Spild Silhouetter fra forbryderverdenen Udkom første gang i 1905 © Gladiator 2018 Redigeret af Hans Otto Jørgensen Omslagsillustration: Halfdan Pisket Omslagslayout: Thomas Joakim Winther Bogen er sat med Baskerville og trykt hos Specialtrykkeriet Arco Printed in Denmark ISBN: 978-87-93658-11-0
Tak til Den A.P. Møllerske Støttefond
Spild Silhouetter fra forbryderverdenen
7 Harald Halvorsen var født i Saxogade og døbt i Mathæ uskirken. Han havde en Mor, der gik paa Fabrik, og og en lille Søster Merete, som han tilbad. Desuden var der endnu fire Børn af forskellig Køn og Alder. Paa Vestre Kirkegaard. Haralds Fa’r ernærede sig, ved tilfældigt Sjov paa Kvægtorvet. Alt hvad han uden større Kraftspild kunde rave og skrave sammen destillerede han straks i Kirsten Pils Snapsekælder ved Halmtorvet. Familjen boede i Saxogade i en Kaserne med en halv Snes Opgange sammengrenede af gravmørke Korridorer. Der var Numre paa Dørene og Jernskinner paa Trappe trinene og Duft af Middagsmad over det hele. I Stuerne var der skraalende Børn, paa Gangene var der tøffelklap rende Børn, og i Gaarden var der evigtsyngende Børn i Rundkreds. Og i aabne Vinduer var der mangelfuldt frise rede Kvinder, som med Overkroppen udenfor skingrende ledede alle disse Børns Opdragelse. Ved Siden af Halvorsens boede Volles Forældre, der hvert Aar fik et nyt Barn og ikke turde have Møbler i Stu en, fordi den skulde se meget fattig ud, naar de fik Besøg af gode Mennesker og velgørende Selskaber, som de le vede af. Harald var en agtværdig Dreng. Passede sin Skole og en Formiddagsplads ved Mælkeforsyningen. Han var oppe 25
med Solen for at stille etsteds i den anden Ende af Verden Klokken fem Morgen. Paa Vejen nød han sin Frokost, fire Stykker med Fedt og Ansjos, og fulgtes med Volles yngre Broder Knud, der ogsaa var ved Mælkeforsyningen. Saa blev Harald pludselig alene i denne Verden. Først døde hans Far. Gudskelov, at Vorherre gemte ham, sagde Haralds Mor. Hun var omsider bleven træt og havde sagt ham, at om han ikke minicerede med dette evige Fylderi, vilde hun skilles. Og den gamle Dranker samlede virkelig de sidste Stum per af sin Energi og holdt op. Det tog svært paa ham. De første Dage sad han hjemme og stimulerede sig med Skraatobak og sort Peber. Han sitrede som et Espeløv. Det var Pip, sagde han til Merete; hun sad i en Krog og lærte Syndfloden paa Ramse. Senere gik det alligevel bedre. Han begyndte saa smaat at arbejde igen. Men just, som de en Aften sad ved Teen og havde det saa rart, hæftede han Blikket stift paa Kakkelovnskrogen. Der var et stort Hul i Væggen. Og deraf kom de nu myl rende ud i massevis, sagde han. Der var ti, tyve, og nu kom der fler, og nu igen nogle. Og det var saa løjerligt, for naar han rejste sig og gik derhen – vips, fløj de allesammen ud af Hullet. Men satte han sig paa Stolen ved Vinduet, var de der straks igen. Konen og Drengen sad stumt forfærde de. Merete stak i at græde. Hen paa Natten blev det værre endnu. Han sprang omkring i Stuen paa bare Ben og fæg tede med en Brødkniv mod usynlige Dæmoner. Madam Halvorsen var ikke af Klæderne. Hun maat te vaage over, at den Gale ikke kom ind i Alkoven, hvor 26
Børnene laa med klaprende Tænder og Dynen opover Hovedet. Da det begyndte at lysne, kom Volles Fader ind i Skjor teærmer. Han betragtede Halvorsen med Kendermine og sagde med dyb Overbevisning, at det var den store Dille. Han havde selv haft den lille, forklarede han. Noget efter kom to Mænd for at snakke med Halvorsen. De undersøgte omhyggeligt Hullet i Kakkelovnskrogen og paahørte med Interesse Halvorsens ordrige Beretning. Nede paa Gaden ventede en lukket Droske. Tingen var ganske simpel, paastod den ene. Djævlskabet fo’r op gen nem Skorstenen fra Kælderen, hvor det havde Tilhold. Han kunde overbevise sig ved at se efter selv. Halvorsen gik med. De hørte lidt efter oppe i Stuen, hvordan han larmede dernede og ikke vilde i Drosken. Han skulde paa Gummistuen, sagde Madam Halvorsen til Børnene. Han naaede vel at komme hjem igen, men da var han et Vrag. Saa fik han Hjernebetændelse og kom paa Fattigho spitalet, og Lægerne mente ikke, han kom over det. Madam Halvorsen var alligevel lidt bedrøvet. Hun spurgte hver Dag hos Hospitalets Portner, hvordan det stod. Besøgstimerne laa saa forkert, naar Arbejdet skulde passes. En Dag sagde Portneren, at det sgu gjorde ham ondt, men nu var han død, Manden. Madam Halvorsen hav de ventet det, men var alligevel overvældet. Graaden ar bejdede i hende, mens Portneren berettede det nærmere. Klokken fem Minutter over halvelleve havde det givet et Sæt i ham, og da Vaagekonen kom hen til Sengen, var han 27
