Fartdjævlen 2022

Inger Gammelgaard Madsen

Fartdjævlen KRIMINALROMAN

1

2

Inger Gammelgaard Madsen

Fartdjævlen Kriminalroman

3

Af samme forfatter: Dukkebarnet - 2008 DRAB efter begæring - 2009 Fremmed indtrængen - 2010 Under skriftesegl - 2011 Stjålet identitet - 2012 Lig bløder ikke - 2013 Slangernes gift - 2014 Dommer og bøddel - 2015 Blodregn - 2016 Falkejagt - 2017 Blå iris - 2018 Gadepræsten - 2019 Nattelinjen - 2020 Veganeren - 2021 Uden for serien: Brændende skyld - 2017 Sanitøren - 2017

4

Prolog

Oktober 2002 Efterårssolen lå lavt og havde blændet ham det meste af vejen. Solbrillerne, som han havde rodet lidt efter i handskerummet og taget på, hjalp ikke meget – tværtimod. Den snavsede forrude, hvor sommerens påkørte insekter stadig klæbede sig fast sammen med efterårets sand, som var hvirvlet op fra vejbanen, fik omgivelserne forude til at ligne et skrammet, brunligt foto fra gamle dage. Men nu kørte han heldigvis ind i Hareskoven, undgik solen og lagde solbrillerne fra sig på instrumentbrættet, da han drejede ind på Skovlystvej.

Nu var han snart hjemme. Hjemme i freden – og ensomheden.

Tankerne kredsede stadig om eftermiddagens udmattende møder i afdelingen om personalemangel og vagtplaner med ubemandede vagter, ventelister, opgaver, han skulle løse.

Kollegernes slet skjulte blikke. Han kunne næsten læse deres tanker. Klarer han det nu? Er han i stand til at passe sit arbejde? Han hadede medlidenhed. Der var gået næsten et år nu.

Selvom psykologen ikke havde hjulpet ham vi5

dere med de ‘værktøjer’, hun ellers selv mente at have givet ham, havde han løjet for ledelsen og sagt, at hun havde været en stor hjælp, og at han nu var klar til at arbejde igen. Virkeligheden var, at han var nødt til det. Hvis ikke han fik andet at tænke på, hvis ikke han kunne udføre det arbejde, han var uddannet til, som han havde viet sit liv til, og som gjorde ham til den, han var, så ville han gå under. Helt under. Også økonomisk.

En tyk røg, der drev hen over kørebanen længere fremme som et søgende spøgelse, rev ham ud af spekulationerne. Det var ikke en tågebanke som den, han havde kørt igennem her tidligt i morges. De opstod ofte på grund af områdets søer og åen, der løb gennem skoven.

Han trådte instinktivt på bremsen og så mod stedet, som røgen kom fra, idet han langsomt kørte forbi. Der var en forulykket bil. Så opdagede han barnet, som stod forstenet tæt ved kørebanen, omgivet af røgen. Barnet var vel ikke mere end tre eller fire år, vurderede han, da han kørte forbi. Ansigtet og tøjet var blodigt.

Lidt længere fremme fandt han et sted at holde ind og huggede bremsen i. Han sprang ud af bilen og løb tilbage til ulykkesstedet, mens han trak mobiltelefonen op af jakkelommen og hur6

tigt trykkede 1-1-2. Han forsøgte med en gestus at standse en bil, der suste forbi ham i den modsatte retning. Han kunne få brug for hjælp, hvis der var flere tilskadekomne. Men bilen standsede ikke. Folk var så egoistiske i dag.

Passede kun sig selv. Føreren af den bil måtte da for pokker også have kørt lige forbi røgen, den forulykkede bil – og barnet.

Røgen væltede op fra bilens køler, der var krøllet sammen ind mod en træstamme. En sølvgrå VW Bora. Måske kunne den bryde i brand. Der sad to personer i den, så han, da han kom tættere på. Men hvor var barnet? Havde han set syner? Det hele var gået så hurtigt. Eller var hans mareridt nu også begyndt at dukke op ved højlys dag? Blodet. Barnets blege ansigt. Åndedrættet, der stoppede.

En kvindestemme fra alarmcentralen svarede i hans telefon. Mens han rev døren op ind til førersædet på den smadrede bil, anmeldte han ulykken og gav en beskrivelse af, hvor bilen befandt sig – på Skovlystvej i svinget cirka 300 meter efter Hareskovens parkering. De skulle bare gå efter røgen. ”Hvad er dit navn?” spurgte stemmen i telefonen. ”Henrik. Henrik Bødtcher,” svarede han og 7

lagde to fingre på halsen af manden bag rattet.

