Drømme
Drømme Udkom for første gang 1910 © Gladiator 2018 Redigeret af Hans Otto Jørgensen Omslagsillustration: Halfdan Pisket Omslagslayout: Thomas Joakim Winther Bogen er sat med Baskerville og trykt hos Specialtrykkeriet Arco Printed in Denmark 2018 ISBN: 978-87-93658-15-8
Tak til Den A.P. Møllerske Støttefond
Kirkeklokkerne ringer Solen ned. I Haven flammer røde Pæoner. Forglemmigejer blaaner mod Liljekonvallens dryppende Hvidhed. Oppe i den blomstrende Rødtjørn summer Insekter endnu omkring, medens Jasminen sender sin honningsøde Duft ind gennem det aabentstaaende Vindue. Pludselig bliver der Støj oppe i Lindetræets Krone. En Spurv er i Søvne drattet ned fra sin Kvist. Den har i Faldet vækket de andre Spurve, der et Øjeblik skælder ud og gnaver, men saa nusser de lidt i deres Fjer og falder hurtigt i Søvn igen. En Natsommerfugl flagrer ind ad Vinduet. Den søger at komme ud igen, men tager fejl og trommer nu op og ned ad det Vindue, der er lukket. Marie hører, at der kommer en Vogn rumlende ude paa Vejen. Hun kender Lyden, og hun ved, at det er hendes Mand. I en Fart gaar hun ind i Spisestuen for at se efter, om Aftensbordet er i Orden. Han skal have sin Livret, – Sild med nye Kartofler og Løgsaus. Hun gaar ud i Gaarden, hvor hun vil hjælpe ham med at spænde Hestene fra. »God Aften, Rasmus,« siger, hun, idet han svinger ind i Gaarden. Han springer ned fra Bukken og giver hende et langt Kys. »Vi maa købe en Rottefælde,« siger Marie, idet de gaar og spænder fra, og hun fortæller om Rotterne, der løber omkring ovre ved Svinehuset. 82
Rasmus har været til Marked inde i Byen, hvor han har gjort gode Forretninger. Han har købt et Par Kalkuner. Marie har længe ønsket sig saadan et Par, for det er saa morsomt at se dem spankulere pludrende omkring i Gaarden, medens de hele Tiden bliver røde i Kammen af Arrigskab over ingen Verdens Ting. Rasmus har ogsaa købt et Par Perlehøns. Dem er der Ære ved at have, for der er ingen i hele Landsbyen, der har saadan et Par. De er nu ikke saa morsomme som Kalkunerne, for de er saa sippede, og saa tripper de hele Dagen omkring, som om de var bange for at træde i et »uartigt Ord.« »Men de skal jo ogsaa stamme derovre fra Persien af.« Rasmus, der er blevet en dygtig Landmand, har faaet stort Skæg. Han lægger sin Arm om Maries Liv, og nu gaar de ind for at faa lidt Aftensmad, – men først gaar de dog ind i Soveværelset for at se til deres lille Dreng. Han ligger i Vuggen og sover trygt og roligt. Hans smaa buttede Pølsearme ligger over Lagenet, og han trækker Vejret friskt og sundt. Ved Siden af ham ligger hans laadne halvtreds Øres Bjørn, – han kan ikke falde i Søvn, uden han har den ved sin Side. Marie og Rasmus gaar tidligt til Ro. Han lægger sig over hos hende i hendes Seng. Men Marie synes ikke, at hun kender hans Kys eller hans Omfavnelse. Hun rejser sig op og ser paa ham. Det er ikke Rasmus, som ligger hos hende. Det er Djævlen, som er paa Spil igen. 83
Han ser helt fredsommelig ud og ligner Rasmus. »Vil Du da leve paa denne Maade,« spørger han. Men Marie springer ud af Sengen. »Nej, nej, Du onde Satan, jeg tør ikke mere. Det eneste, jeg ønsker, er at dø i Fred.« Satan forsvinder. Marie ligger igen paa Trappen. Den lille gemytlige Djævel fra før kommer springende og begynder igen sine Krumspring. Men Marie er blevet angst for alt det Kogleri, Satan finder paa for at friste hende. Hun ryster over hele Kroppen, og Sved trænger ud af hendes Porer. »Jeg er Livsglæden,« jubler den lille Djævel, »sig, Du vil leve, saa skal Du faa et Liv lykkeligere end nogen anden.« I sin Sjælevaande raaber Marie »Jesus, hjælp mig.« Den lille Djævel forsvinder med et Hyl af Grin.
