Texas Longhorn #1 by Forlaget Gladiator

LITTERATURBLADET NY LITTERATUR LITTERATURBLADET

Eksklusivt

!★ e tekster

★ Ny

LITTERATURBLADET

IDO PL AKLINDE AT NI

DEN GAMLE MAND

NY PROSA

I MINE FORÆLDRES HAVE

AFSLØRING

THE INGE NECKLACE OG HP METTE ZINGENBERG

ANITA FURU

NIELS CHRISTIAN BREDHOLT CHARLOTTE A.E. GLAHN BJØRN RASMUSSEN JULIE MENDEL

CECILIE LIND

JOSEFINE KLOUGART

NINA TOUDAL JESSEN

JACOB SKYGGEBJERG

JONAS EIKA RASMUSSEN

HENRIK S. HOLCK

JEPPE BRIXVOLD

JOHANNES FOGTMANN

SHOSHA RAYMOND

ALEXANDER RICH HENNINGSEN

LARS BO NØRGAARD

CHRISTINA HAGEN

SAMUEL IWERSEN

THEOFANIS MELAS

FRYD FRYDENDAHL

PETER-CLEMENT WOETMANN

DORTE ELLESØE HANSEN

IDA MARIE HEDE

NATHALIE JOSEPHINE NYSTAD

NY LYRIK

OTILIA LESCHLY

MADS NYGAARD

MIA DALL LEA LØPPENTHIN

HANS OTTO JØRGENSEN

Danmarks nye litteraturblad

- THE REAL THING

eks

Blad nr. 1 © Texas Longhorn & forfatterne 2015 Udgivet af Forlaget Gladiator Redigeret af Hans Otto Jørgensen, Jakob Sandvad & Anna Sidsel Andersen Trykt hos Mūkusala. Printed in Latvia 2015 Trykt i 12.000 eksemplarer og distribueret i hele landet. Se hvor på vores hjemmeside, hvor du også kan læse bladet digitalt

eks

Er du interesseret i at annoncere i Texas Longhorn? Kontakt: annonce@forlagetgladiator.dk Bidrag sendes til tlh@forlagetgladiator.dk Se vejledning på vores hjemmeside: www.tlh.forlagetgladiator.dk

eks

VI UDVIDER HORISONTEN

strabladetsforlag.dk

jyllandspostensforlag.dk

strabladetsforlag.dk

jyllandspostensforlag.dk

strabladetsforlag.dk

jyllandspostensforlag.dk

strabladetsforlag.dk

jyllandspostensforlag.dk

strabladetsforlag.dk

jyllandspostensforlag.dk

strabladetsforlag.dk TUREN GÅR TIL har eksisteret sidenjyllandspostensforlag.dk 1952 og er blandt verdens hyppigst opdaterede rejsebogsserier. Serien dækker hele verden fra Nordatlanten til Australien. Bøgerne skrives på dansk af forfa ere og journalister med et særligt indgående kendskab til de enkelte destinationer. Med nøje udvalgte a raktioner, herunder spisesteder, viser vi vej til de største oplevelser.

jyllandspostensforlag.dk

strabladetsforlag.dk

strabladetsforlag.dk turengaartil

PolForlag

jyllandspostensforlag.dk politikensforlag

P O L I T I K E N S FO R L AG

17 DUMME SPØRGSMÅL

af christina hagen

PIA JUUL: Hvordan kan det væ re, jeg ikke har hørt om dig?

MARTIN LARSEN: et bogen, Når man nu har skrev e enormt ikke...bliver man så ikk træt? er jeg ikke Nej, når jeg er færdig, løftet og glad. træt, så er jeg helt op er træt. Når Det er undervejs jeg ikke at være lortet bliver ved med færdigt. le selv? Har du oplevet det he Jeg har ikke oplevet en

skid.

, at folk tænkEr du aldrig bange for r du skriver er, du er mærkelig, nå det, du skriver? Haha.

Vil du gerne skrive den næste Harry Potter? Hvis J. K. Rowling har for travlt skal jeg gerne gøre det. Men tror du ikke hun får taget sig sa mmen til selv at få det gjort? Det vi lle trods alt være nemmere for hend e at ordne det – hun er meget bedr e inde i stoffet.

Det er ikke spor un derligt at du ikke har hørt om mig. D et er der ingen der har, så du er ik ke alene. Jeg fornemmer at du et kort øjeblik var bange for at du var gået glip af noget som alle andre vids te alt om, men Kan du leve af det? sådan forholder de t sig slet ikke. Læn dig roligt tilbage og slap af. Se – jeg står jo her lyslevende foran dig. Hvordan kan du spørge?

SØREN ULRIK THOMSEN: Kære Christina, tak for invitationen, som jeg er rigtig flov over først at besvare nu. At jeg ikke svarede dig skyldes nok, at jeg efter at have rejst rundt og læst digte op og holdt foredrag i mere end 30 år har vænnet mig til at bruge knapt så gode spørgsmål som en anledning til at sige noget forhåbentligt interessant, som de øvrige tilhørere kan få noget ud af. Og til - politikeragtigt! - at bruge dumme spørgsmål til at sige noget, der måske ikke har så meget med spørgsmålet at gøre, men som jeg under alle omstændigheder gerne ville have sagt.

Som inviteret forfatter føler jeg altid et stort ansvar for, at aftenen bliver god, og én ting, man i hvert fald ikke skal gøre, er at reagere med (synlig) irritation - og slet ikke med vrede - på dumme spørgsmål, for selv om resten af salen også synes, at spørgsmålene er tåbelige, synes de andre deltagere endnu dårligere om en forfatter, der tryner den dumme spørgsmålsstiller. Det sidste har noget at gøre med, at foredragsholderen som salens centrum jo har en magt, som det bare er uklædeligt at bruge. Nå...jeg glæder mig til at læse Texas Longhorn, og undskylder endnu en gang. Alle gode hilsner fra Søren Ulrik.

Har du altid haft et dårligt liv?

I øvrigt, så burde du tjekke mine likes på Facebook. GULD-struktur. GULD-struktur!

Ja.

Jeg troede, det var en krimi?

GLENN CHRISTIAN:

Kan du ikke prøve at tænke lidt over struktur og sådan noget næste gang? Så privat bliver jeg aldrig. Min skolegang er ellers meget lang, og det har gjort mig til den jeg er i dag: Fersk og blodig. Jeg er både født og autobiografisk. Har stor stor hang til det verdensvendte, så øjnene akut skeler. Flere tusinde siders internet-romaner, hvor kæmpe-links fører direkte til helvede. Men resten, det får du ikke. Men alligevel, jo, jeg skal nok...

Det ér en krimi - skrevet af alle mulige. Ellers laver jeg ikke så meget, udover at genskrive alt hvad jeg ser: Vinden, ilden og de kemofarvede væsker fra himlen. Og tænk sig, selv det kan udgives. Jeg har da osse en masse plots indbygget; f.eks. i min første bog - Det kedelige - hvor hovedpersonen skal opklare et mord i en håndvask. Ren gyser, selvom ideen er hentet/tyvstjålet fra legatudvalget for musik (jeg mener Legatudvalget for Musik).

BJØRN RASMUSSEN:

KRISTINA NYA GL AF

FEY:

Hvorfor kalder du hende Busser, når du hedder Kristina? Det er det eneste i bogen, jeg har fundet på, resten er 1:1, og jeg bliver så glad, når jeg ende lig får en ide, der ikke udspringer af virkeligheden, at jeg altid holder fast i den. Hvorfor skriver du så meget om nederen mennesker ?

Behøves du skrive så meget om røv og pik?

For at få virkelige m ennesker til at fremstå sympastisk e i sammenligning .

JA.

Hvordan kan det væ re, jeg ikke har hørt om dig?

Kan du ikke lige fortælle, hvad den handler om? Ming handler om Bjørn, der flytter i et kolonihavehus med sin kommende mand alt imens hans afdøde far Ming begynder at røre på sig.

JØRGEN LETH:

Bliver Haiti ikke vred på dig?

Er du aldrig bange for, at folk tænker, du er mærkelig, når du skriver det, du skriver?

Nej, Haiti bliver ikke vred på mig, hvorfor dog? Jeg er trofast over for de mennesker jeg kender, både mit personale, som jeg behandler godt og betragter som min venner. Intet gør mig gladere end at more mig med min tjener Beleque, min kok Madame Annette og min gartner Jean-Baptiste. De er morsomme, de får mig til at grine, og jeg får dem til at grine. Hvorfor skulle Haiti være vred på mig? Jeg respekteres, fordi jeg behandler folk godt og fordi, jeg er

Jeg er ikke bange for det. Jeg har ikke noget imod at være lidt mærkelig, men har ikke noget problem med hvad andre tænker om mig. Selv synes jeg ikke jeg er særlig mærkelig, bortset fra mine ganske almindelige ideosynkrasier. Jeg kan ikke lide det og det, og det skriver jeg. Det er tilfredsstillende.

Fordi jeg næsten al drig går uden for en dør.

trofast over for mine haitianske venner. De mennesker, der arbejdede for mig i huset i Jacmel, får stadig løn af mig i dag, selvom jordskælvet gjorde dem arbejdsløse for fem år siden. Jeg sørger godt for mine ekskærester, som ofte beder om hjælp til det daglige. Har du oplevet det hele selv? Hvad mener du med det? Selvfølgelig har jeg oplevet det hele selv. Jeg kan ikke forestille mig, hvem der ellers skulle opleve mit liv.

DEN GAMLE MAND af jacob skyggebjerg Dagene er blevet kortere. Jeg vænner mig til rytmen. Jeg lærer, hvordan man lever et normalt liv. Det er det, jeg er her for. I et normalt liv sker der ingenting. I et normalt liv kommer der en gammel mand på besøg en gang om dagen for at invitere dig med ned i et motionsrum. Hver gang er det det mest spartanske motionsrum, du nogensinde har set. Den gamle mand hjælper dig op på løbebåndet, minder dig om at du skal tage den med ro. Han trykker på knapperne og sætter det i gang. Langsomt, vi gør det på den rigtige måde. Start med at gå. Den gamle mand står og ser lidt på. Det klarer du vist fint. Han svinger sig i sadlen på motionscyklen. Han træner i jeans, han triller lige så stille afsted. Du sætter farten op. Han gør det samme. Det er helt i orden. Han kan

sgu også godt lide at køre lidt stærkt en gang imellem, det er normalt. Han spørger, om du synes, I skal tage en bold med ned i haven. Så kan I også høre nogle af de andre, om de vil med. Der er så dejligt vejr, han mener, så er det sgu for åndssvagt at sidde inde, man kan sgu ligeså godt udnytte det. Han vil gerne have, at du svarer. Det er ikke høfligt ikke at svare. Den gamle mand siger, du kan tænke over det. Du går hjem igen, fanger en kop kaffe på vejen og tager den med. Du sætter dig derhjemme og ryger smøger og drikker kaffen. Vinduet står på klem. Sengetøjet trænger til at blive skiftet, det sagde den gamle mand den anden dag. Han kunne godt finde noget. Han fandt noget og lagde det på den stol, han lige havde siddet på. Du tænder den fjerde smøg.

Kaffen er ved at være tom nu. Så banker det på døren, og så en nøgle i låsen. Det er den gamle mand igen. Han spørger, om du vil med i haven. De har fundet en bold. Du vil gerne ud, så du går med. Desuden hører det også med til et normalt liv, at man gerne vil i haven en gang om dagen, det må du også vænne dig til. Du går rundt i haven og græder indvendigt. Du kan høre fuglene uden for hegnet, du ser et pindsvin klemme sig under. Den gamle mand har forbudt dine naboer at gå i bar overkrop, viftede med alarmen. Ingen bar overkrop, ingen hængerøvsbukser, man må være anstændigt klædt, når man er i haven. Du render da heller ikke rundt i bar overkrop normalt, gør du vel? Tre af naboerne spiller bold med den gamle mand. Den yngste nabo brydes med ham for

Ingen bar overkrop, ingen hængerøvsbukser, man må være anstændigt klædt, når man er i haven. Du render da heller ikke rundt i bar overkrop normalt, gør du vel?

skæg, mens de to andre vakler rundt om med deres tændte cigaretter. Ti minutter efter er det slut, og I går ind igen. Folk gider ikke spille mere. De er trætte. Men inden den gamle mand kommer hen og henter dig for at følge dig ind, finder du en alarm i græsset. Den gamle mand har tabt en af sine alarmer. Du samler den op og putter den i lommen, og der er ingen, der ser det. Den gamle mand kommer hen imod dig. Siger: Er du klar til at gå ind igen. Du er hjemme igen. Du sidder på sengen og finder alarmen i lommen. Du tager den frem og kigger på den. En lille grå plastikbrik med en rød knap. Så banker det på døren igen. Du skynder dig at stoppe alarmen i lommen. Du hører nøglen i døren. Men nede i lommen holder du stadig om alarmen, og lige i

I et normalt liv følger man med i Paradise Hotel og Melodi Grandprix. Den gamle mand kan ikke lide, hvis du ikke er med til at se det. Så får han det der bekymrede udtryk. Det er bad news.

det, døren går op, trykker du på den. Den gamle mand når lige at komme til syne i døren, før han opdager at alarmen er gået. Hvad sker der? Han vender sig rundt og går ud på gangen igen. Han lader døren stå på klem. Der går lidt, før du ser ham igen. De får stoppet alarmen. Der må være sket en fejl. Du tager hånden op af lommen. Den gamle mand siger, hvordan har du det. Om du vil med ned og lave noget eftermiddagskaffe. Det gør man i et normalt liv, laver eftermiddagskaffe til sine naboer. Og man serverer kiks til, og der er tre kiks til hver. Den gamle mand finder kiks frem, mens du sætter kaffe over. Skal de have frugt, spørger den gamle mand. Men det er ikke dig, han skal spørge. Han skal se i sit skema. Nogle dage er der frugt. Det er der i dag. Mens den gamle mand står med ryggen til og kigger i 8

skemaet, stikker du hånden ned i lommen og trykker på alarmen igen. Den gamle mand smider skemaet i vasken, drejer rundt og løber ud på gangen. Du står tilbage med kaffemaskinen og kiksene. Du begynder at lægge dem op på et fad. Kaffen er næsten færdig, da alarmen stopper og den gamle mand vender tilbage. Han skal skære frugt ud. Han siger vil du gå ned og melde at kaffen er et kvarter forsinket i dag. En af naboerne står og piller sig i røven og begynder så at gramse på frugten. Alle frugterne er skåret ud i en masse små stykker. Du tager en kop kaffe og en kiks. Naboen hilser på dig og begynder at gramse på kiksene. En anden nabo kommer hen og spørger, om ikke du har fået de kiks, du skulle have. Du spørger ham, om han er den gamle mand. Så vil han slås. Hvis det ikke var for den gamle mand, havde

du nok fået tæsk. Naboen har tatoveret "FUCK" og "KILL" henover knoerne. Men han går videre. I et normalt liv følger man med i Paradise Hotel og Melodi Grandprix. Den gamle mand kan ikke lide, hvis du ikke er med til at se det. Så får han det der bekymrede udtryk. Det er bad news. Du sætter dig i sofaen ved siden af en nabo. Ham med kiksene og tatoveringerne er der også. Den gamle mand vil bede en bøn inden grandprixet går i gang. Han siger, er det ikke en god ide. Ham med kiksene er med på den. Fadervor. De folder hænderne, og du folder dine, fordi, du gerne vil have, det skal glide lidt lettere. Fadervor. Du kan ikke remsen. Den gamle mand står foran fladskærmen på væggen, lyset fra den er en glorie om hans hoved. Den gamle mand fjerner sig, og skærmen går over i en eksplosion af stjerner, der

GENNEMSØ Så tager de det op på morgenmødet. At der må være nogen, der har en alarm. De vil gennemsøge alle hjem. Også stuen og køkkenet og spisesalen. De går i gang. De kommer fire mand ind på dit værelse.

glider ned og gør plads for to dannebrogsflag. Kom så Danmark, råber en af naboerne. Kom så Danmark, råber en anden. Har du ikke også lyst til at råbe kom så Danmark, siger den gamle mand. Han drejer hovedet og kigger på dig. Kom så Danmark, råber han. De første sange kommer på. Bulgarien er der med en klumpet blond kvinde, hvis mund ser ud som om, den var skåret ud i kinderne. Hende der, siger den gamle mand og peger, hun er altså min yndlings. Kæft, hvor er hun flot! Det er en glad sang om at se let på livet, hun har med. Hun laver nogle små, skruende hop på stedet, mens hun synger. Danserne bevæger sig i to rækker på det blinkende, skiftevist sorte og lyserøde gulv. Hende stemmer jeg på, siger den gamle mand. Jeg stemmer på Danmark, er der en nabo, der siger. Nå ja, men kan man ikke stemme to gange,

siger den gamle mand. Nej, så stemmer jeg også på Danmark. Tyskland kommer på. Sangen forekommer dig meget alvorlig. Så er det Grækenland. Og Tyrkiet. Og Danmark. Og lige i det, Danmark går på med vores sang, trykker du på alarmen igen. Den gamle mand får ikke noget af sangen at se. Han kommer tilbage midt i Rumæniens bidrag. Så tager de det op på morgenmødet. At der må være nogen, der har en alarm. De vil gennemsøge alle hjem. Også stuen og køkkenet og spisesalen. De går i gang. De kommer fire mand ind på dit værelse. Men inden du gik i seng i går, gemte du alarmen oven på en af loftspladerne ude på toilettet. Så alarmen bliver ikke fundet. Og så snart eftersøgningen bliver indstillet, går du ud på toilettet, stiller dig op på kummen, og presser loftspladen op, finder alarmen og trykker på den igen. Du træk-

GNING

ker loftspladen på plads og vasker dine hænder. Du ser dig selv i spejlet. Du er lige så bleg som loftspladen. Du går ud igen. Ude på gangen er der påstyr over alarmen. Den gamle mand kommer spænende, han siger, du skal gå hjem, og spæner videre. Så er der gået endnu et døgn. Du sidder derhjemme og ryger smøger. Der er papir på bordet. Du har forsøgt at skrive noget, men det er ikke lykkedes. Du kunne ikke sove i nat, og satte dig til at skrive, og der, under den lille skrivebordslampes mørkegule lyskuppel, begyndte det at køre. Du skrev side op og side ned. Så bankede det på døren, nøglen blev sat i og drejet. Den gamle mand kom ind. Hvorfor sover du ikke, sagde han. Normale mennesker, de sover om natten og er vågne om dagen. Du sagde, du ikke kunne sove, du var blevet angrebet af eksplosiv inspira9

tion, det væltede ud med ord og ideer og lyst, lyst, du havde lyst til det. Du befandt dig vel. Den gamle mand sagde, at du ikke befandt dig vel, du skulle slukke lampen og lægge dig ned. Du sagde, den gamle mand da måtte kunne forstå, det havde I jo talt så kammeratligt om tidligere, han skriver jo selv. Den gamle mand sagde, at du ikke skal bruge det imod ham, han har fortalt dig tidligere. Han kunne finde nogle sovepiller, hvis du ikke kunne sove. Du mærkede afmagten skylle fra hovedet ned igennem kroppen. Den gamle mand stod der og pissede på dig. Du sænkede blikket og gjorde dig helt slap i kroppen, ellers ville du sparke til noget eller rive noget i stykker. Slå din fine hånd ind i væggen. Du forsøgte ikke at tænke. Den gamle mand sagde, hvad vælger du. Du sagde, du ville gå i seng. Den gamle mand blev stående, til du lå der. Så lå du og drejede dig og svedte og var sur over den

Tegneren siger, det er hans yndlingspapir, I skal prøve at mærke på det. Det er helt ru. Wauw, hva. Han siger, I skal tænke på frihed, og tegne det første, der falder jer ind.

gamle mand. Men du kunne intet stille op, ud over at blive liggende. Med tankerne. Den gamle mand dræbt på tusind forskellige måder. Kom som altid frem til at tortur ville være det bedste, han skulle ikke dø, han skulle bores og hakkes og skæres i, men ikke dø, han skulle holdes i live. Det skulle være hans skærsild. Men nu er det middag og du sidder ved bordet. Du har alarmen på dig, og du ved, der er ret stor risiko for, at de finder den og tager den fra dig, hvis du udløser den under maden. Men da du gør det, bliver den gamle mand siddende. Nu må vi altså snart se at få repareret den alarm, siger han. Hvad nu hvis det er rigtigt denne gang, siger en af naboerne. Det er det ikke, siger den gamle mand. Vi sidder alle sammen her i spisesalen. Han tager sin mobiltelefon frem og ringer. Alarmen hyler og piver. Dem ovenpå tager sig af det, siger den

gamle mand. Alle naboerne begynder at rokke uroligt på sig. Spis videre, siger den gamle mand. Så spiser I, og lidt efter stopper alarmen. Pludselig er der bare lyden af bestik mod tallerkener. Den gamle mand siger, han vil ringe efter en reparatør, når I har spist. Han kigger ned på dig og siger, synes du ikke også, maden er lækker. Efter maden er der fællesaktivitet. I dag skal I tegne. Der er kommet en tegner fra Århus, han har en sort filthat med en lille grå fjer i på hovedet. Rød-orange mønstret halsklud. Striksweater, sort med en grå stribe forneden. Han er tyk og rødmosset. Mørkegrønne fløjlsbukser, brune sko. Han står midt i gang e n

uden for kontoret og får planen for aftenen fortalt. Han læner sig ind mod kontordøren, han tør endnu ikke kigge på dig og de naboer, der går forbi. Så bliver der stillet op. I får alle et par ark groft genbrugspapir og en pakke fedtfarver. Tegneren siger, det er hans yndlingspapir, I skal prøve at mærke på det. Det er helt ru. Wauw, hva. Han siger, I skal tænke på frihed, og tegne det første, der falder jer ind. Den gamle mand har også fået et sæt og begynder også at tegne. En af naboerne tegner en båd på et hav. En anden laver et stort, spiralsnoet spørgsmålstegn. Du tegner en sort tændstikmand bag et grønt gitter. Tegneren synes, spørgsmålstegnet er interes-

sant. Ja, det vil jeg sgu give dig ret i, siger han, nogle gange, så er jeg også ét stort spørgsmålstegn. Naboen reagerer ikke på, hvad tegneren siger. Tegneren fortsætter med at tale. Det kan godt være svært nogle gange at udtrykke sine følelser. Han artikulerer kraftigt. Naboen reagerer stadig ikke. Den gamle mand kigger op fra sin tegning. Han kalder på naboen. Tegneren taler til dig. Hallo. Skal du hjem og sove? Tegneren går over til dig. Hvorfor har du valgt at gøre ham sort? Ja, siger du, fordi det er en tændstiksmand. Ah, siger tegneren, og hvad vil det så sige, at han er en tændstiksmand. Det vil ikke sige noget, siger du, jeg er ikke så god til at tegne, derfor tegnede jeg bare en tændstiksmand. Det er hans positur, du skal se på. Hans holdning i ryggen. Han har hverken ansigt eller hænder og fødder. Og hvorfor er gitteret grønt, siger tegneren. Fordi jeg kunne jo ikke lave et sort gitter oveni en sort tændstiksmand, siger du. Nå, jeg ville ellers have gættet på, at det var symbol på håb om, at gitteret snart

ville blive sprængt op, så fangen kunne slippe fri. Nej, siger du, det var ikke tanken, men det kan vi bare sige. Tilføre mit værk kunstnerisk værdi. Tegneren spørger den gamle mand, hvad han har tegnet. Han holder sin tegning op. Jeg har tegnet mig selv. Dig selv, siger tegneren. Ja, jeg har tegnet mig selv, fordi jeg er en fri mand, og det er jeg sådan set ret godt tilfreds med. Han peger på tegningen. Jeg har mine yndlingsbukser på. De er ternede. Den dag, du skal rejse, følger den gamle mand dig ned til døren. Ud på fliserne ved parkeringspladsen. Nå, kan du nu have det godt, siger han. Du tager din taske og vender dig rundt og går. Men du stopper. Du vender dig igen. Hey, siger du, vil du ikke have den her med op? Du rækker alarmen frem mod den gamle mand. Tak, siger han, og kigger undersøgende på dig. Så var det dig hele tiden. Jeg ved ikke, hvad du mener, siger du, jeg fandt den i haven, jeg går ud fra, I gerne vil have den igen.

■

Hvorfor har du valgt at gøre ham sort? Ja, siger du, fordi det er en tændstiksmand. Ah, siger tegneren, og hvad vil det så sige, at han er en tændstiksmand. Det vil ikke sige noget, siger du, jeg er ikke så god til at tegne, derfor tegnede jeg bare en tændstiksmand.

jeg ønsker at en lillebitte kat skal komme forbi og slikke mine sår, ikke så meget pjat, og med flere ærinder at løbe end den gennemsnitlige tøs, jeg skal lige: tørre trusser, ængstes over vindueskiggere, tænde stearinlys, lune mig ved tanken om at: senere vil jeg med en klud gnubbe mig renere

af cecilie lind

L ADY POP: just seeing mirrored elevators

så nu hvor jeg er tøs og kan se mig fanget ind af det lille spejl: jeg nyder godt af opmærksomhed, jeg snyder mig til et par mønter fra en mand jeg kender (hvad jeg gjorde for de mønter: åd ærter og accepterede: olie), jeg smider dem i brønde og jeg ønsker mig: jeg ønsker mig at mine smerter vil lindres, jeg ønsker at en lillebitte kat skal komme forbi og slikke mine sår, ikke så meget pjat, og med flere ærinder at løbe end den gennemsnitlige tøs, jeg skal lige: tørre trusser, ængstes over vindueskiggere, tænde stearinlys, lune mig ved tanken om at: senere vil jeg med en klud gnubbe mig renere, og lige nu, lige nu vil jeg varsko verden om at det er mig en fryd at rase og at tisse, jeg kan tisse mange gange på en dag, jeg kan ikke hilse og kigge dig i øjnene, ikke umiddelbart efter TOILETBESØG, jeg synes om at give kindkys, jeg synes om at give hånd, kildres, jeg er som en engel, jeg er som besat af stråleglans, jeg kan lide lyse væsker, og jeg drikker kun den dug der falder i morgener, hvor der er kræ der kop12

ulerer MED HINANDEN, jeg stiller krav til omgivelser, og at jeg er under bevågenhed: jeg ved det, jeg kender alt til spioner, jeg er ikke så let at narre, jeg ser deres øjne i huller i aviser, og de ser, de ser: creature so pretty, og jeg er alene, det sneede mig inde: at skue mod horisont, kapere kapere, jeg kan mere end du aner, og også jeg formår at ændre virkeligheden, ser mit snit til at tale om: sløjfer på ærmer, syge mostre, det tilmed at også feber åbner op, og frem til det sarte: jeg gad godt tjene dig mere trofast, I am a star in the making, med det in mente: mind mig om mit blege, bid mærke i månen, wauw, fuld og af sig selv: udråbt til special girl, moved out of this town, too young to give a fuck, våben lagres, og ribs, jeg skal skyde nogen ned, jeg skal koge dig kompot, hvad der er vigtigt: man skal slikke i sig, sugar, honey, bunny, på vej ind, jeg tænker at du nærer en stor forkærlighed for true love og falske

tunger, åh jeg husker: dit smykke, flettede tunger om din hals, har jeg potentiale til at yppe kiv med de slemme drenge? Jeg ved det ikke, jeg ved at jeg hjertens gerne slår på tromme for dig og dit spind, spider spider, det nøgne ækler mig, hudløst ærlig, I kid you not, det tåler ingen med blot en flig af forfængelighed, spejl! Det dræner mig at æde, løs på tråd, også det, og alle de opkald jeg misser, jeg tager mig ikke af hvad andre frygter, for mig: mættet af tears, and then again: the light, jeg er pretty baby brought up by the birds in your sky, hil dig, du ejer så meget himmel, jeg er hot new thing, jeg kan nå mine tæer, smidige haser, jeg bøjer mig i støv, lad mig stege lidt endnu, pres kan jeg tage, jeg er sytten somre, pastelvortet og alt hvad du nogensinde har drømt om, tro mig, jeg er til at chatte op fra cirka 23.00, mød mig, husk rose, jeg ser ud: morbid plus udsultet,

de ser, de ser: creature so pret ty salt i dit sår, salt i dit sår, jeg hyler og alt er med hjertet på rette sted, hånd på hjerte: hjerte for evigt, vi kan lide hinanden, ikke sandt? Sandt at sige: når det er sagt, lyser op og vær nær, for selv om jeg kender til mørke, jeg er for blid, til mit eget bedste, når jeg strejfer, jeg er ikke til at opstøve, selv de bedste næser har måtte give fortabt, min sag er kompliceret, på sin plads: at sige det, som det er: mit vindue er åbent, jeg fryser, men jeg ejer ikke en trøje, jeg ejer ikke noget der kan give mig det jeg behøver: varme, må du forære mig? Løn som forskyldt, noget i uld, alene alene, indtil du findes, og får mig på rette spor, jeg driver bort, jeg tager mod syd, SAMMEN MED FUGLE, derefter: jeg tror jeg hviler lidt, strabadser og angst, kom lige, jeg vil hviske dig i øret: hvor er du? Og kan du æde min skygge (det

var hvad de truede mig med)? Ofrer gerne til dig, kan jeg godt få lov at se dig, engang snart, og inden kulden, gnider på pletter, fugter en klud, gør klar, men jeg er her jo ikke, jeg er der jo ikke, jeg er helt væk og uberørt, tro mig, stol på mig, jeg vugger hofter, jeg viger for væsner med fakler, jeg frygter de der tæller mine tårer, og de er der og de gør det, de tæller, jeg græder, de tæller, jeg græder, jeg gruer for den tid der kommer, og i den skal jeg vidne, hånd på bryst, HJERTET PÅ RETTE STED, min sjæl, hvad vil du mere end – besudles med sæd og vaseline, glatte sjæl, smutter som en mandel, mod himmel, mod måne, mod gun gun gun, gone girl, for gal til at gøre noget UD AF SIG SELV, jeg skal gøre mig lidt til, jeg skal pudse mine fjer, min glorie, jeg er god nok på bunden, og jeg ved ikke hvad du føler for, for du er så spaltetunget, æder mig, jeg med busk og udslået hår, jeg med hagekløft og clutch, kan man virkelig nænne at pukle mig til street, kan man virkelig gide: afklædt, fåmælt, og med drue-

trang, jeg må ikke indrømme, men jeg ser: det kommer an på min prøve, varsomt varsomt, en indvending, vel sagtens, jeg kan sagtens sætte mig i dit sted, jeg har intet problem med at nære varme følelser for de der spår tvivl om min eksistensberettigelse, om min eksistensberettigelse har jeg at sige at: aldrig så jeg så dejlig en pige med perler om sin hals, med biller i æsker, og med ben i næsen, med mod på livet, med mudder på skosnuder, som jeg var: lille skude, lille opvarterske, skal jeg skjule mine tårer, jeg gør det gerne, og jeg river mig på torne og jeg er stolt af at vise rifter frem til gud og hvermand, hver mand jeg kysser, hver mand jeg kysser får kvalme, men det er der ikke 13

aldrig så jeg så dejlig en pige med perler om sin hals, med biller i æsker, og med ben i næsen, med mod på livet, med mudder på skosnuder, som jeg var: lille skude, lille opvarterske

så meget at gøre ved, jeg ved hvor jeg har samlet mine soldater, jeg ved at jeg kan sætte et angreb ind så snart nogen formaster sig til at kaste op i mit skød, jeg sover fra skam, jeg drømmer mig bort til: månens skyggede krage, jeg ved den er rask (trods rygterne) og jeg ved den synger fra et træ, jeg fandt det træ, jeg klatrede mig op til kronen, og der fangede jeg krage, og der gik et lys op for mig: jeg har fjer nok til at lade sy: VERDENS YNDIGSTE KJOLE LAVET AF FUGL, jeg må nok indrømme: begejstringen ville ingen ende tage, i mit stille sind, i mit stille sind skjuler jeg mit begær efter mådehold og belevne bejlere, jeg er alene, og jeg kan huske at jeg engang ikke var alene, lader mig varte op af mørkemænd og bader mig i solens 14

stråler, jeg genkendte et ansigt og jeg slubrede sæd i mig, jeg jog pile gennem hjerter, og jeg lod som om jeg så den anden vej når nogen forsøgte at fange mit blik, mit blik der ikke vil fanges og jeg, der er morder fordi jeg så en krage, hvad der kan ske at mit hjerte slår for de der pipper skingert, jeg tager mig det nært at nogen ville forsvare min uskyld, min uskyld og min ære, fugl der knaser mellem tænderne, som vårhare konfiskerede jeg min mors tråde af savl, jeg skjulte disse tråde, disse tråde er nu et fugtigt sjal der væmmer mig, jeg kan ikke længere bevæge mig ubesværet rundt, hende der er let på tå ser jeg langt efter, misundelsen og så: sommeren: jeg:

tog mig det for nær: lod mig gå på, tråde, og streger, gik over gevind, og vejr og sol deles lige, lige til jeg segnede: jeg afprøvede en remse: rolig nu, og nu er det nat en vidunderlig nat, men nætterne er aldrig vidunderlige, eller det er de: sjældent, og jeg har stjålet tid og ribs og jeg er skyldig i at være ophedet, jeg har det så varmt, og når jeg æder, jeg er et dyr, og også når jeg tænker, men jeg tænker slet ikke, men jeg ved ikke hvad dyr tænker, men jeg tager ud med en kurv og så plukker jeg løs af naturen, og jeg kan lige se for mig hvor fint et scenarie det er, men det er det kun hvis nu jeg ejede et ternet forklæde, fx, og det gør jeg ikke, fx, og jeg brænder mig altid på nælderne, og jeg kan ikke holde mund med hvor jeg har gravet mine emballager ned, jeg nøler med at røbe det, men jeg ved at det er muligt at presse mig, hvis man presser mig længe nok vil jeg hellere end gerne indrømme min ugerning: at

jeg tager mig det nært at nogen ville forsvare min uskyld, min uskyld og min ære, fugl der knaser mellem tænderne, som vårhare konfiskerede jeg min mors tråde af savl, jeg skjulte disse tråde, disse tråde er nu et fugtigt sjal, der væmmer mig

jeg har noget at skjule, men det er det: det har jeg ikke, jeg har kun min usle natur, mit lille redskab: min mund der kysser drenge forlegne, min mund der spiser mig til dame, min mund der bævrer når nogen råber mig an, og orkede jeg: pæn, jeg orkede: pæn en tid, men så blev det hårdt, så var det anstrengende, så gav jeg efter for trangen til at yde mit værste med sundheden, så tog jeg ud til en have og den have skar jeg fri for roser, og jeg har arrangeret disse roser i en vase, og jeg har stillet vasen i min karm, og der er de eye candy, der er de pynt, og det nytter ikke noget, heller, herlige yder – jeg ser op til dig, men jeg er bare det barn der drak en skovsø ved et uheld, i tidernes morgen, og jeg er: den tøs der æder fugle, men fri mig ikke for dine fingre der peger mig ud som problematisk, jeg forlanger bare forståelse og klapsalver, min optræden,

skumringen, fuck det er et ansvar der hviler på mine skuldre, men jeg skal ikke klage

jeg siger dig: det kræver nosser at nikke afmålt mod månen og forvente benovelsen og skæret, som jeg trådte mit første skridt på månen: jeg indså at jeg hellere ville kilde en stjerne, fortrydelsen er bitter, og jeg er udset til at tage vare på andre der gurgler kaffe i skumringen, fuck det er et ansvar der hviler på mine skuldre, men jeg skal ikke klage mere end du kan tåle at lægge øre til, det er ikke min intention at hægte dig af, og jeg skal lige minde om at jeg er syg med muskler og strenge formaninger, jeg vil til hver en tid lade dig titte ind når jeg klæder om, jeg iklæder mig gerne

de kjoler jeg stjæler, jeg synes om at være tyv og tøs på samme tid, i samme åndedrag vil jeg gøre opmærksom på at jeg forguder dig, jeg drager omsorg

■

I MINE FORÆLDRES HAVE

af shosha raymond

mine forældres have er der stadig sne. Huden på mine fingre sprækker, og jeg sutter på dem. Jeg åbner havelågen og går rundt om huset og omme foran havedøren, sætter jeg mig ned på en havestol. Jeg kan mærke kulden komme op fra træet, men min krop er for træt og slap til at ryste. Nu bor min far alene i huset. Jeg kan se ham inde i køkkenet. Han forsvinder i det ene vindue. Dukker op i det andet og forsvinder og dukker op og forsvinder. Han går med tallerkner eller kopper eller ost eller rugbrød. Forskellige kopper har været med frem og tilbage flere gange. Han går fremoverbøjet, som om han tæller skridtene fra køleskabet til køkkenbordet og fra køkkenbordet til spisebordet. Som om han glemmer hvad han er nået til. Vender om og går tilbage igen. Nogle steder er jorden kommet

til syne mellem al sneen. Nu kan jeg se ham gennem havedøren. Se hans sko på trægulvet. Han vender ryggen til mig og kigger på uret, der hænger over sofaen. Han har folder i nakken. Jeg kan huske, da jeg lå i en papkasse i kælderen og kunne høre ham gå over gulvet ovenpå med sko på. Jeg forærede ham engang nogle sutsko, så han ikke behøvede at gå med rigtige sko indenfor.

ed knæ og håndflader trykket ned mod guldbrædderne kravler jeg på alle fire hen over gulvet i gangen på første sal. Da jeg kommer over til mine forældres dør, støder jeg panden ind i døren. Jeg kan høre en dyne, der bliver flyttet og bare fødder, der bliver sat ned på gulvet. Hun går hen over trægulvet og åbner døren på klem. Hendes ene ben er lige ud for mit

Jeg kan hu jeg lå i en ske, da p i kælderen apkasse og høre ham g kunne gulvet ove å over npå med sko på.

hoved. Jeg kigger op og en stribe af hendes krop og hoved er synlig. Jeg kan se hendes bryst, der hæver og sænker sig, og at hun har spyt siddende i mundvigene. Jeg kan se op i hendes næse, hvor snot er filtret ind i de små hår. Øjenlågene ser hvide og gennemsigtige ud, og der er røde blodsprængninger i det hvide i hendes øjne. Hun tager hænderne op til sit hår og glatter håret bagud med håndfladerne, som om hun kan mærke, at det sidder som et spindelvæv omkring hendes hoved. Hun smiler ned til mig, og så lukker hun døren igen, og jeg kan høre hende gå tilbage til sengen og samle dynen op og høre sengen, der knirker, da hun lægger sig ned på den igen.

