Rasmus รก Rรณgvu
Roman Gladiator
Åh! ©Rasmus á Rógvu og Gladiator 2019 1. udgave, 1. oplag Redigeret af Jakob Sandvad Bogen er sat med Aldus og trykt hos Specialtrykkeriet Arco Printed in Denmark ISBN: 978-87-93658-34-9
Denne bog er produceret efter Gladiator-modellen. Modellen sikrer forfatteren 50 % af overskuddet, efter produktionsomkostningerne er dækket. Ligeledes sikrer modellen, at forfatteren kan få sine rettigheder til bogen tilbage efter 2 år, altså en reel ophævelse af bogens stavnsbånd.
Tak til
3 Som en sparsom solplet på et stykke af en lort inviterede Tobias mig over til en øl. Jeg havde mødt Tobias, dengang jeg tog hf-enkeltfag og havde straks kunnet lide ham. Han virkede som en endnu større fiasko end mig. Han talte endnu mindre end mig, og derudover var han fanatisk optaget af musik og gjorde tilsyneladende alt, hvad han kunne for at ligne Syd Barrett: sort eyeliner, sorte negle og rodet, langt hår, som han touperede. Han boede på et bombet kvistværelse i Valby, tæt på Sjælør Station. Når han ikke led af depression, var han hyperaktiv og udadvendt, charmerende og på grænsen til at være festlig. Han havde en diagnose, bipolar lidelse. Vi sad på hans madras, talte og drak øl med musik i baggrunden. »Fik du stemt i går?« sagde han. »Var det i går?« Han nippede til sin øl. »Hvad stemte du?« sagde jeg. »Enhedslisten.« »Ja, der er nogen, der må stå i opposition til fremmedfrygten og kæmpe for ligestillingen.« »Ja, ik’? For nogle år siden var der for eksempel ingen, der tænkte på muslimer. Nu tænker man stort set ikke 17
på andet,« sagde han, før han blev fjern i blikket, idet han hæftede sig ved musikken. Jeg sad og blev mere og mere indestængt. Jeg beklagede mig over min fremtid. Min eneste drivkraft syntes at være Christina, der i kraft af sin progressive, actionprægede natur tit foreslog ting. Havde idéer. Hun ville ting. Hun ville ud at rejse, blive rig, stifte familie. Min mave rumlede, og jeg stak armen ind i en pose kartoffelchips på bordet. Paprikadrys på ærmet. Tobias sendte beskeder rundt til alle, han kendte. En veninde bad os komme ind til byen, til koncert, en anden til privatfest, og han styrtede ud ad døren med mig på slæb. På en måde kunne jeg bedre lide ham, når han var deprim, når han undgik al øjenkontakt, alt overskydende fedt. Nu sprang han over skraldespandene på gaden, sparkede til lygtepælene, sang ud i den lune majluft, i udbrud, antændt og hysterisk. »Jeg tror, jeg tager hjem,« sagde jeg. »Allerede?!« »Ja.« »Men festen er kun lige begyndt!« »Præcis.« Vi tog afsked, krammede, og jeg gik langs Søerne, ud mod Østerbro, Lille Triangel. Klokken var halv tre om morgenen. Jeg passerede kartoffelrækkerne og tænkte på kartofler. Jeg tænkte på min manglende fantasi og bed mig i læben. Indtil for nogle få år siden havde jeg kun kendt til smørblomsten og kamilleblomsten, hvilket strengt taget var de eneste blomster, der groede på Færøerne. Så jeg var stadig ikke kommet over mit flip med 18
