så kastede hun sig på sengen og overgav sig på ny til smerten. Hvad var det hele? Hvad var tusinde drømme og fantasier, de skønneste illusioner, mod et blik, et ord – med en flig af hans klæder, mod et sekund tilbragt i hans nærhed? Gid hun aldrig havde lært at elske – nej, at hun aldrig havde levet – ak, heller ikke det?

dens inderside langs bolværket; de yngre var ikke tilfredse, før de kom ud langs molerne til havnehovedet, hvorfra udsigten var langt mere åben. Der var også livligt ved havnen. Postdamperne lagde daglig til der og bragte nyt fra verden udefra, en verden, der rigtignok forekom en halkøbingianer at være så nogenlunde betydningsløs, men hvis nyheder dog havde en forbigående interesse, og hvis begivenheder man fulgte, om end ikke af anden grund, så for at fortælle hinanden, at det var godt, sligt ikke skete i Halkøbing. Det var en almindelig trossætning, at det var heldigt, Halkøbing f.eks. ikke var St. Petersborg. Og konsul Hansen brugte det som et mundheld, at han var glad, han ikke var kejser af Rusland. Ved havnen var der travlt både sommer og vinter. Selv når isen standsede enhver trafik, var det smukt at gå her og se ud over de opskruede ismasser, eller iagttage, hvorledes en eller anden af de indefrosne koffardimænd lod sig hugge og save ud. Hen på foråret kunne det hænde, at en kanonbåd, eller en skrueskonnert stationeredes der på opmålingsarbejde eller for at rense farvandet for fremmede fiskere. Hvilket liv kom der da ikke i havnen med disse friske fyre i det blå sømandstøj, med de smukke løjtnanter eller de raske aspiranter. Havnen var jo byens pulsåre, dens børs, dens offentlige forsamlingslokale. Der gik de alvorlige købmænd og varetog ind- og udlosningen fra deres skibe, der færdedes redaktøren for at spørge nyt, der kom landmændene, når de skulle udskibe korn eller kreaturer, der sås byens unge sportsmænd med deres ro- eller sejlbåde. Men på denne dag i begyndelsen af april var havnen næsten tom. Der lå flere store skibe ved bolværket, men man så intet til det sædvanlige liv. Det var også påskeøsten, bidende koldt og ubehageligt. Himlen var grå og trøstesløs, havet snavset at se til, og stormen peb gennem tovværket på koffardimændene, der lå og gyngede selv herinde i havnen. En enlig sømand kunne gå vagt op og ned ad dækket, en enlig dreng kunne drive omkring, kigge ned i spalten mel-

København har Langelinie og Østergade. Halkøbing havde sin havn. Året igennem, selv når skoven, indbød de spadserelystne, valfartede byens Beaumonde til havnen. De ældre og besindige navnlig blandt damerne, holdt sig på

lem skibet og broen, spytte derned, eller sidde med fødderne dinglende ud over bolværket. Det eneste liv, der var at finde, rørte sig ved den østre kaj, hvor en tysk skonnert lossede mursten. Der holdt en række vogne for at modtage dem og køre dem til Viffertsholm, men arbejdet gik tvært, man hørte kun den klirrende støj, når murstenene sattes på agebrættet. Dette havde vel til dels sin grund i, at den unge v. Platen selv var til stede for at føre opsyn med arbejdet. Med en hidtil ukendt trang til at arbejde og udrette noget, havde han dette forår taget alvorligt fat og selv været med overalt. Da murstenene til den ny kostald kom i havn, tilbød han at køre ned med folkene for at tage imod dem. Derfor stod han nu på bolværket med huen nede om ørerne, med frakken tæt knappet om sig og med hænderne i lommen. For øvrigt beskæftigede hans tanker sig grumme lidt med murstenene. »Hvad for noget, Platen – er De her?« Henrik for op af sine tanker og vendte sig mod redaktøren, som han afskyede. Han behandlede ham stadig med en blanding af skoledrengeagtig uforskammethed og adelsherrelig overlegenhed, redaktøren fandt sig deri, han var filosof. »Vi er nok kommanderende general i dag,« sagde Lavby. »Det er vi altid,« svarede Henrik og så op i skyerne. »Til kostalden?« spurgte redaktøren og tog en af murstenene i hånden. »Nej se, den er hul. Hvoraf kommer det?« »Fæ!« mumlede Henrik, og fortsatte højere: »Det er til de brandfri hvælvinger.« »Jasa – –. Nå – nu har vi da fået vor ny præst til byen.« »Det vil jeg nok tro,« svarede Henrik, uden at sammenhængen mellem hans og Lavbys ord nogensinde opklaredes. »Det er en alvorlig troende mand.« »Hvoraf ved De det? Siger han det selv?« »Han er bekendt derfor.« »Så duer han altså ikke her i byen.« »Tværtimod, kirken har aldrig været så fuld.«

»Går De også i kirke?« »Jeg har været der. Og når jeg bliver gift – – Nå det er godt, at man har fået en troende mand til at vie én.« »Er De gal?« spurgte Henrik. Lavby så arrigt på ham. »Lad os ikke tale om religion,« sagde han, »der er spørgsmål, hvor den ene ikke forstår den anden. Jeg tror nu, at hans ankomst er en lykke for byen.« Henrik målte blot den tykke redaktør med et blik. Lidt efter begyndte Lavby igen. »Har De nylig haft besøg af greven?« »Ja – –. I forgårs tror jeg.« »En farlig mand.« »Farlig?« »Kvindehjerter.« »Hm.« »Nå, min Rosas hjerte er heldigvis assureret, men se os nu til denne rolige frøken Due. Man siger –« Henrik var for ung til at kunne skjule sin bevægelse. Han fór op. »Hvad siger man?« udbrød han. »Det er jo sandt, De var ikke hos doktorens. Frøkenen og greven har det varmt sammen. Han talte ikke med andre, ikke heller med sin borddame, værtinden. Og spørg den unge Hansen, hvor mange ord hun værdigede ham, der var hendes bordkavaler.« »Jaså,« svarede Henrik og drejede sig rundt på hælen. Redaktøren så forundret efter ham. Henrik følte sig som ramt af et piskeslag. Grev Høegh, den mand, det nødigst af alle måtte være, den farligste af alle, ham var det, som brød ind på ham. Han rev sin frakke op og gik langs bolværket, han vidste næppe af det, han fægtede med armene og talte med sig selv. »Det skal ikke ske! Jeg vil frelse hende – om det gælder mit liv. – Jeg vil – jeg vil.« Hans hjerte svulmede af ædle forsætter, og med knyttede hænder gav han sig selv det højtidelige løfte at beskytte hende. – – Elisabeths tanker drejede sig som i et slags

vanvid kun om ét punkt. Hvert ord, der var blevet talt imellem hende og ham, kom tilbage igen og igen for at vejes, undersøges og bedømmes. Hun indså, at der på bunden af hans forskellige påstande lå en virkelig livsanskuelse, en gennemtænkt lære, som fremsattes på ligegyldig måde. Og hun så sig pludselig så lille, så bornert og pedantisk. Havde han ikke ret? Hvad var lærdom, hvad var arbejde, hvad var alt det, menneskene stræber efter, mod et øjebliks sand og hel nyden! Hvad var hans anskuelser andet end den fuldkomneste foragt for al spidsborgerlighed? – Hun havde selv en gang været spidsborger, nu havde kærligheden lært hende, hvori et, øjebliks værd bestod. Alle moralske overvejelser forekom hende med ét latterlige. Søge lykken i et velordnet liv og i kamp for evigheden? Hun lo og huskede, at hun havde villet omvende ham. Det var til at skamme sig i jorden over. – Hvor måtte han have ringe tanker om hende – et barn, der ville lære ham! Og hun gav ham magten, retten og æren. Hun bøjede sig i støvet for ham, han var den klarest tænkende mand, hun nogensinde havde truffet.

men hun var til enhver tid ulastelig. Og så blussede stoltheden op i ham. Han, adelsmanden, der kunne få enhver pige på øen, som han ville række en finger, skulle han være afhængig af en fattig lærerindes ord eller blik? Men det nyttede ikke; han kunne ikke rive sig løs. Hun var den kvinde, han elskede. Han havde et ord at sige sin mama, inden gæsterne kom. Han mandede sig op. »Du tager grev Høegh til bords, mama?« »Naturligvis.« »Der bliver flere damer end herrer.« »Ja – vi må lade Lavby og byfogeden tage to damer.« »Men mama, ville det ikke være bedre, om jeg gjorde det?« »Hvorfor – det er jo ligegyldigt.« »Høflighed,« mumlede Henrik og forstummede. Da rullede den første vogn ind i gården. »Jo, jeg tager to damer til bords,« sagde han med et sæt. »For mig gerne. Det bliver da konsulinden, og –?« »Frøken Due!« Hans moder trak øjenbrynene i vejret, men fik ikke tid til at svare. Henrik v. Platen havde ikke nogensinde set så oprømt ud som ved måltidet denne dag. Han havde hende ved sin side og sagde til sig selv, at nu beskyttede han hende. Han blev endnu lettere i sindet ved at bemærke den dybe opmærksomhed, grev Høegh helligede hans moder. Han hensank i en uformørket lyksalighed og så ikke sin borddames bleghed. Ikke heller drømte han om, at hendes sjæl var bortfløjet og befandt sig der, hvor han mindst ønskede, at den skulle være. Lange stunder ad gangen talte greven med fru v. Platen, og da sank Elisabehts mod så dybt, og hun blev så fortvivlet, at hun ikke syntes, hun kunne holde det ud; men så kom der pludselig et ord, som et hurtigt blik sagde hende, at hun skulle forstå. Og hvem kunne udmåle det øje-

Et selskab hos fru v. Platen sluttede sæsonen. Sirlige invitationskort anmodede Halkøbings indvånere om at give møde på Viffertsholm den 27. april kl. 6 aften osv. Den unge v. Platen var aldeles optaget af tanken om dette selskab. Han gik nervøs op og ned ad gulvet, hans moder måtte med mellemrum bede ham om at holde op med denne vandring, som generede hende. Han prøvede at sætte sig rolig ned, men det var ham umuligt. Hans glæde over at skulle se hende blandedes med en anelse om at skulle lide en skuffelse. Jo nærmere timen kom, jo mere pinagtig blev den tanke. Da han var påklædt, skar flipperne ham, og med mellemrum blev han glødende hed, snappede efter vejret og lukkede vinduerne op for at fa frisk luft. For første gang i sit liv kastede han et kritiserende blik på sin moder,

bliks salighed, når hun på denne måde følte sig ene med den elskede midt imellem alle de andre. Et sådant blik, som opfordrede hende til at more sig med ham, var selve livets eneste, eneste glæde, og i næste nu la hun dybt der nede, hvorfra hun aldrig mere syntes, hun kunne komme op. Der var noget forfærdeligt i denne afhængighed. De unge skulle danse efter bordet. Henriks gode stemning holdt sig, så længe han endnu drak sin kaffe og passiarede med herrerne. Men da dørene til havesalen åbnedes, og dansemusikken tonede, sank hans mod. Han vovede ikke at nærme sig til hende. Det var hans pligt at gå i spidsen, alles øjne var rettede mod ham, men han turde ikke for selskabet, for sin moder. Da bøjede grev Høegh sig let for frøken Due og sagde: »Jeg danser ikke og ville dog nødig undvære en dame. Da jeg nu har opdaget, hvilket fornuftigt væsen De er, antager jeg, at jeg snarest tør bede Dem om at sidde en dans over med mig.« Hun rejste sig og modtog hans arm. »Nu kommer det an på,« tilføjede han smilende, »om vor unge vært kan bestemme sig til, hvem han skal lyksaliggøre med sit valg. Det er måske fornuftigst at sætte sig ned og afvente begivenhedernes gang.« Men nu gjorde Henrik en bevægelse. Han opbød den nærmeste dame og trådte i stormløb ind i salen. »Har han først bestemt sig, tøver han ikke,« sagde greven og trak sin stol hen til Elisabeths, og hun, som vuggedes af musikken, som havde hans blide stemme nær sit øre, hans arm på ryggen af sin stol, en blomsteropstilling og et silkegardin bag sig, overgav sig til fortryllelsen. Han var lystig den aften, fandt på de forunderligste ting, og var alvorlig ind imellem; han druknede og bedøvede hende. Hun så intet om sig. – Hun vidste kun, at der var musik, og at nogen dansede. De mange indignerede blikke var spildt på hende, og hun bemærkede ikke den unge v. Platens mørke miner.

Da fattede Henrik endelig en beslutning, gik over gulvet, bukkede og bad Elisabeth om en dans. Hun for op som af en drøm. Grev Høegh fæstede et koldt blik på forstyrreren og sagde efter et øjebliks ophold. »Jeg havde just nu bedt frøken Due om at danse med mig.« Henrik blev blussende rød, bukkede atter og gik. Grev Høegh rejste sig for at danse. Hun tøvede. »Nå, hvorfor?« spurgte han halvhøjt, og tilføjede ligesom til sig selv: »Nyd øjeblikket!« Hun hørte det. Han mærkede, at hendes hånd rystede, da han tog den i sin. Hun førtes af hans arm, hans smukke ansigt var hende så nær, at et stød ville have bragt hans læber til at berøre hendes hår, hun mærkede hans ånde på sin kind. Og hun dansede, som var der efter dette – intet. Hun sad endnu svimmel og åndeløs, da Henrik v. Platen for anden gang bad hende om en dans. Hun følte i samme øjeblik to ting, at det ville mishage grev Høegh, om hun nu dansede med en anden, og at det ville være en profanation, blot at lade en anden røre ved den hånd, han havde haft i sin. Og uden et minuts betænkning svarede hun, at hun mærkede, at hun ikke kunne tåle at danse, at hun allerede nu var svimmel og træt. Henrik kneb øjnene sammen, svarede intet og vendte sig hastigt bort. Der gled et næsten umærkeligt smil over grev Høeghs ansigt. Fru Jespersen bad næste dag frøken Due om en samtale i enrum. Elisabeth blev hed fra hoved til fod, hun vidste, hvorom denne samtale ville dreje sig, hun fandt sig skyldig og uden formildende omstændigheder. Hvert ord, der blev sagt til hende i denne sag, ville gøre omtrent samme virkning, som salt og peber i et åbent sår. »Min kære unge pige«, begyndte fru Jesper-

På Rødding Højskole kan du også kombinere dit hovedfag i Litteratur & Horisont med faget Skriveværk sted, så du får en litteratur og skrivelinje. Skriveværk sted er et sprogligt laboratorium, en ordenes legeplads, hvor vi tør vende op og ned på indgroede skrivevaner i håbet om at opdage nye og anderledes måder at udforme tekster på. Kursusstart i januar, februar, marts, august, september.

www.rhskole.dk

Litteratur & Horisont

Litteratur & Horisont er for dig, der ønsker en bredere forståelse for litteraturen, kunsten og det samfund, vi lever i. Det er et fag for dig, der vil stoppe op og reflektere over nogle af de mere grundlæggende spørgsmål ved tilværelsen, og som er interesseret i at søge andre svar end de allerede givne og opleve andre verdenssyn end de allerede kendte.

Med rejse til Istanbul

Tag på højskole med litteraturen i centrum Litteratur & Horisont på Rødding Højskole er en enestående mulighed for et højskoleophold, hvor skønlitteraturen er i fokus. Fordyb dig i et halvt år med nogle af de største værker, der nogensinde er skrevet, med splinterny og sprudlende dansk samtidslitteratur og med fascinerende og fremmedartede fortællinger fra den store verden. Og vær med, når vi tager til Istan bul og mødes med nogle af tidens største mellem østlige forfattere.

AT LASMAG.D K Salonen kombinerer kunst og kultur med udvalgte cafevarer. Et åndehul, hvor mennesker mødes til en kop økologisk kaffe, te eller et glas vin. Salonens kælder bliver et levende kulturrum, der året rundt byder på arrangementer med alt fra akustiske koncerter og filmforevisninger til litteraturoplæsninger og politiske debatter. Lørdag, 9. april kl. 15: St. St. Blicher - oplæsning. v. skuespiller og instruktør Ulla Koppel.

Søndag, 10. + 24. april, kl. 14: Oplæsning for børn.

Juliane Tang-Petersen læser op af ’Alle Os fra Blomsterkvarteret' af Dy Plambeck.

Torsdag, 14. april kl. 17: Månedens forfatterspirer. Tager afsæt i litteraturmagasinet Texas Longhorn.

Tirsdag, 19. + 26. april kl. 17: Tirsdags-salon om bæredygtighed. Fødevareideolog Birgitte Escherich og ØsterGro - Danmarks første bylandbrug på taget af et gammelt bilauktionshus på Østerbro.

»Danmarks bedste netmagasin« (Politiken) »Savner man et dansk netmagasin med tyngde, er der ikke bedre steder at klikke hen. Hermed anbefalet!« (Berlingske) »Meget imponerende« (P1) ª+HU EOLYHU GHU LNNH OHÀHW IRU ODYHVWH fællesnævner, og folkene bag fortjener virkelig at man klikker forbi.« (Børsen) »Dejligt befriende med ATLAS' ambitiøse tiltag« (Information)

Lørdag, 30. april kl. 15: Ditte Stensballe - oplæsning. Ditte Stensballe læser fra sin roman ’Lejligheder’.

Salonen, Østerbrogade 222, 2100 Kbh. Ø, abningstider: 10 – 18 alle dage 26171250 albrectsen@mail.dk /salonen.cafe/

A MBI TI ØS KULTURJOURN AL ISTIK PÅ N ETTET

Klaus Rifbjerg

IDOLPL AKAT

Hele Nordens højskole ligger ved Göteborg

Text & Bild (aug-dec) Reportage (aug-maj) Teaterskolan (aug-maj) Visskolan (aug-maj) Foto & Dokumentation (jan-maj) Søg nordisk stipendium samt halv friplads

Nordiska folkhögskolan

vestjyllandshojskole.dk

www.nordiska.fhsk.se

Start i sep. jan. ell. marts – vælg 3, 5 ell. 8 måneder

Dans Musik Sanger Forfatter Maleri K er a m i k Teater Kokkeri Øko. iværksæ tter og meget mer e...

