Læseprøve: Tættere på Jorden end jorden af Nikolaj Tange Lange

Nikolaj Tange Lange

Tættere på Jorden end jorden

ROMAN

LYCIUS GLADIATOR

Tættere på Jorden end jorden © Nikolaj Tange Lange & Lycius | Gladiator 2020 1. udgave, 1. oplag Redigeret af Jamal Bendahman & Jonas Suchanek Forsidefotografi: Fryd Frydendal Bagsideillustration: Mads Ananda Lodahl Omslagslayout: Lea Petrine Bogen er sat med Weiss Std hos Lea Petrine og trykt hos Specialtrykkeriet Arco A/S Printed in Denmark ISBN: 978-87-93658-54-7 Tak til Mads Ananda Lodahl og til Statens Kunstfond

Denne bog er produceret efter Gladiator-modellen.

Modellen sikrer forfatteren 50 % af overskuddet, efter produktionsomkostningerne er dækket.

Ligeledes sikrer modellen, at forfatteren kan få sine rettigheder til bogen tilbage efter 2 år, altså en reel ophævelse af bogens stavnsbånd.

”I wouldn’t give a shit if my bicycle’s in bits I think I’m going to heaven on it” – Brett Anderson

Da jeg først så Otto, var det fra bagsædet af bilen. Regnen væltede ned, og det lignede, vinduet og verden udenfor var ved at blive opløst. Vi drejede ind over gårdspladsen, og jeg drejede nakken og fulgte ham med øjnene gennem bagruden. Når jeg ser tilbage nu, flyder billedet let sammen med Otto, der synker ned i mørket under bølgerne ude på havet, men det hører hjemme i slutningen og ikke her. Regnsættet lyste rapsgult op, og jeg kunne se, størrelsen af kroppen indenunder var cirka den samme som min egen. Gården, han var flyttet ind på sammen med forældrene, lå hen over kanalen fra vores, og om sommeren, når solen skinnede, og vandet stod lavt, kunne man stå med benene og skræve henover, men jeg var stadig kun fire, og min mor sagde, jeg skulle holde mig fra kanalen, for selvom vandet stod lavt, kunne jeg sagtens drukne, hvis jeg faldt og slog hovedet og mistede bevidstheden. Min mor så på mig i bakspejlet, og jeg kunne se på rynkerne om øjnene, hun smilede. ”Har du set, Ebbe?” sagde hun. ”Måske er der endelig én, du kan lege med.”

7

Gården, vi boede på, lå på Stranden. Det hed sådan, fordi jorden var en del af fjorden, inden dæmningerne blev bygget under krigen, og vandet pumpet væk. Markerne var flade, og det eneste, der ragede op, var gårdene og hegnene, der voksede langs skellene. Når man stod på dæmningen ude ved fjorden, kunne man tydeligt se, vandspejlet lå højere end markerne. Vi var tættere på Jorden end jorden. Når jeg gravede i haven med plastikskovlen, dukkede muslingeskallerne op og mindede mig om angsten for, pumperne eller dæmningerne holdt op med at virke, og vandet kom væltende ind og tog landet tilbage, mens vi sov. Vandet ville nå helt op forbi stueetagen, og det var derfor, jeg kun ville sove på værelset ovenpå, hvor vi alle tre sov, mens min far boede sammen med os endnu. Det sidste er noget, min mor har fortalt, for så længe jeg kunne huske, var der kun mig og hende på gården.

8

Før Otto kan jeg ikke huske, jeg nogensinde legede med andre. Før Otto var jeg kongen af klodserne på gulvtæppet og regerede over byerne, der blev bygget, gik under og opstod forfra, hver gang støvsugeren skulle forbi. Min mor brugte det meste af tiden ude i stalden sammen med hestene, eller hun sov om dagen og arbejdede om natten på sygehuset i byen inde midt på øen. Når hun sov, eller når hun var på sygehuset, kom min mormor og passede mig.

Hun sad altid i lænestolen og lavede krydsogtværserne i bladene, min mor havde med hjem fra sygehuset. Hun sagde, med problemerne, hun havde med ryggen, var der for langt ned til gulvet. Engang havde hun selv boet på gården sammen med min morfar, men han fik lungerne ødelagt af støvet i stalden, og så solgte han grisene og nøjedes med at arbejde i marken, men efterhånden mistede han helt pusten og kunne knap nok gå uden at standse og hive efter vejret, og så flyttede de op i huset i landsbyen, og min mor fik gården i stedet. Hun beholdt folden til hestene og lod andre dyrke markerne, og faktisk kunne jeg ikke huske, der havde været nogen på markerne før Ottos far på traktoren med cigaretten i mundvigen.