roser, liljer og anemoner – sådan nogle rigtige blomster, som de gamle digtere skrev om. Og her, i de små haver foran lejlighederne, var der et hav af dem, lige til at plukke. Jeg klatrede over et hvidt stakit og plukkede et par stykker. Jeg gav mig god tid, indtil der var nogen, der råbte. Jeg kiggede til siden, frem og tilbage, op. Det kom fra et af vinduerne. En ældre kvinde, et morgenmenneske med papillotter i håret. »Sig mig engang, hvad fanden har du gang i?« »Sikke en dejlig dag, vi har i dag, frue!« »Kan du så skrubbe ud af min have!« Jeg gjorde, som hun sagde, og hoppede over stakittet og ud på fortovet med buketten i hånden. Jeg ville vække Christina med de her blomster, kysse hende vågen, på hendes opstoppernæse og liljehvide, bekymrede pande. Jeg var nået til Sølvtorvet, da jeg blev opmærksom på nogle unge drenge, der stod i en gruppe på et hjørne og skubbede til hinanden, pegede på mig. Jeg ignorerede dem. Jeg tænkte på Christinas søvnvarme hud under dynen, hendes bevidstløse mumlen, før hun vågnede. Jeg hørte latter. Jeg hørte skridt bag mig, hurtige skridt – og idet jeg vendte mig om, fik jeg én på skrinet og faldt ned på fortovet. »Giv mig dine penge!« råbte drengen. »Jeg har ingen penge.« Han sparkede til mig. »Wallah, giv mig dine penge!« Jeg formåede at rejse mig. Jeg opdagede, jeg havde næseblod. Jeg så på ham, den ældste af dem. Han kunne ikke være en dag over femten. Skulle eller skulle jeg ikke: Jeg 19
kunne slå ham ud med et enkelt slag i ansigtet, selvom jeg aldrig havde prøvet det. »Din fucking luder! Giv mig dine penge!« Jeg begyndte at løbe, og han løb efter mig, men kun til næste trafiklys, så gav han op. Jeg kunne høre, hvordan hans venner heppede på ham. Jeg havde stadig buketten i hånden; flåede blomster: en sensommers vold. Jeg låste mig ind i lejligheden. Jeg var rystet og tjekkede flere gange, om døren var låst. Frem for at overraske Christina gik jeg ud i køkkenet, hvor jeg fandt en øl i køleskabet, som jeg knappede op og drak stående, i to slurke. Så forsøgte jeg at standse blødningen ude på badeværelset. »Vón, er det dig?« »Ja, lige et øjeblik.« »Kommer du ikke i seng?« »Jo, jo!« Hun kunne fornemme, at noget var galt. Hun kom ud. »Hvordan er det, du ser ud, skat?« Hun fandt vat og rondeller frem fra skabet ved siden af spejlet og hjalp mig ind i soveværelset. Jeg var svag i benene og rystede. Christina lå på knæ og trak bukserne af mig, sokkerne. »Åh nej dog,« sagde hun. »Hvad er der?« »Har du tisset i bukserne?« Jeg mærkede efter: Det havde jeg. Christina rensede såret, jeg havde fået. Hun holdt et plaster hen over min næse og satte det på, nænsomt, med en læges færdighed. Det lykkedes mig ikke at falde 20
i søvn. Jeg vendte mig, så vi lå ansigt til ansigt. Jeg fik hjertebanken af hendes varme ånde. Jeg gøs, da den ramte mig. Hun sov uden problemer, trak vejret tungt, og jeg kyssede hende på munden, blidt, som godnat, som tak, og et smil formede sig på hendes læber i halvmørket. »Hvad er det for nogle blomster, der ligger herude, skat?« sagde hun ude fra entréen, om formiddagen. »De er til dig.« »Ih, tak! Er det et billede på vores kærlighed?« »Det er et billede på en, der forsøgte at glæde sin kæreste, da han kom hjem. Men uheldet ville, at han blev angrebet af nogle utilpassede, nydanske drenge.« Hun stod i døren til soveværelset og pillede ved blomsterne. »Hvorfor sagde du ikke, at det var indvandrere?« »Er det vigtigt?« »Nej, men jeg synes bare …« »Hvad synes du bare?« Hun spærrede øjnene op. »Hvorfor går du i defensiven, lige så snart jeg nævner indvandrere?« »Fordi du går i offensiven, lige så så snart jeg nævner indvandrere.« »Du burde melde det til politiet.« »Nej.« »Hvorfor ikke?« »Fordi det nok bare var nogle rodløse, unge drenge, der kedede sig. Har du aldrig været ung?« »Jo, men jeg stod ikke på et gadehjørne klokken lort 21
