Page 1


Anita Furu

Mit halve liv

Roman Gladiator


Mit halve liv © Anita Furu & Gladiator 2017 Redigeret af Hans Otto Jørgensen & Jakob Sandvad Omslag: Thomas Joakim Winther Sats: Jesper Frederik Emil Hansen/Klahr Bogen er sat med Dante og trykt hos Specialtrykkeriet Arco Printed in Denmark 2017 ISBN 978-87-93128-82-8

Denne bog er produceret efter Gladiator-modellen. Modellen sikrer forfatteren 50% af overskuddet, efter produktionsomkostningerne er dækket. Ligeledes sikrer modellen, at forfatteren kan få sine rettigheder til bogen tilbage efter 2 år, altså en reel ophævelse af bogens stavnsbånd.


København, 1913

Jeg løber det sidste stykke. De nye sko klemmer. På Nørre­ brogade står solen lige i øjnene. Jeg drejer ned ad Elme­ gade og tumler, med åndedrættet i halsen, gennem porten til nummer 7, finder første baggård, en indgang, en trappe. I en fremmed opgang står jeg foran en dør, som engang har været blå, knytter hånden, dundrer på døren, og hun åbner med det samme. Trinet knirker, da jeg falder ind mod hende. Hun lægger sin hånd på min kind. Åh, hvor har jeg savnet dig, Amanda! Vi sætter os i sofaen. Det er dagen efter min mamas jorde­ færd. Amandas tommeltot stryger min hånd. Det er en sær­ lig måde, hun har. – Moderløs to gange, siger hun. Kulden kryber op under kjolen. Det føles som vinter, selvom det er sommer. Stuen er huleagtig. Bag væggen er lyde fra fremmede mennesker, og ved døren står Amandas ting som kortlagte pletter i et ukendt land. Kommoden med blondedugen. Den sorte hat med den blå fjer. Tobaks­ æsken med smykker. Jeg ved, hvordan det føles at åbne den æske. Billederne, de to hun ejer, står lænet op ad kommoden. Det forreste er et fotografi af mama, Amanda og mig i en 7


oval ramme af blank mahogni. Mama og Amanda sidder i hver deres stol. Jeg står mellem dem og ligner hverken den ene eller den anden. Bag det billede står et mindre, hvor­ af jeg kun kan se hjørnet med fotografens stempel »Rosa Metz 1906«. Men jeg kender det godt. Det er et fotografi af mig. Jeg sidder ved et bord. Mit hår er kort, næsten som en drengs. Portneren skal hænge billederne op, men han er et smøl. Spejlet har Amanda selv fået anbragt over for sofaen, hvor der i forvejen var en krog. Når jeg rykker tættere på hende, kan jeg se vores spejlbilleder. Vi er næsten lige høje, for jeg blev tretten i vinter. I spejlet er vores hoveder ved siden af hinanden. – Jeg har købt bakverk til dig, siger Amanda på sit snub­ lende skånsk-danske. Jeg vil sige, at jeg har kvalme, at jeg ingenting har spist, men hun har allerede rejst sig. Hun finder bagerposen frem fra køkkenskuffen. Jeg vil fortælle, at jeg har en følelse af søsyge, at jeg har haft det sådan i flere dage, at det trykker for brystet, men nu får jeg rakt en tallerken, og hun ser triumferende på mig. – Din yndlingskage! En linse. Den tørre kagemasse, den bløde creme, det smager hjemligt. Amanda henter et glas saft. Hun bliver stående og venter. Jeg er nødt til at spise og drikke det hele, så hun kan få glasset og tallerkenen sat til side og komme ned i sofaen igen, og vi kan sidde her sammen. – Fortæl om dengang, jeg kom til Danmark, siger jeg. Amanda kniber øjnene sammen. – Du var så liten, siger hun og viser med hånden lige over sin navle. – Du stod på trappen og nejede og nejede og ville 8


slet ikke ind. Du havde en rød kjole på og små røde støvler og en rød kuffert i hånden. Den ville du ikke slippe. Det var svært for dig at neje, mens du holdt kufferten, ikke at den var stor, den var meget lille. Og om aftenen, husker du det? Da du skulle sove, Lamse? Du ville ikke give slip på min hand. Vi holder hinanden i hånden i spejlet. Amandas spejlbil­ lede er bredt, kinderne, næsen, munden. I mit ansigt er al­ ting smalt. Det er et nyt familiefotografi, men denne gang uden mama. Nu er vi kun os to. – Jeg strøg dig over kinden og sagde, at jeg kom tilbage om lidt. Men du forstod det jo ikke. Du så bare på mig. Jeg hentede min dyne og min pude og redte op på gulvet ved si­ den af din seng. Der lå jeg hele natten. Nogle gange troede jeg, at du sov. Men det gjorde du ikke. For når jeg prøvede at trække handen til mig, så holdt du fast. Jeg klemmer Amandas hånd. Hun klemmer tilbage. Jeg læner mit hoved mod hendes skulder. – Og så besluttede du at blive hos mama og mig, siger jeg. – Jeg havde ellers sagt til din mama, at når der kom barn i huset, så sagde jeg op. Så ville jeg tage hjem til min søster i Malmø. – Men det gjorde du ikke. – Det gjorde jeg ikke. Det spænder i kindbenene. Mine skuldre ryster en smu­ le. Jeg gør mig lille, vender ansigtet mod Amandas kjole­ ærme og trykker min næse flad mod hendes arm. Da hun løfter armen og lægger den om mig, stiger en skarp lugt op fra ærmegabet. Jeg holder vejret et øjeblik, før jeg lader mig synke ind mod hende. – Var der gode taler? spørger hun. 9