Og der Marie var fristet af Djævlen, vandrede hun i Ørkenen. Men se, da hun følte sig træt, og hun ingen Hvile fandt for sine mødige Lemmer, vendte Gud sig fra hende. Det var i den golde Ørken, hun gik. Intet Træ bød til Skygge, og ingen Kilde vinkede med Vederkvægelse. I den lange Dag, hvor Solen brændte, og i den mørke Nat, hvor der ikke fandtes Hvilested, vandrede hun hen over de øde Klipper. 84
Hendes Fødder blødte af Saar, og hendes Tunge smuldrede i Munden af Mangel paa Væde. Straalende Blomster værnede deres saftige Kød med giftige Pigge. Og der hun stod foran Vandbække, var det kun Bedrag. Men se, Gud sendte Fristelser, der var af mere Fristelse. Hænder krummede sig op af Jorden og rakte Bægre med friskt Vand. Borde, hvorpaa al Slags vellystig Spise bredte sig paa Fade af Guld og Sølv, stod for hendes Vej. Men Marie annammede ingen Fristelser, hun følte, at de var af det onde. Hun sled sig fra dem, omtrent et Stenkast, og faldt ned paa Jorden og tilbad Gud den almægtige. »Alting er Dig muligt, Fader, tag disse Fristelser fra mig.« Og Jesus aabenbarede sig for hende. Han skød frem som en Kvist for hendes Ansigt, og som et Rodskud af tør Jord, han havde ingen Skikkelse eller Herlighed. Han sagde »Marie, Du er en Kvinde fuld af Pine og forsøgt i Sygdom. Din Gud skjuler sit Ansigt for Dig, og Du tror, han agter Dig for intet. Du er saaret af Misgerninger og Du føler Dig knust af Overtrædelser. Der er lagt Straf paa Dig, men Du skal faa Fred og Lægedom for Dine Saar. Du skal bortrives fra de levendes Land, og Du skal udøse Dine Synder over mig. Frygt ikke for det, Du skal lide. Vær tro indtil Døden, saa vil jeg give Dig Livsens Krone.« 85
Og Dage gik, og Dage kom. Marie vandrede frem, – om Natten fulgte hun Stjernen og om Dagen ledte Guds Engel usynlig hendes Vej. Paa den femte Dag saa hun den Høj, der kaldes Golgatha, hvilket er udlagt Hovedpandested. Hendes Sjæl krympede sig i Glæde, og hun blotted sine Knæ og takked Gud. I Sol, der tindred, hæved de tre Kors sig mod Himmelen. Hun var paa den Vej, hvor Simon af Cyrene hjalp Herren med at bære Korset. Det var her, at Jesus havde sagt: »Salige ere de ufrugtsommelige og de Liv, som ikke fødte, og de Bryster, som ikke gav Die.« Hun var naaet op paa Højen, hvor Jesus hang sammen med de to Misdædere. Hun saa op mod Jesus, men se, hun havde tænkt sig Guds Søn med et andet Aasyn. Hun havde overantvorted sig den Tro, at Aasynet var blidt og Øjnene af Himlens Farve. Hun havde tænkt, at Ansigtet var smukt, men se ham, der hang her, han var af Jødens Aasyn. Øjnene vælded ud som runde Granatæbler, og Kroppen svulmede af Fedt. Læberne traadte frem som Skuffer, og Fingrene var krummed som efter Mønt. Blod flød i Strømme fra hans Naglesaar, og han udstødte Skrig af Smerte, der sønderrev Luften ved sine Forbandelser. Marie knæled for Korsets Fod, hun folded sine Hænder i Andagt, og hun lukked sine Øjne i Bøn. 86
»Tak og Lov og Pris være Dig Herre Jesus. Kom ikke mine Ungdoms Synder eller mine Overtrædelser i Hu, men kom Du mig i Hu efter Din Miskundhed for Din Godheds Skyld, Herre! Ingen som bier efter Dig skal beskæmmes.« Og se Frelseren vendte sit Hoved mod hende, han spytted efter hende og sagde: »Tvi Du Skøge, og tusindfold tvi, at Du vover Dig frem for mit Kors.« »Tilgiv mig, tilgiv mig,« bad hun, men Frelseren vendte Hovedet bort, idet han forbandede hende. Marie bad sit Fadervor, men Frelseren spytted igen mod hende og sagde: »Far til Helved, Du Skøge, og fri mig for Dine falske Bønner.« Marie saa op, kunde det være Frelseren og Forsoneren, der talte saaledes. Hun saa hen mod de andre Kors. Der, der i Midten, hang jo Jesus. Det var den Jesus hun kendte. Hun læste over Korset. »Jesus Nazaræus, den Jødernes Konge.« Han havde løsnet sine Arme fra Korset og bredt dem ud mod Marie, og se, han sagde sørgmodigt: »Marie, Marie, Du kender ikke Din Besøgelses Tid og Din Frelser, ham Du tilbad var den Røver, der ikke skal med mig i Paradis.« Marie sank paa Knæ og hendes Taarer væded Jorden.
