HELGA JOHANSEN
Opdateret
GLADIATOR
Opdateret Š Gladiator 2018 Redigeret af Hans Otto Jørgensen Omslagsillustration: Halfdan Pisket Omslagslayout: Thomas Joakim Winther Bogen er sat med Baskerville og trykt hos Specialtrykkeriet Arco Printed in Denmark 2018 ISBN: 978-87-93658-08-0 Tak til Statens Kunstfond
PASSIAR Rids under pseudony met Et fr uent immer, 1896
SCENEN: en lille Dagligstue, som den gærne haves i smaa kjøbenhavnske Lejligheder, solidt og smagfuldt møbleret, men uden Luxus, der er ikke en Nipsgjenstand, ikke en Blomst, derimod Malerier og Tegninger paa Væggen og en Mængde Bøger paa Skrivebordet. Personerne: To Veninder. Selma sidder ved Skrivebordet med en Avis foran sig; lidt efter skubber hun den fra sig og vender Hovedet lyttende om mod Døren, da hun hører det ringer; hun er høj, velvoxen, ser ud til at være mellem 30 og 40 Aar. Lidt efter træder Jutta ind. Hun er betydelig mindre af Væxt, har ikke saa distingveret et Udseende, ser ud til at være jævnaldrende med Selma. J. Goddag, Selma! S. Goddag, Jutta! Er det virkelig Dig? J. Ja, (de kysser hinanden). Jeg maatte da engang selv se, hvordan Du havde det. S. Det var jo pænt. Og Tak for Hilsenerne. J. Aa. S. Men skal Du ikke have Tøjet af ? J. Ja, det skal jeg vel, skønt Du véd nok, jeg er helst fri for det Arbejde. 27
S. Ja, men det ser saa flyvendes ud – lad mig hjælpe Dig. J. Aa nej, gjør mig dog ikke den Skam. (Gaar ud i Entréen, lukker Døren og kommer lidt efter ind igjen, ordnende paa sit Haar). S. Sæt Dig nu ned. J. Tak – hvor sidder Du? S. Her (sætter sig i Stolen ved Skrivebordet, men drejer den ind mod Stuen). J. Saa tror jeg, jeg sætter mig i Sofaen –. Puh, hvor jeg er varm. S. Da er det dog Synd at sige, at det er varmt. J. Nej, det kan nok være. Har Du været ude idag? S. Nej, ikke endnu. J. Du har det tilgode, mener Du? Du kan jo følge mig. S. Det kan jeg ikke godt. J. (ler). Nej, for Du kan kun lide at gaa alene, ikke sandt? S. (nikker tvært). J. Ja, jeg ogsaa, saa mig støder Du ikke. (De ler begge). S. Hør, Jutta, hvad jeg vilde sagt, hvordan har I det hjemme? J. Godt. Snarere endnu mere fredeligt og velsignet end ellers. S. Det var jo yndigt. J. Hvor Du siger det sarkastisk. Aa, hvor jeg kjender det Smil. Det har rigtignok mange, mange Gange givet mig noget at tænke paa. S. Det er jo ikke andet end en Vane. J. Jeg siger jo heller ikke andet. S. Og Du ved da ogsaa nok, at jeg virkelig er rørt over det kjære, gamle Menneske. 28
J. Ja, det ved jeg. Men alligevel siger dit Smil: Herre Jemini, er dette her nu ogsaa blevet til Sukker! S. Det har jeg virkelig ikke tænkt paa. J. Virkelig ikke? Det var Skade, for det havde lige netop sat en hel Mængde Tanker i Drift – S. Beder om Forladelse – men det „Tilfælde“ kan Du vel daarlig undgaa alligevel? J. Det vil jeg ikke sige. Ser Du, jeg kom til at tænke paa, om ogsaa just det, man kalder Forandring til det bedre, i sig selv er saa attraaværdigt. S. Det troede jeg ellers almindelige, ikke lærde Mennesker var enige om. J. Sæt nu, at et Menneske har været hvad man kalder vanskelig og uelskværdig, og det ved Omgang med et andet Menneske bliver medgørlig og elskværdig, er det saa ganske ligefrem, at dette andet Menneske har Fortjeneste af at have paavirket en Karakter saaledes? S. I Mangel af at skue Hjærter og Nyrer synes jeg dog – J. Har det Menneske ikke snarere begaaet et Overgreb mod det andet? S. Nej, alvorlig talt, saa synes jeg, at den Slags Overgreb maa der være bleven begaaet saa mange af i Forvejen, saa – – J. Ja, naturligvis, den uelskværdige Karakter maa jo i sin Tid være bleven dannet saaledes ved Overgreb af andre. Saa ene Pilfinger bliver man jo ikke. Men synes Du ikke ogsaa, at det egentlig er uendelig ligegyldigt, hvilke Egenskaber et Menneske har, som man holder af. S. Ikke, hvad behagelig Omgang anbelanger. J. Nej, naturligvis er Behageligheden ikke ligegyldig, 29
