Er jeg mor nu- læseprøve

SUSAN SIMONSEN

ER

JEG Er jeg mor nu?

MOR NU?

GLADIATOR

SUSAN SIMONSEN

ER

JEG MOR NU?

ROMAN GLADIATOR

Det er muligt at en fortælling som denne vækker irritation eller afsky eller bliver betragtet som dårlig smag. At have oplevet noget, uanset hvad det er, giver én en umistelig ret til at skrive om det. Der findes ikke en sandhed der er underordnet. Og hvis jeg ikke undersøger mit forhold til denne oplevelse til bunds, ender jeg med at bidrage til fortielsen af kvinders virkelighed og acceptere mændenes overherredømme i verden.

Annie Ernaux.

I

At stå foran en fødsel er at stå foran det uvisse. Man forsøger at gætte hvad der gemmer sig: Man fejler. For det er det eneste man kan. Hele ideen om fødselsforberedelse er en irrationel famlen sig frem, det moderne kontrolmenneske for fuld udblæsning, forhippet på at tage kontrol over det som ikke kan kontrolleres: kroppens iboende urkraft, dér hvor vi bliver til dyr; for hvis vi ikke gjorde det, ville vi ikke klare den.

Så snart de træder ind ad Rigshospitalets hovedindgang tager veerne til. Anne bukker sig forover og rækker hånden frem mod Thorbjørn.

“Nej, stop lige. Stop,” siger hun.

Thorbjørn er på vej hen for at orientere sig på nogle skilte men vender om. Han tager fat om hendes hånd og lænd.

Anne puster. Smerten fortager sig.

Da hun retter sig op ser hun lige ind i Thorbjørns urolige øjne. Der er kommet et rødt skær omkring dem.

Det er nu det sker, tænker Anne.

Hun fyldes af en akut glædesfølelse. Thorbjørns øjne åbner sig, øjenbrynene letter, smilerynkernes fine linjer toner frem.

“Nu kommer han,” siger Thorbjørn.

Anne skal lige til at svare, men en ny ve overmander hende. Den er endnu kraftigere end den sidste, og hun falder ned på knæ. En sygeplejerske kommer kørende med en kørestol.

“Kom, sæt dig her,” siger hun.

11

Da de ankommer til modtagestuen er jordemoderen begejstret.

“Kommer du kørende i den der, fordi veerne er så stærke?” spørger hun.

“Ja,” svarer Anne stolt. “Jeg er i hvert fald ikke kommet for tidligt.” Thorbjørn hjælper Anne op på briksen, og jordemorderen gør sig klar til at måle, hvor meget hun er åbnet.

“Hold da op, 6 cm!” siger jordemorderen.

“Sådan!” Anne slår hovedet tilbage i puden og smiler op imod loftet. Så bliver de ikke sendt hjem.

“Det er så flot!” siger jordemoderen. Hun trækker plastikhandsken af og begynder at læse i journalen.

Der kommer en ve. Anne tager fat i sengekanten med begge hænder og skubber sig tilbage i madrassen. Veen begynder som en kraftig sammentrækning i underlivet, den trækker sig yderligere sammen, tager til i styrke, stiger op igennem kroppen og skriger ned i hendes lår. Hun trækker vejret langsomt og dybt ind, puster luften uendelig langsomt ud mens hun fokuserer på at slappe af i hver en muskel. Det er det hun har lært til fødselsforberedelsen, og det lindrer smerten en smule.

“Jeg kan se at din dreng ligger i UK, du skal altså føde ham med numsen først,” siger jordemoderen og stiller sig for enden af sengen. “Du klarer det så flot.”

Hun betragter Anne et øjeblik og går så ud af rummet.

12

Thorbjørn tager straks Annes hånd.

“Hvor er du sej!” siger han.

Jordemoderen kommer ind igen. Hun har et CTGapparat med, som skal måle barnets hjertelyd under fødslen.

“Har du en ve?” spørger hun.

“Nej, det er fint nu.” Mellem veerne har Anne det næsten som normalt. Veerne kommer med en smerte så kraftig og altoverskyggende som hun aldrig har oplevet før, og så, når den fortager sig, forsvinder den fuldstændig, end ikke et efterskælv mærker hun i kroppen.

Jordemoderen spænder et bælte om Annes mave og sætter hjertelydsmåleren og vemåleren på. Så sætter hun sig ved skærmen og kigger koncentreret på resultaterne.

