"Blandt venner + Ly" af Christian Kampmann

Blandt venner + Ly

G

CH R I ST I A N K AMPM AN N

Blandt venner + Ly

GL A DI ATOR

I samme serie: Hundrede postkort fra helvede af Henrik Bjelke Hinsides af Helga Johansen En Dødsnat af Marie Bregendahl Samlede værker af Ingeborg Stuckenberg Indimellem holder de af hinanden af Charlotte Strandgaard Øgledage af Leif Panduro Sommer af Amalie Skram I udvalg af Olivia Levison Spartanerne af Emil Bønnelycke Tantaluskvaler af Adda Ravnkilde Vi må være som alt + Jeg har forandret verden af Henrik S. Holck Gud mildner luften for de klippede får af Mogens Klitgaard Af Dekadent barbari + Holbek som tegner af Johannes Holbek Tvillingeromanerne Blandt de Unge og I Fest og Trængsler af Marie Bregendahl Har jeg været her før af Sandra Holm Erotiske Situationer af Emil Aarestrup Skygger paa Jorden af Tove Meyer Helvede opløser sig af Jens August Schade Ballader om vold og ømhed af Lean Nielsen Min historie af Ole Kollerød Tilstanden Harley af Cecil Bødker J.e.d. af Edith Rode Krigens Ofre af Karin Michaëlis Blackhawk af Grete Roulund April af Sonja Hauberg Høstnætter af Christian Skov Degnens hus af Hulda Lütken Den usynliges vilje af Hans Lynge Mellem de to søer af Albert Dam Madame D’ora af Johannes V. Jensen Natsangersken af Ulla Ryum Spild af Carl Hansen Fahlberg Gadens Roman af Lauritz Petersen Drømme af Rud Lange Løg af Harald Herdal De nøjsomme af Poul Vad Drømmeflygtningen af Lillian Jacobsen Stenrosen af Ole Sarvig

Opdateret af Helga Johansen Roman af Vagn Lundbye Putska af Janina Katz Minona af Mathilde Fibiger Jørgensens ungdomsromaner af Johannes Jørgensen Blandt venner + Ly af Christian Kampmann

INDHOLD Blandt venner Ly Efterord

9 147 295

Blandt venner Noveller

Blandt venner Da Dollys mand døde, kastede Ole og Morten sig hylende mod den låste sovekammerdør. Dolly var bange: Hvad om de, vilde af sorg som de jo var, kradsede sig ind til liget?

Det var knapt et døgn siden, hun havde hørt Carsten bande højt over, at han var kommet til at rive sig på et rustent søm. Syv timer senere døde han, og nu lå hans tunge krop stiv og kold på sengen. Dolly gøs, slæbte sig hen til sin lyserøde telefon og ringede til Anna.

Tre kvarter senere kom veninden og tog kyndigt sagen i sine hænder. En lille, sortklædt mand tilkaldtes og fjernede Ole og Morten. Dolly græd: »Kunne jeg ikke have beholdt dem, mine børn?« Anna rystede energisk på hovedet. »Nu er jeg helt alene,« hulkede Dolly. »Sludder, de var jo livsfarlige. Selvfølgelig er du ikke alene, skat, du har da os.« »Hvem os?« spurgte Dolly dumt. »Ja, alle dine venner … Tag dig nu sammen.« Da Anna var gået, tog Dolly tre sovepiller. Ud på natten vågnede hun og tog to til. Klokken halvelleve næste dag kom hun atter til bevidsthed. Hun havde hovedpine. På trafikken, som larmede af sted nede på gaden, kunne hun høre, at det regnede. Hun lå lidt i halvmørket og prøvede at vænne sig til sin ny tilstand, før hun ringede efter pigen og med en svag, men tapper lille stemme bad hende trække fra og komme med morgenbakken. Mens hun slubrede sin 11

sorte kaffe i sig og så ud i efterårsregnen, vendte modet tilbage til hende. Livet skulle jo leves … »Det er min negledag i dag,« sagde hun til pigen, »og jeg vil selv ordne dem. Min mand er død, og Ole og Morten, og jeg, kan lige så godt begynde at økonomisere med det samme. Vær sød at løbe ned til fru Skræppesen og afbestille min tid og tag så samtidig en flaske koralrød neglelak med tilbage. De kan tage fem kroner i min taske.« Da pigen kom tilbage, oplyste hun irriteret, at den mindste flaske kostede seks en halv, og at hun selv havde måttet lægge ud.

