Læseprøve: AT SE MED EGNE ØJNE - MIT KVINFO af Elisabeth Møller Jensen

Elisabeth Møller Jensen

AT SE MED EGNE ØJNE

MIT KVINFO

GLADIATOR

Elisabeth Møller Jensen

AT SE MED EGNE ØJNE

MIT KVINFO

GLADIATOR

Indhold

9 13

Prolog Indledning

1. del

En ny tid

23 35 43 55 77 83 95 101 115 123 131 139 2. del 147 157 165 187 195 205

Min vej til KVINFO KVINFO’s bibliotek Min start på KVINFO Kvindeligt Selskab Ekspertdatabasen Viden om køn ind i fagbevægelsen Dansk Kvindebiografisk Leksikon Den gyldne fredag Forum for køn og kultur I offentlighedens søgelys Med EU som lokomotiv Beijing 1995 Gå ind i din tid 11. september 2001 Brian Mikkelsens liste Mentornetværket fejrer triumfer KVINFO International Den usynlige succes Mellemøsten og Nordafrika

3. del

Kampen om KVINFO

231 247 263 269 293

Ligestilling som politikområde Liberal Alliances bagland Kvindehistorisk Samling KVINFO’s bibliotek 2017 Samråd om KVINFO

305

Epilog

313 314 329 330

Tak Noter Illustrationer Navneregister

ovenfor. Det visuelle udtryk for Bevar KVINFO-­ kampagnen sikrede Sara Ferreira med logoer i serien Kritisk Pynt. Mit yndlingslogo er blæst op i stort format. Katrine Manfred Swets og jeg står med banneret foran KVINFO på Christians Brygge.

Prolog

9

“Den her bør du se,” sagde min mand i et for ham typisk neddæmpet tonefald og rakte mig en pressemeddelelse fra Kulturministeriet, som han netop havde printet ud. Kulturminister Mette Bocks bombe var lige tikket ind. Det var mandag d. 20. marts 2017, klokken var 13, og jeg lå fredeligt og intetanende i vores blå sofa i biblioteket næsten færdig med at læse Tue Andersen Nexøs nye bog “Vidnedsbyrd fra velfærdsstaten”. Der kom til at gå mange dage, før jeg fik slutningen med.1 “Det her er begyndelsen til enden,” sagde jeg til Poul. Jeg behøvede kun at læse overskriften: “KVINFO’s biblioteksopgaver flyttes til Det Kgl. Bibliotek”, og videre: “Kulturminister Mette Bock har besluttet at lægge KVINFO’s bibliotek og Det Kgl. Bibliotek sammen som led i konsolideringen af Kulturministeriets biblioteker. Sammenlægningen sker med virkning fra 1. januar 2018.”

At pressemeddelelsen var et dødeligt angreb på KVINFO, behøvede jeg selvfølgelig ikke fortælle min mand, Poul Bache, der var pensioneret efter et langt arbejdsliv i Kulturministeriet og Kulturministeriets styrelser. Vi var enige om, at flytningen af biblioteket var politisk motiveret. Biblioteket var KVINFO’s hjerte, så Mette Bock ville KVINFO til livs.

Det kom bag på mig, for jeg havde som direktør appellerende ringet til hende før folketingsvalget i 2011, da et web-banner under valgkampen havde annonceret, at KVINFO ifølge Liberal Alliance burde nedlægges.

Men hun kendte ikke noget til annoncen, og Liberal Alliance havde ikke noget imod KVINFO, forsikrede hun. Jeg så syner.

På det tidspunkt havde Liberal Alliances bagland i stigende grad gjort mig nervøs for de politiske konsekvenser af partiets vedholdende kampagne. Nu var mareridtet fra 2011 ikke længere

syner, men en politisk realitet, og den eneste forskel fra dengang var, at Liberal Alliance havde fået indflydelse via ministerposter. Hvad skulle jeg gøre? Hvad kunne jeg gøre?

Det var tre år siden, jeg stoppede som direktør for KVINFO, og jeg havde efter grundige overvejelser været tavs om ligestilling lige siden, for jeg var fast besluttet på ikke at agere som en bedrevidende skyggedirektør, befriet for det ansvar, som følger med chefposten. Det var et løfte, jeg havde givet min efterfølger, Nina Groes, som uanset hvad hun ville finde på, og hvad jeg i øvrigt mente om hendes ledelse af KVINFO, ikke skulle være bange for at blive underløbet af mig. Jeg ville holde min mund.