Som et barn der ikke havde lært at gå, vaklede den hen over gulvet og kravlede op i min seng.

Min mor sagde engang at jeg var en klump i hendes mave.

eg sidder i vindueskarmen og putter glaskugler ned i den øverste toiletrulle. Selvom solen skinner er ruden kold. Jeg læner venstre skulder mod den og lytter til lyden af glaskuglen, der triller hen over pappet og så lyden af glaskuglen, der rammer de andre glaskugler, der har samlet sig i en fordybning på sengen. Da alle glaskuglerne ligger på sengen, putter jeg dem tilbage i deres pose og skubber rutsjebanen væk, så jeg kan lægge mig ned. Jeg kigger på dukken. Den sidder lænet op ad væggen med armene hvilende i skødet på øverste hylde i reolen. Der er ridser i dens glasøjne. Jeg havde engang et mareridt om den. Jeg drømte, at den blev levende og satte sig med benene dinglende ud over kanten på reolen. Den sad og kiggede på mig, inden den hoppede ned på gulvet. Som et barn,

der ikke havde lært at gå, vaklede den hen over gulvet og kravlede op i min seng. Jeg vågner midt om natten og sætter mig op i sengen. Dværghamsteret ryster. Hele dens krop er i bevægelse. Jeg rejser mig fra sengen og går over gulvet og sætter mig ned på knæ foran dyret. Jeg har ikke lyst til at røre ved det. Det ligger med lukkede øjne og sparker ud i luften. I vasketøjskurven finder jeg en sok og tager den på den ene hånd. Jeg tager fat omkring dværghamsterets mave, og med den anden hånd vender jeg sokken på vrangen udenom dværghamsteret. Den spræller inde i sokken, og jeg er ved at tabe den. Jeg trækker vejret i små sug og lukker øjnene og koncentrerer mig om at få styr på mit åndedræt. Til sidst rejser jeg mig op og går over til skrivebordet. Jeg tager ordentligt fat om

sokkens skaft, og så slår jeg sokken ned i bordet med en hård bevægelse. Da jeg igen ligger i sengen, græder jeg.

in mor sagde engang at jeg var en klump i hendes mave. Jeg stod i dørkarmen og kiggede på hende og min far der sad i sofaen. Hun kiggede ud af glasdøren ud til haven, mens hun sagde det. Nina hev min mors maveskin i stykker da hun blev født. Der var allerede blå strækmærker rundt om hendes navle, inden jeg blev født. Jeg lå med hovedet på hendes mave og rørte dem med pegefingeren. – Det ligner de ringe, der kommer i vandet, når man kaster med sten, fortalte jeg hende. Hun nikkede, og jeg lå med lukkede øjne og lyttede til lydene inde fra hendes mave af.

T R O SP fik flashbacks til idræt i folkeskolen og gymnasiet at stå der og ikke kunne holde takten at blive den, der må holde øje med stopuret i stedet skrækkeligt når nu også denne lærer var sød

det var skrækkeligt af lea løppenthin

min veninde tog mig med til yoga vi lå på gulvet, på vores måtter, vi udførte synkrone bevægelser læreren var sød de øvrige elever var 25 år ældre end os vi lærte: palmen, hunden, krigeren og cobraen det er de positioner jeg husker jeg gik til moderne dans med den samme veninde for nogle år siden

vi hørte Bon Iv

det var skrækkeligt vi hørte Bon Iver jeg hader Bon Iver fik flashbacks til idræt i folkeskolen og gymnasiet at stå der og ikke kunne holde takten at blive den, der må holde øje med stopuret i stedet skrækkeligt når nu også denne lærer var sød

meget mærkeligt med yoga at denne praksis er kommet rejsende hertil fra Indien og fortiden ligesom det spidskommenpulver man kan købe i supermarkedet jeg har altid haft det svært med det synkrone, og med meditationen altid haft det bedst med sportsgrene uden hold tennis var godt, der var kun mig bolden skulle ramme feltet skråt overfor,

vi var en ansamling af lemmer arme og ben og hjerner, skulpturer som efterstræbte denne ligevægt denne meget eksotiske ligevægt

når man servede svømning var godt, der var kun mig vandet kunne skubbes til side og jeg blev dygtig grønlig i håret af kloren min veninde og de fremmede kvinder og jeg lå på hver vores måtte vi var en ansamling af lemmer

alt hvad jeg ser er vibrerende atomer tænkte jeg ha ha dejlig sang med Kliché kroppen bliver ældre, den omsætter ikke sin mad som den gjorde den er ikke længere vægtløs som den var

egernhjertet vil gerne lave forråd i hule træer egernhjertet vil gerne løbe op i trækronen og sidde der til solen går ned egernhjertet vil ikke dyrke yoga ikke sove og ikke spise sundt elsket er den som sætter sig elsket er den som sætter sig

arme og ben og hjerner, skulpturer som efterstræbte denne ligevægt denne meget eksotiske ligevægt det indre var meget generelt

jeg skal passe kroppen som et barn som det barn, jeg ikke vil føde fordi det er alt rigeligt foreløbig at være sin egen mor og far og chef sport sport sport

jeg sætter mig ikke jeg sætter mig ikke ro er ikke en naturtilstand ro er et arbejde ro er det arbejde, jeg har

PRISER DU DIG LYKKELIG IKKE LYKKELIG ar v t e D okay

være der, vi var rockstjerner. le vil e ikk vi at , ay ok r va t De var meningen med os. r de t, de r va t De . ay ok r va t De en pige som dig, og ham der, for k kti ta en e ikk er t de en ”M er Tom fra Rejsebøger.” t de , ne er stj ck ro en e ikk er han

af mia dall BEGYNDELSEN Der står nogle nye piller på hylden. Mor tager pillerester med hjem fra sygehuset, så alle de hvide plastikglas er uden etiketter i offentlig-storkøbs-størrelse. Men de her piller er i et lille rundt plastikrør med etikette. To skriggrønne streger løber rundt langs etikettens kant – som pynt? Jeg læner mig mod køkkenbordet, med hænderne på bordpladen og kigger op på glasset. Hvad gør de piller? Hvad for en sygdom kræver de? Jeg forestiller mig, hvordan pillerne lugter, hvordan lugten kradser lidt i næsen som jern. Pillerne er bittesmå og næsten blanke. Man kan ikke mærke den, når man lægger en pille på tungen og synker. Jeg vil synke dem som et livsvilkår, som var pillerne en forlængelse af mig. Jeg vil være små kridhvide glatte piller, ikke ru og røde, og ikke med smag af metallisk jordbær, men af rent 20

jern og plastik. I skolen ville de blive lidt beklemte, når jeg fortalte dem om mine piller. De ville synes, jeg var modig. Jeg ville trække let på skuldrene, jeg gjorde bare, hvad jeg måtte, det var ikke noget specielt, ville jeg signalere med skuldrene. Hvis jeg lod en tåre løbe ned af kinden midt i timen, ville de forstå hvorfor, og komme over for at muntre mig op. Måske ville de begynde at tænke på mig, selvom jeg ikke var der? Jeg kigger ud mod stuen, der er stille. Så stiller jeg mig op på tæer og tager glasset ned. Pillerne ramler svagt mod hinanden og det hvide plastik. Jeg glider tommelfingeren frem og tilbage over den lille rille langs etikettens kant. Glasset er for let. SLUTNINGEN ”Du er ikke karismatisk i en gruppe. Hvad nytter det, når branchens folk

helst færdes i flok?” Jeg får alligevel lov til at hjælpe med gavebordet. Så kunne jeg føle mig mere tryg, og have en anden beskæftigelse end at opvarme mit hvidvinsglas med mine svedige hænder. Hele branchen var der jo. Det var en mulighed, man ikke ville lade gå fra sig, hvis man da havde ambitioner. ”Priser du dig ikke lykkelig for den her mulighed? For det her arbejde?” Kildevæld og hvidvin stråler fra glassene. Loftet kan kun anes bag tykke kabler, brandalarmer, metalrør og skinner til de tunge støvsorte teatertæpper. Betongulv. Spotlys. Små kager, der tages i en mundfuld med tommel og pege. Knashvid porcelæn som tjenernes skjorter. Jeg har også sorte sko og nederdel på, men mit glas er for fedtet til at strå-

Her er man en mand, hvis man vil noget. Nej. Man er ikke engang en mand, man er en Karrierekvinde med høje trampende hæle. Man griner af sin aupair og spiser kun proteiner.

Hele branchen var der jo. Det var en mulighed man ikke ville lade gå fra sig, hvis man da havde ambitioner. ”Priser du dig ikke lykkelig for den her mulighed? For det her arbejde?”

le. Jeg smiler for villigt og kommer til at bide i kagerne. Chokoladeskallen knækker i små stykker da mine tænder presser den ned i den bløde midte af hvid cremé og passionsfrugt. Det var den ikke lavet til. Den skulle spises hel. Et stykke skal falder ned og klæber sig til min lummerhvide bluse. Sved fra mine hænder får glasset til at glide mellem mine fingre. Jeg holder rundt om stilken for ikke at tabe det, for at det ikke skal smadre mod betongulvet. Alle damerne ville klinge forarget på deres glas med deres sølvringe ved lyden. De ville opdage min nervøsitet, den ville irriterede dem. Mine blå øjne vækker moderen i dem og moderen passer sig dårligt for branchearrangementer, hende lægger man derhjemme med børnene. Her er man en mand, hvis man vil noget. Nej. Man er ikke engang en mand, man er en Karrierekvinde med høje trampende hæle. Man

griner af sin aupair og spiser kun proteiner. Men midt i massen af klingende sølvringe og branchestemmer, står en rockstjerne. Hans ryg hænger beroligende. Han er ligeglad. Han er anderledes, og han må være anderledes. Det forventer man af en rockstjerne. Han skal være nervøs og utilpas. Det er meningen med rockstjerner. Stille og besværlig. Bare stå ved hans side og kigge ud med tunge øjne og et blegt ansigt. Det var okay, at vi ikke ville være der, vi var rockstjerner. Det var okay. Det var det, der var meningen med os. ”Men det er ikke en taktik for en pige som dig, og ham der, han er ikke en rockstjerne, det er Tom fra Rejsebøger.” MIDTEN Det var en fest, en fødselsdagsfest måske. Du var ikke meget mere end seks måske syv år, så du var ikke opmærk-

som på anledningen. Selvom det var i din nabos hus, var der ingen, du kendte. Du ville ikke være alene, så du pressede dig selv til det yderste for at indgå i de andre børns leg. ”Kom” sagde de og løb. Du måtte følge efter, selvom du ikke vidste hvor hen. I løb ned igennem en smal gang af voksne, en uforudsigelig gang, et væld af farver og stoffer, der bevægede sig svajende rundt mellem hinanden, pludselig, et skridt tilbage og gangen var væk, I måtte springe til siden for at undvige, for at finde en ny gang. Et øjeblik var du alene i det svajende virvar. Da det slog ned i dig, kunne du kun ane børnenes grin et sted længere inde. Du blev forskrækket. En helt essentiel del rev sig løs fra dit bryst, og svævede ud mellem ribbenene. Den svævede op over dig, og så på mens din krop løb videre. *** 21

01.09.2014 Jeg tænker på klar suppe, spist i Jylland et utal af gange. Jeg tænker på, hvordan den opløste bouillonterning lægger et lag af salt og olie i munden, hvordan det nogle gange smager sådan, når jeg vågner. Jeg tænker på, hvordan Hanne plejede at kigge på sin moster og mosterens datter. Hvordan datteren stadig hang på moderen, selvom datteren næsten var halvtreds, og moderen sad i kørestol. Jeg så, hvor træt Hanne blev, når hun sad og så på de to. Hun så, at det ingen ende havde. Jeg tænker på, hvordan min mor ikke måtte sove på samme værelse som min far, første gang hun besøgte hans ene storesøster, fordi de ikke var gift. Jeg tænker på, hvordan det må være at ligge helt alene i et hus, hvor man føler sig som en synder. Jeg tænker på, hvordan min far måske selv blev overrasket over kravet. Hvordan han ikke har

vidst, hvad han skulle sige, og så derfor er endt med ikke at sige noget. Hvordan han er endt med at have dårlig samvittighed over for både sin kæreste og sin søster. Hvordan han til sidst har skudt det til side, fordi det var for hårdt at tænke på og nu alt for sent at gøre noget ved. Hvordan det han ikke sagde, satte sig fast som en klump i halsen. Klumpen af alt det, der ikke blev sagt, blev kun tungere om hans stemmebånd med årene. Til sidst var det næsten umuligt at få sat svingninger i det. Jeg tænker på, at den søster var den søster, jeg troede var mindst religiøs. Den søster hvis børn fik børn, længe før de blev gift. Jeg tænker på den anden søster, der måtte sælge sit hus og flytte til en lejlighed. Hvordan hun trak sig ud af familien på grund af skammen over, at hun ikke havde plads til at have familien på besøg længere. Jeg tænker på hendes lejlighed, hvordan det var som at træde

SKUFFET Hun råber, sukker og slår i bordet. Nogle gange er jeg sikker på, hun går på toilettet for at græde. Hun var skuffet over at lægen mente hendes svimmelhed kom fra en virus. Jeg tror, hun havde håbet på en sygemelding.

ind i en tyk masse af skyld og nederlag. Jeg tænker på, hvordan hendes børn arbejder for Indre mission, hvordan deres børn er lyshårede og søde, spiller håndbold og har mange venner. Jeg tænker på, hvordan min far til en familiefest smilede på den måde, der betyder at han bare smiler, fordi han ikke har lyst til at forklare, hvordan det virkelig hænger sammen. De grinede af, at han som barn var blevet ked af, at Ole alle de gange slet ikke var kommet for at besøge ham, men Marie. Men hvorfor smilede han på den måde? Måske var han glad for, det ikke var ham Ole kom for at besøge? Måske var det slet ikke så tit Ole kom forbi alligevel? Måske blev han virkelig ked af det, da han fandt ud af det? Måske er han stadig ked af det? Min far sagde ingenting, han smilede. 01.12.2014 Min historie har sat sig fast. Det hele

Små udblødte rejer bliver ved med at skvulpe ud mellem mine læber. Nu flyder de bare rundt midt i min kødbollesuppe. Jeg ved ikke hvor jeg skal gøre af dem.

”Hvad skriver du?” ”Hvad som helst. Mest en masse sætninger der starter med Jeg.” ”Det lyder ikke specielt interessant.” ”Det er det heller ikke.”

”Jeg er foru

roligende lig

var så godt og smukt i starten, men så begyndte det at blive udvandet. Det begyndte at løbe ud af min mund som klar suppe med et par enkelte klumper skvulpende ud mellem læberne. Det er ikke muligt at skrive mere. Jeg forsøgte ellers at lave en plan over, hvad der kunne ske, men det er tyndt, endnu mere tyndt end det allerede var. Små udblødte rejer bliver ved med at skvulpe ud mellem mine læber. Nu flyder de bare rundt midt i min kødbollesuppe. Jeg ved ikke, hvor jeg skal gøre af dem. Måske skulle de have lov at blive liggende? Selvom det ville være forvirrende og frustrerende for læseren, men jeg kan ikke spise dem igen. De to salte, saltvand og bouillonsalt, frastøder hinanden og udvider sig i min mund og hals. De er som den sidste bid af et måltid, den, der gør mig dårlig, den, der ødelægger det hele, den, det er bedre at lade være med at spise.

På arbejdet er de stressede. Min chef må knibe øjnene sammen for at kunne se og laver en grimasse i stedet for at smile. Marianne knækker snart, tror jeg. Hun råber, sukker og slår i bordet. Nogle gange er jeg sikker på, hun går på toilettet for at græde. Hun var skuffet over, at lægen mente at hendes svimmelhed kom fra en virus. Jeg tror, hun havde håbet på en sygemelding. Jeg havde ikke travlt, kedede mig næsten. Min chef tør ikke give mig for mange opgaver mere. Da jeg kom hjem, gik jeg en tur. Så film og lavede mad. Jeg læste ikke. Jeg orker ikke at skælde mig selv ud over det. Min krop gør ondt, og er stiv. Mine underarme kan ikke skrive. Der er intet i mit hoved. Min historie er en lille pige. Men hun er blevet for tynd. Huden trækker sig lige så stille væk fra øjnene. Træk-

eglad.”

ker sig sammen, bagud, til de smutter ud med et svup. Jeg forsøger at sprætte hende op og mase vat ind i de smalle sprækker. Men vattet sugede lige så stille livet og blodet til sig og efterlader en tør ligegyldighed. Jeg er følelsesløs. Men jeg har vænnet mig til, at jeg kan se mine knogler og det gør ikke ondt at huden gnider mod hoftebenene mere. Mine sociale følelser er på et minimum. ”Jeg er foruroligende ligeglad.” ”Kan du ikke lide andre mere?” ”Nej” ”Ingen?” ”Jeg er ligeglad med andre.” ”Med alle?” ”Ja” ”Prøv at nævne nogen, du ikke er ligeglad med.” ”Min familie måske, men jeg glemmer dem alligevel hele tiden.” 23

”Glemmer du meget?” ”Jeg glemmer næsten alting.” ”Alting?” ”Undtagen at jeg skal skrive, at jeg ikke kan trække vejret, og at jeg hader mig selv.” ”Hvad skriver du?” ”Hvad som helst. Mest en masse sætninger der starter med Jeg.” ”Det lyder ikke specielt interessant.” ”Det er det heller ikke.” ”Hvad kunne du finde på at skrive, der starter med Jeg?” ”Jeg er træt.” ”Eller?” ”Jeg er helt tom indeni.” ”Ellers noget?” ”Jeg er ligeglad med andre, jeg vil

bare skrive mine sætninger, der starter med Jeg.” ”Hvad tror du, det handler om?” ”At det er det, jeg har lært. For mig skal alting handle om mig, ellers lever jeg forkert; ellers bliver jeg en dørmåtte, som psykologen sagde.” ”Tror du ikke snart, du er klar til at følge hans forslag og flytte til Bali?” ”Jo, måske, selvom han nok mente det som en joke.” ”Han var ude på at provokere noget ud af dig, sætte det hele lidt i perspektiv.” ”Det var ikke en specielt sjov joke.” ”Prøv at lukke øjnene.” ”Nej. Det er jeg ikke klar til. Jeg kalder ham stadig psykopaten.”

u?”

”Hvad skriver d

”Men du forstår jo hans bevæggrunde.” ”Ja.” ”Hvorfor kan du så ikke komme videre?” ”Jeg har bare ikke lyst til at lukke øjnene. Jeg har ikke lyst til at blive reduceret til en fællesnævner af den kognitive adfærdsterapi. Det er bare statistikker.” ”Statistik er en god og brugbar ting.” ”Er du sikker?” ”Hvad har vi ellers?” ”Nuancer?” ”Det er der ikke nogen, der har tid til.”

■

 



   



           

     Rævens Sorte Bibliotek ...

  

 

WHERE WERE WE - a festival on writing, intimacy, body

MADE BY

GODSBANEN, AARHUS 2ND TO 6TH DECEMBER 2015 35 CONTRIBUTERS & 3 COMMISSIONED ARTISTS

TALKS | EXPERIMENTS | PERFORMANCES READINGS | LECTURES + PARTY & MINGLE! READ MORE @ LITTERATUREN.NU

af bjørn rasmussen

WORDFEUD Hvorfor vil du vide det? Jeg spurgte bare

Jeg spiller wordfeud med tilfældige. Mikkel lægger ud og skriver BH. Derefter kontakter han mig på chatten:

Jeg venter

Fordi skal sove nu farvel

Ja har du

Er du en mand eller kvinde

Ok hvorfor skal du sove nu Var på nattevagt så er træt

Kvinde. Hvorfor

Vil du ikke spille wordfeud

Ok hvor gammel er du Jeg venter

Jo må jeg spørge dig om noget personligt om du har stor bryster

Ja jeg har, hvorfor?

Ok det er jeg også har du en kæreste

Ok må jeg så spørg hvilken bh størlse bruger du Jeg venter Jeg venter

Ja har du Ja Må jeg spørge dig om noget personligt om du har stor bryster Jeg venter Jeg venter Jeg venter

Har ikke bh på nu, er nøgen Hvad venter du på Ok hvorfor er du nøgn

Ok hvilken bh størlse bruger du Gæt 80 a Jeg venter på et svar Forkert

Ok hvilken bh størlse bruger du så Hvem er du Jeg er en mand hvorfor og hvilken bh størlse bruger du Hvorfor vil du vide det?

Jeg spurgte bare Hvilken mand? Jeg er en mand på 27 Jeg venter Jeg venter Jeg sover Og hvilken bh størlse bruger du Ok men sig lige hvilken bh størlse du bruger Jeg venter ----Hej hvilken bh størlse bruger du Jeg venter Jeg venter

Ok har du tøj på Jeg venter Ja Ok hvilken farve bh har du på Rosa Ok hvilken farve har din brysvorter Jeg venter Brun Ok har du en mand eller ikke Jeg venter Jeg venter Jeg har flere

D75

Hvad mener du med det Jeg venter

Ok har du taget din bh på eller ikke

En mand er ikke nok til mig

Ok har du flere

Jeg venter Ja Ok har du sex med dem Ja Ok Har du hård pik? Jeg venter Ej undskyld søde jeg løg Jeg er jomfru Ok og hvorfor spørger du om jeg har hår på pikken Jeg venter Jeg venter Jeg venter Jeg venter Har du bh på

■

AF AT MOR ER KED KED AF HENDES DØTRE IKKE LÆNGERE TROR PÅ NESTE EENE DEN EENESTE NE af otilia leschly

or er ked af, at hendes døtre ikke længere tror på den eneste ene. De står begge lænet op ad køkkenbordet, og hun ved ikke helt, hvad hun skal sige til dem. Hun ser på dem nedefra og op. De har begge lange ben, former, både bryster og numser. Langt lyst hår, den ene har glat hår, den anden har krøller. Mor er så stolt af sine piger. Hun husker at fortælle dem det ofte. ,,Jeg tror det er sundt nok,” siger datter et, hende der har krøller. ,,Det er naivt og gammeldags at tro, man skal leve med den samme partner hele livet.” Den ældste datter fortæller ikke sin mor, at hun forelsker sig i en ny hver anden uge, selvom hun ved, de kun vil kneppe. ,,Ja, hellere bare være glad og nyde det, så længe det varer.” siger datter to, hende med det glatte hår. ,,Så bliver man positivt overrasket, hvis det skulle vare længere end et års tid.” Hun smiler ud i luften, og tænker at de mænd hun møder, altid vil mere end bare at kneppe. Mor skifter drastisk emne, hun kan 28

Mor hælder vin op i tre glas, og begge døtrene sluger den røde masse med kropslig refleks, da Mor bruger ordet tissekone.

mærke på stemningen, at hun snart bliver fortalt af sine døtre, på hvilke måder hun opdragede dem forkert. Hvorfor de i dag har svært ved at stille sig tilfredse og binde sig til noget, fordi de altid er blevet vejledt til at forandre noget, hvis man ikke er glad. Hvordan de aldrig er blevet opdraget. ,,Jeg har fået svamp” siger Mor. ,,Det er den her nye uniform, jeg kan ikke tåle den.” Så viser Mor, hvordan man skal vaske shampooen ud af håret med hovedet nedad, mens hun med højre hånd holder om en imaginær bruser. Sæbe kan åbenbart ændre din skedes ph-værdi. Our vagina is like a cat, it cleans itself, hørte den yngste datter engang i en youtubefilm om det kvindelige og mandlige køn, en battle om hvilket kønsorgan, der havde de bedste fordele. Datter to havde også set den. Mor hælder vin op i tre glas, og begge døtrene sluger den røde masse med kropslig refleks, da Mor bruger ordet tissekone. ,,Ja, men hvad skal jeg ellers sige? Kusse?” Tissekone er et ord kun

brugt af mødre, der står i køkkenet med deres nye netop-blevet-single-stilletter og bøjer sig fremover, mens de med højre hånd holder om en imaginær bruser. Det er også derfor, det ikke er så sundt at I glatbarberer jer, når vi nu døjer med ubalance i vores skeders ph-værdi. Som om det var en ting, vi havde tilfælles. Datter to prøver at skifte emne, og spørger Mor om hun ønsker sig en ny robotstøvsuger i fødselsdagsgave. ,,Ja, den var jeres far jo så heldig at få.” ,,Far er glad for den, han har kaldt den for Roberta,” siger datter et og datter to tænker, at så blev den kone da erstattet. Datter to hælder resten af sin vin ud i vasken og kommer i tanke om, at hun skal skifte tampon. Imens datter to går på toilettet, går datter et med Mor ud i haven, for Mor har købt en græsslåmaskine. Hun viser et billede af en livmoder, og selvom ingen kvinder er ens, ligner det forbavsende meget Mors. I livmo-

deren er der otte tal, der indikerer otte punkter, tallene findes ikke i den virkelige livmoder, for tal er en menneskelig konstruktion. Tal 1, indikerer at der på nuværende tidspunkt er sæd i livmoderen. Det kunne være Fars sæd, eller jeres far, som han hedder nu. Det kunne være datter et eller datter to. Ingen af dem var nødvendigvis den hurtigst svømmende sædcelle. Det, der skete var, at først datter et og senere datter to blev hængende i æggelederne, se punkt nr. 9. De nåede at tilpasse sig mere til Mors krop end de andre haletudser, og havde derfor større chancer for at blive accepteret af Mors æg. For selvom det er ulækkert, har Mor faktisk bollet mange gange, og ikke kun to. Hvis billedet, som vi forestiller os, er nyt, er det også en ny mands sæd, der er oppe i Mor, og den sæd kommer ofte derop. Mor er nemlig glad og forelsket. Sæd består, ud over de spermatozoner, der gør Mor gravid, af vand, salt,

proteiner og fruktose, sådan noget ved Mor, hun siger det smager fint, og er ligeså sundt som et æble. Det drillede Far Mor med, når Mor sagde, at nu var det slut med at sluge. Måske var det bl.a. derfor, de voksede fra hinanden og blev for forskellige. Punkt to indikerer de indre kønslæber. Der bliver fnisende søgt på wikipedia, hvor de kalder kønslæber for skamlæber. Det ord bryder Mor sig ikke om, man skal ikke skamme sig over sine læber. De indre kønslæber på Mor kan ikke ses over de ydre kønslæber, og hun har lagt mærke til, at de heller ikke kan ses på datter et og datter to, og det er hun glad for. Mor ved godt, at de flestes tissekoners indre kønslæber kan ses, men hun synes stadig ikke, det er pænt. Ved punkt tre ses de ydre kønslæber. Mor er ikke så glad for at døtrene barberer sig glatte. Hvis jeres fuckboys synes, det er underligt, at I har hår, så er de slet ikke modne nok til at røre ved jer, siger Mor. Far har aldrig brokket sig over det,

han kan godt lide, at man skal rode lidt rundt dernede først. Hvis man er i tvivl om, hvad kønslæber er, kan man google det, selvom man helst skulle vide det. Hvad er kønslæber? Kønslæber er de hudfolder, der omkranser en piges skede. De fleste piger har kønslæber. De ydre kønslæber, som er de største, strækker sig fra venusbjerget til skedeåbningens bund, hvor mellemkødet begynder. Skyl læberne, man bør skylle sine kønslæber hver dag. Punkt fire indikerer skeden. Datter et og datter to er kommet ud af Mors skede, Far er mange gange kommet i den. Mors skede tilhører ikke længere Far, det underskrev de med deres nem-id engang sidste år. Hverken Mor eller Far er singler længere. De har begge to fundet en, som svarer til dem selv, hvis de var født som det modsatte køn. De tror stadig på at modsætninger mødes, men modsætninger bliver også skilt igen. Nu skal døtrene hellere finde en de minder om. Det går ikke, han vil sove længe, og

Hun viser et billede af en livmoder, og selvom ingen kvinder er ens, ligner det forbavsende meget Mors. I livmoderen er der otte tal, der indikerer otte punkter, tallene findes ikke i den virkelige livmoder, for tal er en menneskelig konstruktion.

jeg vil tidligt op og i gang, siger Mor. Far siger, det går ikke hun falder i søvn på sofaen, når vi endelig havde en aften alene sammen. Det var vidst deres forklaring på, hvorfor de skulle skilles. Så nu er der en morgenfrisk mand, der har været oppe i Mors skede. Det vides ikke hvor mange, der har været der i alt, men man ved, hun har haft mange kærester, og ikke er så god til one-night stands. Sådan tror hun også datter et og datter to er, og de smiler ved tanken om, at det er sådan, hun tænker. Ved punkt fem ses livmoderhalsen. Den bliver googlet med det samme. I Mors livmoderhals er der slim, finder man ud af. Hvis slimet er elastisk og klart, er det en indikation på, at Mor er frugtbar, men det er hun for gammel til, så det er nok bare sæd, der for nyligt er blevet sprøjtet op i hende. Når Mor får orgasme dykker hendes livmoder længere ned i skeden, så Fars sperm bedre kan trænge ind i livmoderen. Far kan nogle gange støde på livmoderhalsen under sex, hvilket Mor synes er ubehageligt og smertefuldt. Men på den gode måde heldigvis, lidt ligesom at sidde med strakte ben og prøve at nå sine

tæer, eller at få den i anus, siger Mor heldigvis ikke, gud det ville være upassende. Punkt seks er livmoderen, der på latin hedder Uterus, der er et maskulint ord, og som betyder sæk af læder. Selv i Mors mave er der sexisme. Mor tegner ofte anatomien med fingeren i luften, når hun skal forklare noget for datter et eller datter to. På grund af Mor har datter et og datter to altid vidst, de havde tre huller, et til afføring, et til at tisse og et til at føde børn. I kan mærke det, hvis det er det forkerte hul, siger hun, og rækker først den ene og derefter den anden en pakke med tamponer. Mor har også lært datter et og datter to at lave knibeøvelser, fordi det skulle være godt at kunne, når man skal føde. Det har mange fordele, siger Mor eftertænksomt. Mor, datter et og datter to sidder sommetider og laver knibeøvelser inden middagen er serveret, ret så feministisk bordbøn, hvis man tænker over det. Punkt syv er æggestokkene, siger Mor og laver to streger i luften med pegefingrene. I Mors æggestokke har der været mange æg, og derfor mange halve

babyer, der er kommet igennem hende og blevet skyllet ud i toilettet. Udover to æg har cirka 400 halve babyer ikke fået lov til at blive befrugtet af Fars sæd, hvor den anden halvdel af børnene er. Grunden til, at de ikke er blevet befrugtet, er på grund af en spiral, der har siddet oppe i Mors livmoderhals, se punkt fem. Ved punkt otte ses Mors æggeledere, som der er ingen, der har set på nær datter et og datter to, og der kommer aldrig til at være flere, der ser dem. Heller ikke længere Fars sædceller, og nu er Mor i overgangsalderen, så hun kan ikke få flere babyer. Overgangsalderen er underlig, fordi den for det første gør, at du ikke længere bløder ud af skeden, hvilket gør, at du ikke kan få babyer. For det andet bliver man så gammel i overgangsalderen, at man er vokset fra Far. De er vokset fra hinanden, Mor og Far. For det tredje gør den, at Mor får en midtvejskrise, som betyder, at Mor tænker på, at hun skal dø, når hun har levet ligeså lang tid som allerede nu. Det går mange i panik over, og Far siger, at det er derfor, at jeres Mor er gået fra mig.

■

Udover to æg har cirka 400 halve babyer ikke fået lov til at blive befrugtet af Fars sæd, hvor den anden halvdel af børnene er.

Mor tegner ofte anatomien med fingeren i luften, når hun skal forklare noget for datter et eller datter to. 30

Mor, datter et og datter to sidder sommetider og laver knibeøvelser inden middagen er serveret, ret så feministisk bordbøn, hvis man tænker over det.