om natten og ventede på, at der var nogen, jeg kunne overfalde.« »Jeg har ondt i hovedet.« »Så har du nok drukket for meget i går.« »Tak, doktor.« Hun satte sig på sengen. »Der er altså forskel på, hvad det er, der udløser volden,« sagde hun. »Hvad mener du?« »Der er nogle, der er vrede og føler sig uretfærdigt behandlet, eller hvad det nu kan være, og som så retter volden udad – mod samfundet, mod andre mennesker. Og så er der dem, der begraver deres vrede: De retter i stedet volden indad – mod sig selv.« »Det ved jeg. Det er derfor, man har det nemmere ved for eksempel narkomaner, hjemløse – nemlig fordi de hærger, men hærger rundt i deres egen krop. De gør skade, men kun på sig selv. Det kan man tolerere. Men så snart man gør skade på systemet, skal man straffes. Ja, jeg vil gå så vidt og påstå, at systemet direkte opfordrer én til, at man internaliserer sin vold og undergang – at man holder det alt sammen for sig selv.« »Det er løgn, og det ved du også godt: Hvis man har et misbrugsproblem, findes der et hav af behandlingstilbud i kommunerne. Og hvis man er utilfreds med systemet, findes der masser af måder, man kan få indflydelse på. Du kan melde dig ind i et parti. Du kan melde dig ind i en forening. Du kan skrive en klumme til avisen. Alt andet er bare en dårlig undskyldning.«
4 Jeg kunne ikke sove. Jeg forestillede mig, at min rygsøjle var kølig som hvid marmor for bedre at kunne udholde tanken om varmen. Jeg klaskede mig selv, halvt i søvne, bandede. Det kløede, og jeg kradsede mig, om morgenen, dagen og natten. På arbejdet gruede jeg for at lave fejl. Jeg dobbelttjekkede pakkelisterne og talte efter en ekstra gang. Jeg var misundelig på, hvor hurtige de andre var, og hvor rutinerede de forekom, mens de med pakkeburet på slæb fandt tid og energi til at skråle med på de forfærdelige sange, der blev spillet på The Voice eller Pop FM. Jeg havde den uvane at forestille mig de mennesker, der snart ville ligge i den seng, jeg pakkede, og det barn, der snart ville bade i det badebassin, som fulgte efter på listen. Jeg tænkte på den familie, som jeg arbejdede for, og hvem de var. Vi havde fået en ny medarbejder, Muhammed. Så nu var jeg ikke længere den langsomme, den klodsede og distræte. Det var en lettelse, og jeg gav mig efterhånden hen i den tro, at han havde udsat min fyring på ubestemt tid; men jeg tog fejl: Nogle uger senere kaldte Flemming mig ind på sit kontor igen. »Ja, det er jo aldrig sjovt,« begyndte han. Jeg bøjede hovedet. »Har du nogensinde overvejet at skifte profession?« 23