Det blødte fra hans pande og næse, og der var ingen puls at mærke. Han sad i en akavet stilling bøjet ind over rattet. Først kastet tilbage i sædet efter sammenstødet med træet og derefter frem igen, så hovedet havde ramt forruden, og rattet måske havde kvæstet hans brystkasse.

Henrik så det ske for sig. ”Jeg er læge på Herlev Hospital, og jeg gør, hvad jeg kan, til ambulancen når frem, men skynd jer,” fortsatte han og stoppede telefonen tilbage i lommen. Han havde ikke brug for vejledning i situationen.

Det var svært at bedømme omfanget af skaderne på kvinden, der befandt sig på passagersædet, på grund af blodet i hendes ansigt. Men hun havde svag puls og trak vejret hivende.

Punkteret lunge, gættede han. Hendes skulderlange, blonde hår var klistret sammen i plamager af blod. Hænderne var sat mod instrumentbrættet foran hende, som om hun havde prøvet at afbøde sammenstødet med træet. Et par af fingrene, som havde lange, lakerede negle, var brækket og bukket bagover. Henrik kastede et blik om på bagsædet. Der var en barnestol deromme. Men den var tom, og 3-punktselen var spændt op. Hvis barnet, som han mente at have 8

set, havde siddet i den, kunne det måske selv have gjort det. Henrik fik kvinden ud af bilen og lagde hende i stabilt sideleje i de visne blade et stykke fra bilen. Så tog han sig af manden.

Han var stor, muskuløs og trænet, så Henrik måtte bruge alle sine kræfter for at få ham skånsomt ud. Han lagde også ham forsigtigt på ryggen på jorden og lynede den tykke, sorte læderjakke op, så han havde fri adgang til hans brystkasse. Han så sig imens om efter barnet, men der var ingen at se. Han måtte have set syner. En bil mere kørte langsomt forbi ude på vejen uden at standse. Henrik hostede på grund af røgen, der sved i hans næse og svælg.

Manden, han sad bøjet over, var kronraget og havde tatoveringer op ad halsen. Modviljen trak i Henrik. Den sårede lignede et bandemedlem. Én af dem, de ofte fik ind på hospitalet med sår efter skud eller knivstik. Dem, som han altid tænkte måske ville begå drab, hvis han reddede deres liv. Men han gjorde det alligevel.

Kvinden trak stadig vejret hivende et lille stykke fra ham, men hun var ikke ved bevidsthed. Han blev ved med forsigtigt at foretage hjertemassage og give manden kunstigt åndedræt og holdt imens øje med hende, indtil han 9

hørte sirenerne nærme sig. Nogle minutter efter standsede ambulancen ved skovbrynet, og han satte sig med sved på panden ned i de brune, fugtige efterårsblade og så udmattet til, mens ambulancefolkene professionelt tog over.

Han håbede, at begge de kvæstede ville overleve, hvem de så end var.

Henrik svarede på spørgsmålene, lægen i ambulancen stillede. Han havde set ham før på hospitalet, men de havde aldrig talt sammen.

Han fik alligevel en fornemmelse af, at lægen udmærket vidste, hvem han var. Det var igen blikket, der sagde ham det. Især da Henrik nævnte barnet, der havde stået blodig midt i røgen, og var nødt til at tilføje, at han ikke var helt sikker på, om han havde set rigtigt. Men den tomme barnestol viste jo, at der godt kunne have været et barn med i bilen.

Men hvor var det så blevet af?

10

Kapitel 1 Nutid

Anne Larsen fokuserede på de blå blink og parkerede sin gule Fiat 500C Pop et stykke inde på cykelstien lige foran politiets afspærring. Selvom det var tidligt på morgenen, varmede solen allerede. Det var ellers ikke mange timer siden, den var stået op, og selvom der også var lidt vind, havde hun kørt med kalechen nede. Hun trykkede på knappen, der hviskende kørte den op igen, og nød lyden. Hun havde ikke et sekund fortrudt, at hun skiftede sin gamle, slidte Lada ud, selvom det gjorde ondt at tænke på, at den var blevet skrottet. Den havde været hende tro i så mange år. Inden hun åbnede bildøren og steg ud, kiggede hun op i bakspejlet, fjernede lidt udtværet mascara under det ene øje og opdagede, hvor træt og udmattet hun så ud.