D R Ø M M E R D U O M AT B L I V E F O R FAT T E R ? Danmarks mest ambitiøse forfatterlinje for unge i alderen 15-25 år ligger i ... Holstebro? Drømmer du om at blive forfatter, så har vi et forslag til dig: A. Undervisning to aftener om ugen i 3 år B. Undervisere der er professionelle forfattere og digtere C. De bedste gæsteforelæsere man kan opdrive D. En international studietur om året E. Samarbejde med billedkunstnere, musikere og teaterfolk F. Et godt socialt miljø med 100 elever fra andre DTA-linjer

www.talentakademi.dk/forfatter

S N O I FASH

e id a m a r ie h ed

AFSLØRING

Aftenen før gennemgik jeg min krop rituelt, bearbejdede den sorg, at jeg aldrig mere skulle iføre mig varmende tekstiler. Jeg bearbejdede min silhuets form, skrabede hofternes døde hudlag af, så hårdt, at blodet piblede frem og tørrede ind i hudoverfladen som en romantisk marmorering.

lexander McQueen siger, at der er blod under hvert lag hud. Alexander McQueen siger, at skønhed kan komme fra de grimmeste steder, fra de mest ulækre steder. Alexander McQueen siger, at det er de grimme ting, han lægger mærke til, fordi andre mennesker synes at ignorere de grimme ting. Alexander McQueen siger, at der er en perversion i tøjet, en skjult agenda i romancens skrøbelighed, et dystert aspekt, melankolsk eller sadomasochistisk. Alexander McQueen siger, at hvis man forandrer silhuetten, forandrer man måden at tænke udseende på. Alexander McQueen siger, at stoffets farve ikke er rigtig sort, det er gråt, og, det er ikke rigtig hvidt, det er beskidt hvidt. 32

Kjolens lyserøde er som ansigtspudder. Nattehimlen havde længe lignet en ren flade, nu flød lyset langsomt ind i den. Himlen blev en plamage af mudder. Inden den beskidte dag for alvor begyndte – den dag man havde spået om i århundreder – den dag hvor alle kommodeskuffer og walk-in-closets og tekstillagre ville sprænge dørene åbne – den dag, hvor alle haute couture-kollektioner og genbrugsgarderober og tøjsamlinger til syriske flygtninge ville vælte ud med en egen vilje og overtage verdensherredømmet – den dag, hvor modeindustriens accelererende skingerhed og de asiatiske syfabrikkers forfærdelighed

Kjolens som e er lyserød pudder ansigts

og farvernes og materialernes uendelige kombinationsmuligheder ville støde sammen i en anarkisk kamp – den dag hvor alle kjoler og snørebånd og snabelsko og skulderpuder og kimonobælter og fletsko og turbaner og joggingbukser ville flagre morderisk gennem byen – inden den dag for alvor begyndte, vågnede jeg i min seng, nøgen. Jeg vågnede, nøgen. Aftenen før faldt jeg i søvn med gåsehud, jeg kunne ikke længere holde ud at være påklædt. Snart ville tøjet flagre op med en egen vilje. Selvstændigheden knitrede i stoffets partikler. På gulvet havde jeg smidt den gule chiffonkjole,

Jeg ejede tusindvis af outfits. Jeg havde tøj fra de syv verdenshave.

Alexander McQueen siger, at der er en perversion i tøjet, en skjult agenda i romancens skrøbelighed, et dystert aspekt, melankolsk eller sadomasochistisk.

det gammelrosa frynsebælte, den skidenbrune sjælevarmer. På gulvet i en ussel bunke: H&M, vintagecouture og indisk patchwork. Aftenen før gennemgik jeg min krop rituelt, bearbejdede den sorg, at jeg aldrig mere skulle iføre mig varmende tekstiler. Jeg bearbejdede min silhuets form, skrabede hofternes døde hudlag af, så hårdt, at blodet piblede frem og tørrede ind i hudoverfladen som en romantisk marmorering. Jeg tegnede flygtige kuglepensbilleder på mig selv: Victorianske ribben over håndryggen. Jeg skilte mig selv ad ved skuldrene og smurte skruerillerne med olivenolie, før jeg igen fik lemmerne placeret med et ritsssj. Til sidst omrokerede jeg mine

nervebaner. Jeg boksede i min røv med mine kolde hænder, æltede ballernes kødsubstans. Jeg åbnede de implementerede indgange nær anus og lod medicinkapslen glide ind, den eliksir, der snart ville ændre mig til et vekselvarmt dyr og gøre det muligt for mig at leve i kulde, på en frossen arktisk grund, i en kold kloak med dåsemad og ulmende lys og fremmede katte. Så lukkede jeg til og rystede balderne. Når en krop torpederes indefra, f.eks. af bakterier, metabolismens hjælpere, eller af kemikalier, syntetiske fremmedlegemer, så gør det sin virkning i én, men man mærker det ikke. Denne indre torpedering var ikke subtil: Mine gråhvide baller vred sig som stirrende natteøjne i en infra-

rød tåge af mosekonebryg. Jeg lå ubevægelig og ventede på, at virkningen ville indtræffe. Snart ville jeg kun være en klump af kød og hud og knogler, en primitiv organisme berøvet påklædningens sociale koder, umulig at aflæse og placere, akkurat som alle andre kroppe ville være umulige at aflæse og placere. Som overrumplede nudister i spurt, iført nye, aldrig før sete bevægelser, med krumme rygge, udposede maver, dekorative modermærker og changerende hudtoner, den nøgne krops akavede blottelse, ville byens kroppe okse af sted, på flugt fra tøjets brutale nedslagtninger, fra de tørklæder og bælter der euforisk ville kaste sig om halse og taljer og stramme til. 33

Jeg ejede tusindvis af outfits. Jeg havde tøj fra de syv verdenshave. Jeg havde mølædt tøj og perverteret tøj og sko med hundelort kilet til sålerne eller snuder beklædt med pubeshår fejet op fra gulvene i skønhedssaloner. Jeg havde indigneret tøj, som i Alexander McQueens Highland Rape-kollektion, inspireret af englændernes forbrydelser mod det skotske folk i det 18. og 19. århundrede, hos McQueen blodindsmurte modeller i flamboyante, forrevne kilte. Jeg havde plastisk og futuristisk og komposteret tøj, jeg havde dragter og kjoler og jeans købt af en falleret designer med gamle buffalostøvler hængende i loftet i sit værksted som afhuggede hoveder. Jeg havde smuglet tøj, jeg havde søvndrukkent tøj, jeg havde buksedragter gennemsølet af kussesaft og herresved, størknet i mønstret fra min macs pauseskærm. Jeg havde sweatre hæklet af døende eller allerede døde kvinder på plejehjem eller i afrikanske lerhytter; jeg havde kinajakker, jerseykjoler og

tanktoppe med svedige fingeraftryk fra indiske børn i syninger og vaskemærkater. Min garderobe matchede min røv og talje, og min krop matchede mine ideologier og seksuelle fantasier og mine seksuelle fantasier matchede coffee-table bogen med farvefotografierne fra Alexander McQueens mest berømte kollektioner og hans inciterende citater, den bog, jeg altid bar med mig rundt som en Maos Lille Røde i tasken. Men min krop matchede ikke hallucinationerne og bruddene i min æstetik og desillusionen over æstetikkens konformitet, det gjorde ingen kroppe, og min æstetik matchede ikke mine venners lejligheder og deres middagssamtaler, og mine westernkjolers stereotype frodighed og deres sorte pailletfrynser og drømmende, dekadente leg med idéen om nybyggerånd og fri seksualitet og direkte tale matchede ikke min hjernes politiske tunneller af uro.

Tøj ville ofte glide af mig, skrumpe, blive drømt af og revet væk. Mode er forførerisk, det udsøgte og ornamenterede skjuler magtens gerninger og afleder opmærksomheden fra det ufine, men: Jeg kunne aldrig bære et vedhæng eller en pynt længe nok. Jeg havde ingen leopardkjoler og ingen spidse sko. Jeg havde ingen Dr. Martens og intet gennemsigtigt blondeundertøj. Jeg havde ingen kyser og ingen handsker og ingen halsbånd og ingen hårbøjler. Jeg havde ingen skinnende nylonjakker, ingen hastigt revnende jeans. Jeg havde ingen ørevarmere, ingen overdimensionerede briller. Jeg havde ingen kapper, ingen horn. J e g

Men jeg var en ung pige, så på mange måder var jeg allerede afklædt og havde altid været det.

Mode er forførerisk, det udsøgte og ornamenterede skjuler magtens gerninger og afleder opmærksomheden fra det ufine,

havde ingen tatoveringer. Jeg havde ingen hudorme og aldrig haft det. Jeg havde ikke næseblod, ikke menstruation, ikke hudkræft og ingen vorter. Jeg havde ingen synlig kønsbehåring. Jeg havde ikke børn og kun en meget lille livmoderhalsåbning, der sad smidigt og krystalklart som en babymund inde i mig og ventede, ikke en, der hang ud mellem skamlæberne som en lang, gusten medalje. Jeg havde ingen spændetrøjer. Jeg havde ingen ar på mig og intet blod på mig, sådan som Alexander McQueens mannequiner har blod på sig, ikke friskt, ikke systematisk, bare dovne indtørrede pletter, i skyndingen er en kniv blevet tørret af i de sandfarvede stofkroppe. Det figursyede tøj fremhæver pletterne, leder tanken hen på blodet, der ikke bare løber under hvert lag hud, men løber i hvert stykke stof. Jeg vågnede nøgen og mit walk-in-closet sprang straks op. En trevl af en opildnet polyesterkjole løftede mig og bar mig gennem

byen. Overalt var tøjet i krig. Tøjet var i krig allerede før vi trak det over vores hoveder og rørte hinanden gennem materialerne. Tøjet havde altid blødt, sømmene værkede. Jeg græd i min afklædte tilstand, dryppede på bryster og fødder, på de andre kroppe, der lå kuldskære i rendestenen. Jeg græd ned i Alexander McQueens fjerbesatte 1930er-kjoler, der udtrådte og tummelumske vred sig i græsset. Jeg blev omsluttet og trøstet af globale tekstilers fibre, af deres friske hormoner og statelige e-numre. Ida Marie Hede siger, det gungrer i kødets blæver. Ida Marie Hede siger, nøgne kroppe ligner nervøst velour. Ida Marie Hede siger, alle nåle stikker. Ida Marie Hede siger, at fingre med en endnu ikke fuldt udviklet finmotorik, fx børns, lettere stikker forkert med nåle, stikker ned under neglene, der kommer hvidt puds under neglene. Ida Marie Hede siger, fattigdom skaber tøj. Ida Marie Hede siger, tøj kan kradse, små elskede piger, der ikke kan lide farverne på deres trøjer og strømpebukser udbryder ’det kradser’ og får lov at få noget andet på eller få pillet vaskemærkaterne af. Ida Marie Hede siger, at små børn syer vaskemærkater i tøj, det er ærgerligt, at de ikke kan læse dem, men de kan ikke både sy vaskemærkater i tøj og på samme tid gå i skole og lære at læse dem. Ida Marie Hede siger, jeg har sex i det tøj, jeg har på. Ida Marie Hede siger, mine ufriserede pubeshår gennembryder de mørnede trusser, ikke tidens tand, ikke tørretumbleren. Ida Marie Hede siger, at alle mennesker ser de grimme ting, men elsker forskelligartede grimheder. Ida Marie Hede siger, der er en perversion i tøjet, det vil

ikke reproducere, det vil ikke yde noget godt, det vil ikke give liv, tøjet har en skrøbelig romance med kroppen og socialiteten og hjernen. Ida Marie Hede siger, der er et mørke i tøjet. Ida Marie Hede siger, der er en trøst i tøjet. Ida Marie Hede siger, tøj gør os koreografiske, tøj bringer os tættere sammen, tøj gør os forelskede og separerer os så. Ida Marie Hede siger, korsettet gør ryggen rank, handskerne gør hænderne langsomme og betydningsfulde. Ida Marie Hede siger, kroppen på fabrikken sætter stivere i bh’er og syer kalveskind til handskefingre, ryggen bliver krum og det gør ondt i fingrenes muskulatur. Ida Marie Hede siger, vaskemærkatens tekst er ikke poesi. Ida Marie Hede siger, huden er ikke beige, den er rådden, læberne ikke er lyserøde, de er afpillede. Ida Marie Hede siger, tøj fungerer på tværs af hierarkier og identitetsmarkører og statusforhold, på trods af alle disse formildende og næsten opløftende aspekter ved tøjet, er der stadig en krop og to hænder, der har syet det, og ingen ved, hvad den krop har udholdt. Ida Marie Hede siger, jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skal tage på. Ida Marie Hede siger, en træagtig nøgen furie rejste sig en morgen fra sin seng med gåsehud og klædte sig på i noget, der lignede strå, smørelse eller en lap af hud fra et barns vabel og gik ud i verden for at overleve.

■

H A R A S L E U M & SA

Jeg står ved indhegningerne og drømmer, sagde Samuel, mens badevandet løber ud, sagde Samuel. Og kattekillingerne kvidrer under laurbærbusken, sagde Sarah.

af peter - clement woetmann

e! sagde Samuel, en fugl, en lille fugl med gult over brystet, med røde striber under øjnene, med sort næb og sådan nogle turkise fjer i vingerne, sagde Samuel, orange vinger i fjerene og dybe blå halefjer, sagde Samuel. Se! sagde Sarah, den flimrer over stenens vandbad, perlende vand på fjerene og overalt grønt græs, sagde Sarah. Her er i grunden smukt, sagde Samuel. Ja, sagde Sarah. Se himlens skyer traver ud mod vandet, sagde Samuel.

Solen står fuldkommen blufærdigt ned gennem løvet, sagde Sarah. En sprinkler vrinsker under kirsebærrene, sagde Samuel, og giver lidt gråd til et bed eller to, sagde Samuel. Forårsforsimplet og en smule fortryllet driver blå himmel videre mod modne bær på buske, modne bær på træet, sagde Sarah. Smukt! sagde Samuel Jeg lægger mig lige i græsset, sagde Sarah. Jeg sætter mig lige på bænken, sagde Samuel. Jeg kravler lige op og plukker kirsebær, sagde Sarah.

Jeg står ved indhegningerne og drømmer, sagde Samuel, mens badevandet løber ud, sagde Samuel. Og kattekillingerne kvidrer under laurbærbusken, sagde Sarah. Vild rose, sagde Samuel. Hasselskud i skovkant, sagde Sarah. Jeg vågnede op i min barndom i skovene, sagde Samuel. En eller anden knuste entrédøren af brandsikkert glas, sagde Sarah.

Vi blandede blod ved et springvand på et torv under platantræet, sagde Sarah.

Smukt! sagde S

amuel.

En eller anden råbte i telefonen til jeg bare sad og græd, sagde Samuel. En eller anden rev fat i mine arme mens en anden holdt fast til jeg gik i stykker, sagde Sarah. De spinkle hår i lungerne, sagde Samuel Den bløde krig mellem voksne, sagde Sarah. De store flokke af fremmede, sagde Samuel. “Dæmp dig,” sagde Sarah. “Nu passer I på,” sagde Samuel. “Hvad er det der sker,” sagde Sarah.

“Pas nu på drengen,” sagde Samuel. Jeg satte mig på en bænk på et torv i en by, sagde Sarah.

Jeg kunne ikke blive i mine sko, sagde Samuel.

Det var min by du sad i, sagde Samuel.

Jeg lagde mig mellem buskenes rødder, sagde Sarah.

Vi blandede blod ved et springvand på et torv under platantræet, sagde Sarah.

Jeg lagde mig under bøgehækken fuld af lys, sagde Samuel.

Jeg løb ind mellem buskene da de endelig slap grebet i mine arme, sagde Samuel. Der fandt du mig inde mellem kanyler og gråd, sagde Sarah. Det var sommeren der sang fra Herkulespavillonen til Mortis træ, sagde Samuel.

Jorden trak i mine ankler, sagde Sarah.

Jeg kunne ikke trække vejret, sagde Sarah.

Der var et lille fint hul i mit bryst, sagde Samuel. Trylledreng, sagde Sarah, kom herud og vift med dine læber, sagde Sarah. Hvad er det du gemmer i din omsorg, sagde Samuel.

■

af charlotte a . e . glahn

CIVILISATIONENS NORDLIGE GRÆNSE Jeg ved, at der kommer mere op fra taskerne om et par timer, når det er tid til at spise aftensmad. Som barn syntes jeg, det var frygtelig pin ligt med al den mad, når vi rejste. Jeg husker togture og færgeture, hvor jeg ønskede, jeg havde været usynlig , når min mor begyndte at hale den ene plasticbehold er efter den anden frem

i har aftalt, at vi skal mødes under uret allerede kvart over fem, selv om toget først går klokken seks. Min mor har altid hadet at være i sidste øjeblik, og det er ikke blevet bedre med alderen. Hvis hun skal have gæster, dækker hun bordet aftenen forinden, selv hvis det kun er os, hendes døtre, der skal komme, og hvis vi skal i teateret med hende, skal vi være forberedt på at stå i foyeren og vente i mindst en halv time, før forestillingen begynder. Selvfølgelig er en rejse som denne, en så lang togtur, en så usædvanlig begivenhed, som min mor har glædet sig til i månedsvis, ikke nogen undtagelse. Slet ikke nu, omstændighederne taget i betragtning. Og selvfølgelig skal vi mødes 38

under uret, det er noget, hun husker fra sin første tid i Danmark, at det er dér, man mødes, når man skal møde nogen på Hovedbanegården. Da vi laver aftalen, spørger jeg hende i telefonen, om uret overhovedet eksisterer længere, der er jo blevet lavet så meget om inde på Hovedbanegården, men det er hun sikker på. Det kunne ingen da finde på at ændre, siger hun indigneret, og det er en anden måde at sige, at der må være grænser for folks galskab. Jeg tænker for mig selv, at det må være rart at have bevaret en tro på kontinuitet og tanken om noget absolut, det er jeg ikke sikker på, at jeg selv har. Naturligvis står hun der allerede, da jeg kommer gående. Hun står og spejder

efter mig, kan jeg se, og jeg kan allerede på afstand, blot på måden hun bevæger hovedet, se, hvor meget hun glæder sig. Hvor spændt hun er. Det er længe siden, hun har set sin anden datter, min søster, som bor i Umeå. Min mor er klædt i sari, som altid. Jeg kan se, at det er hendes rejsesari, en af de behagelige, men ikke overpyntede. På fødderne har hun de vandrestøvler, hun begejstret fortalte i telefonen, at hun havde købt specielt til opholdet i Nordsverige. Det ser pudsigt ud. Vi går ned på perronen og sætter os på en bænk, og venter på, at rejsen skal begynde. Der er noget udmattende ved denne inerti. Minutterne går, men tiden er alligevel ikke rigtig begyndt endnu. Den afventer at blive sat i

Hun har en forestilling om, at Danmark er civilisationens nordlige grænse. Nord for Danmark er der bjørne, ulve og mennesker, der drikker til de segner, eller raver forvildede rundt i halvmørket i en evig depression. Og spiser en masse kød.

gang af den skingre lyd af bremser mod skinner, den vuggende fornemmelse af et tog, der sætter i fart. Min mor flytter lidt rundt på sine tasker, som for at sikre sig, at de alle sammen er der. Hun har en kuffert med, og derudover en tre-fire mindre tasker, hvoraf jeg ved, at der er mad i mindst to. Det er dels til turen, dels til min søster. Min mor er meget bekymret for, om hun får noget ordentligt at spise deroppe i det nordsvenske. Hun har en forestilling om, at Danmark er civilisationens nordlige grænse. Nord for Danmark er der bjørne, ulve og mennesker, der drikker til de segner, eller raver forvildede rundt i halvmørket i en evig depression. Og spiser en masse kød.

Og selv fø mødes lgelig skal vi under u re er noge t, hun h t, det usker fra sin Danma første tid i rk, man m at det er dér, ød skal mø es, når man d Hovedb e nogen på anegår den.

Nu triller toget ind på perronen, og det giver et lille sæt i min mor. Hun rejser sig brat op og smiler forventningsfuldt som et lille barn, der skal til at køre i karussel. Jeg bliver smittet af hendes glæde og får lyst til at hoppe på stedet, men tager mig i det, smiler bare og får samling på vores tasker. Jeg har advaret min mor om, at vi formodentlig skal dele kupé med andre, eftersom hun nægtede at købe en førsteklassesbillet, men det generer hende ikke, siger hun, det er hun så vant til fra Pakistan. Da vi finder vores kupé, er et ældre ægtepar allerede ved at arrangere sig derinde. Jeg siger goddag, og de siger goddag, goddag, og min mor nikker venligt til dem og siger til mig på urdu, at det kunne da

være værre. De er begge klædt i tøj, der er så neutralt i farverne, at jeg ikke engang ved, om der er tale om farver. De har gråt hår. De ligner hinanden. Det er ikke store mennesker. Han er lille og tæt, har brede skuldre og stærke hænder med høje blodårer som et floddelta. Hun er også lille og tæt. Hendes kinder hænger, ungdommens æblekinder er trukket ned mod kæben, som man ofte ser det hos ældre, hvide kvinder. Hun får mig til at tænke på en missionær. Så snart vi har sat os, begynder min mor at tage mad frem, og en duft af koriander og spidskommen breder sig i kupeen, hvilket får kvinden til at se op fra sit blad med et lettere forbavset udtryk. I tupperwarebeholderne, som min mor 39

stiller frem på det lille bord, er der både chevda med ginger-garlic-paste, som min mor får sendt fra sin søster i Gujarat, kikærter vendt i min mors særlige krydderiblanding, dhal og brød pakket ind i sølvpapir, alt sammen noget, der har karakter af snacks for hende. Jeg ved, at der kommer mere op fra taskerne om et par timer, når det er tid til at spise aftensmad. Som barn syntes jeg, det var frygtelig pinligt med al den mad, når vi rejste. Jeg husker togture og færgeture, hvor jeg ønskede, jeg havde været usynlig, når min mor begyndte at hale den ene plasticbeholder efter den anden frem og bød ikke bare os, men

røde krus frem, af den slags jeg kender fra min korte periode som spejder. Hun rækker det ene krus frem, han hælder op, han rækker hende mælken, hun hælder mælk i det ene krus, rækker det tilbage til ham, rækker det andet krus frem. Deres bevægelser er koordinerede, indøvede gennem mange års praksis; det er et lille skyggeteater. Min mor peger på vores mad, smiler og nikker opfordrende. Ægteparret over for os ryster på hovedet, smiler og vinker afværgende med hænderne. Jeg tror, de afslår af høflighed, de vil ikke berøve os vores forplejning på rejsen, for der går ikke lang tid før manden forlader kupeen og et øjeblik efter kommer tilbage med to

le tænke. Som om vi havde et hemmeligt sprog, ingen andre i verden forstår. På engelsk og dansk er hun høfligheden selv. Hun er en spaltet personlighed: ubehøvlet og fordomsfuld på urdu, høflig og beleven på dansk. Men i Pakistan er det omvendt, der bander hun og brokker sig over de andre på dansk. Det er det stedlige fremmede sprog, der tilsyneladende udløser en bramfrihed, som ellers er ukarakteristisk for hende. Hun rækker beholderen med chevda frem nu, opfordrer dem på dansk til at prøve at smage, lidt mere gebrokkent end ellers, synes jeg, men måske er det indbildning. Det er ikke særlig stærkt, siger hun, det er bare en snack. Man-

Jeg går ud på gangen og står og stirrer ud i tusmørket. Der er marker. Græssende køer i det svenske sommerland. Stengærder. Sten, der er blevet samlet i generationer, efterhånden som de dukkede op af jorden, og placeret i lange gærder.

alle der sad i nærheden, selv om det selvfølgelig kun var den lejlighedsvise hippie eller unge studerende, der tog imod tilbuddet. Vi har ikke for vane at tage imod mad fra fremmede i Danmark, det er på en eller anden måde for intimt, men det har hun aldrig opdaget. Eller også er hun ligeglad, det er absolut også en mulighed. Måske ansporet af det righoldige udbud af mad på bordet imellem os finder den ældre herre en termokande frem og en lille glasflaske med patentlåg med mælk. Kvinden rækker ned i sin taske og finder et par 40

sandwiches og to muffins, alt sammen pakket ind i plastic, som han stolt lægger i skødet på sin hustru som offergaver. Min mor siger: Tænk, at de hellere vil spise det hundeæde end min hjemmelavede mad. Det er, som om hendes modersmål gør hende filterløs og får hende til at sige ting, hun ellers kun vil-

den kvikker ligesom op, siger: det ser spændende ud, han læner sig frem og stikker et par fingre ned, holder omhyggeligt den anden hånd under for ikke at spilde. Han stopper det i munden, nikker begejstret, det smager spændende, siger han. Du skulle tage at prøve, siger han til sin kone, men hun forklarer, at

Vi har ikke sagt noget om, hvordan de er vant til hinandens vaner, hvordan de bøjer og tilpasser sig hinanden, mens vores eget forhold rykker sig uroligt rundt i mørket, aldrig er i ro.

hun har noget med maven, at hun hellere må holde sig til deres egen mad, og hun peger ned på det indkøbte, det plasticindpakkede. Det er jo løgn, siger min mor til mig på urdu. Sig mig, tror hun ikke, at min mad er hygiejnisk nok, siger hun. Jeg forsøger at lade være med at rødme, smiler venligt til manden og kvinden, kigger ud af vinduet for at tilkendegive, at jeg ikke gider høre på hendes bashing. Vi er for længst over broen nu, landskabet har forandret sig, solen hænger lavt. Min mor spørger, om der ikke er noget, jeg skal læse, om ikke jeg vil udnytte tiden, men jeg trækker bare på skuldrene. Hun hader, når man ikke foretager sig noget nyttigt, andres ledighed gør hende utålmodig, men jeg gider ikke sidde og stirre ned i en lærebog nu bare for at tækkes hende, så hun går over til at tale om, hvor meget hun glæ-

der sig til at se min søster. Min dygtige søster, min søster lægen, som er rejst til verdens ende for at komme væk fra vores mor, og nu sidder vi her, på vej op til hende. En af listerne oppe i loftet er knækket. Den ene ende hænger trist ned som en vissen gren. Damen overfor er faldet i søvn. Hun hviler hovedet mod vinduet i en ukomfortabel vinkel. Manden ser det også nu, han rejser sig og skubber forsigtigt et sammenfoldet tørklæde ind under hendes hoved. Vi skal vel også snart rede op, siger han henvendt til mig, som om vi er de eneste i kupeen. Der hersker ingen tvivl om, at det er os, der må tage os af det praktiske, pludselig har vi et fællesskab omkring det praktiske, han hjælper sin kone, jeg hjælper min gamle mor. Jeg svarer at

min mor nok gerne vil spise aftensmad først. Så sent? spørger han. Det gør man måske i Indien? spørger han. Jeg orker ikke at korrigere ham, nikker bare og smiler lidt undskyldende. Han begynder på en længere tirade om, at det jo også bare er en konvention, at man spiser så tidligt i Danmark, at man jo også spiser sent i Spanien og i Sydeuropa i det hele taget. Det er ikke til at sige, om han blot tænker højt, ligesom min mor, eller om han henvender sig til os. Jeg nikker og siger ja og mm, men min mor ignorerer hans snak, hun er immigranten nu, det er den rolle hun har valgt til togrejsen. Hun trækker endnu en gang et væld af plasticbeholdere frem, tager sig god tid. Kvinden 41

er vågnet, og manden vil gerne i gang med at rede op i deres side, så jeg tilbyder kvinden, at hun kan sidde på min plads imens, for hun ser ikke rigtig ud til at vide, hvor hun skal gøre af sig selv. Jeg går ud på gangen og står og stirrer ud i tusmørket. Der er marker. Græssende køer i det svenske sommerland. Stengærder. Sten, der er blevet samlet i generationer, efterhånden som de dukkede op af jorden, og placeret i lange gærder. Det må se smukt ud fra luften, et landskab i skæve felter. Min mor sidder derinde og spiser ved siden af den gråhårede kvinde. Hun vil se, hvor min søster bor, før det er for sent, siger hun. Min søster og jeg forsøgte at overtale hende til at rejse til Pakistan i stedet, men det ville hun ikke. Og derfor er jeg nødt til at tage med, derfor står jeg her og kan ikke være bekendt at være irriteret på hende. Ikke engang over at hun absolut ville tage toget, selv om det er ikke-tid, og det eneste vi ikke har, er tid.

Tiden går uendeligt langsomt i et tog, måske vil hun standse tiden? Inde i kupeen har kvinden sat sig over i sin egen side igen, nu er sæderne blevet lavet om til en underkøje, og hun sidder i den ene ende med tæppet over benene og læser i sit ugeblad. På forsiden står der ”Strik din egen islandske sweater” og ”Hund redder baby fra druknedøden”. Jeg føler mig hemmeligt draget af historien om hunden. Hvordan gjorde den det? Som barn måtte jeg ikke læse blade, ikke engang Anders And. Jeg skulle læse rigtige bøger. Min mor har aldrig læst et dameblad, og jeg venter bare på, at hun skal kommentere kvindens blad. Selvfølgelig skuffer hun ikke, hun siger: Se, hvordan han gør al arbejdet, mens hun bare sidder og læser i sit dumme blad. Hvordan skal han kunne respektere hende, hvis hun bare lader stå til på den måde? Jeg ser igen ud ad vinduet. Jeg ved ikke noget om respekt. Det er helt mørkt udenfor

nu, og når vi vågner i morgen tidlig, vil landskabet være et andet. Der vil være klipper og bjerge, der vil leve bjørne og ulve i det landskab, vi kører igennem. Det vil ligne noget fra verdens ende, tror jeg. Nu går det ældre ægtepar i seng, de lægger sig ned næsten samtidig og trækker dynerne op til hagerne og siger først godnat til os, ud i kupeen, derefter næsten hviskende godnat og sov godt til hinanden. Jeg må hellere rede op til min mor og mig. Vi har ikke sagt noget om, hvordan de er vant til hinandens vaner, hvordan de bøjer og tilpasser sig hinanden, mens vores eget forhold rykker sig uroligt rundt i mørket, aldrig er i ro. I morgen vil toget være fremme, og så vil vi være tre, der støder sammen, skærer os på hinanden, mens de fortsat vil smelte sammen og glide fra hinanden som celler. Og for os vil det være for sent at lave om på.

■

Jeg føler mig hemmeligt draget af historien om hunden. Hvordan gjorde den det? Som barn måtte jeg ikke læse blade, ikke engang Anders And.

Jeg skulle læse rigtige bøger

l kvægrace, som TEXAS LONGHORN er en æde entré i Mexico i stammer tilbage fra spaniernes første Rio Grande 1600-tallet, i 1540 krydsede de ynde. Kvæget er og det store eventyr kunne beg e sort og hvidt og udholdende og slank, kan vær , spættet etc, dog: gråt og brunt og broget, meleret , som måler op det ypperste ved racen er hornene pryd for verden. til 2 meter fra spids til spids. En

FIRST MOO

FØDSEL Det er ikke så slemt at dø, som jeg havde troet. Faktisk er det slet ikke ubehageligt af anita furu

(San Sebastián, Spanien 1924) – Barnet vender forkert, siger lægen. Jeg ligger med spredte ben og natkjolen oppe om maven. Lægen bøjer sig ind over mit underliv. Han kommer op på siden af sengen og lægger to fingre mod mit håndled. Han har en stor behåret hånd, som nogle spanske mænd har det. Han er ikke utiltrækkende. Uret på kommoden tikker. Ude af takt tæller han højt mine pulsslag og sætter punktum med et suk. Det er aften. Han vil hjem. Jeg husker, at han har familie. Men han er da læge, og hans kone må vide, at han har vigtigere ting at tage sig til end at sidde ved stuebordet og spise tortilla og jamón serrano. Lægen ser bebrejdende på mig. Jeg vender hovedet til siden og lukker øjnene. Min krop fra navlen og ned er ikke min. Underlivet ligger sært åbent. Benene er to stykker træ smidt tilfældigt på lagnet. Jeg kan høre de svenske sygeplejersker gå til og fra. Nu står de ved sengen og hvisker.

– Min søster, siger den ene. – Det tog to dage og to nætter. Vi troede, vi ville miste hende. – Min søster har fem drenge, siger den anden. – Hun smuttede dem ud som mandler hver og en, var på benene dagen efter. Er det ikke utroligt, som kvinder elsker at fortælle om deres søstre? Jeg ville da hellere have en storebror. Han kunne passende komme ind ad døren nu og trække lægen til side. Min bror er et hoved højere end lægen. Han bøjer sig ned mod den lille læge og indskærper ham, at han godt kan slå hjem og tortilla ud af hovedet, for nu gælder det mig, min storebrors lillesøster. Det strammer i maveskindet. Alle dagdrømme fordufter, jeg er alt for meget til stede. Min mave er en sten. Jeg kan ikke trække vejret. Stenen presser sig opefter. Mine lunger er trykket flade, så jeg kun har det øverste af halsen tilbage. Hvad har jeg dog rodet mig ud i? Jeg vil lade som ingenting. Jeg vil beholde

barnet inde i mig. Veerne skal stoppe. Men min mund åbner sig magtesløs og snapper efter vejret. Så tager det af igen. – Der er fem minutter imellem, siger den ene svenske sygeplejerske. Hun taler skånsk. – De er ikke helt regelmæssige, siger den anden. Hun er fra Stockholm. Nu tager det fat igen. Jeg bliver viljeløs, det ligger mig ellers fjernt. Jeg overgiver mig til smerten. Jeg lader stenene rulle ind over mig. De kan rulle mig flad som en fugl på vejen, som en udsplattet snegl eller den kat, halvt opløst af råd og med indvoldene blottet, som stadig lå på hjørnet af Calle Prim og Avenidaen, sidst jeg så efter. En stor fugl hakkede muntert i tarmene. Den holdt en fest. Jeg ville ikke se det. Jeg så det. Der bliver skreget en del. Så bliver alt tyst. Ikke bare dæmpede lyde, men et fravær af lyd. Der lugter af mad. Jeg åbner øjnene. Lægen sidder på en stol med en taller-

ken i hånden og spiser kroketter med en gaffel. Ved vinduet står sygeplejerskerne med armene om hinanden og deres rygge vendt mod mig. Den ene strammer sin arm om den andens liv. Den anden lægger sit hoved på den enes skulder. De står tæt som to søstre, eller endnu tættere. Stockholmeren er bred, skåningen er fin. Man skulle tro, at det så komisk ud. Men det er snarere harmonisk, og da de vender sig, er det som på tælling. Det er ikke så slemt at dø, som jeg havde troet. Faktisk er det slet ikke ubehageligt. Jeg er tung, jeg falder, alt omkring mig er tungt, al den vægt presser mig ned. Jeg kan ikke ånde, men så lader jeg bare være. Jeg ligger blødt, og det er godt, for jeg er øm alle vegne. Så træt jeg er. Det var det. Det var min lange rejse. Den blev ikke lang. Til ingen nytte drog jeg fra Kiev over stepperne og blev sat på et skib, og sejlede fra Skt. Petersborg til Helsingør. Ganske uden grund tog mama mig med hjem, og Amanda gav mig mælk og æg og passede på mig. Og troede jeg virkelig, at

Sigurd og jeg og den lille skulle blive en familie? Sådan én, man tager billeder af og sætter i album? Jeg lader det alt sammen fare. Jeg orker ikke andet, selvom det er ret trist. En sidste gang vil jeg trække vejret, før jeg sover. Uden varsel er stenen tilbage. Mine øjne ryger ikke bare op, de falder ud af deres huler. De ligger på min kind og triller ned over brystet og ruller med øjenæblerne og ser, at lægens hoved er mellem mine ben. Utroligt, så lodden den læge er. Han har hår langt ned ad nakken. – Fødderne kommer først, men de kommer, siger han. Dette kan ikke lade sig gøre. Noget vil igennem, hvor pladsen er for trang. De skærer i mig med knive. Noget glider ud mellem mine ben. En slimet snegl. Lægen er straks over den og bærer den væk. Hvornår kommer barnet? Et skrig. Der kommer mere ud af mig. En grødagtig klat mellem mine ben. Er der to børn? – Moderkagen, hvisker stockholmeren. – Nu skulle lægen give hende noget, hvisker skåningen. – Hun skal se barnet først, hvisker stockholmeren.