87
Kristuskorset svulmer. Det barkes og sender Grene mod Sky. Paa Grenene vælder Kviste frem, der fyldes af tunge Knopper. Knopperne springer ud, og mellem de friskt grønne Blade brænder skarlagenrøde Blomsterklaser deres Ildfarver mod Himlen. En tung honningsød Duft fylder Rummet. Fugle synger i Fryd og Beruselse. Marie har rejst sig. Hun ser op mod Trækronen. Den vider sig stadig ud, medens den fyldes af Fuglesang. Men rundt omkring en Gren hænger en Slange og glor grønt. Bier brummer. De kravler dybt ned i Blomsternes Kalk og beruser sig ved de Dugdraaber, som er trillet derned i Morges. Sommerfugle – Sommerens flagrende Blomster – leger Tagfat over Trætoppen. Hannen fanger sin Hun. De sætter sig paa et skælvende og undseligt Blad og parrer sig. Og Hannen folder kraftløs sine Vinger sammen. Den forsøger først at svinge sig ud i den glitrende Sol og fortsætte sin Leg med de andre Sommerfugle, – men Vingerne vil ikke mere bære, – Favntaget har slugt al dens Spindelvævskraft. Den griber med de sidste Kræfter Bladet i dets tynde Ribber, hager sig godt fast, – og nu spreder den for sidste Gang de straalende Vinger ud. 88
I Dødskrampen krummer dens Bagkrop sig i Vejret. En Rødkjælk opdager med sine skarpe Øjne dens svage Bevægelse. Den napper Sommerfuglen og bringer den op til Føde for en af sine fem Unger – de, der endnu ikke er andet end nøgne Kroppe med uhyre Gab. Træets Krone vider sig mere og mere ud. Dets Top har forlængst naaet de faa Skyer, der jager forbi. Det er Kristuskorset, der er blevet dette yppige Træ, under hvilket Tusinder og atter Tusinder kan søge Fred og finde Lise. Det er som et Billede paa Kristusordets Magt. Men Kristus, – hvor skal hun finde ham? Under Træets Krone, – ja, der maa han være. Der vil han sidde paa en gylden Trone med hele sin Menighed flokkende om sig. Træet vokser paa en grøn frodig Eng, der er overfyldt af de skønneste Blomster. Milde Vinde slaar hende imøde, – de er mættede af Viol – og Æbleroseduft. Under Træets Krone er der samlet et Utal af nøgne Mennesker, – og ud fra Menneskehavet lyder der Raab og Hvin, Hylen og Latter. Ved Træets Fod sidder en Mand paa en gylden Trone. Det maa være Kristus, – saadan som hun før havde tænkt at skulle træffe ham. Hun maser sig gennem Vrimlen, idet hun skubber og puffer sig frem. Latter og Tilraab slaar sammen over Hovedet paa hende, – men hun har ikke Tid til at høre efter, for det gælder om at komme frem. 89
Hen til Frelseren, hen til Forsoneren, hen til ham i hvis Menighed hun vil bønfalde om at blive optaget. Hun naar Tronen. Hun naar Ham. Men det er ikke Kristus. Han, der sidder her, er en tyk, fed Mand. Han slaar Haanden ud. »Velkommen til Din Menighed, Marie!« siger han. Han er trods sin Tykkelse saare smuk. Hans Bryst er svulmende som en Kvindes, og hans Hofter er brede. Under hans sløvede og graadige Øjne trækker mørke Furer sig ned over Kinden. Han er baade Mand og Kvinde. En graa Kat sidder ved hans Fod, – den slikker ham med sin ru Tunge. Nu og da slappes hans Muskler, han synker sammen, medens han borer sine Negle dybt ind i sit Kød. Bag hans Trone staar en Flok nøgne unge Drenge; – de skal altid være deres Herre nær. De omfavner hinanden med deres bløde, hvide Arme. De kysses og favnes og kaster sig under Spøg over hinanden. Bag Drengene er der Horder af unge Piger. De dynger sig sammen og indsuger hinandens Livskraft. Men ved Kilden sidder en ung Mand og spejler tungsindigt sit skønne Legeme i det glidende Vand. Han græder. En ung Kvinde, hvis spæde Bryster runder sig, tigger og trygler ham om hans Kærlighed. 90
