ROMAN
GLADIATOR
Lyden af kattepoter 1. udgave, 1. oplag Redigeret af Hans Otto Jørgensen & Jakob Sandvad © Nis Ovaska & Gladiator 2019 Omslagsillustration af Nis Ovaska Omslag og sats: Anders Gerning Bogen er sat med Portrait og trykt hos Specialtrykkeriet Arco Printed in Denmark ISBN: 978-87-93658-33-2 Tak til Statens Kunstfond
Denne bog er produceret efter efter Gladiator-modellen. Modellen Denne bog er produceret Gladiator-modellen. 50% af overskuddet sikrer forfatterenModellen 50 %sikrer afforfatteren overskuddet efter produktionsefter produktionsomkostningerne er dækkede. omkostningerne er dækkede. Ligeledes modellen, at Ligeledes sikrer modellen, at forfatteren kan sikrer få sine rettigheder til bogen tilbage efter 2 år, forfatteren kan få sine bogen tilbage efter 2 år, altså enrettigheder reel ophævelse af bogenstil stavnsbånd. altså en reel ophævelse af bogens stavnsbånd.
DEL 1
Karlebo
Sommersolen brænder mig i nakken og på ørerne. Her er vidunderligt vindstille. Små fugle højt oppe i det blå fløjter i vilden sky og overdøver dækkenes monotone brummen. Ny, brugt mountainbike i flotte halvfemserfarver. Sadlen er revnet i højre side, men det er ikke noget, der generer mig en dag som i dag. Jeg nyder landskabet, duften af sommer og lyden af små insekter. Enkelte bilister viser alt tænkeligt hensyn, mærker dødssuget fra andre. Let oppakning, Gebirgsjäger-rygsæk med foldbart liggeunderlag, letvægtssovepose, teltflage og halvanden liter skvulpevand i en gennemsigtig sodavandsflaske. Asfalten ryster under mig, jeg drejer hovedet, ser tilbage, så for satan! Nær kollision. Hornene hyler, skræmmer de usynlige fugle. Mit hjerte hamrer, får mig til at træde hårdere i pedalerne. Stopper, finder kortet frem. Tegne med sikker hånd, over åen, forbi et lille gult hus, følg svinget til højre, ligeud, Carls gård. Jeg er kørt et par kilometer for langt. Stiger af, bestemmer mig for at trække tilbage, det andet her er sgu for farligt. Svinger ind ad en grusvej, glider i snegle og mælkebøtter. Så er det satme sommer. Snakker med køerne og er tæt på at 9
begynde at fløjte. Fortsætter frem mod en række krogede graner. Jeg genkender landskabet, kornmarken og bevoksningen fra Google Maps street view. Storker gennem krattet, bag om nåletræerne, ud i et gyldent hav, gemmer cyklen i en hyldebusk. Løber ned langs marken. Nyder følelsen af traktorsporets trygge rammer under og langs mine fødder, og det kildrende korn under min højre håndflade. Sagtner tempoet, strammer stropperne på tasken, kigger på kortet, smækker en bremse, river mig på en tjørn, bukker mig, sætter mig, kravler, maver mig ind i mørket. Herinde hersker store, aggressive myg og sortblanke snegle. Jeg mærker en sms. Håber, at den er fra Ronja. Den er fra min mor, der spørger, hvornår jeg kommer til Århus. Jeg sender hende et hjerte og skriver, jeg snart kommer og besøger hende. Mosen, som jeg kun kender fra internettet og fra Frejs Facebookprofil, er derude i lyset bag tjørnebuskene. Jeg tager kikkerten ud af etuiet, olivengrøn, army-style, nyder følelsen af dens tyngde. Ha! Ser dig klart og tydeligt. Lille fucker-bror. I står samlet, til et møde, om et stort træ af en art, muligvis et forvokset piletræ. På kanten af et gigantisk, tilgroet mosehul. Fra træets top er der udspændt en lang stålwire. En kvinde i fyrrerne med rødt hår og ultramarinblå nederdel styrer slagets gang. Det ser ud til, at hun giver instrukser om, hvad der måske er dagens udfordring. Udefrakommende må tro, at du enten er idiot eller adfærdsforstyrret. For mig, der kender dig, ser det ud, som om du keder dig bravt. Jeg ser dig pille næse og røvsprække og lave dansebevægelser, det sidste får mig til at smile. Med dine alt for lange arme klatrer du op i træet, op ad en interi10
