Læseprøve: Hinsides fedt og valium - Theophanis Melas by Forlaget Gladiator

H I N S I D E S F E D T o g VA L I U M T h e o p h a n i s M e l a s g l a d i at o r

HINSIDES FEDT og VALIUM Theophanis Melas

gl adiator

HINSIDES FEDT og VALIUM © Theophanis Melas & Gladiator 2021 1. udgave 1. oplag Omslag: Clara Birgersson efter idé af Theophanis Melas Sat med: Garamond og trykt hos Specialtrykkeriet Arco Printed in Denmark 2021 ISBN: 978-87-93658-83-7

DEGRADERING AF VINDUER (stuen)

En mindre aggressiv, og mere stoisk person, en stokastisk konfererende onkel fra Athen kommer ind i stuen. Her implicerer enhver form for involveren også en form for besiddelse. Nogen kan ikke handle dér, hvor andre ikke er lammet. Nogen kan handle dér, hvor andre er det. Dér går man, igennem stuen, med et ønske om at indbefatte uafsluttede definitioner, askeser i udskillelse, andre tanker siden sidst. Nogen kan ikke huske, hvad nogen kasserer undervejs. Uret, der hænger på væggen, er der f.eks. intet kuriøst ved. Der er heller ikke noget ved den forlovede hånd, der hænger ved stolen og sender beskeder. Mens én sidder og læser i en bog, klasker nogen den læsende på låret, og siger et eller andet, flormelis rejser sig fra stoffet, fra bukserne, op i luften. Den klaskende hænger sine fingre til tørre og siger, jeg kan ikke skelne, om der står sår eller 5 år. Det er en virkelig person, der kom til at hælde skoldhedt vand på sin manglende epidermis, a-a-a-a-a-a-a-a-a-a-aa-a, i stuen, og igen, aaaaaaaaaaaaaa, i stuen. Hvem falder fra hinanden, som torsk på panden? Vinduerne har udsigt til det uafrystelige og det opportune. Nogen står, eller går, med brugte tebreve hængende fra hovedet, ud af rummet. Alt spiller med, tøjet, håret, tungen. Alt producerer lyd. Alt forstærker den lyd, altet fremkalder i rummet. Altet knirker. Gulvet, sengen, dørene, sætninger, de krumme agurker, der er billigere end de lige og

mere sprøde. Når nogen forlader selskabet, baglæns, knirkende i mørket, bliver en anden siddende i stuen, og tænker. Andre gange sidder den anden bare. Kigger ud ad vinduet og opdager, at der bliver bygget høje bygninger ved en institution, hvor en franskmand på flugt sad i 40’erne. Ja, man taler stadig om fædreland og modersmål, om uopvarmet tobak og erfaring. Et kort over afvigelser i det slankeste frimærke, siger den ene til den anden. Den enes ansigt er bortvendt, mod vesten, den andens lange negle åbner breve. Hvis der er liv et af de her steder, må man forvente, at der er liv masser af steder. Her er det små skridt, der gør forstanden fed. Der er sølede kedler, og krøllede sedler, før man siger farvel. Man aner i den fremtidige forsvinden en ubærlig skam hos den liggende, stående, siddende, gående, stuende. En rasende lykkelig person med bananfluer flyvende om munden, og næsen. Den eneste måde, gulvet i stuen kan bevæge sig på, er i beruselsens tilstand, hvor billeder klippes sønder og sammen. Det er en skam, siger nogen, men fuck det. Den kolde seng accelererer kvalmen hos den sengeliggende. Her er bucolibakteria, konfekt, i farmaceutisk forstand, en polysemisk semierotik i kroppen. Vinduet er åbent. Nogen blotter sin bagdel, hvor der gror svampe, anemoner i blæsten. Personen er toksisk af tossethed. Der står EUPHORIA på indersiden af læggen. I værelset ved siden af, det tomme værelse, høres den natlige latter igen, den leende sovende form står stille – (op) – går lydløst, som var den bange for at vække verdenen. Hvert eneste skridt falder ufrivilligt, finder gulvet alene med tæerne. Nogen er