Hun skulle ikke frygte for kommentarer fra den pensionerede direktør.

Så Nina Groes kunne være helt rolig. Men Nina var pludseligt og for offentligheden helt uforståeligt stoppet i december 2016, og da hun gik, var bestyrelsesleder Dorthe Staunæs for udenforstående lige så overraskende allerede fratrådt, så det stod mig klart, at Mette Bock med sit overraskelsesangreb udnyttede et ledelsestomrum på KVINFO, selv om der selvfølgelig efter reglerne var udpeget ledere på begge poster, medierådgiver Suzanne Moll som konstitueret direktør og vicedirektør på Det Kongelige Bibliotek Tonny Skovgård Jensen som konstitueret formand for bestyrelsen.

Helt tavst kunne jeg dog ikke forholde mig, så sidst på eftermiddagen linkede jeg på Facebook til Kulturministeriets pressemeddelelse med en resigneret kommentar: “Den her pressemeddelelse! Sætter tanker i stå. Og tanker i gang. Men jeg ved godt, det ikke er op til mig at kommentere.

Så det vil jeg afholde mig fra. Suk!” efterfulgt af en nedbøjet smiley. Så vidste Facebook-vennerne da i det mindste, hvordan jeg havde det.

Hvad det var, der i løbet af eftermiddagen trak mig ud af mørket, husker jeg ikke helt præcist, men jeg kom i tanke om, at jeg er et frit menneske, at der næppe er nogen, der ved mere om KVINFO end mig, og hvis ikke jeg skulle gribe til handling, hvem skulle så? Over middagsbordet delte jeg mine tanker med Poul,

10

men jeg havde også brug for at tale med en uden for familien, før jeg kastede mig ud i kampen.

Mit netværk er stort, men hvem skulle jeg tale med? Da jeg scan­nede mulighederne, dukkede Berrit Hansen op. Jamen selvfølgelig. Det var Berrits vurdering, jeg havde brug for. Som pensioneret styrelseschef for Undervisningsministeriet er ­Berrit Hansen den perfekte bureaukrat, knivskarp i vurderingen af forvaltningsmæssige spørgsmål. Hun havde i sin tid været fødselshjælper for KVINFO, og hendes stemme havde tilmed været udslagsgivende, da jeg i 1990 blev ansat som centerleder.

Umiddelbart efter middagsmaden ringede jeg til Berrit, der ikke kunne se, hvorfor jeg ikke kunne blande mig. Det var jeg da nærmest forpligtet til, mente hun. Og selvfølgelig var kulturministerens beslutning politisk motiveret. Flytningen af bibliotek­ et var formentlig kun første skridt. Det burde jo være KVINFO, der gik i front, men fraværet af ledelse nærmest skreg ud af den pressemeddelelse, Suzanne Moll samme dag havde sendt ud, umiddelbart efter at Kulturministeriet havde meldt nyheden ud. Håbet slukkes allerede i overskriften, der i sig selv undsiger institutionen. Rubrikken er så positiv i forhold til Mette Bocks beslutning, at kulturministeren selv kunne have brugt Molls formulering: “KVINFO’s bibliotek er meget mere end bøger.”

11

ovenfor t.v. Nynne Koch fylder 75 d. 13.11.1990 og KVINFO fejrer hende med en festforelæsning i Fest­salen i Charlottenborg. t.h. Som nyansat centerleder holder jeg festforelæsning på Charlottenborg for Nynne Koch, der fylder 75.

Indledning

13

KVINFO er et biblioteksprojekt fra 60’erne og ikke, som mange fejlagtigt tror, et rødstrømpeprojekt fra 70’erne. KVINFO er drømt, tænkt og skabt som et bibliotek, og historien går tilbage til den dag i 1964, da forfatteren Nynne Koch startede sin specialregistrering af kvinderelevant litteratur i Det Kongelige Biblioteks samlinger. Nynne Koch var især inspireret af de svenske Kvinnohistoriska Samlingarna, der var oprettet på privat basis af tre svenske pionerer, men fra 1971 blev en selvstændig afdeling af Göteborgs universitetsbibliotek,2 så Nynne Kochs ide om at kortlægge den kvinderelevante litteratur på Det Kongelige Bibliotek opstod dengang ikke ud af den blå luft. Ideen lå også i tiden.

