Mia Dall
Frank
ROMAN
LYCIUS GLADIATOR
Frank © Mia Dall & Lycius | Gladiator 2021 1. udgave, 1. oplag Redigeret af Jonas Suchanek Forsidefotografi: Tina Frank Omslagslayout: Lea Petrine Bogen er sat med Garamond hos Lea Petrine og trykt hos Specialtrykkeriet Arco A/S Printed in Denmark ISBN: 978-87-93658-56-1 Udgivelsen er støttet af Statens Kunstfond
Denne bog er produceret efter Gladiator-modellen. Modellen sikrer forfatteren 50 % af overskuddet, efter produktionsomkostningerne er dækket. Ligeledes sikrer modellen, at forfatteren kan få sine rettigheder til bogen tilbage efter 2 år, altså en reel ophævelse af bogens stavnsbånd.
Hvad er da Dannelse? Jeg troede, det var det cursus, den Enkelte gjennemløb for at indhente sig selv[.] Kierkegaard
Den store kraft er i dig selv, og Forhindringerne er ogsaa i dig[.] Blixen
Ta’ det, der bliver tilbudt dig. Frank
På Nørrebro ligger Assistens Kirkegård indrammet af en gul murstensvæg. Gentagne gange har den gule væg dannet baggrunden for sortklædte demonstranter, der kaster med brosten og brænder bål på Nørrebrogade. Der bor et løfte i den dybe gule farve, den byder sig til, håbefuld, lokkende, overbevisende, almuegul lyser den bag de vrede masser, som om det var den, der ophidsede til oprør. Trætoppe breder sig op over muren, duften af jord og planter bygger sig op ad den, krænger ud over den, glider tykt hen over cykelstien som en doven lavine af bydende nødvendighed fra natur og død. Assistens omfavner mig. Jeg sidder i den kvadrant af kirkegården, hvor H.C. Andersen ligger begravet. Egentlig kan jeg bedre lide kvadranten, hvor Kierkegaard ligger. Hans gravsten er en stenplade på familiegravstedet, som en eftertanke ligger han for foden af sine forældre. Kvadranten er vissen og vindblæst og inviterer ikke til ophold. H.C. Andersens 9
gravsted er blankt og velplejet, en buksbom indrammer den høje gravsten af sort granit i en stram ramme. Andersen er citeret med guldbogstaver på stenen. Noget med, at sjælen ikke kan dø. Jeg sidder op ad en hængeask og føler mig rastløs og ensom, det er den 29. juli, jeg arbejder et par gange om ugen, ellers har jeg fri. Det er varmt og ikke så behageligt at sidde op ad den tynde stamme. Der ligger fire romaner i en bunke ved siden af mig. Jeg kan ikke koncentrere mig om at læse i dem, så i stedet sidder jeg og bider lidt i plasticlåget på min to-go latte fra 7-Eleven, imens jeg kigger på dem, der går rundt på stierne. Københavnerne, som går tur her, går mest i par; kærester, venner eller mødre med sorte barnevogne. Det falder mig ind, at Frank kommer gående bag to mødre med glatte hestehaler, som slår fra side til side. Hans tunge, sorte støvler mod grusstien, solen skinner ned på ham igennem trækronerne. Han har et lysegråt kaninkostume af plysstof på. Hætten er trukket op over hovedet, og ansigtet gemt bag en maske af metal, den er mat og ujævn, som om metallet er blevet mishandlet ind i kaninformen. Ørerne er tynde, står stift op fra toppen af masken. Hans øjne er hvide plastikkugler, og tænderne udstående gule kranietænder. Han står frem mod den grønne bevoksning, bladene dirrer omkring 10
ham, han bliver mere virkelig end resten af Nørrebro – så virkelig, at hans skikkelse skærer i øjnene, jeg lukker dem, lægger panden mod knæene. ”Drop det, jeg er allerede en tvangstanke,” siger han tæt ved mit øre. ”Er det ikke lidt varmt med det kostume på?” spørger jeg. Han svarer ikke. Vi ser på stien. Et egern løber i cirkler omkring os.