Skodderne er åbnet mod et gråt lys. Man holder en snøret bylt mod mig. Helledusseda, barnet er svøbt, som om det skal leve. Lad mig bare se på det. Jeg må se, hvem der boede i mig, før I lægger den lille i jorden. Jeg kan også holde bylten, hvis I synes. En dukke ligner den. Hvis jeg kunne græde, gjorde jeg det gerne. Jeg ser på et lyserødt ansigt, der åbner sine øjne og ser tilbage på mig. På en mærkelig måde er det, som om jeg ser mig selv i øjnene. – Det lever, siger jeg. – Der kan man se. De ler af mig. – Vist lever hun, siger stockholmeren. – Det var mere den lille frue, vi var… – Jeg troede på Dem hele vejen, siger skåningen. – De er ikke den, der giver op. Det kan man mærke, den slags. Barnet har lukket øjnene igen, men næsefløjene vifter. Hendes næse er skæv. Både Sigurd og jeg har lige næser. Jeg holder hende tæt til mit ansigt. Hun har en særlig lugt, som jeg ikke kan bestemme.

■

Hvis jeg kunne græde, gjorde jeg det gerne. Jeg ser på et lyserødt ansigt, der åbner sine øjne og ser tilbage på mig. På en mærkelig måde er det, som om jeg ser mig selv i øjnene.

CAMBRIDGE

HEATH

En dag for et par uger siden samlede jeg nogle af de ting, jeg har fået af Emil og lagde dem frem i min vindueskarm. En hjemmelavet rose i papir og en enebærgren. Det, der måske findes i verden, men ikke i virkeligheden.

, Det er som om ny en er der altid m ensomhed, so n de i er ov r be lø e næst

af julie mendel

an fylder ikke meget i denne her by. Man er alene, aften, morgenlys i værelset. I dag er det en uge siden jeg fløj hertil. Jeg går en tur i kvarteret, følger railway-togene som kører ad broer, der ligger over gaderne. Bethnal Green Station, Cambridge Heath, London Fields. Det er som om de har gemt stationerne væk i sidegaderne. De vil nok helst transportere menneskene under jorden. Her er ingen søer. Man kører under Themsen, uden man ved noget om det. Fly, der letter, det er den lyd natten har her. Jeg sidder på en café og skriver nogle ting ned, imens jeg venter. Der er ikke mere elektricitet på mit værelse. Vandet smager af klor. Jeg spiser suppe fra en karton. Jeg ligger i sengen og ser Scener fra et ægteskab på min computer. Hun sætter sig ned i badekarret for at skylle sæden ud med bruseren, det er måske mest af alt det, han hader hende for. Men se på den måde, hun går. Se hendes lange røde

hår, når hun slår det ud over morgenkåben, og det falder. Det er okay, at være bange. Hvor umulig smuk du ser ud i den slowmotionvideo, jeg har filmet af dig, når du taler og måden, du bevæger din hånd. Jeg vil hjem. Vil jeg nogensinde falde rigtigt i søvn? Hvis vi ikke døde, ville det være værre, men det er slemt nok. Jeg ligger og lytter til flyene, der letter og letter og til shawarma-barens ventilation. Hvor er du henne nu? Jeg sidder på bagsædet af bus nummer 26, jeg har tænkt mig at køre med ud til endestationen, den hedder Waterloo. Sådan får jeg denne her time til at gå. Når du forsvinder slutter alting, ved du godt det, ved du, hvad der så sker? Jeg fryser hele tiden, menneskene er smukkere derhjemme. Det hårde vand udtørrer håret og ansigterne. Jeg tør ikke læse noget, der minder mig om store ting som f.eks. universet. Efter syv år er alle molekyler i kroppen blevet

skiftet ud, så hvad er man? Går forbi en mand. Vi ser på hinanden, men vi siger ikke noget imens. Den måde du kan kysse mig, som om du glemmer. Jeg sidder på en bænk over for Rio Cinema og tænker på at gå ind og se en film fordi dagen vil være gået, når jeg kommer ud. Det er som om, der altid er en ny ensomhed, som løber over i den næste. Jeg gemmer min lille sten i hånden. Og jeg tænker på dine meget smukke hænder. På at være i selskab med mennesker, jeg bagefter skal blive mig selv fra. Hver aften omkring klokken seks tænder ventilationen fra restauranten ud til baggården, og mit værelse begynder at lugte af friture. Der er et hav imellem os, og jeg er bange for, at vi skal begynde at glemme. Dengang du lå i klitterne på Amager Strandpark og så mig tage tøjet af i strandkanten, der tænkte jeg ikke på andet, end hvordan jeg så ud. Jeg går. En gruppe mænd 47

nde angst

ge Jalousi er en beroli

beder deres bøn på en lille plads ud til gaden, de holder blikket mod det sted på tæppet, hvor de lægger panden ned. Jeg tænker hele tiden på den nat sidst i august, da det regnede. Det er snart lidt over en måned siden. Det havde regnet som skybrud i fire i fem timer, det var den vildeste sommerregn, vi nogensinde havde set. Folk havde taget skoene af for at gå hjem gennem gaderne, der var ingen taxaer, som kørte i byen i regnen den nat. Og vi løb, alt hvad vi kunne ned ad Strøget i regnen, selvom vi vidste, man bare måtte give sig hen. Imod os løb fire drenge i bare maver med deres skjorter og sko i hænderne. En af dem slyngede vandet ud af skjorten, så den lignede en propel. Fem en halv måned tidligere sad jeg i en køjeseng med min telefon i hånden på et skisportshotel i Marzine. Om to måneder kommer du her. Jeg vil ligge

og kilde dig på ryggen i sengen, når vi vågner om morgenen. Jeg fortalte dig om at sidde i vindueskarmen på Amager. Om at se ud over byens tage og på dampen fra skorstenene ved forbrændingen i Sydhavnen. Om at holde øje med vinden. Når der ikke længere var nogen vind fra øst til at opløse dampen, sådan som den ellers hver morgen blev opløst mod venstre forbi vinduet og ud mod Amager Vest. Jeg fortalte dig, at jeg ikke mødte op til min rustur. At jeg holdt mig væk fra introdagenes pubcrawls og stafetter, hvor jeg vidste, man skulle løbe med agurker mellem lårene, det fortalte jeg dig. Jeg fortalte dig om himlens forskellige måder at afvige fra grå. Om den pige jeg hellere ville være end mig selv, hun havde langt rødt hår og store bryster, jeg havde set hende ligge og drikke øl i græsset ved Dronning Louises Bro.

Jeg fortalte, at dem jeg kaldte Pigerne i virkeligheden bare var en læsegruppe. At jeg nogle gange tog pænt tøj på og cyklede gennem byen for at få aftenerne til at gå. Et øje er en stemme er et hav. Nu er det aften igen i et enkelt værelse sammen med dig. Det er den sidste mandag i år. Jeg er tilbage i København efter fire måneder, og jeg kan ikke se, hvad der har forandret sig. Jeg vidste ingenting om, at der ikke ville være sket noget som helst. Jeg tør stadigvæk ikke tænke på, hvad jeg skal finde på, når det bliver weekend. Om fjorten dage bor jeg ikke længere på det her værelse. Jeg tænker på tiden som noget, der findes inden i os. Jeg håber, at nytårsaften bliver som at rive et plaster hurtigt af. Nogle gange når jeg er fuld, har jeg det som om, det jeg oplever, allerede er et minde. At sidde til en fest og nulre krummerne fra

dugen mellem fingrene. Jeg ville gerne elske dig, som den du var, før jeg kendte dig. Du var et barn, du blev sur, når du ikke fik mandlen i risalamanden. Problemet er: Jeg tør ikke læse nogen bøger, jeg tør ikke se nogen film, når jeg er alene på værelset om aftenen, jeg er bange for, at det skal få mig til at tænke på, at jeg skal dø. I vinduet brydes lyset i firkanter, som sætter sig på væggen. I telefonen kan jeg høre min egen stemme. Når vi ligger om natten, har vi ikke nogen farve. Der findes en mand som går igen i folks drømme. At skabe et fremmed ansigt i en tanke. Det er godt at have travlt, men det har jeg ikke. Jeg sidder meget i en seng og kigger lige ud. Den bedste ven jeg har, ved ikke, han er det. Jeg er til et arrangement, som handler om Roberto Bolaño, selvom jeg ikke har læst nogen af hans bøger. Jeg er kommet, fordi jeg gerne vil være veninde med en pige, som sagde, hun skulle herhen. Foran

mig sidder en mand og ligner en fugl. De taler om levende mennesker som salgsmateriale for døden. Lov mig du altid vil klippe dine negle. Jeg spiller lidt modig, når jeg træder ind ad din dør. Jalousi er en beroligende angst. Den fjerner tankerne fra den virkelighed, jeg ikke rigtigt ved, hvad er. Gid jeg havde sådan noget tykt lyst hår. Fra nu af vil jeg vælge livet. Jeg vil tabe mig og indtil da, vil jeg løsne sømmen i mine bukser. Jeg kan ikke holde til at drikke alkohol hele tiden. Du laver en gin og tonic efter morgenmaden. Jeg tror, jeg er ved at blive blind. Du går i seng klokken fem om morgenen og står op tre timer efter, det lyder som om, det regner, men jeg ved det ikke, jeg ligger alene tilbage i sengen og hører dig smække hoveddøren, da du går. Jeg kommer til at sige, at det stikker, når du kysser mig. Vi beslutter os for at gå en tur i solen, men da vi kommer ud på fortovet ligger den allerede for lavt. Vi kan se den skinne

på tagene og ind i de øverste lejligheder. Nogle gange er dine bevægelser som lys, der falder gennem glas. Du siger, at den protestantiske pligtetik er nedarvet i mig. Du siger, at jeg har en slavemoral, jeg bærer synden som et alt for langt slør. Jeg vil aldrig nogensinde lyve for nogen sammen med dig igen. Jeg ser på dig fra fodenden, vi spiser is sammen i sengen på værelset. Gad vide om vi nogensinde kommer til at gå rundt igen og lede efter en restaurant, som har åbent om natten. Jeg har set, at der findes en dreng i denne by, som både er blind og døv, han stod ved vinduet i et hjørne af sin børnehave og mærkede på folderne i et gardin. Han dufter til stof. Han føler sig igennem jakkerne i garderoben med fingrene, sådan finder han ud af, hvem der er gået hjem. Forsvinder hvorhen. Lad nu være. Du troede, at jeg var klogere, end du fandt ud af, jeg var. Bare ikke elsk mig for at være nuttet en dag. Jeg vil altid savne dig om vinteren om

Jeg er kommet, fordi jeg gerne vil være veninde med en pige, som sagde, hun skulle herhen. Foran mig sidder en mand og ligner en fugl. De taler om levende mennesker som salgsmateriale for døden

aftenen. Det lyder som om, de synger ”hey hey baby you’re shaking”. Jeg hører Donnie & Joe på repeat. Det var lige nu, i de her uger, at jeg havde forestillet mig, vi skulle cykle ud på Amager Strandpark for at blive blæst igennem i frosten. Jeg ville krybe ind til dig under et tæppe, når vi kom hjem. Ja det er rigtigt, jeg har allerede fortalt dig det før. Alting gentager sig. Jeg har tænkt på det hele sommeren, siden jeg pludselig elskede dig. Det er længe siden, og du er blevet meget tyndere. Du er taget til fest, eller jeg gætter bare. Jeg har ingenting at tilbyde dig. Hver halve time begynder køleskabet at summe. Jeg ligger i din seng og bladrer gennem billeder på Instagram, det har jeg snart gjort i tre timer, alle de piger og deres veninder, de kysser hinanden på kinderne og laver trutmunde mod kameraet, hvornår kommer du hjem? Jeg er bange og hysterisk og kræver dig mere, end du ved. Måske du skulle overveje at gå til en psykolog, hvad skal jeg svare til det. Jeg tror, at jeg elsker ubarmhjertigt. At blive kæreste med mig må være lidt ligesom at få et barn. Din hud i ansigtet

Jeg håber, at nytårsaften bliver som at rive et plaster hurtigt af. Nogle gange når jeg er fuld, har jeg det som om, det jeg oplever, allerede er et minde.

bliver tør af kulden. Jeg ved ikke, om det er fortiden eller fremtiden, jeg lever mest i, men det er ikke nu. Jeg savner altid, og jeg er altid bange. Du skal ikke være bange. Det er først, når vi kalder noget for noget, at vi kan se det. Nord-Norges bjerge. Hun har en bred ryg og store hænder og en lillebitte stemme. Jeg læser om en forandring af havet. ”Den moderne kærlighed”, hvad er det? Problemerne står i kø. Det er ikke længe siden, vi blev født. Det er som vindpust. Så står jeg der i et hjørne og fortæller nogen om mig selv. Jeg lå og sugede timerne i mig, ved du det, lyset gennem det blå stof. Jeg lå under dig og så op, du havde trukket dynens betræk hele vejen op over os, det hvilede på dit hår. Det var som om, du lavede en himmel over sengen for mig, som om du skiftede hele værelsets farve. Du må ikke være så ked af at glemme. Vi lever videre. Mange mennesker er gode og bange, jeg tror også, vi er

overfølsomme. Fortæl mig, om jeg vil vide det, inden det sker. Kaldte du mig lige for Emil, spørger du, og jeg har allerede glemt det. Jeg har alt for meget tid til at tænke. Jeg vidste slet ikke, du ville reagere på den berøring. Og det er lidt besværligt. Et stille lys i dag. Her lugter virkelig meget af røg på dit værelse. Kan du mærke huset ryste? Jeg putter vat i ørene, inden jeg lægger mig til at sove, jeg får sådan en uro i kroppen af dine klik på computeren, hvornår kommer du i seng? Jeg ser billeder fra vores sommer igennem igen og igen. At skrive kan også være lidt ligesom at græde ud i sengen. Jeg har brug for den slags virkelighed. Jeg håber ikke, det var den bedste dag i mit liv. Jeg tror, jeg kunne have siddet i bilen og set ud af vinduet for altid, den måde lyset flakkede ud imellem fyrretræerne, 80 km/t. Der er forskellige former for glemsel. Engang forestillede man sig telefonlinjer til gravene. Du sender mig et link til The Scale of the Universe 2. Hvis alting er lavet af det samme, findes der måske kun én ting.

Gid du fandt mig igen. Jeg ved ikke, hvor jeg skal gøre af mig selv her på værelset. For mig er du som en stærk hest, der sover oprejst i stalden med åbne øjne. OK, lad os ikke feje døden ind under mit gulvtæppe. Jeg tør ikke sige så meget, fordi det er som om mine argumenter bare er følelser. Nu vil jeg stene her i sengen for evigt. Jeg har solen og månen hængende over mig. Jeg tror på sandheden og i øjeblikke, har jeg også troet på dødssynderne. Den lyd af regnen mod presenningen, når vi sad inde under den. Vi havde spændt den ud mellem carporten og drivhuset for at spise ude, selvom det regnede. Min mors lyskæde i haven. Jeg ønskede mig hængeøreringe i sølv. Hvert år kom der cirkus på Dyreskuepladsen, og om morgenen, når de var rejst igen, løb vi rundt i manegen og sparkede til savsmuldet. Alt virker forbundet. Det lyse hår i vinden. Internettet løber i kabler under Atlanten.

begyndt at drømme om at lave film bare for at være en del af fællesskabet. Det er måske først, når vi har sagt det, at vi forstår det. Jeg har fået hold i ryggen, og du hjælper mig op af trappen. Jeg er alene hjemme. Jeg googler ”ensomme dyr”. Jeg googler ”dyr som lever alene”. Tegner mine øjne op med sort eyeliner og går i bad. ”Kærligheden, døden, universet, tiden.” Jeg føler mig ikke klog nok til at lave jokes med teorien. Alle de her mennesker. Vi sidder på en bar med dine venner, og de ved ikke, hvor ofte jeg allerede har tænkt på dem. Jeg lægger mærke til, at han må have stammet som barn. Det kan være svært at sige ja, man skal mene det. Det er som om ingen forstår, hvad jeg mener, når jeg taler om, hvor dejligt det er at glemme. Jeg savner næsten altid havet. Er døden et punkt, eller er den som bølgen der lægger sig? Hvordan kan I være så rolige? Jeg er her stadig, og jeg leder stadig efter noget. Vent på mig.

Det kunne være som at skrælle et løg. Se, en stille katastrofe. Narrativet er en følelse, en knyttet hånd åbner sig. Jeg er

En dag for et par uger siden samlede jeg nogle af de ting, jeg har fået af Emil og lagde dem frem i min vindueskarm.

En hjemmelavet rose i papir og en enebærgren. Det, der måske findes i verden, men ikke i virkeligheden. I nat har jeg sovet, som om jeg var vred, men det er jeg ikke. Da jeg trådte ind på værtshuset, var det første jeg tænkte på, hvordan min hud i mit ansigt så ud i det lys. Røgen sætter sig i vores tøj. Den bevægelse, du gør med tommelfingeren hen over skærmen på din telefon. Har vi nu haft den her aften for mange gange før? Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige til alt det, du skal nå. Jeg kom til at se, at en pige tog en anden piges hånd og klemte den, da de passerede hinanden i forsamlingen af mennesker uden for Imperial. De stod så tæt pludselig. Jeg tror bare, jeg bliver lidt her. Mit første arbejde var som kioskpige på fodboldklubbens stadion. Jeg skulle blandt andet lave parisertoasts og blande slik og skænke fadøl i krus. Det var svært, fordi jeg frøs hele tiden. Om aftenen, når jeg havde talt kassen op, var mine fingerspidser helt glatte og sølvagtige.

■

Kaldte du mig lige fo spørg r Emil er du, , o g jeg ha de gle r allere mt det . Jeg ha meget r alt fo tid til a r t tænk e.

GLADIATOR ABONNEMENT Med Gladiator Abonnement får du vores bøger DIREKTE ind ad brevsprækken. Vi udgiver dansk litteratur fra oldtiden til i dag. Principielt set. Det vil sige den litteratur, der udvider undersøgelserne af hjernens geografi. Som rapporterer om nye opdagelser, andre erfaringer. Og som i en vis forstand har gjort arbejdet før os, flyttet grænserne for det normale, så vi ikke behøver at kæntre.

meld d dig in nu

– Og få eksklusiv adgang til Gladiators udgivelser og 30% på ALLE bøger! Du får en GRATIS BOG, når du melder dig ind. Der er ingen bindingsperiode, ingen konspirationer. Bare kvalitetslitteratur, der rykker.

KLIK HER ➔ www.forlagetgladiator.dk/ shop/gladiator-abonnement/

nye udgivelser essays asger schnack

I Essays. Et langdigt finder man en sirlig, grundigt reflekterende og poetisk skrift, hvori Schnack insisterer på at standse tiden for en stund – og give tanken og sproget et pusterum. Pris: 350,Medlemspris: 245,-

ingenmandsland charlotte strandgaard

Charlotte Strandgaard gør det aldrig vanskeligere, end det er, og det er svært, det er i sig selv en kunst. Pris: 150,Medlemspris: 105,-

emma emma ida holmegaard

En roman om sommerens arkitektur og landskaber. Pris: 200,Medlemspris: 140,-

strunk cecilie lind

Strunk. Et langdigt, der broderer sig frem, rastløst og uforsonligt. Pris 150,Medlemspris: 105,-

grotten pia busk

Besøg vores webshop her: www.forlagetgladiator.dk/shop

g l adi ato r

En odyssé gennem storbyens underverden. Pris 150,Medlemspris: 105,-

af nathalie nystad

TENNIS

Naboens lårkort spredes

TENNIS, DRABSGARAGEN: Vi har dræbt nogen ude i garagen, eller noget, ingen af os forløses.

I BIBLIOTEKET SIDDER FAR og venter på os. Han vil spille. Vi spiller med far. Far lægger ud. Vi spiller tilbage til far, der har lagt ud. Far er i god form. Far er træt, læser avis, i biblioteket. Far er den klogeste og findes ikke. Ingen har en far. Fars bolde er ikke klar. Ingen kan spille far, han er umulig. Og alle (far) bliver sur på os. Far var velklædt engang. Far ligner ikke Erik 54

Brandt. Far har haft sex. Far findes ikke. Vi myrder far, og vi er ikke gamle nok til det der, så liget findes ikke. Politiet kommer ikke. Far er ikke død. Vi er så trætte af far. Farmand der har spillet med os. Når vi bliver store og ikke længere spiller tennis, vil vi afslå far. Vi spiller tennis, fordi vi vil være rene børn, og ønsker det monotone, trygge. Vi ønsker sport samtidig med lænestole og frihed.

Naboen ringer og siger at han ikke kan spille før senere i dag først hen imod aften han beder os sætte nettet op og stramme det før det er nat.

Naboens lårkort spredes.

Rumopdelingen, dvs. plantegningen er som følger: 1. Rum: hall 2. Rum: tørrerum 3. Rum: fugtfordelerrum 4. Rum: bibliotek 5. Rum: fælleskøkken og aftrædelse 6. Rum: omklædning 7. Rum: soveværelse til mor og far og børnene 8. Rum: stue og børnealrum Udenforrum 1: tennisbane Udenforrum 2: garage

Far spiller tennis alene hver aften, lykkelig, uafgjort.

Naboens børn er ikke helt jævnaldrende med os. De er drenge, vores soveværelse peger ud mod deres, og tennisbanen. Næste dag er alt som nyt.

Orgie. (Far) Far planlægger et orgie i køkkenet Vores fælleskøkken Far skriver til dem han kender. Gymnasievenner. En studievært. Naboerne. Hans unge venner.

De, han lytter til musik med. En ekskone. Enkelte familiemedlemmer. Tidligere naboer. Der er stille i køkkenet for far koncentrerer sig om at skrive til sidst har han orgie.

INGEN KENDTE, i publikum. Der er intet publikum. Vi kigger ud på deres øjne, Fred Perry, T-shirts Nadals manglende hår. Der er tomme øjne. Der er små tennisløbere Vores tennisketsjere, Head, strammes.

Vi måtte ikke spille tennis dagen før

GLÆDEN ved far: Vi er enige far og jeg. Adskillelsen er mørk og dyb, vi tager tennistøjet på. Det hvide tennistøj der udjævner. Fortællingen tager fart, tennis. Tennistøjet smides, jeg er nøgen med far på banen. Far får ketsjeren i hovedet. Far sprænges. Far siger: Det var franskmændene og englænderne der opfandt tennis, selvom de ikke var landfast spillede de tennis, alting er en kamp, i 1300-tallet spillede man tennis uden ketsjer, jeg ved ikke fx hvad en ketsjer hedder på fransk, men det sjove er, at når de står lige, siger man ”juice” og hvad betyder det? Safter, tænker jeg, måske, eller jus,

Vi spiller tennis, fordi vi vil være rene børn, og ønsker det monotone, trygge. Vi ønsker sport samtidig med lænestole og frihed.

noget med retfærdighed på latin, ”les deux” siger far, det vil jeg undersøge nærmere på Google, eller når jeg kommer hjem, eller hjemme på Google, det lyder spændende.

I omklædningsrummet tager vi tøjet af. Vi skifter det og vrider det. Imens tager vi tøjet af og skifter køn. Jeg lægger mit tøj op og tager noget større tøj på. Hver aften vaskes det.

Tennis, Google: Life is the Beautiful Game: Learn to see life as a game. It is not the competitive aspect of the game that counts but rather the willingness to play, irrespective of whether you win or lose. When you play

a game, you prepare yourself mentally and physically to do your best to win, but even if you lose you can still walk away graciously having enjoyed the game. The challenge that comes with the possibility of winning or losing makes it worth playing. Just like you wouldn’t like to play a game at which you always lose, you would quickly get bored with a game at which you always win. In fact, losing is just as important as winning, and without the former you could never enjoy the latter. Soon: You may win Soon: You may lose

BØRNENE KÆLKER OG LEGER om vinteren og løber på skøjter. Nu hvor det er forår og sommer, løber de

og leger ud og ind af hinandens huse. Alting opløses i en nabokamp hvor vi tror vi er hinandens fjender men kun i virkeligheden spiller tennis. Vi fordøjer kampene solitært, idet vi spejler ud over landskabet i Virum i solnedgang.

Alt tøjet renses.

TENNIS, politiet: Da vi har spillet længe og fundet ud af at far er uskyldig, og der derfor ikke var grund til at dræbe ham, fjerner vi liget. Vi ringer til politiet og siger at han er død. Og hvis de ikke snart kommer og fjerner ”the body” kan vi ikke spille. Hvor er ”the body” siger politiet da de kom. Det må I finde siger vi.

Adskillelsen er mørk og dyb, vi tager tennistøjet på. Det hvide tennistøj der udjævner. Fortællingen tager fart, tennis. Tennistøjet smides, jeg er nøgen med far på banen. Far får ketsjeren i hovedet.

Vi peger med ketsjerne. Vi er glade og rene.

Vi besøger naboen. Vi har lårkort. Vi er moderne. Vi holder naboens fingre, tennishænder. Vi tager tennistøjet af og hans tøj klæder os. Vi spiller ikke tennis og klæder om ude i omklædningsrummet.

Vores venner og naboer er på besøg og fejrer familiens fødselsdag. Jeg er indadvendt. Jeg sidder ved grillbordet, udad med kroppen. Jeg føler, at jeg er ved at falde til i kvarteret med

alle de særlige mennesker, at vejens beboere virkelig er anderledes, fordi sammenholdet her er så stærkt, unikt, som ejendomsmægleren sagde ved købet.

Afart. Tennis: squash

PÅ TERRASSEN, aftenen: Vores stole peger ud mod tennisbanen og tåler regn, de er både til indendørs og udendørs brug og har vandafvisende puder. Vi holder hinanden i hænderne, og det er en af de dage hvor aftenen er smuk og stilheden gør mig mæt. Min krop er ved at opnå tilfredsheden i sig selv og din berøring er det

eneste der skal til bare i min hånd. Vi kommer simultant kiggende ud på banen. Vores hænder strammer om hinandens hænder. Vores åndedræt mødes og vores hænder slipper. Stolen er våd.

Stregerne vil ikke inddele husene Jeg spiser morgenmad alene. Jeg vil ikke se naboen. Jeg lukkede naboen ud af rummet. Jeg spiller tennis med dig, fordi jeg kan lide dig men du står langt væk på den anden side af nettet.

Får nyt tøj.

L AGERET To minutter senere går maskineriet i stå, det er det mærkeligste ophør: Som havde man hele tiden kunnet høre sit hjerte, og så stoppede det.

Stilheden bagefter er et stort rygvendt fravær hen over dækket.

af jonas eika rasmussen Klokken 7.22 åbnes jerndøren i væggen ind til pakkehallen. Dagholdet, fjorten mennesker broget klædt i matte farver, deres ansigter så glatte fra søvnen, følger efter hinanden med en meters mellemrum op ad ståltrappen, hen over det sekssporede transportbånd og ned på arbejdsdækket. De går mod den fjerneste ende i en lige række, som de forlader efter tur for at indtage en tom arbejdsstation, indtil dækket er bemandet hele vejen ned. To minutter senere går maskineriet i stå, det er det mærkeligste ophør: Som havde man hele tiden kunnet høre sit hjerte, og så stoppede det. Stilheden bagefter er et stort rygvendt fravær hen over dækket. Det knaser i samtaleanlægget. Lars’ stemme kommer frem, sprød og børsteagtig i hallen. Den fortæller os, at vi skal pakke koncentreret den næste

time. Vi skal følge vareelevatorernes, transportbåndenes, skærmenes tempo. Udfylde pallerne, pakke smukke kompakte forsendelser. Stilheden findes endnu et minut. Så vågner maskineriet, strækker sig med et gab der aldrig udtoner, men stiger til det når sit niveau og bliver ved. Multishuttles kører. Elevatorerne kører. Transportbåndene kører. Det sekssporede kører. Skærmen lyser op og siger: – Total: 32 units, 12 large, 20 small, med sin gennemsigtige stemme, sin glasmallestemme, Helvetica Neue. – E4: Pick 12 Large. Jeg går frem og tilbage mellem E4 og min station. Løfter pakkerne med vakuumløfteren, trækker fladskærme igennem luften som igennem vand til min palle. Stående passer de perfekt i to rækker af seks. Jeg holder knappen

med den nedadpegende pil inde et par sekunder og lader pallens afmålte fald udligne det, jeg har bygget oven på den. Papkassernes øverste flader er en fuldendelse af stålrammen. Mens jeg står og lader armene pendulere op og tage imod de tyve mindre pakker, ned og lægge dem på pallen, som en forlængelse af transportbåndets arme, lader jeg mit blik glide op på det sekssporede, som pakkerne kommer fra, og videre op på Lars og hvad der ligner syv andre ledere. Man kan ikke se platformen, de står på, eller gangbroen der fører hen til den fra jerndøren i væggen; de står bare der i luften fra knæene og opefter, svævende hævet over det sekssporede, og minder mig om dengang jeg lige var startet på dagholdet. Lageret skulle jævnligt vises frem for andre firmaer, interesseorganisationer eller Venstres lokalkredse.

Der var en langsigtet eufori, det her var fremtidens lagerløsning, systemet der kunne imødekomme vækstkravene. Logistikturisterne stod og spejdede ud over arbejdsdækket og resten af den tørre pakkehal, ligesom Lars og de andre ledere gør nu. Jeg sender pallen af sted. På vej over arbejdsdækket mod E4 føler jeg mig set på alle mine flader. Jeg tænker på lederne, kameraerne, skærmene, loftet og væggene som et tæppe af øjne spændt ud omkring mig. Jeg kan ikke give mig hen til arbejdet. Men så løftes varerne op til mig, og jeg ser ud over skinnerne: liggende på tværs som bygningens ribben ned igennem hallen; som fragtveje for multishuttle-slædernes transport af paller til pakkedækket, jeg står på, jeg husker hvad Lars sagde i går aftes: Funktion og konstruktion, det er det samme.

På vej tilbage med pakken stopper jeg op mellem E4 og min station, midt i det hele: Bag mig strømmer pallerne over skinnerne til vareelevatorerne til dækket. Foran mig løber det sekssporede med sine fyrre vinkelrette afkørsler til de tyve stationer. Det er alt sit jern. Det er al sin gummibelægning. Det er alle sine pakker; en konstant bevægelse fra højre mod venstre, kommende, flydende, videre, brunt på sort på gråt. Ned ad dækket til begge sider sænkes pallerne i rammerne, hver gang et nyt lag bygges ovenpå. Ordrerne hæver sig som det perfekte møde mellem to bølger, konstant og papbrunt. Skærmene er et tavst sprog fra Lageret til os, modstandsløst, som en fisk der svømmer igennem en anden fisk. Mod slutningen af testen kommer der enkelte pakker påskrevet med sprittusch til min station. Vores grydeskeer.

Vores bademåtter. Vores håndcreme. Jarif keder sig vist nede på Depal, tænker jeg. Andreas sendte ham derned som den eneste, som straf for at brokke sig over testen i går aftes. Nogle minutter senere er det mere sådan noget som Vores arbejdsskader, Vores døde sæler, Vores Nordsøolie der står på pakkerne. Allermest får det mig til at tænke på, at Jarif har stået helt alene nede på Depal og skrevet det på dem. Jeg kommer til at grine, først inde i mig selv, så med lyd på og til sidst helt hysterisk med vand ud af øjnene. Jeg opdager det, fordi lederne og dem ved de nærmeste stationer står og kigger på mig. Vi er ikke adskilt! har jeg lyst til at råbe, mens jeg holder pakken frem i strakte arme, netop denne pakke som Jarif har haft i hænderne nede på Depal.

■

Skærmene er et tavst sprog fra Lageret til os, modstandsløst, som en fisk der svømmer igennem en anden fisk.

Skærmen lyser op og siger: – Total: 32 units, 12 large, 20 small, med sin gennemsigtige stemme, sin glasmallestemme, Helvetica Neue. 59

QUARK Quarker er de eneste elementarpartikler, som kan benytte sig af alle fire typer af partikelinteraktion (elektromagnetisme, tyngdekraft, stærk interaktion og svag interaktion).

af jeppe brixvold

rdet quark. Fra anden del, fjerde kapitel af Finnegans Wake, hvori Tristan og Isoldes sejlads over Det irske hav følges af bl.a. havsvaner, havfalke, terner og måger, som over de to elskende (“Overhoved, shrillgleescreaming”) synger en smædesang om Isoldes kommende ægtemand, Kong Mark: - Three quarks for Muster Mark! Sure he hasn’t got much of a bark And sure any he has it’s all beside the mark. … osv. - hvilket tyder på, at ordet – ligesom hos ænderne – skal udtales med fladt a (“kwark”), ikke “kwork” eller “kwærk”. Fysikeren Murray Gell-Man, som i 1964 anvendte ordet i sin såkaldte quarkmodel, har dog selv relativeret sagen med detaljer fra sin Joyce-læsning i bogen The Quark and the Jaguar: Adventures in the Simple and the Complex (1995): “In 1963, when I assigned the name “quark” to the fundamental constituents of the nucleon, I had the sound first, without the spelling, which could have been “kwork”. Then, in one of my 60

occasional perusals of Finnegans Wake, I came across the word “quark” in the phrase “Three quarks for Muster Mark”. Since [it] was clearly intended to rhyme with “Mark”, as well as “bark” and other such words, I had to find an excuse to pronounce it as “kwork”. But the book represents the dream of a publican named Humphrey Chimpden Earwicker. Words in the text are typically drawn from several sources at once […] From time to time, phrases occur in the book that are partially determined by calls for drinks at the bar. I argued, therefore, that perhaps one of the multiple sources of the cry “Three quarks for Muster Mark” might be “Three quarts for Mister Mark”, in which case the pronunciation “kwork” would not be totally unjustified. In any case, the number three fitted perfectly the way quarks occur in nature.” Quarker er aldrig blevet observeret i isolation; de observeres kun flere sammen i hadroner (f.eks. protoner, neutroner og mesoner). Gell-Mann anvendte først quarker som rent formelle størrelser i forsøget på at oprette et ordnende system for hadroner, men dybe, såkaldt

uelastiske spredningseksperimenter udført på The Stanford Linear Accelerator Center i 1968 beviste quarkernes eksistens. Quarker er de eneste elementarpartikler, som kan benytte sig af alle fire typer af partikelinteraktion (elektromagnetisme, tyngdekraft, stærk interaktion og svag interaktion). James Joyce udtalte selv i en samtale om den endnu uafsluttede Finnegans Wake med den polske forfatter Jan Parandowski: ”The few fragments which I have published have been enough to convince many critics that I have finally lost my mind, which by the way they have been predicting faithfully for many years. And perhaps it is madness to grind up words in order to extract their substance, or to graft them one onto another, to create crossbreeds and unknown variants, to open up unsuspected possibilities for these words, to marry sounds which were not usually joined before, although they were meant for one another, to allow water to speak like water,

Quarker er aldrig blevet observeret i isolation; de observeres kun flere sammen i hadroner.

birds to chirp in the words of birds, to liberate all sounds of rustling, breaking, arguing, shouting, cracking, whistling, creaking, gurgling – from their servile, contemptible role and to attach them to the feelers of expressions which grope for definitions of the undefined. I took literally Gautier’s dictum, ‘The inexpressible does not exist.’ With this hash of sounds I am building the great myth of everyday life.” Man regner indtil videre med seks typer af quarker, kaldet colours eller flavors, nemlig “op”, “ned”, “sær”, “charmerende”, “top” og “bund”. “Op” og “ned” er de letteste quarker; de kaldes sådan efter de to typer af isospin, som kendetegner dem. De tungere quarker søger

gennem partikelforfald (fra højere til lavere massefylde) at forvandle sig til en “op” eller “ned”, som derfor er de mest stabile quarker og mest almindelige elementarpartikler i universet. De “sære quarker” fik deres navn fordi de har en usædvanlig lang levetid som sære quarker. De charmerende (eller for så vidt “magiske”) “charm quarks” blev kaldt sådan af Glashow og Bjorken, fordi de to forskere var fascinerede af den symmetri, som de charmerende quarker tilførte den subnukleare verden. Harari, som navngav “top”- og “bund”-quarkerne, kaldte dem sådan, fordi de forekom ham at være “logiske partnere” til “op” og “ned”; de befinder sig hverken mere eller mindre i særlige

dybder eller højder af hadronerne end andre quarker. Før Harari kaldtes “bund” og “top” ofte “skønne quarker” (“beautyquarks”) og “sande quarker” (“truthquarks”); disse navne er dog efterhånden forsvundet. “Truth”-betegnelsen slog aldrig rigtigt an, mens de acceleratorer, som anvendes i produktionen af “bund”-quarker, stadig i dag kaldes “beauty factories”. Hear, O hear, Iseult la belle! Tristan, sad hero, hear! The Lambeg drum, the Lombog reed, the Lumbag fiferer, the Limibig brazenaze.