færdig. Og saaledes var det bedst for ham og for hende, det havde Overlægen ogsaa sagt. Madam Halvorsen vilde have Lov til at pynte Liget, hun havde en ren Skjorte og et Par Lagner i Beredskab derhjemme. Portneren fandt dette overflødigt. Der blev sørget for ham paa alle Maader, men naar hun endelig vilde, saa – – Om Eftermiddagen kom Madam Halvorsen tilbage med Harald, der bar Ligtøjet. Paa Vejen havde hun købt et Knippe Gyldenlak til at lægge paa Ligets Bryst. Man viste hende over en Gaard, hvor Lighuset laa tilven stre. Kisten stod lige for Døren, der var kun den samme. Madam Halvorsen og Harald løftede Laaget bort hver ved sin Ende. Han var umaadelig bange. Og nu saa Harald noget, han aldrig mer kunde glemme. Paa en Bund af gule Høvlspaaner laa en hæslig nøgen Byldt Menneske. Hjerneskallen var savet op, og den graa Hjærne flød ud. Kroppen Svar sprættet itu, saa Indvolde ne laa uryddeligt til hver Side. Madam Halvorsen gav et højt Skrig og løb ud i Gaard en. Harald bagefter. Men nu maatte Opsynet til at beklage. Obduktionen havde man ikke tænkt paa. Men det var jo Videnskabens Ret. Og naar man først er naaet saa vidt. – – De første Dage efter dette var Harald vanvittig af Skræk, naar han om Aften skulde opad den mørke Trappe derhjemme. Han fløjtede og klaprede med Tøflerne, saa det gungrede i Huset. Men alligevel følte han det, som var hans Far bagefter ham med lange blodige Arme. Paa Vejen til Arbejdet malede han det hele med stærke 28
Farver for Knud. Knud lyttede faamælt med eftertænk somt Udtryk i det smilforladte Gammelmandsansigt. Han havde Øjne som et sygt Dyr, var bleg og kirtelsyg og me lankolsk. Knud kunde ogsaa en Historie om Døden. Natten før hans lille Søster Elses Død havde det givet et stærkt Knald i Kakkelovnen. Det var et Varsel, havde hans Moder sagt, og om Morgenen laa Else kold i Puderne. Else kom ikke ud af Huset før næste Dags Aften. Der blev gjort stor Stads af hende. I en stor Kurv var der redt op med hvidt, og der laa Else med en Kvist i de foldede Hænder og en Skilling paa hvert Øje og et tændt Lys ved Hovedet. Om Læberne dannede der sig efterhaanden en Slimblære, der spillede i Solen som en Sæbebobbel. Men om hendes Næse summe de en Spyflue, der blev kyst bort, men kom uafladelig igen. Knud tænkte saa, at det maaske var Sjælen. Knud og hans mindre Søskende sneg andægtigt hviskende omkring paa Strømpefødder, og hans Mor havde rent Forklæde paa. Og hver Gang det bankede paa Døren, begyndte hans Mor at græde, og hans Far bladede i en Bibel. Saa var der kommet en fin Dame, der af Forældrene modtoges med stor Ærbødighed. Alle Børnene maatte ud paa Gangen. Men da den fremmede Dame var gaaet, skulde Knud straks springe ned efter en Pægl Kognak og 3 Cigarer til sytten. Bagefter gik hans Far ud og kom fuld hjem. Knud og Harald voksede efterhaanden sammen i stærkt Kammeratskab, endda de var to sære Kontraster. Den ene kæk og kropstærk, den anden retarderet og forknyt. Knud havde onde Dage i Hjemmet, hvor han betragtedes som 29
Skiftning. Og onde Dage paa Pladsen, hvor han var kejtet og ubehændig. Naar Harald vilde love ham ubrødelig Tavshed, skulde han betro ham en Hemmelighed. Harald svor en styg Ed. Han sad i en Solstrime ved Fæl ledkanten og Knud ligefor med den altfor store Uniforms hue hvilende paa Ørerne. Om Harald vilde tro, at han, Knud, var født i Tugthuset. Hans Mor havde siddet et Aar for Tyveri, netop som hun gik med ham. Derfor kunde hverken hun eller Faderen døje ham. Det var forfærdeligt. Naar der var Ufred hjemme, rippede hans Far altid op i denne gamle Historie. Knud maatte uafladelig høre, hvor æreløs han var født. Men hun gav Manden Skylden for sin Ulykke. Han var gaaet i Byen og havde en Kæreste paa hver Finger, mens hun sad hjemme og næppe havde det tørre Brød. Saa skreg han, at hun opdrættede et Kuld af Tyveknæg te, Volle sad altid, Frode og Kaj havde siddet, Oluf var paa Flakkebjerget. Der manglede kun Knud og de ganske smaa. Men det kom nok. Han tog vist fejl af Knud og en anden. Ingen skulde faa Knud at se paa de Steder. Saa snart Konfirmationen var vel overstaaet, var der nok en, der tog tilsøs. Ja, Harald skulde naturligvis ogsaa pløje Bølgerne. For resten var det Grin, om de kunde komme med samme Skude. Saa passiarede de om fremmede Verdenshavne, sagde Styrbords og Bagbords og laber Kuling, medens de styre de Kursen ud af Lyngbyvejen.