Ring og aftal et besøg eller bestil brochure: Vestjyllands Højskole, 6950 Ringkøbing, 9675 3777 / kontor@vestjyllandshojskole.dk

sen, og de venlige ord virkede på Elisabeth som synet af instrumenterne på patienten. »Når De nu muligvis vil blive lidt vred over det, jeg siger Dem, må jeg trøste mig med, at det bliver sagt til Deres eget bedste.« Elisabeth fæstede sine øjne på en lille fremspringende knop i fru Jespersens pande, og hendes blik hvilede som fasttryllet på den under hele samtalen. »Når vi har optaget Dem i vores hjem, er det vor pligt – vor kristelige pligt, i alt fald mener jeg det – at behandle Dem, som om De var vor egen datter. Med hvilke følelser tror De da, jeg har set Dem på en så uforsvarlig måde udsætte Dem for skandale? Det er Dem måske ligegyldigt, at folk forarges over Dem og taler ilde om Dem? Det synes i al fald så. De kan måske også skaffe Dem en anden plads, hvis vi her skulle ønske forholdet løst. Men der er et andet spørgsmål. Tænker De slet ikke på, at grev Høegh er en gift mand? Han er gift med en dydig og i alle måder udmærket dame. Med hvilke øjne tror De, hun ville se på Dem? Og greven selv. Han er ingen ung student, der her forelsker sig for første gang. Vi ved alle, at han ikke er nogen dydshelt. Men vær vis på, at selv han i sit hjerte forarges over en ung kvinde, der så let lader sig lokke. Mændene er naturligvis fornøjede, når de finder en så beredvillig imødekommenhed; med ved De, hvad de alligevel tænker om en ung pige, der bærer sig således ad? Vær vis på, at det lyder ikke godt Tag Dem i agt, om ikke af anden grund så af klogskab, thi jeg forsikrer Dem, at De en gang bittert vil fortryde dette, når grev Høegh uden ringeste anger overgiver Dem til spotten og skammen. Når han bliver ked af Dem og finder Dem påtrængende, når han siger: Var det min skyld, hun ville det jo selv. Hvis De var min datter, ville jeg sige Dem det samme; men det står Dem naturligvis frit for at ringeagte mine advarsler. Jeg beder Dem blot: tænk på dette, inden det er for sent!« Elisabeth sad i sin stue, forstenet, sønderknust af skam. Hvert ord, fru Jespersen havde talt, borede sig ind i hende som en brod og sønderrev

hende som med skarpe hager. Thi det havde været sandt altsammen. »Jeg har røbet min kærlighed overfor en mand, om hvem jeg vidste, at han var gift, som altsa må foragte mig. Hvad kunne jeg for, at jeg elskede ham så ubeskriveligt? Jeg har jo aldrig haft nogen klar følelse af, at han var gift, jeg så aldrig hans hustru, han taler aldrig om hende, han elsker hende ikke, og hun elsker ikke ham. Men alligevel! – Hvad har jeg sagt? Hvor vidt er jeg gået, hvor langt har jeg forrådt mig?« Hun gennemgik alle de gange, de havde været sammen. Den gang og den gang havde hun jo dog ingen ting forrådt, og det var ham, som havde nærmet sig til hende, ham der var slået ind på den fortrolige tone. Var det ikke bornert at regne deres samtaler for en forbrydelse? - Jo, men det var jo egentlig heller ikke det. Den sande anklage lød således: hun elskede en gift mand. Kærligheden var forbrydelsen! Og hun krævede sig selv til regnskab, fordømte sig selv, afviste alle undskyldninger og tvang sig til at se sagen under det strengeste synspunkt. Og hun vedblev således i timevis at martre sig selv med brodden, som ikke sløvedes, hvor mange gange hun end borede den ind i såret. Så måtte hun da tage en beslutning. Der måtte reddes, hvad endnu var at redde: »Jeg sværger, at jeg vil underkue og glemme dette, at jeg vil arbejde for min fremtid, at jeg vil rive det ud af mit hjerte, at jeg ikke vil se ham og tale med ham, at han fra denne dag skal være mig som en fremmed!« Og fire dødelig rolige dage fulgte, hvor hun tog slappelsen, som smerten havde efterladt, for fred. Med en underlig fjern interesse for sig selv troede hun sig helbredt, men hun vidste, at dermed var fjeren i hendes liv knækket over. Da hun så en formiddag vendte hjem fra sine timer, sad grev Høegh i stuen. Hun kom til sig selv som efter en lang bevidstløshed, og hun så, at han var lige så lyslevende i hendes hjerte, som han var det i virkeligheden. Hun rakte ham ikke hånden, men bøjede sig kun stift. Grev Høegh var kommet for at høre, hvorle-

des familien havde det efter festen på Viffertsholm: »Frøken Due befandt sig vel?« Tak, hun befandt sig vel. To gange mødte et forundret blik hendes, og ligeså mange gange vendte hun hovedet bort. Han talte til hende, og hun svarede med enstavelsesord; da han gik, rakte han hende ikke hånden. Hun harmedes på sig selv, fordi hun havde ladet sig tvinge til denne opførsel. Hvad måtte han antage hende for? Var ikke selve denne kulde et nyt bevis mod hende, kunne han ikke antage den for beregnet koketteri? Hvad måtte han tænke, han, der stod så højt over hende i rigdom, skønhed, fornem byrd, kundskaber og forstand, hvem ingen kvinde kunne modstå, der var så gudlignende, medens hun var så ussel. »Er jeg da så ussel? Er jeg ikke mere end han, langt dygtigere, langt alvorligere, i besiddelse af langt mere energi, dybere følelse, renere i ord, tanke og gerning?« Og hun gik fra den dybeste ydmygelse til den højeste selvfølelse for derpå atter at kaste sig i støvet for sin afgud. Men hvad hjalp det, han var dog evigt skilt fra hende. Men om han var fri og kunne gøre hende til sin hustru –? Hun druknede sig i et hav af henrykkelse ved at drømme derom. Uløselig knyttet til ham – hvad så –? Så var hun hans hustru, forhadt netop på grund af de bånd, der bandt dem sammen, og som han ville betragte som lænker, var hun end aldrig så skøn, aldrig så fuldendt og yndefuld. Nej det nyttede intet at ønske. Måske han af et lune, en grille syntes om hende som hun var, det var jo nok. Men hvad var der da at vente af fremtiden? Intet, slet intet. Så turde hun da kun, som han sagde, holde sig til det kostelige nu. Hvor kunne hun da vove selv at forbitre sig det ved en skrupel, lade folk ødelægge det ved sladder, forspilde det af hensyn til fremtiden? Hun ville ikke se et minut ud over nuet. – Ak, men selv dette lå jo i hænderne på en uberegnelig mand, hos hvem end ikke til den venligste fortrolighed gav noget

løfte om det næste. – Det var det samme, hun selv turde ikke forspilde det. Hvad var sladder, hvad var menneskers dom, hvad var hendes stolthed, hendes fremtid, hendes hele liv mod den lykke at se ham! – Hun vidste, hun ville have bortbyttet sin ret til saligheden for et ord af hans mund. Frøken Mathilde Kok Theodor Hansen

Det var en forlovelse. Der måtte gøres visit. Doktoren havde ikke tid. »Lille Caroline – patienter.« Fruen vrissede og gik så alene med frøken Due til konsulens. De modtoges i dagligstuen af fruen og det nyforlovede par. Redaktøren og hans kæreste var der allerede. Kort efter indfandt den ny præst, pastor Prip, sig for at ønske det unge par Guds velsignelse. Men de nyforlovede krøb kort efter ind i stuen ved siden af, og medens man derfra hørte lyden af lange kys, drejede samtalen i dagligstuen sig om den velbekendte stiftelse: »Foreningen til mejerskers beskyttelse.« Præsten var valgt til dens formand. Redaktøren havde desværre hørt tale om, at mejersken på Røntvedholm var – kommet galt af sted – om man så turde sige. »Ja desværre – desværre, det er en stor sorg for foreningen.« »Jeg havde dog formanet hende så alvorlig,« sagde fru Jespersen. »Og jeg har bedt for den unge kvinde,« fortsatte pastoren. »Og ikke desto mindre –« sukkede redaktøren. »Kødets lyst« henåndede præsten. »Ja – det er rigtignok meget slemt« bemærkede konsulinden, »vi har gjort meget for at modarbejde usædeligheden, og jeg kan godt sige, uden spor af virkning.«

»Sig ikke det« udbrød præsten hurtig, »her foreligger naturligvis et bedrøveligt tilfælde – men – –« »Ja – og i fald noget støder til, hvem skal så tage sig af barnet? – Byen?« spurgte den praktiske konsulinde. »Vi vil håbe, at barnet ikke falder nogen til byrde.« »At en kvinde i den grad kan opgive sin egen værdighed« udbrød doktorinden. »Fordærvelsen er stor« sukkede redaktøren. »En kvinde burde være kvindelig« bemærkede hans kæreste. »Nej sagen er – der mangler forståelse i Kristo« sagde præsten med vægt. »Jeg havde forudset det« vedblev fru Jespersen, »forvalteren var jo et kønt menneske og en let person; jeg ved, at hun var rent forgabet i ham. Som sagt, jeg advarede hende. Nu talte jeg med hende i går, hun var naturligvis fortvivlet, men jeg sagde hende rent ud, at hendes handlemåde var uværdig, og at hun ikke måtte vente medfølelse hos mig, når hun ikke havde hørt mine råd.« »Jeg forstår ikke, hvorledes nogen således vover at trodse folks mening og vække skandale« tilføjede konsulinden. »Stakkels pige, arme synderinde« sukkede præsten. »Ja nu får hun sin straf« sagde fru Jespersen. »Samfundets foragt« sagde redaktøren. »Guds vrede« mente præsten. »Sin anger« indskød fru Jespersen. »Barnet at forsørge« sagde konsulinden. »Og bliver naturligvis aldrig gift med den forvalter« sluttede redaktørens kæreste. Elisabeth havde tavst hørt på samtalen. Om hun havde vovet at sige, hvad hun tænkte! Hun rejste sig, hun skulle give en time i musik hos byfogdens. Med hovedet fuldt af foragt for den moral, der også ville bringe hende bort fra lyset og varmen, trådte hun ind i det store hus. Hun gik gennem den tomme forstue og det forreste værelse. Der var altid en svag ligesom forgemt vellugt i værelserne, dertil køligt og

højtideligt. Gulvene var så blanke, lysekronen så spøgelsesagtig i sit hvide ophæng, spejlene stirrede tomme og uhyggelige på hende. Hun syntes altid at blive mange toner nedstemt, når hun betrådte byfogedboligen, og særlig denne dag greb dets kulde og ubeboethed hende ubehageligt. Da hun gik over salens gulv hørte hun stemmer i dagligstuen, og enhver anden tanke veg ud af hendes sind. Hendes hjerte begyndte at banke voldsomt. »Nå De kommer vel for at jage os bort, frøken Due« sagde den gamle kammerherre, idet han rejste sig og hilste på hende: »Ja hr. Greve, så må vi vel trække os tilbage til mit værelse, Vilhelmine vil næppe undvære sin spilletime. Jeg skal kalde på hende. Vil De vente her det øjeblik?« Hendes øjne havde kun strejfet grev Høeghs ansigt, men hun havde set nok, hun kendte og frygtede dette udtryk i for høj grad. Som om trækkene var skårne i sten, som om øjnene var uden sekraft stirrede de ud i det tomme rum. »God fornøjelse med timen« sluttede den snaksomme kammerherre, idet han vendte sig for at opfordre grev Høegh til at følge sig. Netop i dette øjeblik rullede en let vogn hurtigt gennem gaden. Deres øjne vendte sig uvilkårlig mod vinduet; der kørte fru v. Platen forbi i sin nedslåede landauer, lænet tilbage mod det silkedamaskes betræk, omgivet af kniplinger og sort fløjl. »En nydelig dame« udbrød byfogden. »Ja det er hun« svarede greven med pludselig varme: »Det er adel og ynde, holdning og anstand, hun er virkelig dame, fuldendt ladylike.« Greven hilste frøken Due skødesløst, idet han forlod stuen, men hans tilsyneladende ligegyldige blik opfangede dog hendes munds ubeskriveligt smertelige dirren, som hun ikke formåede at beherske. Da han stod udenfor døren, henkastede han smilende, ligesom for sig selv: »Jeg kommer til at besøge doktorens i morgen, ja jeg tror virkelig, at det er nødvendigt.« Byfogden forstod ham ikke og tav. Hun sad ved siden af sin elev; idelige trille-

øvelser, skalaer og sonater hamrede gennem hendes hoved, det var, som om hver tone sled i hendes hjernes fineste nerver, hun ønskede at standse de uendelige løb, at græde, gå sin vej, skrige højt, men tonerne hamrede ubarmhjertig løs og gentog i takt: »Hun er fuldendt ladylike, fuldendt ladylike,« indtil timen endelig var forbi. Så gik hun gennem de forårsvarme gader. Alt var hende fjernt og fremmed. Lyden af vognene kom langt borte fra, solstrålerne syntes at falde lodret i hendes ansigt, at stikke og pine hende, indtil de lå som en rød tåge for hendes øjne. Hendes mund var tør og hendes fødder tunge og trætte. Omsider sad hun i sin rolige lille stue, hendes tanker formåede lidt efter lidt at samle sig og komme til ro, men alligevel gentog hun regelmæssig: Hun er fuldendt ladylike. Ja naturligvis fru v. Platen var ladylike, men hun selv –! Ville han have talt med fru v. Platen som med hende, ville han overfor fru v. Platen have vovet at stige af sin hest for at følges med hende, ville han have sendt fru v. Platen disse bøger? Det, der før havde været hendes glæde, blev fornærmelser, alt – alt. Og så blussede på en gang et ubændigt raseri op i hende. Hun hadede ham, hun fik lyst til at hævne sig på ham, at dræbe ham for at dræbe erindringen med ham, eller dræbe sig selv. – Ville han da angre? Hvem var han, at han vovede denne opførsel? Hvor turde han trænge ind i hendes liv, forvirre hendes begreber og forstyrre hendes planer. Hun havde et kald at følge, en vej at betræde, som skulle føre hende højt over ham. Hun vidste det: Foran hende lå en stor fremtid, og når hun en gang stod æret og stor, ville han stå som en udlevet, lidet kendt og lidet æret gammel mand og spørge sig selv, hvorledes han havde vovet at ville lege med hende. Og han ville – –. Nej, han ville blive sig lig bestandig. Hvor højt hun end steg, ville han dog beholde sin plads i sine egne øjne, stående fornemt udenfor verden. Og hendes bøger –? Hun kunne se ham med et skuldertræk skyde dem bort og sige: »Damelitteratur, ulæseligt.« Men hvad brød hun sig også om ham eller

hans dom? Det gjaldt om at udrette noget, som kunne hæve hende i hendes egne øjne. Og i næste øjeblik kastede hun sig ind i sit drømmeliv. Hun skrev, indtil hun midt i en sætning, midt i et ord lod pennen synke, skød papiret fra sig og overfaldtes af fuldkommen lede: »Betydningsløst altsammen, hvad vil alle disse ord sige mod et eneste oplevet øjeblik«, og hun sank atter sammen. Fru Jespersen var gået ud med børnene, doktoren gik og puslede i haven, hun sad ene i dagligstuen, begravet i sine mørke tanker. Hver af nattens søvnløse timer havde forekommet hende et år. Ville det vedblive således? Hun ønskede at dø midt i årets vågnende liv. Så trådte han ind. Hun blev egentlig ikke forundret derover, mærkede heller ingen bevægelse, men vendte sig kun bort med sygelig uvilje. Hun syntes ikke, hun kunne tåle at se ham. »Jeg skal kun tale et øjeblik med doktoren, er han hjemme?« »Ja – han er i haven, nu skal jeg kalde på ham.« Hun vendte sig mod døren og undgik at se på ham. Han stillede sig mellem hende og døren. »Det haster ikke, jeg går selv derned, jeg kender vejen.« De stod overfor hinanden, hun så ufravendt ned, men han betragtede hende med et halvt lystigt, halvt overlegent smil. »Det er jo dejligt vejr – hvorfor sidder De inde?« »Fordi jeg har lyst.« »Sidder De og filosoferer?« »Måske.« »Var det også filosofiske bekymringer, der optog Dem sidst jeg var her?« Hun stræbte at bevare den kolde tone, men hendes fasthed smeltede under hans blik: »Det var det måske også.« »Og hvorover filosoferede De da? – Fortæl mig det.« »Jeg tænkte på, at man bør rette sig efter folks dom.«

»Det var jo dumt« svarede han med et skuldertræk. »Ret Dem efter de menneskers dom, hvis venskab De sætter pris på. Var der endnu mere?« »Jeg tænkte, at det er let at trodse for den uafhængige men meget hårdt for den afhængige.« »Så må den svage holde sig til den stærkere og gøre fælles sag med ham. Var der endnu mere?« Da bukkede hun under for fristelsen og så op. Hans øjne hvilede på hende med et udtryk af mild spot. Han behandlede hende som et opsætsigt barn. Hun sagde med vægt: »Og jeg besluttede, ikke oftere at tjene folk til morskab.« Hans smil gik over til munter latter: »Er De vred på mig, fordi det morer mig at tale med Dem?« »De ville ikke more Dem over en virkelig dame.« »Over en –?« Hans ansigtsudtryk blev overgivent drillende. »For eksempel over hvem?« »Over fru v. Platen for eksempel, der er så –« »Ladylike.« »Ja.« »Nej guderne skal vide, hun morer mig ikke, tværtimod.« Han gik et skridt nærmere og sagde lidt sagtere: »De er et barn.« »Hvorfor?« »Fordi De slet intet forstår. Nå, det er også det samme. – Lad så herefter være at rette Dem efter folks mening.« Hun så alvorligt på ham og svarede »Ja.« Det var et stort løfte, og han forstod det. Han så ned i de alvorlige øjne og læste der smerten og bebrejdelsen over hans hårdhed. Så udbrød han som i spøg: »Skal dette blik bebrejde mig, at jeg er herskesyg og lunefuld?« »Jeg kunne bebrejde Dem meget andet.« »Men De gør det ikke.« Han vendte sig mod døren og med bevidstheden om sin magt over hende, sagde han endnu en gang:

»De gør det ikke.« Så slog han om, og med en munterhed som grænsede til kådhed førte han hånden til sin vest og sagde: »Lad mig mig nu opsøge doktoren, han skal undersøge mit bryst. Jeg tror, der er noget i vejen med mit hjerte.« Han bukkede og gik. Da begyndte hun at gå op og ned ad gulvet og nynne svagt. Derpå begravede hun med en pludselig bevægelse sit hoved i de duftende friske violer. Deres kølige berøring svalede hendes kinder. Så gik hun ud i forstuen, tog sit tøj på og næsten løb ud af byen, nåede sin yndlingsplet i skoven og kastede sig ned der mellem de fremspringende anemoner. Verden åbnede sig skøn og rig for hende som aldrig før, hun blev ét med den og forstod, at kærligheden er nerven i det skabte. Så elskede blomsten lyset, så elskede jorden solen, så elskede dyrene hinanden, at verden blev til. Men højst af alt stod mandens og kvindens kærlighed, for hvad de andre anede, det kendte de. »Kærlighed er opretholdelsen og styrelsen, Gud er kærlighed, den er den højeste fuldkommenhed. Salige er de udvalgte sjæle, de elsker, hævet over alle mislyde, sammenknyttede ved bånd, som intet skal løse!« Fru doktorinde Jespersen foretog sig hvert forår en rejse til København. Hun tog af sted overvældet af kommissioner, anvisninger, adresseoptegnelser, hilsner og var den samvittighedsfuldeste kommissionær af verden. I hendes fraværelse ankom da doktorens søster frøken Jenny for at varetage husets tarv så længe. Det var den blideste og elskeligste af alle kvinder, og der kom en ubeskrivelig ro over doktorens hjem med hende. Elisabeth nød denne stilhed, og da frøken Jenny syntes om hende, blev Elisabeth under hendes regimente åndeligt talt rask. Den nagende følelse af at forsynde sig, som fru Jespersen påtvang hende, forsvandt. Tvivlen om hendes kærligheds berettigelse vendte ikke mere tilbage; hendes tanker blev renere, fordi hun ikke længere regnede dem for syndige.