Dolly tændte en cigaret og tænkte sig længe om. Var Carsten ikke død? Og Ole og Morten? Skulle hun ikke spare, nu da der ingen var til at tjene penge til hende? »Nå?« Pigen trommede utålmodigt tåspidsen mod gulvtæppet. »Petersen, vær sød at gå tilbage med flasken. Forstår De, min mand er død. Ole og Morten er heller ikke mere. Jeg må spare …« »Det forstår jeg godt,« sagde pigen vrantent, men da hun gik tilbage med den fordømte flaske, tænkte hun: Hvad faen har de forbandede køtere at gøre med fruens pengesager? Godt, at de blev aflivet. Hun har ikke mere om1øb i pæren end en kylling, har hun …

Dolly steg, ud af sengen for at tage sit bad. Hun følte sig gammel og undgik at se sit nøgne legeme i spejlet.

Carsten havde haft mange bekendte og forbindelser. Han fik en stor, dyr begravelse. Dolly var i sort dragt, sort slør og mørke briller og vakte megen rørelse. Vennerne så, hvor 12

tappert hun tog det. Ikke en tåre fældede hun. Efter begravelsen kørte hun på landet med nogle af dem. Hun blev en uge. De spillede bridge eller sad og snakkede, og en dag gik de en tur.

Man var enig om, at hun tog situationen strålende. »Ville du have troet, at hun havde så megen rygrad?« »Ok du, hun er sej af helvede til.« Da hun vendte tilbage til København, havde hun et alvorligt møde med sagføreren, der bekræftede hendes bange anelser om Carstens pengesituation. Men, forklarede han hende, hvis hun solgte huset i Rørvig og de to biler og opgav lejligheden i Amaliegade, ville hun kunne få en pæn lille, årlig rente. Hun fik travle dage med at sælge og købe, men da hun endelig blev installeret i en halvandenværelsers lejlighed på Strandvejen, havde hun pludselig intet at tage sig til, syntes hun. Vennerne var søde og hensynsfulde; inviterede hende til bridge, middage og week-ends på landet, men alligevel var dagene ikke til at komme igennem. Værst var de aftener, hun ikke var inviteret ud. Så spiste hun en TV-middag ved syvtiden og havde da mindst fire timer at slå ihjel, før hun blev søvnig. Hun var for nervøs til at læse bøger, modeblade havde hun ikke råd til, spiritus havde hun aldrig rigtigt brudt sig om, og fjernsyn nægtede hun at købe; det ville være det samme som at give op. Hun endte som regel med at gå i biografen til niforestillingen, skønt filmene altid var dårlige.

Vennerne var lidt bekymrede for hende. »Hvad laver hun egentlig hele dagen?« »Intet, skat. Hun dør simpelthen af kedsomhed.« 13

»Hun må have noget at stå op om morgenen for. Se nu mig; jeg har mit korsstingsbroderi og mine spastikere.« »Kunne hun ikke læse eller sådan noget?« »Hun læse!« »Sy, da?« »Hun sy!« »Hvad med peddigrør?« » Ha-ha!« Julen kom hun på en eller anden måde igennem, og dagene omkring nytår tilbragte hun med vennerne på landet.

En aften ved cocktail-tid spurgte en af gæsterne, som var betydningsfuld og havde mange jern i ilden, om hun kunne tænke sig en stilling i det stormagasin, for hvis bestyrelse han var formand. Dolly lukkede øjnene og åbnede dem så ganske langsomt. »Mig arbejde i et stormagasin?« »Hør nu her,« sagde Den Betydningsfulde Mand, »stillingen er meget overordnet og lønnen god.« Dolly lukkede atter øjnene og rystede langsomt på hovedet.

Vennerne syntes, det var dumt af hende at have afslået tilbudet. »Det var den højest lønnede stilling, en kvinde overhovedet kan få i det firma. De små ekspeditricer må knalde i årevis for overhovedet at komme op i nærheden af den.« »Hvad skulle hun have gjort?« »Set på stoffer og sådan noget …« 14

»Gud, det var vel med indkøbsture til Paris og London og …« »Herning, skat.« »Nå, jamen alligevel … og tænk lønnen …« I begyndelsen af foråret inviterede Arne og Elsebeth Pannebjerg hende med til Syditalien. Nu var Pannebjergs langt fra Dollys bedste venner – han havde været en af Carstens fjerne forretningsforbindelser, hun var frygtelig provinsiel – men Dolly sagde ja. »Det kan jo blive småt for enhver,« bemærkede en af vennerne.

