Læseprøve: Leipziger Tagebuch af Selma Rosenfeldt-Olsen

Selma Rosenfeldt-Olsen

LEIPZIGER TAG E B UC H Gladiator

Roman

Leipziger Tagebuch Selma Rosenfeldt-Olsen © Selma Rosenfeldt-Olsen og Gladiator, 2017 1. udgave, 1. oplag Redigeret af Jakob Sandvad og Hans Otto Jørgensen Omslag: Jacob Birch / Spine Studio og Nanna Rosenfeldt-Olsen Omslagsfoto: Selma Rosenfeldt-Olsen Fotos i indmad: Selma Rosenfeldt-Olsen Bogen er sat med Caslon og trykt hos Livonia Print Printed in Latvia ISBN: 978-87-93128-53-8

Denne bog er produceret efter Gladiator-modellen.

Modellen sikrer forfatteren 50% af overskuddet, efter produktionsomkostningerne er dækket. Ligeledes sikrer modellen, at forfatteren kan få sine rettigheder til bogen tilbage efter 2 år, altså en reel ophævelse af bogens stavnsbånd.

krokodillens skrue Thomas og Frida var ude ved det store mindesmærke Völkerschlachtdenkmal, der rager op ved bygrænsen i det sydøstlige Leipzig som et mørkt inkatempel i granit og beton.

– Det markerer slaget i 1813, der ledte til franskmændenes nederlag, da Preußens og Østrigs og Ruslands og Sveriges hære gik forenede mod Napoleon, fortalte Thomas.

– Monumenter er lidt mærkelige, tilføjede han.

De stod på det store indgangsfundament med nakken lagt tilbage. Völkerschlachtdenkmal var 91 meter højt og bygget i jugendstil. Man kunne komme hele vejen op til den flade afsats på toppen via trapper.

Frida trak på skuldrene.

– Det her er i hvert fald, fortsatte han. – Løbende har de forskellige magthavere haft monumentet knyttet til sig. Oprindeligt, da det blev bygget, markerede det sejren 11

over Napoleon. Så kom Hitler, så stod det som en hyldest til ham. Efterfølgende, i DDR-tiden, var det et monument, der priste det sovjetiske militær, og nu markerer det igen sejren over Napoleon. Selvom det selvfølgelig betyder noget andet i dag, end det gjorde dengang.

Indvendigt var gulvet i den kuppelformede krypt beklædt med forskelligfarvet granit. Ved hver sokkel stod to sovende stenvogtere i rustning og lænede sig op ad hver deres ovale ridderskjold. Det var dødevogterne, forklarede Thomas.

– Hvad vogter de? spurgte Frida.

Thomas pegede op. Over dem på næste afsats sad fire togaklædte granitkæmper og sov.

– Wow! udbrød Frida. – Stenguder.

Der var ekko i den store krypt, og køligt.

Thomas smilede.

– Nu lader du dig vel ikke forføre af storhed, Frida?

Det her er wilhelminisme.

Kejser Wilhlem II var en konservativ militærmand, kendt for sit storhedsvanvid og sin antiparlamentarisme.

Man siger, han var humørsyg og doven. Men han byggede gerne sådan noget her. Noget, der var stort.

– Eller fik det bygget, rettede han sig selv. – Som om en konge eller kejser nogensinde har bygget noget som helst. I hvert fald: Völkerschlachtdenkmal skulle udstråle uovervindelighed.

12

Kom, der er elevator de første to etager, men så er det trapper resten af vejen.

Udsigten fra toppen var alle anstrengelser værd. Man kunne se ud over byen. Det meste byggeri var lavt; en ubestemmelig masse rødt og brunt med hvide stænk imellem. Beboelse og butikker. Blikket søgte automatisk det, der ragede op. Dér var tårnet med den skæve spids, til venstre Neues Rathaus. Om natten tændtes røde spots i kuplen. Rådhuset blev en kobra, som truet havde rejst sin hundrede og femten meter lange slangehals. Mørk, tung og giftig bevogtede den den gamle bymidte. Men nu var det dag og lyst, og kirker fik man øje på. Thomaskirche, Nicolaikirche, en tredje, hun ikke kendte, men bag den lå en kirkegård med lutter små kors. Skov, skov, skov langs horisonten. Sachsen var et frodigt sted. Søer og dér floden.

Frida fik øje på en borgagtig bygning mod vest. Den var bygget i gule mursten, havde en porthvælving, et firkantet tårn og tre høje skorstene på taget, hvor røg stod ud fra i søjler. Hun udpegede den for Thomas, der forklarede, at det var et krematorium.