mistisk solskoldet raftestige, sætter dig på et plankeplateau med benene dinglende mod jorden. Du slår ud efter en flue, nyser og nikker ned til resten af gruppen. Jeg kan se, at du nyder solens varme stråler, i hvert fald lader du resolut en hånd glide ned i bukserne for kort efter at føre den op til næsen. Dillerdoller. Du rejser dig, støtter dig til stålwiren, bevæger læberne, spejder rundt, som fornemmer du, at der er noget i gære eller måske min tilstedeværelse. I er for langt væk til, at jeg kan høre, hvad kvinden med det orangerøde hår siger, men jeg kan se, hun ryster på hovedet, du smiler og nikker ned til hende. Taberfølelsen sniger sig ind på mig, det er i hvert fald femte eller sjette gang i dag. Store, tykke damer og små, blege mænd iklædt jesussandaler og kondisko og ellers funktionelt tøj. Opmærksomme med ængstelige blikke. Skiftevis kaster de sig ud i luften. Stålwiren synger, mens de flyver af sted ned over sivene. Pustelydene og gryntene og dine sange når mig lige akkurat. Jeg må have mere. Tramper gennem krattet ud i det fri. Tunge skridt, bodsgang, titte-bøh, slagen mandsling kigger frem. Gruppen opdager mig først, da jeg er ti meter fra den. Du stirrer ned på mig, jeg op på dig. Forsøger mig med en venlig sætning, foregiver at have en halv aftale med Carl. Kvinden med det røde hår og en andægtig mine siger, at hun ikke har fået noget at vide, men at hun vil ringe til ham umiddelbart efter middagspausen. Kvinden med det røde hår siger, at de nu har en times pause. Gruppen tumler op mod huset. Jeg kigger op, du sidder 11
stadig deroppe, med et muggent blik skyder du hagen frem. Jeg stiller rygsækken op ad svævebanetræet, bukker mig og strammer snørebåndene. “Kan i hvert fald sige dig så meget!” Hvad kan du sige mig?! råber jeg tilbage. Bettebror hopper ud fra platformen, vanvittig frygtløs, som Disneys Dumbo, styrter han mod jorden. Jeg træder et par skridt tilbage. “Hvorfor kommer du ragende her!” Frej træder frem, jeg mærker en spytboble på min næse. Jeg fnyser, ved, at det får ham yderligere op på mærkerne. “Lille fucker! Hvorfor stikker du altid af, når det bliver svært, ligesom mor?!” Jeg skubber ham tilbage. Min lillebror knytter næverne, bukker sig og kaster sin fulde vægt, med hovedet forrest, ind i min mave. Jeg hamrer ham i ryggen, han banker mig i siderne. Jeg vrister mig fri, skubber ham væk. Han mister balancen, styrter om i nælderne, ruller ned ad bakken. Knytnæver, kradsehænder og halsgreb. Kvælertag. Råb og støj oppe fra huset, nederdelen kommer flagrende og råber: Frej stop!! “Er du så færdig?! Lille bøsse!” snerrer vi til hinanden. “Hvem er færdig? Hvad med dig selv?!” Kæberasler. Frej stivner med et forskrækket blik. “Så, lille svin, nu bliver det alvor!” Jeg mærker på min tand. Frej undskylder, rækker armen frem, hænder mødes. Broderkærlighed. Chefen, ejeren af det hele, Carl, kommer ned til os. Han er stor, og hans hår står vildt ud til alle sider, han siger, at hvis vi skal slås, så foregår det nede ved Vredes-Volvoen. Vi svarer ham, at vi nu nok er færdige for i dag. Det er bare længe siden, at vi sidst sås, faktisk over et halvt år, måske endda et helt. 12
