Læseprøve: Crash Kalinka af Sigridur Larsen

Page 1

SIGRÍÐUR LARSEN

ROMAN

GLADIATOR


CRASH KALINKA © Sigríður Larsen & Gladiator 2020 1. udgave, 1. oplag Bogen er sat med Minion Pro og trykt hos Specialtrykkeriet Arco Printed in Denmark ISBN: 978-87-93658-45-5

Tak til Statens Kunstfond


“for the method of true dying you did not learn.” – Jalaluddin Rumi

Got my hair, got my head Got my brains, got my ears Got my eyes, got my nose Got my mouth, I got my smile I got my tongue, got my chin Got my neck, got my boobies Got… – Radi/Ragni/Simone

Kalinka: “Snow-ball-tree” – eller i en mindre poetisk udgave: “almindelig kalkved” – hårdført lille træ der blomstrer med hvide hermafroditiske blomster.

And he looked and he saw that it was good. – Spinal Tap

Op, op, min sjæl

– Hallgrímur Pétursson



Hun graver i lommen efter en lighter, blodårerne trykker sig mod fakelæderet, fingrene helt stive, neglene sprukne, lakken ridset, noget falder ned på fortovet, en Post-it. Idet kroppen forsøger at bøje sig ned, giver leddene efter. En beklagelig performance. Kalinka, mine damer og herrer. Ved et gadekryds er der nogen der råber hvad så luder ud ad et bilvindue på en navy blue Honda med knust sidespejl, you never walk alone. En inuitkvinde med bleg, arret hud sidder på hug og skider inde i en port, et skrøbeligt stilleben, tragisk og dog lidt Van Delft over det som også solens stråler farver Indre Bys bygningers øverste vinduer gyldne, glødende.

7


Om fire år vil Ninna presse en baby ud af sin livmoder. Det er, hvad der kan ske. Men nu står hun her, Ninna, helt i begyndelsen. Hun er seksten år. Om et øjeblik vil hun, som den første i familien, sætte sig op i en flyvemaskine og forlade øen. Takeoff. Hun ankommer med sin lånte kuffert til Long Island sensommeren 1974. Familien hedder Bloom, villakvarterets haver er prydet med høje, gamle træer, enorme i forhold til hjemlandets dværgvækster. Pool i baghaven. Kulørte drinks, osteklæbrig makaroni i alu-dåser, majskolber. Salat, meningsløs kaninføde, de spiser den i små skåle før maden for fordøjelsens skyld. Pizza. Bare luk øjnene. Det gør hun, Ninna, sluger det hele, den amerikanske drøm, den smeltede ost der sammen med de fedtede pepperonier ligner bræk. Hun er allerede a part of the family, den islandske au pair med det nøddebrune, viltert krøllede hår, de høje kindben, den mælkehvide, nu lettere fregnede hud. Den der krop to die for, en skønhed, uomtvistelig. Hushjælpen, the negro kalder de hende, spiser alene inde i sit lille aflukke. Rank ryg, helt væk i tanker. Et 8


betydeligt mindre rum end Ninnas, uden mønstret tapet og sengetæppe, pyntegenstande, kitch. Der er heller ikke noget spejl. Små sorte fregner på kindbenene. Hver dag smører hushjælpen sit ansigt og sine ophovnede hænder ind i ubestemmeligt duftende fedt. En gang imellem lister Ninna sig ind ad døren og sætter sig på sengen ved siden af den mørke krop med de lyse håndflader. Tony hedder hun, allerede bedstemor, snart oldemor. Hun tager skotøjsæsken frem fra under sengen med de fem fotos af efterkommerne og viser dem til Ninna ét for ét. Som juveler fra et smykkeskrin, nænsomt løfter hun dem op i lyset. Hun gør sig umage med ikke at sætte fingeraftryk på de alvorsfulde ansigter, de allerede smudsige overflader. Ninna oplever Manhattan, New York, én gang i løbet af året som au pair i Staterne. John, arbejdsgiveren, kører hende over broerne hen imod skyskraberne der kommer tættere og tættere på, en monstrøs klippeformation af glas der genspejler solens stråler, skyder dem i alle retninger. Solen skinner altid i erindringen, det er mærkeligt. Majsolen. Dens skin rammer også Ninnas bølgende hår og læbestiften, Cherry Blossom, den brune kropssnævre læderjakke der strammer over brysterne. Cadillacens himmelblå lak. I aften skal hun til koncert med selveste Engelbert Humberdinck, Can´t take my eyes off you, men først på bohemebar i Greenwich Village. Bartenderen hælder cola op i et mønstret glas der buer indad på midten. Han 9


