Guldet er oversat fra fransk efter L'or Udgivet første gang i 1925 © Éditions Denoël På dansk ved Troels Hughes Hansen Omslagsillustration: Zven Balslev Omslag: Thomas Joakim Winther Bogen er sat med Minion og trykt hos Specialtrykkeriet Arco Printed in Denmark 978-87-93658-38-7 Tak til Statens Kunstfond
KAPITEL II 5 Havnen. Havnen i New York. 1834. Her landsættes alle den gamle verdens skibbrudne. De skibbrudne, de ulykkelige, de misfornøjede. De frie mænd, de stridige. De, som er stødt på modgang; de, som har sat alt på ét bræt; de, som er blevet kastet omkuld af en romantisk lidenskab. De første tyske socialister, de første russiske mystikere. Ideologerne, som jages af Europas politi, de af reaktionen fordrevne. De små håndværkere, den gryende storindustris første ofre. De franske fourierister, carbonarierne, Skt. Mortens sidste disciple, den ukendte filosof, og skotter. Højsindede sjæle, spilravende gale. Calabriske landevejsrøvere, hellenske patrioter. Bønderne fra Irland og Skandinavien. Individer og folkeslag, der var blevet klemt i Napoleonskrigene og ofret af 19
diplomatiets kongresser. Karlisterne, polakkerne, de ungarske partisaner. Sværmerne fra alle 1830-revolutionerne og de sidste liberale, som forlod deres fædreland for at slutte sig til den store Republik, arbejdere, soldater, købmænd, bankierer fra alle verdens lande, selv fra Sydamerika, Bolivars kumpaner. Ikke siden Den Franske Revolution, ikke siden Uafhængighedserklæringen (syvogtyve år før Lincoln vælges som præsident) har New York i sin rivende udvikling, i sin bragende udfoldelse, set sine kajer så vedholdende invaderet. Emigranter sættes i land dag og nat, og på hver eneste båd, i hver eneste menneskelast findes mindst én repræsentant for eventyrernes barske race. Johann August Suter går i land den 7. juli, en tirsdag. Han har aflagt et løfte. Da skibet er ført til kaj, springer han ned på jorden, støder hårdt til militsens soldater, omfatter med et enkelt blik den vældige horisont ude over havet, trækker en flaske rhinskvin op og tømmer den i ét drag, kaster den tomme flaske ind blandt negerbesætningen på en bermudarig. Så bryder han ud i latter og løber ind i den ukendte by, som om han har travlt, og nogen venter på ham. 6 — Ser du, gamle ven, sagde Paul Haberposch til Johann August Suter, jeg byder dig et ben, og du får kost, logi, vask. Jeg kan endda klæde dig på. Her har jeg en 20
gammel garrick med syv kraver, som nok skal blænde de irske emigranter. Ingen steder vil du finde så gode forhold som hos mig; især, mellem os sagt, nu da du ikke taler sproget; og det er præcis derfor, en garrick vil gøre underværker, for med irerne, de forbandede karle, satansønner, nøgenfaldne fra paradis hver som en, skal du bare lukke ørerne op, så smutter de derind med deres skvatpulede lortesprog, de lader aldrig kæften i ro. Jeg lover dig, at inden en uge vil du have hørt mere end rigeligt til at bede mig om at sende dig i kloster. En irer kan ikke holde kæft, men mens han krænger sit inderste ud, vil jeg bede dig prikke lidt til hans bylt for at se, om han ikke skulle have dobbeltmave som husaraberne, eller om han ikke skulle være forstoppet som en gammel kone. Jeg forærer dig altså min garrick, en gallon BayRom (for man skal altid huske at skåle med en irer, der går i land, det er en måde at byde velkommen på blandt landsmænd) og en lille kniv, jeg selv har opfundet, den går op til din albue og har bøjeligt blad som lemmet på en eunuk. Se godt på den fjeder, tryk på den, ikke, se så, tre små tænder springer frem fra bladet. Sådan, det er rigtigt, ja. Så mens du taler med ham om O’Connor eller om Unionsakten, som netop er blevet vedtaget i parlamentet, vil mit lille værktøj vise dig, om din klient har hul i røven eller tilsleben prop. Du skal bare bide i den for at finde ud af, om hans røvhul er af guld eller bly. Har du forstået? Jaså, nå, det var godt, også på høje tid! Det er naturligvis min egen opfindelse; da jeg sejle21