■

P H G O INGE

af johannes fogtmann

Der var mange, der holdt tale for HP den dag, og Inge bad far om at skrive ned hvad der blev sagt.

eg bliver overrasket, da Inge fortæller mig, at hun senere den aften satte sig op bag på HPs motorcykel, og at de rystelser, som hun mærkede på hjemturen fra Gram til Rødding, skulle få den slags konsekvenser. På billedet griner hun, mens hun ryger og læner sig ind over bordet. De er til fest. Hun er ved at sige noget. De samme kraftige øjenbryn og dybe øjenhuler som far. Hun ligner far, hun er smuk. Hver gang jeg ser billeder fra hende og HPs ungdom tænker jeg, at de klædte sig som smukke digtere, begge i trenchcoats med bæltet bundet stramt. HP bærer alpehue på alle billeder, hvor de er udendørs, han ligner Gunnar Ekelöf, blikket er på én gang forurettet og åbent. Sara fortalte mig, at hun så én i tiden efter, at hun og jeg slog op. Pludselig en dag stoppede hun op på gaden, de var ude og gå. Hun tænkte: vi går klædt som smukke digtere, og vi opfører os også sådan, men ingen af os er digtere. De sad til langt ud på 62

natten og talte om, hvordan det ville være at slå et menneske ihjel. Så stoppede hun det. Brugsuddelerens søn, Johannes, som er designer, fortalte mig til HPs begravelse, at Inge Fogtmann var den bedst klædte kvinde i Sønderjylland, og så vendte jeg mig om og kiggede på hende, det var nede på hotellet, hun stod på den anden side af buffeten, og det var rigtigt: den blåblomstrede skjorte og den store guldkæde, den halvlange grå nederdel. Der var mange, der holdt tale for HP den dag, og Inge bad far om at skrive ned, hvad der blev sagt. HP var landbrugskonsulent, og Inge var hjemmegående. HP var næsten aldrig hjemme. Han sagde engang til mig, at han havde holdt foredrag i alle Sønderjyllands forsamlingshuse, og at der i hans tid som konsulent skete så mange ting, rent teknologisk, at han måtte forny sine foredrag hvert år. Inge rystede ofte på hovedet og sagde: HP og de maskiner. Han kørte hjem fra foredragene om

natten, og Inge ventede på ham med maden klar. Hun kogte gulerødder og kartofler i samme gryde. De sad i køkkenet og spiste. Da HP døde, holdt hun op med at lave varm mad. Når jeg besøgte hende i tiden efter begravelsen, sad vi i køkkenet og spiste rugbrødsmadder, hun sagde: Vi behøver ikke spise varm mad. Den aftenen de kørte hjem fra festen, og Inge Marie sad bag på motorcyklen, var det mørkt, grusstien foran dem var lyst op af den hvide forlygte. Var det noget, hun regnede sig frem til bagefter, eller tænkte hun det, mens hun sad dér, at nu mister jeg barnet. Det ville have ændret deres liv at få et barn mere. Deres tredje barn. Deres anden datter. Min faster og min fadder. Hun skulle holde mig over dåben. Eller nej, den tanke er for langt væk. Det er mig, der er den voksne og faster, der er barnet. Det er mig der skal holde om hende, mig der skal tage hende op. Tage hende helt ind til mig, når hun græder og ikke kan holde op.

■

! ! G e l N Sa REAKI B

NEWS! ST OR T

SP AKA IV S L P LU K IN

HVAD HVAD VENTER VENTER DU DU PÅ? PÅ? Københavnske Istidende er Danmarks nye avis for tekster fra Det københavnske forlag Cris & Guldmann. Få et drøn af en avis - for kun 10 kroner! Gode tekster! God avis!

Herta M端ller

IDOLPL AKAT

Foto: Sofie Amalie Klougart

Michael Ancher, Romanlæsning i haven, 1885. Skagen Museum. (Billedet er manipuleret). SKAGEN Fondene er sponsor for Skagen Museum.

Modet til at møde kulturen SKAGEN Fondene er Skandinaviens uafhængige investeringsforening. Vi blev etableret for 22 år siden af tre kontrære norske grundlæggere, som mente, at tingene kunne gøres anderledes, bedre og enklere. Selvom vi til daglig beskæftiger os med investeringer i aktier og obligationer, har vi en lang tradition for også at involvere os i kulturlivet. Således også i banebrydende dansk litteratur via Forlaget Gladiator. Det er spændende og til gavn for alle, når kulturen og erhvervslivet mødes. Læs mere på skagenfondene.dk

Kunsten at anvende sund fornuft

! V L E S G I T S D L TFU

G A R P

Mesgina er sig selv. Pragtfuldt sig selv! Det skal alle mennesker have mulighed for at være.

af mads nygaard , forfatter og initiativtager til venligboerne For nogle uger siden spurgte forfatteren AnneLise Marstrand Jørgensen, om der var nogle af hendes venner, som havde prøvet at arrangere en demonstration. Hun ville gerne høre fra dem, for nu havde hun ganske enkelt fået nok af regeringens udlændingepolitik. Hun ønskede sig et par fif og gerne hundrede tusinde deltagere. Indignationen skulle hun nok selv tage med. Ligeledes for nogle uger siden tog filminstruktøren Josefine Kirkeskov til Lesbos. Josefine havde ingen erfaring med nødhjælpsarbejde, men hun kunne ikke længere udholde synet af bådflygtninge, der krængede ind på stranden uden nogen til at tage imod dem. I lørdags sad jeg på et hotel i Frederikshavn. Jeg var til jobsamtale med min ven Mesgina. Mesgina er en ung mand fra Eritrea. Han længtes efter et arbejde. Det har han gjort siden efteråret 2014, hvor han kom til Hjørring Asylcenter. Jeg var lige startet samme sted som altmuligmand. Mit ønske var at spare penge op til arbejdet med en ny roman. I stedet blev jeg initiativtager til

Venligboerne. Og har været med lige siden. I samme båd som AnneLise, Josefine og de cirka 60.000 andre danskere, der også har fået nok. Vi ønsker en fundamental kursændring i forholdet til flygtninge. I debatten og i dagligdagen. Vi har fået et hav af nye venner fra den store vide verden. Vi inviterer dem indenfor i vores netværk. Ikke når de efter måneders ventetid på asylcentrene endelig får dommen: Inde eller ude. Nej, vi inviterer alle mennesker indenfor i samme sekund, de lander i vores land. Mesgina har lært mig mange ting. Først og fremmest om Eritrea. Her har befolkningen levet under den samme diktator i 21 år. Diktatoren er tidligere soldat og kræver, at alle i landet følger trop. Når Eritreere fylder atten, får de et valg: Enten går du ind i hæren eller også ryger du i fængsel på ubestemt tid. For kvinderne er valget endnu mere udslettende. Hvis de siger ja til militærtjeneste, siger de også ja til at blive massevoldtaget i kasernerne. Massevoldtægt eller fængsel!

Mesgina har meget lange lillefingernegle. Jeg spurgte ham en dag hvorfor. Han svarede, at han bedst kunne lide, at fingrene var nogenlunde lige lange. Lillefingrene havde ikke en chance med mindre han gav dem frit lejde til at vokse. Hvis I nogensinde indlogerer jer på et hotel i Frederikshavn, skal I holde øje med en sort mand, der smiler og er smuk. Hans fingre flugter nogenlunde med hinanden, han er ikke længere flygtning. Mesgina er sig selv. Pragtfuldt sig selv! Det skal alle mennesker have mulighed for at være. Længere er den ikke. Fakta om Venligboerne: Bevægelsen startede i et lille rum i Hjørring Asylcenter, der blev kaldt Sunshine. Her var der café, bibliotek og genbrugsbutik. Sidenhen har 70 byer i Danmark oprettet Venligboer-grupper. Den største er Venligboerne København, som Louise Dalsgaard og Mads Nygaard åbnede i februar 2015, da 40 mennesker mødte op. I dag har Venligboerne København 34.500 frivillige kræfter. 67

E C A L K THE NEC Hun tager fat i sin halskæde. Den er gylden, tynd som en tråd, ligger ned mellem hendes bryster, slår et slag over hendes kraveben, følger kroppens grænse som de yderste blodåer.

af josefine klougart Hun læner sig ud over kanten på den lejede båd, ser ned i havet under dem; hun lader blikket gå dybere, et anker der strækker sig efter den lyse bund og i et omslag slynges tilbage i overfladen, hvor hendes eget ansigt står og dirrer som en måne i vandspejlets urolige overflade. Havet er sølvagtigt, det knitrer stanioluroligt under solen. Jeg har det mærkeligt, siger hun til ham. Han reagerer ikke. Det er den fornemmelse igen, at vi ikke er alene. Hun trækker ansigtet til sig, op af vandet; rækker ud efter stråhatten, trykker den på plads ned over håret. Eller også, mumlede hun, er det en følelse af at jeg er det, at jeg er alene. Han sover på det flade stykke foran styrepulten. Længere ude sejler en båd forbi i høj fart. Tre kvinder og en mand står op og holder fast i metalskinnen 68

over deres hoveder. Kroppene slår sig som silkebånd i båden, halvmåneformede. Båden der springer henover bølgetoppene. Han hører dem. Motoren og latteren. Løfter overkroppen. Lader blikket følge båden, før han så igen lægger sig. Hun ser på ham, hvordan han ligger der med lukkede øjne. Havet er en håb under ham og den hånd kunne lukke sig omkring ham. Havvand i en musling. Hun tænker på, hvad det er for en følelse af nostalgi, hun fyldes af. Det er en uventet følelse. Hun har det som om hun ser på noget, der er utæt, tager vand ind. Noget man har håbet på og øjeblikket efter opgivet; synkende landområder, kirkerne på klipperne langt ude mod kysten, et glas der vælter, ruller hen over bordet og nu er i luften, slagskygger under kvinders kæber, fingrer der følger de linjer, og et

andet sted en omfavnelse, der er grænseløs som havets omfavnelse af kroppen. Hun tager fat i sin halskæde. Den er gylden, tynd som en tråd, ligger ned mellem hendes bryster, slår et slag over hendes kraveben, følger kroppens grænse som de yderste blodåer. Bølgerne fra speedbåden rammer bådens bov. Det hvide ankerreb er bundet fast i et metaløje til højre for motoren, helt ude i højre side af båden. Hun følger rebet med øjnene, læner sig ud over rælingen og følger det ned gennem havoverfladen, hvor vandspejlet forskyder linjen. Knækket flytter sig op og ned ad rebet som en perle hun skubbede op over en tynd fletning i søsterens hår; en ankelkæde man leger med i sandet, trækker op over ankelen, op ad underbenet, så de små sandkorn falder af huden i gen-

Kædens bevægelse i luften bag hende. En gylden linje, et snit, der bliver skåret ind i den omfavnelse himlen er; kæden der trækker sig sammen til et øje igen, folder sig ud til en linje igen, en fane af blod der bøjer mere og mere af, hvordan enderne drages mod hinanden.

nemsigtige g a r d i n e r. Båden der løftes af bølgerne, rebet, der strækkes og slappes. Hun kaster et blik tilbage på ham. Han sover fortsat, uden ophold og uden noget ophold i bevægelsen tager hun fat i sin halskæde og strammer den i takt med båden, stramt om halsen, løsere, stramt igen. Der er stille igen, lyden af båden er så langt borte, at man ikke længere kan skelne den. Vandets bevægelse bliver mere og mere rolige, bølgerne mindre og mindre ind til hun pludselig bliver løftet, med båden op over en sidste høj bølge, der kommer som en erindring om en forelskelse, tilbage med samme brutale kraft, løfter

hende og lader hende falde. Hun er ved at falde, tager fra med begge hænder og med en dyb knap hørbar lyd brister et af de forgyldte øjer i kæden og i det samme slår han øjnene op, hans blik søger opad, mod hende og i det sekund eller to det tager hans øjne at vænne sig til lyset og stille skarpt, finde hende i billedet, slynger hun kæden bagover i solen, udover havet og båden ligger igen stille og vugger i havets helede overflade. Kædens bevægelse i luften bag hende. Et snit, der bliver skåret ind i den omfavnelse himlen er; kæden der trækker sig sammen til et øje igen, folder sig ud til en linje igen, en fane af blod der bøjer mere og mere af, hvordan enderne drages mod hinanden; hænder, der finder den anden krop i søvne; han rejser sig og går over mod hende. Hun

ser ham i modlys, han vakler over mod hende, ankerrebet slappes og spændes, han er ved at falde, finder balancen igen, når hen og får fat i styrepulten og bøjer sig frem mod hende. Hans krop kaster skygge over hendes, han rækker sin hånd frem og løfter hendes lyse hår væk fra hendes ansigt, kysser hende på kinden og tager hendes hånd, lægger hendes arm op over sin skulder, og de rejser sig sammen og går sådan ud i stævnen af båden, hen over madrassen hvor han lå og sov. Det er ikke det værd, hvisker han og hun er pludselig for træt. Nej, svarer hun ham, hviskende som vand der langsomt tørrer op og aflejrer salt på gulvenes skinnende overflade, kæden der bliver et næsten perfekt øje igen lige inden det rammer havoverfladen. ■

I G A R D FORE K S I R O T S I H L LOKA G N I N E R FO incl. kaffe og kage i pausen

af nina toudal jessen

et er en umulighed at tale om sig selv, siger broren, i et forsøg på at være sjov, jeg gider ikke fortælle om slægternes slægter og gamle aner, om dyreskuer i 1940’erne, jeg kender ikke de mænd på det billede fra forsamlingshuset i 1955, som du viser mig, gamle mand, jeg er kommet videre. Fortiden taler jeg ikke om. Den interesserer mig ikke, kan ikke vise mig noget, jeg ikke allerede ved, at jeg har det samme temperament som min far, at han havde det samme som sin far og farfar. Hvordan kan temperamentet være patrilineært? Det er altid kønsbestemt, temperamentet, du ligner din tante, hvis du er en kvinde, det er for tæt på at ligne moren, hvad hvis hun er skør, hvad med de skøre søstres børn, ligner de så moren, fordi hun er normal? De skøre søstres børn har lært at vige pladsen for andre, for deres mødre, der skulle have den plads, der ellers var 70

udset til dem. De lærer at spise med en avis under armene, en femmer kunne jeg have siddende i armhulen, og den var ikke faldet ud, heller ikke selvom kødet var sejt og ikke til at skære over, der er for lidt plads om bordet, det må ordnes med ordnede albueforhold. Jeg har anet slægters striden, men jeg har aldrig været arbejder, der går grænsen, lønarbejde, fritid. Hvem vil ikke gerne på vinterferie ligesom Hanne og Svend? Det er sådan noget, man kan når man har et lønarbejde. En ligning går op, når man ser på mødrene og fædrene side og ser slagsbrødre og ærgerrige bønder, der var uvenner med naboer og familie, så er det klart, at der kommer sådan en bastard på bordet. Alle de vrede mænd, der samles til en. Der skal være foredrag i lokalhistorisk forening, der kommer vi jo ellers ikke, men lad gå, jeg kan da godt for-

En ligning går op, når man ser på mødrene og fædrene side og ser slagsbrødre og ærgerrige bønder, der var uvenner med naboer og familie, så er det klart, at der kommer sådan en bastard på bordet. Alle de vrede mænd, der samles til en.

tælle om min fortid og min fremtid. Denne ene gang, jeg gider ikke tale om min far, jeg vil tale om mig selv og mit liv. Jeg gider ikke fortælle om at være sognerådsformand, for jeg har ikke selv været det, det eneste minde jeg har, er en sølvcigaræske, jeg har arvet, som jeg her fyldt med mønter fra hele verden, hver gang nogen kommer på besøg, spørger jeg, om de mon har en lille mønt, der skal i cigaræsken, jeg har ikke taget mønterne ud og talt dem, endsige sorteret dem efter oprindelse, altså giveren, hvilket kunne være et interessant hukommelseseksperiment, hvis jeg kunne huske det, nå listen, nationalitet, årstal, metal eller størrelse. Der er så mange målestokke og pejlemærker for mønter. I lokalhistorisk forening, der holder til under cafeteriaet i den lokale sportshal, mødes man en gang om måneden til et

AFSLØRING aler jeg Fortiden t

foredrag med en lokal, der har noget at fortælle. En der kan fortælle om sin bedstefars tur til Berlin i 1919, en fremsynet bedstefader, der havde et fotografiapparat og har taget billeder af en smadret Siegessäule, billeder i sepiafarver, der gulnede er blevet scannet ind ude på biblioteket og på ny lever i et powerpointshow foran de tyve fremmødte denne tirsdag aften i februar, sådan er det i lokalhistorisk forening. Man gør sig umage med sine slides. Dette skal ikke læses ironisk. Hvem elsker ikke mennesker, der gør sig umage? Verden har brug for lokalhistoriske foreninger. Man forestiller sig kaffebordet, da bedstefaderen kom hjem fra rejsen med kirken i 1919, hvordan kaffekopperne klirrende blev sat på bordet med underkopper og teskeer og kagegafler i sølv, det fineste, sikke en rejse, og sådan, og med færgen over Gedser, det er alligevel langt, man læser så meget i avisen, der

ikke om.

er ingen grund til at tro, at folk har vidst mindre, der ingen grund til at tro, at vi er mere civiliserede end nogensinde. Wir sind nie modern gewesen. I vindueskarmen står vasen med en blå påmalet Roskilde Domkirke fra den kgl. porcelænsfabrik med nyindhentede forsythia i, de skal springe ud med gule blomster og grønne blade og bevidne bedstefars hjemkomst og forårets kommen, og at man endelig kan ånde lettet op, uvidende om flere krige og katastrofer, uvidende om det efterspil, der kommer efter en krig. Bedstefar har set ruinerne med egne øjne, og det er det, han nu vil fortælle om, når han kommer hjem med bilen. De var fem mænd af sted, de følte det som deres kald, at se krigen med egne øjne, de måtte se det, være vidner, det ligger ellers ikke til dem sådan at stikke af fra hverdagen, hvad er hverdagen, inden der findes ferier? Hverdagen er alt det uden om fødselsdage og ju-

bilæer og børn e f ø d s l e r. Hverdagen er søndag og lørdag og mandag, der forløber ens. Er det en fortalelse? I Berlin danser en Mata Hari danser ind og forfører mændene bag cigarerne på bierstuben i det sønderskudte Berlin, det er eksotisk for bøndermændene, men det vidste de jo godt, det ville blive. Hendes øjne er trukket så kraftigt op at de kan ses på bagerste række, så fed og sort er stregen. Hun ligner en ægyptisk dronning i kælderen blandt øl og cigarer og bøndermænd på besøg langt væk hjemmefra, men de er alligevel alle sammen tilstede her i aften på denne magiske aften, hvor der er kærlighed i luften, kærlighed mellem mændene, der for én gangs skyld lærer hinanden at kende uden om alle 71

pligterne, snakken går på større ting, større ting end firspand og belgierheste. De taler om fortiden, det gør man ellers sjældent. Oplysningsmøllen drejer sine vinger, og solen skinner for bonden på den sorte muld. Smukt er det, da bedstefaren triller ind i gården efter den lange tur fra Berlin. Ude godt, men hjemme bedst, og hunden løber ham i møde og piver, fordi den ikke har set ham i så lang tid, og derfor ikke har fået de godbidder, som han indiskret for alle andre end ham selv, lader falde ned til hunden, der altid sidder ved hans side ved frokostbordet. Det er så dejligt at have dig hjemme igen, siger bedstemoren, hun vidste godt, at han ville komme hjem, men var alligevel i tvivl, som hun altid er i tvivl, om han nu også er der når hun vågner. En iboende angst for, at bedstefar i løbet af natten, på vej til toilettet, beslutter sig for at hænge sig selv, falde ned af trappen, der er glat, fordi den er slidt af mange års sutsko,

eller at han al den tid, hun har kendt ham, i bibelsk forstand, har været et fatamorgana, et drømmesyn i hendes soveværelse, hvor kommer børnene og børnebørnene og al familien så fra, kunne en indvending være imod denne frygt for at blive forladt eller for aldrig at have været en del af noget, hvordan kan hun frygte, at han skulle forsvinde – hvorhen? Herfra min verden går, plejer han at sige, når han en forårsdag hviler sig på havetrappen efter at have gravet have i al for lang tid. Hvor skulle jeg dog gå hen, sagde han, da hun den eneste gang løftede sløret for sin frygt. Kan du forestille dig, at jeg skulle tage væk fra gården? Og det er skørt, det ved hun også godt. Men hænderne bliver så rynkede, når hun vasker op, og hun sveder sådan. Der er mange ting, der ændrer sig. Når hun kører en finger over hagen kan hun mærke tre stride hår, der bestemt ikke altid har været der. Det er ikke altid, hun gider samle æbler op til vinteren, men det skal gø-

res, for hos os varer æblekagesæsonen fra 1. september til 31. august. Der skal være æbler til æbleflæsk og julemaden og et æble til at spise og æblemarmelade. En ordentlig kvinde vil hun så gerne være, men det mislykkes for æblekagen brænder gang på gang på, og hun står ved køkkenvasken og tørrer den samme plet af igen og igen, den blå karklud er vredet hårdt op og tørrer næsten ikke noget af mere, når hun lægger den fra sig, lægger hun mærke til lugten af sur karklud og griber efter håndsæben og skrubber sine allerede røde fingre. Bedstemor, bedstemor, tag nu dine tænder på. Hun hører vandet løbe gennem nedløbsrøret, når det regner. Hun er nødt til at lægge sig midt på dagen, midt i alle pligterne, fordi det er sådan, det er. Han brokker sig ikke, det gør han ikke, men det er alligevel lidt træls med den snak i krogene; at hun ikke laver noget i løbet af dagen plager ham, men så igen, strømperne bliver da stoppet, maden

Så kommer alle ideerne til hende. Det kalder han dem, alle hendes ideer. Sjældent brugbare ideer. Dig og dine ideer, siger han irriteret. I radioen bliver Jens Vejmand sunget.

Verden har brug for lokalhistoriske foreninger. Man forestiller sig kaffebordet, da bedstefaderen kom hjem fra rejsen med kirken i 1919, hvordan kaffekopperne klirrende blev sat på bordet med underkopper og teskeer og kagegafler i sølv, det fineste, sikke en rejse, og sådan, og med færgen over Gedser, det er alligevel langt

ntalt.

Det er sentime

står som regel klar og er kun sjældent brændt på. Hun gør sig jo også umage, når der kommer gæster, man skulle bare synes, at hun kunne nå så meget mere hver dag, end hun gør. Hun går i kælderen og kommer op, vandøjet og lidt slingrende. Sådan husker man hende, ved skrivebordet en stille eftermiddag, hvor folket er spist af og børnene er et eller andet sted henne. De kan være hvor som helst, men ikke i grusgraven og ikke i mergelgraven. Eller rettere, der må de ikke være. Hun stryger en hårlok bag øret og drejer på sin ring. Hvad hvis de er i mergelgraven. Nej, det er for fjollet. Hun må bevæge sig, ikke sidde stille, så kommer alle ideerne til hende. Det kalder han dem, alle hendes ideer. Sjældent brugbare ideer. Dig og dine ideer, siger han irriteret. I radioen bliver Jens Vejmand sunget. ` Næste gang er der foredrag om noget

andet, nye billeder, på et skolefoto fra 1920’erne ser alle børnene ud som om de er syge, mongoler, underernærede e.l. Øjnene sidder for tæt eller for langt fra hinanden, og de er alle underligt blege, døde øjne. Der er tyve sæt rottehaler i fletninger, der ligger ned over de hvide kjoler med flæser på ærmerne. Tyve drengehoveder med kæmmet hår og sideskilning, mørke jakker og matroshatte spredt ud mellem dem. Uniformerede børn klar til at grave kartofler op og gå i fædrenes og mødrenes fodspor. Uvidende om den snarlige bortgang af alt de kender. Er det ikke sådan det er, at blive voksen? Alt det man kender forsvinder? Det er sentimentalt. Det yngste barn, onklen, frygter for at vokse op og efterlade forældrene som gamle. Men nu må man tage et ansvar, det duer ikke at være barn, kufferten er pakket og pladsen er fundet, så er det nu, væk fra mors gryder. Man skifter plads i februar, tids nok til forårsarbejdet, i god tid

inden høsten, så kroppen har vænnet sig til stedet, til madrassen, til sprækkerne i loftet over sengen og det kolde gulv med kludetæppet ved sengen, så fødderne ikke bliver alt for kolde om morgenen. Kroppen har vænnet sig til vejen ned af den stejle trappe. Værelset er en kasse bygget på loftet, der er åbent til taget ude ved trappen, derfor er der enten meget koldt eller meget varmt, varmt på den måde som et tag opsamler varmen om sommeren, en tør, døsigdoven varme. Undertaget er strøget, så det ikke fyger ind, der hænger spindelvæv rundt om det lille loftsvindue. Hængslerne er rustne, og man kan kun netop åbne vinduet og sætte det på klem med metalarmen. Det er en varme, der først og fremmest sætter sig i munden, gør den tør og umulig, en varme hvor en død mus går i forrådnelse på en dag. Lugten er ikke til at tage fejl af. Den lille mus’ sidste aktion mod menneskerne i huset. Selv en død mus bliver romantisk 30 år efter, død og ødelæggelse i et rosa 73

skær fra stearinlysene på bordet. I lokalhistorisk forening bliver der indimellem indleveret disse skolefotos, og man trækker i trådene, forsøger at samle puslespillet af barneansigter og sætte navn på dem, det brede hoved, det tilhører da vist Nellemann’erne, det kan der ikke være tvivl om, ingen andre på egnen kan fremvise så brede pander. Det der må være Marius Skomager, ikke sandt? Og så tvillingerne, passer det ikke? De var lidt yngre end Marius. Og der er Ingeborg Ingenting, det er ikke til at tage fejl af. Men der er altid nogle på billedet, der ikke kan identificeres, nogle, hvis ansigter ændredes, ikke længere var brede, blege eller hvis øjne rettede sig ud, børn, der heller ikke som voksne spillede nogen rolle i lokalhistorien, de findes kun på klassebillederne, i opstillingerne til gymnastikopvisningerne og fodboldkampene. Eller de blev lokalhistorie for nogen, der boede på den anden side af landsbyen, de var ikke landmænd, men arbejdsmænd, en

anden klasse, hans far arbejdede vist på teglværket, de boede vist dernede i bunden, i rønnen, var mange børn og moren havde ingen tænder. Og den rønne de bor i, den burde blive revet ned. Kører man forbi er der nedrullede rullegardiner med et storblomstret mønster i lyseblå og gul, de har været nedrullede så lang tid, at mønsteret næsten er falmet væk. En opmærksom hundelufter ville lægge mærke til den gradvise afblomstring af rullegardinerne, ligesom han eller hun kunne undre sig over, at man aldrig så nogen i eller omkring huset. Det synes affolket og tomt alligevel ligger der friske hundelorte i hundegården ude foran huset, det er vel et tegn på liv. Hvad mon man bedriver sin tid med? Tagrenderne trænger til at blive renset. Næste hus på vejen kan være så pertentligt, nysselige pelargonier og små solcellelamper, der lader op i løbet af dagen og udsender et blåligt lys om natten, en hilsen til den forbikørende og en vejviser for den gående.

Sådan husker man hende, ved skrivebordet en stille eftermiddag, hvor folket er spist af og børnene er et eller andet sted henne. De kan være hvor som helst, men ikke i grusgraven og ikke i mergelgraven

På afstand ser man ikke en mands ydmygelser. Trækningerne ved munden og i øjenkrogene, når han hører et bestemt ord, tvangsauktion, insolvens, banker – de trækninger ses ikke fra luften eller fra indkørslen, man aner dem på postkassen, der står skævt, man aner dem på den afskallede mur. På kortet ligner den ene gård den anden. Det er repræsentative gårde, repræsentative husmandssteder, deres sorte omrids og rektangulære klatter fortæller ingenting om, hvad der foregår, ligesom højdelinjerne ikke afslører, hvor hårdt og anstrengende det er at gå op ad bakken. Linjerne afslører ikke, hvor vandet presser sig ud af bakken, og danner våde huller selv højt oppe på bakken, man skulle ikke synes, at der kunne blive vådt der, men det kan der. Klistret mudder, der sætter sig på hjulene og jo større traktoren er, jo hurtigere synker hjulene i, eller: jo smallere hjulene er, jo hurtigere kører de fast. Det er ikke til at se på kortet, hvem der sparer på materiellet og på drænene.

■

MY OSLO Der er dialoger i kroppen. Hvor fingeren siger noget. En lang lyd efterfulgt af et øjeblik ved synet af små sandaler. Dette, er Oslo. af samuel iwersen

Bogen i min hånd ligner hår. Igen.

Note til min pusher – tænk ikke på penge men alkymi

vad laver jeg her. Med mine svenske brystvorter i Oslo.

Bladene er ved at falde af træerne, jeg kan godt mødes nu. (Note til min pusher – tænk ikke på penge men alkymi). En finger fra udlandet masserer mine gummer. Nej, på vej mod et sprog. Mens det sted udvides, og det må måske siges, at det ensretter. Det er ikke en dårlig vane, at jeg hele dagen vandrer rundt, at jeg får større fødder, stående, liggende. Jeg risikerer at blive fuldstændig opslugt af børn på vejen, fordi deres tilbageholdenhed er anderledes, de lokker. På andre måder. Jeg håber, du drømmer det hele. Ungdommen kom-

mer an på hvilket liv, den er blevet givet, den korresponderer ikke med individets handlinger. Man oversætter sig til et hvilket som helst andet end den givende drift. De lykkelige dage samler sammen til flere sammenligninger. I et kys, opdager jeg måske mit ansigt som noget enkelt. Jeg ønsker mig evner, overnatninger, overraskende, mangfoldighed af kys og tegn. Jeg står overfor en nøgen vilje, en hvilen som ikke er en retning i nu’et. En landmand med et fuglebur går forbi. Jeg svarer nej til det hele, det er næsten epidemisk: - Når alle er til stede - Drømmer om flere og flere mennesker - Får hovedopgaver som kirketjener

Hvem siger, at han skal tage sig sammen. Eller at han gør det forkert. Han/ Jeg lytter til radioen og bliver tør i halsen. Svarer nej. På egensindige måder. Der er dialoger i kroppen. Hvor fingeren siger noget. En lang lyd efterfulgt af et øjeblik ved synet af små sandaler. Dette, er Oslo. I stand til at skabe liv der indeholder en selv. At skabe humør i sin tilværelse ved at tale om sig selv. Hastige skridt, ud i det festlige, i Oslo. Fanget på et sted, en stad, en stat, så få kriminelle her i Oslo, så mange skuespillere. Man kan aldrig være ensom uden job. Skuespillere ved ikke altid, hvad de laver. Jeg gaber i ring, kokser i fotografiet, det hele kan lige så godt stå i initialer. Ligesom dengang Regitze rystede på

fødderne. Altid fristet mere og muligheder, dette stammer fra Oslo. Man køber identifikation. Hvad holder mig vågen, hvad får mig til at sove. En større udredning af søvn og samling. Fordi jeg aldrig for alvor har smagt fordommen, mod mig, har jeg aldrig for alvor klædt mig skævt for mig selv. I familier kan ting blive vante fra det ene øjeblik til det andet. Man lærer lemmer at kende. Man lærer dem noget nyt. I alle relationer. (Oslo – indskudt sætning). Hvad, der kan identificeres som genkendelighed – edderkop og mand, mand og ske osv. Forskellen på at kunne give en optræden videre og kunne give en tekst til frit brug. En søvnig mand går forbi, ihærdigt beskæftiget i tavshed. I Oslo, med svenske brystvorter. Bladene er ved at falde af træerne, jeg har en bitter mund. Sikke dyre fornøjelser, igennem krat og vilde planter. Mod en integrati-

I familier kan ting blive vante fra det ene øjeblik til det andet. Man lærer lemmer at kende. Man lærer dem noget nyt. I alle relationer. (Oslo – indskudt sætning). Hvad, der kan identificeres som genkendelighed – edderkop og mand, mand og ske osv.

on af nye landkort. Et fælles og enkelt nej. Forsvindinger af bevidsthed i videre drift. Det matter. Legen ved kørslen, eller, det hår der nogle gange sidder på en jakke, når man kommer hjem. Så er garderoben et vidneudsagn. Man har brugt en anden som provokation, og man begynder at kende de mange. Ligge brak. Jeg havde drømt, at mine sko faldt fra hinanden, limningen gik op, det skete med det store, alt falder fra hinanden. Om morgenen, på vej til et sted i Oslo, tog jeg min vens hånd i min svimmelhed. Jeg må nok hellere begynde at snyde, eller føre dialog med bukserne nede. Det er for let at finde ud af, hvad man selv kan få. Rystelser er sundt. Jeg sidder med rystelser i mellemkødet, har savl i munden og er mere vidende. Mere savl end en citron kan give. (Person/navn): Der kommer mere savl i munden! (Anden person/navn):

Hvad skal du bruge det til? Jeg er lidt brun. Finder vej i det offentlige og laver selv det, jeg lytter til. Finder at opløsningen er minimal, og altid midlertidig. Folk degenererer ikke i telefonen. Anekdote fra Stavanger. Med hensyn til krop og tid og forståelse og liv og død og intet. Samtale efter sex. Hr. GM: (Tavs). Fru. GM: Nå, det var en sær omgang, jeg håber ikke det spolerer vores forretning. Hr. GM: (Forbliver tavs). Bøger binder mig til alle. Før jeg fornemmer skriften som noget større i åbent dagslys. Territorier skifter hænder, min cykel bliver trukket væk af en anden person. Man kunne også søge længe efter en, der ville skide en i munden. Der er en autisme til stede. Mit navn er ikke Lord Substance. Bid aldrig

et barn – åh lyden af et barn. Enhver handling imod den store lykke. En destruering af evner. Jeg vimser ikke omkring uden plasticposer. Dette er aksis mundi, jeg bliver berørt af hvem som helst. Det er uforklarligt, bare at sætte sig i andres sted, og forblive et intakt informationssystem. Det er også noget sødt at tale om samfund. Hvis jeg er ny, så er verden umulig. Alle bevægelser i en tilstedeværelse. Min blåskjortede person ved siden af duften af sirup. Eller hostesaft. Han rejser sig og sætter sig i en blødere stol, det er min sidemand. Min første benævnelse var ikke med forelskelsens indhold, men sagt for at behage. Det var først under den benævnte forelskelse jeg forelskede mig i personen. Og det var den forelskelse, der blev mandet til jorden af personen, og derfor den egentlige forelskelse indtrådte. Jeg ønsker mig at rejse ind, og

så væk fra denne ordning. Endnu mere væk. Den kraftige vind. Samtidig – denne glædesrus i at give til folk. Lyd. At eje hele verden via det. Bordet er varmet af solen, man ser det i barens gæsters ansigter. Jeg forbinder en cigaret til et moment, eller at føre cigaretten i momenter. Vi var alle sammen døve i Viborg. Systemet fordøjede kriminalitet langsommere end ret. Ny vigør, nyt territorie, nye evner. Ligesom skuespillere har verdens største fremtid. Den destruktion skuespillet ikke kan beherske. (En fornøjelse). Liggende. Uhørt at komme hjem. Jeg prøver nogle franske ord men genfinder mit tyske. Bogen i min hånd ligner hår. Igen. Det groteske bliver byttet ud med latter, kærtegn, og håb. Man er hønen på det tidspunkt. Udendørs. Renset hos venner, genrenset hos sig selv og venner. Og støvsugeren suger tegn. Jeg kunne være en vinsuger

Jeg rensede mit glas/ mine glas med tungen. Jeg mærker en overtagelse af et radikalt sprog. Hvor man kommer ind, for at man skal blive ude. Subjektet byttes ud med redigering.