“Carl-Mar, ikke Carl!” brummer Carl tydeligt irriteret. Jeg svarer, at det var mig, der ringede her for nogle uger siden for at høre, om der var plads til mig på sommerkurset. “Ah ha, den berygtede storebror, nu er jeg med, jamen velkommen til, ja, Frej har jo været her et stykke tid og har virkelig været på arbejde.” Frej spytter og mumler, så er han satme den, der er skredet. Carl-Mar viser mig udendørsbaren og et stort presenningsdækket telt. Jeg stikker hovedet indenfor i, hvad der må være Danmarks største partytelt. Carl-Mar, og måske Frej, har bygget det på en skråning og bredt en grøn engangspresenning ud på jorden under det. Sure hvepse og stankelben kæmper om ærespladserne på de våde og frodige halmballer. Stankelbenene viger, farer op mod teltets top for straks at styrtdykke mod det selvsåede korn. “Vi bruger det også til gruppeterapi, og hernede er mosen, som vi bruger til Volvo-cross.” Carl-Mar viser mig rundt i hovedhuset, fortæller, at dets største lokale både fungerer som spisesal og gruppeterapilokale. Det ses tydeligt, på samtlige vægge er der opklæbet et hav af mantraer og flere A3-ark med tegninger og notater om de enkelte kursisters liv og problemstillinger. I vindueskarmene står der brugte tallerkner og halvtomme vandflasker. Studser over valget af store ægte tæpper, for gulvet er fyldt med sand og vådt græs. Men igen, ægte tæpper har mistet deres anseelse og er siden senfirserne styrtdykket i værdi. Carl-Mar taler i telefon. Imens hilser jeg på en ældre kvinde, som fortæller, at hun er Carl-Mars mor. Hun sidder og tegner drager og blå heste for to asiatiske børn, som begge er meget imponerede over hendes evner. De spiser frokost med stor appetit og ler hjerteligt, så cornflakesene står dem ud af 13
munden. Carl-Mars mor har deltaget i samtlige kurser og er gået op til eksamen flere gange. “Nis, skal du se resten eller hvad?” råber Carl-Mar gennem lokalet. Jeg nikker og følger efter Carl-Mar op ad en stejl, rødmalet trappe ovenpå. “Heroppe kan man slåsse alt det, man vil, og snakke og sove, du kan bare tage en madras, men lige nu er der legeland for ungerne.”
Logbog Jeg har fundet Frej. Han var ganske rigtigt hos CM. Jeg ved ikke, om det vil lykkes mig at få hul igennem til ham. Han har været clean i over et halvt år. Det er jeg virkelig glad for! Men jeg ved til gengæld ikke med ham CarlMar. Han har hjulpet Lille-Vaps med at hjælpe sig selv. Det må jeg give ham, og han har tilbudt mig familierabat, halv pris. Terapien her er vildere end terapien i fængslet. Carl-Mar arbejder eksempelvis med stenterapi og svævebaneterapi. Carl-Mars Sexolog- og Terapeutskole er ‘indrettet’ (foregår) på et nedlagt landbrug/husmandssted uden for en lille landsby. Her flyder med byggematerialer, smadrede træpaller. Her er generelt nusset, indtil det beskidte. Tiden har stået stille på gården, scenen minder mig om Christiania-gone-wrong eller tv-billeder fra Haiti eller dokumentarfilmen Skæve dage i Thy. Carl-Mar kan ikke udstå konformitet, ral og polerede overflader. Terapien virker. De rustne biler og udrangerede Tivoli-maskiner, der er strøet ud på ejendommen, aktiverer noget i mig. Jeg overhørte en af Carl-Mars tera14
peutstuderende forklare en gæst, at rodet og de sandfyldte tæpper fungerer som katalysatorer, så alle hurtigt kan smide hæmningerne, åbne op og komme i gang med at arbejde med problemerne, fortrængte følelser og indre dæmoner. Om nogle uger skal vi bygge vores egne sæbekassebiler. Gokarter af træ med barnevognshjul. CarlMar kalder dem for “rullende tidsmaskiner, jeres egne kuvøser”. Carl-Mar giver gratis behandling til en gruppe krigsveteraner fra Jugoslavien, Kosovo, Irak og Afghanistan. Han har hjulpet dem med at danne en selvhjælpsgruppe, som han superviserer, sammen med et par af sine mest erfarne terapeutstuderende. Jeg traf et par af soldaterne i går. De fortalte, at de og flere af deres tidligere kolleger lider af depression og PTSD. Flere ligger søvnløse om natten, flere er alkoholikere, andre pillemisbrugere. Enkelte drømmer blot om at dø. Her er også mere ‘almindelige’ borgere/kursister. 36-årig revisor, tilsyneladende uden de helt store issues. Det skulle da lige være, at han martres af sin dagligdag, sit arbejde hos et af verdens største revisionsfirmaer. Han kalder sin arbejdsplads for Psykopat-verdenen. Han er medejer og har i årevis lavet regnskaber for den absolutte elite, landets banker og en række multinationale selskaber. 42-årig, overvægtig, stornæset kok fra Vordingborg, der gør en ihærdig indsats for at bearbejde savnet af sin afdøde far. Jødiske aner. Arbejdet i en kibbutz som 18årig. 36-årig, spinkel kvinde fra Esbjerg. Lider af kroniske smerter efter en fejloperation i ryggen. 15