En aften, da doktor Jespersen var i praksis på landet, kom grev Høegh på besøg. Elisabeth præsenterede ham for frøken Jenny, der beklagede, at hendes broder ikke var hjemme. »Den doktor er da altid borte! Man skulle tro, at folk her på øen ikke havde andet at bestille end at lægge sig syge. Jeg vil håbe, at damerne vil tage til takke med mit selskab.« »Hvis hr. Greven vil tage til takke med vort,« svarede frøken Jenny, »er De os meget velkommen. Hvis De vil spise til aften med os, tænker jeg næsten, De kan komme til at hilse på min broder.« Grev Høegh takkede for indbydelsen og begyndte at passiare med en venlig ligefremhed, som om hans tale aldrig nogensinde havde bevæget sig i spring eller været forceret naturlig, endnu mindre stemplet af isnende tilbageholdenhed. Elisabeth var til mode, som om hun hidtil kun havde set ham i feberanfald, men nu havde ham sund og helbredt for sig. Hans tale drejede sig om ubetydelige hverdagsbegivenheder og var dog forunderligt fængslende. Enhver uro hos hende lagde sig, hun var så glad og sikker som aldrig før i hans selskab. Skønt han langt fra beskæftigede sig så meget med hende som sædvanlig, var der noget betagende i den ærbødige hyldest, han næsten som ubevidst ydede hende. Den sneg sig som den fineste smiger ind i hendes årer, og han lod hende føle den i hvert smil, i stemmens tonefald, i blik og i ord. Man trak aftensmåltidet ud, men den forsinkede doktor kom ikke. Da de havde spist, satte de sig atter foran de åbne havedøre. Månen var stået op, dens lys faldt som en bred stribe ind over gulvet. Træernes fine løv og halvt udsprungne blomsterklaser tog sig feagtig ud i den hvide belysning. Frøerne kvækkede stærkt, og samtalen var efterhånden forstummet. Langt borte så de havet glimte i månelyset. En ubeskrivelig ro sænkede sig over dem. Da bøjede grev Høegh sig frem, månelyset faldt på hans fine ansigt, der aldrig syntes at være blevet

overskygget af nogen mørk tanke, og hans bløde stemme sagde indsmigrende til frøken Jenny: »Jeg er vis på, at De må kunne spille noget, som minder én om blide dage. Vil De spille sådant noget for mig?« Frøken Jenny nikkede og satte sig til klaveret. Hun spillede folkemelodier. Elisabeth sad i en lav gyngestol med halvt åbnede læber for at indånde lykken, hendes øjne lukkede sig overvældede deraf; hun lænede hovedet tilbage og overgav hele sit væsen til de dæmpede toners mildhed. Da lagde en hånd sig på gyngestolen og vuggede den sagte frem og tilbage, ikke mere end at hendes fødder stadig berørte gulvet. Men om han havde bøjet sig og bedækket hendes ansigt med kys, om han havde løftet hende i sine arme og tilstået hende sin kærlighed, havde det intet været mod det blide kærtegn, der indeholdtes i denne gyngen og i det blik, som hun følte der hvilede på hende. Men de skønne dage forløb. Juni nærmede sig sin slutning; den næste dag ville fruen komme hjem. Der kom just dagen forinden ilbud fra Viffertsholm. En af karlene var styrtet ned fra et hølæs. Doktoren skyndte sig derud. Frøken Jespersen havde travlt med at pakke ind og gøre sine få afskedsvisitter. Elisabeth lå mismodig ved tanken om fru Jespersens hjemkomst i en hængekøje under et stort lindetræ i haven. Hun lod sig inddysse af lindeblomsternes vellugt, af biernes summen, af varmen og køjens gyngende bevægelse. Det sæt hun gjorde, da hun hørte havelågen knirke og gruset i gangen skure under fodtrin, var ikke ledsaget af nogen velsignelse. Det var hende en lettelse, da hun opdagede, at støjen hidrørte fra en høj yngling i sort fløjlsjakke, lysegule hjortelæders benklæder, lange støvler med funklende sporer, ridepisk i hånden og en buddingeform af en hat på hovedet: Henrik v. Platen. Han syntes at være meget forvirret ved synet af hende i hængekøjen og fortalte ikke, at han i

det afgørende øjeblik havde manglet mod til at gå ind i huset, men var listet ned i haven for at opfange et glimt af hende gennem et vindue, og nu uformodet stod ansigt til ansigt med hende. Hun rejste sig på albuen: »Doktoren er jo ude hos Dem, mangler han et eller andet instrument, som han har bedt Dem hente?« »Nej – jo – ja doktoren er ude hos os; han mangler ingenting, for karlen er lige ved at dø.« »Den stakkel,« udbrød hun og kom helt ud af køjen. »Kunne De ikke udholde at være derude måske?« »Jo – det var slet ikke det, – men – doktoren var jo ude hos os – og så tænkte jeg, at jeg måske kunne komme til at tale med Dem, – for der var noget – er noget – –« »Men hvad er det?« udbrød hun forbavset. »Det er noget, som jeg har tænkt på i lang tid,« fortsatte Henrik, der begyndte at sætte sig i gang frem og tilbage foran hende uden at se på hende og undersøgende knappen på sin pisk. »Er der noget, De er ked af? Jeg kan ikke tænke mig –« Hun så op i hans ansigt og fandt det forandret. Det dorske og tunge var forsvundet, hans øjne havde et vist feberagtigt liv; han så ud, som om han havde været og endnu var syg. »Jeg har tænkt på det længe,« vedblev han, »og der er ingen på jorden, der kan hjælpe mig uden De. Jeg har prøvet at bekæmpe det, ikke altid, men siden den aften vi havde selskab i vinter, men det blev kun værre. Det er formeligt, som om jeg ikke var rask. Og jeg har besluttet mange gange at tale med Dem – især når jeg hørte –, nå det er ligemeget. Men nu kommer jo doktorfruen hjem – så er det så vanskeligt – og i dag vidste jeg, doktoren var ude – derfor kom jeg, for jeg kan ikke udholde det længere.« Hun havde forundret fulgt hans lange tale og sagde nysgerrig: »Men hvad er der da i vejen?« »Der er det, at hvordan jeg end tænker mig det, er jeg ulykkelig. Enten det så er, at De bliver, eller tager bort. Jeg kan ikke udholde at

være sammen med Dem og se –. Jeg kan ikke udholde, at De skulle rejse bort, og jeg ved kun én udvej –« Hun stod stum. Da vendte han sig med heftighed mod hende og udbrød: »Ved De, hvad det er at elske?« Hun for sammen og rødmede helt ned over halsen: for hende betød disse ord kun ét. »I begyndelsen var det en glæde. Jeg ønskede ikke mere end blot at elske; så blev jeg skinsyg, og jeg har lidt meget siden den tid. Jeg har tænkt meget derover; men jeg ser ingen anden udvej – frøken Due, vil De være min hustru?« Det havde svagt dæmrende stået hende klart, hvor han ville hen, og der kom nu en forunderlig grusomhed over hende. Her stod et menneske, der led, der elskede, der håbede og tvivlede som hun selv, hvis liv var lagt i hendes hånd, som hendes var lagt i en andens, der var lige så afhængig, bønfaldende og ydmyg som hun selv. Hun fik lyst til at hævne sine smerter: Så du elsker også, prøv du da en kort tid det, som jeg har måttet lide. Men hun tav. Hun forsøgte at læse sin egen historie i hans træk; hun stræbte at forvisse sig om sin magt over ham, og hun tav stadig. Da gik han febrilsk videre: »Jeg ved, jeg er ung, men det jeg byder Dem, vil få kvinder betænke sig på at modtage. Jeg er rig. Jeg elsker og tilbeder Dem, alt ville jeg gøre for Dem, hvis De blot selv ville det. Modtag mit tilbud, frøken Due, så er De frelst og sikker – så –« »Jeg forstår Dem ikke,« sagde hun så koldt, at det næsten forbavsede hende selv. »De erindrer dog vel, at jeg er flere år ældre end De og som kvinde mange år ældre. Tænk i hvilken skæv stilling et sådant forhold ville bringe os. De er jo ung, det er Deres første forelskelse, men den vil ikke være af lang varighed, og kan De ikke indse, at det ville være lidet hæderligt af mig, hvis jeg benyttede mig af Deres ungdom og modtog Deres tilbud, om jeg bandt Dem ved Deres ord og satte splid i Deres familie. Lad dette være glemt. De vil senere indse, at De har handlet overilet og takke mig.«

Det hede blod kogte op i ham. Som hun stod foran ham, rolig og overlegen, æggede hun på én gang hans trods og hans beundring. Han blev stående og stirrede næsten vildt på hende: »Det er jo let at skyde mig til side som en dreng; men så har De ansvaret for Dem selv og for mig. Tror De ikke, jeg har tænkt på alt det, De der sagde? Men det var dog bedre, end at vi begge skulle gå til grunde. Jeg tåler ikke modgang; jeg bliver ond; ja jeg vil blive det, og så har De ansvaret.« »Det er jo tåbelighed,« svarede hun, »De har læst sådan noget i bøger og mener, at det lyder kønt. Men for mig klinger det ilde. Hvert menneske har ansvaret for sig selv; det er umandigt at læsse det på en anden.« »Det er lige meget, hvad det er,« og hun så, hvorledes hans heftighed steg, »for mig er det sandhed. Pas på, at De ikke kommer til at fortryde Deres tale, og at de afslog den hånd, der raktes Dem.« »Jeg behøver ingen hjælp og har aldrig ventet at finde den hos Dem.« »Behøver De ingen hjælp! Jo De gør, men De går med lukkede øjne og vil ikke se faren. Skal jeg sige Dem den?« Hans ansigt var blegt, han havde tabt herredømmet over sig selv: »Alverden taler derom, jeg har set det selv. De har fæstet blikket på en mand, som er grænseløs hovmodig og hensynsløs; han vil træde Dem ned, som om De ikke var andet end støvet under hans fødder. Han vil. Og jeg vil redde Dem og hæve Dem højt, og underkaste mig Dem, og De vil ikke. Tror De, han bryder sig om Dem? Jeg tænkte derpå, da jeg for nogle dage siden så ham hos Mama. Men De tror det, og De forstår slet ikke en sådan mand. For at kunne det, må man være af hans stand, af hans art, jeg ved ikke, hvordan man skal sige det – –.« Han var atter blevet noget afkølet, han mærkede, at han var gået for vidt. Hun var stadig rolig, men uden medlidenhed, kun opfyldt af harme over hans formastelse: »Tror De da, at jeg behøver at elske en anden for at afslå Deres tilbud? De har ganske vist for-

mue og et adeligt navn, men jeg ville foretrække en hvilken som helst anden, der skyldte sig selv sin stilling i livet. Jeg vil ikke svare på, hvad De snakker om, det kan kun tilgives hos et så purt ungt menneske som De.« »Naturligvis har jeg uret, jeg har forløbet mig,« svarede han, »men frøken Due, De burde indrømme, at jeg på bunden af det hele alligevel har ret. Det er hårdt at vide det og dog måtte bukke under. Tænk endnu en gang alvorlig derover. Tror De ikke, jeg har ret? Det fik være for min skyld, men for Deres egen. – Frøken Due – tag mod mit tilbud – selv om De ikke bryder Dem om mig – gør det.« Da forandredes hendes stemning pludselig. Hun sagde venlig: »De må ikke tage Dem sagen så alvorlig. Tænk slet ikke på mig. Og husk, at De senere i livet vil finde hundreder af unge piger, der er Dem langt værdigere end jeg.« »Det vil jeg måske, men jeg vil aldrig mere kunne elske således, nej aldrig mere. Hvis De vidste, hvad det vil sige at blive forsmået således– –« Han tav et øjeblik, så blussede vildheden atter op i ham; han rejste hovedet og knyttede hænderne: »De skal dog se, at jeg mente det ærligt. De vil ikke lade Dem hjælpe, så skal jeg gøre det mod Deres vilje. – Ja jeg skal. – Ved De, hvad jeg vil gøre? Jeg vil ride ud til grev Høegh og tale med ham.« »Det vover De ikke,« udbrød hun forskrækket, »jeg forbyder Dem, jeg – –« »De kan intet forbyde mig,« svarede han, »slet intet, jeg gør, hvad jeg vil. De vil jo have mig til at være ond, nå, så skal jeg være det. Jeg tager til Høeghholt, og jeg siger grev Høegh, at hans opførsel er skændig og hensynsløs. At jeg ikke tillader, at han længere betræder vort hus og gør Mama til genstand for den samme kur som Dem, – at alverden er forarget over hans opførsel, og at han bør skamme sig.« Da mistede hun aldeles fatningen. Han havde angrebet hende på et punkt, hvor et barn kunne

have besejret hende. Hendes stemme var næsten kvalt af angst: »Jeg bønfalder Dem om at lade være. Hvis De holder af mig, som De siger, så lad være. Glem min uvenlighed, tilgiv mig, men gør det ikke. Husk, at De fornærmer Deres moder og grev Høegh lige så meget som mig. Betænk det alt sammen.« »Betænkte De det, jeg sagde Dem? De ville ikke modtage mit gode tilbud, nu får De finde Dem i, at jeg handler som jeg anser for rigtigt.« Hun var nær ved at græde: »Tænk på, hvor grev Høegh vil blive opbragt.« »Tror De, jeg er bange?« »O gør det ikke – gør det ikke.« Men hendes frygt syntes at opirre ham. Hans trods var stærkere end en moden mands fornuftige vilje. »De er angst for, at jeg skal forstyrre venskabet. Det skal jeg, ja, det skal jeg. Og så vil De en gang takke mig, således som De siger, at jeg vil takke Dem for Deres handlemåde i dag.« Og han gik. Hun var til mode som en moder, der har overgivet sit syge barn i en utilregnelig læges hænder og ikke længere er i stand til at frelse det. Deres kærlighed, dette forhold, der var så sart, at det ikke turde berøres af den letteste hånd, som de aldrig selv havde krænket ved et tydelig udtalt ord, som hun frygtede for at forstyrre ved et urigtigt tonefald, et blik, et smil, befandt sig nu i hænderne på en ubændig, opbragt, plump og lidet fintfølende yngling, der ville gøre det hele modbydeligt i hans øjne. Hun forestillede sig grev Høegh overfor en sådan kræven til regnskab. Var det ikke nok til, at han med et skuldertræk ville ryste alt af sig, ja måske tro, at hun selv havde samme syn på sagen og så med et hånligt smil beklage al denne lavhed og simpelhed. Hun vred sine hænder, hun bønfaldt i afmægtig vantro religionens Gud om, at han ville lade Henriks hest styrte på vejen. Men den samme indbildningskraft, der lagde ham tænkte hindringer i vejen, ryddede dem ligeså ihærdig bort. Hun trøstede sig et øjeblik ved den tan-

ke, at Henrik ikke skulle vove det, at et blik af de kolde blå øjne ville være tilstrækkeligt til at standse ham. Men Henrik var modig, hun var vis derpå, og han var ophidset. Han ville måske ikke komme til ro, før de skæbnesvangre ord var udtalte, hvis fulde virkning hun måske aldrig skulle erfare. Hun knyttede hænderne og ønskede at kunne sende en dræbende kugle efter den farlige rytter. Imidlertid red den unge v. Platen ad den med grønne hække indhegnede vej, der førte til Høeghholt. I takt med hestens hovslag, udtalte han de harmfulde ord, han havde i sinde at kaste grev Høegh i ansigtet. Og da han sprang af hesten i den rolige slotsgård, hvor de store kastanietræer holdt solstrålerne ude og gjorde luften kølig, stammede han af indre bevægelse, da han spurgte tjeneren, som løb til: »Er grev Høegh hjemme?« »Ja – skal jeg melde greven, at De er kommet?« »Nej, så gu’ om De skal,« snerrede han og løb op ad trappen, der førte til korridoren uden for grev Høeghs arbejdsværelse. Han bankede hårdt på døren, og da der ikke blev svaret, trådte han ind. Lufttrækket fik de gule silkegardiner foran de åbne vinduer til at vifte og pustede ham blomsterduft i ansigtet. Hele værelset var fyldt af varm, fugtig rosenånde fra vaserne på alle borde og kamingesimsen. Grev Høegh sad foran sit skrivebord med ryggen vendt mod døren, og ved hans fødder lå hans store hund med øjnene stift rettede mod hans ansigt. De måtte begge være stærkt optagne af deres tanker, thi de værdigede ikke den indtrædende nogen opmærksomhed. Henrik fik lyst til at gå igen, denne ro lagde sig over hans ophidselse som en iskold hånd; men det varede kun et øjeblik, så irriterede også denne ubekymrede stilhed ham. Hvad ret havde denne mand til at sidde i fred? Han gik et par skridt over gulvet, hunden rejste sig og knurrede sagte, dens herre vendte sig om og sprang op, da han så sin gæst.

»Velkommen! Undskyld min mangel på opmærksomhed, De har redet stærkt, jeg vil ikke håbe, at nogen dårlig nyhed – –« De stod lige overfor hinanden. Henrik v. Platen manglede ikke meget i grev Høeghs højde, og dog var han til mode som en skoledreng overfor sin lærer. De øjne, der hvilede på ham, havde i al deres blidhed noget ubehagelig overlegent, og den indolente skikkelse indbød ikke til nogen nærgående optræden. Henrik v. Platen behøvede al sin unge trods for med usikker stemme at få sagt: »Jeg beder Dem undskylde, jeg kommer ikke som Deres ven. Jeg er her for at tale med Dem om en meget alvorlig og – ubehagelig sag.« En let forandring i udtrykket, lidt forøget interesse men ikke spor af overraskelse i grevens ansigt. »Ven –? Fuldkommen korrekt, ingen er den andens ven. Ubehagelig sag? Begrebet er vagt; lad mig høre, hvad De har at sige. – Men vil De ikke forinden drikke et glas vin – rhinsk eller fransk? De er så varm.« Men denne hentydning til hans glødende ansigt gjorde v. Platen rasende. Det generede ham allerede nok, ved den ærgerlige fornemmelse han havde af, at han tog sig uheldigt ud overfor grevens fornemme bleghed. Han afslog vinen og blev med en harmfuld hovedrysten stående, da greven med en håndbevægelse indbød ham til at tage plads. Grev Høegh trak da øjenbrynene op og satte sig i en lænestol, vendte blikket mod sin gæst og bad ham skride til sagen. Vanskeligt nok at begynde under disse omstændigheder, men han fik dog begyndt, og nu strømmede i en forvirret blanding af harme, trods, forlegenhed, frygt og krænket egenkærlighed, bebrejdelserne og fornærmelserne ud over grev Høeghs hoved. Dennes træk forandredes ikke det mindste under den lange tale. Han tænkte på, at hans egen søn nu vel omtrent kunne være på Henrik v. Platens alder, og at en sådan scene ville have klædt ham pudsig.

Endelig tav Henrik udmattet, men ikke et gran mindre forbitret. Der blev en lille pause. Så sagde greven: »Da de alvorlige forretninger dermed turde betragtes som tilendebragte, er der måske intet i vejen for at De nu drikker et glas vin?« Henriks hænder knyttede sig, da han med hæs stemme svarede: »Det er fejt og usselt, og jeg siger Dem det i Deres åbne øjne for at se, om det kan bringe Dem ud af ligevægten, siden skammen over Deres lumpne handlemåde ikke kan det.« Da rejste grev Høegh sig og sagde roligt: »Min kære dreng, det synes, at De slet ikke har forudset den mulighed, at jeg kunne give Dem en dragt prygl og lade min hund dèr jage Dem ud af gården.« Trods den rolige tone, så Henrik, at truslen var alvorlig ment, og at hunden, der fulgte modstandernes bevægelser, ville vise lige så liden barmhjertighed som sin herre. Men hans blod var i oprør, og han manglede ingenlunde det mod, som ethvert ædelt racedyr er i besiddelse af. »Jeg er ingen dreng,« sagde han uforfærdet, »jeg er adelsmand som De, og det er min pligt at beskytte min moder og den kvinde, jeg elsker, når ingen ældre eller værdigere er til at forsvare dem. Vil De ikke anerkende dette, så er skammen Deres.« Et elskværdigt smil kom på grevens læber. »De har ret, min kære hr. v. Platen,« sagde han, »om end ikke in modo, så dog in re. Og jeg føler mig forpligtet til at sige Dem, at De i dette tilfælde forført af folkesnak tager aldeles fejl. De indser vistnok det fuldkommen uskyldige i at yde en smuk og elskværdig dame sin hyldest. Men hvad hensigter angår –, mon dieu, jeg har ikke haft hensigter eller planer med noget som helst i de sidste ti år. Jeg tænker aldrig ud over minuttet. Er De fornøjet med denne erklæring, eller fordrer De mit ord som adelsmand på, at jeg ikke i de to første måneder skal forlade min bolig, er De så tilfreds, – eller vil De have pistoler? Skal vi duellere?« Der var en blanding af spot og velvilje i dis-

se ord, som slog Henrik til jorden: »De behøver intet løfte at give mig,« stammede han, »Deres ord er mig nok – og – De er vel ikke vred over min heftighed?« »Vent lidt, lad mig for tredje gang byde Dem et glas vin, så kan vi gå videre. Havde De drukket det straks –, nå det er ligemeget.« – Han lod bringe sauterne, kølet i is, fik Henrik til at tage plads og skænkede for ham. Et genskær af solen i de blanke ruder faldt ind i værelset og blinkede i den gule drik. Grev Høegh greb sit glas og løftede det mod den unge mands. Da greb hans skønhed den for sanseindtryk let påvirkelige v. Platen. Hans harme smeltede bort og forvandlede sig til beundring. Det forekom ham med ét, som om han kunne underkaste sig denne mand. Han fik en forbigående trang til en fast hånd over sig, som kunne frelse ham fra ham selv. Modløshed var fulgt på ophidselsen, han sagde i en nedslået tone: »De må dog vistnok kunne forstå, hvor ulykkelig jeg er.« Grev Høegh drak vinen langsomt, drejede tankefuldt et øjeblik glasset mellem fingrene, satte det fra sig, så alvorlig på sin unge gæst og begyndte så at gå op og ned ad gulvet. »Forstå Dem? Å jo – på en måde, skønt så varme følelser ikke har noget tilsvarende hos mig. – Ulykkelig–? Nej egentlig talt ikke, kun som en overgang. I realiteten burde De jo prise Dem lykkelig. Så De ville gifte Dem? De skulle på knæ takke den dame, der ikke modtog Deres tilbud. Der er intet ulykkeligere end tidligt ægteskab – end ægteskab i det hele taget. Gift Dem aldrig! Hverken med den kvinde, De elsker, eller den, De ikke elsker, begge dele er tåbeligt. Kærlighed er ikke et husmandsbrød, hvoraf man lever ugen rundt, den er en fantasi. Lykke og ulykke eksisterer ikke, nyd øjeblikket.« Den unge Telemach stirrede på sin mester og brast så pludselig i gråd. Han kvalte den hurtig, men endnu længe sad han med begge hænder for sit ansigt. Grev Høegh bøjede sig forover og betragtede

ham opmærksomt: »At tænke sig,« mumlede han, »at man selv en gang har grædt således!« Dage – uger – to, tre, fire uger, man var midt i juli, en måned siden han var der sidst, og han kom ikke. Hun turde ingen spørge, kun sig selv spurgte hun uophørligt, og svaret var altid ubarmhjertig det samme. »Den unge v. Platen har ødelagt alt for mig. Han har lede for denne historie – derfor kommer han ikke. Han har set vrangen af mit hjertes hemmelighed, derfor kommer han ikke. Han forstår, at han på en made alt har forført mig – han foragter mig, derfor kommer han ikke.« Og dog ventede hun hver dag, at han skulle komme. Hun opfandt tusinde grunde for hans udeblivelse den dag og tusinde andre for, at han ville komme den næste. Men han kom ikke. Sommerferien indtraf. Hun tog ikke bort. Hun vidste, at man forudsatte, at hun skulle rejse. Hun tilbød at fortsætte sine musiktimer for at få lov til at blive. Man indrømmede det som en nåde. Og hun gik sanseløs omkring, udmattet af sine egne tanker og sin lidenskab. Til sidst var hun som døv og blind for yderverdenen. Man var misfornøjet med hende; hun vidste, at der blev plejet råd om, når man skulle give hende afsked. Hun var syg af angst, og hun glemte det. Hun kunne kun tænke på ét. Han kom ikke. Hun drømte, når hun faldt i søvn, at han kom. Hun svælgede i lykken for at vågne og spørge sig selv, hvorfor hun skulle stå op og fortsætte et ødelagt liv. Til sidst gav hun sig til at skrive. Hensigtløst, kun for at gøre noget. Efterhånden arbejdede hun sig dog ind i sit forehavende. Hun svælgede i minderne. Så greb arbejdet hende, hun styrtede sig i det som i en berusning, hendes virkelige liv blev en drøm, hendes drøm blev hendes liv. Hun åndede atter op. Hun skrev for at glemme.