Dolly sendte dem et par postkort, der fortalte, at hun havde været på Capri, i Positano og Amalfi og nu var i Taormina, og at hun havde det sindssyg dejligt, var blevet vanvittig brun og havde det sindssyg hyggeligt. »Mon de også har købt en gigolo til hende?« spurgte man. »Helt ung er hun jo ikke længer …« Da hun kom hjem, blev hun inviteret ud ustandselig: Alle ville se, hvad Italien havde gjort ved hende.

Hendes rynker trådte tydeligere frem, når hun var solbrændt, konstaterede de.

Hun teede sig lidt aparte, var man enig om – som nu den dag, de spillede bridge hos Anna. De sad og småsludrede mellem rubberne, mens deres hænder puslede med franske mandler, filtercigaretter og tynde whiskysjusser. Som sædvanlig var det Livet, de talte om, og de vidste, at de her var på hjemmebane, for ingen forstod sig bedre på Livet end de. Nemt havde det sandelig ikke været, nænsomt var de

15

ved Gud ikke blevet behandlet, men de vidste, det var deres pligt at holde ud trods modgang, sorg og strabadser …

De lo lidt, da Dolly fortalte om en tyk, gammel amerikanerinde, som havde boet på hotellet i Taormina med to italienske unge mænd. Dolly lo ikke. Hendes ansigt var ganske udtryksløst. Pludselig smed hun kortene fra sig og stirrede sløvt ud i luften. »Hvad er der så i vejen?« spurgte Anna. »Livet er så trist og meningsløst,« sagde Dolly halvkvalt. »Åh, hold dog kæft! Tag dig nu sammen, Dolly.« Sidst på sommeren tog Dolly til London med Pannebjergs. »Hvad er meningen? Ligger hun i med ham? Synes du ikke også, det virker underligt?« »Ved du, hvor de bor?« »Nnh?« »Claridge’s.« »Gud.« Da Pannebjergs vendte hjem, havde de ikke Dolly med.

Det rygtedes, at hun havde mødt en oberst – pensioneret ganske vist, men medlem af de rigtige klubber: kunne simpelthen ikke være pænere. Men en uge senere kom Dolly tilbage, og vennerne passede på ikke at drøfte hende, når de vidste, hun var i nærheden.

Hun fik ondt i halsen. I fem uger blev hun hjemme og læste ugeblade, sov og spiste TV-middage. Da hun kom sig, tog hun alene til London. Det næste livstegn, vennerne modtog fra hende, var forlovelseskort. »Obersten alligevel?« »Nej, en industrialist fra Birmingham.« 16

»Åh nej!« »Åh, nej!« »Ja Herregud, hvis han nu kan forsørge hende.« Det kunne han, konstaterede de, da Dolly kom hjem for at vise ham frem. Han kørte i en tofarvet Bentley og fortalte, hvad den havde kostet og, at han havde en chauffør hjemme i England. Dolly var behængt med ny smykker.

Vennerne smilede sympatisk. »Men har du hørt hans accent?« sagde de senere. »Og set hans tøj.« »… hans rædsomme ruskindssko …« »… frygtelige signetring …« »… bestemt ikke de rigtige klubber …« »Kunne simpelthen ikke være værre!« Han fortalte, at han havde en stor gård uden for Birmingham. »Tror I nu også, at jeg kan vænne mig til at bo på landet?« spurgte Dolly ængsteligt. »Selvfølgelig skat. Du elsker da naturen.« »Han har to børn …« »Du elsker da børn. Og der findes jo kostskoler …« »Han er sød, ikke?« »Vanvittig, vanvittig sød, skat.« Bryllupsinvitationerne var på lysegråt papir fra Fortnum & Mason. Receptionen skulle holdes på Ritz og bruden være i hvidt. Vennerne glædede sig til begivenheden. Industrialist-arrangementet ville givet have horrible momenter.

Tre dage før dagen fik de telegram om, at brylluppet var aflyst.