31-årig, karseklippet, spidsnæset type. Tungt medicineret, tidligere nynazist. 33-årig, kokain- og sukkerafhængig hipster-far med fyldige bakkenbarter. Han har ved et uheld sendt en serie kompromitterende videoklip til sin egen datter, fordi deres iPhones og iPads var synkroniseret. 19-årig, gammelklog stylistassistent og hundeejer. Foregiver at være moden, søger bekræftelse fra ældre mænd, som hun finder til modefester og på Tinder. 25-årig, udbrændt, deprimeret enlig blogger-mor. Please note: Hold dig langt væk fra hende! 36-årige Ermo. Frisk, rødmosset undervandsfotograf. Bonusfar til en dreng på 11 år, hvis mor også lider af smerter efter en fejloperation. Ermo er muligvis plaget af en form for PTSD efter en serie grimme oplevelser i Filippinerne. Ermo har rejst landet tyndt, besøgt lokale miljøforkæmpere, der med våben i hænderne forsvarer regnskoven imod træhugst. Han har også boet hos lokale fiskere, der, fordi de fisker med hjemmelavede bomber, er med til at udradere koralrevene. Ermo forsøger at overtale Carl-Mar til at bruge psilocybinsvampe i terapien. Svampene er efter Ermos overbevisning uhyre effektive som værktøj til at ændre depressive tankemønstre. Ermo er overbevist om, at jeg har en depression efter at have siddet i fængsel. Det vil jeg ikke afvise, og det lyder spændende med de svampe, men jeg tror ikke, det er noget for mig. Føler ikke, jeg har råd til at gamble yderligere med min psyke. Husker et drab syd for Århus for år tilbage, hvor en ung mand med munden fuld af svampe sprang ud af en bil og løb ind for at sove i et tilfældigt hus. Beboeren, en midaldrende kvinde, bad ham gå og ringede 16
til sidst efter politiet. Den unge mand, der bare gerne ville have ro, dolkede hende ihjel, inden politiet nåede frem. Mener også, at der var en ung mand i USA, der for nogle år siden blev dømt for drab og tortur, efter at han havde tævet sin kammerat og trukket hjertet ud på ham. Mørke stemmer havde fortalt ham, at hans ven var besat af djævlen. Det er selvfølgelig et par grelle eksempler på et par rigtigt dårlige trip. Hvis jeg endelig skulle tage stoffer, tænker jeg, at settingen er vigtig, eksempelvis at være udenfor og være sammen med nogle ikkepåvirkede mennesker. Ermo er også engageret i kampen for at bevare Amager Fælled. Det er dejligt at møde et menneske, der brænder for den sag. Vi har haft mange skønne timer derude, Marley og jeg. Jeg føler, at jeg har en kampfælle i Ermo. Jeg kan lære ham at blande en ordentlig syg molotovcocktail. Dag 3 Har været i familie-vredesterapi med Frej i dag. Det blev til en tre timer lang session. Carl-Mars betroede medarbejder, Asbjørn, måtte gribe ind igen. Frej kan ikke kontrollere sin vrede. Han er netop taget ind til Hillerød sammen med Carl-Mars kone. Jeg har valgt at tage imod hans udfordring. Frej kræver, at jeg skal gå i parterapi med Ronja. Han mener, jeg er skadet, at jeg skader andre mennesker, især kvinder, at jeg har et udtalt kvindehad.
Jeg låser min cykel bag hovedbanegården og gelejder den op i et futuristisk etagestativ. Adam har indvilliget i at tage min søndagsvagt i kirken. Højmessen starter klokken 10.00 og 17