Han støder hende grædende fra sig. »Hvorfor er Du saa haard mod mig,« hulker hun. »Hvorfor vil Du ikke tage mig i din Favn.« »Gaa bort Kvinde,« befaler han, »jeg væmmes ved Din Attraa.« »Men skaf mig en Mand,« beder han, »hvis Muskler svulmer som en Egestamme, hvis Røst er brutal og raa, og hvis Længsel er Brutalitet.« Den unge Kvinde siger: »Tusinder Mænd har attraaet mig, – men kun Du skal bryde mine Længslers snævre Dør.« »Gaa bort, Kvinde,« siger den unge Mand igen. »Jeg er selv Kvinde, – skønt jeg er skabt som Mand.« »Jeg græder og plages over det, at mine Længsler og mit Legeme ikke forliges. Hver Kvinde er jeg misundelig paa. Hun ejer sligt Legeme, som jeg fattes. Jeg misunder Dig Dit Haars Længde og Blødhed, jeg ser med Taarer paa Dine runde Bryster. Hvorfor er jeg ikke skabt saaledes? Dit Blik er fuldt af Ynde og Blidhed! – Mit er haardt! Se, Dine Arme og Laar runder sig i Blødhed, – mine er haarede og musklede. Mine Lænder ejer skabende Kraft, – men Dine Hofter skal være Støtte for det levende, de skal indeslutte.« I det han løber bort, slaar han fortvivlet Armene sammen over Hovedet, og raaber: »I skabende Magter, hvorfor gjorde I mig til Mand?« Kvinden forfølger ham – men han har Forspring.
91
Han bukker sig ned og tager en skarp Sten op, med hvilken han berøver sig sine Manddomstegn. Manden paa Tronen rejser sig op. »Jeg er Vellystens Fyrste,« siger han. »Jeg er Jordens Herre!« »Jeg er den, for hvem alt og alle bøjer sig. Jeg er Skyld i alle de Forbrydelser – og i alle de Glæder, der findes. Hør Fuglenes iltre Sang. Se Møens rødmende Kinder. Se Dyrenes Foraarspragt. Lyt til Kornet, der bugner over Marken. Bøj Dig over Afgrunden. Stir ind i Solen. Alle Steder vil Du finde mig. Det spæde Barn spræller i Vuggen, – og den døende Olding vender sig efter mig. Alle har jeg besejret. Alle ere mine Slaver. Bliv her hos mig, – og Du skal faa et evigt Liv i Lidenskab og Vellyst. Du vil faa større Lidelser end i Livet – men Du vil ogsaa faa større Glæder. Fald ned og tilbed mig, og Du skal komme ind i min store Hær, – den, der hver Aften er døende af Lidenskab og Udsvævelse, men som rejser sig igen næste Morgen med fornyet Kraft og friske Længsler. Det Liv jeg byder Dig er tusindfold mere værd end det kedsommelige og glædeløse Liv, Du kan vente Dig i Himlen.« »Løgner,« skreg, Marie mod ham. 92
»Jeg taler Sandhed,« svarede den fede roligt, »men for at Du skal tro mig, vil jeg vise Dig Himmerig.« Han forvandlede sig til en mægtig Ørn, greb Marie og førte hende op gennem Luften. De naaede Himmeriges Port. Marie kiggede ind ad Nøglehullet. Sankt Peter sad og snorkede lige inde bag. Hun saa Vorherre. Han var en meget gammel Mand med et uendeligt og hvidt Skæg og store blaa Briller. Han røg paa en lang Pibe. Han hørte ligegyldigt paa det Hold Engle, der var kommanderet frem for at tilbede og lovsynge. De saa alle ens ud, var i hvide Klæder og uden Køn. De havde alle det befalede Lykkens Smil i Ansigtet. »Synes Du her er gemytligt,« spurgte Ørnen over hendes Hoved. »Løgner,« skreg Marie igen. Ørnen slap sit Tag i hende. Hun styrted ned gennem Rummet. Pludselig var det, som hun blev grebet. Hun saa, at to smaa Engle havde fat i hende. De smiled sødt til hende og sagde: »Du skal rigtignok faa et Par af vore aller hvideste og reneste Vinger, naar Du nu kommer op til os.«
