af dråberne af. Kan ikke vente med at se sin søster. Hun skal holder om hendes hoved på en måde, som kun hun kan. Så Nur kan blive fri for benlåsen. Som Saturn med sine mange ringe. De runde, gyldne ringe af kosmisk støv. Fugtig stadig. Klam omkring det bare stykket ved halsen. En snært af varme fra et kæmpe udluftningssystem omkring kinderne. Hun kører fingrene igennem håret og går ind ind ind. At hænge på en tynd, hvid snor. Alaska er hård og rå som en lille sten. Presset fra baren. Det sorte læder. Røde, slidte møbler. ”Du tog mig med herhen, og her bliver jeg,” siger en mand til en kvinde, som er ved at gå. På væggene er der indrammede billeder af rockikoner. Nogle gange mangler der et billede, når de lukker. ”Folk har ingen respekt,” plejer Nurs mor at sige med foragt i stemmen, når endnu en helt er forsvundet. Musikken bliver styret oppe fra baren. De spiller PJ Harvey. Det gamle. Der hvor hendes stemme er et langt hyl. Nur falder ned på en stol. Vælter et glas da
118
hun sætter sig. Hendes søster står i baren. Holder hænderne op for munden for ikke at grine højt. Det var den aften, hun mødte Leandro. Det var der på den tynde snor, at de balancerede med et æg på en ske. Lidt frem ad hele tiden og ikke noget net under. Ikke sikker på at nå i mål. Hun spurgte, om hans led altid havde været så bevægelige. Han sagde, at det var fordi, der var noget galt med hans krop. Leddene sagde knæk. I skulderleddet, håndleddet og fingerled. Hun tog en bid af hans arm. Tog en bid af hånden og han sagde, hun gerne måtte bide til. Hun blev ved med at flække ham. Det han aldrig havde forstået. Den mørkeste krog af hans sind tog hun så let som et stykke stof af silke og knyttede som reb om deres ben. De fik næsten ikke sovet den nat. Udmattede vågnede de op efter halve timers døs. Nedbrød kroppen med trætheden så hjernerne til sidst holdt op med at tænke og vendte tilbage til en slags dyrisk begær. Der hvor de gerne ville hen.
Hun gravede fødderne ind i hans mave til den blødte. Han holdt om de fødder og sov ved siden af hende, til hun begyndte at vride sig i smerte. Han kunne jo lide smerten. Telefonen ringede hele tiden. Der blev kortere imellem afbrydelserne. Først et par dage så timer så minutter. Til sidst var et halvt minut nok til at ville kradse øjnene ud. Pistolen sendte bly ind i hende nu. Patronerne forsvandt ind i kroppen. Blev der et sted imellem arm og skulder. Alaska er et magisk sted, tænker hun og går hen imod sin søster i baren. Hun ser dejlig ud med håret løst hængende. Leandro har ikke set Nur endnu. Har ikke opdaget at hun står helt ovre bagved, hvor der næsten ikke er nogen mennesker. Hun mærker en feberagtig glæde og synes samtidig, det er frygteligt ydmygende. Hun synes, det er så pinligt for ham. Varmen siver op i kinderne. Giver hendes ansigt en glasklar, skinnende skørhed. Nogen ville sige næsten smuk.