8 Desværre blev Harald Mor med hver Dag mere Snavs. Det var noget med Brystet, hun spyttede Blod op. Hun var i Arbejde i en Blikvarefabrik i Byens Udkant. Paa et Højt Galleri i en mægtig Maskinhal stod hun krummet over en skarp Bordkant. Under hende var Rummet fyldt med et uopløseligt Virvar af kredsende Remme og Aksler og i hinanden gribende Hjul. Værst for et sygt Menneske var denne Larm af hamren de Jern og hvinende Staal og snurrende, klippende Meka nismer. Et helt Orkester af skærede Diskanter, sekunde ret af Dampmaskinens taktfaste gryntende Bas. Gennem Gulvets Jernrister sivede lumre Luftstrømme opefter, blan det med Lugten af brændt Olie og Petroleum. En Dag blev Madam Halvorsen syg og bragtes hjem i en Droske. Hun maatte til Sengs og var saa ringe, at Merete straks maatte springe hen efter Lassen. Lassen boede paa Rhabarberlandet og var oprindelig Skrædder. Ved Siden af praktiserede han en ny, ufejlbar lig Kurmetode, ved hvilken han formaaede at genoplive Halvdøde. Kurens egentlige Kerne var et Universalmid del, en klar Væske, han selv tappede under Vandhanen. Madam Halvorsen tog et Par Gange ind af Lassens Draaber. Hun blev da ogsaa saavidt restitueret, at hun næ ste Dag kunde passe Arbejdet. Men det havde ingen Art. 31
Hun maatte jævnlig holde Sengen flere Dage i Træk. Og som Sygdommen skred frem, øgedes Rastdagenes Tal. Til sidst kunde hun ikke mere. Hun orkede næppe at vinde fra Sengen til Køkkenrummet, hvor hun hostede Blod i Vask en. Man snakkede i Huset om, hvordan Blodet samlede sig nede i Brostensfurerne ved Slamkisten. Og Uhyggen og Hjælpeløsheden blev med hver Dag større i den snævre Stue paa fjerde Sal. Smuds og Bekym ringer voksede den døende Kvinde over Hovedet. Børne ne turede rundt i Byen og kaprede Føden paa, Gud maa vide hvilken Maade. En Dag indfandt der sig en ældre Herre med Guldbril ler og Silkehat paa et ærværdigt Hovede. Han rystede paa dette ærværdige Hovede ved at se Elendighedens Omfang og rystede det endnu engang, da han hørte Naboernes Je remiader. Volles Fader kom ogsaa til og var dybt bekymret, men umaadelig høflig. Han talte varmt Madam Halvorsens Sag og benyttede Lejligheden til at henlede Opmærksom heden paa sine egne rent ud fortvivlede Forhold. Efter Middag kom to Portører og bar Madam Halvor sen bort i en lang Kurv. Bagved traskede Harald med Næ sen snøftende i Trøjeærmet og Merete, der brølede him melhøjt. Tværsover Fortovet var der et andægtigt Spalier af Smaabørn med smaabitte Børn ved Haanden. »Farvel, Harald, Farvel, Merete, Farvel, min Stump,« sagde Madam Halvorsen og lod en gennemsigtig Haand glide over Børnenes Hoveder. Kurven gled paa hvinende Ruller ind i Sygevognen; et Par Koner i Gadedøren fæl dede Taarer. 32
Saa skumpede Vognen af med Madam Halvorsen, der laa i hvide Uldtæpper til Halsen og græd og hostede og hostede og græd. Spredte Lydstumper tvang sig ind med Bud om Livet udenfor. En Sporvogn klemtede, et Par Hunde gav Hals. Saa pludselig forbi et Portgab, en overskaaren Lirekas sestrofe. Madam Halvorsen tænkte da, at dette her var Livet, der tog Afsked. Trælsomt og solforladt, med døde Haab og aldrig stilnet Graad havde det været. Og dog tungt at maatte slippe, nu Døden bankede paa. For der var jo Børnene. Ja, dem blev der vel med Guds Hjælp sør get for. Og Møblerne kom vel paa Raadhusloftet. Madam Halvorsen grundede over, om nogen vel vilde tage sig af Kanariefuglen og Potteplanterne. Saa igen Børnene. Harald var kommet af Skolen og skulde netop til at gaa til Præsten. Og Merete, det lille fattige Skind. Saa trængte der sig et grimt Minde frem. En sort Kiste med Mandens sønderhakkede Lig. Madam Halvorsen gyste. Nu stod hun vel for Tur.