DET UNDERDANIGE OG DET MAGTFULDE

SUSAN SIMONSEN ESSAYS / GLADIATOR

Det underdanige og det magtfulde Susan Simonsen © Susan Simonsen og Gladiator, 2017 1. udgave, 1. oplag Redigeret af Jakob Sandvad og Hans Otto Jørgensen Omslagsfoto: Sofie Amalie Klougart Omslag og sats: Clara Birgersson Bogen er sat med Minion Pro og GT Walsheim og trykt hos Livonia Print Printed in Latvia ISBN: 978-87-93128-57-6

Denne bog er produceret efter Gladiator-modellen. Modellen sikrer forfatteren 50% af overskuddet, efter produktionsomkostningerne er dækket. Ligeledes sikrer modellen, at forfatteren kan få sine rettigheder til bogen tilbage efter 2 år, altså en reel ophævelse af bogens stavnsbånd.

SPOILING DEMOCRACY Inger Støjberg fortæller om at være minister, hun fortæller om at være i opposition. Den afgørende besked er: “I praktikanter skal finde områder, hvor Venstre kan være uenig med regeringen. I skal skrive debatindlæg om det. I skal stille § 20-spørgsmål om det, og vi skal hive ministrene i samråd. På den måde får vi ministerierne til at arbejde, og vi forhindrer dem i at udvikle ny politik.” Mine illusioner brister. Illusionerne om at det inde på Christiansborg er mere sagligt og fagligt end i medierne. Det er uhyggeligt, og alligevel skal jeg være taknemlig over at være praktikant her. Om eftermiddagen er der øl i fællesrummet. Vi drikker Tuborg dåseøl og har distancerede, venlige samtaler. Da de andre vil købe pizza, cykler jeg hen på baren, hvor jeg arbejder. En af de andre praktikanter havde sagt, at det kan da ikke være rigtigt. Hvordan kan en tidligere minister forsvare, at Venstre bruger al deres energi på at ødelægge regeringens arbejde? Støjberg svarede: “Vi tror 35

på, at vi kan forvalte magten bedre. Derfor skal vi have den tilbage.” Jeg fortæller det hele til min veninde Lisbeth, og hun siger: “Så skal man virkelig tro på sin sag.” Men ikke engang det er godt nok. Når oppositionens vigtigste formål er at sabotere regeringens arbejde, er det et selvdestruktivt demokrati. Et demokrati, der ødelægger sig selv indefra. Det er en politisk virkelighed, der modarbejder god lovgivning. Det er en politisk virkelighed, hvor magten er eneste mål. Udgangspunktet for Venstres politiske arbejde er, at alt er tilladt. Under præmissen “vi kan forvalte magten bedre” forsvinder al moral. En fyr tager fat i mit ansigt og siger, at jeg har æblekinder. Han siger det hånligt, og han har godt fat. Jeg mærker hans fingre mod mine kæbers knogler. Han bliver ved med at tale, holde fast, betragte mig nært. Hans sprutånde bølger usynligt imod mig. Da hans blik hviler ved mine læber, regner jeg ud, at det er en skjult kompliment. En kompliment, der betyder, at han gerne vil knalde, fordi jeg er naturlig pæn, har den krop. Den krop, som gør, at ligegyldig hvilket ansigt jeg havde, så ville han knalde mig. Han bruger det grove og provokationen til at få min opmærksomhed. For ham er det en sjov leg. For mig, som ung kvinde, en præmis, jeg lever under, når jeg går i byen. Jeg er sikker på, at Folketingets andre partier fortæller deres praktikanter det samme, som Støjberg fortalte 36

