Læseprøve: Mælk & Blod af Jacob Grønlykke

JACOB GRØNLYKKE

MÆLK & BLOD ROMAN GLADIATOR

Mælk & blod © Jacob Grønlykke & Gladiator 2021 Redaktør: Hans Otto Jørgensen Omslagsfoto: Jette Jørs Omslagslayout & sats: Lea Petrine Bogen er sat med Baskerville og trykt hos Specialtrykkeriet Arco Printed in Denmark ISBN: 978-87-93658-57-8 Tak til Statens Kunstfond

Denne bog er produceret efter Gladiator-modellen.

Modellen sikrer forfatteren 50 % af overskuddet efter produktionsomkostningerne er dækkede.

Ligeledes sikrer modellen, at forfatteren kan få sine rettigheder til bogen tilbage efter 2 år, altså en reel ophævelse af bogens stavnsbånd.

15 Det er en mild morgen. Før i tiden tog folk varsler om vejret.

Dansende elverpiger varslede godt vejr. Sne på kyndelmisse gav tidligt forår. Hvis kvæget bissede på Skt. Laurentiusdag, blev vinteren streng. Regn i februar gav frost i marts. Det bliver en varm dag, kan de mærke. Ikke en vind rører sig. Alt står stille.

Den lille by består af nogle få spredte gårde, et nedlagt mejeri, en forfalden kro og et bilværksted, der også sælger benzin. Jakob går ind på kroen for at se, om der er folk derinde. Smumsi venter udenfor for ikke at blive genkendt. Det er et gammelt ægtepar, der driver kroen. Konen sidder ved et af bordene og læser lokalavis. Manden viser sig tøvende i køkkendøren. Der er ikke andre i krostuen. ”Har I åbent?” spørger Jakob. ”Det har vi vel,” siger konen og rejser sig besværligt.

Hun stiller sig om bag den lille bardisk. Jakob vinker Smumsi ind fra gaden. ”Kan vi få noget at spise nu?” spørger Jakob.

Konen rækker ham spisekortet. Jakob kigger på alle retterne. ”Vi laver kun æggekage,” siger hun. ”Det vil vi godt have. Og to Jolly Cola.”

91

”Vi har citronvand.” ”Så to citronvand.”

Manden og konen forsvinder ud i køkkenet. Drengene sætter sig ved et af bordene og venter. Konen kommer tilbage med de to citronvand og et par tallerkner. ”Skal I også have glas?” ”Det behøver vi ikke,” svarer Jakob.

Konen nikker tilfreds og går ud i køkkenet igen. De tager en ordentlig slurk hver. ”Tror du nogensinde, hun bliver rask?” spørger Smumsi. ”Hende pigen?”

Smumsi nikker. ”Jeg ved det ikke. Det var en mærkelig sygdom.”

De sidder lidt uden at sige noget. Deres kroppe synger af træthed efter den lange nat. Konen stiller en pande med æggekage på bordet. Men der er hverken bacon eller purløg på som på Færgegårdens æggekage hjemme i Fåborg. Den er også brændt på i bunden. De er nok ikke vant til at have gæster. Konen sætter sig hen ved sit bord og læser videre i lokalavisen. ”I er da heller ikke herfra,” siger hun med ryggen til. ”Vi er på vej til Ålborg,” svarer Smumsi.

Hun vender sig. ”Der var engang en pige her fra egnen, der kom i huset hos en dyrlæge deroppe. Det ligger nogle år tilbage. Men de siger, at hun blev slået ihjel og smidt i havnen.”

Hun ser på dem med et fortvivlet blik. Forstår de da slet ikke, hvad der venter dem?

92

Han dukker op som et ondt varsel. Dødeslagteren i sin gustengule varevogn. Han kommer kørende lige imod dem, netop som de kommer ud fra kroen. Det er højlys dag. Dødeslagteren sætter farten lidt ned og smiler venligt til dem. Men der er noget fortrukket over hans smil denne gang. Hans tænder og kæbe er viklet sammen med en slags ståltråd. Han har nok været ude for en ulykke. Han har også blå mærker i hele ansigtet. Jakob og Smumsi er rædselsslagne. Dødeslagteren. Det er anden gang, de ser ham. Første gang så la’r vi ham gå, anden gang så lige så, tredje gang så ta’r vi ham og putter ham i gryden!

Da hans gustengule varevogn forsvinder rundt i svinget ved mejeriet, løber de væk fra vejen, om bag bilværkstedet og ud videre over afgræssede marker og sumpede enge. De frygter, at han vil vende om og komme efter dem. De fortsætter ad de hullede markveje og ujævne kreaturstier, og snart farer de vild. De glemmer helt, hvor trætte de er. De vil bare langt væk fra Dødeslagteren.

Til sidst løber de tør for land. En bred å eller vig spærrer dem vejen. Nede ved bredden er der slået nogle tykke pæle i, så en båd kan lægge til. På den modsatte bred ligger en solid tømmerflåde fortøjet. Et overgangssted fra gammel tid, der næsten som en bro fører de to bredder og de bagvedliggende landskaber sammen.

Der er ingen at se nogetsteds, hverken mennesker eller dyr. Jakob finder en lang stage og måler dybden. ”Der er meget strøm i vandet,” siger han. ”Jeg kan ikke svømme,” siger Smumsi.