hvad Behageligheden angaar, men med Hensyn til det væsentlige. – Er det ikke uhyggeligt at tænke sig, at Baandet imellem Menneskene skulde bero paa saa lidt, – og som det at elske hinanden blot bestod i at addere og subtrahere Ug’er og Tg’er. S. Hvem siger nu ogsaa det? J. Ja, jeg ved ikke, om nogen siger det – skjønt det kan godt, uden at jeg ved det, staa i en eller anden statsøkonomisk Haandbog – men jeg synes kun, man ser saa ofte Mennesker handle, som om Kjærlighed kun bestod i en vis Rubriceren af Egenskaber. S. Kan Du ikke lade dem om det, naar det nu kan more dem? J. Som om Kjærlighed i og for sig har noget at gjøre med dens Grad af Lykke eller Behagelighed? S. Du kan da ikke forlange, at de skal foretrække ulykkelig Kjærlighed allesammen? J. Nej, men derfor kan Kjærlighed og Statistik vel nok holdes ude fra hinanden. S. Ja, jeg ved ikke, om man nemt bliver kjed af at holde af hinanden, men at tale om Kjærlighed, det synes jeg virkelig ikke er svært at blive kjed af. J. Saa sætter vi Punktum. Jeg synes blot, at Verden bliver saa utaalelig rubriceret. Man trænger saadan til at tro paa det meningsløse for at faa Hjærtet skudt lidt op i livet. (Pavse). Hør, Selma, har Du noget imod, at jeg sætter mig her paa Tæppet? S. Hvad skulde jeg dog have imod det? J. (sætter sig tilrette med Albuen paa en Skammel). Jeg tænker tit paa, at jeg vist er kommen op paa den forkerte 30
side af Kloden. Aldrig kan jeg dog vænne mig til at sidde ordentlig paa en Stol som andre Mennesker. S. (smaaler). Ja, noget forkert er der ved Dig – ligegodt. J. Apropos, Selma – har man Lov at spørge, hvordan Du har det. S. Det har man vist for megen Takt til. J. Ikke, naar man er saa gammel Bekjendt. S. Aa nej, det er ogsaa Spøg. Men hvad er det saa, Du vil vide? Jeg har det jo, som Du ser det, er det ikke Oplysning nok? J. Det er slet ikke min Hensigt at plage Dig, Selma. – Saa har Du vel heller ingenting at fortælle om din – Udenlandsrejse. S. Aa, Du ved jo nok, at man daarlig kan tale om sine Oplevelser, naar de ligger saa nær. J. Ja, naar de er af den alvorlige Slags – det er sandt. S. Og forresten – Du kjender jo selv de lokale Forhold. J. Ja, men jeg har rigtignok ikke set dem med dine Øjne. S. I gamle Dage i al Fald saa vi da omtrent ens. J. Ja, lige usselt. Hvordan tiltalte forresten Institutionen Dig? S. Hm! Hm! J. Begejstret over Humanismen i vor Tid? S. Ikke Spor. J. Nej, men tænk dog ogsaa, hvad det vil sige, Humanismen i vor Tid! Hvor mange Millioner Mennesker er det nu, vi har faaet at vide, der findes paa Jorden? S. Der staar en Geografi henne i Bogskabet. J. Aa nej, det er jo ligegyldigt. Lad os blot sige en tusind 31
Millioner. Kan Du sætte Dig ind i at interessere Dig for tusind Millioner? S. Jeg bliver ganske svimmel. J. Ja, jeg ogsaa. Men tænk Dig nu, at der gaar de stakkels humane Mennesker om, og ikke et Forhold kan de komme i, uden at de maa dividere med tusind Millioner. S. Jeg kan slet ikke tænke mig, hvad der kommer ud af. Din „Broderpart“ kan vi vist blæse ad. J. Det vilde da være Synd mod det lille Pus af en Menneskerettighed. Der kommer de rare Mennesker Dig imøde med al den Venlighed, de kan afse fra de tusind Millioner til Dig, og saa er Du endda ikke en Smule taknemmelig? Nej, Selma da, er Du saadan en forslugen Sjæl, saadan en grov Bjørn, at Du kan nænne at daske den lille, skikkelige Myre saadan rent ihjel, blot fordi den er saa bitte lille, og Du selv vel saa hundesulten? – S. Det er Synd at skænde paa mig. Jeg afstaar jo min Part til Gunst for mine Medmennesker. J. Du er nu alligevel ikke paa Højde med din Tid. S. Jeg er heller ikke saa ærgerrig som visse andre. – Hvordan befinder ellers din Ærgerrighed sig? J. Den bliver tammere med Aarene – men svært er det alligevel at holde tæt, og Kamp koster det nu, om man saa aldrig saa godt indser, at man tjener Verden og sig selv bedst ved ganske simpelt at holde sig i Skindet. S. Aa jeg synes dog den Kamp maa være til at komme over. J. Ja, det er let nok for Dig at sige. Du har altid helst villet beholde dine Tanker for Dig selv, saa ingen skal beskylde Dig for at have lidt af aandelig Kolera – som vi andre. 32