et stolt menneske, der ikke spænder ben, men gerne tager stolen væk under en. Selv denne person, det nemmeste barn, der leger i stuen, (i hvis navn er land og timer og fornuft og rotter), er blevet vanskelig. Det er den samme person, der finder i mug, hvad rollen ikke nægter. (Selv giganter kan ende med ryggen mod muren). Hvis en anden kommer, så går nogen ud af stuen. Her holder nogen pause, og leger med betrækket. En usædvanlig lyd tiltrækker nogens opmærksomhed. Kigger ud igennem glasset i vinduet – har denne en større autoritet end dem, der kigger ind? De står og taler. Den kiggende lægger mærke til, at det hovedsageligt er vokaler, den kiggende aflæser hos de talende. På bordet – det samme brev, der stemples to gange. Ved bordet – en, der har vænnet sig til at finde læsninger alle steder, er ikke i stand til at blive opløst af andet. Alle de, der sidder derinde, respekterer partituret, siges det. Men de falder også drastisk ned af stolen, efterfulgt af tøj. Nogen kan finde på at holde mund blot for at dulme smerten. At ligge i soveværelset, med hovedet på sovepuden, hvor der står “bare en lille lur”, og passe til alle hjerteslag. Er de, der opholder sig her, opholdsduelige? Farlige individer kastes op og ud af den sociale krop. Pludselig optræder de i stuen, de sidder og sidder, i timevis. Én taler til en anden. Den anden lytter ikke. Én råber. Dét foruroliger støvet i huset. De små hunde løfter deres hoveder af og til. Resten af dagen er et stridbart blik, eristik, essenser af nat, kulsort nat. (For at bevare besindelsen er det forbudt at lægge sig ned). Så synger nogen If this is a Boulard I am a mouchoir Qui dit au

revoir À tous les vieux bâtards. Der går ikke nogen spleenfulde englændere her, der vågner op en morgen og skyder sig selv, fordi det regner. Er der overhovedet kritik til stede så? Ja, også en dårlig farve på citronen. Intet at glo på, på nær en, der går, med en ryg, der stadig er buet, som en rejes. Sikke en dejlig bred bluse, personen har på. (Personen bruger butiksdød for at tale tydeligt tysk, og fantaserer, at nogen finansierer den sammes fantaseren). Denne person, der nu står i stuen og ser det enestående, regnen udenfor, har et syntetisk blik sammensat af : almindelig fiktion fra boulevarden, kogt eller bagt varighed i det merkantile. Er det usikkerhed, lapsethed, sublimering, sanselighed, der manifesterer sig i personens langsomme gang og træge reaktion? En forvandling er afsluttet, i køkkenet, på toilettet, i soveværelset. Nogen vokser ikke mere. Der er et lig i dagligstuen. Hver lyd har ægte og uægte søstre. Sproget i stuen består af fuld underkastelse i magneter. Nogen er nogen, et dolket idol, tre dage i tre dage, (alle døgn i øjnene er skyllet i land nu). Vinden tilhører den dolkedes ører. Noget flytter vedkommende fra koncepterne, ud af stuen, ud på gaden. Forvirret og uden orientering går personen hen på torvet og vender tilbage til stuen, lige så snart – hvad skulle det betyde? – at nogen går hen på torvet og vender tilbage til stuen lige så snart? Én står og taler. Der er uforsigtige fluer i stuen, klask, meget klogt i telefonen, klask igen. Det er på tide, at nogen fralægger sig rollen som autoritet i huset. Den, der lige er kommet tilbage, fra torvet, er en ledig ånd. En, der får kopister til at skrive fejl, og en velha-