Og dagene gik. Arbejdet var ved at blive færdigt. Hun så det med skræk, thi når det var afsluttet, hvad så. Hun turde ikke slippe det af tankerne for ikke at komme til at tænke på noget virkeligt. Men med ét sendte hun så arbejdet bort, veninden, Ellinor Kyng, skulle læse det. Hvis det duede noget, skulle det bestemme hendes liv; hun ville rive sig løs. I samme øjeblik dog, da det var borte, og spændingen forbi, faldt hun sammen. Tanken om fortællingen blev hende modbydelig, hun ønskede, at hun havde tilintetgjort den. Hun blev hjertesyg ved forestillingen om at skulle gense den, høre den blive kritiseret, vide den bekendt. Hun besluttede at skaffe sig den tilbage for at brænde den. I over to måneder havde hun nu ikke set ham. I sløv kredsgang lod hun livet glide hen over sig, hun turde ikke tænke på, at dagene gik. Han kom ikke.

tænkte ikke på, at hun var udelukket. Fru Jespersen mindede ikke nogen derom. Hun selv havde de hundrede gange i sinde at ydmyge sig og bede om en plads, om det så kun var på vognen med provianten, men et håb holdt hende hen til det sidste, og så en rest af fordums stolthed. Hun kom ikke med. Og der indløb intet brev om, at grev Høegh ikke ville komme; naturligvis, han havde jo tilsagt champagnen og kunne ikke udeblive. Vognene var borte, og hun sad nu i sit værelse. Hvor var hendes filosofi, hendes følelse af eget værd? Hun græd som et barn. Nu skulle alle de andre nyde den lykke, som hun alene satte pris på. Han ville komme der, ville more sig, ville tale med de unge piger og ikke skænke hende en tanke. Han havde glemt hende, ja ville vel være glad over, at hun ikke var med, det var jo for hendes skyld, at han ikke kom til byen. Hvor havde de kunnet nænne, ikke at tage hende med! Nu måtte de have mødt hinanden i skoven. Og hun tænkte sig fru v. Platen, den fuldendte dame, i sin elegante vogn. Grev Høegh bød hende armen! Han havde rigtignok kaldt hende kedelig, men han sagde vel det samme om hende til den smukke enke. Hun huskede på hendes fløjlsbløde og dovne øjne. De to gik sammen, de spottede hende! Hun knugede hænderne i hinanden, blodet steg hende til hovedet og susede for hendes øren. Kunne de dog ikke have haft medlidenhed med hende! Hun længtes efter ham, så hun syntes, hun måtte blive vanvittig. Gråden brød på ny frem. Klokken slog tre. For sent, for sent, der var ikke tale om, at hun ville få ham at se. Det bankede på døren, det var tjenestepigen med et brev. Hun kendte udskriften, det var fra Ellinor Kyng. Hun erindrede så, at hun ikke havde hørt fra hende siden hæftets afsendelse. Hun brød sig ikke det mindste om brevets indhold.

Den 24. august skulle der være stor skovtur. Alle honoratiores havde slået sig sammen, tolv vogne! Fru v. Platen ville støde til dem ved Fredrikshvile skov, og grev Høegh havde lovet det samme. Redaktøren, som nu var gift, skulle sørge for desserten, byfogeden for stegen, og konsul Hansen for rødvinen, fru v. Platen havde påtaget sig mellemretterne, grev Høegh champagnen. Børnene skulle med. Alle undtagen frøken Due. For distriktslæge Jespersens havde ladet sig invitere af fru v. Platen, og der var ingen indbydelse kommet til hende. Man tænkte naturligvis ikke på, at hun var i byen, sagde fru Jespersen. »Og vi kan dog ikke påtrænge os flere, end vi er, når folk har været så venlige at be’ os.« Elisabeth vidste det bedre. Hun skulle ikke med, og hun havde gerne ofret ti år af sit liv for at komme med. Her havde hun jo kunnet få ham at se. Hun håbede til det sidste, at man ville forbarme sig over hende og tage hende med, men ingen tilbød hende plads. De holdt ikke af hende, eller

Det var en begejstret anerkendelse af hendes talent og en varm opfordring til at bryde de bånd, der holdt hende tilbage i Halkøbing. »Bring offeret og kom til København! Smerten vil gøre dig moden til dit kald.« Hun kastede forbitret brevet henad bordet. Den utålelige fortælling, drømme for virkelighed! Hun ville blive her, hvor hun vansmægtede af længsel. – – Om hun greb redningsplanken, der raktes hende? – Så var hun frelst fra sig selv og fra ham. – Hun åbnede vinduet. Han kom ikke. Da var det, at hun oppe ved den kedelige galanteri-vareudstilling så en skygge, som drejede om hjørnet; den lå skarpt på de hvide sten, uformelig i sin forkortelse, dårlig gengivende sin ejermands skønne form. Hun skulle have kendt denne skikkelse blandt tusinder, den lange, slanke figur, den lade, slentrende gang. Var det ikke et spil af hendes fantasi, en fortsættelse af dages og nætters feberdrømme? Nej, hun var vågen og så, og hendes hjerte standsede så pludselig, som om hendes liv skulle ophøre med det samme. Hun hviskede rolig: »Jeg er fortabt.« Det var den grænseløse jubel. Så hamrede hendes hjerte i den grad, at hendes legeme rystede derved. Og dog beholdt hun herredømme nok over sine tanker til at sætte sig ved bordet, rive et blad ud af en af børnenes stilebøger og med usikker, næsten ulæselig hånd skrive: »Tilintetgør fortællingen, ingen må få den at se.« Hun gik til døren og kaldte på pigen. Hendes stemme kom som langt borte fra, det forundrede hende, at pigen virkelig havde hørt, at hun kaldte. »Bring dette telegram på posthuset straks.« »Så bliver jeg borte med det samme?« »Værsgod. Løb blot!« hun skælvede af ophidselse. Pigen betragtede hende forbavset og gik. Hun glattede sit hår, før hun gik ind i dag-

ligstuen. Persiennerne var nedrullede for at beskytte møblerne mod solen, de gav hele stuen et gult skær. Hun tog en avis, der lå på bordet, og satte sig. Hun var til mode som et menneske, der ligger på randen af en afgrund og klynger sig til græsset, hvis totter løsner sig under grebet og langsomt giver efter. – »Nu er redning umulig. Ikke nogen fejl hos ham kan redde mig, jeg kender og elsker dem. Ikke folks dom, jeg foragter den. Ikke frygt, jeg frygter kun ét, at miste ham.« – Og taget løsnedes, hun følte sig glide med rædsel og med svimlende velbehag. Det ringede. Hun rejste sig for at gå ud og åbne døren, hun var jo ene hjemme. Og hele tiden, medens hun gik derud, endnu medens hun drejede nøglen i døren, hviskede hun: »Jeg er fortabt« med en angst og en salighed, hun aldrig havde anet kunne føles. Det var ham. Hun så et øjeblik op, da de stod overfor hinanden, så bøjede hun hurtig hovedet. »Huset er altså ikke helt tomt« sagde han, medens han fulgte hende ind i stuen. Hun tav og satte sig ned, han gjorde det samme. Der var et øjebliks stilhed. Hun følte i varmen ligesom et løb af små kuldegysninger over arme og ryg helt ude i huden. »Så De sidder ganske alene hjemme?« »Ja, jeg troede, at De var med på skovturen i Frederikshvile.« »Jeg har også været der, men jeg kedede mig.« Hun gjorde intet spørgsmål, bad ikke om nogen forklaring, sagde blot: »Og jeg, som troede at gå glip af en fornøjelse.« »Ja – hvorfor var De der ikke, det havde jeg ventet.« »Jeg var ikke bedt med.« »Ja så.« Hans øjne hvilede med oprigtig godhed på hende. »Det er pudsigt at se Dem blive skudt til side af disse mennesker!« »Det, der piner mig, kommer ikke fra andre.« »Nej, naturligvis. Men sig mig, har De ikke lyst til at hæve Dem over alle disse småborgere? Flyve af reden? – Jeg tror det.« »Hvorfor?«

»Fordi De ligner mig: Det vil sige, mig, som jeg er i mine bedste øjeblikke. De er ikke mange. Det er det, som gør, at jeg undertiden har lyst til at tale med Dem for at finde mig selv.« Han rejste sig, gik frem og tilbage i værelset og talte uden at fordre svar. »Man siger undertiden, at jeg er gal. Det er jeg også, ligesom alle andre – kun at jeg ved det selv. – Livet glider fra mig. – At tænke sig, at jeg ikke skulle nå det. Det er snart for sent. – Og det forekommer mig – –. Er dette atter et bedrag? Jeg ved, det er det, men jeg tror det ikke. Det har jeg dog lov til. –« Han var standset ved vinduet. Hans fingre gled ned over persiennernes sprosser. Solen faldt ind i striber mellem dem og farvede hænderne rosenrøde. Skæret overgød hans blonde skæg med guld. Hun stirrede på ham som fortryllet. Hendes hænder, der havde været sammenknugede, åbnedes, som slap hun taget, der holdt hende oppe. Hun tav, og minutterne gled sagte forbi dem. Så vendte han sig mod hende. »Jeg kom for at sige Dem farvel. Jeg ville have sagt Dem det i skoven, men De var der jo ikke. Så kørte jeg herind. Jeg ville ikke rejse uden at sige Dem farvel, da De jo er den eneste her, jeg kender lidt til. Jeg rejser snart, måske om en uge, måske i morgen, jeg ved det ikke. Jeg ville også bede Dem tilgive, hvis jeg har været besynderlig. De kan ikke forstå mig. – I alle tilfælde, lev vel og farvel.« Hun vidste ikke, hvorfra hun fik den ro, hvormed hun svarede: »Det glæder mig, at jeg fik denne lejlighed til at sige Dem farvel. Jeg har selv taget den beslutning at forlade byen, det har i nogen tid været min hensigt, enten til oktober eller november.« Hans øjne udspejdede et sekund hendes ansigt. Så trådte han et skridt nærmere. »De ved vel, hvor De rejser hen? Jeg ved ikke hvor min vej fører mig. De har livet foran Dem, jeg har det bag mig. Har De altid tænkt på det?« Hun svarede ikke.

»Men begge søger vi lykken. Jeg rejser måske fra den. Hvor er den? Jeg vil bo ved Adriaterhavet eller i Rom, men hvad jeg der kan finde, ligger udenfor mig. Hvorledes skal jeg få fat i det, hvad skal være mediet mellem det og mig? – –Jeg tror jeg vil opsøge en dal i Provence, en rede, begravet i roser. Der vil jeg prøve på at leve og elske. – Å kunne jeg!« Hun bøjede sig og tav. Der blev dødsstille. Så opskræmmedes de af en vogns rullen. »Nu er min vogn der. – Farvel.« De stod lige overfor hinanden, han bredte armene ud: »Følg med! Kom. Hvad holder Dem tilbage? Jeg elsker Dem. Følg med mig. Jeg byder Dem et eneste, min kærlighed. Den er lidet værd; jeg ved, at offeret er på Deres side, men De elsker mig jo. Kom, De kan elske!« Hun stod forsvarsløs. Og hun ville til at svare. Da så hun i et øjebliks klarsyn sig selv og ham. Ikke at lykken, han bød hende, kun ville være kort, Havde den for ham blot varet et minut, havde hun ofret sig. Heller ikke, at hun svigtede sit kald, hendes kald var at elske. Men hun så, at i samme sekund hendes ja var udtalt, havde hun tabt al betydning for ham. Han kunne ikke elske. Han kunne kun længes derefter. Og hun ville ikke tabe ham. Hun vilde ikke ofre alt forgæves. Hun elskede ham højere end sit liv, men hun ville ikke rive båndet imellem dem i stykker. Hun svarede derfor, da han greb hendes hånd og bøjede sig frem mod hende: »Nej – nej!« Han blev bleg, greb hende i sine arme, drog hende tæt op til sig og hviskede: »Det mener du ikke, det er falsk frygt, jeg kender dig bedre end du gør det selv. Jeg ved, du vil gøre det.« Og atter svarede hun: »Nej – nej!« men hun rev sig ikke løs, thi hun vidste, at om få minutter skulle de skilles. »Så sandt du elsker mig, så sandt vil du følge mig.« »Jeg elsker ikke.«

»Jeg ved, du taler usandhed. Du elsker mig og vil bestandig elske mig og har altid elsket mig.« Hun var ved at bukke under i denne kamp, men hun svarede: »Jeg har aldrig elsket.« Der kom et næsten vanvittigt udtryk i hans ansigt. Der var et øjeblik, da han tænkte på, at bære hende bort mod hendes vilje, men så slappedes hans træk; han spurgte: »Hvorfor gjorde du da alt dette, hvorfor nærede du denne illusion hos mig? Hvorfor lod du mig et minut tro på lykken; hvorfor?« I fortvivlelse svarede hun: »Fordi det morede mig.« Da slap han hende. Hun så ikke på ham, vendte sig om og gik mod døren, der førte til de andre stuer, åbnede den, gik ud, lukkede den efter sig, og da hun slap dørgrebet sank hun sammen, faldt forover og blev liggende. Hun hørte ikke, da hans vogn kørte bort. Hun vidste ikke, hvor længe hun havde ligget således; men da hun rejste sig, forekom det hende, som om hun vågnede af en årelang søvn. Det forundrede hende at se den kendte spisestue, de gamle møbler, at finde sig ene og af solstriben på væggen at se, at det endnu var tidlig på eftermiddagen. Der lå et beskrevet blad papir på spisebordet. Hun tog det mekanisk. Først da hun havde stirret længe på det, begreb hun, at det var et brev, hun havde modtaget, men hun forstod ikke, hvorledes det var kommet her. Hun måtte uvilkårligt have taget det med sig, da hun gik nedenunder til pigen. Hun viklede det om sine fingre og drejede det rundt, medens hun gik op ad trappen til sit værelse. Vinduet stod endnu åbent – der lå stilebogen opslået på bordet, skønskriftsbogen med de regelrette bogstaver, de moralske forskrifter. Hun bladede i den, stirrede forvirret på de beskrevne blade og skød den fra sig. Hun gav sig til at læse i det papir, hun havde i hånden, uden at få nogen mening ud deraf, indtil hun kom til de ord, ved hvilke hun tidligere var standset. »Bring offeret og kom til København! Smerten vil gøre dig moden til dit kald.«

De ord forstod hun. Hendes unaturlige ro forlod hende, hun brød ud i høj hulken: »Det vil den måske, men det vil komme sent, meget sent.« ■

Adda Ravnkilde. Tantaluskvaler © Gladiator 2016 Redigeret af Hans Otto Jørgensen Omslagsillustration: Halfdan Pisket Omslagslayout: Thomas Joakim Winther Tak til Mikkel Andersen

EFTERORD ADDA RAVNKILDE 1862-1883 re Øjne. Der var noget Aandrigt og Dristigt ved Blikket. Over Skikkelsen, som i den mørke Dragt var ganske dameagtig, men hvis Holdning manglede Sikkerhed og Frihed, var der Noget, der tydede på tidlig Kamp og Sorg. Brandes fortsætter og føjer til det dameagtige, at hun besidder en stræbende Aand, en tapper, exalteret Sjæl, og at hun kender til Fristelsen til at tabe Modet, men endnu har bevaret Energien frisk; livstørstig og dog fortrolig med Dødstanken, attraaende Omgang med aandsfrie Kvinder og Mænd, trængende til Tankemeddelelse, til et fyldigere, aandeligt Indhold. Dertil er hun moderne, ja, i høj Grad moderne i sit Anlæg, skjønt endnu noget konventionel i sin Fremstillingsform; ærgærrig ganske vist, men med en Ærgærrighed, som dagligt maatte kjæmpe med Tungsindet, der hviskende spurgte: Er Æren værd at vinde? Er Livet værd at leve? Det er til at tude over. Videre: Brandes fortæller, at han så hende ved sin forelæsning på universitetet to timer før hendes død, men at hun så oprømt og livfuld ud, at hendes Øjne havde en ualmindelig Glans, og hun smilte og lo nogle gange. Og han bekender, at han mindst af alt tænkte, at hun i det Øjeblik fortjente Medlidenhed. Sluttelig: Da hun under hin ene Samtale nævnte sit Navn, spurgte jeg angaaende Fornavnet, om det var et rigtigt Navn, det syntes mig at lyse som et Kjælenavn, en Forkortning… Hun svarte: “Det er det Navn, jeg gjerne en Gang vil gjøre Bekendt.”

Adda Ravnkilde er satiriker. Eller: det er hun også, hun er bare ikke blevet læst som satiriker, kun som kvinde. Eller: som en, der kender lidelsen. Men at satiren og lidelsen hænger sammen, har man ikke set. Adda Ravnkilde begik selvmord i en alder af enogtyve år. Men ikke noget almindeligt selvmord, men et rasende sådan. Måske som en kommentar til selvmordet. Olivia Levison i Kvinden og Samfundet, 1885: Hun har lidt uendeligt og hun har forstaaet sin Lidelse… Adda Ravnkilde burde have levet – for at skrive os Lidelsens Epos, for at lære de mange, der er ved at bukke under, at man kan lide og dog leve. Satire skrives ud fra en forestilling om noget andet og bedre, en utopi eller i det mindste noget ægte. Som sådan er satiren opbyggelig, selvmordet derimod i enhver henseende amoralsk. Selvmordet er grænseløst, og det grænseløse er farligt, også for moralen og derfor fordømt af kirke og samfund. Men hvorfor bliver hendes selvmord så så overdrevent iscenesat. Uden at efterlade sig andet end gåden om hvorfor. Hun tog gift, skar pulsåren over og skød sig, på én gang og i nævnte rækkefølge. Men hvad fik hende til det. Intet brev, ingenting. Adda Ravnkilde henvendte sig efteråret 1883 til Georg Brandes med et manuskript, de mødtes, Brandes fandt hende talentfuld, hun tog livet af sig. Man er altid for sent ude, altid forsømmer man at gøre det, der er allermest nødvendigt. Først da Brandes læste i avisen om hendes død, tog han affære. Han foranstaltede udgivelsen af Judith Fürste, skrev forord, mens Erik Skram forestod udgivelsen af En Pyrrhussejr og Tantaluskvaler. Brandes skriver om hende: Hun var naturlig, alvorlig, 21 Aar gammel, med kloge og kla-

Adda Ravnkilde har ikke som sine medsøstre i tiden brug for et pseudonym, hun har ikke noget at skjule, tværtimod, hun tror på sig selv, eller bedre: hun vil sig selv, og er i den grad dedikeret til kunsten. Som hendes eftermæle har taget form efter

selvmordet, har hendes fortællinger på romantisk vis taget næring af sensationen, ja, sensationen bliver selve sagen. Sådan ser receptionshistorien ud, man har villet forstå hendes litteratur på baggrund af hendes tragiske død, eller omvendt forklare selvmordet på baggrund af hendes litteratur. Men kan man det. I et brev til sin ven, forfatteren Arne Garborg, januar 1885 skriver Amalie Skram om Adda Ravnkilde eller om sig selv eller om Adda Ravnkilde som en spejling af sig selv. Hun henviser til Brandes’ oplevelse af, hvor munter hun havde set ud, skinnende af livsglæde og ungdom, og fortsætter: Ak, herregud, hvis det ene menneske kunde se indi det andet! Fordi man aldrig ved om den anden, hvornår det er galt nok. Og fordi Amalie Skram om sig selv kan sige: Længe klarer jeg det for resten ikke – det kan jeg tro – og det kan også være akkurat det samme. Jeg er igrunden ikke noget til menneske, og det er synd for mig, såsom jeg ikke er noget dårligt eller slet menneske heller, var jeg endda det! Men du, jeg er en skabning til at vende sig bort fra, en forfusket, af ligt og uligt sammensat pjalt. Måske har Adda Ravnkilde haft det sådan. Når hun ikke duede til at leve, men fuskede sig frem, kunne hun i det mindste lade være med at fuske med døden.

den direkte relation, mand og kvinde imellem, uden støj på linjen. Hendes forelskelse i og fascination af godsejer Peter Scavenius på Voergaard udgør råmaterialet. Judith Fürste udkom først, selv om Adda Ravnkilde var klar over, Tantaluskvaler var et mere betydeligt værk, hendes foretrukne, og det, hun først lod Georg Brandes se. Brandes skriver om Tantaluskvaler: Man fornam dette Liv med dets Higen, fornam dets indre Modstand, der bøjedes og brødes, Stoltheden, der stred imod og bukkede under, endelig Følelsens Storm gjennem Kvindesjælen, Lidenskabens Sejrsgang gjennem Sindet, Elskovens Sejerssang i alle Legemets Pulse… Men så er det også slut med roserne: Resten duede ikke stort… Det var ikke lykkedes Forfatterinden at holde Heltindens Skikkelse tilstrækkeligt ud fra sin egen; vi hørte mere til hendes Begavelse end vi saa til den, og selve den Omstændighed, at det hele var fremstilt som en Forfatterindes Dannelsesproces, havde ved emnets Fortærskethed noget Utilfredsstillende ved sig. Men Brandes tager fejl. Elisabeth forsager kærligheden, ikke fordi hun ikke er forelsket, hun er vedblivende fristet af at give sit ja til grev Høegh, men hun står imod fristelsen og forfølger i stedet med stor overbevisning kunsten. Det sadomasochistiske forhold er mindre tilspidset i Tantaluskvaler end i Judith Fürste, til gengæld stikker det dybere ind i og ned i det finmaskede net af sociale koder og undertrykkelse, moral og dobbeltmoral, som præger det provinshul, Elisabeth er havnet i, og ind i og ned i Elisabeths egen person. Smerten er dybere, idet hun afviser manden, og hendes valg af livsbane bliver fatal og får videre konsekvenser. Hun opsiger sit eget køn for at blive forfatter. På det punkt ligner Elisabeths valg Adda Ravnkildes. Men romanen rækker langt ud over det biografiske, dens viden om arbejdet som forfatter og den kunstneriske skabelse er generel.