17

Det varede lidt, før årsagen rigtig sivede ud, men da alle historiens, detailler endelig var samlet, blev den slebet og pudset og serveret igen og igen ved hvert et selskab. »Du har hørt om Dollys afbrænder, ikke? Forstår du, hun havde kroget en rædsom, middelklasset englænder – det kan jo blive småt for enhver – og skulle stå rigtig Hvid Brud. Han var selvfølgelig Dybet, du ved, brunt jakkesæt, ruskindssko og enorm, pralende Bentley, og han boede i Birmingham, for at det ikke skulle være løgn. Nå, tre dage før brylluppet skulle stå, blev det hele aflyst, og ved du hvorfor? Han havde fundet ud af hendes alder! Han troede vel, at han kunne avle horder af unger med hende, men da de skulle ordne deres vielsespapirer, så han hendes pas, og det kan hun jo ikke så godt få forfalsket, vel? Hun havde vist bildt ham ind, at hun var 38. Hvad giver du? Hun er 48.

Mindst. Hylende, ikke?« Da Dolly omsider vendte hjem uden sine ny smykker og flyttede ind i en etværelsers lejlighed i Gentofte, var vennerne forståelsen selv. »Du kunne aldrig have vænnet dig til at bo på landet, skat.« »Og du, der ikke kan udstå børn.« »Hun er begyndt at drikke,« fortalte de hinanden. »Kan det forbavse nogen.« »Har hun råd til det?« »Herregud, hvem af os har råd?« Dolly tilbragte nu næsten al sin tid i lejligheden. Hun havde fået fjernsyn. Når hun en sjælden gang gik ud, drak hun så meget, hun overhovedet kunne holde i sig, og ven18

nerne lod hende gøre det. De grinede lidt af de ting, hun somme tider kunne foretage sig – som nu den aften hos Finn og Regitze, da hun gik ud for at pudre sig, men undervejs hørte støj fra køkkenet.

Det var husets tre døtre. »Hvad laver I?« spurgte hun langsomt. »Spiser mellemmader. Vil du have en?« Hun greb famlende en rundtenom rugbrød og slingrede, mens hun desorienteret betragtede den. »Skal du ikke have noget på?« spurgte et af børnene.

Da hun kom ind i stuen, sagde hun tilfreds: »Jeg fik en mellemmad.« »Det var godt, skat,« sagde man til hende.

Næste morgen fortalte børnene deres mor, at den fulde dame havde smurt grøn sæbe fra køkkenvasken på sin mellemmad og spist den. Hun troede vist, det var smør.

Moderen lo og rakte ud efter telefonen.

Fuglene Morgen i Venezia … eller er det Firenze? … Rom måske?

De ligger længe halvvågne, mødigt betragtende de grønne lysreflekser på loftet, og slumrer så atter ind til den søvnige, monotone lyd af en motorbåds tøffen for lidt efter at vågne op til bevidstheden om, at det er Venezia, de befinder sig i, for de husker, hvordan de i aftes ankom i gondol, trætte, men glade ved udsigten til nogle ugers ansvarsløs afslapning i lys og luft. De strækker sig, gaber, ryster svagt og famler efter cigaretter og lighter. Efter et par dybe drag er de rede til at møde den ny dag. De konsulterer uret: halvelleve: tid til at ringe efter morgenkaffe. Efter at have ringet ligger de dødsenstavse med lukkede øjne, men da det banker på døren, lykkes det dem at fremhviske et mat »Avanti!« En stuepige ruller morgenbordet ind mellem sengene og trækker støjende gardinerne fra, så det brutale dagslys vælder ind i værelset, og de må tage deres solbriller på. Øjeblikket lige efter morgenmaden er dagens sværeste.

Er de i form? Eller har de stadig hovedpine og fordøjelseskvaler? Er de deprimerede, eller ser tilværelsen ved et mirakel ligesom lidt lysere ud? Forsigtigt står de ud af sengen og bevæger sig ind i deres badeværelser. Udstrakt i dampende, aromatisk badevand konstaterer de undrende, at de har det sådan nogenlunde. Langt fra godt, selvfølgelig, men det ser næsten ud til, at de vil kunne klare sig gennem dagen.

En halv time senere begynder de så småt at klæde sig på.

