Elvir Maleškić
I STØD FINDER JEG LÆ
DIGTE
LYCIUS GLADIATOR
I stød finder jeg læ © Elvir Maleškić & Lycius | Gladiator 2021 1. udgave, 1. oplag Redigeret af Emilie Parsbæk Skibdal og Jonas Suchanek Forsidefotografi: Elvir Maleškić Omslagslayout: Lea Petrine Bogen er sat med Minion Pro hos Lea Petrine og trykt hos Specialtrykkeriet Arco A/S Printed in Denmark ISBN: 978-87-93658-59-2 Tak til Statens Kunstfond
Denne bog er produceret efter Gladiator-modellen. Modellen sikrer forfatteren 50 % af overskuddet efter produktionsomkostningerne er dækkede. Ligeledes sikrer modellen, at forfatteren kan få sine rettigheder til bogen tilbage efter 2 år, altså en reel ophævelse af bogens stavnsbånd.
Vi går på en ø, som ikke er alene mere. Vi er heller ikke alene mere, det siger vi til hinanden. Solen bider dig i hudflapperne. Den kunne have været mere venlig. En tyk streg på kortet binder øen til en halvø. Det hele vokset sammen med Europa. Vi går med små stilet-skridt, vi har øvet os i. Du er stille og ser på de halvnøgne grene. De kaster skygger, indbyder til, man siger noget. Træerne er smukkere uden blade, siger du. Det må have været vinter. Jeg viser dig min hånd, den er skovklædt. Du har stærke holdninger om træerne og siger, at de er uledsagede flygtningebørn. Du har en sort frakke på, den samler fnug. Jeg er så glad for, jeg nåede at tage dig bagfra inden morgenkaffen. Du virker glad for dit liv nu og takker mig for det. Selv tak.
52
Stik nu fingeren gennem de kødfulde natlæber. En dag bliver de til vinger. Ved jeg. Og når den dag kommer, vil jeg vise dig de nyfødte bosniske bjerge. Vise dig, hvordan bier og bjerge blinker, når imamen kalder til bøn.
53
SKUDHULLER I SOLCREME
Jeg pakker min taske ud og lægger det hele på sengen i små bunker: En kærlig kone. En film, hvor far slår. Et portræt af mig, der bobler af fråde. Et hul i jorden, en pik. Børn, der vokser og vil noget. Har du taget alt det med, spørger du. Ja.
57
I Sarajevo går vi i takt i juli. Hver en celle har vi rullet godt ind i solcreme. Dit hår er et vandfald af lava, jeg hele tiden finder min store næse i. Hver aften oplyser dine katteøjne den bosniske nat, som er lummervarm og penetreret af byens grådkvalte glimmer. Jeg tilbyder dig at puste alle gadelygterne ud. Hvor er du sød, siger du. Så tager jeg turen gennem byens kamre, fra lampe til lampe, og slukker en indeklemt sol hist og her. Jeg beder dig om at fylde alle skudhullerne op med sæd, du går og gemmer i munden. Det gider jeg ikke, siger du og ryster på hovedet.
58
I en baggård finder vi et bord med rødternet dug og opdager en sæbeboble med to kubikmeter kærlighed. Må jeg prikke hul på den boble, spørger jeg. Du svarer ikke og tager billeder af facaderne, der samler på modermærker. Vi bestiller noget let, brød og ost, lidt røget okseinderlår. Og så ser jeg dine inderlår for mig. De er skåret i stykker, tilsat 13 % vand, vakuumpakket og fragtet til en køledisk i Føtex, hvor de tages op af min varme hånd, der køber ind til aftensmad. Hvordan stopper jeg en tankestrøm, der involverer en køledisk, mens vi sidder i Sarajevo. Her kan man starte en verdenskrig med et knald, du ved. Måske det hjælper at tænke på dig som ilt, jeg suger ind og så sender retur gennem næsen som CO2.
59
Jeg skyder brystet frem, når vi spadserer rundt om Sarajevos fløjlsbløde sårskorper. Og vi udveksler solsmurte kys gennem sommeren, hvor højhusene simrer i dalen som i en gryde uden låg. Jeg er træt af at være såret uden sår, siger jeg. Okay, siger du. Jeg tæller etagerne og tiggerne og får lyst til dig i knaldrøde laksko. De er langt, langt borte i Aarhus. En gang imellem må jeg slå dig med bæltet, når vi elsker. Vildere bliver det nok ikke, går du og siger.
60
Jeg er oppe at køre, da vi står på broen i Mostar. Den er genrejst af faldne sten. Hvis man holder sin kæft, kan man høre den skælve og arbejde med brystmusklerne. Den holder øst og vest adskilt 24/7. Selvfølgelig skal vi rafte i Neretvafloden. Den er landets koldeste drink. Og du har adviseret mig. Da du sagde, jeg ser pisselækker ud i en våddragt. Når du så tager den på. Blå øjne sejlende i sort gummi. Og vender dig om. Slukker du for alt mørke i Sydøsteuropa.
61
Vi ser et stilleben på museet. Det kan jeg godt huske fra mine unge dage, fra blokken. Siger jeg og fortæller videre om. Hurtige skridt i opgangen. Militserne, der jager. Vi sidder rundt om spisebordet. Mor og far, lillebror og jeg. På bordet et skrigende fad. Et æble, en pære og en håndgranat. Som far holder. Hvis de braser ind, er vi klar.
62
Når man lander her, venter der altid en taxa og en chauffør med tykke blå streger under øjnene. De trækker hans hoved ned som to ankre. Han ligner én, der har affyret et sommersmil. Engang i starthalvfemserne. Et smil, som aldrig fandt vej til sin modtager. Det må have været hans datter. Hvis blottede knæ blev jævnet med jorden. Mens hun sjippede og stønnede let. Og hendes lyse stemme for vild og blev til huller i natten. Som taxaen nu navigerer uden om.
63
Når man lander her, er det altid gennem en dyne af tåge. Piloterne styrer efter taxachaufførernes cigaretter, der gløder dag og nat. Tågen smelter på dine kindben. Græder du? På bagsædet har jeg hånden i dit skød, det er min lune lomme. Gennem ruden skimtes træer, der kribler ud af de forladte huse. Bjergerne, jeg er vokset fra, vokser på mig. Jeg styrer efter dine fregner, som snart brænder ud på himmelen.
64
Jeg går rundt og vil ikke. Jeg vil ikke sige farvel til sommeren, dens knopskud. Jeg vil ikke sige farvel til bryster og bjerge, der store og stumme trækker i hver deres retning. Sig ikke, det er slut med kys i glohede taxaer, der skvulper i dieselos. Sig ikke, det er slut med at få dig til at komme fire gange i rap på mormors striktrøje. Jeg vil ikke. Jeg vil aldrig stoppe med at kysse dig godnat med min yndlingsblommebrændevin i munden. Vidste du. At man kan plukke æbler i sporvogne i Sarajevo. Når man er forelsket.
65