Hun lader en hånd glide gennem det korte lyse hår.

En stilhed breder sig.

“Jeg synes ikke helt, det ser ud som det skal,” siger hun så. “Jeg ringer lige efter den ledende jordemoder.”

“Måleren sidder nok bare forkert, så den fanger min hjerterytme,” siger Anne og kigger over på jordemoderen.

“Det prøvede vi ved vendingsforsøget.”

“Nej, det her ser lidt anderledes ud. Men det …”

Så går vandet, og det er grønt.

Den ledende jordemoder kommer ind på stuen.

“Grønt fostervand og nedsat variabilitet,” siger jordemoderen. De står koncentreret omkring skærmen.

“Okay, vi kalder fødselslægen.”

13

Noget griber Anne om brystet, som en stor hånd der tager fat om hendes lunger og forhindrer hende i at trække vejret. Der kommer en ve, og den er kraftig. Anne kan ikke få gang i sin vejrtrækning og kommer til skiftevis at hyperventilere og holde vejret.

Smerten er så kraftig, at hun hverken kan se eller høre.

Nu står fødselslægen der også. De taler om akut kejsersnit men afventer.

“Hun kan føde hvert øjeblik det skal være. Vi kører hende på fødestuen nu,” siger fødselslægen.

Anne forstår ikke, hvorfor det hele pludselig går så stærkt. Hun vil gerne spørge om noget, men det er, som om hun er blevet stum.

De venter ikke på en portør. Jordemoderen tager bare fat i sengen, og så går de med hastige skridt. De har taget CTG-apparatet af. Det giver et hårdt ryk i sengen hver gang jordemoderen laver et drej, og Anne tænker på, at der lige nu ikke er nogen der holder øje med hendes drengs hjertelyd.

Da de sætter CTG-apparatet på igen banker hans hjerte alt for langsomt. Lyden sender et ekko ud i hele rummet. Det gør Anne svimmel.

“Det bliver kejsersnit, og det skal være rødt!” siger fødselslægen.

“JA!” råber Anne. Alt i hende skriger at hvis han skal overleve det her, skal de skære ham ud nu.

14

Så får hun en presseve.

“Nej nej nej!” skriger hun.

“Hun føder nu!” råber jordemoderen.

De løber hen ad gangen. Anne kan høre de taktfaste skridt mod gulvet.

Loftslamperne flimrer i hendes øjne.

Hun forsvinder væk …

“Kom, den hurtige vejrtrækning,” jordemoderens vidt åbne øjne dukker op foran hende. Det er som et åndehul at se ind i.

Så er hun væk igen.

15

Anne bliver vippet fra sengen over på operationslejet.

“Kan du mærke det her?” spørger en stemme. Noget koldt og skrapt rammer Annes mave.

“Ja,” siger hun og kigger forvirret rundt. Skikkelser i lyseblåt tøj bevæger sig ind og ud imellem hinanden.

Deres bevægelser er hurtige og faste. Thorbjørn har en lyseblå hætte på.

Skikkelserne bliver slørede og hvide. Hun lægger hovedet tilbage mod operationslejet.

“Kan du mærke noget nu?” er der en der spørger.

Anne kigger hen imod klædet men kan intet se, intet mærke.

Så mærker hun et ryk.

Og et til.

Ryk, ryk, ryk.

Hendes krop bliver rykket i til den ene side, så til den anden.

16

Ryk, ryk, ryk.

Så kraftigere.

Hun hyperventilerer.

En sygeplejerske lægger lattergasmasken over hendes næse og mund.

“Det er godt til at slappe lidt af.” Sygeplejersken kigger ned på Anne og lægger blidt hånden mod hendes hår.

Anne forsvinder væk et øjeblik.

Ryk, ryk, ryk.

Ryk, ryk, ryk.

Det føles som vold, ikke kun imod hendes krop, men imod noget mere eksistentielt; imod alt hvad hun nogensinde har troet på.

Ryk, ryk, ryk.

17

Ryk, ryk, ryk.

“Det er en dreng!”

Anne hører ingen barnegråd.

Hun holder vejret og lytter efter en lyd fra barnet.

Men det kommer ikke.

Ryk, ryk, ryk.

Ryk, ryk, ryk.

18

Ryk, ryk, ryk.

Der er ingen der fortæller hende, hvad der sker …

Ryk, ryk, ryk.

… og det går op for hende …

Ryk. … at han er død.

Han er død.