... Eller hvad man opløses af. Alle titler i bogen relaterede til alle sætninger i bogen. Jeg rensede mit glas/mine glas med tungen. Jeg mærker en overtagelse af et radikalt sprog. Hvor man kommer ind, for at man skal blive ude. Subjektet byttes ud med redigering. Jeg befinder mig et sted i det samme, i det gestikulerende sind, en pludselig ild, gennem en blussende metrik. Noget med berøring at gøre. I det grønne – er der kun tilbage at spørge sig selv. Man frydes til kødet kollapser. Og hapser oliven af træer. Jeg ser mig selv blive spist. Nu har jeg allerede været her i 4 måneder, eftervirkningerne er skræmmende, eller interessante, eller ... Logik dannes til både og, eller, enten og hverken eller. En enkelt periode er noget andet. Noget i sandet, som man kunne vælge fra. Familier må også hvile sig. I en selv-

Jeg må øve min fornuf t

Der er en duft af appelsin omkring mit glas. Lyset skifter, fra mat til blændende. Jeg tænker på varme kærester, der skal køles ned.

vundet negativitet, hvor man optræder som helst for sig selv. Jeg vidste ikke om jeg ville kunne huske at spørge til råds næste dag. Jeg er måske en evne (en enke) uden kærtegn, en modsætningsorden. Til/I/Mod et samfund, hvor man finder for og fordi. Tilgængelighed. Et ønske om at samfundet er tilgængeligt. Hvordan man så det og indså det i hovedet. I varienter. Opdelinger i græsset. Smagen af myre, selv vil jeg begynde at spise det hele. Ofte liggende. Med en saks, en indtagelse. En udskiftelig logik om inde og ude. En skarp fornemmelse for temperatur. Den daglige omgivelse af kroppen, noget jeg har sagt? Attrap. Denne bog er et attrap. En videre læsning af en forstyrrelse. En retning. Fra en kriminel til en anden. Helt skør i halsen. Når varmen fjerner det foræl78

dede, forbruges fantasien i kulminationer. Jeg var en stor ven. En man skulle vende om. En dag fik jeg ømme fødder af ansigter. Gjort konkrete, eller oversat af interesse, energi, og bevidsthed. Man forhører sig om den andens ønsker, om institutioner eller ej. Så meget og så lidt som jeg kunne gøre mig, så mange vanskeligheder. Vildt skiftende. Jeg må øve min fornuft. Fra den dømte dovenskab, til spor af kommentarer, til den altafgørende latter. Når man kan synge for alt det, der ikke er sket endnu. Intet spørgsmål kunne formuleres i mit sind. I en klatring uden aktivitet, forelsket i immigranter. Nu overlever de ofte under vand. Visse møbler kan give en anden aktivitet til drømme. Jeg bestiller to Antarktis. Og varmer nogle kolde tæer, i lange bløde drag, der grænser til vin-

de. Lugten af krydderier. Den svedige krop tager imod, gennem den afkølende fugt. En stilhed tæt på dødelighed. Alt må gives, og alt må opgives. Mine svenske brystvorter (ved indgangen) er stimulerende, i hele kroppen. Jeg spiser luderpasta i Karl Johans Gate. Træerne på rabatten skærmer udsigten til svinget. Himlen er i konstant bevægelse. Jeg kommer i tanker om Arkitektosauren. Hans hoppen på fuglene. Mens jeg går igennem de ti bølger i Oslo, får bladenes bevægelse mit syn til at svømme. Der er en duft af appelsin omkring mit glas. Lyset skifter, fra mat til blændende. Jeg tænker på varme kærester, der skal køles ned. Jeg fortolker det som lyst. Elegant i bedrifter.

■

ROMANER KRIMIER BØRNEBØGER GASTRONOMI SKØNLITTERATUR DRAMA FAGBØGER MINDFULNESS HISTORIER .COM ARKITEKTUR

FOTO: Gregers Nielsen

R E H G E J BOR

At leve er som at vende sten på stranden og spørge ”Bor jeg her”

af henrik s . holck Når jeg lyttede til vinden hørte jeg mig selv Når jeg lyttede til vandet og regnen som faldt var det min egen stemme Og når jeg lyttede til fuglene Hørte jeg min egen sang *

Uden ‘bevidsthed’ var jeg fri kommet til sproget og verden måtte jeg lære at følge et spor som et jernbanetog

Et eller andet sted mellem Dig og din læser, der vil altid være en styrke åbenhedens mirakel *

Uden ’bevidsthed’ var jeg fri kommet til sproget og verden

At leve er som at vende sten på stranden og spørge : ”Bor jeg her” (5 okt.)

Hvis jeg regnede alt med ville jeg ikke kunne afgøre, hvor jeg begynder eller hvor jeg hører op

FOTO: Gregers Nielsen

af theofanis melas

T D E F S E D I S HIN OG VALIUM

lyden af tungen i den lukkede mund, frankeret som information, parasitter, ved lettere rødlige blomster, der hænger fra træerne, og virker som krabber, modning af spalter et usædvanligt sted, HINSIDES FEDT og VALIUM, lediggangens artikler

Gemt i legemet, et privilegie træder frem, i sener, senere fuldendt, mere sart end musikken, der fører til forfatterens navle, honningen der bliver produceret i ørerne, legemet viser sig sløret af kalkule, på venstre side af halsen, et par æbler, appelsiner i brunt, (når man drejer hovedet), tanker ved siden af, to mandater, tre, hvad man nu har, i en reel optræden, om lidt kommer fremtiden, som vandring, griner som hest, ikke i Torino, med forskellige kropstemperaturer på kort tid, øjnene lukker sig, næsten, det begynder og slutter midt i sætningen, din lever skal luftes, en resolut fortolkning ud af en tilsyneladende svækket person, (S’et er væk, der står AMOURAI), læs på sæder i en lastbil der kører med Madame Edwarda, fortælleren, chaufføren, og vejret, i tøjet,

når de kører forbi, en splittet fugt fra det løse vand, et forsvindende lille bræk Midt i akustikken, blåt, der rettest må betegnes som mangel på brunt, I kiss the walls of my room, the denmarkation, den sidste vare i produktionen glider i erfaringen, øjnene er et firma, udendørs, som man sagde i Paris engang, man kan, i praksis, piske forhold og fortolkninger til ukendelighed, liggende, med en krop udgivet i udlandet, i dette tilfælde, op i røg, apeiron, skikkelse plantet med hvis i parkeringspladser, måder at se forblindelser på, altså, voks som physis, hvis dobbelte dosis udsiger sig selv som oprindelse, en autoritet i elastikkens former, vævet af spinklere måske, så tilbage, i det eklektiske i epilepsien, en anelse tydeligere, (nærhed),

det er det hele, luft i luft, det grålige stadie betragtet fra den afførendes stilling, et sølvkræ, aldrig nok den anden vej, forbløffet, foreløbig På balkonen, en der kigger op og ned og tænker, hvem brøler og er stakåndet, uden for vindueskarmen, en der spiser og er udelelig, med tomlen syd for grænsen, ¿så sent som nu? ansigtet, nu kontinuerligt, man og det, gik hen og så på cirkler, linjer på kanten under broen, a lot of dancers died too, men passagen ligger et andet sted, ved ben af unge mænd og kvinder, i skinnende træthed, lys kaster lys, op i empirien, vind gør blind, er noget i stillingen, var det for nyligt sagte, opført som stykke uden tvivl ved siden af, tidligere end entydigt, senere end betydning, forkastet, i

en vejrudsigt, i samlingen, og i registret, hvad der samler sig i furerne, stimulans til alle øjeblikke, mens testiklerne presses som omeletter – strækningen er gået, den eneste der kender vejen slipper med at svømme En stilling er at arbejde med vinken, så viften, arbejde viftende, med en vifte der skifter, men først når man finder ud af, at det blot er en måge, ligeledes, er en stilling, at tisse ved et træ i haven, tidligt om morgenen, talende til en ko, nabokoen, (ikke en opera), hvad hindrer denne mand i at blive stående, eller siddende, (man træder lidt efter lidt i baggrunden), man har jo sin farce, hvor man lander, mellem flere personer, inden territoriet narrer os – moral bruger også parykker, spillere holder også af dig, mens de spiller – her, ved mo-

toren, giver en anden spiller et referat af sin feber, og uden at standse går ud af det rum han var kommet ind i, med bøjlen i hånden, uddeler tabletter med delekrav, undersøger konsistens, farve og størrelse, på et ekskrement på vejen, truet af en brat opstået forvirring: står denne viften for ændringer i erindring?

i det generøse bidrag, værk betegnet UGERNING – (frys) – hvis sætninger er skygger, de får deres lys af andre, fordoblinger så småt på vej, uøvet kunnethed i øvet kunhed, noget tydeligt i, hvad der er gående i, hvad der er gået, tilbage til hvor man kom fra, helt uden parfume

Min tanke er på det tidspunkt tænkt, ankommet på terrassen, skind og ben, det oser af rester af meritter og import, lommen er tom, åbninger, (de skal da have en tordendag), og dette kast, der siger op i tanken, læser nu mod lyset, skuffelse grundet tv, det ejede ved konkurrencer, munden er åben, i profil, synsranden ER systemet, et dyt, betragtet som person iført en pålagt vind, enøjelse iført restance, gentager sig til navnet knækker, efter eksponeringen

Det man kender fra forventninger, som alternativ til reklamer, i drømme – ligger optimismen i det optiske? – legemer der animeres og forveksler det frenetiske med bremsen, i vitrinen, eller frit, i efterladenskaber, i landskabet, ligesom heste der har brug for at hvile, efter en rejse med et lokomotiv, jeg er selv lige vendt tilbage fra Kairo, hvad jeg lavede der, kan jeg ikke huske, jeg bar en ørering, så minimal, som egen afføring, en bygning stod side om side med en

abte

en ven g

det uafhændelige i en helvedesudvikling, resten er fyldt med kartofler, forbi banken, paté paté, ind i supermarkedet, paté paté, hen til direktøren, paté

- er der in i narcis gen nåde sisme? bygning, en fornemmelse af at være en gæst, når man har nogen på besøg, en trappe som blik stille af aflysning i ankomsten, øjnene drejer, så flaget skygger for synet, så på margen, på grænsen til det ekstatiske konsum, ikke andet end et besøg på wc, måske, lyden af tungen i den lukkede mund, frankeret som information, parasitter, ved lettere rødlige blomster, der hænger fra træerne, og virker som krabber, modning af spalter et usædvanligt sted, HINSIDES FEDT og VALIUM, lediggangens artikler Formen er mindre fornem, somme tider malm, udtalt mellem, udsat i norden, i kroppen, (egoisme?), forveksler ikke intelligens med veltalenhed, (underkast – sub, overkast – ob), sagt, stegt, slukket, med tydelige fingre, et

augment, i forloren grammatik, har du stønnet i dag? som forvortet brev, ikke et svar der skinner for meget sidst i karakteren, det lange lys, den korte bølge, det modsatte der var sandt, i radikale væsker (man ligger lavt i konversationen) – perifere forståelser til en psykisk forstad kaster sig på sine venners hals, dvs. emballagen, ikke det indvortes, det ukropslige, det uskidelige, det syfilide, det supermuggelige, det lavpasselige, det superfide, det virifækale i det afbrevelige, en lille fest der fosser ud af statskassen, det karakteristiske ved Korinth en ven gabte

hemmeligheder, produktionen af resten har endelser i luften, fordi de, ligesom porte, de besidder hvad der er, med fugt i munden kan de sige, hvad de vil, kalde det, hvad de vil, at indersiden af triumfen er en misforståelse, applaus, der lyder som en bjæffen, i den offentige bølge, det siger sig selv, de bliver vækket for at skrive rolige bogstaver, men de ved ikke, om de ender som et højlydt nys, eller et langstrakt gab, ind i mindre rolige instinkter, (en der kan med kanyler, kunne ikke med kuverter), flydende bedre i tidevand, i al slags vejr, de går, en gåsetur

Altid et måltid for fremtiden, aldrig beslutsomhed, ender i udgang, i tidsfordriv, maskiner velegnet til mimiske stile, et blik som et dobbelt-klik, optrædende i forklædninger bærer ikke på

At betragte virkelige befalinger som saliggørende, eller genkomst som kompot, genskaber intet beundringsværdigt i den regelmæssige serie af signaler, den narrepost man betræder – (drys ordet

bundlinje over relevante sider) – med i adskillige slag, huller i regnen, der skyldes accenter, de kan ændre tilladelsestegn, i tørre dage, til basser hos bageren, en stirren en sitren, til en dirren en dryppen, nogle ting ændrer sig aldrig, de rammer os som opkast, reserver bragt ud af ligevægt, (hvor har de dem gående henne), hjertet slår helt ned til anklerne, til det uskelnelige, smidt i en konklusion om en uklar identitet der står foran sin låste dør, og tænker på det færdige i teater, hvad det uåbnede opnår i en dørmåttes tilstand, hvad gaden forlanger, kærlighed uden veranda – er der ingen nåde i narcissisme? Det er tilladt at være skrøbelig, slagtet

og lettet, med mod til at antyde at langsomt, ikke sporadisk, opdager noget påny, ved at vente på essenser af endnu et navn, (minder definitioner om noget?), en stilling der ender enten som et storslået postyr i kataloget, eller som syn, det sætter sit sprog men taber bæreposer, da besiddelse af, eller mangel på, en identitet, gradbøjer det uafhændelige i en helvedesudvikling, resten er fyldt med kartofler, forbi banken, paté paté, ind i supermarkedet, paté paté, hen til direktøren, paté – vi må bage gnidninger i flowet, andre numre i virkelighed, (alienist på dette sprog betyder psykiater), eksekveringen af det fælles, i henrykkelsesaffald, (h står for

hel og for halv og for hul), æltet af det vilde i forestillingen, selv en lur maltrakterer en Forklaring: solen havde skinnet meget, fx på et skilt, hvor der stod, noget lander, noget letter, hele dagen, det ene det andet det syvende, kommende ud af bagerste del af historien, et ansigt, hastigt, (alvorligt), den lyd, har noget til fælles med fnug og deslige, undervejs, idiolektisk akrati står og mangler og mumler, huden har pletter, ældre end Uppsala, nemlig, direkte personer rundt i blodet, nemlig, nye fotografier af gamle fisk, jeg skynder mig at svede

■

At betragte virkelige befalinger som saliggørende, eller genkomst som kompot, genskaber intet beundringsværdigt i den regelmæssige serie af signaler, den narrepost man betræder - drys ordet bundlinje over relevante sider)

g l a d i ato r s ko l e r n e GLADIATORSKOLEN Forfatteruddannelse 3 måneder

IDA MARIE HEDE ART WRITING 3 måneder

HALFDAN PISKETS Skole for tegneseriekunst 3 måneder

HANS OTTO JØRGENSENS I-årige forfatteruddannelse

GLADIATORSKOLEN er en forfatteruddannelse, hvor det først og fremmest handler om at læse. At læse sig selv og derigennem blive bevidst om virkemidler, sprog, form og struktur.

NYE !! ! SKOLER

At skole må betyde at potensere talentet. Dér, hvor man tror, man som skrivende, hvis man rækker helt ud, har én meter til rådighed, skulle man gerne efter nogle uger have tre meter. DANSK TEGNESERIE er på vej ind i en ny GULDALDER. Det er slut med at skulle retfærdiggøre formen som litteratur. Det er litteratur. I ART WRITING er tekstens materialitet det primære medie. En undersøgelse af bl.a. feltet mellem tekst, andre æstetiske formsprog og kritisk refleksion.

Se mere på vores hjemmeside: www.forlagetgladiator.dk

N A K MAN A D I Å P T E D E S Ida, der slænger sig på maven på blomstertæppet med armene kastet fra sig, armene, jeg nyder at begrave mine fingre i, nakken er uden tvivl fugtig under håret, Ida, man kan se det, hun er typen, der aldrig bøjer af

Lotte fik sin datter kølet ned

alexander rich henningsen IDA Man kan se det på Ida. Som hun ligger der på græsset bag kompostbunken, hvor snogene plejer at rumstere og lægge æg, et efterår fandt jeg en unge på længde med min tommelfinger, den var tydeligvis blind, den rystede, som om den frøs ufatteligt, jeg kastede den fra mig, ud i køkkenhaven, der breder sig på den anden side af huset, hvis skygge står i en spids på græsset og ligesom peger mod Ida, der slænger sig på maven på blomstertæppet med armene kastet 88

fra sig, armene, jeg nyder at begrave mine fingre i, nakken er uden tvivl fugtig under håret, Ida, man kan se det, hun er typen, der aldrig bøjer af, der uden at blinke flænser en familiefest og stikker sin mors nye mand en lussing og kaster rejer på ham og æg med mayo på bugen og kapers, de store, de små som hagl mod hans krop, hans blazer, skjorte og hud helt smattet, hans ansigt et sted mellem gråd og arrigskab. Lotte fik sin datter kølet ned. De havde en lang snak ude på bænken foran selskabslokalets

gavl, de sad og holdt om hinanden og tørrede hinanden om øjnene og lo indimellem, det kunne jeg se gennem vinduet, mens onkel Toke eller Bo eller en eller anden onkeltype fik stemningen blødt op med en joke om ungdommen og også lidt om kvindekønnet, og alle lo og var enige, når man er ung, kommer blodet hurtigt i kog, der er kortere fra tanke til handling, man evner ikke at se frem i tid og beregne konsekvenserne, det er et karaktertræk ved ungdommen, det ved man, det var blevet tid til ok-

Ida og hendes mor brølede af latter derude, nu gik de rundt i perlegruset og lignede hinandens kropsbygning, det havde jeg ikke tænkt på før, hvor meget de ligner hinanden også i ansigtet og tankegangen, det var, som om de aldrig ville vende tilbage til festen

sestegen, og vinen var fremragende og lidt for varm, og jeg svedte og sad alt for meget i midten af det hele, og Ida og hendes mor brølede af latter derude, nu gik de rundt i perlegruset og lignede hinandens kropsbygning, det havde jeg ikke tænkt på før, hvor meget de ligner hinanden også i ansigtet og tankegangen, det var, som om de aldrig ville vende tilbage til festen, Idas mors egen fødselsdag, som om de var godt tilfredse med at lalle rundt derude og knytte bånd på ny. Hun opfører sig som et

barn konstant for tiden. Jeg kigger op mod huset, kan se min mor gå rundt i køkkenet og forberede eftermiddagskaffen, min far stå med en havesaks og beskære nøddehegnet oven for gårdspladsen, kan se en råge eller krage sidde på skorstenens kant, bag den trækronerne, kan mærke Idas udånding mod halsen, hun har vendt sig, hun har en stribe af savl som lim mellem læberne, en synings aftryk over kinden, hun ser fredelig ud, jeg aer hende, selvfølgelig aer jeg hende, hun er uimodståelig. 89

Hun drømmer konstant, har du ikke set det, hun sidder i timerne med øjnene rettet mod universet som sådan, jeg observerer hende, det indrømmer jeg, hun indbyder til observation, gør sig til med sin fugtige nakke i sollyset bag dobbeltruderne

Katrine og Janus kyssede i går, de kyssede og pillede hinanden under tøjet i kælderskakten, hvor man gemmer sig, når man ryger, du ved, kælderskakten på ydersiden af bygning C

KATRINE Lad mig fortælle om idrætstimerne, gummilugten, det ru område på ribberne, hvor hænder gennem tiden har slidt sig ned i træet, jeg bilder mig ind, jeg kan mærke fingrenes aftryk, når jeg hænger og trækker knæ til bryst med fløjten i ørerne. Thomas rank, Thomas med fløjten i sin hånd, Thomas i hjørnet ved anlægget med blodåren i sin tinding. Nej. Lad mig fortælle om noget andet, noget, der vil komme som et chok for dig, Katrine og Janus kyssede i går, de kyssede og pillede hinanden under tøjet 90

i kælderskakten, hvor man gemmer sig, når man ryger, du ved, kælderskakten på ydersiden af bygning C, den kender du, du ved da, vi står der og ryger? Ikke at det kommer mig ved, hvad Janus har gang i, hvad Katrine drømmer om, hun drømmer konstant, har du ikke set det, hun sidder i timerne med øjnene rettet mod universet som sådan, jeg observerer hende, det indrømmer jeg, hun indbyder til observation, gør sig til med sin fugtige nakke i sollyset bag dobbeltruderne.

Hun gør intet for at forhindre andres blikke i at orme sig rundt på hendes krop. På den måde er det rimeligt nok, det jeg har gang i, på den måde

Hun gør intet for at forhindre andres blikke i at orme sig rundt på hendes krop. På den måde er det rimeligt nok, det jeg har gang i, på den måde kan jeg forsvare alt.

kan jeg forsvare alt. Du sidder garanteret på terrassen og nyder læsningen og leger med tungen over tænderne og ganens følsomme områder, mens din mand steger noget sundt og skænker rødvin. Du sidder garanteret og bliver småliderlig ved synet af hans ryg i skjorten eller nej, hans nøgne ryg, hans buede muskler omkring rygsøjlens indhak, skulderbladene, du kan se det hele arbejde under huden, kun forklædestroppen skæmmer, og så er det alligevel vanvit-

tigt frækt med det forklæde, det stykke stof, knuden over balderne, du rejser dig og går ind til ham eller nej, du rejser dig og åbner døren på klem og kalder, du vil have ham ud til dig, ud på terrassen til hårdttræsbordet, som naboerne måske måske ikke kan se fra deres vinduer. Tilbage til idræt. Eller nej. Kælderskakten, du ved godt, det er kælderskakten, man stiller sig ned i, hvis man drømmer om nylonsnore, fingre i røvhullet, det ved du da? Nu for eksempel Katrine, hun var pænt hårdt trukket op mod krogen, den rustne krog i beton-

bjælken over døren, jeg så det, hun stod på tåspidserne og var højere end Janus, langt højere, han gik rundt om hende som en dværg, betragtede hende, som man betragter et svin, man har tømt for blod, han rullede i håndleddene, hofterne, åbnede sit bælte, bæltet fra Dolce & Gabbana, jeg altid har syntes var latterligt, malplaceret på en spinkelbleg drengekrop, du synes det samme, jeg ved, du synes det samme om det bælte, har jeg ikke ret?

■

af dorte ellesĂ¸e hansen

T E R Ø L AFS

af hans otto jørgensen

Så blev Jens Thorstensen afsløret. Han havde født i dølgsmål, Kamma havde nok bemærket, at der var forsvundet af sengelinnedet, men at der var et barn, havde hun aldrig forestillet sig. De fandt det i laden. Efter et praj fra dyrlægen. Så da Troels var hjemme i weekenden, var Kamma og han gået mere systematisk til værks. Men det var dødt. Det lå i en rede, så fint, omvundet med gaze som et svøbelsesbarn.

Oplev Sonja Richter Kirsten Olesen Molly Blixt Egelind Cecilie Stenspil Marie Louise Wille Sonja Oppenhagen

Spiller nu 395 - 95 kr. til 25. oktober bettynansen.dk

MADAME DE SADE \ Oversat af Josefine Klougart

SÆSON 2015-16 MADAME DE SADE

PROMETHEUS.NU

SOLI DEO GLORIA

TARTUFFE

MEDEA

SIDST PÅ DAGEN ER VI ALLE MENNESKER

vestjyllandshojskole.dk

Start i sep. jan. ell. marts – vælg 3, 5 ell. 8 måneder

Dans Musik Sanger Maleri K er a m i k Teater Kokkeri Forfatter Øko. iværksæ tter og meget mer e...

Ring og aftal et besøg eller bestil brochure: Vestjyllands Højskole, 6950 Ringkøbing, 9675 3777 / kontor@vestjyllandshojskole.dk

Din annonce her? Kontakt: annonce@forlagetgladiator.dk

n y e u d g i v e ls e r

AT LASMAG.D K »Danmarks bedste netmagasin« (Politiken) »Savner man et dansk netmagasin med tyngde, er der ikke bedre steder at klikke hen. Hermed anbefalet!« (Berlingske) »Meget imponerende« (P1) ª+HU EOLYHU GHU LNNH OHÀHW IRU ODYHVWH fællesnævner, og folkene bag fortjener virkelig at man klikker forbi.« (Børsen)

horden hans otto jørgensen Med denne samling portrætter forrykker Hans Otto Jørgensen det herskende perspektiv fra den periode, vi plejer at forbinde med Georg Brandes og det moderne gennembrud

»Dejligt befriende med ATLAS' ambitiøse tiltag« (Information)

A MBI TI ØS KULTURJOURN AL ISTIK PÅ N ETTET

g l a d i at o r

KRABBESHOLM HØJSKOLE

KURSER MED FOKUS PÅ PORTFOLIER OG OPTAGELSESPRØVER TIL

SOMMERKURSUS MED GLADIATOR

>KUNST >FOTOGRAFI >ARKITEKTUR >DESIGN >GRAFISK DESIGN KUNSTAKADEMIER MEDIE- OG JOURNALISTHØJSKOLER ARKITEKTSKOLER DESIGNSKOLER LITTERÆRT STÆVNE 10.-16. JULI 2016 >SKRIVELINJE >NÆRLÆSNINGER >TEGNEDE FORTÆLLINGER >GRAFISK VÆRKSTED

TLF. 97520227 POST@KRABBESHOLM.DK WWW.KRABBESHOLM.DK

HANS OTTO JØRGENSEN JOSEFINE KLOUGART ASGER SCHNACK IDA HOLMEGAARD CHARLOTTE JENSEN HALFDAN PISKET LARS FROST JAKOB SANDVAD KNUD SØRENSEN

R E T S I T A T S

- en reportage fra en tur til Bollywood Foto: Troels Emig og Lars Bo Nørgaard

af lars bo nørgaard

Det var ikke noget show til ære for vores postkortøjne; det var alvor.

LIDT FORHISTORIE I de første fem-seks dage af februar 2014, befandt Troels og jeg os i Mumbai, efter tre ugers hastigt ridt med tog og bus ned langs Indiens vestkyst, gennem delstaterne Goa og Kerala, helt ned til den sydligste spids af det indiske subkontinent. Og videre op gennem delstaten Tamil Nadu og bjergkæden The Western Ghats. Vi havde badet i Det Arabiske Hav i lyset fra fuldmånen; og senere samme nat været nær ved at blive bidt i småstykker af en hær af bladskærermyrer, som invaderede vores lille tropehytte; de ville have os med hjem til boet, gøre os til føde for de næste mange myregenerationer, integrere os totalt i den lokale organisme. Og vi havde besøgt Devi Kanya Kumari-templet, som betragtes som et af

de mest hellige steder i den hinduistiske geografi; templet ligger så langt sydpå som man kan komme i Indien, på et sted hvor tre have mødes, hvor vinden blæser konstant fra alle retninger, og hvor solen både står op af havet, og går ned i det igen. – Selve templet er næsten komplet afskåret fra sine omgivelser; det består af labyrintiske, underjordiske grottegange, hvor intet lys slipper ind, og ikke en vind rører sig. Først skal man aflevere sine sko, kameraet og alt overtøj i forskellige garderober uden for selve templet, mænd skal være i bar overkrop. – Inde i mørket famler man sig først frem. Der sidder sadhuer hist og her og mediterer, og der går almindelige tilbedere rundt og beder og ofrer til de forskellige stenudskårne gudefigurer. Vil man videre ind, helt ind til Devi Kanya Kumari, må man købe

billet, og hvis man vil have lidt pujapulver, som præsterne kan gnide mod din pande, så koster det også lidt. Vi købte det hele, og fik adgang til at møde gudinden, som sidder for enden af en mørk og snæver tunnel oplyst af mange små flammer; en lille sort figur med spidse, hvide tænder og et dunkelt, brændende blik, på én gang meget nærværende og meget fjern. Man får kun lov at stå der et øjeblik, så får man en rosa plet gnedet ind i pandehuden, og et blidt skub videre. Og i tempelbyen Madurai oplevede vi, at overvære en ceremoni, som foregik under et stort banyantræ; det hellige træ med de lange rødder, som hænger fra grenene og forbinder himmel og jord. Under det, eller nærmere groet sammen med det, var et smukt lille tempel, foran hvilket en lille flok tilbe-

Det er begrænset hvad jeg egentlig ved om filmen, men ifølge Wikipedia er den en af de dyreste film, som nogensinde er blevet produceret i Bollywood.

PRE HAP MIERE : PY YEARNEW

dere var forsamlet, ekstatisk optagede af at smadre kokosnødder ned i en stor cementkumme, så kødstykker og skalfragmenter fløj gennem luften, og mælken sprøjtede til alle sider i hvide glimt. Det var intenst. – Men vi ville tættere på, helt ind til sanctum sanctorum (et begreb som i øvrigt intet har med noget hinduistisk at gøre), mystikkens hjerte, her var vores chance, den helt store fotofangst; de to hellige hinduvismænd, såkaldte sadhuer, som forestod ceremonien, med deres rodnetslignende dreadlocks, deres halvnøgne kroppe dækket af aske, panderne bemalede med hellige, magiske tegn; de er levende, kødelige repræsentationer af guderne; sådan forstår jeg dem i det mindste. – Jeg har et fotografi, hvor en af dem stirrer direkte ind i linsen, hans øjne er fulde af foragt og afvisning, mens han

er i færd med at hive gitteret for templet. - Det var ikke noget show til ære for vores postkortøjne; det var alvor. ANKOMST TIL MUMBAI Efter nogle ugers tur gennem det sydligste Indien, var vi altså ankommet til Mumbai, som der er meget at sige om; men det jeg vil optage resten af læserens tid med her, er historien om hvordan Troels og jeg tilbragte en dag som statister i Bollywoodfilmen Happy New Year. Det er begrænset hvad jeg egentlig ved om filmen, men ifølge Wikipedia er den en af de dyreste film, som nogensinde er blevet produceret i Bollywood. Yderligere oplyses det, at den blev udgivet den 24. oktober 2014, sammenfaldende med den hinduistiske helligdag diwali, som er lysets fest. Til diwali, læser jeg videre, rydder man op og gør

rent i sit hus og på sin arbejdsplads, man renoverer og dekorerer. På selve festaftenen tager man sit bedste tøj på, nyt måske, man giver hinanden gaver, spiser et godt måltid mad med familie og venner. Og man tænder lys og beder til Lakshmi; gudinden for velstand, lys, visdom og skønhed. – Wikipedia foreslår, at man kan opfatte diwali som en kombination af jul og nytår. – Så har vi det på plads. Og så tilbage til filmen, tilbage til Bollywood: Anmeldelserne i forbindelse med udgivelsen var blandede, og mest negative, men Happy New Year var, og er, et sort hit blandt publikum, den tjente kassen, den har 4,5 millioner likes på Facebook, og jeg gætter på at mange flere millioner har set den. – Da vi var derude, i filmstudiet, spurgte jeg en ung indisk kvinde, som også

var statist i filmen, om hvad den handlede om, og hun så undrende på mig, og svarede noget i retning af: Det er en Bollywoodfilm; den handler om en mand og en kvinde som elsker hinanden, men ikke kan få hinanden pga. forviklinger og løgne, intriger. Men så de får alligevel hinanden til sidst. Og undervejs er der en masse dans og sang, action og romantik, lidt slapstick hist og her; god underholdning. Det er en Bollywoodfilm, sir. – Og så vendte hun tilbage til sin iPhone. Hovedrollerne spilles af to af Indiens største filmstjerner; Shah Rukh Khan og Deepika Padukone. Shah Rukh omtales sommetider i vestlig presse som Indiens George Cloney; jeg ved ikke om Deepika er genstand for den slags sammenligninger, men i så fald kunne hun så kaldes Indiens Angelina Jolie. Og så er filmen ifølge instruktøren Farah Khan inspireret af vestlige popmusikvideoer af fx Madonna, Michael Jackson og tidlig Juran Juran. Plottet er delvis lånt fra Hollywoodfilmen Ocean’s Eleven.

