efterslæb læseprøve

Rasmus á Rógvu

Roman Gladiator

Af samme forfatter

Åh!, 2019

Skuffen og Skeden, 2011

Rasmus á Rógvu Efterslæb

Roman Gladiator

Efterslæb

Rasmus á Rógvu og © Gladiator 2023

Redaktør: Jakob Sandvad

Omslag og sats: Josefine Bøgh Lassen

Bogen er sat med Cardo og trykt hos SpecialtrykkerietArco

Printed in Denmark 2023

ISBN 978-87-7569-017-9

Før alle de år

Og skoleforstanderen klaskede linealen i katederet efter at have peget på de atten mikroskopiske øer tabt i det vældige Atlanterhav:

»Blot en fluelort på verdenskortet!«

Hvorefter jeg og Eli kiggede overraskede på hinanden og morede os morderligt over den sætning på trods af vores iboende frygt for ham, rektor Jóhan Petur, den grusomme.

Hvordan kunne mennesker, der i det hele taget var mindre værd end en fluelort, dog fremtræde så tydeligt og mærkes så dybt i os, i en sitrende glæde og forundring … da vi da næsten ikke fandtes i verden?

Og dette var vores verden:

Et kig gennem vinduerne inde fra disse høje, grå bygninger, som udgjorde Vestmanna skúli, afslørede endnu en vindblæst, overskyet dag. En time til, og

friheden ville falde os i møde derude i alt det grå, i alt det grønbrune, våde, vildtduftende- og voksende

vidunder af fri bane.

Og dette var et af de mennesker, der befolkede fluelorten, Eli, min allerbedste ven, der sad ved siden af mig, og som var så god til at tegne og tegnede løs i timerne, små serier, der altid fortalte en lille åndssvag historie med tragisk udgang. Det var dengang, der var tale om, at fluelorten var ved at gå noget, der hed bankerot, i starten af halvfemserne. Dette føltes virkeligt:

I spurt ned ad gangen forbi klasselokalerne med skoletasken hoppende og klaskende mod ryggen, om kap med Tórsteinn, i fuld spring ud i havsaltsvinden, der tæskede igennem mig og hensatte mig i en vild, fantasifuld grublen over dette fortryllende liv, denne dag: Hvis vores land er en fluelort, hvad er Vestmanna så? Hvad er jeg?

Dette var mig: Kort, korngult hår redt i en sideskilling, iklædt en ægte halvfemservindjakke i pastelfarvede kvadrater, fødderne stukket i nogle engang så hvide, men nu brune og beskidte sneakers med græsstrå og hø filtret ind i snørebåndene efter i forgårs at have leget krig med naboens børn. Og sådan så de fattiges våben ud: Skjold og sværd skåret ud af den lokale købmandsbutiks skrottede banankasser.

Dette var min tilflugt, yderst ude på stenmolen, der udgik fra kajen, mit hemmelige sted, hvor jeg ikke vidste

noget bedre end om aftenen at sidde og spejde ud over Vestmannasund og se fjeldene og fosserne opstå og opløse sig bag tågebankerne. Havde jeg ikke nok mit sted, min plads her i verden? Vidnede det måske ikke om liv, at jeg kunne mærke nye, ukendte flader og formationer af væren og en ny, fremmedartet slags stoflig poesi flytte på sig inden i mig, som jeg en dag måske ville kunne komme til at opleve udfolde sig uden for mig engang i fremtiden? Og dette hvide mirakel, der dalede ned fra himlen, var sne; og det trak igennem mig som et tåget spøgelse, fordi den forekom mig så ren, at jeg tænkte, det var sådan, lykke så ud, og sådan kørte fantasierne i mit unge, dumme hoved, klippet og klistret til, så det udgjorde en uudgrundelig collage, i deres grundessens foresvævende og uklare, men til gengæld uopslidelige og større og skønnere end alt, hvad jeg kunne forestille mig. Som en livsomvæltende sang, hvis strofer man kan ane, før den bliver til.