20

Mens de åbner skabe og trækker skuffer ud, udveksler de dagens første ord. »Nå, hvordan går det i dag, skat?« »Åh, det slæber af. Ikke noget at råbe hurra for, selvfølgelig …« »Nej, det ved Gud.« »Anstændigt vejr, hvad?« »Hmm.« »Man kunne tage til Lidoen og spise frokost …« »Nnh.« »Nnh?« »Nnh!« »Godt, så gør vi noget andet. Hvad kunne du tænke dig?« Hun trækker på skuldrene: »Jeg er ligeglad. Har du lyst til noget særligt?« Han trækker på skuldrene: »Nøh.« Klokken tolv sidder de i skyggen på Piazza St. Marco uden at lægge synderligt mærke til mylderet af baskende duer og velklædte turister, orkestrenes sentimentale valsetoner og lugten af let rådnende kanalvand. Ikke desto mindre er de overbevist om, at de i deres egenskab af fint analyserende menneskekendere kan tilbringe indholdsrige timer med at se på typer. I virkeligheden er de rystende ligeglade med andre mennesker, men denne noget ubehagelige kendsgerning har de forstået at camouflere ved stadig at forsikre hinanden om, hvor morsomt de har det, når de observerer. Deres observationer munder som oftest ud i en velbehagelig konstatering af, hvor latterlige folk er.

Sådan har de så mange små, nemme fornøjelser. De har været gift i tolv år og ser ud, som folk gør, når de klæder sig 21

diskret og dyrt, aldrig arbejder og altid keder sig. Et smukt par. Han er enogfyrre, hun otteogtredive.

Deres liv har ikke været let. De ved godt hvorfor: De er for følsomme og intelligente. Ting, som ikke lader til at genere grovere naturer, går dem i den grad på nerverne, ja, gør dem næsten syge. Vulgære mennesker, raslende sovevogne, dårlig vin, frygtelige farvesammensætninger, amerikanske turister, tyske turister – tilværelsen er fuld af problemer.

Men klarsynet og modigt har de indset, at livet er, som det er. Således har de så mange små tilfredsstillelser.

Camparien er lunken, men de nægter at lade sig gå på af bagateller og gør energisk et par skarpe observationer. »Se hende den tykke,« siger hun psykologisk. Han smiler vidende. »Se den gamle gigolo,« siger han. Hun smiler forstående. Et dansk rejseselskab defilerer forbi; det består hovedsagelig af aldrende, jyske kvinder i storblomstrede, teltlignende kjoler. De ryster tolerant på hovedet. »Danskere …« Selv adskiller de sig fra deres landsmænd, er de overbeviste om. »Når man rejser så meget som vi …« Nej, helt almindelige er de skam langt fra. Altid har de haft deres særlige, lille mening om tingene, aldrig har de svigtet deres idealer. Som nygifte boede de i en lejlighed på Nørrebro – »et sted, hvor folk står op klokken seks om morgenen for at gå på arbejde,« som en af deres slægtninge noget misbilligende sagde. »Hvorfor skal vi absolut bo København Ø?« spurgte de frigjort. »Vi vil se, hvordan befolkningen lever.« I næsten to år så de, hvordan den lever. Så blev det igen galt med hans nerver – han havde 22

overanstrengt sig ved at studere for meget – og de flyttede på landet. En af deres slægtninge tilbød dem sit hus, mens han var i Kenya, men de lejede et ganske almindeligt husmandssted. Hvorfor dog bo på Rothingvold? De ville lære livet i en jævn, lille landsby at kende. I tre år drak de kaffe på kroen, gik kedsommelige ture og snakkede demokratisk med egnens bønder. »Dette er livet!« sagde de en smule uoverbevist til sig selv. »Hvorfor fare af sted, når man kan fordybe sig i en god bog eller opleve naturen i al dens mangfoldighed?« Så tabte hun et barn, og hans nerver slog helt klik.

