LUKA HOLMEGAARD
EMMA EMMA ROMAN GLADIATOR
emma emma © Luka Holmegaard & Gladiator 2015 Redigeret af Jakob Sandvad og Hans Otto Jørgensen Omslag: Luka Holmegaard og Clara Birgersson Fotografi: Luftfotografi af Wasserstraßenkreuz Magdeburg © 2015 Google, GeoContent Sats: Clara Birgersson Bogen er sat med Minion og trykt hos Specialtrykkeriet Arco Printed in Denmark 2021 ISBN 978-87-93128-15-6 2.oplag, 1. udgave Tidligere udgivet under navnet Ida Holmegaard
Tak til Toke, Lea, Emeli, Hannah, Christina, Nina og Nina for hjælp og læsninger. Tak til Statens Kunstfond for udgivelsesstøtte.
Denne bog er produceret efter Gladiator-modellen. Modellen sikrer forfatteren 50% af overskuddet efter produktionsomkostningerne er dækket. Ligeledes sikrer modellen, at forfatteren kan få sine rettigheder til bogen tilbage efter 2 år, altså en reel ophævelse af bogens stavnsbånd.
De holder et bryllup, det siger de i radioen, på et behandlingscenter for ældre med Alzheimer. Personalet har arrangeret et bryllup, selvom ingen skal giftes. Det er for de gamles skyld, siger reporteren. Køkkenpersonalet har bagt en stor, hvid kage, drysset den med sukkerflager. Reporterens stemme er genkendelig, som journalisters stemmer altid er det, en afmålt bølgen, han slutter de fleste af sine sætninger i et lavt toneleje, så man forstår, at der ikke er tale om et spørgsmål. Hans stemme er tydelig hen over lydene fra behandlingscenteret, stole, der skraber over gulvet, korte, lavmælte udvekslinger, før bryllupsteateret går i gang. Det er et underligt selskab, 26
stemmerne og de klirrende glas. Emma er ude, jeg sidder i køkkenet og lytter. “Vi kunne ikke finde en præst, som havde tid,” siger en hæs medarbejder. “Men det gør ikke så meget, vi fik fat i Rogers kone i stedet, hun er advokat.” Personalet på alzheimerscenteret har stillet stolene i spisesalen på rækker, vendt dem ud mod de store vinduer. Lavet en improviseret alterkonstruktion af et rullebord med blomsterbuketter i vaser, liljer og gerbera og roser. “Så går eftermiddagen med det,” siger en ung medarbejder. To gymnasieelever, et kærestepar, vil gerne være brudepar, de står foran advokaten og siger ja og ja, smiler og tager hjem bagefter. “Det er sjovt nok at være brudepar,” siger de, “stille og roligt.” I et lidt for stort, lånt jakkesæt. “I en sky af hårlak,” siger reporteren, bruden står i en sky af hårlak. Mit køkken er lyst som de køkkener, Emma og jeg gik rundt i, da vi var yngre. Vi ristede det meste af vores mad på brødristeren, der kom pibende lyde fra knoglerne i vores ben, knæleddene blev ømme, når de lange ben blev længere. Jeg blev irriteret, kaldte vokseværket for mus i knæet og forestillede mig, hvordan der løb små dyr rundt bagved knæskallen og levede af brusken. En juniaften serverede Emma og Sophy, en anden veninde, og jeg til en bryllupsfest i et lejet festlokale på et hotel lidt uden for byen. Det var et lyseblåt bryllup, stolesæderne, gulvtæppet, de lange gardiner var alt sammen holdt i lyseblå nuancer. Vores første lønnede arbejde. Vi 27
stod og vidste ikke rigtig, hvad vi skulle tage os til, i lyseblå skjorter ved døren til køkkenet, vi forsøgte at lade som om vi var en del af møblementet. Brudens kæmpestore, hvide kjole var broderet med perler og similisten. Hun skulle i gang med at være gift for evigt, hun var tynd under kjolen. Jeg kan huske, jeg tænkte, at hun lignede et rumfartøj, en stor, parabolformet satellit på vej til at blive sat i kredsløb om jorden. Gæsterne klappede, gik fremad i en stadig tættere, mindre cirkel om parret, da de dansede brudevalsen. De gik langsommere, jo tættere de kom på parret, jeg så på deres rygge, og den langsomme gang virkede anspændt. Til sidst gik de slet ikke, de stod bare helt tæt sammen og trampede og klappede, hurtigt og højt. Inden kokken slukkede for musikken, tænkte jeg: De bliver ved sådan, hele aftenen eller endnu længere. “Piger, piger, hent mig en cola og bær kopperne ind,” råbte kokken, og Sophy og jeg løb rundt om hinanden og ledte i skabene efter de kopper, som stod stablet på bakken foran os på køkkenbordet. Mest af alt var vi hyret til at fremvise vores trettenårige nuttethed, mente Emma, der var ingen anden forklaring på, at parret havde hyret os, små voksenbørn i tjeneruniformer blandt rigtige, øvede tjenere og kokke. Men det er svært at lege, at man har et arbejde at udføre, eller lade som om. Det blev hurtigt klart, at ingen vidste, hvor meget tjenere vi skulle være. I hvert fald endte vi med at rode mere end vi hjalp den aften. En af os tabte et stykke kage på gulvet med 28
chokoladeglasursiden nedad, og vi samlede det op, vi blev enige om, at hvis vi ikke serverede det, ville der være et stykke for lidt. Det var et nærigt bryllup, sagde vi, selvom det var så overdådigt med kokke og hotel og hvide gerberabuketter, for de gav os 40 kroner i timen og havde kun lige akkurat købt så meget kage, at der var ét stykke til hver af gæsterne. Kagestykket var ikke blevet synligt beskidt, men vi grinede og havde dårlig samvittighed, da vi stillede den hen til de andre stykker igen. Jeg kan ikke længere huske, hvem af os der tabte kagestykket, hvem af os der skabte problemet, og hvem der løste det. Vi glemte hurtigt, hvilket stykke der havde været på gulvet, og slap for at vide, hvem der fik det. “Det er meget meget fint,” siger en af de gamle med Alzheimer til radioreporteren. “Meget fint.” De gamle ser på brylluppet i længere tid, end de ser på noget andet. Taler om det, om kagen og brudens smukke kjole. De gamle, som hele tiden lige er vågnet og ikke kan huske, hvordan menneskene omkring dem plejer at se ud. Det er ansigterne, der er det skrøbeligste. Der er brug for mere end bare kendte ansigter, for blomster og hvide kniplinger og kager i lag for at kunne skabe en rille, som blikket kan løbe igennem. Personalet holder bryllupperne ofte, de holder ét hver tredje måned cirka med de samme gymnasieelever som brudepar. De fejrer brylluppet, som om det var en højtid, regelmæssigt og med masser af pynt. Parret bliver aldrig genkendt som andet end ny brud, ny brudgom, og ingen er gift længere, når desserten er spist. 29
Den store, hvide bryllupskage er bagt med kokosolie. “Det skulle være godt med kokosolie for hjernen,” siger en medarbejder fra køkkenet. Kokoskage og saftevand og små, gennemsigtige glas med piller. Hvide, hvide liljer. Plejehjemspersonalers uniformer er ikke helt kitler, nærmere store, blå T-shirts med brystlommer.
30