Olivia var ikke musikalsk, men hendes svar på mit spørgsmål om min fremtid og om det at blive voksen og hvad der ville ske, har forfulgt mig lige siden, da jeg sad i sofaen ved siden af hende og glanede ud på sneen, der lagde sig på vinduessprosserne:

»Du vil finde et andet hjem en dag, min snut, langt

væk fra os; du vil vokse og blive højere end mig – og du skal lære at navigere rundt i det her liv, helt på egen hånd. Du vil møde mennesker, du ikke vidste fandtes, og de vil overraske dig, hærde dig og skuffe dig eller omvendt gøre dig blød og kalde på din medfølelse; nogle vil komme til at holde af dig, og du vil komme til at holde af dem; nogle vil såre dig, ligesom du vil komme til at såre dem. Og hvem ved, måske vil du endda være så heldig at føle lykke af og til.«

Jeg bliver lukket ind af en bleg, undselig mand med spag stemme. Vi hilser, og en kvinde kommer ind fra stuen. Hun er et hoved lavere end han, har briller med høj styrke, let skelende øjne, og der er noget krybende ved hende, som om hun konstant skærmer sig for stor fare. De viser mig, hvor jeg skal bo, og det er et rummeligt, lyst værelse med en vidunderlig grøn udsigt.

»Vil du have noget at drikke?« siger Ronni.

»Jo tak.«

»Vi har lidt forskelligt, Cola Zero, Fanta – vi har også øl.«

»Cola er fint, tak.«

»Vil du have et glas?« siger Lis. »Jeg synes bare, det er lidt ulækkert at drikke af de der dåser, men

Alle de år 1

det er nok bare mig.«

»Glas er fint, tak.«

Lis rækker mig et glas med Dansk Folkepartis partilogo på.

»Tak.«

»Ryger du?« siger Lis.

»Mjah,« siger jeg tøvende, mens jeg klør mig i nakken.

»Du må godt ryge på værelset, hvis det er, så længe du lufter ud indimellem,« siger Ronni og hoster.

»Ja, selvfølgelig,« siger jeg.

»Eller du kan gå ud på altanen,« tilføjer han.

»Nå, ja.«

Jeg skyder Ronni til at være midt i halvtredserne. Jeg ser på hans halskæde med Thors hammer, der ligger uden på hans forvaskede, sorte Guns N’ Roses-T-shirt med et af deres motiver på, rygende pistoler og svulstige blomster.

»Vi er stille og rolige og har ikke brug for at være sociale hele tiden.«

»Du har slet ikke tid til at være social,« siger Lis og ser på mig. »Ronni har to jobs.«

»Hold da op.«

»Ja, jeg kører flex-taxi om dagen, det er sådan noget handicap-kørsel, og om natten kører jeg

almindelig taxa.«

»Og jeg er ved at søge ind på socialrådgiveruddannelsen,« siger Lis.

Jeg nikker.

»Vi gik lidt efter en lejer, som var dansk den her gang,« siger Ronni.

»Bare en, der i det mindste betaler husleje hver måned – og meget gerne til tiden,« supplerer Lis.

»Det kan jeg godt forstå,« siger jeg.

»Jeg er ikke racist,« siger Ronni, »men vi har bare oplevet så meget bøvl med udlændinge på det sidste.«

»Det, som Ronni prøver at sige, er, at vi søger en stabil lejer,« siger Lis.

»Jeg er stabil,« siger jeg, mens jeg kæmper med at holde øjenkontakten.

Ronni kigger på klokken.

»Nå, jeg må hellere se at komme på arbejde.«

»Det var hyggeligt at møde dig,« siger Lis.

»I lige måde – hvornår skal I have besked?«

»Jo tidligere, jo bedre, ikke også, Ronni?«

Der er en dobbeltseng, der æder af værelsets tolv kvadratmeter, et støvet fjernsyn på gulvet, rester fra den tidligere lejer.

»Hvis du ikke vil have sengen og fjernsynet, kan jeg fjerne dem,« siger Ronni.