Kvindernes drømme forandrede sig, der var opbrud i kønsrollerne, som det hed, og danske udgivelser som Elsa Gress: “Det uopdagede køn” og Maria Marcus: “Kvindespejlet” udkom begge i 1964. Betty Friedans internationale bestseller “The Feminine Mystique” fra 1963 blev oversat til dansk og udgivet allerede i 1964 med titlen “Farvel kvindesag”. Betty Friedan er født i 1921, samme år som min mor. Elsa Gress blev født i 1919, og Maria Marcus fem år senere i 1926, og deres bøger varslede med en generations forspring det oprør, som døtrene indledte med kvindebevægelsen i 1970.

I 1964 tog jeg selv realeksamen efter ti års skolegang i Lemvig Skole. Allerede her kom jeg længere end min far, arbejderdreng­ en, der på trods af en urealistisk drøm om en boglig uddannelse måtte vælge mellem en læreplads som bogbinder, barber eller bager, og min mor, der måtte opgive midt i 2. real.

Helt ekstraordinært havde hun som yngste barn af en enke med otte børn på et fattigt husmandssted på Thyholm fået mulighed for at begynde på Hvidbjerg Realskole, men hendes

modsat t.v. “Faderrollen” kender vi, men hvad med “ægtemandsrollen”? Mon ikke det er et af de ord, Nynne Koch opfandt til sine kartotekstkort? Det ser ud til, at der er ret mange bøger i den kategori. modsat t.h. De norske litteraturforskere Irene Engelstad og og Janneken Øverland har næppe nogen ide om, at Nynne Koch rubricerede deres antologi “Frihet til å skrive” som “feminologisk metode”.

drøm om en uddannelse brast, da hun efter et halvt års sygdom ikke fik lov til at vende tilbage til skolen. I stedet for realskolen kom hun først på husholdningsskole, og så fik hun plads i huset som barnepige og stuepige. Da hun blev gift med min far i 1946, blev hun husmor, som det var helt almindeligt og forventeligt i 1950’ernes Danmark.

Med undtagelse af et par stykker, der skilte sig ud, var alle mine klassekammeraters mødre husmødre som min mor. Det var den normalitet, jeg voksede op i. Men selv om husmorrollen var det normale og almindelige, ville jeg noget andet. Og vejen væk gik gennem den uddannelse, som havde været lukket land for mine forældre. Jeg tilhører en generation af kvinder, hvor flertallet af pigebørn og unge kvinder ønskede et andet liv end deres mødres. Det var os, der var børn i 50’erne og unge i 60’erne og 70’erne. De fleste fulgte bare med strømmen og greb de nye muligheder, men nogle af os gik foran og blev rødstrømper. Som Suzanne Brøgger så rammende skrev i romanen “Ja” fra 1984, var rødstrømpebevægelsen en datterbevægelse skabt af kvinder, der ikke ville være som deres mødre.

Tiden var blevet en anden, og i tilbageblikket husker jeg det, som om den røde løber var rullet ud for mit unge jeg. Med en årlig bevilling fra Ungdommens Uddannelsesfond, som jeg delte med min far, begyndte jeg på Struer Statsgymnasium efter sommerferien i 1964, og efter studentereksamen i 1967 fortsatte jeg direkte fra gymnasiet til danskstudiet på Københavns Universitet.

At store forandringer var i gang, stod også klart for statsminister Jens Otto Krag, der i 1964 så behovet for “Den store kvindekommission” med Københavns sundhedsborgmester Edel Saunte (S) i spidsen. Begrundelsen for arbejdet var ifølge

14

15

kommissoriet, at “vor tids store ændringer i samfundets struktur forårsaget af den tekniske og økonomiske udvikling griber dybt ind i familiens og det enkelte menneskes vilkår”. Kommissionen fik til opgave “at overveje ændringerne i familiens forhold, specielt børnenes vilkår under kvindernes stigende deltagelse i erhvervslivet, samt spørgsmålet om kvindernes uddannelse”.