S. Fi done! J. Er det maaske nogensinde faldet Dig ind at gjøre dine Tanker i Blæk eller kaste dem i Grams til Folk paa Gaden? S. Mine Tanker! Som om jeg gav mig af med at tænke! Ja, der var en Tid i gamle dage, da vi var unge, – men det var bare Dig, der smittede mig. Den Luxus vænnede jeg mig snart af med. J. Hvor Du dog ligner Dig selv! Ligesaa stolt og haansk i din Selvforagt som altid. S. (misfornøjet). Stolt? Hvad i Alverden skulde jeg dog være stolt af ? Maaske deraf, at jeg lever som Fod i Hose, som Lilierne paa Marken, ikke smudser mine Hænder hverken med det ene eller andet? Hvad? J. Stolt er Du alligevel. S. (vender sig uvillig bort). Aa, lad os hellere tale om noget andet. J. Ja, Du synes nok, jeg er noget nærgaaende imod Dig idag, men husk paa, det plejer jeg jo ikke at være ellers, det er blot idag, det stikker mig. Jeg har nu faaet Lyst til at se, om jeg ikke kan faa Dig til at stejle. S. Det kan Du ikke. J. Ja, bliv ikke fornærmet. Husk paa, det er mange Aar siden, at vi har talt sammen om andet end ganske ligegyldige Ting. S. Har det maaske været nogen Skade til? J. Det siger jeg ikke. Jeg ønsker vist ligesaa lidt som Du indgaaende samtaler i det hele. Dertil kjender jeg Efterveerne for godt. Men jeg mener blot, at vi kan lade idag være en Undtagelse. Isen er jo dog nu brudt. Hvad siger Du? Skal det være en Aftale, at Tungerne har Fripas idag? 33
S. For en Gangs Skyld da. Men saa endelig ikke mere. J. Det er vi jo enige om. Det bliver en absolut enestaaende samtale. Det falder mig ind, den burde virkelig skrives op – (ler) – det er næsten Synd for Verden, at den ikke kan høre den. S. Du har da vel aldrig isinde –? J. At lade den trykke? Jo, det falder mig virkelig ind, – men jeg maa naturligvis have din Tilladelse. S. Det kan Du da paa Forhaand vide, maa være mig meget imod? J. Ja, skønt jeg troede egentlig, at Du var saa stolt, saa det var Dig komplet ligegyldigt. S. Hvad skulde det dog gjøre godt for? J. Umuligt var det jo dog ikke, at det kunde være godt for noget. S. Og for den Smule Udsigt til Ikke-Umulighed vilde Du virkelig – J. Hvilket? S. Kompromitere os, havde jeg nær sagt. Men forresten, jeg er ligeglad, naar Du virkelig gider – men Du maa da ikke tro, at jeg vil have noget med det at gjøre – jeg husker heller ikke et Muk af, hvad vi har talt om, end sige hvad vi kommer til at tale om. J. Men jeg husker godt Ord, der vexles, i Modsætning til alt andet, tror jeg næsten. Du er da ikke vred? S. Ok nej. Men oprigtig talt, hvor tror Du, at Folk kan bryde sig om at høre os to – to Smaakræ snakke op og ned ad Vægge og Stolper? J. Ja, jeg tror, at der nok kan være en eller anden, eller maaske flere, end man aner, der vil bryde sig om at høre 34
paa os to – netop os to Smaakræ. For hvis vor Samtale giver et Billede af os to – altsaa et ærligt og sandfærdigt Billede af os to, som har hinanden kjær – lad nu være at le – os to, der fra Barndommen har været knyttede saaledes sammen, at intet, hverken Adskillelse eller forskellige Livsforhold eller til syneladende Uoverensstemmelser har kunnet forandre vort inderlige Forhold til hinanden, – hvis jeg kan fremstille os to saaledes, som vi er, her i vor lille Krog af Tilværelsen, fremstille os saaledes, som vi, efter længe at have været adskilte og hver for sig at have oplevet meget alvorlige Forhold, gjensidig reflekterer os i hinanden – det maa være, det kan ikke andet end være – værd at lægge Mærke til. S. Det var løjerligt. J. (gestikulerende). Ja, for vi