»Jeg ser ikke rigtig fjernsyn.«

»Hvad med sengen?« siger Lis.

»Jeg tror, jeg køber en mindre en,« siger jeg. Er der ikke en Jysk-butik ovre i centeret?«

»Jo.«

»Du siger bare til, hvis jeg skal fjerne den,« siger Ronni. »Jeg tror, jeg har plads til den inde i pulterkammeret eller i kælderen.«

»Tak.«

»Jeg har for resten lagt en nøgle og kontrakt til dig på bordet.«

Jeg skriver under og lirker nøglen på min nøglering. Sådan, så er der ingen vej tilbage. Lis spærrer øjnene op, da jeg begynder at pakke ud. Jeg har en hel papkasse fyldt med te i alle afskygninger, grøn te, sort te, hvid te, urtete, pebermyntete, baldrian-te, kamille-te, og da jeg er færdig, er skabet, som de har ryddet til mig oven over køkkenvasken, proppet med te og intet andet.

»Så du er sådan en sund type?« siger Lis med et skævt smil.

Det er ikke kun Ronni, Lis og mig, der har nøgle

til lejligheden, men også Ronnis børn, tre piger og en dreng i alderen femten til toogtyve år. Børnene og Lis er ikke på god fod med hinanden. Ifølge Lis har de set sig sure på hende, fordi de mener, det er hendes, Lis’ skyld, at farmand blev skilt fra deres mor.

Lis vimser rundt med en cigaret i hånden, lange, grønne LA. Hun er sidst i trediverne, et par år ældre end mig, og hendes nasale, pibende stemme resonerer i lejligheden. Hun virker frembrusende, altid på forkant med situationen, i forhold til Ronni, der virker mere reserveret og fåmælt.

»Jeg håber, du vil føle dig hjemme her,« siger

Ronni.

»Det tror jeg, jeg vil,« siger jeg.

»Jeg har stillet noget brød frem,« siger han. »Det skal spises snart, du tager bare.«

»Tak.«

»Kommer du, Ronni?« siger Lis.

»Ja, ja, rolig, rolig.«

Jeg kigger ud ad køkkenvinduet og venter, til jeg kan se dem komme ud af opgangen og gå hen mod parkeringspladsen. Jeg ser dem sætte sig ind i en rød bil, Lis på førersædet, Ronni på passagersædet. Så er der fri bane, og jeg åbner min støvede guitartaske.

Mit hoved er fyldt med melodier, der trænger sig på, og for første gang i årevis brænder mine fingre efter at banke nogle ord af til nye og gamle sange, skitser fra notesbogen. Jeg skriver langsomt, men sikkert og mærker en overvældende glæde ved at se sætningerne opstå på den hvide side, stumper af vers, der kan synges:

her hands, chapped by pouring wine are no strangers to labour

they’ve held so many pictures and thrown scissors in the scintillating night

I think I’m going mad, she said Jeg optager sangen på min diktafon, sådan en rigtig gammel sag med kassettebånd, og spoler tilbage og lytter til sangen i mine høretelefoner, mens jeg går tur i det grønne. Jeg går igennem et åbent buskads og kommer ud til Kratersøen, som ligger oppe på en relativ høj bakke, hvor der står en bænk med udsigt over Utterslev Mose. Jeg sætter mig og tilføjer nogle vers, som jeg forsøgsvis mumler hen for mig:

’Twas (tror du, du er Keats eller hvad) it was on that verdigris green night that she held the spirits bottle towards me and offered me her nightmare about a moon that sung in grey triumph

Der ligger rigtignok en Jysk i Høje Gladsaxe-centeret. Jeg er i strålende humør, opløftet over, det endelig er lykkedes mig at starte på en sang. Solen skinner, og jeg står i en Lidl, den første butik i centerets nordøstlige hjørne, og standser uvilkårligt foran de tyske øl. Blå Nobelaner, grøn Perlenbacher, sort Perlenbacher. Jeg stirrer på dem, men løsriver mig til sidst og snupper i stedet en hindbærsodavand. Der er en pizzarestaurant med borde udenfor, hvor der sidder en flok ældre mænd og kvinder. Mændene drikker fadøl, kvinderne kold hvidvin, og før jeg drejer ind ad de automatiske døre foran Jysk, ser jeg længselsfuldt på kondensen og dråberne, der driver ned ad glassene. Fuck jer, hvisler jeg ud mellem sammenbidte tænder, lucky drunks. Jeg finder en sovesofa, perfekt til mit værelse.