de med Les Échelles, var der en fandens til fransk kirurg om bord, som kaldte den et termometer. Så jeg overdrager dig hermed termometeret, og så ingen numre, vel? For jeg kan godt lide dig, knægt, Deres mor har ikke kedet sig, da hun lavede Dem. Glem frem for alt ikke at pudse knapperne på din garrick, det er vigtigt, at de skinner som skiltet på et godt værtshus, derefter viser du flasken med rom, for som ordsproget lyder: Ædelt blod fornægter sig ikke, og med dit ræddikehår, min garrick, knapperne, der skinner som dollars vundet i terningspil, vil de tro, du er kusk for ærkebispen i Dublin på Forsoningsdagen, og med deres europæiske begreber vil de følge efter dig herhen uden at kny. Men pas på, ikke, du skal ikke køre dødt løb, du skal ikke lade den satans hollænder overfor snuppe dine kunder; se dig for! Endnu en lille ting. Når du nu har bragt mig en af dine ulykkelige irere herhen, så sørg for aldrig i livet at løbe ind i ham igen, ikke om hundrede år! Det er det eneste, jeg ønsker for dig. Og skrid så, vi er klar. — Der findes gode fiduser; der findes klytfiduser. Jeg skal vise dig, hvordan man får en god og fed lille grisebasse på gaflen. Det er Hagelström, som taler, opfinderen af stormtændstikken. Johann August Suter er bud, pakker og bogholder hos ham. Der er gået tre måneder. Johann August Suter har forladt havnens nærmeste omgivelser og bevæget sig længere ind i byen. Som hele den amerikanske civilisation flytter han sig langsomt mod vest. 22
Siden han stødte ind i den gamle korsar Haberposch, har han allerede givet sig af med to, tre forskellige leveveje. Han trænger længere og længere ind i byen. Han arbejder hos en klædehandler, hos en drogist, i en viktualiehandel. Han slutter sig sammen med en rumæner og går fra dør til dør som sælger. Han er staldkarl i et cirkus. Derefter hovsmed, tandlæge, møbelstopper, han sælger jerikoroser fra en guldfarvet vogn, slår sig ned som dameskrædder, arbejder på et savværk, bokser mod en kæmpe neger og vinder en slave samt en pengepræmie på hundrede guineas, sidder hårdt i det på ny, underviser i matematik hos lazaristerne, lærer engelsk, fransk, ungarsk, portugisisk, Louisianas gebrokne negerfransk, sioux, comanche, slang, spansk, bevæger sig længere mod vest, når tværs gennem byen, krydser vandet, drager ud i forstæderne og åbner et værtshus i et yderkvarter. I Fordham blandt hans klientel af bryske kuske, som sidder og spytter i øllet, mens de overdrager hinanden tusind nyheder fra landets indre, indfinder sig fra tid til anden en ensom og tavs dranker, Edgar Allan Poe. Der er gået to år. Alt, hvad Suter har hørt, set, lært, fået fortalt, er indprentet i hans hukommelse. Han kender New York, de gamle, smalle gader med hollandske navne og de brede, nye færdselsårer, der er ved at tage form og senere vil få numre; han ved, hvilken slags forretninger der drives, han ved, på hvilket fundament byens umådelige rigdom hviler; hvordan man holder 23
sig underrettet om de langsomme karavaner af prærievogne, der ruller frem over de store græsklædte sletter i the Middle West; i hvilke miljøer der forberedes erobringstogter og ekspeditioner, som regeringen endnu ikke aner noget om. Han har drukket så meget whisky, brandy, gin, brændevin, rom, caninha, pulque, aguardiente med alle de fortabte børn, der er vendt hjem fra landets indre, at han er en af de bedst informerede mænd om de sagnomspundne territorier mod vest. Han har mere end en enkelt rute i hovedet, han har færten af flere guldgruber, han er den eneste, der kender til visse afsondrede stier. To, tre gange satser han penge på fjerne ekspeditioner eller gør en indsats på en given bandeleders hoved. Han kender jøderne, der finansierer det hele og fungerer som den virksomheds skibsredere. Han kender også de funktionærer, som kan købes. Og han handler. Først forsigtigt. Han slutter sig, og kun for rejsen, til en gruppe af tyske købmænd og tager til Saint Louis, hovedstaden i Missouri. 7 Staten Missouri er lige så stor som det halve af Frankrig. Den eneste færdselsåre er den gigantiske flod Mississippi. Fra denne stat får den sine betydeligste bifloder, først Missouri-flodens storslåede vande, ad hvilke de 24
store dampdrevne færgebåde med skovlhjul bagtil sejler atten hundrede mil, og hvis vand er så rent, at man stadig atten mil efter deres sammenløb kan skelne det fra Mississippis mudrede, grumsede, jordede, vissengule vand; og derefter den anden flod, som ganske givet er lige så stor, og hvis vand er lige så rent, «den smukke flod», Ohiofloden. Mellem lave skovklædte bredder flyder disse tre floder majestætisk hinanden i møde. De voksende og febrilsk forjagede befolkninger i staterne mod øst og syd sættes gennem disse kæmpemæssige trafikårer i kontakt med de ukendte territorier, som strækker sig i det uendelige mod nord og vest. Flere end otte hundrede dampbåde lægger hvert år til i Saint-Louis. Det er lidt oven for hovedstaden, i det frodige knæk, som dannes, hvor Missouri-floden og Mississippi løber sammen, nærmere bestemt i Saint-Charles, at Johann August Suter opkøber jord og nedsætter sig som landmand. Landet er smukt og frodigt. Majs, bomuld og tobak gror glimrende, og det samme gør hvede, især lidt længere mod nord. Alle disse produkter flyder ned ad floden mod de varmere stater for hver uge at blive vekslet til negere, som arbejder på sukkerrørsplantagerne. Det er alt sammen ganske indbringende. Men det, som frem for alt interesserer Suter ved denne trafik, er det levende ord fra de rejsende, som sejler op og ned ad floderne. Hans hjem står åbent for alle, 25