vende vakler til at virke fej, og en anden til at banke sine vipper i ståhej, åh nej. Ja, der er orgasmer i det ene rum, gasmasker i det andet, et forstørrelsesglas til en storm i et glas, svage sitringer i et forsvar for stormen. Det er hér, at nogen oplyses af det kraftige blus, der koger to æg. Uden for vinduet – vold. Solen – får det indre af nogens næse ret belyst. Nogen kan sidde med den ene hånd over munden, og bemægtige sig belysningen, i huset. Den anden holder en maskeret værdi, en bog. Dette er en svært læselig bolig. Den taler i folder, pli selon pli, siger den. Der høres et klaver i kvarteret. En mængde køretøjer. En tilstand, så intensiv. Den starter med fugtige intervaller, der fremkalder et konversabelt intermezzo, mellem betydning og amplifikation, senere navne, der lader tingene sejre, formodninger, der lader fortielser bestå af fortielser, i huset. De er afhængige af figurer artikuleret i hørelsen, fremtiden, der siver ud af sætninger, teknikker, nedre kilder. Man taler, ikke fordi man er født til at tale – når nogen taler, holder nogen op med at tænke. Man står og opfatter sig selv som en anden end det, denne stående egentlig er. Længe efter en stilhed mærker denne alt det, han som stående, siddende, liggende, gående havde været i berøring med : billig undergang, brugt viden. Har nogen mistet virkelighedsfornemmelsen i stuen? Én er i tvivl om alt muligt, men har adskillige rigtige svar på ethvert spørgsmål. Betænkeligheder varer ikke den mindste sitren, da nogen tænker, man køber da rejer på auktion. Her kommer mediejurister, der spiser ristet medister, og slikker laurbærblade, i stuen. Her er vafler af luft, moderate radiser, sukker fra

rådhuset, støv, der sidder øverst, også i stuen. Der er konstruktioner, der dominerer de siddendes viden – (er den bred eller tom?) – oplysninger, der akkumulerer over tid og rådner, inde i dem. De sidder og spiser deres makrel. Rører ydersiden af glasset med underlæben og drømmer helt ud til fingerspidserne. De er hebdomadisthedonister. Deres breve kan ikke læses, madame, i denne uvidenhed. Deres tæer på min nøgenhed, malplaceret eller ej, er på sin plads. Der spilles forspil. Der jages med alle hundene, der spilles for nydeligt. Det faktiske, aldrig for sent, aldrig for tidligt, optræder i nåle, i trådt tøj, i akkorder af singularitet, inde i sulten, tungebevægelser, der ønsker en varig ladning et sted. Her er adskillige døre. Der er en trappe op, til overetagen, og en trappe ned, til underetagen. Værelserne står forholdsvis nøgne, (nogle stole), en bevægelse inde hos nogen – skal det være et nys eller latter? Én kigger på en anden, som om vedkommende er blind, går hen til vinduet og kigger ud i mørket. Det hjælper ikke. Man hører nogen åbne og smække i bag sig, i huset. Trætte fødder skraber mod gulvet. Der er flere, der dingler med fødderne. Mærkelige fødder. Mærkelige sokker. På gulvet går der sølvkræ, stankelben af forskellige størrelser, på badeværelset, i køkkenet, i stuen. De er almindelige onkler, der iagttages af iagttagere, luftige som panettone, overflødige som phth i ftalater. (En storm vil ramme dem i nat). De går rundt og går rundt. Hvad leder de efter, og hvad leder de efter igen? Nogen tilbeder en anden i stuen. Den anden tilbyder nogen rødbeder. Dennes åndedræt lugter. Af kogte indvolde. Her er også sardiner, figner, en særdeles nyfigen og herlig kvinde i huset. En kort lyd – en rystelse?