»Nej.« »Hvad med uddannelse? Du er jo stadig en ung mand!« Jeg så ned i bordet. »Det virker ikke, som om du er særlig glad for at være her.« Jeg så op. Rejste mig langsomt op af stolen og rakte hånden ud. »Hav det godt,« sagde jeg. »I lige måde – og kom godt derudaf, ik’!« Jeg så på hans fjæs en sidste gang, hans mongolide øjne, hans barnlige, stupide smil, og gik ud ad døren. Jeg klædte om i køkkenet og følte mig som altid bedre tilpas, da jeg var kommet i mit civiltøj. Jeg tog mere eller mindre afsked med mine kolleger og røg en farvelsmøg med Sten ude på læsserampen. »Hvad så nu, bubba?« »Det ved jeg ikke.« »Ring eller skriv, hvis du vil mødes til en bajer, ik’?« »Det skal jeg nok.« Da jeg satte mig bagerst i bussen, kom jeg i tanker om, jeg hverken havde hans nummer eller adresse, ingenting. Heller ikke han. Han havde mit navn: pik eller bubba. Venskabets ubrydelige bånd. De næste måneder gik med at søge arbejde. Jeg sad hjemme foran fjernsynet og så endeløse programmer om endeløst ævl. Christina passede sit nye deltidsarbejde som piccoline i et advokatfirma inde på Strøget, femten timer 24
om ugen, betalt frokostpause. Det var håbløst. Jeg sendte over halvtreds ansøgninger af sted: Jeg hørte ikke fra nogen af dem. Jeg skyede ingen midler. Jeg vedlagde bolsjer i kuverterne sammen med ansøgningerne. Jeg tilpassede mine spidskompetencer, så de stemte fuldkommen overens med, hvad de søgte, rettede mine fejl og polerede mit indre og ydre, sovsede rundt i mine spændende hobbyer og drømme for fremtiden. Jeg begræd, at jeg aldrig havde været i Honduras, og ikke kunne vedlægge et billede af mig selv i shorts, smilende, med solcreme i hele hovedet, mens jeg krammede en spejlblank delfin. Jeg søgte faglært arbejde, ufaglært arbejde. Jeg henvendte mig personligt, troppede op i butikkerne og på kontorerne. Jeg gav op og henvendte mig på jobcenteret. Jeg fik et ansøgningsskema, som jeg udfyldte og afleverede ti minutter senere, idet jeg vekslede blikke med en af de store, kraftige politibetjente, der stod bag sagsbehandlerne, armene over kors. »Hvad er årsagen til, at du blev fyret?« sagde en midaldrende kvinde med bobbet hår. »Jeg var for fleksibel med mine mødetider.« »Altså du mødte ikke til tiden?« »Jo, inden for de fleksible kriterier.« »Det forstår jeg ikke.« »Nej, det er klart. Jeres arbejdsforhold bærer også præg af en ulidelig rigid struktur.« »Du skal ikke stå og gøre nar af mig – eller mit arbejde.« Hun noterede et eller andet. »Står du til rådighed for arbejdsmarkedet?« 25
»Ja, hvis arbejdsmarkedet står til rådighed for mig.« Hun nedstirrede mig, trykkede på en tast, og tavlen med numrene skiftede. »Nummer 134?« råbte hun, mens hendes øjne søgte bag mig. Christina havde advaret mig: Hvis jeg nogensinde kom på kontanthjælp igen, ville hun gøre det forbi. Hun kunne ikke overskue det. Hun kunne ikke overskue den person, jeg blev. »Det er bare, til jeg finder et nyt arbejde,« sagde jeg. »Men det gør du ikke med de ansøgninger, du sender af sted.« »Hvad er der galt med mine ansøgninger?« »Alt.« »Hvad fanden vil du have, jeg skal gøre?« »Du skal gøre dig umage.« Vi gik en tur rundt om Søerne, og hun tilbød sin hjælp. Regnen stod ned, og jeg drømte om at kysse hende i en hemmelig opgang, begge to drivvåde, i ly for omverdenen, bare os to under en knækket paraply. Vi endte på Café Rytme-Hans ved Trianglen og søgte varme ved radiatorerne bagest i lokalet. Christina elskede caféens hjemmelavede kakao og bestilte to kopper. Jeg tog mine ansøgninger op af tasken. Jeg var begyndt at få nogle idéer til, hvordan jeg kunne omskrive dem, tilføje det ene og slette det andet, da hun åbnede et brev fra banken og rev sig i håret. »Det kan ikke passe!« »Hvad nu?« 26