* Adda Ravnkildes hele forfatterskab består af tre små romaner, En Pyrrhussejr, Judith Fürste og Tantaluskvaler, som alle udkom samme år, 1884, og alle er bygget over samme tema, som tre mulige gennemspilninger af en ung kvindes hovedkulse forelskelse i en ældre mand. Mændene er enspændere, stærke mænd, som har det meste af livet bag sig, i En Pyrrhussejr doktor Bang, i Judith Fürste grev Banner og i Tantaluskvaler grev Høegh, hvorfor der under ingen omstændigheder vil kunne tegnes et almindeligt familiemønster, ingen børn eller svigerforældre, Adda Ravnkilde er interesseret i

Tantaluskvaler er både en kærlighedshistorie og en kunstnerroman. Men det er diskvalificerende ikke at læse bredere. Som om Adda Ravnkilde, som kvinde, ikke skulle have forstand på andet end ulykkelig kærlighed og halvdårlig kunst. Kompositionen er kompleks, men klar. Der arbejdes samtidig på flere planer, således at hvert plan for sig katalyserer betydning til de andre. En ø i Kattegat med købstad og opland danner som biotop ramme om fortællingen. Beskrivelsen af biotopen indleder værket, i en nøgtern stil, som en udefrakommende ville se den. Elisabeth er som tilflytter selv en udefrakommende, hun har fået ansættelse på øen som lærerinde, men det er ikke set med hendes øjne. Det var en stokkonservativ, bureaukratisk lille by dette Halkøbing. Beliggende på en lille ø, sig selv nok, rig, selvtilfreds, sluttede den sig til den velbekendte trosartikel: “Frygt Gud, ær kongen og betal dine skatter til terminen.” Borgernes ædleste kappestrid gik ud på at overbyde hinanden i luksus, og der udvikledes i den anledning en ikke ringe pragt. Øens beboere regnede deres hjemstavn for den eneste beboelige plet i verden, deres klima for det bedste, deres lovgivning for den ypperste, og når undtages en treven indrømmelse af, at handelen måske stod tilbage for Englands skulle man ikke kunne afdisputere en indfødt halkøbingianer, at hans by jo var Jordens midtpunkt. Øens ungdom gik i fædrenes forretninger, ægtede landets døtre, holdt på hinanden, spiste og drak vældelig ved de store middagsselskaber. Ironien er tyk. Lille-verdenen minder om den senere Gustav Wied og hans indledende manøvre i Livsens Ondskab. Og oveni, qua den i tiden verserende sædelighedsfejde, udskiller Adda Ravnkilde fromt stedets sure dobbeltmoral i Foreningen til mejerskers beskyttelse. Med kærlighedshistorien mellem Elisabeth og grev Høegh er det en anden sag. Her gælder det liv og død. Den erotiske flirt kamufleres som en kamp på ord mellem hendes unge idealisme og hans altid lige veloplagte nihilisme. Emnet er

ikke vigtigt, det er kun et spørgsmål om, hvem der har overtaget. Som her i en diskussion om digtning. Grev Høegh indleder: “Nej, når alt kommer til alt, keder al læsning mig. At skulle påføres disse dogmer, systemer og livsanskuelser, alt det, der vil påtvinge mig en mening om ting, der er mig fuldkommen ligegyldige.” “Vil De have tysk romantik om igen?” “For mig gerne, hvis den ikke var så dum.” Elisabeth forstår endnu ikke præmissen, men spørger naivt, “Hvad læser hr. greven?” og får som svar “Shakespeare for eksempel.” “Og han lærer Dem intet?” “Lærer mig! Hvad skulle han lære mig?” “At vi til trods for al den usselhed, vi ser i livet – og til trods for hverdagskævlet, hvori det er vor pligt at leve… bør tro på det gode og dets sejr.” “Jeg beder Dem, sæt dog ikke Shakespeare i system! Gode og dets sejr, hvad vil det sige? Vi ved ikke, hvad det gode er for noget.” “Jo, vi ved.” “Hvad er det da?” Elisabet har tabt. Hun fortryder bittert den vending, samtalen har taget, hun følte sig lokket i en fælde og harmedes på sig selv og på ham, der havde ladet hende føle sig så tryg for til sidst at føre hende på glatis. Men hvor var det muligt at tillægge denne planløshed nogen hensigt.” Planløsheden udhuler Elisabeth. Hun bliver i forholdet aldrig krop og det er på den baggrund, man må forstå Elisabeths senere afvisning af grev Høegh. For det første er der hendes erkendelse af, at han i sin nihilisme ikke kan elske, for det andet overtager hun hans egen jargon, idet hun i sin fortvivlelse bekender, at hun ikke på noget tidspunkt har været forelsket i ham, men at hun bare har været med på legen: “Fordi det morede mig.” Som tidsfordriv. Som grev Høeghs opponent, i en stedfortrædende kamp mellem idealisme og nihilisme, mellem den fremadstræbende ungdom og desillusioneret erfaring, optræder en ung driftig landmand Henrik v. Platen. Sympatien er tydeligvis hos sidstnævnte. På denne dag i begyndelsen af april var hav-

nen næsten tom. Der lå flere store skibe ved bolværket, men man så intet til det sædvanlige liv. Det var også påskeøsten, bidende koldt og ubehageligt… Det eneste liv, der var at finde, rørte sig ved den østre kaj, hvor en tysk skonnert lossede mursten. Der holdt en række vogne for at modtage dem og køre dem til Viffertsholm, den unge v. Platen var selv til stede for at føre opsyn med arbejdet. Med en hidtil ukendt trang til at arbejde og udrette noget, havde han dette forår taget alvorlig fat og selv været med overalt. Sådan sættes en scene, del for del. Med havnen, som på grund af påsken er usædvanlig stille, der hverken lastes eller losses, og alligevel er der liv ved et af skibene. V. Platen selv er på broen. Her er han i sit es. Adda Ravnkilde kan sit kram. For det er netop med det billede af virketrang og overopsyn, vi forstår, v. Platen aldrig kan blive andet end en eventyrets ridder på den hvide hest, slet ikke en moderne romanhelt. Det er tiden ikke til, provinsen er et hul. Hvor han er hjemme, en indfødt og inderlig tilfreds, er Elisabeth på enhver måde fremmed. Hun er ikke kun fremmed på øen, men også allerede inficeret af grev Høeghs snak på vej ud i et åndeligt eksil. Omkring samtidig med v. Platen udspiller sin rolle, når Elisabeth efter endnu en disput med grev Høegh frem til, at hans synspunkter ikke er andet end den fuldkomne foragt for al spidsborgerlighed. Hun har selv været spidsborger, men nu havde kærligheden lært hende, hvori et øjebliks værd bestod. Alle moralske overvejelser forekom hende med ét latterlige… Og hun lo, og hun huskede, at hun ville have omvendt ham. Elisabeth overgiver sig til nuet, som hun aldrig før har gjort. Hun har altid været forsigtig og frem for alt målrettet i forhold til sit kald som kunstner. Men det er ikke omkostningsfrit at overgive sig. Hun forstår, hun først må eliminere sit eget spidsborgerlige moralkodeks, inklusiv den del, der siger, at man skal tage hensyn til, hvad andre siger. Hun er i skoven, mellem de fremspringende anemoner, og verden åbnede sig skøn og rig, hun

blev ét med den og forstod, at kærligheden er nerven i det skabte. Så elskede blomsten lyset, så elskede jorden solen, så elskede dyrene hinanden… Men højst af alt stod mandens og kvindens kærlighed, for hvad de andre anede, det kendte de. Men Halkøbing har stærkere sanktionsmuligheder end som så. I denne lille-verden tæller ingen argumenter. Hvor sanktionerne i forhold til mejersken af forfatteren bliver trakteret satirisk, bliver den i forhold til Elisabeth og kærligheden dødsens alvorlig, da hun bliver ekskluderet fra fællesskabet. Men i såret og under truslen om at blive fyret fra sit arbejde ligger samtidig muligheden for at leve som fri kunstner. Elisabeth er i tvivl, om hun dur og finder under grev Høeghs indflydelse sine produkter værdiløse og latterlige, hun led som hun skulle dø, men øjeblikket efter er hun igen under arbejdet med skriften som i en rus: Pennen fløj hen over papiret. Hun har følelsen af at vandre i en gylden verden, og at skriften giver hende en ren fysisk tilfredsstillelse. Teksten skrives samtidig på papir og i hjernen. Men der er forskel: på papiret ligger den fast, mens den i hjernen er flydende og udsættes for fortløbende revurdering. Den grundlæggende præmisse er en konstant vekselvirkning hos forfatteren, han og hun er nu skrivende, nu læsende, nu skrivende etc. Så satte hun sig ved sit bord og lod sine tanker arbejde sig trætte i en evig rundgang. – Og medens hun sad der, vågnede en trang i hende, som i nogen tid havde været hende fremmed. Trangen til at finde ord for at udtrykke sin stemning – skrive sig ud af det hele. Hun tog atter sin bog frem med de løst henkastede, usammenhængende skildringer, som hun for nogen tid siden foragteligt havde kastet til siden og gav sig påny til at skrive. Rutine, flid. Det at sætte sig ved bordet og lade sine tanker arbejde sig trætte er netop rutinepræget, noget hun gør, og som hun ved, vil bane vej for næste fase, den fase nemlig som

og dømt den umulig, fordi hun manglede “erotisk erfaring.” Og netop Elinor Kyng bringer hende videre. Et stykke ad vejen, men kun et stykke. For hendes afsluttende replik, hvor hun opfordrer Elisabeth til at vælge kunsten frem for ægteskabet, “Bring offeret og kom til København! Smerten vil gøre dig moden til dit kald”, bliver af Elisabeth besvaret med et køligt, ligefrem desillusioneret “Det vil den måske, men det vil komme sent, meget sent.”

skrivningen er. Hun ved, hvad det vil sige, at trangen vågner i hende. Hun ved, at hun vil kunne skrive sig ud af det hele. Jeget som beholder, skriften som bogstavligste forstand transporterer jeget ud af sin egen beholder. For øvrigt har hun allerede skrift liggende, det, hun kalder usammenhængende skildringer, og denne skrift findes vel at mærke ikke kun på papir, men er også aflejret i hjernen, med hvilken hun har analyseret sig frem til bedømmelsen usammenhængende. Som i en rus føjede ordene sig for hende, hun huskede ikke på sig selv, pennen fløj hen over papiret, hendes stemning vandt form. Smerten blev noget udenfor hende. Det vil sige, at der i en forskydning fra den første beholder, som jeget har forladt, opstår en ny beholder, hvori hendes Stemning vandt Form. Men: Under tiden standsede hun… Hun var ikke trøstet, kun grebet af en tanke, hvorfra hun overskuede livet… Indtil morgenens blege stråler brødes med lampens lys, sad hun ved skrivebordet. Da hævedes fortryllelsen, og hun rejste sig kold og ædru. Kroppen er sig selv, beruset af ord, men sig selv. Der er intet mystisk ved det. Den kolde, ædru tilstand, som indtræder efter arbejdet, svarer nøje til den kolde, ædru tilstand, som et hvilket som helst tilbagelagt terræn bibringer en. Helten er efter den vellykkede aktion fattet og rolig. Men tvivlen vender tilbage, hele tiden den samme tvivl, som her mod romanens slutning, hvor forfatteren skal have de enkelte dele føjet sammen, det repressive samfund, valget mellem kærlighed og kunst etc. Selvbebrejdelsen, som altid ligger så tæt op ad tvivlen, er ikke til at tage fejl af: Hun havde ikke oplevet mærkelige ting, var ikke blevet modnet gennem store begivenheder. Her træder nu Elisabeths hjælper, Ellinor Kyng, ind på scenen, denne fritænkende republikanerinde, som havde taget sig af hende og indpodet hende sine begreber. For hende havde hun læst sin første novelle. Hun havde rost og dadlet

* Adda Ravnkildes valg af kunstnerkarriere på bekostning af kærligheden er i sig selv en sensation, at gøre noget så helt, men det er ikke nok til at blive gjort udødelig. Der skal et selvmord til. Men at gøre hende til martyr, at indforskrive hendes historie som en lidelsens historie på vegne af en særlig lidende menneskehed eller del af denne menneskehed, tror jeg ikke på. Jeg tror ikke, det er en heldig vinkel at lægge på forfatterskabet. Man forstår ikke bedre hendes værker, og man kan ikke bestemme årsagen til hendes selvmord ud fra hendes kunst. For der er ikke i kunsten noget, som klart tilsiger eller konkret kvalificerer et selvmord. Der er ikke noget entydigt sammenfald liv og værk imellem. Den amerikanske digter Sylvia Plath var tredive, da hun tog sit eget liv i 1963. I tredje forsøg. Første gang var hun tretten, anden gang nitten. Tredje gang tredive. Hun var feteret, blev regnet for en af sin generations mest talentfulde lyrikere. Men set i relation til selve det at leve betød det intet. Hun skriver: At dø er en kunst, som alt andet. Jeg mestrer den usædvanlig godt. Jeg gør det så det føles som helvede. Jeg gør det så det føles virkeligt. Jeg tror du kan sige jeg har et kald. For Adda Ravnkilde er selvmordet ikke et råb

om hjælp, det er det for drastisk til. Det er ikke en fejltagelse og ikke et uheld. Det er illusionsløst. Så definitivt. Og i så skarp kontrast til hendes ikke mere end nogle uger gamle erklæring til Brandes om, at det er ved navnet Adda Ravnkilde, hun vil være kendt. Tiden spiller ind, værdisammenbruddet etc., som den gør for Amalie Skram, Ingeborg Stuckenberg og Ernesto Dalgas og andre selvmordere og selvmordersker. Men hvert enkelt tilfælde er unikt. Adda Ravnkilde vokser op i et borgerligt hjem, faren er embedsmand, først i Sakskøbing, senere på Fanø, sidst borgmester i Sæby i Nordjylland. Hun er ældst af fem døtre, farens lys, og går på Zahles private pigeskole i København. Så er hun ude som almueskolelærerinde, hun har privatundervisning. Godsejer Peter Scavenius på Voergaard er som nævnt model for romanernes fallerede grever, Adda Ravnkilde var forelsket. Som en skygge over hendes sidste år, før og efter hun kom til København, står farens forventing og hendes egne krav til sig selv om at blive til noget, som der står i Tantaluskvaler. Hjemmet, der satte alt sit håb til hende. Hendes søster Ingeborg Rosenørn, skrev mange år efter: Adda følte i den sidste tid bestandig kravet over sig, kravet andre stillede til hende, kravet, hun stillede til sig selv om at nå det smukkeste resultat på kortest mulige tid for ikke at koste sit elskede hjem for mange penge. Og kravet, det største af dem alle: At blive anerkendt. Den sidste tid i København blev en stor lidelse, thi længslen efter hjemmet, længslen efter den, hun ville fri sig fra, længslen efter at nedlægge våben og få fred, tvang hende ind i døden. Og dog, den sidste aften, for hun var jo så ung endnu, greb hun efter halmstrået. Muligvis var der brev hjemmefra med opmuntring – intet brev. Muligvis kunne hun træffe veninden, Bertha Knudtzon – ikke hjemme. Muligvis ville Brandes efter forelæsningen tale opmuntrende til hende – nej, kun et par forjagede ord i forbifarten. Åh, men så kunne hun have lov til at opgive, ryste åget af sig.

Plan og tilfældighed. Men mere tilfældigt er det altså heller ikke. For at man kan tilintetgøre sig selv, bliver man nødt til at kunne opfatte sig selv som objekt. Man må på en gang have et ønske om at blive dræbt, et ønske om at dræbe og et ønske om at dø. Det tema er for selvmorderen spillet igennem igen og igen. Og det er netop depressionens fælde, at der sker den trivialisering. Den gør fjern og uopnåelig og, hvad de nærmeste ofte giver op overfor, utrøstelig. At komme til byen, væk fra hjemmet, er for Adda Ravnkilde i sig selv et problem, men fortvivlelsen søger sit eget miljø, ensomhed og isolation bliver det foretrukne selskab. Og så kan i øvrigt motiverne være nok så mangesidige og modstridende. Selvmordet som sådan er kun meningsfuldt i den forstand, at livet er meningsløst. Men midt i vores forfærdelse er det værd at huske, at det altså var hende, Adda Ravnkilde, der i en alder af bare 18-19 år i triumf indførte ordet lady-like på dansk.

Hans Otto Jørgensen

KENDER DU ALICE? af eva iversen

Jeg var begyndt at tale ligesom ham. Jeg ved ikke hvorfor jeg gjorde det. Jeg hørte ordene der kom ud af min mund, den skarpe, hårde udtale: Stoddere, pigerne, og for fanden da, skal jeg stave det for dig? Man kunne ikke længere høre hvor jeg kom fra. Som om jeg ikke kom nogen steder fra. Følelsen af fremmedhed, og at le, pludselig og hårdt.