en lille skræmt stemme? – kommer ud af munden på en. Det skyldes en distraheren i den hysteriske tyggen, med uheld til følge hos den tyggende. Man kan altid få mere af det, man formår, af at sige noget giftigt forsigtigt, hvem bor her, (Бо́г), her Бо́г ingen. De to, der diskuterer, de står i korridoren, konstaterer, at de har forvekslet ordet förbryllad, forvirret, forbløffet, med det at være gift. Når den ene er alene, taler denne til en stol, et bord, drejer sine tanker og skridt et andet sted hen, vender tilbage til den svagt belyste korridor, går ind i køkkenet og stiller askebægeret i køleskabet. Hvad mangler der, andet end tomater, tænker nogen. Den vildeste krebs, i de videste kredse, der spiser sin Rote Magrethe. På den ene side er hjertet, med sine pauser. Gengivelser, der er ulæselige for markedet : er det ude med os, fordi vi giver os god tid? På den anden side er vanskeligt forståelige sprogelementer og rystelser til rådighed. Når nogen husker, hvad nogen skal sige, synes andre ikke at lytte. Der er grunde til, at den, der husker, giver, ved lettere spasmer i iagttagelsen, et referat af sin feber : ekstrakt af gøen, myg under hagen, hvide bandager rundt om det hvide. Alle forundrer det blanke i en. Ikke de indre bevægelser, der skaber uro hos nogen, der svajende står og tænker, at forurolige eleverne, med et unødvendigt dødsfald, midt i en konjunktiv? Men bliver man tidsfri, er man tidsfri, også i stuen. Man ligger i den kanoniske stilling og limer det opgivende øverst til det sublime. Ikke en eneste dråbe sved, kun voks, der smelter, fatalt, i den historie, der bliver fortalt. Intentioner spiller hovedrollen i interiøret. (Bedrageri,

der drives med personlighed, gør det også). Man får vabler af at give hånd og at give hånd og at give hånd. Lydpatriarker uden lydmatricer er uenige, om en piften er giftigere end hihihi. Nogen kan ikke ryste vildvejene af sig og går rundt i stuen, taler med sig selv, hører sin egen stemme formulere dialoger i fremtiden – er denne person meloman? Man ønsker at være køligere, for derefter at blive den samme, gjort virkelig. Den samme, der giver små lusinger til sine lommer, der stadig er tomme. På gulvet er der fnug og brædder. På væggene hænger indicier, fra før og efter lynet. Stikker nogen hovedet for langt frem ud ad vinduet, får nogen skylden for alt mellem himmel og jord. Ellers falder man, hvor man vågner, trynet af processer, ved lotteri og teori, det talkumagtige, et sprog, man ikke taler. Er læsning prostitution, bliver nogen igen pubertær. Med ugler i samlingen, ulve i udvalget, små substancer af ufuldstændighed. Man kan ikke samle sine tanker og lader i stedet ordene gøre tænkningen. Skriver et brev, indvendigt i konvolutten. Mange sider er skrevet af den liggende, (læser), i stuen, hvor det liggende ligger. Måske var den liggende i sovende tilstand, mens dét skete, (nogen stod i længere tid og lavede noget mærkeligt med munden). Hvis nogen vælger en anden, mister den anden også sin frihed. Nogen mister sin frihed, uanset om en anden vælger en anden, i stuen. Her er det ikke alle, der har brug for en identitet. Flere af de besøgende overvintrer i andres huse, eller bliver genhuset. De ved blot ikke hvor. Det pedantiske kommer aldrig ud af munden på dem. Det registreres blot,

i hørelsen, i synet, i en parentesernes udluftning, tilegnet forståelse i det synlige, i stuen. Man er ikke i stand til at erkende, at en interesseløs forstand kan ende som en tand i handlingen, et ansigt, der hviler, på bordet, og sætter det stående i gang, en strand, en standsning. Man sover ikke for sjov i huset. Man tager det skam alvorligt, fra man fødes, til man er en dør. (Syvende i trettende). Tilfældet er magtfuldt, både inden og uden for huset, hvor man begår de samme fejl, om og om igen, og noget kommer, og forsvinder, akuratesse ved ankomsten, krøller i skridt ned ad trappen ved afskeden. Delirium som analytisk formalisme? siger nogen til en anden. Og den anden, der tænker abstrakt, som ravne gør : paranoia er en misforståelse. Der lugter af skaldyr. Efter der er filet negle. Et vidunderligt fyldemiddel, åh, polydextrose! Blind af nys og det skarpe lys kysser nogen en person blå, fra top til tå, og siger, physis er kim, og kim er physis, igen og igen, til man griner, helt nede i kælderen. Man ved ikke, hvem disse folk i stuen er. De taler om mandrax, forkortet max, og begynder forfra. Med handlinger, sætninger, støvler. En sonet. Andre ville få sår af at nikke, eller ryste på hovedet, og producere lyde, pf og ts især, de såkaldte affrikater. Men nogen lægger benene over kors og forsøger blot at forstå, et nik af et muk, andet begærer ikke andet. Denne nogen, tynd som et gardin, eller som vipper, bliver stående, som system. Inden for vinduet er der ingen planter. Kun drænende kærlighed. Men der er meninger nok, termer, fulde af trapper. Noget planteligt i et vågnende blik, hos en liggende figur, aldeles betaget af