93
Derpaa sang de: »Ære være Gud i det høje, Fred paa Jorden og i Menneskene en Velbehagelighed.« Marie vaagnede af sin Besvimelse. Det var allerede langt op paa Dagen, og hun kunde høre Fodtrin nede paa Gaden. Nu maatte hun se at komme de sidste Trapper op, – det gik ikke at ligge længer her. Hun søgte at rejse sig. Hendes Ben virked ikke mere, – det var, som hun slet ingen havde. Der var ikke noget, der gjorde ondt, – men det var, som det isnede der nede ad. Hun hagede sig fast i Rækværket og slæbte sig op ad Trinene ved Hjælp af sine Armkræfter. Hun maatte skubbe til med Maven, – og det volded stærke Smerter i Knuden derinde. Langsomt, langsomt kom hun op. Hvert Trin kostede hende umenneskelige Anstrængelser. Da hun efter flere Timers Arbejde naaede det øverste Trin, var hendes usle Kjole slidt helt i Laser. Hun var næsten knust af Udmattelse – men nu gik det ikke længer at give efter for Trætheden – nu maatte hun ind, hvor ingen kunde finde hende. Med Fingrene greb hun fat i Gulvfugerne og slæbte og trak sig hen over Gangen til Tremmedøren ind til Dueslaget. Heldigvis var den aaben. 94
Hun kom ind og fik Døren skubbed i efter sig. Det saa ud som Kølvandet efter et Skib, der hvor Marie havde slæbt sig frem, og hun var lige ved at blive kvalt i alt det Støv, hun havde hvirvlet op. Hun lukkede Øjnene og hendes Fantasi gøglede et skrækkeligt Billede frem for hende. Hun saa sig selv ligge og være død her paa loftet. Hun var gaaet i Forraadnelse, var flydt ud i en sølet Plet, der udsendte en ulidelig Stank. En lille glad Dreng kom løbende op. Han havde stritted en Bold i Vejret, – den var faldet ned i Tagrenden og nu skulde han op paa Loftet for at se, om han derfra kunde faa fat i den. Da han saa det døde Menneske, styrtede han rædselsslagen og skrigende ned ad Trappen. Hans Moder gik op for at se efter, om det havde sin Rigtighed, hvad hendes Dreng fortalte. Der blev sendt Bud til Lighuset efter Folk. De lagde et Reb om hende, for at faa hende løftet. »Bare hun ikke dratter fra hinanden,« sagde de. Hun blev kørt til Lighuset, hvor hun blev lagt i en Kiste med Glaslaag, for at de, der savnede hende, muligt skulde genkende hende. Hun stod til Skue i lang Tid. Ingen savnede hende. Men saa opdagede Fattighuset en Dag, at det var den undløbne Marie. Hun blev hældt over i en sølle Trækiste, og nu blev hun paa Trækvogn kørt ud til Fattighuskirkegaarden. Her var ingen Gravstene og Blomster.
95
Præsten, der kastede Jord paa Kisten, holdt en Tordentale til de ti Fattiglemmer, der var kommanderet ud til Begravelsen. Da de med deres snøvlende Stemme sang: »Lyksalig, lyksalig, hver Sjæl som har Fred«, skuttede de sig og tænkte med Gru paa, hvordan Marie blev stegt i Helved.
Djævlen stak Hovedet ind ad Tremmedøren: »For sidste Gang spørger jeg Dig Marie – vil Du leve?« »Ja,« svarede Marie, »hvis Du ved min Død kan bringe mig til Gud Fader den Almægtige, Himlens og Jordens Skaber – til hans enbaarne Søn Jesus Kristus, og den hellige Aand, den hellige almindelige Kirke, Syndernes Forladelse, Kødets Opstandelse og det evige Liv – Amen!«