Læseprøve: Cassandra af Joakim Vilandt

cassandra

Gladiator

joakim vilandt

Cassandra © Joakim Vilandt og Gladiator 2017 1. udgave, 1. oplag Redigeret af Hans Otto Jørgensen og Jakob Sandvad Omslag og sats: Clara Birgersson Bogen er sat med Granjon og trykt hos Livonia Print Printed in Latvia ISBN: 978-87-93128-74-3

Denne bog er produceret efter Gladiator-modellen.

Modellen sikrer forfatteren 50% af overskuddet, efter produktionsomkostningerne er dækket.

Ligeledes sikrer modellen, at forfatteren kan få sine rettigheder til bogen tilbage efter 2 år, altså en reel ophævelse af bogens stavnsbånd.

Med støtte fra

GRÆKERNES ARVENGER Jeg forstaar nu endeli, jeg scriver ned i dette Kadaver a Træ den Fortjænste, jeg har været saa heldic at belemres med i mine seene Aar … Hvilken fortjeneste!

See Følge, denne Kuriøsitet Glød brænder i Bagsiden av mine Øjenæpler, saa dersom min Hjærne lunedes, mine Vener, Aarer, Blod lunedes, saa vilde denne Glød fortættes gjennem min Hals Trug och telblive den Fortjenste i min Pupil, endnu et Ærkeschrei. Som Øjets Kniv.

Og bagdette Schrei findes saagar min kjæreste Gave, min lyksalicste rædsomste Gevinst: Muligheten at standig stirre mod Solen fra en Bakke af Jern, evindelig, uspoleret, uhæmmet. Brændt af Baunen efter Lyset. Alle didse Lyset fører Skærenger gjennem min Hjærne, som Solen fræser Morgen, falmer Afton, skjærer Morgen, falmer Aften.

Disse Ark er Kassandras Ark. Fortættes gjennem Hals Trug: [ Halleluja! Hadefulde Mægtige Syner. ]

22

See Følge. Brændt af Baunen efter Lyset: Hadet. jeg evindelig staa och stirre paa Solens Skæreng – uanset vore Døgntid. Dette burde jo være umuligt, men saaledes nedscriver jeg i dette Kadaver af Træ, En Ufromtjænste, et Giftemaal, der forpester min Pande itu, i rædsomste Glædes Syne Schrei, denne Kniv som blødensk min Hjærne.

Et Billede vor lyksalicste Pupiler brændes tel Skæring, Følgende min Øjets Kniv, Hadet. jeg mæsker mit Blik paa Bakteriens Skæpne efter Moldy Muld Ærkeschrei. tørker efter Altidens Aabneng mod Solen.

Hvælvets Aapnenger i altdidse Lys telgifter meg dansende Ildfluer af Lyys, lilla, rød, blaa bølger over Byn, Hadet.

Mine Øjenæpler, Dejligste Æpler, skyde fra Træet og tilblie Oplyst Syn, giftes for oss under Solen, Hadet. at blændes av Lyset udenfor Hulen, at slaas ud, blændes, blindes, Furor af klimtrenne glimtenne Stjærneskud, Hadet.

Alt danser for Hadet Riget, Kniven klinger ved at evindelig staa och stirre paa Solens Skæreng – uanset vore Døgntid. Standig stirre fran en Bakke af Jern, Hadet. [ glædeste Had trækkes fra min Navle inni mit Spawn, Amen. ]

23

Furor over Bakker af Jern! Furor over Bakterier! Jeg sjunge mit Glædens Had og Lykkens Gifts Fortjænste! saa mit Hals Trug saares af en blænde Jernen Krog, snøret og bundet, tømt, tørkent, noget særdeles udslukket som Gift, poleret saaret af Gift, Gift et lykkelic rædsomste Brylleup, Altdidse pulserer Gift gjennem min Gane, rystend som Ringe Vandet under Hvælvets Fald af Vædsker. og i Brylleups Gift skoldes mine Hænder Brandsaar i Vædsken, som jeg forenes med de utrættelige Tanker, der sandelig gjør mig til Mennesket Dyr og lappe al denne Mælkens Gift som Hvalpe. Skarntyder og Antibiotika maner Brusen Lyes fra vort Indre.

Saa mit Hals Trug saares af en blænde Jernen Krog, snøret og fortumlet, tømt, tørkent, noget særdeles udslukket som Gift, blisten gnedet poleret saa meget, at Kjødet skinner i Maanelyset.

Man Malkneng saa Udflaaden blandes med PostevandsBlodet. [ Halleluja! jeg skraber Jernets Vand i Lungen. Amen. ]

24

saa see Følge, vi er en Køter, og skulde vi Køtere takke den Moder for lyksaligste rædsomste Glædes Virke?, Skulde vi Køtere bukke oss for din Gunstige Gave inni denne Humane Drift, denne Elskovsfulde Virke: bygherren Atomer Bacterier Elskov Liv?, skulde vi voxe, oss børn dine, Moder, ved din pat Mælken Manna voxe tel Byens Lys?, Skulde vi rejse glohede Taarne unner Solens Furor? Ja! Ja! Vi takker dens glædeligste Skapnengs slaven af Virket, vores Hænder fyldes af det haarde Væv, vi som Børn Taber ud af Munden, giftet fran vor Moder, Ja! For derfra at rejse det høieste unner Hvælvet, naar Hænderne rejser seg mod Himlen, vi bider knurrende spindende fast i Pattens Modhager.

Ja! ochque medens vi saligt sender kisterne ud i Havene og Jorden, en sær Lugt af Virkets Gasarter blandes med Bjergene for at træcke vores Syndigste Allernådigste Virke ned i Asfalten, knuses opad gjennem Hvælvet.