Hedder du ikke Alice? Et langt længselsfuldt blik. Som om øjnene klistrede, og klæbede sig fast. Som om de ikke ville slippe. Jeg var standset op, og kvindens øjne blev store og vandede. Sne der smelter, og så smilet. Det at hun smilede selv om hun fik vand i øjnene. Jeg spurgte ikke hvad hun fejlede, og jeg svarede nej, da hun spurgte, om jeg boede i nærheden. De store glasdøre glider op. Jeg vender mig om inden jeg forlader bygningen. Den lange gang, hvor vi har siddet og ventet. Kvinden på stolen ved siden af døren der fører ind til sygeplejeklinikken. Jeg kan ikke længere se øjnene. Bare omridset af en krop der læner sig forover, skjuler ansigtet. Jeg har posen med medicin i hånden. Og cyklen ventende udenfor. Bor du i nærheden? Måden hun lænede sig lidt frem. Og så øjnene. Det var hende der havde lært mig at

rødvin ikke skal lægges på køl. At rødvin skal åbnes i god tid og hældes over på en karaffel for at ilte. Det er mange år siden jeg var ankommet til hendes adresse, med en kuffert i småternet stof og lynlås hele vejen rundt, og en skuldertaske med en pepitaternet toilettaske indeholdende: tandbørste, mascara, shampoo, og så skoene, omhyggelig lagt tilbage i æsken, som jeg bar i en plastikpose. Jeg var blevet lovet et værelse, men det viste sig at vi skulle dele alt: Køkken, stue, og seng. Jeg fik arbejde som telefondame i en lejlighed med udsigt over Assistens Kirkegården, og når telefonen ringede så jeg ud over trætoppene og den gule mur, og sagde det som jeg var blevet belært om at sige. Mere venlighed i stemmen, tak. Og så latter. Hans latter, og stemmen: Ikke så sur, mere venlighed, ikke? Og så mere latter. Kom nu, du skal sgu lyde som om

du kan li det, som om du glæder dig til han kommer. Latter. Som skrald der falder gennem en skakt. Og hans ansigt: glatbarberet. Og hans skaldede isse. Og så ørerne, stritører. Håret i siderne, klippet tæt som sorte streger. Men det er øjnene jeg husker, pistolmundinger, og stemmen: Smil, for fanden da, skal jeg stave det for dig? Og så deres hårdt sminkede ansigter, og hans: Skal jeg råbe det, skide ludere? Vis hende hvordan hun skal gøre det! Og den ene, hende der kaldte sig for Connie, hendes slidte moderlige ansigt, der siger: Du skal bare sige ja og nej på de rigtige tidspunkter, så får du ingen problemer med ham. Telefonen ringer og alle står som naglede til gulvet og lytter til min stemme, som siger det jeg har lært, som giver adressen, og som smiler og gentager: du er velkommen. Og så deres lettelse. Som om deres lettelse får rummet til at 73

Latter. Som skrald der falder gennem en skakt. Og hans ansigt: glatbarberet. Og hans skaldede isse. Og så ørerne, stritører. Håret i siderne, klippet tæt som sorte streger.

slappe af. Vi har igen lov til at være her. Vi kan ånde lettet op. Kan I have en god aften, piger. Og så hans trin på vej væk, og så “pigernes” pludselige opstemthed, den måde at le, den måde at læne sig tilbage, den måde at være ligeglad. Jeg ved ikke om de var ligeglade. Jeg ved heller ikke hvorfor de skulle være det. Jeg tænker på om de nogen sinde var ligeglade, eller om de bekymrede sig det meste af tiden. Jeg mener, de kunne jo ikke vide hvem det var der trådte ind af den dør. Selvom Connie sagde at hun mest havde faste kunder. Eller Tina sagde om Connie, at det var fordi hun var så grim, og at grimme ludere laver de fleste penge, fordi det at hun var grim betød at de ikke skammede sig over at bede hende om noget. At de bad hende om alt muligt. At de garanteret bad hende om mere end de nogensinde ville bede Tina om. Og Tina får det til at lyde som om det er Connies egen skyld at hun er grim, og at kunderne kun vælger 74

hende fordi hun er grim, og at Connie derfor har mange faste kunder der tør bede hende om alt muligt og betaler hende godt, fordi hun er så grim. Det siger Tina. Men hun siger det ikke når Connie er der. Tina og Connie bryder sig ikke om brasilianeren, som de kalder hende. Brasilianeren kalder sig Jane og hun udtaler det på engelsk med en lang kælen lyd og øjnene slået op som dukkeøjne og lange påsatte vipper med glimmer. Hedder du ikke Alice? Kvinden på stolen ser syg ud. Det er ikke kun øjnene. Det er også kroppen som ikke kan rejse sig. Kroppen der har brug for støtte for at komme op at stå. Kvinden siger at jeg har forandret mig, at jeg er en helt anden type end den hun havde forventet at jeg ville blive. Jeg kan se mig selv sidde i kvindens stue. Vi er unge, og hun spørger om alt muligt, og taler med mad i munden. Jeg havde lejet et værelse. Hun havde lavet

mad. En bønneret. Når det var min tur tilberedte jeg gerne noget med kylling. Hun spiste kyllingen, og jeg spiste også bønneretterne. Nogle gange havde hun gæster. Jeg blev inviteret til at spise med. Det var hendes studiekammerater. Hun gik på lærerseminariet. De drøftede undervisning og den politiske situation. Jeg fortalte om mit arbejde, om hvordan jeg servicerede kunderne i telefonen, hvordan jeg købte vin og cigaretter i kiosken til “pigerne”, og udskiftede engangslagnerne på sengene. Jeg var begyndt at tale ligesom ham. Jeg ved ikke hvorfor jeg gjorde det. Jeg hørte ordene der kom ud af min mund, den skarpe, hårde udtale: Stoddere, pigerne, og for fanden da, skal jeg stave det for dig? Man kunne ikke længere høre hvor jeg kom fra. Som om jeg ikke kom nogen steder fra. Følelsen af fremmedhed, og at le, pludseligt og hårdt. Jeg gjorde det mens jeg forestillede mig hvordan det var at stå i døråbningen, og

Og den ene, hende der kaldte sig for Connie, hendes slidte moderlige ansigt, der siger: Du skal bare sige ja og nej på de rigtige tidspunkter, så får du ingen problemer med ham.

Tina og Connie bryder sig ikke om brasilianeren, som de kalder hende. Brasilianeren kalder sig Jane og hun udtaler det på engelsk med en lang kælen lyd og øjnene slået op som dukkeøjne og lange påsatte vipper med glimmer.

fylde den ud, så ingen kunne komme forbi. At stille den ene fod lidt foran den anden, og gøre sig skæv i kroppen. At smile et smil der ikke nåede øjnene. Øjnene er sten i vandkanten. Og så vugge kroppen, og blive ved at stå sådan og vugge, med det ene ben stillet lidt foran det andet. At se sådan på hvert enkelt ansigt, og så bare grine. Den første dag havde jeg præsenteret mig som Alice. Du må finde på noget andet, sagde Connie. Jeg var mødt op iført mine nye sko, og lyden af hæle mod gulvet. Mine nye trin gennem lejligheden. Du kan ikke hedde det du hedder her, sagde Connie. Og så gav hun mig navnet: Lonni. Hej det er Lonni. Min stemme. Stemmen er glad. Stemmen er med på det hele. Som om stemmen bare venter på at den der har ringet kommer. Og kommer. Og så hans øjne, hans hårde trin, stilheden idet han standser op, og lytter. Alle lytter. Og han ler igen, han

siger: du gør fremskridt. Du skal nok blive til noget. Og så latter. Og så hans trin væk igen. Næste gang kommer han i mørket. Jeg har ikke hørt ham komme. Han kommer bagfra, og stiller sig helt tæt ind til mig. Jeg mærker hans krop. Lugten af eu de cologne. Jeg trækker næsten ikke vejret. Jeg får en fornemmelse af at han kan gøre hvad som helst. At jeg ikke har en chance, og jeg husker pludselig at jeg er den sidste i lejligheden, at brasilianeren som har haft vagt og som jeg har passet telefon for, er gået, og at jeg har lovet at låse inden jeg går. Han siger: nåh, har du haft en god vagt. Jeg nikker. Han siger: Nu skal du snart bestemme dig. Bestemme mig? Jeg lyder overrasket. Jeg kan høre overraskelsen i min stemme. Han siger: Ja, du kan tjene kassen her, hvis du vil. Altså hvis du vil? Men det vil du vel godt? De har alle sammen spurgt. Og jeg vil ikke. Jeg siger det som det er. At jeg har været

ude at rejse, og manglede et arbejde da jeg kom hjem. At det var Jytte, som har arbejdet her før mig, der vidste at de manglede en telefondame. Nu arbejder hun et andet sted. Ja, sådan er vi alle sammen begyndt, har pigerne sagt. Men jeg er ikke ved at begynde. Jeg siger det til ham. Jeg siger at jeg holder op. Og så øjnene. Pistolmundinger. Du vil garanteret gerne noget med en pisk. Jeg kan høre du syntes det er sjovt. Høre du griner. Når jeg fortæller om det griner du. Hans brede krop. Hans hår der stritter. Øjnene. Den måde at lade øjnene rulle rundt et par gange. At blive ved at se på mig. Så siger jeg: jeg skal gå nu. Han flytter sig uendelig langsomt fra døråbningen, som om det en film, og jeg sidder i biografen og holder mig for ørerne. Jeg kan ikke længere høre ham grine. Det er lyden af trin der vækker mig, det er mig der løber. Jeg løber ned af trapperne. Jeg løber ud gennem porten. Jeg bliver ved med at løbe. 75

Øjnene er sten i vandkanten. Og så vugge kroppen, og blive ved at stå sådan og vugge, med det ene ben stillet lidt foran det andet. At se sådan på hvert enkelt ansigt, og så bare grine.

Næste gang kommer han i mørket. Jeg har ikke hørt ham komme. Han kommer bagfra, og stiller sig helt tæt ind til mig. Jeg mærker hans krop. Lugten af eu de cologne.

Jeg kunne se på kvinden som jeg delte lejlighed med, at hun var begyndt at betragte mig med en rynke i panden, og et lille smil om læberne, som om jeg var noget hun skulle bære over med, som om jeg var noget hun var nødt til at smile af, og undskylde over for sine medstuderende, der kom en gang om ugen, og spiste med. Vi havde oprettet en fælles madkasse. Hun tilberedte vegetarmad når hun fik gæster, så vi har råd til de dage hvor du laver mad, og vil spise kylling, sagde hun. Jeg griner højt og jeg kan mærke at det er begyndt at skræmme hende. At jeg var ved at forberede mig på opgaven, uden jeg lagde mærke til det. At jeg var begyndt at grine af hans vittigheder som altid handlede om at nogen blev tvunget til noget de ikke ville. Jeg griner for ikke at mærke min angst. Jeg griner på samme måde som ham, og han siger: Du har humor, det kan jeg lide. Han er begyndt at se anerkendende på mig når jeg griner og de andre er holdt op med at spørge om jeg vil deltage sammen 76

med dem. Måske bare gnide kunden lidt over armen, og så kalder vi det en trekant? Kan du det? Det er brasilianeren. Hun smiler og vipper med de lange kunstige øjenvipper. Jeg siger nej, og hun bider i en negl, vender et blad i ugebladet som hun sidder med. Jeg ved ikke hvorfor de kalder hende for Brasilianeren. Hun fortæller mig en aften at hun kommer fra Hvidovre. Hun har bare farvet sit hår sort, siger hun. Og så kan hun godt lide at tale engelsk. Hun har været aur pair et år i London. Connie og Tina siger at Brasilianeren godt kan lide det, og at hun lader kunderne kysse på munden. De gyser når de siger kysse på munden. Og de siger at man ikke kan stole på en, som kan lide det, og som lader kunderne kysse på munden. Connie har slået øjnene ned, som om det at hun overhovedet nævner det, at kysse på munden, er en forbrydelse, og Tina fryser i stillingen som en danser på scenen foran vinduet. De tynde gardiner ud mod Assistensens gule mur, træernes kroner ovenover, og

så lyden af en dør der bliver åbnet og smækket. Det er Brasilianeren. Ingen ved hvor længe hun havde stået der. Det er Brasilianeren der har aftenvagt, og Connie og Tina er på vej hjem. De ryger en cigaret. Brasilianeren ler som en lille klokke der ringer et sted langt borte, og Connie skubber til min fod. Tina er blevet stående foran vinduet med tasken over skulderen, som om hun venter på bifald, og bliver skuffet over at der ingenting sker. Så siger hun at hun skal ud og købe en gave til sin kæreste. Hendes øjne bliver store og drømmende. Hun fortæller at deres forhold er lidt ligesom Elizabeth Taylor og Richard Burtons. Jeg skynder mig at sige hendes hår er blevet flot. At hun ligner Elisabeth Taylor. Brasilianeren spørger om hun har farvet håret? Tina ser op, som om hun vågner, og først nu får rigtig øje på mig: Tak, siger hun, og så ler hun blidt og siger at jeg er så ung endnu. At jeg har så meget at lære. Connie skubber igen til min fod. Og så siger Tina med en lethed, som om det

Jeg ved ikke hvorfor de kalder hende for Brasilianeren. Hun fortæller mig en aften at hun kommer fra Hvidovre. Hun har bare farvet sit hår sort, siger hun. Og så kan hun godt lide at tale engelsk.

er reklamefilm hun deltager i, at jeg nok skal lære det, at det ikke er så svært, at hun også startede som telefonpige, ja, at de alle startede ved telefonen. Tina begynder at fortælle om sin kæreste, om hvor meget han elsker hende. Om hvordan hun er nødt til at lyve om sit arbejde, fordi, siger hun, hvis han vidste, hvordan hun tjente så mange penge. Hun holder en pause, og fortsætter i en hvisken: Så slår han mig ihjel. Connie siger at jeg kan søge arbejde i De gamles by. At man bare skal være fyldt atten år, så kan man søge, og at de altid mangler sygehjælpere. Hun tilføjer at hvis jeg tager uddannelsen som kun varer 8 måneder, så kan jeg få de vagter jeg vil. Hun tilføjer at vagterne er godt betalt. Brasilianeren siger at hun ikke kunne gøre det. Connie spørger hvad det er hun ikke kunne gøre. Brasilianeren siger at hun ikke kunne røre ved sådan nogle gamle kroppe, at hun ikke kunne få sig selv til at vaske dem i røven. Så siger Connie uden at se på nogen: Jeg

kysser aldrig på munden. Connie begynder at grine. Brasilianeren siger at håndværkeren har spurgt om hun gav personalerabat. Brasilianeren holder øje med Connie, og Connies ansigt der forandrer sig. Som om huden bliver til pergamentpapir. At nogen folder pergamentpapiret. At ansigtet ikke længere kan bevæge sig under det foldede pergamentpapir. Brasilianeren, der er blevet ved med at se på Connie, siger at hun ikke giver rabat til nogen, og slet ikke til en der arbejder her. At hun ikke sælger til personalet. Tina svinger lidt med tasken, som om hun tager tilløb inden hun siger: Han har også spurgt mig. Connie sagde stadig ingenting. Først da de andre var gået, Brasilianeren ind i et af værelserne, for at lægge et nyt engangslagen på, selv om det var mit job. Som om du ikke kan gøre det godt nok for hende, sagde Connie. Hun sagde det langsomt. Det var det første hun sagde. Jeg svarede på samme langsom-

me måde at jeg ikke vidste hvorfor hun ikke bare bad mig om at gøre det. Og så sagde Connie med en hæs slæbende stemme, at det havde hun alligevel ikke troet om ham. Tænk at han ville betale for det, sagde hun. Vi taler ikke mere om håndværkeren. Eller den dag han havde taget spandauer med til kaffen, eller den dag han for sjov spurgte om hun nogen gange gik i biografen. Og den måde hun lo på bagefter. Den måde hun lagde læbestift på lige inden han kom for at hente hende. Den måde hun lyttede til hans trin ude på trappen mens hun lagde læbestiften på, og måden hun gik på, sammen med ham. Jytte spørger om skoene ikke var helt nye? Jeg nikker og siger at jeg ikke går derhen igen. Jytte parkerer udfor opgangen. Det er Connie der giver mig skoene. Jytte siger bagefter, at hun vidste det ikke var noget for mig. ■

NYT FRA DATINGFRONTEN the holy spirit temple – is not a body – but a relationship af tanja thara

Reglerne er simple du er dejlig – tænker jeg. at bore sit hovedet ned i den kolde jord. som en måde at være i verden på: din verden. undertiden kan man under en forelskelse godt se, at den anden ikke er den person, der vil gøre en lykkelig. men der er ingen vej tilbage jeg tager et håb op af skuffen og begynder at lave mad. retten skal simre-koge i en hel dag og mit hjerte er allerede angst. jeg fik at vide jeg skulle passe på og derfor blev jeg ved. eksperterne siger at stærke kvinder savner modstand og derfor falder for mænd, der ikke vil forpligte sig. jeg bilder mig nu ikke ind, at modstanden er det mest spændene ved dig, den er snarere det mindst interessante. Reglerne er: charmere, vinde tillid og skride! det er planlagt og gennemtænkt, du swiper smerten væk og håber at der er bid. for en stor gruppe mænd, er den slemme dreng, det tids-

typiske mandeideal. gevinsten ved at nedlægge et bytte, trumfer din dårlige samvittighed og holder ensomheden på behagelig afstand. I en artikel i playboy “seduction is a four letter word” (“forførelse er et sjofelt ord”) gør Geramine Greer op med “forførelsens kunst” som den legitime form for maskereret voldtægt. falske løfter, falsk ømhed, alt er lovligt når det gælder om at få den op. præmissen er at selvom en kvinde ikke har lyst, så skal hun nok få det. der er tonsvis af nye medier, der kun har brugernes velbefindende for øje. den unge singlemand kan leve i et paradis for svin, hvad han ofte gør. kvinden falder for smir og du ved at det virker. de fleste vil dog blot trække på skuldrene, tage turen ned til sædbanken og efterlade manden i sandkassen. hvilket blot legitimerer den triste tilstand for hvorfor blive voksen, når der er alligevel ikke brug for én. fanget i et skrøbeligt ego, gør du dig usårlig og kold, spiller uden investering og vinder uden gevinst.

at satse dit hjerte, vil skabe rod i dine systemer og du ved ikke om du orker det en gang til. isen i det sårbare arktiske miljø smelter og adskillige dyrearter der lever i Arktis er truet

undertiden kan man under en forelskelse godt se, at den anden ikke er den person, der vil gøre en lykkelig. men der er ingen vej tilbage af udryddelse. jeg har gjort mig til for dig. når din forfængelighed er blevet såret vil din hjerne gøre alt for at få følelsen af selvværd tilbage. det gør den ved at presse dig til at forsøge, at få den person tilbage, der fik dit selvværd ned FANDEN tage den fucking forfængelighed! jeg fletter mit hår med skilning i højre side – løsner det igen for at lave en venstreskilning. sådan har jeg stået i over 30 minutter nu, og flettet mit hår til skiftevis højre og venstre. Klokkeblomst siger til Peter at det helt sikkert ender galt, jeg råber hold jeres kæft og kyler min fletning i nakken på dig – hop så…! Charmere: gøre et godt indtryk (på); bruge sin charme, evt. til at opnå fordele Tillid: stærk følelse af at kunne tro på, stole på eller regne med nogen eller nogle Den grundlæggende følelse under længsel er frygt og mageligheden som skindet på din krop, vejer mere end både blod og knogler nu. trækker dig nedad. ned. for ikke at tage ansvar for at ændre tingenes gang, fordi de går i ring, ind i rusen, væk fra smerten, indtil frygten styrer dig. ofte er det sådan, at dén man er forelsket i er som en kaktus i ørkenen, personen

kom lige ind i ens liv på et tidspunkt, hvor man allermest af alt behøvede én at elske jeg vil fortryde. Illusionernerne har afviklet virkeligheden til fordel for ajax i dit køleskab, det skal være let og lækkert. Sug for helvede den mave ind! jeg griber et ord og siger ikke at din kærlighed minder om min fars og næppe kan kaldes kærlighed. både den slemme og den pæne dreng positionerer sig som ofre i forhold til kvinden. ingen af dem er opgaven som partner og far voksen. der er knuste illusioner overalt på din vej og nu under mine fødder. Happn. Tinder. Dating.dk – dine lokums-app’s siger du med et smil og fjerner dig en smule mere fra dig selv. I 2050 vil plastik fylde mere end fisk i verdenshavene. jeg har parkeret min høflighed i entreen og lister nu barfodet ind i din seng mors slemme dreng ser kvinden som en modstander, der truer med at ville begrænse ham og han kæmper derfor for sin ret til at være mand (dreng). fingeren gliiiider hen over de mange potentialer håbefuldt, sultent, lystent, til højre eller venstre, hjerte eller kryds – du overvejer, længes, mærker – og en besked sendes af sted.

for en stor gruppe mænd, er den slemme dreng, det tidstypiske mandeideal. du er ligeglad med om den bliver besvaret, der er masser af kvinder under din finger. måske er det dejligt at det ikke er rationelt. måske er jeg træt af det rationelle. bonussen ved de ‘umulige’ mænd, er at man som kvinde kan få lov til at forestille sig et eventyrland af perfekt kærlighed, på den anden side af alle forhindringerne og du har et exceptionelt godt

potentiale. måske er man træt af at være korrekt, sød, pæn og ordentlig. måske kan jeg lide at du behandler mig hårdt. kvinder forlanger ligestilling på arbejdsmarkedet og i uddannelsessystemet, og samtidig opvartning og kurtisering à la 1950’erne eller endnu mere ulogisk sværmer for bad boys, der helst skal dominere dem seksuelt. byg et hus, byg en by og lad være med at sig, at jeg skal holde min kæft, for kæften er åben og jeg slikker dig hvor jeg vil. destruktivitet kan være en lussing, såvel som en øm favn og det kræver mod at indse, at der i fascinationen af et andet menneske, indgår et vist element af afsky, at den anden person, provokerer en. du jager i natten, efter et skød der kan dulme din selvforagt og få humlen til at syde. liderligheden trives bedst med bind for øjnene og jeg burde nok ikke være så sød. realiteterne omkring den reserverede mand er dog ofte ganske uglamourøse: de har intet overskud og en lang række udfordringer med evnen til nærhed og nærvær bag sig. men kulde kan i særlige tilfælde oversættes til kærlighed og jeg stirrer på dig uden at blinke >> du er bare forelsket << siger lægen fortrøstningsfuldt til mig. men der er intet betryggende ved at have