11
På arbejdet er de stressede. Når jeg siger godmorgen eller går ind for at bede om en ny opgave, kniber min chef øjnene sammen for at kunne se mig. Hun trækker ansigtet ind mod næsen, samler det i en spids. Hun smiler. Det ser forstyrret ud. Marianne råber, sukker og slår i bordet. Nogle gange er jeg sikker på, at hun går på toilettet for at græde. Hun virker skuffet over, at lægen mente, hendes svimmelhed kom fra en virus. Jeg tror, hun havde håbet på en sygemelding. Jeg har ikke travlt på arbejdet, jeg keder mig næsten, min chef tør ikke give mig for mange opgaver mere, hun spørger, om jeg nu også har spist frokost, hun siger, at jeg ser gennemsigtig ud. Jeg smiler og svarer: ”Selvfølgelig.” Jeg spiser frokost, som regel spiser jeg frokost, medmindre jeg har kvalme, så er det nemmere at lade være.
12
Der var en mand, der tog på mig i 5A. Jeg råber ikke ad mænd, der tager på mig, for jeg ville ikke vide, hvad jeg skulle gøre, hvis de råber tilbage, påpeger, at jeg bare skal være glad for, at de overhovedet gider røre ved mig, så tyk og klam som jeg er, eller hvis de siger, at jeg skal tage det som det kompliment, det er. De små nap i min balle kommer i et mekanisk tempo, nap, nap, nap, ballen i de stramme jeans smutter ud mellem hans fingre, der napper forsigtigt, næsten umærkeligt. De små nap forplanter mandens følelser op igennem min rygrad. Jeg forestiller mig, at han får en dårlig smag i munden og koldsved på overlæben. Bussens bevægelser giver ham kvalme. Følelsen af at synde gør ham svimmel, indtil han jager den på flugt med sit mantra: ”Sådan en lille balle pakket stramt og lækkert ind, det er ikke min skyld, at jeg ikke kan modstå den. Hun siger heller ikke noget. Hun står og nyder det som jeg. Vi er sammen om det her, vores lille hemmelighed.” 13
Jeg møver mig lidt rundt i den overfyldte bus, skubber til folk og tager de bebrejdende blikke på mig, så han ikke kan komme til længere. Jeg kan se, han begynder at røre ved en anden kvinde. Hun stirrer mere koncentreret ud ad bussens forrude, nu hvor hans berøring gør hende bevidst om, at hun skal overbevise omverden om, at hun bare står helt normalt og stirrer åndsfraværende ud i luften i en overfyldt bus midt i myldretiden. Hun holder også pænt på mandens hemmelighed.
14
Der var fest i en af naboernes hus. Jeg var seks, måske syv år. Der var ingen, jeg kendte. Jeg ville ikke være alene, så jeg tvang mig selv til at være med i de fremmede børns lege. ”Kom,” sagde de og løb. Jeg fulgte efter, selvom jeg ikke vidste hvorhen. De snakkende voksne gled sammen til en flade af spraglede farver omkring os, en sammenhængende masse, der flød igennem husets rum, ned over trappen til terrassen og ud over græsplænen. Vi løb rundt i gange, der svajede, indtil de pludseligt, når en voksen tog et skridt tilbage, lukkede sig foran os. Vi sprang for at undvige og finde en ny gang. Jeg var alene i en svajende blindgyde og kunne kun ane de andre børns grin et sted dybt inde i labyrinten. Jeg turde ikke puffe til væggene af frygt for at splintre dem til én voksen, der med et ølskvulp ud over hånden og trøjen ville se mig som et irriterende, tankeløst barn. 15
Med et blidt, men bestemt ryk rev noget sig løs fra mit bryst. ”Det er sådan her, det føles at dø,” sagde en stemme, en overbevisning, der tog pusten fra mig. Det var mig, der gled ud mellem ribbenene, op over min krop. Jeg så ned på de farvestrålende gange under mig, mens en bølge af varm kulsyre fór ud fra et punkt mellem mine skulderblade. Jeg blev panisk bevidst om, at jeg måtte få kroppen på jorden til at blive ved med at agere overbevisende. Mine arme udvidede sig som vingummier i et glas vand. Jeg forsøgte at gnide døden af dem, presse dem tilbage i deres faste form. ”Fortsæt normalt. Fortsæt normalt,” hviskede jeg til dem, og næsten umærkeligt, mens jeg blev ved med at spille barn, gled jeg tilbage.