og hans bord er altid dækket. En bevæbnet skude med en besætning af sorte slaver visiterer de forbipasserende både og leder dem ind til estakaden. Det er så varm en velkomst, at huset aldrig er tomt; eventyrere, nybyggere, pelsjægere, som er på vej ned ad floden læsset med udbytte eller elendige, men alle som en lige lykkelige over at komme til kræfter efter vildmarkens og sletternes anstrengelser; lykkejægere, vovehalse, galninge, som er på vej op ad floden med feberdrømmene lysende mystisk, hemmeligt i øjnene. Suter er utrættelig, han trakterer dem alle, bruger hele nætter på druk, forhører umætteligt sit selskab. Inde i hovedet stiller han alle disse fortællinger op mod hinanden, ordner dem, sammenligner dem. Han husker det hele og glemmer ikke et navn, pas, flod, bjerg eller lokal betegnelse: Det Tørre Træ, De Tre Horn, Det Dårlige Vadested. En dag får han en åbenbaring. Alle uden undtagelse, alle de rejsende, der er defileret forbi hos ham, løgnerne, snakkehovederne, pralhalsene, ordgyderne, og selv de mest tavse iblandt dem, alle brugte de tre mageløse ord, som lader en fuldendt storhed skinne over deres fortællinger. Dem, der siger for meget, såvel som dem, der siger for lidt, skryderne, krysterne, jægerne, the outlaws, smuglerne, nybyggerne, pelsjægerne, alle, alle, alle, alle taler om Landet mod vest, taler kort sagt ikke om andet end Landet mod vest. Landet mod vest. 26
Mystiske ord. Hvad er Landet mod vest? Dette er den forestilling, han har gjort sig. Fra Mississippi-dalen og hinsides de kæmpemæssige bjerge og langt borte, langt borte, langt før Landet mod vest breder sig vældige territorier, frodig jord i det uendelige, golde stepper i det uendelige. Prærien. Hjemsted for utallige stammer af rødhuder og store bisonflokke, der driver frem og tilbage som havstrømme. Men bagefter, men bagved? Der fortælles om indianere, som taler om et fortryllet land, byer af guld, kvinder med kun ét bryst. Selv pelsjægerne, der kommer ned fra nord med deres pelsladning, har på disse høje breddegrader hørt tale om de forunderlige lande mod vest, hvor de siger, at frugterne er lavet af guld og af sølv. Landet mod vest? Hvad er det? Hvad findes der derovre? Hvorfor drager så mange mænd derover for aldrig at vende tilbage? De bliver slået ihjel af rødhuderne; men hvad med ham, der slipper igennem? Han dør af tørst; men hvad med ham, der krydser ørkenen? Han bliver stoppet af bjergene, men hvad med ham, der når over passet? Hvor er han? Hvad har han set? Hvorfor er der så mange af dem, der kommer her forbi, som stikker direkte mod nord for så blot, så snart de er alene, brat at skrå over mod vest? Størstedelen tager til Santa Fe, den fremskudte mexicanske koloni i Rocky Mountains, men de er blot vul27
gære købmænd, som tiltrækkes af den hurtige gevinst, og som aldrig beskæftiger sig med det, der ligger længere væk. Johann August Suter er en handlingens mand. Han sælger sin gård for en slik og afsætter al sin ejendom. Han køber tre overdækkede vogne, fylder dem med handelsvarer, stiger selv til hest bevæbnet med en dobbeltløbet riffel. Han støder til et selskab på femogtredive købmænd, der skal til Santa Fe, over 800 mil væk. Men det var et dårligt iværksat foretagende, lemfældigt organiseret, og hans følgesvende viser sig at være en samling løjsere, som hurtigt spredes for alle vinde. Suter ville have tabt det hele, for sæsonen var alt for fremskreden, hvis ikke han havde slået sig ned som tuskhandler og smugler blandt territoriets indianere, på den yderste kant af den civiliserede verden. Og det er her blandt disse indianere, at han hører tale om et andet land, der breder sig endog længere mod vest, langt borte på den anden side af Rocky Mountains, hinsides de vidtstrakte sandørkener. Endelig kender han navnet. Californien. Men for at komme til dette land er han nødt til at vende tilbage til Missouri. Han er besat.