Testamente
© Pia Busk og Gladiator, 2025
1. udgave, 1. oplag
Redigeret af Hans Otto Jørgensen og
Sølve Nedergaard Lauritsen
Omslag og sats: Julia Jayko Fossland
Bogen er sat med DTL Fleischmann og trykt hos Specialtrykkeriet Arco
Printed in Denmark 2025
ISBN: 978-87-7569-051-0
Citatet på side 104 er fra Kai Friis Møllers oversættelse Ballader og andre vers (1932)
Tilegnelse
Indsigelse
HOMMAGE
Hans ord
Første møde
At læse Villon
Kroppens musik
Solsorten Villon
Navnene
Ubi sunt
ARVESTYKKER
Item: Til Helle Helle
Item: Til den ensomme
Item: Til Helle Thorning-Schmidt
Item: Mine hænder
Item: Til Claus Beethoven
Item: Salme til ekspedienterne i Lust
Item: Til Suzanne Brøgger
Item: Til Jytte
Item: Til den, der gætte kan
Item: Til Lars Frost
Item: Den lille mus
Item: Til Hans Jørgen Brøndum
Item: Til Laurent
Item: Til mine elskere
Item: Til matematikerne
Item: Til Katherine Diez
Item: Til Pernille
Item: Til Nanna
Item: Til Amalie
Item: Til Søren Boghandler
Item: Til Leonardo DiCaprio
Item: Til Monica
Item: Til Hans Otto Jørgensen
Item: Et bjerg af cigaretter
Item: Til Erik Clausen
Item: Litografiet af billardspilleren
Item: Blomstrende kristtorn
Item: Mine ører
Item: Mine øreflipper
Item: Du
Item: Til den fortabte
Item: Til junk
Item: Den afrikanske frimærkesamling
I det Herrens år to tusind og femogtyve, vitterliggør jeg, Pia Busk, med et hoved så raskt og elektrisk som en hoppe
og en krop parat til alle slags kærtegn, det følgende testamente omfattende venner og familie samt nogle berømte og tragiske personer.
I spørger mig, hvor jeg skal hen, hvorfor jeg nu ordner mine ting: “Du planlægger vel ikke at dø, Pia?” Nej! Jeg vil leve videre
i min egen celle, i mit lille kloster, mens jeg sætter mine aftryk på ting og tanker, som kan lette sorgerne. Jeg vil dele det hele ud blandt venner, elskere og fjender, så jeg kan blive en del af verdens almindeligheder: Det smukke kosmiske affald, de upåfaldende niv og nips, der smører dagenes hjul og forvandler råt tusmørke til stjernelys. Jeg siger, at verden er en gave og forærer den væk, for når jeg
forærer den væk, sætter jeg mine aftryk på titusind ting, så at I, som jeg nævner nedenfor, ikke skal være i tvivl om, at jeg har elsket hver eneste af jer –
så I skal se mig i det levende sollys på en vandpyt, i kristtornens skyggefulde etager, i en knækket fingernegl og i den dansende cigaretrøgs mønstre.
Jeg giver verden mine øjne, så I kan se mig stirre ud fra det tætte bladhang i parken, fra oktober måneds første krybende dis,
fra rosenknoppen og fra den visne blomst, fra jeres egne spejlbilleders pludselige vandmærker i metroens glasdøre og i de store formationer af gæs
på vej mod Afrika. Jeg nævner disse ting og opregner dem mellem nattens hakkende stemmer i kvarteret omkring Nansensgade,
så at I skal se mig i hver eneste gave og sige: “Den her … den er fra Pia Busk! Den var slet ikke hendes, hun stjal den fra de rigtige ejere,
hun rapsede skønhed fra Guds lommer, hun plukkede spurve af himlen, mens Jomfru Maria kiggede bort, hun knækkede sølv af månens skive,
røvede havet for vand, mens solens overvågningskamera filmede.” Ja, jeg tilstår. Jeg stjal det hele, og fordi jeg ikke har noget bedre sted
at lægge det fra mig, lægger jeg det her, under disse ord, og testamenterer dem til jer i digte, som jeg har skrevet sådan, at ingen forhåbentlig vil græde.
“Seriøst, Pia, mener du det? Du skjuler noget for os, vi kan lugte det. Man skriver ikke testamente, medmindre man har lagt noget til side.”
Okay så, jeg indrømmer, at jeg har en hemmelig elsker, som jeg ikke vil have taget fra mig, og derfor praler jeg med ham.
Indhyllet i den luksus, jalousien er, siger jeg, at I skal prøve at stjæle ham fra mig. Det tænder mig at tænke på, hvordan I hvisker til ham, frister ham, for jeg ved, at han vil give efter, den utro og liderlige franskmand! Ja, det er sandt! Jeg er forelsket i ingen ringere end François Villon.
Han skrev sit lille og store testamente, før han som toogtrediveårig forsvandt ind i tidens tæpper af støv, og jeg skriver i aften for at kalde ham tilbage.
Mine ord – rå og ødsle som forelskelser –kalder på ham og former af hans ru stemme et levende menneske af kød og blod, så at jeg kan tage hans udøde hånd
og synge højt og sandt (og en lille smule falskt) imod tiden.
Ja, det vil jeg: Jeg vil synge højt og sandt og ikke helt rent.
Som Jesus foran Lazarus’ grav vil jeg stå og skrige i frie vers: “Tag stenen væk. François Villon, kom herud!”