fortæller hende at hun har en incredible likeness med det uovertrufne sangtalent Ann-Margret. Hey, you guys, I mean, look at her! Alle ved baren nikker samstemmende, nogle klapper hænderne sammen som en påskønnelse. Resten af eftermiddagen kan hun ikke lade være med at betragte sit spejlbillede i butiksruder. Hun føler sig smigret. Men også en foruroligende følelse af at hendes ansigtstræk ikke er hendes egne. Bye Bye Biiiiirdie Sådan går hun rundt i Manhattans meget stinkende, meget beskidte gader indtil dagens, måske livets absolutte højdepunkt, Empire State Building. Elevatoren drøner op mod toppen. Ninna står et stykke fra gelænderet med hvirvlende hår, fuldkommen overvældet. Brystet er ved at sprænges af forventning. Verdenen der venter, der breder sig ud til alle verdenshjørner, et uendeligt udvidende rum af muligheder. Bilers og maskiners dæmpede lyde føles underligt ligegyldige. En anden dimension, livet nede på jorden. De orange taxaer skaber bevægelige mønstre i gadenettet. De to små Bloom-knægte, Nicky og Johnny, er helt forgabte i Ninna. De kan ikke få nok af den varme krop, Shirley Temple-krøllerne, den hæse latter, den sjove accent, duften af sæbe. De lister sig ind til hende om natten, møffer sig rundt på hendes torso som killinger. Knuger sig ind til hende, kysser våde kys til huden skaller af på kinden. De hyler og skriger i Kennedy-lufthavnen når året er omme. 10


Det gør pigebarnet også, hun føler det som om noget er revet ud af hende. Fyrre år senere finder Ninna den ældste, Nicky, på Facebook. En smuk, mørkhåret, velhavende, golfspillende mand nu bosat i Miami. Hun skriver et langt kærligt brev på engelsk ved hjælp af Google Translate, kredser om computeren som en håbløst forelsket dag og nat efter at hun har trykket på send-knappen. Nicky svarer efter nogle uger, meget høfligt, meget kort. In diesem Sommer blieb der Honig aus Ninna træder ned på jorden igen, det grå månelandskab hvor Neal Armstrong årtiet før krabbede rundt med tungt grej og øvede månelanding, månen er allerede old news. Hun møver taskerne ind i rutebilen, sætter sig til rette, tænder en cigaret. Skrumlet bumler afsted hen ad landets jordveje, de brune korn hvirvles op, sætter sig på ruderne. Bjergene flyder forbi, de små kiksede landbrug der alle bærer navne som danske herregårde. Små uformelige kasser i alt det grønne. Fårene græsser eller løber ud på vejen i håbløse klynger så chaufføren gang på gang må ud og jage dem væk med store armbevægelser og høje lyde, hó hó. Væk med jer, helvedesbæster. Og så stik nordvest, det tager hundrede år, generationer fødes og dør, ikke at det betyder noget, tiden er et andet sted. Nu nordlandets mere majestætiske bjerge og storslåede højsletter, røde, orange, violette i solnedgangen, som hjertet der næsten sprænges, og endelig fjorden. Og ved dens munding, staden. Man kan allerede skimte den velplacere11


de stengrå kirke med de to tårne bygget som symmetriske klippeformationer der stikker lige op i himlen. Ninna knejser bag baren på stadens eneste spillested. Udenfor stormer det, selvom det snart er maj. Der er gået tre år siden hun kom hjem fra Staterne, det føles ikke virkeligt længere, lykkens land, en fjern drøm. Alt det fancy tøj hun havde med hjem i kufferten, har hun givet til sine teenagesøstre. Trompetbukser og kropssnævre læderjakker er ikke længere in, hun har fingeren på pulsen, firserne lige om hjørnet. Nu skal håret være kort og glat. Ninna har arvet sin fars hestemanke og nogle pretty problematiske krøllegener fra sin mor, en eksplosiv cocktail, skitzo nordic afro-style, helt hen i vejret. Hun ødsler en meget stor del af sin tid på forgæves at forsøge at glatte og udtynde det kortklippede hø. Katastrofe. Så må hun gå rundt og grue for fugtigt vejr der får håret til at krølle som ind i helvede. Eller spankulere rundt med tunge hjelmlignende strikhuer presset ned over fuglereden efter brusebad. Og en fugtmaske, måske, dødningehovedagtigt. Cigaretter i vindueskarme, øl hældt i rødvinsglas, hun stirrer ud i intetheden, øjne af stål, valkyrien med det blødende tandkød. Hvad ser hun, kunne man forestille sig det. En slags fremtid. Utilnærmelig, men ikke alt for utilnærmelig serverer hun nisseøl med vodka i, øl er endnu forbudt ved lov, det vil det blive ved med de næste elleve år. Hjemmebrændtbryggerierne blomstrer i kældre og kosteskabe, eksplosive 12