– Et gult krematorium?

Hvorfor vælge gule mursten frem for nogle mørkere?

Det var et sted, man brændte lig. Det burde være mørkt.

Hun tillagde omgivelser stor betydning. Forældrenes hus i Vestjylland var godt og sundt, men ensomt. Alligevel 13

var det klart at foretrække frem for de fem lejligheder i København, hun havde boet i, siden hun flyttede hjemmefra. De havde været dårlige, energidrænende steder og ikke hjem. Lige inden hun flyttede til Leipzig, havde hun læst Elias Canettis rejsebog ‘Stemmerne fra Marrakesh’, i den stod der: “Hvis man vil føle sig hjemme i en fremmed by, har man brug for et afsondret værelse, som man har en vis adkomst til, og som man kan være alene i, når de nye og uforståelige stemmers forvirring bliver for stor. Dette rum skal være stille, og ingen må se én, når man søger tilflugt i det, heller ikke, når man forlader det igen.”

Et sikkert sted. Det lød fornuftigt. Men så var hun pludselig endt i lejligheden hos Ori og Lucas. Hun havde glemt alt om Canettis råd. Nu dukkede det op igen, og i forhold til hendes faktiske værelse så det ikke godt ud. Ti m², aflangt, højloftet, med stuk og ingenting på væggene, foruden et postkort, Lisa havde gemt i hendes kuffert til farvel. Det var alt sammen fint, det var et dejligt værelse.

Men afsondret var det ikke. Vinduet var eneste udgang til tagterrassen, altså var det et gennemgangsrum.

Manglede hun noget meget vigtigt? Et ordentligt afsondret værelse. Hvad ville dét komme til at betyde, hvad betød det nu? Ifølge Canetti betød det, at hun aldrig ville komme til at føle sig hjemme. Hendes tilværelse i Leipzig ville nødvendigvis blive midlertidig.

14

For ellers hvad, så går man i stykker.

Så måtte det være sådan, tænkte hun og gik hen og lagde sig ved siden af Thomas. Han lå fladt på maven på det brede brystværn og kiggede de 91 meter ned. Han var en hel mur af refleksion.

Frida blev alt for hurtigt kold. Hun lod sig glide ned.

Thomas grinede.

– Hvad er der galt, har du højdeskræk?

– Nej, jeg fryser.

– Ellers havde du også været en dårlig bjergbestiger, svarede han. – Der hvor jeg kommer fra, i Østrig, er det eneste, der er noget værd, bjergene.

– Så er det godt, vi ikke er i bjergene.

– Men vi er højt oppe.

– Ja, sagde hun og lænede sig ud over. – Er det dét, det handler om?

– Hvad tror du selv, svarede han. – Der er en uendelighed i bjergene. Man kan hente kræfter fra dem og være knyttet til dem. De er min urkraft.

– Du lyder præcis som min mor, når hun snakker om Vesterhavet, sagde Frida. “Hvis du går og har det skidt, Frida, og føler dig tappet, kan du altid tage ud til havet og blive blæst igennem. Så får du det godt igen.”

Thomas smilede.

– Ja, jeg tror, din mor har det med Vesterhavet, som jeg har det med bjergene.

15

– Så er jeg alligevel mest til havet, sagde Frida. – Hvis man skal vælge. Bjerge, altså, er der ikke noget lidt klaustrofobisk over dem? Man kan kun gå opad og føle luften blive tyndere.

– Du ved ingenting om bjerge. Jeg tager dig med en dag, sagde han.

– Ellers tak, svarede hun og gik tilbage og kiggede på krematorieborgen.

– Jeg ville ønske, vi var ved havet.

Ved havet var det ikke kun luften, der helbredte; også vandet, sagde moderen. For det første fordi det var koldt, for det andet fordi det var salt. For det tredje, men her havde moderen stoppet op og set på Frida med sørgmodige øjne: “For det tredje fordi det er stort og stærkt. Intet er så stærkt som havet.” Hun havde forklaret Frida om hestehuller, understrømme. Der var en risiko for, at man druknede.

Måske var det ikke så slemt med noget andet. Leipzig for eksempel: en midlertidig tilværelse! Man behøvede ikke bekymre sig om den langstrakte plan. Konsekvenser var der nok: Den og den handling eller begivenhed ville logisk set føre til det og det. Men det var ikke sikkert, du stadigvæk var der, når det skete.

På brystværnet lå en sort sten. Frida samlede den op og puttede den i lommen, fortrød, fiskede den op og gik hen til Thomas.

– Her, Thomas.

16

– En sten? Tak, Frida. Skal jeg gemme den?