Og stinkende af råd vil han vakle ud iført sine ords ligklæde, fortiden vil slippe hans død, og den gode elsker vil stå rank igen:
De gulnede pergamenter giver efter for en råbende organisme, som skrumper ind til et fnis i lampelyset, bare for igen at stige i liderlighedens skrig.
“O,” siger I, “du har mistet din forstand, Pia.” Godt, så har jeg mistet min forstand.
“O,” siger I, “du jager spøgelser, Pia.” Godt, så jager jeg spøgelser.
“O,” siger I, “den eneste pik, François Villon har efterladt, er stivnet i 1400-tals blæk.”
Jeg siger: En elsker, som kan holde den stiv i seks hundrede år, er værd at vente på.
Hver linje gør mig nøgen: Hans sprog, stift i alle led, klæder mig af til skindet.
I hans ords bobler dykker vi ned i Biscayens grønne perledyb og dukker op igen iført glitrende tangfrø og salte.
For han skal tage mig i havet, og jeg skal tage ham tilbage til en åndeløshed, der ikke er mindre dyb. Dér,
på den øde strand, i bølgerne, under en grå og udtryksløs himmel vil vores kærlighedsskrig blande sig med skrigene fra måger og terner.
Ja, lad de cirklende fugle og den rasende brænding, Gud og alle hans stirrende engle se, hvordan digtere knepper på tværs af tiden:
Danske ord og franske ord, der spreder mine lår så bredt, at de åbner for kussen og hjertet i ét og ringer videre gennem nerver og vener,
indtil de fulde af spot og spe bryder ind i min sjæls kapel og spraymaler væggene med François Villons skrydende linjer.
Jeg fandt ham i en gade i Saint-Maixent i Poitou, en lille glemt og fortabt lorteby på bredden af La Sèvre Niortaise.
Han lå krænget åben i et butiksvindue, siderne var gule som en rygers tænder, ryggen havde samme farve som et stykke indtørret kød.
Jeg købte liget for to euro og fik liv i det med en hvisken: mon godemiché af papir, som besudler mine læber med latter.
Hans stive fransk blev blødt i min mund, jeg hørte ham kalde mig fremmede navne, og jeg svarede på dem alle.
Samme formiddag tog jeg ham med ind i klosteret, hvor morgensangen blev sunget, og jeg slikkede hans ord i mig som sukker på et knivsblad.
Ja, jeg lod ham væde mine læber, hviskede hans ord side for side, og for foden af forstenede helgener fik lidt spyt og savl ham til at glide.
I den dystre niche, helt alene, under tunge, blyindfattede ruder, bøjede jeg hovedet for at høre, hvilke mirakler han kunne gøre.
Jeg må have lignet – klædt som jeg var i sommersort – en pilgrim, som var kommet for at bekende sine synder i klosterets indre.
Gud var ude af syne, Kristus klynget op på et kors, da jeg fik kirkerummet til at sitre med min stille fryd.
Og jeg ville have fortsat, hvis det ikke var, fordi jeg så et par halvvenlige øjne i et ansigt, som gik forbi.
“Qu’est-ce que tu lis, m’enfant?” spurgte hun – en kvinde på min alder.
Hendes ansigt stivnede, og hun tabte mælet, da hun så den bog, hvormed jeg kælede.
“Den slags skal man ikke læse i Guds hus.” Men da hun vendte sig om og gik, så jeg genkendelsens blik i hendes mandelbrune øjne:
Engang havde hun også siddet på François’ juveler, spiddet af hans rytmers ridt, og hvisket, måske endda stønnet lidt.
Min nonne fra St. Léger vil kende den længsel, Villon kan vække.
For den dag, og fordi jeg øver sød magi, i det mindste i min fantasi,
byttede jeg bøgerne ud. Så da nonnen knælede for at messe sin hellige bøn, fik hun i stedet François i sin mund. Alene i sit kammer og på knæ
med de ord, som skulle bringe fred, opdagede hun det modsatte. Og da hun opdagede det modsatte, opdagede hun også det samme:
Over det lave bord ved kærtens lys rakte hun hånden bagud og ned, og optændt af ordenes ild, med knæenes blinde kusiner
mod marmorens kolde fliser, bøjede hun hovedet for Villon. Jeg forstår og jeg kender onaniens ensomme, hellige mirakel, de ondulationer og palpatitioner der tvang hendes krop op i en bue: En mænade så tør som en rosin, med en stemme som en harpes,
ikke for hellig til at vånde sig og drømme, ikke for gammel til at begynde at strømme, men tør eller våd var hun hurtigt klar til at stjæle fra kussens glemte lomme.
Vi lærer at spille på kroppen igen med toner og akkorder, med strenge og tangenter. Vi slår an og trykker, stryger, hamrer, filer løs på vores kroppe.
Min ensomme nonne var ingen undtagelse. Hendes hånd spillede, hendes knopper skød, musklernes kor sang med på samme tone.
Og da organismens orkester
omsider var færdigt og stille, følte hun skammen komme krybende –skammen, og skammen over skammen.
Hun havde ønsket sig mere, end hun egentlig kunne tåle, og hun kastede Villon fra sig og skrubbede sin hånd i et vaskefad.
Men hun vil finde tilbage til ham: før morgensangen, med fingrene snoet i rosenkransen, med kroppen indhyllet i kyskhedens gaze –
en dag vil hun, helt inde fra knoglerne, mærke sin ubændige trang til at spille.
Som solsortens sang om morgenen kommer den trang altid igen.