De to familiers overhoveder samledes: »Mads og Jytte er søde og rare, men helt normale er de jo ikke. Hun har aldrig gjort særlig lykke, og han har ikke kunnet drive det til andet end to nervesammenbrud. Men Herregud, han behøver jo heller ikke partout at skabe sig en karrière. Onkel Oscar, den gamle pyroman, gjorde aldrig en dags arbejde, men var dog alligevel en gentleman … Enhver slægt har sine svage led.« De blev enige om Mads’ og Jyttes årspenge, sendte Mads på rekreation og tænkte ikke uden en vis tilfredshed: Der kan man se, hvad intellektualitet og halvkommunisme fører til. Til deres bekendte sagde de: »Han fejler intet alvorligt, men er blot frygtelig overanstrengt. Der er ikke det problem, han ikke prøver at løse.« »Se hende den rødhårede,« siger han. Hun smiler overbærende. Lidt senere siger hun: »Der skal du se en rigtig Charlus.« De klukler, stimuleret ved den subtile, litterære hentydning.

De spiser frokost i en jævn restaurant. De afskyr mon23

dæne steder, kommer kun på små beværtninger, hvor de kan blande sig med lokalbefolkningen. Efterhånden som måltidet skrider frem, må de dog se i øjnene, at også to amerikanske og en tysk familie blander sig; men de taler italiensk til tjeneren og redder deres flossede selvrespekt.

Sådan finder de så mange små udveje.

Chianti-søvnige slentrer de gennem middagsheden til Hotel Danieli. Egentlig bryder de sig slet ikke om at bo så mondænt – et ukendt, typisk italiensk sted ville more dem mere; men de er langt fra raske og ikke længer helt unge.

De er nødt til at passe på sig selv.

Klokken er to. Hvis de er heldige, kan de sove til klokken fem. Efter et bad og en lille spadseretur vil det være cocktail-tid, og de vil kunne ånde lettet op: endnu en dag slået ihjel. De småkonverserer, mens de klæder sig af. »Søvnig?« »Mmh.« »Puh, det er godt lunt, hvad?« »Mmh.« »Nå, sov godt, tykke.« »Ja, det kan du selv være.« … Nej, uden hvilepauser går det sandelig ikke. Da han kom hjem fra sit rekreationsophold, tvang forældrene ham til at tage den med ro. Han protesterede: Alle de bøger, han skulle læse; de mange problemer, han måtte tage stilling til.

Forældrene protesterede: Ingen bøger, ingen problemer.

Kun hvile og søvn.

Forældrene gik af med sejren. Mads opgav Merleau-Ponti, Bartok, tachismen og krigen i Algier til fordel for søvn og afspændende kabaler. Også Jytte lagde sine intellektuelle beskæftigelser på hylden for ikke at genere sin mand og udfyldte sine dage med kriminalromaner og spændende, indviklede diæter. Det var en vanskelig tid, men som de stærke personligheder, de var, indså Mads og Jytte, at prø24

velsen blot ville skærpe deres menneskelige egenskaber. Da han så småt var kommet sig, tog de en alvorlig beslutning.

De ville ingen børn have. At det ville blive et savn, lagde de ikke skjul på, men intet tænkende væsen kunne forsvare at sætte et nyt liv i denne forfærdelige verden, syntes de.

Bevidstheden om dette offer genoprettede deres selvagtelse, der ved Mads’ sidste sammenbrud var sunket ynkeligt sammen. De følte sig modne og karakterfaste.

Thi trods deres nervøsitet er de i grunden stærke. Det opdagede de, da Jyttes far døde og efterlod dem en stor part af sin formue. De brød ikke sammen, de bukkede ikke under af fortvivlelse, men kvalte viljestærkt deres sorg og bestemte, at det rigtigste ville være at rejse udenlands for at bevare formuen så intakt som muligt. Det skyldte de simpelthen faderen, var de enige om.

Først lejede de en villa ved søen i Genève, men schweizernes maniske renhed gik dem på nerverne.

De købte et hus ved Costa del Sol, men den indfødte elendighed blandt turisternes luksus var mere, end deres følsomhed kunne tage.

Så rejste de fra sted til sted, følgende nogenlunde samme rute som deres ligestillede fra andre lande. Paris og London om vinteren med modeopvisninger, tandlægebesøg, teaterforestillinger og lange, mørke eftermiddages highteas, der umærkbart gled over i endeløse drinks; glimt af solglitrende sne i skarp bjergluft mellem tømmermændene i Kitzbühl eller St. Moritz; mod foråret søvnige, citronblomstduftende siestaer i Syditalien; solbrændthed og fri sexualitet i det juli-hede St. Tropez; Venezias ædle forfald i august; september i Firenze med kultur-flirt og landvin i 25