Happn. Tinder. Dating.dk - dine lokums-app’s siger du med et smil og fjerner dig en smule mere fra dig selv. I 2050 vil plastik fylde mere end fisk i verdenshavene. jeg har parkeret min høflighed i entreen og lister nu barfodet ind i din seng

din kærlighed som det eneste mål i livet. dagene forsvinder imellem de fortærskede sms-beskeder og alle mine tanker omhandler dig. Kynisme (fra græsk Kυνισμός) er en filoso-

fi, der hævder at brutalitet og egennytte er den primære grund til alle menneskelige handlinger. kynismen accepterer ikke oprigtighed,

Reglerne er: charmere, vinde tillid og skride!

dyder eller altruisme som motivation. men jeg har gennemskuet dig, du er ikke nogen badboy, snarere en såret soldat. så blød og følsom, at alle huller må lukkes til. ved at eksponere deres skrøbelighed, lægger den nye generation af kvindelige kunstnere afstand til idealet om perfektion Jeg griber min telefon, for at trykke mig frem til den tekst, som du sendte for 4 dage siden hvor der står “at du godt kan lide mig, at du faktisk vildt godt kan lide mig, at jeg ved det” for du vidste nok godt at jeg ikke vidste det. Jeg griber dig hele tiden, for at trykke mig frem til den tekst, som du sendte, hvor der står; “at du godt kan lide mig, at du faktisk vildt godt kan lide mig, at jeg ved det”. Jeg læser dine ord igen og igen; “at du godt kan lide mig, at du faktisk vildt godt kan lide mig, at jeg ved det” og ordene driver så sødmefuldt rundt i min krop og mætter for en stund, indtil jeg må gribe dig igen, for at trykke mig frem til de ord, som du sendte og som jeg formoder at du mente for 8 dage siden, da du skrev; “at du godt kan lide mig, at du faktisk vildt godt kan lide mig, at jeg ved det” Længsel: et dybtfølt ønske om og higen efter noget som man ikke har haft længe eller aldrig har haft, men som man måske har udsigt til at få, fx forbindelse med et elsket menneske Lide: gennemgå fysisk eller psykisk smerte, nød eller trængsler

Faste udtryk: kunne lide = føle sympati, glæde eller nydelse ved; synes godt om De forbindelser, hvor man går ind i hinandens liv, uden at tage ansvar for de konsekvenser man efterlader hos hinanden, kalder jeg kondomforbindelser. Kondomforbindelser. Og det kan være svært, ikke at føle sig som et offer for en sådan forbindelse, når man er blevet jagtet så koldblodigt med kun det formål at blive lagt ned. svært ikke at føle sig som et offer, når man står dér med hjertet i hånden og beder om et par håndøre. svært ikke at bede dig holde min stolthed, imens jeg pisser dig op ad ryggen. svært ikke at falde i fælden, når nu du byder dig så kælent til

destruktivitet kan være en lussing, såvel som en øm favn og det kræver mod at indse, at der i fascinationen af et andet menneske, indgår et vist element af afsky “hvis man er offer, i en offerrolle, går man rundt med et usynligt skilt i panden, hvor der står bøddel søges” så længe du er glad, er det jo godt nok, siger jeg, med et smil og mener det. for jeg kan jo godt lide dig. du nikker og siger at du godt kan forstå mig, men ikke dig selv. jeg tænker at bødlen i virkeligheden er det største offer, og at det bare gør det endnu sværere at gå. i en hvilken som helst fascination indgår en følelse af noget, man gerne vil nærme sig, og som man føler sig suget hen til, men som samtidig på en eller anden måde alligevel er ubehageligt. to want and not to have, sent all up her body a hardness, a hollowness, a strain. and then to want and not to

have – to want and want – how that wrung the heart, and wrung it again and again! Begær: er en stærk længsel, som styres af en indre drift. Begær er lysten til sex, der drives frem af kønshormoner. Forelskelse, som kan måles et andet sted i hjernen, end begær, skyldes høje koncentrationer af dopamin og lav produktion af stoffet serotonin i hjernen. Kærlighed eller hengivenhed, som kan måles et tredje sted i hjernen, er lysten til etablering af et længerevarende forhold, som hjælpes på vej af hormonet oxytocin. Se mere under forelskelse. Begær er også en af de syv dødssynder Virkelighed: sammenfatning af de ting, forhold eller omstændigheder som rent faktisk findes eller gør sig gældende (på et bestemt tidspunkt) i modsætning til det mulige, sandsynlige, ideale eller til det der (kun) findes i fantasien, drømmene el.lign. Savn: fraværet af noget ønskeligt I vores lille økosystem er den ene ikke bedre end den anden. en blomst på bordet. et sirligt anrettet måltid. en smagfudt påklædt husmoder er faktorer, hvis betydning ikke må overses. vi bruger hinanden og giver hinanden videre og sådan lukker cirklen sig om sig selv. vi burde passe bedre på hinanden. Jeg sover der. er vågen sammen med dig. dine hænder kærtegner ikke min hud. ingen taktile forbindelser finder sted. jeg forsøger at skrive. Så ømheden er tilstede. en stille skrift der kan fange dit åndedræt ind. en lille lomme med skuffelser og begær, som jeg kan stikke min hånd ned i, når jeg savner dig mest. ■

af henning mortensen

Foto: Hanne Wienberg

HÆRFUGLEN SKRIGER IKKE For mange ægtefæller ville en sådan fælles ensidighed nok efterhånden komme til at hænge dem ud af halsen. Men ikke her. De har skoven. Dyrene. Måske især fuglene. Og deres indbyrdes tillid og hengivenhed betyder, at ingen af dem vil komme til at røbe for omverdenen, hvad der foregår i huset, når Marie trykker på knappen ovenpå og lytter til det, der foregår nede i samtalerummet, gråden, de mest intime betroelser, de paniske udsagn, og hendes mands rolige og empatiske styring af processen.

Se nu skoven. Og hun ser skoven. Farverne. Løvfaldet. Det er atter den årstid. Et rådyr står på skrænten mellem de få frugttræer. Så bevæger det sig langsomt op mod skovtykningen. Hun følger det med øjnene, indtil det forsvinder mellem træerne. Det var en rå. Det kunne hun se på spejlet, det hvide cirkelformede spejl. Bukkens er ovalt eller nyreformet, men hun er ikke jæger. Slår ikke dyr ihjel. Der er andre grunde til, at hun ved sådan noget. Hun ser skoven og dyrene fra sin arbejdsplads ved vinduet i husets gavl. Første sal i kampestensvillaen i skovbrynet. I stueetagen regerer han. Her er køkkenet og samtalerummet og stuerne med planterne og deres indkøb af asiatisk kunst. De lever i en gammeldags verden, men hvad betyder det i grunden? Om hundrede år er alting glemt, siger man. Men det vil ikke være 82

helt sandt. For om hundrede år er der nok ingen mulighed for at glemme. Der vil ikke længere være ret mange mennesker på jorden til at glemme. Måske nogle dyr. Men hvad vil dyr kunne glemme? Hvorfor arbejder de endnu? De kan jo alligevel ikke forhindre de kommende katastrofer. Se nu skoven. De ser den. De taler om den. Hun samler visne blade og døde biller op, laver skitser. For når hun har tid, glæder det hende at tegne lidt. De er taknemmelige for skoven og huset. De er ved at blive gamle. De lever på kanten af tiden. Den tid, der fyldes af uoverskuelige flygtningestrømme. Den tid, mennesker stadigvæk bombes, torteres, sulter og dør i. Den tid, i hvilken deres privatlæge sender et elektronisk brev fra lægehuset til ham: Hej, Anders. Blodprøverne ser fornuftige ud, men der er taget så mange, at

det nok er bedst, om du kommer til en gennemgang hos mig. Størkningstallet INR er 2.1 og dermed fint, og du skal fortsætte med samme dosis Marevan. Blodprocenten er også fin (de røde blodlegemer er lidt små, men talrige, så det går lige op.) Hvide blodlegemer (inkl. typer) er normale. Blodplader (trombocytter) er lidt i underkanten, men det gør ikke noget, når de ikke er lavere. Salttal, levertal, immunstoffer, betændelsestal er OK. Kolesterol ligger flot lavt med 3.1. Venlig hilsen Torben. Også til Marie. Han er uddannet psykolog, Anders. Arbejdede i de yngre år som familieterapeut på en offentlig institution. De seneste tyve år har han imidlertid kun haft privat praksis her i skoven og udelukkende med enkeltindivider plaget af mentale kvababbelser, ingen familier, ingen par, kun samvær under fire øjne med henblik på hjælp til hin enkelte i en svær tid.

Forbrydelsen har netop kun med deres verden at gøre og kan ikke skade andre. Spørgsmålet er derfor, om der overhovedet er tale om en forbrydelse. Og hvis der er, så må det være en meget lille forbrydelse.

Se nu skoven. De ser den. De taler om den. Hun samler visne blade og døde biller op, laver skitser.

Men ikke under fire ører. For Marie lytter med oppe i arbejdsværelset, når hun har lyst og trænger til inspiration. Det er en aftale mellem dem, mellem Marie og ham. Og den ordning er hemmelig og kriminel og kræver en forklaring. For han er naturligvis på det strengeste underlagt tavshedspligt. Den er den etisk funderede betingelse for hans virke, hans fags charta med myndighederne. Uden den ingen tillid mellem den behandlede og behandleren, det er en selvfølge, det ved enhver. Derfor er pagten mellem Marie og Anders noget ganske uhørt. Og kendes af samme grund kun af dem. Installationen stod han for. Han har snilde fingre. Og det optager dem med let gysen at tænke på visse spionromaner og film, på stalinistiske hotelværelser i Moskva og mennesker, der blev tvunget til at tale sammen i parker. En forklaring, ja. Først og fremmest

skal man vide, at Marie skriver psykologiske spændingsromaner. På en måde kan man sige, at de begge får deres indtægter via psykologi. For mange ægtefæller ville en sådan fælles ensidighed nok efterhånden komme til at hænge dem ud af halsen. Men ikke her. De har skoven. Dyrene. Måske især fuglene. Og deres indbyrdes tillid og hengivenhed betyder, at ingen af dem vil komme til at røbe for omverdenen, hvad der foregår i huset, når Marie trykker på knappen ovenpå og lytter til det, der foregår nede i samtalerummet, gråden, de mest intime betroelser, de paniske udsagn, og hendes mands rolige og empatiske styring af processen. Den ro, han ikke altid har haft. Anders har dog stillet én betingelse for at indgå denne overenskomst med sin kone: Hun må aldrig indlevere et manuskript til sit forlag, uden at han har gennemlæst det meget nøje. Han

vil undgå, at hun af vanvare begår en dum fejl. For intet må bringe den mistanke frem, at forfatterinden nogensinde er blevet bekendt med, hvad terapien i samtalerummet har handlet om. De har selvfølgelig diskuteret, om ikke det måske ville være nok, hvis Anders fortalte hende om indholdet, men det fandt hun ikke tilfredsstillende, thi hun ønskede ikke blot ord, hun ønskede hele stemningen. Og den fik hun så. De vil gøre alt for, at den evige partner skal have det så godt som muligt, de elsker jo hinanden. Og følelsen af at foretage sig noget kriminelt forsvandt med årene. Forbrydelsen har netop kun med deres verden at gøre og kan ikke skade andre. Spørgsmålet er derfor, om der overhovedet er tale om en forbrydelse. Og hvis der er, så må det være en meget lille forbrydelse. Det drejer sig jo kun om en inspiration. Og for hende er inspiration altid noget konkret, aldrig 83

Det var omkring det tidspunkt, hun blev klar over, at han var syg, at han langsomt bevægede sig ind i en mani, der kulminerede med hans forsvinden

tindrende sjælfuldhed, som kommer svævende ned fra skyerne. Men dog heller aldrig udelukkende noget, der ender med et resultat, der kun er udspekuleret konstruktion. Hun ved, at hun er så dygtig en fortæller, at det faktuelle bliver forvandlet til ukendelighed (for klienten) under hendes hånd, men samtidig med, at det stadigvæk både er virkningsfuldt og ind imellem ligefrem nervepirrende og altså ofte indblæst af stemmerne nede fra samtalerummet under hendes fødder. Sådan samarbejder Anders og Marie i disse sene år. Han oplever stadigvæk særlige nætter, hvor månen lyser som en isnende hvid kniv lige uden for vinduet, og der er dage om vinteren, hvor solen skærer sig ind mellem træerne på samme skarpe og pludselige måde, så han må krumme sig sammen med lukkede øjne, mens mørket vælter op gennem ham inde fra dybet. Men han ryster det 84

af sig. Alt er så længe siden. Medicinen, chokket. Nu kalder han på hende. Han står ved foden af trappen. Det er frokosttid. Han har stort set altid insisteret på at lave mad til dem begge. Han elsker at lave mad. Det skal være enkelt og efterhånden altid økologisk. I dag er det omelet først og bagefter ost. De har en halv flaske vin fra i går. Men der er også altid vand. De er begge i slutningen af tresserne, slanke. Humøret fejler som regel ikke noget. Også børn og børnebørn har det fint. De lever lidt spredt rundt omkring i landet, men kan godt lide at komme på besøg i huset, det umoderne hus med de mange værelser og derfor også med de mange døre. Og med asiatisk kunst og dyrene udenfor, rådyr, egern, spætter og ugler. Der går ikke et minut, så er hun nede hos ham i stuen, hvor der er dækket op til to. En dør fører til køkkenet

og en fløjdør med gardiner ind til samtalerummet, hvorfra man kan komme videre til hans kontor. De sætter sig og spiser, drikker et enkelt glas vin hver, taler lidt om den nye klient, en fyrreårig kvinde, der vil komme ud på eftermiddagen. Ingen af dem har set hende, aftalen med Anders har været telefonisk. Men kvindens navn og personnummer fik han. Han er af gode grunde interesseret i nye klienters alder. Den er aldrig ligegyldig. Og dertil endnu nogle oplysninger, sådan jævnt hen tilfældige, men dog en lille begyndelse. Hun roser omeletten. Ikke at hun er en umulig kok selv, slet ikke, men når han nu så gerne vil. Og han er god til det. Hvis de har besøg af familie eller venner, så hjælper de hinanden. De køber også ind sammen i den lille købstad ved fjorden tyve minutters kørsel fra skoven, hun har overblikket og er

Han oplever stadigvæk særlige nætter, hvor månen lyser som en isnende hvid kniv lige uden for vinduet, og der er dage om vinteren, hvor solen skærer sig ind mellem træerne på samme skarpe og pludselige måde, så han må krumme sig sammen med lukkede øjne, mens mørket vælter op gennem ham inde fra dybet.

prisbevidst. Han tiltrækkes undertiden af de få, men pebrede specialbutikker. Der kan være tale om en vin, kun de færreste har hørt om før. Det kan for eksempel være en Terre di Lava Breganze Rosso Riserva, Contrà Soarda, 2010. Så skal hun lige bearbejdes. Han er god til at snakke. Det er de for øvrigt begge to. Hun morer sig over hans overtalelsesforsøg og giver sig som regel til sidst. Han har jo næse. En lidt dyr næse, må man vel sige. Men de har trods alt råd til den. Han oplyser hende om, at kvinden hedder Charlotte og bor i det dyre kvarter ud til fjorden, hun ligger i skilsmisseforhandlinger. Marie siger, at hun ser en urkæde og en cigar for sig, mærker en gammel lugt af Freud. Hypnose og hysteri. Hun siger også, at de har været heldige med osten. Den har den helt rigtige lagring. Han spørger, om det stadigvæk går godt med romanen.

Hun smiler og nikker, jo, arbejdet skrider, som det skal. De afslutter den lille frokost med en kop kaffe og nogle få lakridssmåkager. Så går hun ovenpå igen og arbejder videre. Efter at have sagt, at måske er det ikke Freud, måske snarere Jacques Lacan, den vilde elev, som hun hørte holde en eksplosiv tale i Paris, da hun var ung og endnu ikke havde mødt Anders. Senere, mens hun lægger nyt papir i printeren, hører hun lyden af en bil, der kører op ad den grusede indkørsel og standser nær hovedtrappen i den anden ende af huset. Hun går ind i soveværelset og kigger ud bag gardinet og når lige at se en kvinde stige ud af bilen og forsvinde bag den anden gavl. Lys frakke. Elegant hat. Hun hører lyden af dørklokken og vender tilbage til sit arbejdsværelse. Trykker nogle minutter efter på knappen.

* De traf hinanden i Andalusien. Set fra det sted, hvor de befinder sig nu, syntes alt dengang at stå på hovedet inde i en slem ungdommelig suppedas. Trods hans vel gennemførte psykologuddannelse havde han forestillinger om at blive skønlitterær forfatter, mens hun ville være billedkunstner. De faldt pladask for hinanden og elskede og snakkede og snakkede og elskede i én uendelighed. De boede i en nedlagt skole i bjergene syd for Granada og med udsigt til havet. Hun var glad for, at han kunne drikke sig fuld uden at blive dum eller grov. Men hun husker også, at hun så småt rettede lidt på hans sprog, når hun fandt ham lige en grad for opblæst. Hvorfor kunne han for eksempel ikke bare sige “for meget” i stedet for “eksorbitant” eller “rodet” i stedet for “tumultuarisk”? Den kritik havde han nu taget 85

let på. Det gjorde han imidlertid ikke i forbindelse med den, der handlede om hærfuglen. Han havde ønsket at læse en af sine noveller højt for hende. Den havde han givet titlen Hærfuglens skrig. Men nogen oplæsning blev det aldrig til, for hun var kommet med den indvending, at hærfugle ikke skriger. Og hærfugle vidste hun tilfældigvis en masse om. Hun havde tegnet dem. Og lyttet til dem. Anders var blevet sur, fordi hun havde sagt, at han var upræcis, sjusket. Hvad med at lave blot en smule research i stedet for kun at skrive ud i det blå? For det kan da godt være, at man kan forledes til at tro, at hærfuglen skriger, hvis man kun kender dens udseende: en sort- og hvidtegnet overside og på hovedet den mægtige fjertop, som rejses i en imponerende vifte, når fuglen er ophidset. Men dens lyd svarer ikke til det martialske ydre, den er et tredelt kald, som minder om den tone, der 86

fremkommer, når man puster i en tom flaske. Det var sådan noget, hun havde fortalt ham, men også at hærfuglens latinske navn, Upupa epops, er lydefterlignende. Måske har fuglens dunkle sang virket endnu mere uhyggelig på mennesker i gammel tid end et skrig, da lyden ifølge folketroen varslede en ond tid med hungersnød eller krig eller begge dele. Ingen oplæsning af dén novelle. Det var omkring det tidspunkt, hun blev klar over, at han var syg, at han langsomt bevægede sig ind i en mani, der kulminerede med hans forsvinden. Han blev fundet af politiet i en nærliggende landsby, som ved kirken havde hele to gravpladser, en gammel og en ny. Den ældste var fyldt med familiekapeller i ringe, ja, nærmest helt forfalden stand. En dreng var blevet forskrækket over at høre en underlig, klaprende lyd fra et af dem og havde fortalt det til sine forældre, der kontaktede politiet, som fandt Anders i kapellet.