RESUMÉ Her er mit resumé af Wikipedias resumé af Happy New Year: Chandra Manohar Sharma, bedre kendt som Charlie, spillet af Shah Rukh Khan, er en street fighter som vil have hævn over en vis Charan Grover, som otte år tidligere har stjålet sine egne diamanter til en værdi af det der svarer til godt en milliard kroner; og fået Charlies far fængslet for tyveriet. – Nu er det kommet Charlie for øre, at diamanter af en værdi af væsentligt flere milliarder vil blive anbragt i en bankboks på Atlantis Palm Hotel i Dubai. De diamanter vil han stjæle og få Grover fængslet for kuppet. Til missionen samler han et hold bestående af en tidligere bombeekspert fra den indiske hær, som har nedsat hørelse efter en fejlslået bombeafmontering, desuden går han amok, hvis nogen siger noget grimt om hans mor; en overvægtig jogger, som desuden lider af epileptiske anfald; en ung hacker, som kan

bryde ind i hotellets sikkerhedssystem; og en ung mand som ligner Grovers søn, og derfor kan snyde bankboksens biometriske lås. Så langt, så godt. Men hvordan skal de dog komme til Dubai og ind på hotellet, uden at nogen fatter mistanke? Jo, en stor international dansekonkurrence skal løbe af stablen mellem jul og nytår. Så skal de bare lære at danse, så de kan repræsentere Indien, og i det skjulte bryde ind i bankboksen og stjæle diamanterne. – Men, ak, de kan jo ikke danse, klodsede mandfolk som de er. Så de må også hyre en danselærerinde, Mohini Joshi, spillet af Deepika Padukone, som er et uskyldsrent, naivt og smukt pigebarn, som ikke opdager, hvad mandfolkene i virkeligheden er ude på. Først skal de kvalificere sig til the World Dance Competition ved at vinde over andre indiske dansehold, på samme vis som man kender det fra fx Melodi Gran Prix. Det gør de ved at af-

, falde i søvn den aften Vi kunne næsten ikke g tin e nd de leve af spæn hvad mon vi skulle op ny karriere der lå og en t de var d, i Bollywoo mtiden sikret? ventede på os, var fre

100

presse dommerne, med at de har beviser på deres hemmelige homoseksuelle forhold, og ved at hacke sig ind i stemmesystemet. De kommer til Dubai, de danser elendigt. Det sydkoreanske hold er favoritter til at vinde, men da Charlie åbenbart redder en af sydkoreanernes liv, bliver det indiske hold meget populært, alles darlings, de klodsede helte. Men Mohini opdager, hvad det i virkeligheden er der foregår, og hun bliver ikke glad. Hun er kommet til Dubai for at forsvare Indiens ære i dansekonkurrencen, ikke for at stjæle diamanter. På dette sted i plottet afslører Charlie, at hans far i virkeligheden ikke sidder i fængsel, men at han er død, at han faktisk begik selvmord efter den uretfærdige dom. Således vindes Mohini også med på planen om at hævne sig via diamantkup; og mandfolkeholdet bliver så meget desto mere determinerede på at gennemføre

missionen. – Jeg kan godt afsløre, at det lykkes dem både at vinde dansekonkurrencen, stjæle diamanterne og få sat Grover og hans søn i fængsel. Missionen fuldført. Filmen ender med at Mohini åbner sin egen danseskole hjemme i Indien, og Charlie frier til hende med en diamantring. CASTINGEN Jeg havde helt glemt, at filmen foregik i Dubai. Men det er sandt, det fik vi allerede at vide, da vi blev stoppet på gaden af en ung amerikansk kvinde, i den del af Mumbai som hedder Colaba, turistområdet. Hun spurgte, om vi ville tilbringe en dag som statister i Bolly-

wood, vi ville få løn og mad. Jo, det ville vi da gerne. - Ok, super, så skulle vi bare møde op ved Starbucks næste morgen, hvor vi ville blive hentet af en bus, og kørt ud til studiet. Vi kunne næsten ikke falde i søvn den aften, hvad mon vi skulle opleve af spændende ting i Bollywood, var det en ny karriere der lå og ventede på os, var fremtiden sikret? – Det kan jeg ligeså godt afsløre med det samme, at det var den ikke. Jeg kan ligeså godt med det samme afsløre, at det ikke er særligt sjovt og glamourøst, at være statist i Bollywood. Vi skulle arbejde i ti timer i stegende hede, klædt i syntetiske jakkesæt; det meste af tiden sad vi og gloede i en grå baggård, hvor vi fik lidt lunkent vand til at holde modet oppe med. – Og lønnen var på 500 rupees, hvilket svarer til en dansk halvtredser. – En eller anden fortalte mig i løbet af dagen i filmstudiet, at de indiske statister har en fagforening, som arbejder hårdt på at få det forbudt, at unge, vesterlandske backpackere tager alt deres arbejde, for en meget lavere løn, end den de skal have, for at kunne leve af det. Scenen vi skulle deltage i, var en stor fest på hotellet i Dubai; vi skulle drikke falsk champagne og whisky, og vi skulle lade som vi spiste kaviar og overdådige kager; det var sur æbleju-

Jeg kan ikke huske, hvem der skulle spille hvem; men vi blev instrueret i at have en diskussion om, hvor elendige vi syntes Woody Allens film er. 101

ice og papmaché. – Troels og jeg blev tildelt rollerne som Steven Spielberg og Francis Ford Coppola, jeg kan ikke huske, hvem der skulle spille hvem; men vi blev instrueret i at have en diskussion om, hvor elendige vi syntes Woody Allens film er. På det tidspunkt var det lige kommet frem, at Allens steddatter beskyldte ham for at have misbrugt hende seksuelt, da hun var barn, måske var det derfor, det var ham, det skulle gå ud over. – Frem og tilbage, frem og tilbage gik vi, scenen skulle tages om og om igen, så skulle vi komme ind i billedet fra den vinkel, så den, vi var ikke animerede nok, brug de arme, det skal kunne ses, at I er ophidsede. Det er desværre ikke kommet med i filmen. – Med er til gengæld en scene, hvor Troels står og konverserer en ung britisk kvinde, han skulle overbevise hende om, at han da bestemt havde en rolle til hende i hans næste film. Reelt snakkede de om, hvor kedeligt det var at stå og svede, og forsøge at se engageret ud, og hvad for noget 102

indisk mad har du så smagt, har du fået set nogle templer, og er det ikke et vildt og mærkeligt land, Indien. – De fleste af de unge, britiske kvinder var halvprofessionelle dansere, som var blevet hyret for en måneds tid; de fik bedre løn end os, men de arbejde så meget, at de ikke havde oplevet andet end filmbyen, så de havde ikke så meget at snakke om, sagde de lidt undskyldende. – Og med er en scene, hvor jeg står og snakker med en ung, indisk mand, som talte meget dårligt engelsk. PAUSE Til at begynde med var det interessant nok, når der var pause i optagelserne, eller der var en optagelse, som man ikke skulle være med i; så stod man ude i baggården, hvor man, udover det tidligere nævnte lunkne vand, også kunne få en kop chai, og man måtte ryge. Det var en blandet forsamling af mennesker, der var forsamlet der, alle os statister til den store fest i Dubai, Mehboob Studio,

Mumbai; der var ham australieren som tågede rundt, fuldstændig skæv af den smertestillende medicin han havde fået, efter at han var kommet til skade med sit ben i en busulykke dagen forinden, chaufføren var fuld og smadrede ind i et træ; og der var de to polske freaks, med lange dreadlocks i nakken, og resten af deres hovedskaller barberet blanke, de skulle til Goa og tage stoffer. Og der var ham grækeren, som snakkede nonstop, han var på vej videre, langt ud i det Indiske Ocean, hvor han skulle bo på en næsten øde ø i en måned, det gjorde han en gang om året, lå der og røg tjald i en hængekøje, og ellers ikke andet. – Jeg blev involveret i en lille intrige, som havde ham som midtpunkt. – Sagen var den, at jeg havde flottet mig i Mumbai, havde droppet de billige, indiske smøger, og ofret 400 rupees på en pakke Golden Virginia, som oven i købet er rulletobak, hvilket ikke er særligt almindeligt i Indien, så jeg tiltrak mig en del opmærksomhed på den konto.

➡ Især de indiske sikkerhedsvagter var meget interesserede i min tobak; først fordi de troede, at det var joints, jeg stod og rullede, og lige ville gøre mig opmærksom på, at det var forbudt, at de godt kunne kontakte politiet, hvis det var; og så, da det gik op for dem, at det ikke var ulovligheder jeg stod og røg, fordi de alle sammen gerne ville smage på varerne. Fair nok; jeg rullede og rullede. – Og efterhånden begyndte andre også at interessere sig for mig; en ung fyr fra Usbekistan og hans venner slog ring omkring mig, og ville også ryge min eksklusive tobak. Jeg var egentlig ved at være træt af at dele ud af mine varer; og ikke mindst af at stå og rulle smøg efter smøg; jeg kunne dårligt selv finde tid til at ryge. – Men de var flinke, begyndte straks at fortælle om deres smukke hjemland, om hvor god tjalden var der, den bedste i verden, ulovlig ganske vidst, men jeg skulle bare komme og ryge, og se den smukke natur, jeg var altid velkommen.

– Jeg takkede meget, og gentog endnu engang, at det altså bare var tobak, jeg havde, ingen tjald. – Ja, ja, det vidste de da godt. Og så ville de lige gøre opmærksom på, at jeg ikke skulle snakke med ham grækeren, for de var sikre på, at han ikke var græker, de kunne se det på hans næse; det var ikke nogen græsk næse, det var en tyrkisk næse, det var helt sikkert, han var fuld af løgn, ham skulle jeg holde mig fra, han var ude på et eller andet. – Jeg svarede, at jeg ikke vidste så meget om næsers udformning, men at han da virkede meget flink. – Jeg skulle bare holde mig fra ham, sagde de, og inviterede mig over til endnu en af deres venner; de hentede endda en kop chai til mig. – Vennen viste sig at være afghaner, også han snakkede om tjald; verdens bedste tjald kom fra Afghanistan, sagde han, og spurgte om hvor i verden jeg kom fra. – Well, svarede jeg, og trak lidt på det, jeg mener; Danmark og Afghanistan har måske ikke verdens mest uproblematiske forhold til hinan-

den. – Jeg begyndte at brygge en undskyldning på mit lands vegne sammen i hovedet, men endte med bare at sige det, som det var og er; Danmark, jeg kommer fra Danmark. – Nå, ok, svarede afghaneren, der hvor jeg kommer fra i Afghanistan kan vi godt lide danskerne, de har bygget skoler og skabt orden; men at der er andre steder i Afghanistan, hvor man har det anderledes med danskerne, det vidste han godt. Så stod jeg lidt og hang ud med dem, delte ud af min tobak, fortalte om Danmark, at det er koldt, at vi har mange køer, og mange svin, at vi er et meget rigt folkefærd, at jeg er rig, når jeg er i Indien, fordi kronen er så værdifuld, men at når jeg er hjemme i Danmark, er jeg fattig. – Og de fortalte, at de bare var fattige, at de 500 rupees de kunne tjene på en dag i Bollywood var mange penge. Senere fortalte grækeren mig, at jeg ikke skulle snakke med usbekerne og afghaneren; de var fulde af løgn; de var 103

bare ude på at ryge min tobak. – Jeg fandt aldrig ud af, hvad det gik ud på. Men derefter holdt jeg mig for mig selv; eller sammen med Troels, hvis han ikke var med i en scene, som jeg ikke skulle være med i. – Efterhånden som dagen skred frem, var det i det hele taget som om, at alle statisterne efterhånden forstummede, og bare sad dvaskt og hang; ventende på at den sidste scene blev skudt, så man kunne komme ud i friheden igen. SPISNING Så var det pludselig spisetid, og vi blev gennet ind i en hal, hvor der på et par borde stod nogle dampende gryder og

104

fade, og en masse plasticstole spredt ud over gulvet. Vi skævede skeptisk til det, de andre statister fiskede op fra gryden; noget underligt gråt noget, med små stykker af vistnok noget fugl i, det så ud som om man havde smidt høns ned i en hakke maskine, der stak benstumper ud af kødet, der var rynket hud på. Men vi var sultne. Men vi ville ikke spise det hakkelse. Også fordi vi var bange for at blive syge, kød i Indien er farligt, det siger alle. – Så var det Troels opdagede et andet madbord, helt nede i bunden af hallen. Det ville vi lige kigge på. Måske der var noget spiseligt der. – Det var der. Men ikke for os. Det var mad til de indiske statister. Det så meget bedre ud. Men nej, desværre, vi fik besked på at gå tilbage til det udenlandske bord. Det gad Troels ikke, fanme nej, vi er vegetarer, sagde han, der er kød i det andet, vi kan ikke spise det. – Det virkede. Det kunne de jo godt se. Ikke at de brød sig om, at give os plads i den indiske kø, men når vi nu var vegetarer. Vi satte os pænt tilbage til den udenlandske afdeling med vores indiske mad, lige ved siden af to mænd klædt i saudiarabiske kostymer, og som underholdt sig med lidt hardcore porno på iPhonen mens de gumlede deres benstumpemos i sig. Nu ville vi gerne tilbage til vores hotel. Nu havde vi været i Bollywood. Det var nok nu. – Men vi måtte ikke gå, det kunne der ikke blive tale om, før vi havde arbejdet for pengene. Der var flere scener, der skulle i kassen. De vigtigste manglede endnu.

KLIMAKS På et tidspunkt ankom så stjernen over alle indiske stjerne, Shah Rukh Khan, Bollywoods badboy. Der blev stille i studiet, andægtigt endda. Ind kom han med et følge af bodyguards, han havde solbriller på, og det lange sorte hår hang ham ned i ansigtet, en tot var farvet grå. Og han gik med krykke, han var nemlig kommet til skade under udførelsen af et stunt. Men nu var han tilbage efter sin rekonvalescens. Han tændte en smøg, han tændte som det mest naturlige i verden en smøg inde i filmstudiet, midt på settet, hvor der ellers var rygeforbud. Og så ankom Deepika Padukone; og hun var en skønhed blandt skønheder. Og så skulle der optages scener. Og flere scener. Til sidst blev vi hysteriske. Vi orkede det ikke mere. – Troels var hårdest ramt, så han fik overtalt en eller anden sekretæragtig type til at bestille en taxa til os, og endda få den betalt af selskabet. Han stak ham en hvid løgn og sagde, at vi skulle nå et tog, og desuden havde vi fået at vide, at optagelserne kun ville tage syv timer. Nu havde de taget ti. Endelig kunne vi, efter en lang, hård arbejdsdag, sætte os ind i en taxa, og køre væk i fuld fart; ud over en næsten tom motorvejsbro henover Mumbais slum, de millioner af mennesker som bor der, i noget der i hvert fald oppefra ligner en losseplads; et sted turister som os ingen adgang har til. – Hvad skulle vi også der?

■

H C U M O O T

REALITY

af niels christian bredholt

Hun var tynd. Jeg kunne mærke hendes rygsøjle. Hun kysser mig altid. Strejfkysser mig når hun går. Jeg tænker på om jeg skal kysse igen?

TANKER I ET DRIVHUS Du må ha spist søm, hvordan skal du som ikke kan tage et glas vand uden at vælte hele bordet, ikke ... Her vil jeg gerne være. Elskede. Det er her jeg gerne vil være, hvis du spørger mig. Hun svigtede. Hun turde ikke gå med. ”Too much reality” hørte vi Wlodek sige, instruktøren i den polske teatergruppe, som jeg havde fundet ude i en lille polsk landsby tæt ved grænsen ind til Ukraine, da gulvet begyndte at styrte sammen under publikum, endnu før de var kommet på plads og showet, demonstrationen af vores Kafka-maskine i en gammel vandmølle, skulle begynde.

Vores instruktør, Franz, Uli og jeg havde arbejdet alt for længe med at installere den tunge træmaskine-konstruktion, og bagefter med at øve vores tekster og sange så fanatisk, at vi ikke fik set nogen. Nu hørte vi Wlodek kommandere folk ud igen. Uli og jeg stod nede under gulvet i hvidt undertøj fra Army Shop, parat til at springe op på scenen og være to tyske gnomer. Det plejede vi aldrig at sige Sandelig, jeg havde fundet min russiske tundra Dostojevskis straffefanger og Tjekovs kirsebærhaver og de enfoldige sjæle i Turgenjevs fattige bondestuer. Var det muligt? En verden rig og mangfoldig

Olga brugte en krykke, når hun skulle ud og fodre hønsene. Kunne man blive forelsket i en gammel kone med tørklædet stramt bundet om hendes furede ansigt, og fødderne pakket ind i plastikposer for at holde varmen? Olga, vi kunne ikke tale sammen, og hun grinede altid af mig pga. mit ubehjælpsomme polsk. De andre havde fortalt om hende og hendes fantastiske stemme, så da teatergruppen rejste til Vest-Berlin for at holde workshop, benyttede jeg muligheden for at aflægge hende et besøg i landbyen Pupki ved floden Bug i Balystock-regionen. Hun sang så kraftigt Hvorfor egentlig ikke? Jeg så til sidst, at hun tørrede sig om 105

munden, når jeg skjult kiggede tilbage over skulderen, efter jeg kyssede hende farvel. Hjælp mig tag dig af mig Bare jeg havde en husholderske Jeg drømte om hende i nat. Hun dukkede op af nowhere Pludselig var hun der, med sit smil eller blik, eller bare den måde, hun ser ud på, jeg tog om hendes hals og lod hånden glide ned af ryggen langs rygsøjlen.

Hun var tynd. Jeg kunne mærke hendes rygsøjle. Hun kysser mig altid. Strejfkysser mig, når hun går Jeg tænker på om jeg skal kysse igen? Bare sådan at regnskabet passer, vrøvl, det har da ikke noget med regnskab at gøre ligesom ”Gathering” under de polske teaterekspeditioner, ikke har noget med byttehandel at gøre. Druerne vælter ned i fuldmodne klaser Tomaterne skifter farve fra grønne til røde

Der stå både cherry-, blomme- og bøftomater i hvide flamingokasser Solen glimter i de grønne blade Jeg tænker, om ikke så længe skal jeg bringes herud Jan kører allerede Jeg sidder omme bag i handicapbussen, der er ståhøjde, jeg har fået monteret en lodret stang på min kørestol og dirigerer Her vil jeg gerne være!

Var det nu nødvendigt? Ja, det var det Ikke imod dig, men for at ruske op i mig selv. Mine egne idealer, som jeg er formet af, fra jeg selv kunne være med til at bestemme.

Jeg er på vej. Sidder i lyntoget med friskbrygget kaffe og en lun nougatcroissant. Så er det jo ingen sag at rejse over Storebælt til dig. Jeg sidder i min special-kørestol og tænker på alle de morgener, jeg stod tidligt op hos Rena, en ældre dame og anerkendt scenograf fra Lublin, for at nå morgentoget til Warszawa. Et strejf af noget stort, som kun jeg fik indsigt i. En lykke hinsides, hvad et dødeligt menneske kan begribe. Jeg tænker, at det må være sådan Knud Rasmussen og andre Grønlandsfarere må have følt det,

106

når de første gang har stået foran isødet og indlandsisen på Grønland. Mærket for livet af en pagt, som ingen forstår. I øvrigt ankommer toget til spor 3 eller 4. Kærligst Niels-Chr Jeg har overlevet hårde opbremsninger, vanskelige forflytninger og pludselige styrt på badeværelset Lourdes . Regina Lars Messerschmidt Eksorcist skrifte salige Knud Lavard Polske bønder

TYREN Atter en dag uden at jeg får skrevet noget ned ... eller kommer udenfor, selvom det er begyndt at sne, og solen skinner. Det gik så grueligt galt allerede fra morgenstunden. Lam i hænderne, så jeg ikke havde fingerkræfter nok til at trykke på fjernkontrollen, der sidder hægtet på plejesengens træramme, forbundet med hæve-sænke-funktionen. Jeg vil også helst have, at du tager hjem og lader mig

være i fred. Det var ikke din skyld, at det mislykkedes i nat, og jeg måtte ringe til døgnplejen Mine ben lå med bøjede knæ som fastfrosne wings fra Burger King, da jeg vågnede om natten og forsøgte at strække dem ud. Jeg stak armen ud under dynen og famlede i blinde efter remoten til min elektriske plejeseng. Isødet og pagten! Tillykke kære Charlotte Flot morgen (i Aarhus i hvert fald) at have fødselsdag på

Hun sang så kraftigt. Hvorfor egentlig ikke?

Jeg besøgte dem, som om de var mine allierede Måske havde jeg misforstået det, men jeg troede, at det var det mest rigtige, at jeg kunne være med der med deres sang Ringen var sluttet, jeg havde fundet meningen i, at jeg skulle gå på landbrugsskole og tage det op igen med trækspillet. Det største svindelnummer Det ultimative bedrag som de fleste falder for! og som jeg siden skulle udnytte groft

Hvem ved, hvad vi skal på jorden? Noget græd inde i mig, den gang jeg var blevet far og syntes, jeg måtte indrette et rum, en hule, bagerst i sidefløjen i et gammelt bindingsværkshus Uta og Eberhard, en redaktør fra Syddeutsche Rundfunk, havde lejet for at komme ud af Stuttgart Es war ein hammer!, sagde han første gang, jeg mødte ham efter det var rygtedes i branchen, at jeg havde gjort Uta gravid. Javel!

Skuespillerne bytter partner og går i seng med hvem, der lige falder for eller byder sig til. Man er ikke så nøje med, om det er en af samme køn, forstod jeg langsomt, men at man skulle komme til at gøre en gravid, det var ikke lige meningen Også der fejlede jeg. Klodset og umodent Det er ligesom at demonstrere sin splinternye benprotese

Charlotte dec14 Var det nu nødvendigt? Ja, det var det Ikke imod dig, men for at ruske op i mig selv. Mine egne idealer, som jeg er formet af, fra jeg selv kunne være med til at bestemme. Kald mig løgner, bedrager. Hvem ved hvordan et ægteskab, et venskab, et forældreskab skal leves? Min eks-svigerfar, Utas far, Herman, døde i går.

107

Han var ikke min ven. Nærmest at sammenligne med Helmut Kohl, men jeg føler han havde sans for min måske til tider barokke og selvmodsigende facon, formodentlig nedarvet fra min oldefar, men som måske er den eneste måde jeg, indtil nu, har kunnet holde ud at være til på; som jaget vildt af konventionen om, hvordan man burde opføre sig. Lugte! Jeg holder af : - Parfumeafdelingen i Magasin - Kostalden i Malling - Flodhest i Zoo - Barresso - Røgelse i kirken! - Århus Havn - Lugten af korn - Slagteriet af kvæg Benene spjætter ud til siden i det øjeblik boltpistolen rammer hjernelappen og den store tyrekalv falder sammen i et uskønt fald, ydmyget og bedraget. Kære Karen Er du blevet i bedre humør nu? Har du fri i morgen? Jeg ved ikke, om jeg hører til de ”ordentlige mennesker”, du efterlyser, men

jeg vil rigtig gerne tale med dig. Synes du er lidt skyld i at jeg endelig fik rodet mig ud i det skrive-/forfatterskoleprojekt, der nu fylder det hele. Jeg har arbejdet under tyranniske teaterinstruktører, spillet klezmermusik på harmonika med en solo-klarinettist, været gift og fået to drenge med en rigtig skuespiller, der spiller violin, bygget en kafkamaskine på et høloft med Uli fra Berlin ude i Wendland, været kærester med Edel, som jeg mødte på en kunstskole oppe i Lofoten, 500 km nord for polarcirklen. Uskyldige Edel, som er endt med at blive priorinde i et græskortodoks nonnekloster. Du spurgte mig engang, om jeg er stolt af det? Måske? Du skrev engang at det bliver vist alt sammen for fesen, lunken, lusket for dit temperament, og jeg følte mig som en ægte luskebuks (måske titlen på min næste bog?) H O til Nis: ” Du skriver ligesom Anders And. Fuld fart på og en masse energi til at begynde med, for så hen i mod slutningen at miste pusten og begynde igen”

Nye begyndelser! De forstår det ikke! De gør bare deres arbejde Gør hvad de har fået besked på Connie fra lokalcenteret har sagt, der er bestilt loftslift

Skal jeg bare gå til som en opgivet lænkehund? Bare vente på at forværringen indtræffer? Aktiv dødshjælp, hvordan kan man overhovedet overveje det, og så lave film om det, hvor Danmarks største diva skal forestille at have Sclerose? Vi synes da, at livet er det bedste, vi har fået gør vi ikke? Ja vi gør! Jeg vil gøre oprør mod: - De opgivede - De uheldige - De uhelbredlige - De nyspedalske

Min didaktik: - At skrive på horrible kendsgerninger Begynde scenen med: - Tyrekalvene på Aarhus Havn - Karrusellen på rensningsanlægget - Opblæste tarme under narkosen - Flamingo mistro danseren på godsbanen - TYREN. Kører slalom gennem gågaden/Føtex Og …

Jeg ved ikke, om jeg hører til de ”ordentlige mennesker”, du efterlyser, men jeg vil rigtig gerne tale med dig. Synes du er lidt skyld i at jeg endelig fik rodet mig ud i det skrive-/ forfatterskoleprojekt, der nu fylder det hele. 108

EUGENIOS KL AGESANG grøntsager. Søde melHun kan ikke lide frugt og erter på køkkenbordet. uv lemmåltider. Af ter Eight-k snebolde i kokus med I fryseren har hun runde e. indhold af hvid flødecrem

Pow!

af mette zingenberg

ur får endelig løst forbindelsen mellem mave og hoved og tager noget tøj på. Søvnløsheden er ikke noget nyt. Forsøg med forskellig medicin. Forsøg med beroligende infusioner. Kamillete. Søde honningmandler. Kolde, lindrende pebermyntedråber. Men så kommer bekymringen over radioaktive stråler fra himlen. Indlandsisen på Grønland. Hun kigger på sig selv i spejlet. Det korte, glatte hår står ud i luften, og de store øjne griner af hende i spejlet. Nur har sorte øjne. Før malede hun dem ikke op. Nu flyder de ud i detaljeret, optegnet streg. I grunden er det et overforbrug. Strømmen fra stregen. En ternet kjole over den tynde krop. Hun ernærer sig ved få ting. Hvidt brød og mælkeprodukter. Hun kan ikke lide frugt og grønsager. Søde mellemmåltider. After Eight-kuverter på køkkenbordet. I fryseren har hun runde snebolde i kokos med indhold af hvid flødecreme. Hun tager sko på og går udenfor. Regnen falder i hvide striber og skjuler

den blygrå måne. Det er en af de kedelige måner, der gemmer sig bag skyerne og kortvarigt titter frem. En taxi kører forbi ud i det tynde område. Foran hende ligger stranden og summer. Havet rumsterer og harker tang og spyt op på den mørke bred. Klistret vand hober sig op i sandets udhulninger. Gravkamre. Bølgeskummet lyser blegt og hvidt i natten. Under fødderne mærker hun muslingeskallerne bide sig ind i skosålerne. Havets biller. Mågerne skriger. Store og hvide med kæmpe vinger som albatrosser søger de ud på havet. Blæsten hvirvler dem rundt. Den sidste albatros skyder op mod himlen og fylder det hele ud. Breder sig som Nur i sengen. Hun er heldig at bo så tæt ved vandet. Det er farligt at gå herned efter mørkets frembrud, hvis man er pige, men folk tager hende tit for at være en dreng. Hun går op på den asfalterede vej langs vandet. Mærker det hårde under sine gennemblødte sko. Lader som om sko-

ene er vandtætte. Et øje pumper og pow en pistol går af. Læsser bly ind i månens vansirede ansigt. I en tegneserie sker det sådan. I virkeligheden har hun intet bly. Intet krudt eller eksplosivt pulver i lange dynamitstænger på bunden af en trækasse. Farligt at fragte. Nænsomt flytter hun rundt på sit eget indhold. Den mindste rystelse kan få det til at eksplodere Pow ! som en tegneserie eller gangsterfilm uden love. Hun er lovløs, og der må tages en hurtig beslutning. Det røde, brandfarlige stof mangler kun en lille anledning for at gå af. Finde en gnist der antænder. Hånden fuld af radioaktive stråler. Hånden fuld af farligt, antændeligt krudtpulver. Hun rynker øjenbrynene. Der er vist stadig et par antændingsblokke i en bøtte på bordet derhjemme, fra da de var nogle stykker, som sov ude og lavede bål på stranden. Blokke, der gør det lettere at tænde op. Man skal bare kaste noget tørt brænde på. Hun jublede, da hun lavede sit første bål uden hjælp. Følte sig stolt og selvkørende.

109

Det eneste, hun har haft svært ved, er fluerne. De mæsker sig i margarinen. Hun føler, de har spist af hende de sidste dage i kanoen. Suget på hendes arme. Rigtig soldet sig i kroppens udskilning af væsker. I begyndelsen kunne hun blive hysterisk af deres prikken. Nu har hun også overgivet sig til den.

Hun vil ind imod centrum. Men der er langt. Måske hun kunne bede om et lift. Det er en stor vej, som fletter sig sammen med motorvejen længere ude. Hun vinker til bilerne, men de lange lys drøner forbi. Hun mærker den svedne lugt af bilos i næsen. Hoster let. Bliver ved med at vinke. • Midt om natten aner Nina og Eugenio det første omrids af Hernani. Øen med et navn som broget græs. De sejler af sted i en to meter lang kano med Juan som guide. Foran dem åbner skoven sig og trænger ind i brystet uden kontrol. De har fået stedet anbefalet af et par, de mødte i Manila. Andre dovne rejsende som dem selv. Siden de kom til Filippinerne, har de drevet den af og ikke rigtig gidet noget. Har ligget helt stille på strandene uden at røre en muskel med en stank af sved omkring sig efter for mange dage uden bad. Skidtet har sat sig i en hinde over kroppen. ”Vi er så ulækre,” ler Nina en aften og fortsætter 110

ubekymret forfaldet. Huden glinsende som fedt smør eller margarine. Hjemme ville det aldrig være gået. Det eneste, hun har haft svært ved, er fluerne. De mæsker sig i margarinen. Hun føler, de har spist af hende de sidste dage i kanoen. Suget på hendes arme. Rigtig soldet sig i kroppens udskilning af væsker. I begyndelsen kunne hun blive hysterisk af deres prikken. Nu har hun også overgivet sig til den. ”Se Nina, den ligger og venter på os,” siger Eugenio, da de kommer nærmere. Han vil svømme det sidste stykke ind til øen og hopper i vandet. Hugger sig frem i det med store svømmetag. Skubber grene og siv til side foran sig. Mærker kulden længere nede. Her kan ikke være dybt så tæt på bredden, tænker han og prøver efter med fødderne, men der er endnu ikke nogen bund i det røde, mudrede vand, der klæber sig til kroppen som en nervøs person. Mørkerøde kjoler i vandet. Juan padler. Årerne vokser sig store i vandet. Samler det på den ene side og smider det væk på den anden. De passerer en lille træ-

Hun kan ikke lide frugt og grønsager. Søde mellemmåltider. After Eight kuverter på køkkenbordet. I fryseren har hun runde snebolde i kokos med indhold af hvid flødecreme.

mole. En lang, afpillet mand ligger og sover på molen. ”Fiskerne overnatter her, når de er ude,” siger Juan til Nina. Det slidte skrog af en kano flyder indad og støder endelig på land med spidsen. Juan trækker kanoen det sidste stykke ind på land. Nina står ud og mærker sandet klumpe sig sammen under hendes fødder. ”Trådte du vande,” spørger hun Eugenio, da han kommer op. Hun har fundet et strå, som hun tygger på. Hun rækker ham et håndklæde. Han har en upassende, rød farve over hele kroppen. En smerte omkring lårmusklen eller rettere længere oppe omkring stenene. Sikkert en forstrækning, tænker han. Han vil lufttørre, siger han. Er generøs med vandet. Spilder det overalt omkring sig. Vandet siver ned af hans bryst og ben. Ned i det røde sand under ham. Øen virker forladt som en gammel, udtørret vulkan. En samling huse med bliktage. Det er sent. Et par af vinduerne er stadig oplyste. Små, lysende brikker i mørket. Hunde går og snuser

Når de sover fa lder de ind imod hina nden. Deres hænder finder et sted, hvor de kan lægge sig til rette . Som medicin til de trætte kroppe der blød es op af berøringen.

gamBagved sidder en øjne ns De r. mel schæfe te. nd tæ be og e er hvid ga va En stor, grim at r de ny bond. ”Han re,” sivære ude og kø t går De n. re ffø au ger ch at den op for hende, pper kla er blind. Hun kker sli n De hunden. nd. hå es nd he kærligt ofr ha ”Hvad jeg ikke er sig ,” nd ret for den hu ve ho på er st han og ry det.

i affaldet langs husmurene med spidse snuder. En høj summen fylder stilheden ud. ”Byens elforsyning,” forklarer Juan, da de går forbi en større bygning. Han stopper foran huset ved siden af elværket. ”Det er min tante Babys hus,” siger han. Han sætter deres bagage på jorden. ”Pas på med hende. Hun kan være ond i sulet. Hun har ingen tænder. Vi kalder hende tante Baby, fordi hun er den grimmeste af mine tanter.” Han griner. ”Tante driver en pension. Så har I i det mindste et sted at være en enkel nat eller to. Jeg efterlader jer her. Bon viaje!” Han går tilbage ad stien ned mod kanoen. Tante Baby sidder i en sværm af fluer foran huset og damper på en cigaret med den tandløse mund. Lytter til en lille radio med dårligt signal, hun har stående ved siden af. Skrattende rockabilly og stemmer på tagalog. ”Det var godt, I kom nu. Jeg har ventet på jer. Der er stadig en rest aftensmad, hvis I er sultne.” ”Vidste du, at vi ville komme,” spørger Nina. ”Ja, det fortalte din mor mig.” ”Min mor døde for to år siden.”

”Nå ja, jeg synes nok hendes stemme kom langt væk fra.” Hun er så gammel, at man ikke kan se alderen længere. Huden er blålig, tynd og sprød. Tørt pergament der hvert et øjeblik kan briste. Man kunne skrabe i hende med en kniv. Lange, hvide ar op ad skinnebenene efter de skarpe siv i rismarkerne, hvor hun arbejdede som barn. ”I kan blive her, så længe I vil,” siger hun. ”Men I må deles om sengen.” Hun tager det sidste hiv af cigaretten. Røgen danner ring omkring dem, inden den flyver væk. Hun rejser sig og følger dem ind i huset ned ad en lang gang med kasser stillet oven på hinanden i stabler. ”Ragelse,” siger hun. ”Gammelt ragelse.” Små rum på begge sider. Nina kigger ind i rummene. De fleste er tomme med få eller ingen møbler, efterladte. Væggene syntes derimod levende, som om de har deres egen puls. Her er en gammel lugt, der trænger forfærdeligt til udluftning. ”Før i tiden var her altid fyldt op. Nu kommer her sjældent nogen længere,” siger tante Baby og trækker på skuldrene.

Pludselig står de foran et nyt rum, der er fyldt op med mennesker. En kvinde sidder og snakker med en anden kvinde ved væggen. Hun giver bryst til et af børnene. ”Stakkels Juan,” siger kvinden. ”Når han vågner om natten og vender sig om, kan han se tante Babys runde ansigt uden tænder.” ”Hun elsker at skræmme småbørnene, når de spiller bold ude i gaden i eftermiddagssolen,” siger den anden kvinde. De snakker videre om en af de andre tanter. Alle er i familie på Filippinerne. Et tæt sammenvævet tæppe. ”De har været her siden den sidste storm,” siger tante Baby ude fra gangen. ”Tyfonerne kommer forbi hvert efterår omkring august og september. Deres hus blev blæst væk. Jeg lader dem bo i det værelse, fordi det kun har et vindue ud til en mur. De har ikke penge til mere.” ”En lille guldmine hun har her,” hvisker Eugenio til Nina. ”Hold dig væk fra vinduet,” hører de kvinden inde i rummet sige til et af børnene. ”Det er det første, der bliver knust. Splintres i tusind stykker og hvirvler rundt i den 111

Han sagtner farten i krydset. Bilen er hele tiden under kontrol. Som om han kører med en farlig last. Som om der er andet end savsmuld i godset. Lasten kunne ødelægge byer. Derfor må han overholde fartgrænsen. Hver gang de kører over et bump, holder hun vejret.

”Byen er en affaldsstation,” siger hun. ”Og stationens antenner griber ud som fangarme og holder os fast. Som insekter med pinde igennem. Med giftige brodder skyder de anastetiske stoffer ind og bedøver vores kroppe. For stationen vil ikke have insekter rendende ukontrolleret rundt.”

hvinende vind, som river alt op med rødder. Som skrabende skridt henover en grusvej.” ”Gulvet bliver ved med at synke i det rum,” siger tante Baby irriteret. ”Mærkeligt. Jeg begriber ikke, hvordan de hver dag virker mere døde end levende.” Hun peger på det sidste rum for enden af gangen. ”Her kan I sove. Jeg lånte et rent lagen af naboen i morges.” Hun forsvinder ned af gangen igen. Nina smider sig på enmandsbriksen. Borer hovedet ned i madrassen. Lagnet lugter surt. Eugenio pakker lidt ud. Bagagen er våd fra kanoen. ”Bare videokameraet er tørt,” siger Nina. Han opgiver udpakningen og falder udmattet om ved siden af hende på sengen. Månelys skinner hidsigt ind ad vinduet. Niver i deres lukkede øjne. Deres kroppe er grå af træthed. Støvet hænger ved dem. Nina putter sig ind til Eugenio. Mærker varmen fra hans krop. Hun kan ikke sove. Vender og drejer sig. Udenfor kan hun høre det summende elværk, der holder hele byen samlet. ”Du er er en plage,” mumler han. ”Jeg er for træt til 112

at tænke mere.” Når de sover falder de ind imod hinanden. Deres hænder finder et sted, hvor de kan lægge sig til rette. Som medicin til de trætte kroppe, der blødes op af berøringen. Han dyrker frø på hendes ryg, og hun hviler hovedet i hans armhule. Et tyndt, hvidt lagen skærmer dem imod den ustoppelige hede udenfor. Sengen er for kort. Sengen er ubekvem, og hun er bange for, at den kan falde sammen hvert øjeblik. Ligger helt stille. De passerer igennem stoffet, træet og gulvet. Ned i noget bundløst. Kilometerlange vidder. Lagenet har ingen ende. I drømme om rum der fortsætter ind i andre og bliver blå som hendes stemme. I den blå stemme er en tone. En fjern vind der pusler i lagnerne, så de danser. Bølger let syngende. • Lastbilens fælge ligner hvide tænder. Forlygternes lys skinner op på dem og får dem til at udvide sig. Forvrænger sig til dobbeltstørrelse. En kæmpe monstermund. Det kan Nur godt lide.