er jo Mennesker, kjære, vi er jo Mennesker! Alt, hvad der er menneskeligt, er det da en Opgave at forstaa – er interessant. S. Det kan nu gærne være – skjønt det er vist ikke ganske uden Grund, naar saadant noget helst siges paa Latin. Saa er man i bekvemmere Afstand fra Virkeligheden. – Nej, Du, jeg tror meget snarere, at Folk – griner af os. J. Saa maa det være min Skyld. Saa maa jeg have haft Uheld med Fremstillingen og ikke faaet et og andet med, som netop har været væsentligt. S. Det er pænt beskedent sagt. Du tror slet ikke paa, at Folk ligefrem kunde have Lyst til at grine af os? J. Jo, det kunde vist godt falde Folk ind. Men det vilde jo stadig ikke bevise andet, end at jeg havde vist mig magtesløs. Publikum, det er jo Mennesker, tænkte blot modtagende, med Opmærksomheden rettet paa den, der henvender 35
sig til dem. De venter jo ikke paa andet end paa at blive overbevist. S. Aa, jeg bliver saa ør af dit Sofisteri. Men sæt nu, at Du har Lykken med Dig. – J. „Vi“ mener Du? S. Ja, ja – sæt altsaa, at vi gjør Lykke, som man siger, hvad saa? J. (farer lidt i Vejret). Ja sæt, at de vil bryde sig om os, vil forstaa, at ogsaa vi, netop som vi er, hører med i det indviklede Maskineri, der hedder Livet, og derfor nødvendig maa forstaas, hvis man overhovedet vil se Livet efter i Sømmene, – hvis de vil forstaa, at vi to, som kun fremstiller os selv, fordi vi ikke synes, at vi formaar at give Besked om noget andet i den hele vide Verden, uden at synde mod Sandheden, – hvis de vil forstaa, at ogsaa vi, inderst inde – er – ja undskyld – to stakkels søgende Sjæle – ligesom alle de andre – hver med sin Melodi – ligesom de andre, – værd at høre – ligesom de andre – aa ja, saa vil jeg sige – ja, saa tror jeg næsten, jeg vil sige – Gud ske Lov! S. Vil Du sige Gud ske Lov? J. Ja, hvad skulde jeg ellers sige? Jeg har aldrig kunnet finde noget Surrogat for det Ord. S. Men – hvad vilde Du da mene dermed? J. Mene – med Gud? (smiler overgivent). Det skulde være en Gaade. Man skulde selv gætte. Jeg vilde kun sige saa meget som saa: han hedder ikke Peter, og han er heller ingen Han. S. Jeg er virkelig lige klog. Hvad vilde Du da mene med at sige Gud ske Lov? J. Ja, det er sandt, det maa, vel have en Forklaring. Aa, 36
Du ved nok, at naar man bliver rigtig glad, saa kan man ikke holde ud at være alene, man maa have fat paa nogen at dele med, helst nogen rigtig at kryste. – S. Og saa maa Gud holde for? J. (kaad). Ja, saa tager jeg alting i en Mundfuld. (Alvorlig) Nej, det var slet ikke saadan, jeg mente, men det er jo vanskeligt at forklare. Ser Du – naar jeg faar en Følelse af, at der strømmer mig Forstaaelse imøde, møder mig Gjenklang derude fra mine Medmennesker, saa bliver det mig klart, overvældende klart, at dette kan jeg ikke selv være Aarsag til, eller kun i ringe Grad i al Fald: jeg kan være en Streng der svinger, men det er ikke min Skyld, om der er Resonansbund i Værket, eller om Tangenten slaas an, der sætter mig i svingning – det er alt det, der er udenfor mig, der gjør det, der bringer mig lille Infusorie til at handle, som jeg gjør, det er mine Forhold, de Puf og de Klap, som Livet har givet mig, der bestemmer mig til at give netop det Kvæk, jeg giver. Derfor, er Kvækket godt, – saa Ære være alt det andet, som ikke er mig – Gud! S. Den Definition bliver vi ikke enige om. J. Det behøves jo ikke heller. Det vilde være et daarligt Tegn, om – S. Prrr! Jeg kan ikke mere. Puh! (vifter sig med sit Lommetørklæde). Alvorlig talt, synes Du nu ikke snart, vi kan sige Stop og hvile paa vore Laurbær? J. Hvor kan vi det? Vi har jo ingen Laurbær – endnu i al Fald. Det sømmer sig heller ikke for os at hvile paa saadant noget indført noget. Hvis nogen vil række mig et Halmstraa, saa vilde det passe bedre til mine Kvalifikationer. S. Har Du endnu det gamle ønske at ligge paa Straa? 37