Den er grå, og jeg lægger et depositum, triller den hjem på en gul sækkevogn. Jeg smører en fedtet spegepølsemad med ristet løg, men mister appetitten, da jeg ser, at der er indgraveret DF-logo på alle tallerkenerne, alle glassene. På en af kopperne Profeten Muhammad med bombe i turbanen. På en anden et påtrykt billede af nogle uniformerede krigere fra Mellemøsten med kalasjnikovs, og oven over billedet står der: Planet of the Apes.

Jeg klatrer gennem det lave vindue på mit værelse, ud på altanen, hvor der står en smal, brun sofa på en meter og en sort læderstol. Der er glasskydedøre, helglasruder i blå rammer, og altangulvet er belagt med et koksgråt filttæppe. Her er stille. Her har jeg udsigt til træer og grønne områder, blæret nok, og i det fjerne kan jeg se lysanlægget over Tingbjerg Idrætsbane, lamper fordelt på fire kæmpestore master, der skinner sløret i rimtågen.

Det er blevet aften, og jeg ligger på maven i sofaen med notesbogen foran mig og prøver at komme på en verslinje til, da jeg pludselig kan høre nogen i entréen, stemmer i køkkenet, ikke bare Lis’ og

Ronnis stemmer, men en tredje, skinger, pibende stemme. Jeg vil lukke min dør, der står på klem,

men er for nysgerrig efter at finde ud af, hvem det er. Jeg kan høre nogle dunk hen over gulvet. Det er Hans Erik, Ronnis ven og kollega. Han er i en vest, hvorpå der med grønne bogstaver hen over ryggen står Dantaxi 4x48. Han er omkring to meter høj, halvskaldet og støtter sig til en stok. På sin overlæbe har han et smalt, blondt skæg, og gulvet knirker og giver efter for hans store korpus, og noget siger mig, at det her skæg er hans livs største succes. Stønnende sætter han sig i lænestolen i stuen.

»Vi har set dem alle sammen,« hører jeg Ronni sige med sin spage stemme, »hundrede gange – mindst.«

»Nej, vi har sgu ej!« hyler han og slår i gulvet med stokken. »Jeg vil se Olsen Banden!«

»Jeg sætter altså lige maden over,« siger Lis.

»Skidegodt, Egon!«

»Jeg tror altså, det er blevet for gammelt,« siger hun ude fra køkkenet.

»Nu skal du ikke begynde på det lort igen, din sarte kælling!«

»Hold din kæft, det var ikke dig, jeg talte til. Ronni!«

»Det tror jeg ikke,« siger han, »har du prøvet at dufte til det?«

»Det er altså MINDST tre dage gammelt. Jeg ringer efter en pizza.«

»Ha! Hørte du det, Ronni? Og hvem skal betale for hendes pizza?«

Hun er tilsyneladende allerede igennem.

»Dæmp jer lige, så jeg kan høre, hvad udlændingen siger,« siger hun.

»Nå, Ronni – jeg vil foreslå, at du henter Prebens bil på Bakken i morgen, og så kører du et par ture for mig senere.«

»Men så skal du også være klar, når jeg kommer.«

»Ja, ja!«

»Det giver mig cirka syv ekstra timer.«

»Arbeit macht frei, Ronni!«

»Hallo? Hej, jeg vil gerne bede om en pizza nr. 35 uden tomat og løg. Tak. Om en halv time, det lyder godt, hej, hej.«

»Hvad så, Pis-Lis – fik du støttet de lokale muhammedanere?«

»Jeg kunne ikke forstå halvdelen af, hvad han sagde.«

»Det er der sgu ikke nogen, der gør,« siger Ronni dæmpet.