»Min saldo står i minus!« Det var i starten af måneden, og hun havde allerede brugt sine penge. »Vi skal nok klare den.« »Fuck, altså!« »Jeg har stadig et par hundrede tilbage. Vi kan dele.« Hun nyste. »Prosit.« Hun nyste igen. »Fattigdomsallergi?« sagde jeg. Hun lo. Vi gik, og hun skiftevis lo og nyste, så snottet stod ud af næsen på hende, især da jeg foreslog, at jeg kunne gå lidt i forvejen, hvis det hjalp. Derhjemme lagde jeg et tæppe over hendes skuldre og satte vand over til te. Det blev værre i løbet af weekenden, og om mandagen meldte hun sig syg – imod sin vilje. Hun var ikke nogen god patient. Hun følte sig værdiløs, når hun ikke arbejdede. »Det må være lettere for dig,« sagde hun. Jeg havde hentet et brætspil frem, Stratego, og vi stillede vores brikker op, røde og blå. »Hvilket?« »Det er lige meget, om du har et arbejde eller ej: Du føler dig værdiløs uanset hvad.« »Det kan der være noget om, min egen.« »Har du foldet ansøgningerne, som jeg sagde, du skulle?« Hun havde vist mig, hvordan man skulle gøre, for jeg havde gjort det forkert; jeg havde foldet dem skævt: Papirhjørnerne mødtes ikke, og det var i hendes øjne et tegn på sjusk og en mangel på ærgerrighed. 27
»Jeg gjorde mit bedste,« sagde jeg og sippede af min te. »Er du færdig med at stille op?« »Nej, lige et øjeblik.« »Jeg tror, jeg ved, hvordan du stiller op.« »Jeg tror også, jeg ved, hvordan du stiller op.« »Hvordan?« »Du stiller garanteret alle dine stærkeste brikker, majorerne, generalen og feltmarskalen i forreste række og de svageste bagerst.« »Og du stiller de svageste forrest, direkte i skudlinjen, og de stærkeste bagerst.« »Vi får se.« Efter nogle træk havde hun taget alle mine stærkeste brikker, udhulet mit forsvar og sat kurs mod mit flag midt på brættet. »Ha! Det var næsten for nemt!« udbrød hun sejrrigt med flaget i hånden som en anden Jeanne d’Arc med røde øjne og løbende næse. »Åhr pis, mand,« sagde jeg ærgerlig. »Skal vi spille en gang til?« Hun gabte, rømmede sig. Jeg plagede, til hun gav sig. Jeg tabte næste spil – og næste igen. Vi sad pakket ind i dyner ved bordet. Jeg rejste mig og smed min dyne over hendes hoved, og hun hvinede, stop, ha-ha, jeg kan ikke gøre for, at du er sådan en taber! Så satte jeg mig igen, bed negle og kiggede ud ad vinduet. »Okay, ét sidste spil!« sagde hun. Vi gik i gang med det fjerde spil, og det var det samme igen: Nogle minutter senere havde hun omringet mit 28
flag. Jeg kunne ikke standse hende. Jeg havde ingen at angribe med, og det var hendes tur. »Kan det være flaget?« sagde hun og tappede på det med sin finger. Jeg kiggede spændt på hende. »Hm. Skal jeg tage chancen eller ej,« sagde hun og så drillende på mig med en hånd under hagen. Men pludselig rykkede hun væk fra flaget. Pludselig spillede hun dårligt, uigennemtænkt, som om hun lige havde lært reglerne, så det endte med, at jeg vandt. »Lod du mig vinde?« sagde jeg med hendes flag i hånden. »Nej.« »Er du sikker?«