93

”Det kan være, at der er en bro længere henne.”

Hvis Smumsi spiller vandpolo, så er det mærkeligt, at han ikke kan svømme. Men Jakob gider ikke spørge ham om det. De smider sig i det høje græs et stykke fra bredden. Det er bagende varmt, og de kan lige så godt lægge sig til at sove. Dødeslagteren vil aldrig kunne finde dem herude.

De vågner senere ved lyden af en bil, der nærmer sig langsomt. De farer forskrækket op. Det er ikke Dødeslagteren, der kommer, men en hvid Opel stationcar. Jakob og Smumsi er alligevel på vagt. Bilen stopper ud for dem. Der sidder en mand og en dreng inde i bilen og spiser nougatis. Sikkert far og søn. De har rullet alle bilruderne ned i varmen. ”Hvad laver I her?” spørger faren.

Han lyder ikke venlig. ”Vi er bare ude at gå, vores forældre spiser oppe på kroen,” svarer Jakob. ”Hvad er den for en kro?” ”Den ligger her i nærheden. De spiser æggekage.”

Faren ser dem lidt an og tager en stor bid af sin nougatis.

Sønnen glor uhæmmet på Jakob. Han er ikke vant til at se en dreng med langt hår. Han er selv helt plysset. Deres is smelter i varmen. ”Har der været nogen ovre på den anden side?” spørger faren og nikker i retning af den modsatte bred, ”færgemanden?” ”Der har ikke været andre end os,” svarer Smumsi.

Faren ryster irriteret på hovedet og smider sin ispind ud ad vinduet.

94

”I kan sige til ham, at jeg ikke har tid til at vente, hvis han ellers dukker op. Så han må selv læsse.”

Han sætter bilen i gear og kører ned til bredden. Her hiver han fire hvide sække ud af bilens bagsmæk og bærer dem hen til pælene, en for en. Sønnen kigger sløvt på. Han smider sin ispind langt ud i vandet og ser den flyde med strømmen. Faren stikker ham en lussing.

Bilen forsvinder i en støvsky, den kører meget hurtigere uden læs. Jakob og Smumsi går ned til bredden og sætter sig til at vente på hver sin sæk. Der er dødningehoveder på, det er nok en slags plantegift. Der er ingen grund til at komme over på den anden side, for de ved jo ikke, hvor de er. Men der er heller ingen grund til bare at blive siddende. Smumsi leger med sit fyrtøj, indtil det løber tør for benzin.

Over på den anden side af bredden brummer en traktor langt væk. Den kommer efterhånden tættere på, men den er ikke til at se for alt det lave krat derovre. Først da lyden er helt tæt på, kommer traktoren til syne bag nogle forblæste gyvelbuske. Det er en gammel Nuffield med en liftkasse bagpå. Den ser helt tosset ud mellem alle de gule blomster. Traktorføreren kører hen til den fortøjede tømmerflåde. Han tager en benzindunk og en lille påhængsmotor fra liftkassen og hopper ned på flåden. Det er nok færgemanden. Han er lille og tynd og godt oppe i årene. Det ser ud, som om han har alt for store gummistøvler på, eller også har han bare meget store fødder i forhold til sin højde. Han venter med at starte påhængsmotoren, til tømmerflåden er drevet lidt fra land. Der går en stærk strøm på tværs, og den lille motor

95

bruger alle sine hestekræfter på at holde kurs. Jakob og Smumsi rejser sig fra sækkene, de må sikkert slet ikke sidde på dem. Færgemanden er nået godt halvvejs over. ”Er han lige kørt?” råber han.

De nikker med en tydelig bevægelse, og færgemanden nikker tilbage: Han tænkte det nok, manden med sækkene er lige kørt.

Da tømmerflåden kommer lidt tættere på bredden, kaster færgemanden en trosse op til dem. De hjælper ham med at trække flåden ind til pælene. Uden nærmere betænkningstid tager Smumsi fat om en af sækkene og slæber den ombord. Jakob prøver også at tage en sæk, men han kan hverken få ordentligt fat eller løfte den fra jorden. Færgemanden er taknemmelig for, at Smumsi hjælper ham, og snart står alle fire sække nede på flåden. ”Vil I med over på den anden side?” ”Ja tak!” svarer de i munden på hinanden.

Færgemanden ser imponeret på Smumsi, da de lægger fra land. ”Du er godt nok stærk af din alder.”

Jakob tænker det samme. Det er rart at have en ven, der er så stærk. ”Jeg havde slet ikke regnet med, at den startede så let,” siger færgemanden og nikker ned mod påhængsmotoren.

Han gasser lidt op for at klare strømmen. ”Vi sejlede køerne over her før i tiden, græsset er bedre på den side af åen,” siger han, ”men proprietæren slog hele besætningen ned sidste år.”

Han ryster på hovedet.

96

”Nu vil han også rive de gamle kostalde ned. Proprietæren.”

De nærmer sig den modsatte bred. Smumsi stiller sig klar.

Tømmerflåden rammer pælene med et blødt bump. De lægger til på den anden side. Ukendt land. ”Vil I køre med op til gården?

97