9

Gården, vi boede på, lå ud til vejen op mod landsbyen. Når vi kørte igennem landsbyen, pegede min mor på kirken og spurgte, om jeg kunne huske, jeg var blevet døbt derinde.

Eller hun pegede på skolen og sagde, dér skulle jeg lære at læse og regne. Landsbyen lå egentlig mod syd, men det hed op til landsbyen, fordi man skulle op ad bakken for at komme til den. Landsbyen havde ligget der længe, og den ville blive liggende, selvom Stranden blev oversvømmet igen.

Hvis man kørte ned på Stranden ad vejen op mod landsbyen, var gården den første, man kom til, men det gjorde man kun, hvis man boede der, eller hvis man kendte nogen at besøge der, for vejen endte blindt ude ved fjorden. Ved siden af vejen løb kanalen, og for enden stod pumpehuset og pumpede døgnet rundt for at holde jorden fri for vandet.

Ude ved fjorden fortsatte markvejen nordpå mod tangen, som skilte fjorden fra havet, der var uendeligt stort eller i det mindste så stort, det gik hele vejen rundt om Jorden.

10

Det var min mor, der først tog mig i hånden og trak mig med over kanalen og ringede på og spurgte, om Otto kunne lege. Ottos far tog cigaretten ud og holdt den i hånden og kaldte på Otto, der stillede sig bag ham og knugede buksebenene med hænderne, mens han stirrede mig i øjnene. Det trak i mig som magneterne, der holdt togvognene sammen på gulvtæppet, for aldrig før havde jeg set ind i ansigtet på nogen, der så på verden med øjnene så tæt på jorden som mine egne. De voksne grinede over hovederne på os.

De sagde, mig og Otto fint kunne se efter hinanden, og så kunne de få mere ud af tiden uden at bekymre sig om os hele tiden. Ottos mor underviste oppe på skolen, og Ottos far havde massevis, der skulle gøres i marken, og min mor havde jo hestene. Ottos far sagde, kaffen lige var løbet igennem i køkkenet. Han skoddede cigaretten, tog en ny fra pakken i brystlommen og spurgte, om min mor ikke ville med ind og tale om det, så kunne Otto vise mig værelset imens, og det var nok hyggeligst for os, hvis vi holdt døren lukket.

11

Det var før telefonen i lommen, man kan ringe til hele Jorden med. Hvis jeg ville tale med nogen, måtte jeg spørge min mor om at låne telefonen i stuen, og så måtte jeg taste nummeret, mens dut-lydene fyldte hele huset. Havde jeg haft telefonnummeret, kunne jeg ringe til min far, men fordi han var den voksne, var det ham, der bestemte, om vi skulle tale sammen, og det skete aldrig. Hvis jeg ville skrive til nogen, måtte jeg bruge kuglepennen og papiret, og jeg måtte spørge min mor om kuverten og frimærket, og om hun ville lægge det i postkassen oppe i landsbyen. Men jeg havde ikke adressen på nogen, og i øvrigt havde jeg ikke lært at skrive endnu. Det var også, før man kunne skifte kanalen på fjernsynet i stuen, når der ikke var noget at se. Men udenfor var der markvejene og markerne, man kunne løbe henover, og ukrudtet, man kunne løbe fingrene igennem eller plukke og samle i hånden, og der var himlen, som ændrede sig hele tiden og blev mørk, når det havde tænkt sig at regne, og man alligevel hellere måtte holde sig i nærheden af gården.

12

Fordi værelset lå ovenpå, var det kun der, jeg var rigtigt sikker. Jeg løb derop, når jeg ville smække med døren og skrige, så min mor kunne høre det nede i stuen, uden hun fulgte efter. Hun kom kun derop for at ordne rengøringen indimellem, mens jeg var ude. Otto var den eneste, jeg selv inviterede derop. Jeg elskede, når regnen bankede på taget uden at kunne komme ind, og når den gjorde sådan, blev vi liggende i sengen hele dagen. Det gjorde ikke noget, vi havde bladret alle tegneserierne igennem både forfra og bagfra, for vi forstod alligevel ikke ordene i boblerne, og dem, vi digtede, var altid nye, og når vi blev sultne eller tørstige, råbte jeg ned til min mor, og så satte hun tallerkenen med kiksene eller kanden med saftevandet for foden af trappen, som jeg havde sagt det, fordi det sidste, jeg ville risikere, var, hun kom brasende, mens vi lå med hovedet på maven af hinanden og sank ned i dynen og historien, der var vores sammen.

13