– Det må du selv om, sagde hun og satte sig med ryggen mod brystværnet.

– Måske skal du bare smide den, det ved jeg ikke. Hvis du ikke synes, sten er noget særligt.

– Det synes jeg nok ikke, de er, smilede han.

– Men jeg er glad for, du gav mig den. Er du okay?

– Tjo, sagde hun og kiggede op. – Nej, ved du hvad, Thomas, jeg går lidt og bakser med noget, det kan være, du kan hjælpe mig. Vil du høre? Det er, fordi da jeg var lille, drømte jeg tit nogle mærkelige ting. Det startede med drømmen om krokodillen. Jeg har nok været seks år. Vi var på besøg hos noget familie på Sydfyn. Det var sommer, og min kusine Maiken forærede mig et par blå badesandaler, som var meget fine, i plastic og dekoreret med små blomster langs ankelstroppen. Jeg ville ikke slippe dem af syne i bare ét sekund. Det har du sikkert også prøvet. Da det blev tid til at gå i seng på en madras på gulvet inde hos min fætter – som var sød, men ældre, derfor var der en ærgerlig forskydning i min interesse i ham og hans i mig – skubbede jeg sandalerne ind under hovedpuden, sådan at jeg, når jeg lå på maven, kunne holde fast om sandalerne med begge hænder under puden. Jeg drømte, jeg var på en strand med konstant solnedgang; en rød skumringslinje og blåt sand. Vandet var mørkt, og bølger slog ind mod stranden; en bred strand, 17

som strandene langs Vesterhavet, men den her var tom for mennesker, så jeg gik rundt for mig selv. Nede ved vandet mødte jeg en halv meter lang krokodille. Den gled langsomt hen imod mig, stoppede og kiggede afventende med sorte perleøjne.

“Hej, Nimbus,” sagde jeg.

“Jeg sagde hej,” sagde jeg.

Vi stod lidt i stilhed. Jeg satte mig på hug.

“Hvad er der galt med dig?”

Jeg fik øje på en skrue, der havde sat sig fast i dens mundvig.

“Aha, Nimbus, lig lige stille et øjeblik, du har noget der.”

Jeg bøjede mig frem for at se nærmere på det. Det var en temmelig stor skrue. Jeg fik fat om den, mens jeg i mit stille sind håbede, at krokodillen var tam nok, hele min venstre hånd var på vej ind i dens gab. Men jeg kunne ikke trække skruen ud. Den sad fast i kæben, og der var noget galt. Kæben føltes helt tør. Den var ikke våd og kølig, som jeg forestillede mig, et krybdyrs kæbe burde være. Jeg trak hånden til mig og kiggede ind i Nimbus’ øjne, og jeg tænkte: Hvis der også sidder sådan en skrue i din anden mundvig, bliver jeg aldrig glad igen.

Thomas, jeg vågnede op den morgen og skyldte skylden på sandalerne, som om det at sove med dem under hovedpuden skulle have forhekset mig. For der sad en skrue i Nimbus’ anden mundvig, men jeg tror, allerede 18

dengang, jeg anede, at det ikke drejede sig om sandalerne.

– Hvad drejede det sig om? spurgte Thomas. Han havde sat sig ved siden af hende og så oprigtigt interesseret ud.

– Det er forfærdeligt at finde en ven og knytte sig til vedkommende og så finde ud af, at vennen er udstoppet eller af plastic. Nimbus var ikke levende. Det var bare mig, der indrettede drømmen, eller virkeligheden, hvad man nu skal kalde det, og fik den til at ligne noget, jeg gerne ville have. Frida i drømmen havde ikke fundet nogen. Hun var så optaget af sig selv, at hun slet ikke så det omkring sig.

Når du allerede som seksårig finder ud af, at du er egocentrisk og tyrannisk, hvad skal du så ikke siden hen stille op?

Dømt til kun at opleve det, du selv finder på.

Thomas gned den sorte sten med tommelfingeren.

– Jeg tror, det er at overfortolke, Frida.

– Det tror jeg ikke, sagde hun. – Det er jeg bange for, det ikke er.

Han åbnede hendes hånd.

– Jeg tror, du ser de ting, der er foran dig. Du så den her, sagde han og trykkede stenen ned i hånden på hende.

Frida rynkede brynene og lukkede hånden. Thomas havde varmet stenen. Det var ligesom at holde noget levende. Hun smilede.

19

– Du er altid så sød, Thomas.

Hun sprang hen til trappen og forsvandt ned. Et øjeblik efter stak hun hovedet op igen.

– Kommer du?