Ja! Dens skønne Fødselsdag indføres gennem Navlestrengen.

Vores elskværdigste rædsomste Glæde, din Tvang saa vi rædsomste glædes slaves tel at gennemføre. Min bitre Mediciin aapner kjun Aaret i Himlen, som vi faldt af, lystnet af vores Lovsang. [ Og glædes Ærkeschrei derved. Hallelujah! ]

25

Jeg kunde mumle saa mange Bjæff om det rige Guld, vi stablede et Menneske, der rejser seg mod Hvælvet med udhuggede Avstumpnenger, smile deele Stykker af Kraniet, Stykker Rige faldt ut.

Smaa Bid efter Haanden fodrer det flertallige Guldtændr, snart det endnu en Gang knalder Fortanden ud en Brandert av Flammer Søjler. Gyldenvarmt.

See Følge. Brændt af Baunen efter Lyset: Hadet. jeg evindelig staa och stirre paa Solens skarpe Had – uanset vore Døgntid. Hvad jo burde være umuligt, med saa mange Skærenger aff Guldbølger over Morgenens milde Metal. Klare varme klæder mine Hænder i saa mange bløde Smil fra Solens sommer, som jeg kæler Væggen for dens robuste Hjælp, som holder Loftet fredeligt fast.

Daimon, Daimon, [ Solen i min Gyldne Mund. ]

26

See Følge. Jeg kunde mumle saa mange varme Bjæff om det rige Skin, det gyldne Grums fran Solnedgangen, der kæles nedad i den graa Mark kaldet asfalt, mellem de polerte Mure.

Kund mumle saa mange Hvalpes vrede Bjæff imod Hals Trug Baandet over deres Skuldre. Gyldenvarmt.

Kunde mumle Skin Rige over det faldende Gyldne Sol ventende over Zootarnet, stillesagte førend Mørket kværker.

Et Skin saaet Lyes af oss orange skumklart , Søjler aff Varme fra vores Bjæf, saa Rige stablet af sovende Hvalpes Bunke.

Kunde mumle Rasle Spidse Tænder, al skramler som de slaar blottet mod den haarde Grå Jord, hvor vi ikke har Grønt.

Jeg kunde mumle saa mange Bjæf i Mælkeskelettet. rasle under Hvælvets forsvindende gyldne Ansikt, som vi rasler Mælken ud af Tænderne, Ansiktet kjun emmer mindre, som jeg kjalder paa det med drukne Lunger.

Saa mange Dunk gaar gjennem Radiatorne dagligt. Naar vi Køtere glammer mod Maanen, See du, Gyldenvarmt Vand strømmer i disse Aarer, de pumper Aftensolen gjennem Mug ov rasende Støv.

Tænder gror gulere. Aande Byens Lyes, knækket af kvaklede Solnedgangsgrafitti over vor graanende Menneskehav. [ vi dricker glædeligt Herre. Amen ]

27

skulde jeg tække Virkligheten som en Oplysende Brænnen-Sol?, skulde jeg stirre Blændet paa Solen och brække op min Kjæbe i Rabel? Skulde Skjærenger Fræser Morgen, saa da falmer Afton? Skulde dette Glimt blænde min Hjærnens Gløder?

Skulde jeg, Saa gjaldt meg en Prophet, for saadan den Kaldende Nævnedes, Al-denne Giftens hellige Union pulserer i meine sjungne Aarer. selv i Fadets brune Skov føres dybe Furer fran Sol Furor igjennem min Hud, og hvis dette Hvælv saa løftede Møørkets Sløreng foran Solens Skæreng, så hør I da stadig denne Kjald krængende, fra Bagsiden av mine Øjenæpler fran en Bakke af Jern. im Augen. Skulde jeg ej stirre Blændet och opbrække fran min Kjæbe? Skulde jeg da bedrage min Krop, naar Lyeset saagar flyder fra Solen?

Nej! Jeg denner min Ræbem! For jeg, Jeg har været saa heldig at belemres med denne evindelige Skjæreng, demme særlice Glød, som de andre gjaldende Hunde i Urtider saa vil jeg standig fortætte Efteraarets Sjunge gjennem mit Hals Trug. og i dette Kadaver a Træ, minArk, jeg saa opkaste Baunen. Brænde altid Brækket ellers lysløst … [ Thi didt ere Riget, Branden i al Evighed. Amen. ]

28

Jeg tænke det Skapneng given Skæpne at tildeles denne Fortjænste i didse mine sene Aar. Thi ærkendelsen, denne standig bestå selv efter Solens dyk, at Heri synes alt, der laa af Lækkert Ler under Kongeriget, faktisk at smile Intet egentlig kjan forsøge at formidle eller formilde dens Knusen, udskrive min Brændende Skjæreng i Hjærnens Kassandra, dog smiler skriget begravet. Jeg kalder den.

Denne udraderede Sjunge, det Blænde Lyes Skjæreng i min ømme Hjærne, denne værende Intet i Mørket, som det bruune Fald lister nærmere Byen efter Højsommeren, den tavsede begravet krænges ud af jorden for at schreie for heri synes Alt, der opleder tel en Tælling, at blomstre ind i Døden och ligge i med den, som en Anus, der flækkes uden at tabe sit Endelige, Affaldet, En voxende gusten Gulhed, der strømmer ud over Kjøbenhavn, først naar Mørket trækker over Vinter. jeg kjan aldrig Hjærnens Syner vise fran Cassensindre. [ Løgnen-Sanden. Lyvende Gane sjunge Ørksande! Amen ]

29