5 Jeg gik lange ture hver dag med en stak ansøgninger under armen og satte mig ind på et værtshus, efter at jeg havde afleveret dem. Der var stille derinde om eftermiddagen, og jeg sad og drak en øl oppe i baren og læste aviserne, røg og undgik øjenkontakt med stamkunderne. Jeg kiggede ud ad vinduet og så en mand med en kuffert, der gik med rasende skridt hen ad fortovet, og en kvinde i joggingtøj, der løb samtidig med, at hun skubbede en barnevogn foran sig. Jeg skoddede cigaretten og efterlod resten af øllen. Jeg blev taget i at hugge et æble fra en kasse uden for en grønthandler på Istedgade. »Hej, hvad laver du, min ven. Du lægge det tilbage, eller jeg ringe til politiet!« sagde manden. Jeg undskyldte, lagde det tilbage og følte mig skyldbetynget, efter at jeg havde hørt hans nasale stemme, vægten, han lagde på ordet politiet og det besvær, han havde med at udtale ordene. Så kom jeg i tanker om, at Tobias havde nævnt et nyåbnet koncertsted på Skindergade, der søgte personale. Da jeg kom derhen, så jeg, at det var nogle såkaldte runners, de søgte. Jeg fiskede min telefon op af lommen og ringede til Christina. »Hej, skat! Hvor er du henne? Kommer du ikke hjem snart?« 31
»Hvad fanden er en runner?« »Hvad siger du?« »Runner. Hvad fanden er en runner?!« »Hvad mener du?« »Jeg står uden for et koncertsted, og der står her, at de søger runners?« »Hvorfor lyder du så vred?« »Fucking runners!« »Tag det roligt, skat.« Hun fandt det morsomt. Lo i røret. »Jamen så sig mig, hvad en fucking runner er?! Jeg dør, hvis jeg skal sige det ord en gang til.« Jeg så hende for mig, opløst i latter. Tårerne, der trillede. »En runner er bare et andet ord for afrydder,« sagde hun. »Er det bare det? En sølle afrydder?« »Ja.« »Tak, min egen.« »Kommer du snart hjem? Du har vel ikke glemt vores aftale, vel? Klokken er næsten seks.« Det havde jeg. Jeg havde glemt, at hun havde inviteret et vennepar hjem til sig, og at der også var et andet ord for det, nemlig parmiddag. Naturligvis. Jo flere, der kunne samles for at æde, fjærte og ræbe i samme rum, jo bedre. Tavsheden afslørede mig. »Så du kommer ikke eller hvad?« sagde hun. »Har jeg noget valg?« 32
»Ikke rigtig.« »Så kommer jeg.« Ifølge Christina var der ikke noget, der hed, at man ikke kunne lide visse personer. Det var umodent. I stedet skulle man se ud over disse personers særheder og fejl. Det var decideret barnligt og pegede på ens egen mindreværdsfølelse. Jeg kunne med andre ord ikke være imod noget, hade noget, i øvrigt ikke skilte for meget med mine meninger, mine særheder, mine fejl, for det kunne afsløre min dumhed; og hvis der var noget, hun var imod og hadede indtrængende, var det, at jeg fremstod sådan over for hendes venner og familie: som en fordomsfuld idiot, der hverken kunne tolerere eller se de rige nuancer i mennesket og menneskelivets dyb. Den her pose bittersøde bolsjer i alskens farver. Så jeg forsøgte at smile uden at blotte alt for meget tandkød i et grin, da Valentin og Signe fra Kokkedal troppede op med deres medbragte vin og en gave fra Illums Bolighus. Snarere begyndte jeg at drikke kraftigt og følte mig allerede dum, efter at vi havde sat os ved bordet. Signe var netop hjemvendt fra sin studietur i Bangkok, hvor hun havde lært at spise med pinde, og det var forklaringen bag gaven, som Christina pakkede op i begejstring: fire styk spisepinde af autentisk teaktræ. Jeg forsøgte at efterligne dem. Christina, der med sikker hånd førte maden op til munden, Valentin, der gjorde det samme, usvigeligt sikkert, og Signe, der opmuntrede mig til at forsøge igen, når jeg tabte maden. 33