os. Det er ikke kun Venstre, ikke kun Støjberg, der er problemet. Problemet er de interne spilleregler, der ligger til grund for det politiske arbejde. Spilleregler, som accepteres, spilleregler, ingen tør reflektere over som et problem. Alle politikerne, medarbejderne, journalisterne på Christiansborg og i ministerierne agerer grundigt efter disse spilleregler hver eneste dag. De er et vilkår for dette arbejde hver eneste dag, de destruerer demokratiet hver eneste dag. (…) Jeg skriver mange debatindlæg om de ældres ret til at vælge frit. På baggrund af en liberal værdi skal jeg forsøge at fremstille regeringen dårligt. Det handler hele tiden om at fremstille regeringen dårligt. Jeg skriver, og i avisen bliver det trykt i Anne-Mettes navn: “Regeringen angriber endnu en gang danskernes frihed til at kunne vælge selv. Senest er det den private dagpleje, der står for skud (…). I Venstre frygter vi, hvad regeringens næste skridt er i forhold til at indskrænke danskernes frie valg. Først gik det ud over det frie valg på sundhedsområdet. Nu er det børnepasningsområdet og det frie skolevalg. Inden længe går det sikkert ud over de ældres frie valg”. Der er ingen substans i debatindlægget. Regeringen vil ikke fratage de ældre ret til selv at vælge bolig og hjemmepleje. Men vi får ministeriet til 37

at arbejde. Igen og igen bruger de tid på at skrive svar til vores indlæg. (…) Der er mange samråd. Samrådene er begyndt at blive længere. Det er ikke rart. Jeg tror, Inger er der hver gang. Uffe Elbæk går af som kulturminister efter et samråd. Ole Sohn går også af. Det er dét, oppositionen og journalisterne lever for. Deres modbydelige triumf: at få en minister til at gå af. Det stammer fra den kontrollerende funktion, som oppositionen og journalisterne oprindeligt har. Denne vigtige omsorgsfulde kontrol af regeringens arbejde, der har taget overhånd. Cavlingprisen uddeles til en journalist, som har væltet en minister. Oppositionen næres ved regeringens forfald. Sultent æder oppositionens politikere og journalisterne af de usikre ministres fejltagelser. Det er ikke kønt, og medierne skriver om det. Mængden af ministre, der går af og skiftes ud, tiltager. Under Helle Thornings regering går helt utroligt mange ministre af. På avisernes forsider ser jeg endnu en minister, der slår blikket ned, på vej væk fra journalister, overvældet og tung. Som en medsammensvoren fortæller Inger mig dette, hun er ikke i tvivl om min loyalitet, da hun taler: “Det er jo en ny regering, så de har endnu ikke fundet 38

ud af, at de skal tage deres egne ordførere med ind til samrådene.” Et samråd kan vare mange timer, i tre-fire timer skal en minister svare på spørgsmål om en given sag. Oppositionspolitikernes mål er at gøre ministeren træt, få ham eller hende til at dumme sig. “Hvis man som minister har nogle af sine egne ordførere med til samrådet, kan de stille spørgsmål og trække tiden.” Med planlagte spørgsmål og svar kan ministeren fortælle sin positive vinkel på sagen og i nogle minutter sænke nervøsitetens fart. “Men vi skal bare være glade, så længe de ikke har fundet ud af det.” Glæden ved regeringens fejltrin er ikke til at overse. Støjberg og Venstre ved, at fejltrinene bringer dem tættere på magten. Hver gang en minister dummer sig, løftes stemningen i partiet: “Det bliver fire nemme år!”, “Ja, hvis de holder så længe!” For Støjberg og Venstre handler det politiske arbejde om at udnytte de parlamentariske procedurer. Procedurerne er grundlaget for Folketingets arbejde: samråd, § 20-spørgsmål, beslutningsforslag osv. De er lavet med hensigten om et transparent og velfungerende demokrati. Samråd afholdes, for at oppositionen kan få oplysninger om et emne af ministeren, som led i lovgivningsarbejdet. Men rammerne skævvrides. Venstre bruger samrådet som en torturbænk for ministrene. De stiller de samme spørgsmål igen og igen, de omformulerer spørgsmålet og stiller det igen. De forsøger at få 39

ministeren til at tale over sig. De ved, at ministeren efter tre timers spørgsmål er træt og konfus. De ved, at det før er lykkedes at få en minister til at gå af. Hvor er lysten til at lave politik blevet af? Hvor er lysten til at lære af hinanden? Lysten til at stille et spørgsmål, man ønsker svaret på og ikke konsekvensen af? Jeg føler magtesløshed over for dette system, fuldkommen magtesløshed.

40