»Allahu Akbar!!! Hahahah!«

»Shhh, dæmp dig lige,« siger Ronni.

»Hvem har taget mine smøger?« siger Lis.

»Dine smøger? Ingen har taget dine smøger,« siger Ronni.

»Hvor fanden er de så henne?«

»Husk at holde godt fast i din tegnebog, når fejlfarverne kommer med din mad, Lis!« siger Hans Erik.

»Jeg kører altså lige over i centerkiosken,« siger hun.

»I kiosken? Så kommer hun sgu aldrig tilbage, hva’, Ronni?«

»Skal vi ikke spise sammen?« siger Ronni.

»Jo, men jeg skal altså lige have nogle smøger. Hvor er bilnøglerne?«

»Det ved jeg ikke. Jeg lagde dem på bordet.«

Hun tramper ud i køkkenet, raslen af nøgler.

»Vi ses!«

»Ha! Ja, vi ses om et par timer, Pis-Lis!«

Hans Erik bryder ud i sang.

»Ooooh Piaaa Kjæææærsgaard, du er en blomst, der er groet op af den stææærke, danske jord!«

»Maden skal bare varmes, så er den klar,« siger Ronni.

»Er der svin i?« hyler Hans Erik.

»Du kan være helt rolig, der er masser af svin i.«

»Smed du også cocktailpølserne i?«

»Ja.«

»Nå, Ronni, hvornår tror du, vi ser Lis igen, hva’?«

Svaret drukner i titelmelodien til Olsen Banden, der brager ud ad højtalerne, i surroundsound. Skru op, skru op, hyler Hans Erik og begynder at tale hen over scenerne. Han kan åbenbart alle replikkerne udenad.

»Se dér! Spol lige tilbage,« siger han, og Ronni gør, som han siger.

»Var det ikke Stefanskirken, vi så lige før, på Nørrebro?« siger Hans Erik.

»Det kunne godt ligne lidt, jo.«

»Hvor var perkerne og negrene henne dengang?«

siger Hans Erik, »og deres skide shawarma og bongotrommer, hva? Se, det var tider, Ronni! Ooooh Piaa, giv os vores land tilbage!« synger han med skælvende stemme.

Der går et stykke tid, før Lis kommer tilbage, og Ronni har i mellemtiden taget imod Lis’ pizza.

»Hejsa,« hører jeg hende uden for min dør.

Hans Erik ryger straks i flæsket på hende, vil vide, hvor meget hun har spillet for, hvor meget hun har tabt, vundet. Timerne går, og jeg ligger i mørket

med en pude over hovedet. Så er stokken der igen, hen over gulvet, ud i køkkenet, dunk, dunk, dunk, og idet Lis og Ronni stiller tallerkenerne og bestikket i opvaskemaskinen (klir, klir), transporterer Hans Erik sig ud på toilettet. Jeg vender ansigtet bort i væmmelse, da jeg går ud for at pisse, efter at de er gået; Hans Eriks værk: kaskader af lort på brættet, på væggene, praktisk talt alle vegne, som om det ikke er nok med den mundfækalie, han har spredt omkring sig i løbet af aftenen.

4 Det ligger ved Østmarken, en tyve minutters gang fra, hvor jeg bor. Jeg tager derhen midt på ugen. Der er en Silvan på den anden side af vejen og en slags cafeteria, hvor der sidder mennesker i vinduet med B.T. og bøfsandwich. Jeg når det akkurat, før de lukker, og får fat i en fra personalet.

»Hej, jeg hedder Majbritt,« siger hun. Hun har store, smukke, sympatiske øjne med et skær af medynk i dem. Hun beder mig komme igen i morgen, og næste dag får jeg stukket et visitkort i hånden af Lene fra sundhedsteamet. Navnet på min