16
Værelset i lejligheden på fjerde sal er dunkelt. Min seng står i det ene hjørne. Hvis jeg tipper hovedet bagover på puden, kan jeg se vinduets aflange firkanter. To parallelle felter af nattehimmel og det øverste af tegltaget på bygningen overfor. Mit skrivebord af sort trælaminat fra IKEA står under vinduet. En KALLAX-reol i samme laminat står langs værelsets langside. Endevæggen modsat vinduet er bar bortset fra en hvid støbejernsradiator i hjørnet. Ved siden af radiatoren står Frank i sit kaninkostume. ”Vågn op,” siger han. Hans spidse ører står skarpt mod den hvide væg, mens det lodne kostume gør resten af hans omrids utydeligt. ”Jeg sover ikke.” ”Det hele; samfundet, livet, du er illusioner.” Koldsved kryber ud fra sit hulrum bag min navle og glider gennem mave, bryst, arme, hals, underliv, ben, bølger dovent ud mod huden. 17
”Du ved, det hele er en illusion,” siger han. ”Men hjertet pumper videre. En tragisk maskine pumper videre, pumper, pumper, pumper som en kanin, der stamper. Dit hjerte, dyret, maskinen, der elsker dig i kærlig afhængighed. Jeg er også en kanin, og jeg elsker dig.” Han har hovedet lidt på skrå, fanger månelyset med øjet. ”Nej, du og jeg hader alting,” svarer jeg. Jeg ligger stift på ryggen med armene ned langs siden. Jeg rører mig ikke. Der er stille, ingen af naboerne laver lyde. Jeg kan kun høre den pumpende kanin, tumb, tumb, tumb. Jeg lægger højre kind ned mod puden og ser kompendierne og bøgerne i IKEA-reolens kvadratiske hulrum. Om dagen gør de mig glad, nu, om natten, virker de som ligegyldige forsøg på at være nogen. Jeg forsøger at græde, det ville hjælpe på den bølgende koldsved, men jeg kan ikke. Tårerne løber ned og samler sig i halsen, drypper på kaninen, der fortsætter; tumb, tumb, tumb. ”Jeg er din kanin, dit hjerte,” siger det. ”Jeg er din kanin,” siger Frank. ”Lad mig sove.” Jeg vågner, dynebetrækket og lagnet har viklet sig vådt omkring mig som et lag bomuldshud. Jeg tager 18
min iPhone fra skrivebordet og scroller ned igennem mit Instafeed, stiv af at ligge forstenet på ryggen med armene ned langs siden. Jeg vil ikke forstyrre kaninen, mit hjerte, jeg vil ikke forskrækkes og dø, så jeg ligger stille og scroller med små ryk i højre tommelfinger. ”Du tror, du er så skrøbelig, men jeg kender dig. Jeg elsker dig. Jeg er din kanin.” Han står henne i hjørnet med sin forvaskede grå pels, han ville ligne en slidt bamse, som jeg har slæbt med mig gennem barndommen, hvis ikke det var for masken. ”Skal du være her? Jeg vil hellere se på Instagram.” ”Det hele er en illusion.” ”Du er en illusion.” ”Ikke kun mig. Det hele.” ”Lad mig alligevel.” ”Du tror, du er så skrøbelig, du lukker mig inde, tror, du kan holde mig nede. Men vi ved begge to, at sumpen af ironi og tvangspræget behovstilfredsstillelse er alt, hvad der er at stå op til for dig. Jeg giver dig et valg: sumpen eller hadet. Ta’ dit valg. Vil du være en passivt tudende klump af ignorance eller en kold jernkugle af had og agenskraft? Jeg er din metalkanin, ta’ min maske.” ”…” ”Ta, dit valg. Kom så.” ”Det er ikke noget valg.” 19
”Det er dit eneste valg. Du er ingenting, du er kun et udtryk for kulturens tilstande, du er et medie. Arrogance er din hudfarve, dine sammenbidte læber er dit intellekt. Hadet er din krops, dit køns. Du selv er ingenting. Ta’ det, der bliver tilbudt dig. Jeg siger det for din egen skyld, jeg er din kanin. Jeg elsker dig. Ta’ min maske.”
20