foretagender. Ninnas bror, Pétur, sprænger næsten sig selv i luften, overlever dog med én brystvorte i behold, den anden bliver stegt som en æggeblomme ned ad brystkassen, og øens teenagere bliver blinde på stribe. Eller i det mindste et par eller tre på årlig basis. Mændene er betagede, savler, læner sig ind over baren med deres alkoholånde, må jeg røre ved dit hår. De stirrer med lige dele mistro og vantro på brysternes perfekt formede E-skåle. Det øvrige klientel vrikker med måsen ude på dansegulvet, nogle skiller sig ud fra mængden, vælter ind i borde, kaster op over askebægre, skraldespande, enkelte bugseres ud af politiet med slæbende fødder, køres hjem til skammen eller sover branderten ud i kasjotten, en typisk aften. Morgenen efter står hun og rører rundt i pølsekarrene på slagteriet. Der er lidt alien over hende, de plukkede øjenbryn, det overdimensionerede hårnet; hun er koncentreret om arbejdet, røre, røre, holde affaldsstofferne i bevægelse så det ikke klumper sammen. Intetanende om at hun om knap nitten timer i forbindelse med den årlige skønhedskonkurrence hvor hun arbejder dobbeltvagt, vil gå hen og blive gravid via en to meter høj ranglet basketballspiller fra Reykjavik. my heart wants to beat Livet er stædigt. Et lille rødt bær. En bastardbaby af hunkøn der allerede ved fødslen åbenbarer en hårpragt der ligner en absurd paryk på det fladmaste hoved. Første udkast til præmieansøgning til OneAir: Titel: Under pressure. 13


Jeg er inde i min mors mave. Mor arbejder på slagteriet nede ved havnen i en gammel købstadsby i det nordlige Island. Ninna bliver hun kaldt, hun hedder egentlig Steinunn Þangbrandsdóttir, snart vil hun blive kaldt mamma. Min afi, morfar, kaldet Brandur, arbejder også på slagteriet, hans hænder og fingre er delvist krogede, sener buler op de underligste steder på håndryggen. Der er ingen der kan strippe et kadaver som min afi. Vi følges med afi til slagteriet ude på tangen hver morgen (free ride) – jeg har det ret cosy, skvulper rundt, laver kolbøtter, vikler mig ind i navlestrengen, piller mig i næsen, sutter på min storetå, hvad man nu gør under sådanne omstændigheder. Mor holder svinene i jerngreb indtil de bliver skudt i panden. Mine små gennemsigtige ører folder sig ud når dyrenes skrig og hyl bryder igennem mammas hud, hinden, fostervandet, implementerer sig i mig, i det hurtigt voksende væv, knoglerne, hjernemassen. Skrig fra døende dyr er lige sagen. I ved, som med babyer der føler sig trygge til lyden af vuggeviser, Mozart eller stille og rolige stemmer der samtaler om vejret; jeg derimod falder til ro ved skærpede omstændigheder, skingre lyde. Laviner, vulkanudbrud. Bring it on. Så når flyet går ned, er det mig der bevarer roen, holder hovedet koldt, tager de beslutninger der skal tages, beroliger dyret af arme, ben, ustyrlige kropsåbninger mens de andre står som saltstøtter med rædslen malet i ansigterne, blinker som dådyr mod det rasende lys, ingen Mozart her, 14


pretty girls. Jeg farer rundt som en anden 007-agent, get the bloody job done, en dristig påstand hvilket beviser at jeg er fuldt ud i stand til at arbejde under pres. Med venlig hilsen Kalinka Det viser sig at basketballspilleren fra Reykjavik er af god slægt, han vil selvfølgelig ikke kendes ved barnet og kræver at lægerne stikker en nål ind i den for tidligt fødte babykrop der ligner ham på en prik. Blodprøven viser sig ikke at være i hans favør så han fordufter lige så stille. Ninna ligger i sygesengen med sit sammenlappede underliv og stirrer op i loftet. Som hun ligger dér denne meget mørke nytårsdag, bestemmer hun sig for at døbe babyen Melkorka Steinunnsdottir, men det er alligevel for radikalt i 1979, og traditionen tilsiger at man døber den førstefødte efter én af bedsteforældrene, altså bliver det et kompromis: Sólveig Kalinka Karlsdóttir. Karlsdóttir, hyppigt taget i brug til fædreløse børn. Neutralt. Ingenmandsland. Og mælken strømmer ud i brystvævet, et helvedes tryk, smertefuldt. Babyen afviser dem, brysterne, skælver af vrede, skriger til det lille hoved er ved at implodere. Ninna pumper på livet løs med en pumpemaskine hun har fået med hjem fra hospitalet, den fylder det halve af rummet. Dag og nat pumper hun de ømme bryster, eller hver gang hun kan komme til det, i slagteriets frokostpause, i nætternes stilhed og babygråd; mælkemængderne er så uhyrlige at hendes mor, Sólveig, samler overskuddet der kan brød15


føde hele babylegioner i en knaldrød plastikspand der fylder godt op i køleskabet; hver morgen bliver indholdet hældt over i en kande der dækket med et bomuldsklæde bliver løftet ud i lyset af en sygeplejerske der nænsomt bærer den skvulpende væske hen til bilen som noget eksplosivt eller ekstremt porøst. Hun spænder kanden fast med sikkerhedsselen og kører i sneglefart op ad jordvejen og langs med bakkekammen til hospitalet hvor spædbørnene hober sig op, venter med røde rynkede ansigter på modermælken. Dette såkaldte liv, denne mærkeligt kødfulde kropsværen. Velbekomme. It’s my treat. Med venlig hilsen babyKalinka.

16


Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.