Hvordan de grove hænder er smurt ind i motorolie. Hele vejen op til ærmerne. Derfor kan hun også godt lide ham. ”Hvor skal du hen?” ”Til centrum.” ”Du kan køre med ind mod byen.” Hun stiger ind. Bagved sidder en gammel schæfer. Dens øjne er hvide og betændte. En stor, grim vagabond. ”Han nyder at være ude og køre,” siger chaufføren. Det går op for hende, at den er blind. Hun klapper hunden. Den slikker kærligt hendes hånd. ”Hvad jeg ikke har ofret for den hund,” siger han og ryster på hovedet. ”Han har guld i hofterne.” ”Guld,” siger hun forundret. ”Det er det der indavl. Det er noget værre lort.” Hvordan han styrer bilen. Kunne køre med bind for øjnene. Skøjter ind og ud i den søvnige nattrafik. ”I virkeligheden er det gadekrydsene, som er de stærkeste,” fortsætter han. ”Jeg forstår ikke, at ingen vil have dem. De er akkurat lige så intelligente og loyale hvis ikke mere. At avle på den samme hund i generationer for at opnå det perfekte … ham her er et godt eksempel. Stamtavlen er i den fineste orden, og så alligevel, da han var

4 år, begyndte han at halte. Hoftedysplasi. Det sidder i bækkenet. Så nu render han rundt med et skelet til over 20.000 kr. Men krydsene er der ingen, som vil have. Dem ser de ned på, som om de var beskidte gadebørn.” Han sagtner farten i krydset. Bilen er hele tiden under kontrol. Som om han kører med en farlig last. Som om der er andet end savsmuld i godset. Lasten kunne ødelægge byer. Derfor må han overholde fartgrænsen. Hver gang de kører over et bump, holder hun vejret. ”Hvad har du bagi,” spørger hun. ”Dyrefoder.” Han siger, han har sit eget firma. ”Hvad med dig? Hvor skal du hen?” ”Til Alaska,” siger hun. Han griner. ”Virkelig? Hvad er der i Alaska?” ”Rent vand. Her lugter det af klor, når det kommer ud af hanerne. Man kan ikke drikke det uden at blive syg. Forureningen er i de ting, vi indtager. Jeg spiser ikke selv noget, der kommer fra jorden. Men man kan ikke skærme sig mod alt. Selv et løg er beskidt.” ”Jamen, er der renere i Alaska,” spørger han. Hun vender sig imod ham. ”Har du noget imod, at jeg ryger?” ”Nej, ryg endelig. Jeg holdt

op for flere år siden. Men det er rart, når folk omkring mig ryger. Føles næsten som om det er mig selv, der inhalerer.” Hun tænder en cigaret og ruller vinduet ned. Natteluften er varm og sløv. Brisen ind ad vinduet er bedøvende. Fabriksbygninger passerer forbi. Byen bliver tættere. Hun peger op på en skorsten. ”Byen er en affaldsstation,” siger hun. ”Og stationens antenner griber ud som fangarme og holder os fast. Som insekter med pinde igennem. Med giftige brodder skyder de anastetiske stoffer ind og bedøver vores kroppe. For stationen vil ikke have insekter rendende ukontrolleret rundt.” ”Jamen, er du da et insekt?” ”Ja. Og det eneste jeg kan gøre er at flytte mig. Før kroppen bliver skåret halvt over, eller de fanger mig og låser mig inde.” Lastbilen kører af sted på den glatte vej. Kunne nemt glide ud i siden. Skøjte som en lille sten. Men han kører meget ansvarligt. Overholder alle regler. Hun ville ønske, at han gjorde noget ukorrekt. Satte farten op og brød ud af mylderet med bilen. Men han er lige så forudsigelig, som de små ensartede pil-

ler han sælger til katte og hunde. Lige så forudsigelig som de tårer der triller umotiveret ned af kinderne, når man skærer et løg. Hun holdt op med at spise løg, efter at hun lavede en kæmpe portion på panden. Det var overvældende, og hun havde lavet alt for meget. Panden var stadig varm af de stegte løg, da hun spiste dem og vidste, at det var sidste gang. Det var som om, de halvbløde, lysebrune ringe kæntrede på tallerkenen. Druknede i det hvide porcelæn. ”Hvor vil du af?” ”Kan du sætte mig af ved Placa del Sol?” Han stopper bilen ud for pladsen. ”Måske du skulle have haft noget mere tøj med, hvis du skal helt derop,” siger han, da hun stiger ud. ”Det gør ikke noget,” siger hun. ”Der er en jakke bagved, som jeg ikke bruger. Du må gerne tage den,” siger han. ”Det er fint. Ellers tak,” siger hun og vinker, da han kører. Alaska. Det kunne være et hvilket som helst sted. Men hun bilder sig ind, at de hvide bjerge er snurretoppe med tyndt pulversne. Hun trækker den våde kjole tættere sammen om benene. Ville have taget imod jakken, hvis det ikke var for hans medlidende blik. Så hellere dø af lungebetændelse.

Han har være t ude med bå den. Skulle in d på fastland et for at købe ny e forsyninger af hjertemedicin . Blev der et par måneder. Han har en stor, op svulmet hånd . De spørger alle sammen, hv ad der er sk et. ”Det er vildt inde på fastla ndet,” siger Ern ie.

Alaska. Det kunne være et hvilket som helst sted.

113

• Hver dag når de vågner, er de ved at omkomme af sult. Hos tante Baby får de kun hvide ris og kål. I går var de på markedet, men der var et elendigt udvalg. Næsten intet tilbage. Et par slatne salathoveder og nogle ormædte æbler var det, de kunne finde. De sørgelige rester. En mand fortalte dem, at en lille færge fragter madvarer over til øen en gang om ugen, men at der aldrig er nok. I løbet af dagen skyller de sulten ned med øl. Spandevis af slimet, asiatisk vandøl. Gad vide hvor mange promiller. Ingenting har effekt på dem her. Alt preller af som gamle skæl på en slange. ”God morgen,” siger Nina og summer på briksen. ”Vi skal op,” siger hun og haler sig ud af sumpen. Tante Baby er oppe. Altid først oppe. Lige meget hvor tidligt de står op, så er hun allerede ude og rode med noget i køkkenet. Eller sidder uden for huset med fluerne omkring sig. Eugenio jamrer og holder med begge hænder rundt om skridtet. ”Hvad er der galt,” spørger Nina. Han lader hende se. Den ene sten er svulmet op til dobbeltstørrelse med en rødlig farve omkring. ”Gør det ondt?” ”Ja, gu’ fanden gør det ondt. Det er ikke til at holde ud. Det føles, som om noget vender og drejer sig derinde.” ”Det er en Goiter,” siger tante Baby med

stor overbevisning efter at have kastet et enkelt blik på bylden. Nina har efter megen overtalelse fået Eugenio til at lade hende kigge på ham. ”En hvad?” ”En Goiter. Det er helt sikkert. Det sker hele tiden på Hernani,” siger hun. Hendes søster Rosie havde en Goiter på halsen som et adamsæble, der voksede sig større og større. Til sidst var hun meget mandig at se på. ”Stakkels Rosie. Jeg tror også, hun var en smule retarderet.” ”Skal vi ikke se at komme væk herfra,” siger Nina. ”Jeg kan heller ikke lide Hernani.” ”Hold nu op med det pjat. Vi er jo lige kommet.” Da de skal til at gå ud af det lille værelse, er det hende, der ikke kan gøre sig færdig. Eugenio venter på hende. Træder utålmodigt på de små sten i indgangen. Hele hans krop puster sig op. Opfordrer. Første gang var det en overraskelse. Nu er det bare sådan, det er. ”Det er en blodansamling,” siger Eugenio. ”Det går over om et par dage.” Han lægger sig ud i skyggen bag huset. Nina beslutter sig for at gå i skoven. Hun har videokameraet med. Optager lange stills i junglens grønne hav. Men hun kan ikke koncentrere sig. Er bekymret for Eugenio. Skovbunden kribler og krabler under hende, som om den var levende. De mindste, små bevægelser skræmmer hende. Det er ikke som en europæisk skov. Træerne står så tæt. Et vildt skyggelandskab. Den er jo ligeglad med hende. Skoven lukker sig om hende og går ind i hendes

bryst som i en japansk manga. Vokser ukontrolleret videre i hendes lunger og svælg. Hun gisper efter vejret og holder et øjeblik fast i en træstamme. Om eftermiddagen har hun endelig held med sig på markedet. Hun køber masser af friske grønsager. Tryller den ene fedtede seddel frem efter den anden med regeringens overhoved som emblem. Hun vil tilberede et måltid, som alle kan spise. Vil give øboerne en middag de husker. Vil vise dem deres taknemlighed. Hos slagteren køber hun oksekød. Han har indvolde liggende fremme. Nyre, lever, hjerte. ”De stammer fra det samme dyr,” siger manden. En tyrekalv avlet her på øen. Blev slagtet her til morgen. Leveren ligger gråsort på disken. Han holder grinende tyrekalvens testikler op foran hende. ”Good for manhood,” siger han. Nina synes, han nedværdiger dyret. Han skærer kødet med en rusten kniv. Lunsen bløder på skærebrættet. Han rækker kødet over disken til hende. Kvaser en kakerlak, der piler forbi med næven. Landsbyen virker støvet og forladt, da hun går hjem til huset. En fed dame sidder i skyggen foran en gavl. Sulede overarme stikker ud af en undertrøje. Hun sveder og kigger vredt på Nina igennem en vifte, som hun fejer hen over sig selv en gang imellem.

Det gør ondt i s

tenen ”

”Av, for fanden

Han holder grinende tyrekalvens testikler op foran hende. ”Good for manhood,” siger han. Nina synes, han nedværdiger dyret. Han skærer kødet med en rusten kniv. Lunsen bløder på skærebrættet.

114

Dens pels er længere end en normal rottes, og den er større. Som en kat. Hun når at se skyggen af den, før den igen har gemt sig bag nogle skraldesække.

De kan ikke lide middagen, Nina har forberedt i en stor kasserolle ude i køkkenet. Tante Baby gik og overvågede hende. Skævede lettere nedladende til hendes evner i et køkken. Hun måtte ikke engang vaske op. Ingen vil røre hendes mad. Øboerne kigger mistænksomt på tallerkenerne med de pænt anrettede grønsager. Men så kommer tante Baby ud med en kæmpe gryde. En gennemsigtig, grålig suppe hvor noget udefinerbart kød flyder rundt. Børnene farer rundt om gryden, som var det slik. En grå gele. Nina og Eugenio spiser med af høflighed. Bagefter fejrer de middagen i øl. Der er altid øl på Hernani, og cigaretter koster ingenting. Juan ryger cigarer. Store fede tuber og Nina går rundt og filmer, så de husker. Så de aldrig glemmer. Senere tager mændene ned på stranden. Eugenio vil gerne have Nina med, men de andre kvinder vil ikke høre tale om det. En homoseksuel neglespecialist er kommet på besøg, og alle kvinderne sidder inde i stuen og får lakeret negle med tv-noveller kørende i fjernsynet. ”Gå bare,” siger Nina. ”Jeg har ikke noget imod at blive her. De er sjove. Hyg dig, du der kan.” Mændene tænder bål på stranden. Den store Ernie er kommet hjem. Han har været ude med båden. Skulle ind på fastlandet for at købe nye forsyninger af

hjertemedicin. Blev der et par måneder. Han har en stor, opsvulmet hånd. De spørger alle sammen, hvad der er sket. ”Det er vildt inde på fastlandet,” siger Ernie. ”Whisky,” spørger Eugenio. Ernie nikker og griner. De har sat olielamper ud på den lille mole. De lyser som røde traner ud over vandet. Det er en smuk nat. Han kommer til at savne Nina. Mændene bliver siddende på stranden til langt ud på natten. Det minder om en actionfilm inden den store prøve, hvor helten med det hårde, arrede ansigt er ved at løbe tør for tid. Eugenio forstår kun brudstykker af samtalen, der foregår på en blanding af spansk, engelsk og tagalog. Juan oversætter for ham. Om Papa Pierre der forelskede sig i en prostitueret, som løb med alle hans penge. Tante Rosie som var forfærdelig. Værre end de andre. Hun var ond af natur, og den der levede bedst af dem alle. Havde flere huse rundt omkring på Filippinerne. Og Musa, den søde Musa, snakkede altid om overfladiske ting som vejret og undgik helst dybere samtaler. Men de holdt alle af ham, og han elskede sin kone utrolig højt. Han lignede en samurai med langt hår, helt hvidt af alderdom og skæget var vokset ned over munden. Når han smilede, kunne man kun se det på øjnene, og han smilede næsten altid. ”Og Papa Pierre? Hvad skete der med

Nur sætter sig på en bænk for at rulle en cigaret. Hun hælder tobak i papiret. Alaska er hendes mors bar og der, hvor hendes søster arbejder. Hendes mor har indrettet stedet til et krævende, musikinteresseret klientel. Det er et sted, man kommer tilbage til.

ham,” spørger Eugenio. ”Baba Bijerre,” siger Juan, fordi de udtaler p som b på Filippinerne. Det hedder også Bilibbinas. ”Han tog til San Francisco. Var mere moderne og rebelsk end alle os andre. Sagde at han arbejdede der som sygeplejerske på et psykiatrisk hospital, men vi vidste alle sammen, at han arbejdede på en restaurant, og at det var der, han mødte sin kone Jasmin. De fik de to børn Filip og Patricia. Patricia var et kompliceret barn og autist. De sagde, hun havde en dæmon inde i sig, men det var fordi hun var autist.” Det gør ondt i stenen. Den er en stor byld. Trykker nedad. Han synes næsten den føles på størrelse med en kanonkugle, når han sidder i sandet. Han prøver at røre ved den. ”Av, for fanden,” udbryder han og ømmer sig. Juan tryller en flaske med en hvid væske frem fra bukselommen. ”Ørkenkaktus,” hvisker han og putter det ned i deres øl, der bruser op som aspiriner. Eugenios hvide jakke er lavet af et stift stof. Juan siger, han minder om Cabre, en ånd med gedeben, der sidder oppe i træerne og kaster frugter ned på dem, der kommer forbi. Især smukke mennesker elsker han at genere. Den hvide kappe er for lille. Spænder over skuldrene, og så mærker han det. Sparkene kommer fra siden. Noget bevæger sig rundt derinde. Et grådigt, lille væsen. Der kræver mere. Der er gods i den lille. En rigtig 115

Men om natten er han der igen som en hidsig flue, der sætter sig på det mest irriterende sted. Under næsen. De gennemsigtige vinger og tentakler på hovedpuden er det eneste, man finder næste morgen, og man undrer sig over hvilken blodig slåskamp, der har fundet sted i ens seng.

overlever vi har med at gøre. Det skal der nok komme en stor og stærk dreng ud af. Vejen op til huset er et langt, åbent sår. Han famler sig fordrukken ind i værelset og smider sig på briksen, hvor Nina allerede sover. Han vender sig forsigtigt om på siden og falder i søvn med elværket som en summen imod hans øre. Som et bankende, elektrisk hjerte. • Om dagen er Placa del Sol de hjemløses og gademusikanternes plads. Og de serverer fedtede kyllingekroketter og fadøl på Sol del Nit ved siden af møntvaskeriet, hvor en lille marokkaner gnavent sidder og veksler mønter. Placa del Sol er også stedet, hvor pakistanerne sælger marijuana om natten. Hver nat hele ugen rundt over lange metalgelændere, hvor de herreløse hunde sover i en tæt, sammenfiltret klynge. Den sidste plads med lys skulle man tro, men solen kommer væltende ind om morgenen, så her om eftermiddagen kan blive fyldt op af unge mennesker, der sidder i små grupper med dåseøl og cigaretter på de flade, opvarmede sten. Placa del Sol er hævet op på en lille opsats. Bedre end de andre pladser i området ved siden af Calle Planetas. Hun elsker det gadenavn. Fire trappetrin hele vejen rundt

116

er solens plads hævet op på. Og folk drejer også rundt som planeter, når de har sunget og danset og drukket nok på Alaska, eller et af de andre listige steder snydt ind i solens sprækker og revner. Nur sætter sig på en bænk for at rulle en cigaret. Hun hælder tobak i papiret. Alaska er hendes mors bar og der, hvor hendes søster arbejder. Hendes mor har indrettet stedet til et krævende, musikinteresseret klientel. Det er et sted, man kommer tilbage til. Hendes søster er ikke af blod. De har ikke noget til fælles. Nur er glad for, at hendes blide søster ikke er som hende. For noget tid siden var Nurs søster ude i noget med stoffer. Hendes mor tog sig af det. Selvom Nur og hendes søster ikke har meget til fælles, er det stadig det tætteste, hun er kommet på at have noget, man kan kalde en veninde. Hun stemmer i med fødderne og rejser sig fra bænken. Står ikke fast. Hælder lidt til siden, da hun skrår over pladsen i en halvcirkel. Hun ryger cigaretten foran baren. Der står andre folk og ryger. Det faste håndtag af messing. Trædøren. Saturn har ringe omkring sig som en benlås. En stor rotte løber forbi ovre ved skraldespandene. ”Den er berømt i området,” hører hun en gæst sige. Dens pels er længere end en normal rottes, og den er større. Som en kat. Hun når at se skyggen af den, før den igen har gemt

Han sagde, at det var fordi, der var noget galt med hans krop. Leddene sagde knæk. I skulderleddet, håndleddet og fingerled. Hun tog en bid af hans arm. Tog en bid af hånden og han sagde, hun gerne måtte bide til.

sig bag nogle skraldesække. Det var også på Placa del Sol, hvor hun drak sig fuld første gang. Snurrede rundt med en stime af stjerner hoppende op og ned på hendes hoved. Kom hjem med forstuvet fod og blackout. Et mørkt hul midt i hovedet. Pillede det sorte ud med metalpincet på badeværelset. Røde pletter foldede sig ud som blomster, og hænderne strøg nervøst hen over det. Hullet lukkede sig heldigvis af sig selv efter et par uger. Men hun har et ar efter det hen over halsen, der ser ud, som om hun er blevet bidt af en hund. • Goiter har vokset sig stor og stærk. Er blevet en tæt, lille, sort mand, der banker på døre. Som åbner sig for ham. Han sidder i det inderste af dit øre. Om natten når du sover, kan du høre ham gå rundt og skumle i hjørnerne. Bande for sig selv. Han har en kæmpe gæld, der snart skal betales tilbage. Et sort hul der bare bliver større og større. Man åbner kun nødigt døren for ham. For det er risikabelt at kende en som Goiter. Han er en benhård forretningsmand. Ingen forhandling. Kun en pris. Goiters pris. Og lige pludselig lander man i et hus, hvor ingen vil bo. Et hjemsøgt hus, hvor møblerne er gamle

og slidte, og hvor der kunne trænge til en ordentlig rengøring. Pengene lægger han under hovedpuden, hvor han sover. Goiter sover op til langt op ad eftermiddagen. Og man skal ikke snakke til ham, før han står op af sig selv. ”Hvorfor siger du ikke noget Goiter? Du er så stille. Er der noget galt?” ”Nej.” Han har brug for stilhed til at ligge og fundere. Tænke det hele igennem under dynen. Men om natten er han der igen som en hidsig flue, der sætter sig på det mest irriterende sted. Under næsen. De gennemsigtige vinger og tentakler på hovedpuden er det eneste, man finder næste morgen, og man undrer sig over hvilken blodig slåskamp, der har fundet sted i ens seng. Ja, det er om natten, at Goiter igen er en broget gangster, som finder frem til skjulte døre. Og åbner dem med små, listige hænder. Han er meget høflig. Undskylder forstyrrelsen, skubber døren op med den største forsigtighed, og der er noget bag de døre. Og de er fandeme svære at lukke igen. Blæser op ved den mindste smule vind. • Nina tager videokameraet frem. Sæt-

ter det på sengen inde i værelset. Hun filmer alt. Tager lange klip af sig selv inden de skal sove. Monologer og tanker som en videodagbog. Sidder ude på badeværelset på det kolde flisegulv med kameraet foran sig på toilettet. Hun skubber koldt klappen foran linsen til side. Nyder at torturere videokameraet. Et par gange har hun bundet det fast i enden af en snor, som hun hænger op i loftet i værelset i en indviklet installation. Hun er stolt over den installation. Lader det hænge og dingle fra snoren eller svinger det fra side til side. Drejer det rundt til snoren er helt spændt ud og giver slip, så kameraet hvirvler rundt som en snurretop, indtil det igen hænger i en afslappet, lige linje. Bagefter ser hun det svimlende resultat på kameraet. Får kvalme over det. Båndene lægger hun i en kasse med dato på. Ude på badeværelset ligger Eugenio i badekaret fyldt op til randen med isterninger. De ekstreme skift fra varmt til koldt. Han siger, det dulmer smerterne. Han siger det, som om det ikke er noget særligt. Han har været ude og hente isterningerne i tante Babys fryser. Han ligger og roder rundt i det hvide kar. Hun filmer ham ovre fra toilettet. Sidder helt stille og observerer. Gør ham beklemt. Og så bliver hun beklemt. Han siger, han vil blive siddende i badekaret.

Vil vente der til hun går i seng. Hvile armene på badekarets kant. Vil bide smerten i sig. Og så rejser han sig alligevel. Hun bliver ved med at filme. Han børster tænder, reder hår, lægger ting på plads i deres fælles toilettaske. Håndsæbe. Shampoo. Tandbørste. Negleklipper. Minder hende om, at hun skal have klippet de negle. De er blevet lange og ligner en gammel dames. Da han går ud, filmer hun sig selv i to minutter i den blå kjole, og til sidst siger hun noget, og de hvide fliser bag hende spejler det vrede blik. Vreden går ind i kameraet og hopper tilbage ind i hende selv. Bliver i optagelsen som en lille, hvid stjerne. Nina hader sin tynde, blå stemme, der kommer ud i hak. Hakker sætningerne i stykker. Som at have tante Babys skrattende radio på lav volumen i svælget. Ordene når aldrig op. Ikke de ord hun ville sige. Hun kigger sig i spejlet. Med bekymret mine folder hun armene, hænderne finder rødder i den blå kjole. • Hvid regn falder igen. Hun opdager, at hun er drivvåd. Hun ryster det værste

Nina hader sin tynde, blå stemme, der kommer ud i hak. Hakker sætningerne i stykker. Som at have tante Babys skrattende radio på lav volumen i svælget. Ordene når aldrig op. Ikke de ord hun ville sige. HVID REGN FALDER IGEN

117

af dråberne af. Kan ikke vente med at se sin søster. Hun skal holder om hendes hoved på en måde, som kun hun kan. Så Nur kan blive fri for benlåsen. Som Saturn med sine mange ringe. De runde, gyldne ringe af kosmisk støv. Fugtig stadig. Klam omkring det bare stykket ved halsen. En snært af varme fra et kæmpe udluftningssystem omkring kinderne. Hun kører fingrene igennem håret og går ind ind ind. At hænge på en tynd, hvid snor. Alaska er hård og rå som en lille sten. Presset fra baren. Det sorte læder. Røde, slidte møbler. ”Du tog mig med herhen, og her bliver jeg,” siger en mand til en kvinde, som er ved at gå. På væggene er der indrammede billeder af rockikoner. Nogle gange mangler der et billede, når de lukker. ”Folk har ingen respekt,” plejer Nurs mor at sige med foragt i stemmen, når endnu en helt er forsvundet. Musikken bliver styret oppe fra baren. De spiller PJ Harvey. Det gamle. Der hvor hendes stemme er et langt hyl. Nur falder ned på en stol. Vælter et glas da

118

hun sætter sig. Hendes søster står i baren. Holder hænderne op for munden for ikke at grine højt. Det var den aften, hun mødte Leandro. Det var der på den tynde snor, at de balancerede med et æg på en ske. Lidt frem ad hele tiden og ikke noget net under. Ikke sikker på at nå i mål. Hun spurgte, om hans led altid havde været så bevægelige. Han sagde, at det var fordi, der var noget galt med hans krop. Leddene sagde knæk. I skulderleddet, håndleddet og fingerled. Hun tog en bid af hans arm. Tog en bid af hånden og han sagde, hun gerne måtte bide til. Hun blev ved med at flække ham. Det han aldrig havde forstået. Den mørkeste krog af hans sind tog hun så let som et stykke stof af silke og knyttede som reb om deres ben. De fik næsten ikke sovet den nat. Udmattede vågnede de op efter halve timers døs. Nedbrød kroppen med trætheden så hjernerne til sidst holdt op med at tænke og vendte tilbage til en slags dyrisk begær. Der hvor de gerne ville hen.

Hun gravede fødderne ind i hans mave til den blødte. Han holdt om de fødder og sov ved siden af hende, til hun begyndte at vride sig i smerte. Han kunne jo lide smerten. Telefonen ringede hele tiden. Der blev kortere imellem afbrydelserne. Først et par dage så timer så minutter. Til sidst var et halvt minut nok til at ville kradse øjnene ud. Pistolen sendte bly ind i hende nu. Patronerne forsvandt ind i kroppen. Blev der et sted imellem arm og skulder. Alaska er et magisk sted, tænker hun og går hen imod sin søster i baren. Hun ser dejlig ud med håret løst hængende. Leandro har ikke set Nur endnu. Har ikke opdaget at hun står helt ovre bagved, hvor der næsten ikke er nogen mennesker. Hun mærker en feberagtig glæde og synes samtidig, det er frygteligt ydmygende. Hun synes, det er så pinligt for ham. Varmen siver op i kinderne. Giver hendes ansigt en glasklar, skinnende skørhed. Nogen ville sige næsten smuk.

Hun tog en bid af hans arm. Tog en bid af hånden og han sagde, hun gerne måtte bide til. Hun blev ved med at flække ham.

• Nina kigger på Eugenio, der ligger krummet sammen på madrassen. Hans ene side er helt forvredet. Kan næsten ikke dreje sig. Han er truet, tænker hun. En af de sidste dinosaurer. Hun kan se hans rygsøjle tydeligt skille sig fra resten af kroppen. ”Nu forstår jeg hvordan det må være, at være gravid,” siger han og ler. Er bedøvet af noget smertestillende. En dæmpende, tung hinde triller ned over ham og lægger sig uden om den store dinosaurkrop. Binder sig fast til alt omkring ham. Hun vil ikke have den hinde over sig. ”Eugenio stå op. Vi skal væk herfra.” ”Jeg tror ikke, jeg kan stå på mine ben.” Nina pakker deres ting. Arrangerer det hele i et hjørne af værelset. Det beroliger hende at se det hjørne blive fyldt op med deres bagage. Ude på badeværelset opdager hun, at han har ladet vandet stå i badekaret natten over. Hun tager proppen ud og ser det lunkne vand synke. Kloakken sluger det hele. Hun lukker deres gule rygsække.

Spænder snore og spænder ind. Tager rygsækkene op. En over hver skulder. Spænder det hele op på ryggen. Bagagen ligner et lille tårn. Nina føler sig spændt ud som en flitsbue. Med en skarp pil. Længde på den pil. Kommer hurtigt af sted. ”Så går vi.” Han rejser sig besværet fra sengen. De når ned til færgen i sidste øjeblik. Slikker sig om de sprukne læber. Nina er en gul tiger. Umulig at stoppe, selv med den tunge byrde på ryggen. De går om bord i den primitive båd med plads til tyve personer. Nina dropper bagagen på gulvet og smider sig udmattet ned på dækket. Eugenio sætter sig forsigtigt ved siden af. Vandet begynder at åbne sig, og Hernani forsvinder bag dem. Nina læner sig tilbage. Hun kan stadig høre elværkets summen komme langt væk fra. ”Jeg har det allerede bedre,” siger Eugenio. Nina vil tage en lur, men lyden af elværket forstyrrer hende. Hun prøver at ryste den af sig. Prøver ikke at tillægge den nogen vigtighed. Det er først, når hun lukker øjnene, at lyden

forsvinder sammen med resten af øens væld af stemmer, og hun dykker ned i noget, der ligner klar, flydende glasur. • Der er kommet nye lag. Nye ansamlinger ved siden af Goiter, som bekymrer ham. For han har ikke lyst til at dele seng og svede som en hund. Han kan godt lide at have plads omkring sig og sover tit i bizarre positioner. Han er begyndt at sove med hovedet nede i fodenden. Det ville være ærgerligt, hvis alt arbejdet var spildt. Bløde de rette personer op og lade dem tro, at de også får noget ud af det. Trække vejret er vigtigt. Man skal huske at øve sig i at ånde ind og ud. Og spise sundt. Måske oplever man, at man er mere træt end normalt. En lang eftermiddagslur er derfor en god ide. Men Goiter gror, så der er ikke grund til den store bekymring. Han har været heldig med den her krop. Snart er han klar. Snart er han stor nok. Men først mere næring.

■

119

o sL

: rn

VELKOMMEN

IF LL

2014

JURGIS PÅ FERIE I DANMARK: HER ER IKKE KEDELIGT! Han ved ikke, hvor længe, han bliver her denne gang, 26-årige Jurgis Gaida fra Kaunas i Litauen. Han har ferie fra jobbet som mekaniker derhjemme, og i første omgang har han planlagt tre uger under danske himmelstrøg. “Jeg kan lide vandet,” fortæller han, og tegner med hånden Jylland i luften. “Hjemme i Litauen har vi ikke så meget hav.” Jurgis er kørt herop i sin hjemmerestaurerede Volkswagen Golf IV, og er vild med Danmark. “Sådan noget som den her,” siger han og griber fat i den offentligt opstillede træningsmaskine, som Texas Longhorn har fanget ham ved denne solbeskinnede søndag i marts: “Sådan noget har vi ikke hjemme i Litauen. Slet ikke. Danmark er et dejligt land.”

Alle navne i Texas Longhorn: REAL LIFE er opdigtede

120

x Te

n Lo

: rn

IF LL

KATRINE DROPPER MARTIN FOR 55.OOO

Øverst: I starten sad de tæt sammen, og der var lidt håb at spore i Martins kropsholdning om, at Katrine ville ombestemme sig, og blive i København. Nederst: Men efterhånden blev det klart for ham, at Katrine har truffet sit valg: Stillingen som projektkoordinator ved Vestas i Aarhus og de muligheder, den medfører, er det, der trækker mest.

Billedet af det unge par taler for sig selv. Kærlighed gør ondt. Det nydelige par havde sat sig ved vandet i københavns kanal for at tale ud. Katrine har sagt ja til en stilling som projektkoordinator ved Vestas’ hovedkvarter i Aarhus, og er derfor tvunget til at flytte fra Martin og den dejlige treværelses lejlighed på Kalvebod Brygge i København. Trods en startløn på 55.000 kroner om måneden, er dillemmaet tydeligt at se hos det unge par.

121

IFE

x Te

g on

: rn

L AL

p a Sn fl i DK “Jeg synes egentlig selv, jeg følger meget godt med.” - Rasmus Mañodo, 54, Amager.

Træt lille fyr: Enhver kan få brug for en slapper. Azzan fik sig en på restaurant Michere i tirsdags.

Frank M., Vanløse: Jeg håber ikke, de indfører en lov mod rygning i det offentlige rum!

Mange slags skin: Der var både okse og sæl på gaden torsdag under modeugen.

“Så er den fixet!” lyder det fra Gordon Sørensen, 39, der er kloakarbejder ved Københavns Kommune. 122

Birtha Zenius, 51, Kbh Ø: Man skal blive ved med at gøre noget ud af sig selv. Det får man det godt af.

Tatoveret: Thom Jones, 31, Kbh V viser her sin nye streg. “Man skal være virkelig ligeglad, for at blive tatoveret på ballen.”

! t o h s p ! h s a fl

“Jeg kan godt lide farver” Merete Humlum, 34, Århus.

“Min mand er næsten lige så vild med pels, som jeg er,” siger Bitten Skraldgård, 59, fra Jørlunde.

Billeder af @kongenafsuppestegogis

“Jeg fordeler altid al vægt i to poser. Det giver balance.” - Martin Rebenus, 54, Kbh V. Ventetid: “Let nu røven, altså, i spilder min tid!” kommer det fra Nicklas Jensen, 49, fra Valby.

“Man behøver ikke være kedelig, for at være missionsk. Alle er velkomne!” - Mirna Lokesen, 64, Brønshøj.

“Jeg har Afrika i hjertet. Jeg har købt alt hvad der er af bøger om rastafarikulturen på Amazon.” Job Sleyfert, 32, Kbh N. 123

IFE

x Te

RYDDET PÅ EN FORMIDDAG SL AM! n or

o sL

L AL

Peter, Michael og Jens har været i fuld galop fra morgenstunden af. Det er et heftigt og effektivt team af friske og handlekraftige herrer vi møder en søndag formiddag i haven i Ballerup nord for København.

124

Her ser ser man tydeli gt, at man skal vide hvad ma n laver, når man fælder træ er.

“En juledekoration, hahaha, nej det er ikke en juledekoration,” siger Peter, mens Jens halser forbi i baggrunden.

Michael, husets ejer, med to grene som han tidligere savede af med en fukssvan.

Peter smider den sidste gren i bunken. “nu er det nok for i dag.” Peter fortæller, at han i næste weekend skal hjælpe sin kærestes veninde med at male.

Buskrydderen bruger de af sikkerhedsmæssige årsager til at rydde omkring træet inden de fælder det.

Med udsigt til det famøse chokoladekryds ved Brydehusvej ved Ballerup står de tre stolte havemænd Peter, Michael og Jens og skuer ud over Micheals have. De har ryddet den på en formiddag. “Vi aftalte at gøre det i morges,” siger Michael, der er leder af Ballerup museum, hvor bl.a. de berømte malerier af storfyrstinde Olga hænger. “Havde det regnet, havde vi nok udskudt det til en anden dag.” Det

er Michaels hus. Han har boet der i næsten et år nu, og de fældede træer og en enkelt fuglerede har de kørt på genbrugsladsen i bare seks eller syv læs. “Jeg kan ikke huske om det var seks eller syv læs, men genbrugsstationen ligger lige herovre, så det er bare lige at køre det over, mens de andre saver videre.” De tre herrer har linet op med en velfortjent fyraftenspils omme i baghaven. Peter, der er udlært

flymekaniker, og ved, hvordan man håndterer en motorsav, har trimmet det meste med en helt særlig fældningsteknik, og fortæller, at det er vigtigt at trimme området omkring træet, før man begynder fældningen, så man hurtigt kan komme væk i en fart, hvis træet skulle falde til den forkerte side. “Nu bliver konen glad,” konstaterer Michael, og spænder rebet om det sidste læs fra rydningen. 125

af fryd frydendahl

126

127

Logo: Nadia Plesner