Så Nynne Koch havde i den grad fingeren på pulsen, da hun satte sit banebrydende arbejde i gang på Det Kongelige Bibliotek. KVINFO’s historie begynder den dag i 1964, da daværende rigsbibliotekar på Det Kongelige Bibliotek Palle Birkelund takkede nej til at modtage Dansk Kvindesamfunds Arkiv og dertil en stor avisudklipssamling, som efter afslaget i stedet gik til Statsbiblioteket i Århus. Den beslutning gjorde femi­ nisten Nynne Koch så opbragt, at hun med champagne og kage inviterede kollegerne til gravøl for at markere den uforståelige afvisning.

Men da Det Kongelige Bibliotek havde forpasset chancen for at blive kvindebevægelsens arkiv, kunne biblioteket passende blive det sted, hvor kvinderelevant litteratur blev registreret, mente hun, og som et plaster på såret fik Nynne Koch lov til at bruge et kvarter om dagen af sin arbejdsdag på sin helt egen passion. Hun fik lov til at registrere de bøger på Det Kongelige Bibliotek, som handler om køn og kvinder. Den tanke havde

Ovenfor. KVINFO er drømt, tænkt og skabt som et bibliotek. I 1992 fotograferede Suste Bonnén bog­r ygge, bøger og boghylder til en udstilling på KVINFO’s b ­ ibliotek som en ud af tre fotoudstillinger kurateret af Elisabeth Andersen. Ud over Suste Bonnén udstillede fotograferne Jette Lykke og Anja Tollan. Fra hver udstilling blev et af billederne valgt til postkort.

16

17

ingen i Danmark fået før, og hun mærkede de kartotekskort, der senere blev afsæt og udgangspunkt for både KVINFO’s fysiske og digitale bibliotek. Det dertil indrettede skuffedarium med de kopierede kartotekskort fulgte med fra lejligheden i Læderstræde i 1982 over lokalerne i baggården til Sømandsmissionen i Nyhavn i 1989 til Fisken i 1997, den lange grå bygning ved siden af Den Sorte Diamant på Christians Brygge, hvor KVINFO stadigvæk har adresse.

KVINFO, der på Nynnes tid var en forkortelse af kvinder, information og forskning, er opstået som et bibliotek, og de mange projekter og afdelinger, der er skabt gennem årene, er baseret på den viden om køn, ligestilling og mangfoldighed, som er opbygget i kraft af den unikke samling og formidlet gennem udlån, vejledning og digitale ressourcer. Og det er som selvejende institution under Kulturministeriet, at KVINFO har løftet sin vedtægtsbestemte opgave: at formidle viden om køn til en bredt interesseret offentlighed. Det er med netop den opgave, at KVINFO skiller sig ud som noget helt særligt. Det var dristigt tænkt at oprette en institution med det formål “at formidle kønsforskningens resultater til en bredt interesseret offentlighed”. Og med medvind i ryggen gik det godt i mange år, indtil det så med kulturminister Mette Bocks nedlæggelse af KVINFO’s bibliotek ikke gik længere.

Både kønsforskning og ligestilling arbejder med et forandringsperspektiv i demokratiets tjeneste. Ifølge kulturminister Mette Bock var KVINFO’s bibliotek en fin ide. Engang. Tiden er bare en anden i dag.3 Gad vide, hvad det er, Mette Bock mener, der har ændret sig?

Behovet for viden om køn er voksende, og ligestilling er ikke bare noget, man fikser. Det er snarere, som demokrati i øvrigt, et evighedsprojekt, især fordi arbejdet med ligestilling opstår ud af den blytunge historiske arv, vi kalder et patriarkat.

Vi bærer på en fælles fortid og en historie, hvor kvinder juridisk, økonomisk og seksuelt har været underordnet mænd. En arvesynd, som man ikke lige ryster af sig, og det gælder både mænd og kvinder. Derfor tager kampen for ligestilling tid. Det

er hverken gjort på en, to eller tre generationer eller med første, anden, tredje eller fjerde bølge feminisme.

Tag bare Jens Otto Krags kvindekommission, som arbejdede ni år på den store betænkning, hvis spørgsmål slet ikke er besvaret endsige løst endnu. I dag diskuterer vi stadigvæk kvinders stilling i erhvervslivet og børnenes vilkår i dagens travle småbørnsfamilier. Mange nye emner er kommet til. I dag er vi også optaget af de nye manderoller, der først slog igennem med rødstrømpernes sønner, og vi anfægtes af de mange drenge og unge mænd, der falder igennem i uddannelsessystemet. Vi udfordres af kvindeundertrykkelsen i betændte indvandrermiljøer, og vi spørger hinanden, hvad køn og kønsidentitet overhovedet er i dag, hvor vi sætter spørgsmålstegn ved det meste.