uforudsigeligheden i de afrevne siders flyvning og landing på gulvet, i stuen. I januar, nej, februar. Et øjeblik kommer én i tanker om, hvad der var uden for vinduet, og kommer tilbage til stuen, fra vinduet. Det er vinduet, der fjerner nogen fra sine vaner, ved en begrænset åbning af munden, en følelse af massefællesskab, efter en low-calorie martini. I denne oplysning, der virker som voks i opløsning, opdager nogen, at der er en sprød rygsøjle i enhver handling. Som om vellyst og muntre lektioner var hullede, skrøbelige afskrivelser af “at have haft” i det yderste åndedræt. På den anden side af døren er der kun nogens vejr. Forstokkethed iført forbedret uformåen, hvor man forsyner sig med en mangfoldighed af elskere, og elskerinder, elendige kritikere. Man, mør, eller vant til noget, behandler sine behov som ladhed i optativ, fast, i egen dyne. Dér ligger man, med glans i øjnene, af eddike, og hvisker om en plet på væggen, en upåvirket uvaskethed. Blikket er porøst, gennemhullet måske, som gaze. Er det ondt, at tiden er knap? At tegn ligner smadrede vinduer? Storme flytter skibe udenfor. (Man er heller ikke urokkelig i stuen). Man lytter til en radiostemme, en statsmand. Stemmen tilskynder borgere til at skulle købe mere. Så begynder nogen, der næppe har kæmpet med kløer nogen steder, at manipulere nationalsangen. Man gisper og gaber gratis for lidt. Pulsen er i plus, i stereoøjne. På afstand kan man ikke se, hvor nogen kommer fra. Den rejsende er ikke en kejser. Kun nogen, der kender nogen, kan finde nogen, der kan løbe hurtigt. Den samme ha-

stighed, som man finder i smagen. Ansigtsudtryk skifter hele tiden. Alt andet forbliver stående. Man vrider sin hue og kommer med en rablende dom, deres fornuft er ikke en vom som vores. De er kommet, og de kommer indenfor, i rummet, holdende en tallerken med begge hænder, på brystet. De drømmer om blændende hvide servietter, der forstyrrer vores syn – (kræftens bekæmpelse bliver til kæftens bekræftelse) – nu, den næste radio : min kone hedder Ritzau. (Man har jo folk til at fortolke gæld og omfavnelse, hvis det ellers siger nogen noget). Læbernes tilstand bliver, hvis nødvendigt, indsmurt i harpiks, ved det store spejl, i entréen, hvor alles sved afspejles i huset. Eller ler man bare, og slår græs i haven, med sin fremragende næse og ulidelighed i blikket, en kalkun, som ikke er i stand til at kalkulere sig frem til jul. Der er tale om bøjninger. Der genopstår som dynasti drevet af pletter. Ikke større end bygningsfejl i det tapetserede, et hvad i nærheden. Hovedet er et andet sted. Intetanende om intetandende, det småler af træthed, tilstrækkeligt besvimet melder sig som ven, en flad flue i bunden af vinteren. Nogen kan godt finde på først at sige sin mening ved udgangen. At blod er svaghed, en tanken fejl og sorteren ved indgangen : umærkelige begyndelser ud ad sporet, et par nye knæ under bordet, talen, om disponenter. Ingeniøren bliver ved med at tale om interiøret. Arkitekten, allieret med det allerede i det øvrige, skæv af den konstante nordenvind, kigger på flygtige bogstaver og bider i underlæben. Den bliver stram.