Han sad ved et lille, vaklevornt bord og skrev på sin skrivemaskine, som han havde lakeret hvid. Der var hullede, hvide gardiner i gravkapellet, og selv var han også klædt i hvidt, og med sit lyse hår bleget af solen lignede han et krøllet spøgelse. En af de fritstående kister i denne lille mindebygning var så mørnet, at nogle gullighvide knogler stak frem, og det var på alle måder synliggjort, at denne forfatter in spe havde valgt sig en ny arbejdsplads, et dødens rum. Hun hjalp ham, blev hos ham, svigtede ham ikke, og de rejste sammen hjem til Danmark, hvor han kom i behandling, medicinsk, terapeutisk, nej, hun lod ham ikke i stikken, prisgav ham ikke, men tog opgaven på sig, og efter to år var han blevet så rask, at han fik arbejde som psykolog, mens forfatterdrømmene svandt hen og blev til ingenting. Hun skriver. Og lytter. ■

E LIF AL RE n: on gh or sL Te xa

R E D A H “JEG ” R E T S I L SOCIA

Jeg er sikker på, at Folketingets andre partier fortæller deres praktikanter det samme, som Inger Støjberg fortalte os. Det er ikke kun Venstre, ikke kun Støjberg der er problemet. Problemet er de interne spilleregler der ligger til grund for det politiske arbejde. Alle politikerne, medarbejderne, journalisterne agerer grundigt efter disse spilleregler hver eneste dag. De er

et vilkår for dette arbejde hver eneste dag, de destruerer demokratiet hver eneste dag. Spillereglerne er det jeg forsøger at gribe. Som en forlængelse af min tid på Christiansborg og i Socialministeriet vil jeg nedfælde det som skete. Gennem litterarisering uden fiktion vil jeg nøjagtigt dokumentere, i håbet om at denne skrift kan give adgang til kendsgerningerne.

af susan simonsen

2012 Jeg er til introduktionsdage på Christiansborg. Det er for Venstres praktikanter. Det er gratis iPhone, det er nøglekort og nervøsitet. Morgenbrød og nutella og friske unge chefer. De taler meget med armene og munden og benene og håret der svinger fra side til side. De er flinke og de ved det, jeg gerne vil lære. Alle Venstres praktikanter er tilknyttet en folketingspolitiker. Min er Anne-Mette fra Djursland. Hun er rund og sød og tager stilletterne af, så snart hun træder ind på sit kontor. I Vandrehallen får vi taget billeder i en automat. Jeg sætter mig foran den matte skærm og smiler med lukket

mund. Det skal være et pænt billede. Det er til nøglekortet og hjemmesiden. “Så skal drengene på tredje lige ind og kigge” griner min kontorchef Mark. Jeg er nyt kød på hylden når mændene fra partiet går ind og shopper på hjemmesiden. Partiet er en familie hvor man hører til. Med fætre og kusiner og grandkusiner og grandonkler. Allerede fra begyndelsen mærker jeg denne fællesskabsfølelse. Det rare og trygge ved den. Det ubehagelige ved at nedgøre andre for at rykke tættere sammen. Det er fantastisk at bevæge sig op ad trappen til hovedindgangen. Hilse på

vagterne der sidder bag glasvæggen. Vise mit laminerede nøglekort med billede på. Hvilken fryd: Et selvfølgeligt nik. På tredje fortæller de om det parlamentariske arbejde. Vi får udleveret håndbøger i folketingsarbejde og drikker kaffe fra termokander. Jeg bruger tre af de små mælkebrikker i hver eneste kop jeg drikker. Opkvikkende slurke af kaffe med mælk. Partiets politikere er opdelt i klynger. Anne-Mette og jeg hører til klyngen med Inger Støjberg. Derudover består klyngen af to politikere, Jan og Fatma, som jeg ikke kender, sekretæren Mia, Line der 87

E LIF AL RE n: on gh or sL Te xa

ses som en Lobbyisme an demokratiske t de naturlig del af gsn sætter spør arbejde. Inge nes er st yi bb lo d målstegn ve ne d om politiker indflydelse, ve s. Hele se ly op r le el manipuleres de gument om at tiden dette ar e. m m sa t de r andre gø

Partiet er en familie hvor man hører til. Med fætre og kusiner og grandkusiner og grandonkler. Allerede fra begyndelsen mærker jeg denne fællesskabsfølelse. Det rare og trygge ved den. Det ubehagelige ved at nedgøre andre for at rykke tættere sammen.

er akademisk medarbejder, studentermedhjælper Kristian, fire praktikanter og kontorchefen Mark. Mark der før valget var Støjbergs spindoktor. Efter sommerens valg er Venstre stadig landets største parti. Familietræets grene breder sig op og ned af Christiansborgs etager og gange, hvor det sætter skud og forplanter sig i klynger og indtager anciennitetstunge kontorer. På Anne-Mettes kontor får jeg mit eget skrivebord over for hendes. Der er fire meter til loftet og udsigt over slotspladsen. Hvide glatte vægge ender ud i en stuk som pynter loftet. Et gråt gulvtæppe breder sig over de 20 kvadratmeter, bugter sig op ad to trappetrin og dækker plateauet hvor skrivebordene står. Om aftenen opdager min kæreste Jonas bylden af betændelse. Den sidder på min øreflip, ved øreringen. Han siger jeg skal gå til lægen. Det er ømt 88

og gulligt og jeg kan ikke sove på den side længere. Jeg vasker og vasker med intimsæbe og lunkent vand. Tandkødet i venstre side er også ømt. Kan betændelsen mon brede sig? En tand. Så robust og kraftfuld i min mund. Som knoglerne i min krop. Så vigtig, så livsvigtig når den kvaser nødder og bønner og lader det synke ned igennem halsrøret. Lad min øreflip forstå vigtigheden af den tand. Jeg kravler på knæ gennem nullermænd og brødkrummer over til Jonas. Ligger mig på gulvet og slikker hans fødder. Jeg er et kryb der er kommet til skade, jeg skal trøstes og ikke plages med formaninger eller sjove ideer. Tag mig nu op, siger mine store tiggende øjne. Jeg græder og folder mig sammen som en snegl i et sneglehus. Mit sneglehus er hans arme, hans mave, hans ben. To lobbyister fra Danske Spil fortæl-

ler om samarbejdet. Lobbyisterne giver Venstre indsigt i viden og erfaring fra branchen som er relevant for Danske Spil. På den måde får de partiet til at arbejde for deres synspunkter i Folketingssalen. Det er op til det enkelte parti at navigere i informationen og udvælge det de stoler på. De to lobbyister fra Danske Spil og Venstre taler ofte sammen. Lobbyisme anses som en naturlig del af det demokratiske arbejde. Ingen sætter spørgsmålstegn ved lobbyisternes indflydelse, ved om politikerne manipuleres eller oplyses. Hele tiden dette argument om at de andre gør det samme. Jeg onanerer så jeg ryster. Bagefter sidder jeg i vindueskarmen med rystende fingre og ryger en cigaret. Jeg føler mig grådig og afslappet. Jeg tvivler på at mænd føler denne grådighed. Grådigheden skriger: “Skam dig lille pigebarn”.

I Vandrehallen får vi taget billeder i en auto mat. Jeg sætter mig foran den ma tte skærm og smiler med lukke t mund. Det skal være et pænt bil lede. Det er til nøglekortet og hje mmesiden. “Så skal drengene på tredje lige ind og kigge” griner min kontorchef Mark. Jeg er nyt kød på hylden når mændene fra partiet går ind og shopper på hjemmesiden.

For en kvinde er det skamfuldt at have en lyst. Sexlyst og onani er ikke noget vi taler om, som mænd taler om det, ikke noget vi er stolte over, som mænd er stolte over det. Line fra klyngen fortalte at hun tidligere arbejdede som lobbyist. De andre fandt det mere chokerende at partiets nye pressechef har været journalist på Information. De undrer sig over, at man kan arbejde for en socialistisk avis og så for Venstre. De spørger sig selv: hvilke værdier har han? De spørger sig selv: kan han arbejde for os? På den måde er det en paranoid familie jeg er havnet i. Det er på tredjedagen at vi møder Inger Støjberg. Hun taler til os som en del af introduktionen. Hun fortæller om at være minister, hun fortæller om at være i oppositionen. Den afgørende besked er: “I praktikanter skal finde ste-

der, hvor Venstre kan være uenige med regeringen. I skal skrive debatindlæg om det. I skal stille § 20-spørgsmål om det. Vi skal hive ministrene i samråd. På den måde får vi Ministerierne til at arbejde og forhindrer dem i at udvikle ny politik” forklarer hun. Dette er mit indblik i det parlamentariske arbejde. Her ser jeg hvordan oppositionen arbejder. Det er uhyggeligt og alligevel skal jeg være taknemlig over at sidde her. En af de andre praktikanter siger: “Det kan da ikke være rigtigt. Hvordan kan du forsvare, at I bruger al jeres energi på at ødelægge regeringens arbejde?” Støjberg svarer: “Vi kan forvalte magten bedre. Derfor skal vi have magten tilbage”. Mine illusioner brister. Illusionerne om at det inde på Christiansborg er mere sagligt og fagligt end i medierne. Hvis oppositionens vigtigste formål er at sabotere regeringens arbejde, er det

et selvdestruktivt demokrati. Om eftermiddagen er der øl i fællesrummet. Vi drikker Tuborg dåseøl og har distancerede venlige samtaler. Da de andre vil købe pizza, cykler jeg hen på baren hvor jeg arbejder. En fyr tager fat i mit ansigt og siger at jeg har æblekinder. Han siger det hånligt og han har godt fat. Han bliver ved med at tale, holde fast, betragte mig nært. Hans sprutånde bølger usynligt imod mig. Da hans blik hviler ved mine læber, regner jeg ud at det er en skjult kompliment. En kompliment der betyder at han gerne vil knalde, ligegyldig hvilket ansigt jeg havde. Han tænker på kroppene. Han gør mig ondt og han er i festlig stemning. Han bruger det grove og provokationen til at få min opmærksomhed. For ham er det en sjov leg. For mig, som ung kvinde: en præmis jeg lever under, når jeg går i byen. 89

E LIF AL RE n: on gh or Te xa

Hver torsdag spiser vi morgenmad på Ingers kontor. Det er ugens højdepunkt, medmindre vi holder fredagsbar.

Da de andre vil købe pizza, cykler jeg hen på baren hvor jeg arbejder. En fyr tager fat i mit ansigt og siger at jeg har æblekinder. Han siger det hånligt og han har godt fat. Han bliver ved med at tale, holde fast, betragte mig nært. Hans sprutånde bølger usynligt imod mig.

Jeg er flov over det meste af mit tøj. Det føles beskidt og slidt når jeg går i det herinde. Jeg opdager nogle pletter på min trøje og det er pinligt. Jeg har en pæn skjorte, men det er klart at jeg kun kan bruge den i et vist omfang. I dag drikker jeg meget kaffe og jeg har sølvneglelak på. Anne-Mette er her kun tirsdag onsdag og torsdag, de tre dage der er afstemninger i Folketingssalen. Hun bor i Jylland, og det er ikke nødvendigt at være her flere dage, når man sidder i oppositionen. Kun de ambitiøse oppositionspolitikere er her hver dag. Dem der sidder øverst i familietræets hierarki. Dem som faderen elsker og forguder, dem han stoler på, er tryg ved, og så dem han er nødt til at tilgodese for ikke at splitte partiet ad. De har mange ordførerskaber. Og så er der pøblen. De mange i partiet som er medgørlige. For hvem erhvervet som politiker er et arbejde og ikke en karriere. De har de90

res ordførerskab, passer deres møder, holder deres taler, følger partiets linje. De slipper nemmest uden om arbejdet og de lader praktikanten gå til deres møder, når de ikke selv prioriterer det. Anne Mette er ordfører for ældreområdet og jeg keder mig. “Du skal ikke skabe dig” “Du skal være en pæn pige”. Der er aldrig nogen der har sagt sådan til mig, alligevel lever jeg efter det. Min onkel drak sig stangstiv til sit eget bryllup. Han hang i festsalens ribber og skreg op som en abe midt under desserten. Bruden græd. Sådan har han altid været. Det jeg husker bedst, at han trykker mig hårdt i hånden. Han trykker min hånd så smal at min fingerring ikke har plads. Ringen borer sig ind i huden, jeg mærker ringen mod mine knogler, den sidder i spænd mellem fingrene. Han holder fast alt for længe og han siger noget sjovt. Jeg var altid utryg ved ham. De høje råb, de blanke øjne. Særligt det:

den gennemsigtige hinde der lagde sig over hans øjne. Som et filter for omverdenen. En tyk våd hinde der glinsede blankt. En beskyttelse af noget indeni ham, det gjorde ham uhyggelig. Alle herinde bærer jakkesæt. Hvis jeg ser en mand i striktrøje, ved jeg han arbejder for Enhedslisten. Kvinderne går i høje hæle og pæne skjorter. Inger og sekretæren taler om et designlagerudsalg. De har begge to lange slanke ben. Mia løber og Inger drikker Cola Zero som frokost. Vi spiser smørebrød på tredje sal. Jeg hælder boblende tykt danskvand op i mit glas, som en æstetisk søjle står glasset foran mig. Væsken gør min hals anstrengt og tør. Jeg kigger på kendte politikere. Ligesom mændene går kvinderne i sæt med blazer, hertil nederdel eller shorts. Korte shorts af mørkegråt kraftigt bomuld, pyntet med nålestribede tern i havblå. Det hele er så fornemt at jeg får lyst til at brække mig i en papirkurv. I stedet køber jeg en

Ligesom mændene går kvinderne i sæt med blazer, hertil nederdel eller shorts. Korte shorts af mørkegråt kraftigt bomuld, pyntet med nålestribede tern i havblå. Det hele er så fornemt at jeg får lyst til at brække mig i en papirkurv. I stedet køber jeg en ny nederdel, lyseblå og stram.

ny nederdel, lyseblå og stram. Jeg har aldrig kunnet fremprovokere bræk. Jeg forsøger at passe ind. Som min umiddelbare reaktion på mødet med et fremmed miljø, tilpasser jeg mig. Det er, på en og samme tid, at leve op til omgivelsernes forventninger og at skjule sig. Hver torsdag spiser vi morgenmad på Ingers kontor. Det er ugens højdepunkt, medmindre vi holder fredagsbar. Selvom det er torsdag er Anne Mette i Jylland. Inger kommer ind på kontoret og råber: “Jeg hader socialister!”. Råbet føles som et elektrisk stød gennem mig. Min mikroskopiske socialistkrop flænses op. Mine nerver er elhegn der brænder, rødglødende flår det i mine lægge, mine arme, min hjerne. Nu lytter alle til hende. Jeg henter et glas vand og forsøger at se normal ud. Vi kigger alle på hende. Hun råber op om den latterlige

politiske korrekthed som de røde partier gemmer sig bag. Vi lytter, vi griner, vi giver hende ret. Jeg er en del af et vi jeg ikke er en del af. Jeg kan ikke gøre andet end at smile lidt, være stille og føle mig forkert. I partiet bliver der set op til den der taler dårligt om de andre. Politikeren eller den politiske medarbejder er i en rus, når han eller hun udbasunerer sine anklager og ser sine familiemedlemmer nikke i takt hertil. Det er en sand rus. Det er den amerikanske præsident der har vundet et valg og nu, står og taler til tusinde tilhængere fra en talerstol i sin hjemstat. Det er den følelse. Jeg ser stoltheden ved at udtrykke ekstreme holdninger. Glæden ved at kunne provokere. Jeg ser den overalt. Det er sådan man viser sig frem. Jeg ser at det ikke kun eksisterer i Venstre, men i alle Folketingets partier. Mark kalder sig republikaner og Ronald Regaans plakat hænger som et trofæ på hans

kontor. Mark siger, at det er enhver mands ret at have skydevåben og skyde dyr og mennesker der træder ind på hans ejendom. Jeg ser rusen i hans øjne, da han siger det. Jeg ser håbet om at det afføder en reaktion, der giver ham anledning at fortsætte. Jeg ser det. Jeg bliver skræmt for livet ved det. Inger sætter sig ned og skærer en skive brød. Hun vil altid have sine brødskiver 4-5 centimeter tykke, så hun skærer dem selv. Hun smiler og siger at hun er træt. Hun bærer bordeaux silkestof blegnet af solen. Hendes hår har samme røde blegnede farve men i en lysere nuance. Der er mere roligt på kontoret nu. Inger siger ikke mere, så det gør vi heller ikke. ■

KRAB BES HOLM >NY LITTE RATUR LINJE

Du lærer at sætte ord på det, du ikke før havde ord for. Gennem læsning og skrivning bliver det pludselig muligt at skrive noget, man ikke troede, man havde i sig. Så er man ikke længere den samme. Og så er verden heller ikke den samme. Litteraturlinjen er aktivistisk. Formålet er: at lave verden om. Og for at lave verden om, må man ud i verden med sine ting. Udgangspunktet er dygtiggørelse og fordybelse, dvs. læsning og skrivning i alle afskygninger: litterære tekster, kritiske tekster, analyser, alt. Men vi skriver ikke kun til skrivebordsskuffen. Du kommer hjem med en ordentlig stak under armen. Bøger og andet trykt materiale fremstillet på højskolens Riso-trykkeri. Lydfiler, videoer, fotos, objekter osv. lavet på skolens mange specialværksteder. Vi tror på, at du også kommer hjem til et lykkeligere liv, hvor du på egne præmisser kan forholde dig til en verden, som på mange måder ellers er fremmed og uoverskuelig. Du skal som elev finde ud af, at dit talent (både konkret i forhold til faget og i forhold til livet) er mindst 40 gange så stort, som du troede. Du skal opleve, at du vokser igennem samarbejde med fagfæller og på tværs af de andre fag, der er på højskolen: kunst, arkitektur, design og grafisk design. Krabbesholms litteraturlinje er for alle, uanset forudsætninger. Mange kommer, fordi de har lyst til at prøve sig selv af. Andre for at udvikle deres sprog i forhold til en videregående uddannelse på universitetet, journalisthøjskolen eller en forfatterskole. Alle er velkomne!

LITTERATUR >BØGER >PAMFLETTER >PLAKATER >BILLEDER >LYD >VIDEO >RADIO >PERFORMANCE >INSTALLATION >MALERI

Krabbesholm Højskole opretter en ny litteraturlinje fra efteråret 2016. Den mest ambitiøse litteraturlinje blandt højskoler vel at mærke, med 19 og 24 ugers forløb og mere end 20 timers undervisning ugentlig. Litteraturlinjen oprettes i samarbejde med Gladiator. Forlagets to direktører Hans Otto Jørgensen og Jakob Sandvad er sammen med Ida Holmegaard den faste, kollektive lærergruppe på faget med Ida Holmegaard som daglig leder. Undervejs i semestret får vi besøg af en stribe af landets bedste forfattere, som stiller opgaver, diskuterer og giver kritik. Og du får lejlighed til at møde litteraturen på ekskursioner til forlag, udstillinger, oplæsninger og relevante uddannelsesinstitutioner.

KRABBESHOLM HØJSKOLE >KUNST >LITTERATUR >ARKITEKTUR >DESIGN >GRAFISK DESIGN

GLADIATOR ABONNEMENT – DIN AKTIE I LITTERATUREN.

Vi udgiver ny dansk litteratur, og vi udgiver i Sandalserien klassikere på kanten af kanon, på kanten af det tilladelige. Af den slags, der for digtsamlingers vedkommende normalt

re landskab uden små forlag. Nu som før. – I

sælger 50-150 eksemplarer og romaner i oplag

60’erne og 70’erne f.eks. det gamle forfatter-

på 500-1500 eksemplarer. Det er normalt – ud

nes forlag Arena og Henrik Haves After Hand,

fra et økonomisk synspunkt – en risikabel

i disse år Forlaget Kronstork, Basilisk, det ny

forretning, men ved hjælp af abonnenter og

Arena og Gladiator.

bogklubmedlemmer, sikres hver udgivelse en

9 PIGER

Det er vanskeligt at forestille sig det litteræ-

økonomi, en læserskare og et langt liv. Derfor

Og én af de måder, disse små forlag overle-

ordet AKTIE om dit abonnement eller bog-

ver på, er gennem bogklubber eller abonne-

klubmedlemskab.

Hesten

mentordninger. Strategien gælder ikke for alle, men både Basilisk og det nye Arena og

Meld dig ind i en af de små forlags bogklub-

nu også Gladiator forsøger at sikre en konti-

ber eller abonnementsordninger NU. Basilisk,

nuerlig og kompromisløs udgivelsespolitik på

Arena og Gladiator har alle brug for det. Din

den måde.

støtte betyder ALT.

Det bliver sagt for sjældent: Er du medlem af

BLIV GLADIATOR ABONNENT PÅ FORLAGETGLADIATOR.DK.

Rikke Villadsen

Forlaget Basilisk, Forlaget ARENA eller Gladiators bogklub/abonnementsordning, har du en personlig aktie i litteraturen.

Få eksklusiv adgang og 30% rabat på ALLE bøger med Gladiator Abonnement.

Takket være Arenas abonnenter – måske din far, mor, bedsteforældre eller du selv var

Tilmeld dig nu og få:

en sådan – udkom et væld af gode bøger af • En gratis Sandalserie-bog.

Dan Turéll og Henrik Bjelke, som berigede

• Det nyeste Texas Longhorn.

det danske sprog og udvidede alle tænkelige

• Invitation til særlige arrangementer,

Bjørn Rasmussen

forfattere som Peter Seeberg, Cecil Bødker,

grænser for, hvad litteratur kan og bør være.

foredrag, oplæsninger m.m.

Gladiator Abonnement har samme formål, det er det samme, der er på spil.

Meld dig ind i dag og få rabat med det samme.