Kønsforskningen, som det var KVINFO’s opgave at indsamle, dokumentere og formidle, tiltrækker i dag mange unge kræfter i en ny generation af forskere, som tilmed bæres frem af en fjerde feministisk bølge. En international mobilisering, der blev antændt af Trumps “grab them by the pussy”, og som dagen efter præsidentindsættelsen blev synlig på tv-skærme verden over, da millioner gik på gaden i protest 21. januar 2017. Med #MeToo, der er den største mobilisering af kvindebevægelsen siden kampen for stemmeretten, rullede bølgen videre i efteråret 2017 og satte fokus på seksuelle overgreb på arbejdspladserne, på uddannelsestederne og på gaden.

KVINFO er over lange stræk historien om en succesfuld institution i medvind, der undervejs blev mødt af en stiv politisk kuling fra højre. Og det skifte handler i højere grad om en ændring af tidsånden, end det handler om et fortsat behov for KVINFO’s bibliotek, en berettiget eller uberettiget kritik af KVINFO som institution eller af KVINFO’s direktør for den sags skyld.

Så Mette Bock har selvfølgelig ret i, at tiden er en anden, og den forandring begyndte i Danmark, allerede da den første Fogh-regering efter terrorangrebet i New York kom til magten i 2001.

Med Dansk Folkeparti som støtteparti skiftede synet på lighed, ligestilling og integration. Dansk Folkeparti tog som nyt parti både Fremskridtspartiets syn på ligestilling og indvandring

18

t.v. “Det andet køn”, 1949, af Simone de Beauvoir blev en klassiker, og titlen på trebindsværket et begreb, der gled ind i hverdagssproget verden over.

Så jo, kvinderundertrykkelsen er strukturel, og Beauvoir fortæller os historien forfra. Er det for overvældende at læse hele værket? Så begynd med bind tre. Og er det for meget, så læs det sidste kapitel i det sidste bind.

med sig ind i Folketinget, men undervejs er synspunkter, som i begyndelsen fremstod yderligtgående, ja, rabiate blevet mainstream. Så forandringen har været længe undervejs. Men da Liberal Alliance for første gang kom i regering november 2016, gik det for KVINFO helt galt, og institutionen blev offer for en illiberal alliance mellem Dansk Folkepartis højrepopulisme og Liberal Alliances neoliberale ideologi. Mette Bock trak hjertet og dermed ideen og formålet ud af en institution, som er oprettet af Folketinget, men påberåbte sig biblioteksudvikling som skalkeskjul. Og beslutningen fik opbakning fra et heppekor af højrepopulister, der beskyldte KVINFO for at være et venstreorienteret eliteprojekt, og neoliberale, der mente, at den slags særinteresser må borgerne selv punge ud til, at det ikke kan være statskassen, der skal lægge for.

Det er ikke behovet for viden om køn og ligestilling, der er blevet mindre. Tværtimod er behovet blevet større. Men politisk har Danmark forandret sig, og Christiansborgs syn på KVINFO har ændret sig. Hvordan og på hvilken måde må en bog om KVINFO’s historie derfor nødvendigvis også handle om.

Min fremstilling er selvfølgelig et partsindlæg, for min baggrund for at fortælle historien er mine 24 år som direktør fra 1990–2014. Og jeg har været kønsforsker og feminist endnu længere. Når vi i 2020 kan fejre 50-året for rødstrømpebevægelsen, kan jeg selv fejre mine 50 år som feminist. Jeg har sikkert været oprørsk endnu længere, men jeg havde ikke sprog for harmen over uligheden, før rødstrømperne gik ned ad Strøget 1. april 1970. I artikler og kronikker satte de ord på undertrykkelsen og på drømmen om frigørelse, og få år senere skabte kvindeforskningen helt nye teorier og svar på, hvorfor unge kvinder, der som jeg selv er vokset op i troen på, at vi var ligestillet med vores brødre, venner og kærester, ikke bare var unge kvinder, der tog for os af velfærdssamfundet, men at vores nye muligheder stadigvæk med Simone de Beauvoirs formulering var bund­ et til og begrænset af at tilhøre “det andet køn”.

19