– Taler? – Fik din mama smukke ord med på vejen? Det har hun fortjent. Se hvor godt, hun har sørget for mig. Jeg ser mig om i Amandas lejlighed. Der er en køkken­ krog og et vindue mod gården, hvor det næste hus ligger så tæt, at jeg kan røre ved genboens mur, hvis jeg rækker hånden ud ad vinduet. – En stue og et kammer, siger hun tilfreds. – Al den plads kun til mig. Og så bliver jeg på Nørrebro. Det er, som det skal være. Og møblerne også. Hun fører hånden hen over sofaens stribede stof. – Dem har din onkel sørget for. Sofaen er ikke nybetrukket, men der hører et sidebord til. Det er af samme slags træ som sofaens armlæn. Aman­ da stryger med hånden over bordet. – Her kan jeg sidde med kaffen. Hun gør en bevægelse, som om hun drikker en kaffetår og sætter den imaginære kop tilbage på sit nye bord. – Blev der sagt noget smukt om din mama? spørger hun igen. Jeg trækker på skuldrene. – Der var vel taler? bliver hun ved. – Ham rabbineren eller din onkel, sagde de ikke noget? – Rabbineren sagde nogle mindeord. Jeg ved ikke, hvorfor det er så vigtigt for hende. Jeg orker ikke at tænke på det nu. Jeg vil bare sidde her med Amanda og føle mig hjemme. Jeg vil lukke øjnene og forestille mig, at vi er i lejligheden på Nørrebrogade. Det kan være om aftenen, lige før jeg skal i seng. Jeg gik forbi i dag, jeg ville ikke se over på gadedøren, jeg ville ikke se op på første sal, men jeg gjorde det alligevel. Vinduerne glanede tilbage. 10


Vi sidder sammen, Amanda og mig, det gør vi et stykke tid, indtil hun sukker og rejser sig og siger: – Du skal hjem nu. Skal jeg følge dig på vej? Jeg skubber skoene af og får benene op under mig. – Lad os vente lidt, søde Amanda. Hun sætter sig igen. – Kan du huske, da jeg skulle fotograferes? spørger jeg. Hun klukker, som jeg ved, hun vil gøre det, for hun tæn­ ker på det samme som jeg, at jeg lånte hendes smykker og havde dem på hos den fine fotograf. Det var en af de første dage, efter jeg var kommet til Danmark. Hele tiden rendte jeg i hælene på Amanda. Som en hund fulgte jeg hende, også ind på hendes kammer bag køkkenet, hvor hun satte sig på sengen for at puste ud mellem opvask og gulvvask. På hendes kommode stod den tobaksæske med skydelåg, hvor hun opbevarede sine smykker. Jeg husker, at hun sad på sengen, og jeg stod ved kommoden og trak æskens låg til side og tog smykkerne op. Jeg tror, jeg talte med mig selv, som små børn gør det; at jeg hviskede ord, som kun jeg forstod, og det føltes ensomt, men at Amandas værelse var et helle i den ensomhed. Jeg tog hendes halskæder på, og jeg ville ikke tage dem af igen. Først forsøgte mama sig. Så prøvede Amanda, mere på skrømt. Men ikke om jeg ville. På strømpesokker smutter jeg over gulvet. Strømpen hænger fast i en splint. Jeg river den løs. Det stikker i tåen, og det er i orden. Lad splinten bore i min tå, lad det bløde en smule, lad Amanda trække strømpen af mig og grave efter splinten med en synål, der ikke er så ren, som den burde være. Jeg henter fotografiet, der står op ad kommo­ den, og hinker på ét ben tilbage til sofaen. Amanda læner sig ind mod mig. Jeg lader fingeren køre hele vejen rundt 11


langs messingrammen. Amanda fører sin finger hen mod det buede glas og aer mit seksårige jeg på næsen. Pigen på billedet ser træt ud. Det har jeg ikke tænkt på før. Hun smi­ ler en smule, men det er, som om hun ikke orker det. De to halskæder, en lang og en kort, hænger ned over kjolens bærestykke. Den lange piller hun ved, det er den med de glatte perler. Mama fik lavet fem kopier, og hun måtte sen­ de fotografier til familien i Tyskland, hvor jeg havde Aman­ das tarvelige smykker på. Sådan begyndte mit liv som Ruth Ballin.

Læseprøve: Mit halve liv af Anita Furu  

Mit halve liv af Anita Furu. Udkommer d. 7 november hos Forlaget Gladiator

Læseprøve: Mit halve liv af Anita Furu  

Mit halve liv af Anita Furu. Udkommer d. 7 november hos Forlaget Gladiator

Advertisement