Hun samlede det forblæste hår i en kort hestehale med en elastik og tog solbriller på.

Om ikke så længe ville det være den tid på dagen, hvor det normalt vrimlede med cyklister, personbiler og lastbiler i høj fart, men nu var krydset spærret, og kun politibiler og betjente befandt sig her. Lyden af sirener fortone11

de sig og forsvandt så helt. Anne bukkede sig under det rød- og hvidstribede plastikbånd, mens hun tog sin mobiltelefon op af bukselommen for at filme og smilede afvæbnende til den unge betjent, der med et afvisende kropssprog kom hastigt imod hende med løftede arme og håndfladerne vendt imod hende, som kunne han med magi skubbe hende væk på afstand.

Som en anden Harry Potter. Hun havde straks genkendt Jonathan Sørensen. Han lignede stadig én, der lige var hoppet ned af skolebænken, alligevel havde han nu været ansat hos Østjyllands Politi i tre og et halvt år. Måske kom han bare aldrig til at se voksen ud. ”Godmorgen, Jonathan,” smilede hun og viste drillende sit pressekort frem. Hun var glad for, at det var ham, der havde posten som vagt ved båndet, for han betragtede hende stadig som en kendis, fordi hun engang havde været studievært på TV2 Østjylland. Desuden havde han været aspirant til at blive hendes svoger.

Eller stedsvoger, hvis det hed sådan, når det handlede om en stedsøster. ”Åh, er det dig, Anne? Jeg kunne ikke lige genkende dig.”

Han stoppede tøvende op og så på hendes lyse hår. Hun havde ændret hårfarve fra ravn12

sort til blondinelyst, da hun blev ansat som undercoverjournalist hos Media House Denmark.

Anne skubbede solbrillerne op i håret, så han kunne se hendes øjne og arret i øjenbrynet, som var hendes kendetegn. ”Du er hurtigt ude, må man sige. Hvad laver du her så tidligt?” ”Var det ambulancen, jeg lige hørte køre herfra?” svarede Anne undvigende.

Hun var på en måde lettet over, at hun ikke var kommet inden den. Redaktionen tillod alligevel ikke at bringe billeder af døde eller sårede mennesker i ulykker. Vi er ikke Ekstra Bladet! slog chefredaktør Nicolaj Bang hårdt fast, selvom Anne somme tider kunne komme i tvivl. Men det var ikke kun derfor. At se kvæstede i bilulykker var en grim påmindelse om, hvor galt det kunne gå, når man satte sig ind bag rattet. En hverdagsting, som de færreste bilister tænkte på var med livet som indsats. Hun så hen mod personbilen, hvis køler var foldet sammen om lygtestanderen under lyskurven i en vulgær omfavnelse. En flot og skinnende sort BMW. Skiltet, hvor der stod Hasle Ringvej, var også bøjet.

Nogle betjente stod ved siden af ulykkesstedet og snakkede med en midaldrende mand i en neonfarvet vest med ”Bilinspektør” på ryggen.

13

Jonathan nikkede og rystede bagefter på hovedet. ”Fartbilist igen. Det er skrækkeligt. Denne gang var det en ung pige. Jeg tror ikke, hun overlever, sådan som hun så ud.” ”Pige? Plejer det ellers ikke at være unge mænd, der kører ræs her?”

Det var, hvad Anne var kommet frem til i sin research til Media House Denmarks tema om vanvidskørsel. Nicolaj havde pålagt hende at sætte spot på fænomenet, efter der havde været flere episoder, især her i Aarhus Vest. Hun havde først protesteret og sagt, at det vel ikke hørte under kriminalstof, som var hendes kompetence, men det havde ændret sig. To dræbte var det blevet til inden for de sidste to uger. Nu tre, hvis den unge pige døde. ”Joh, men denne gang var det altså en pige.” ”Indvandrer?”

Jonathan stak hænderne i bukselommerne og trak samtidig på skuldrene. ”Hun så nu pæredansk ud, synes jeg.” ”Var hun alene i bilen?” ”Det er vi selvfølgelig ved at undersøge. De foreløbige vidner siger, at BMW’en kørte med alt for høj fart. Der blev kørt ræs, og den anden bil forsvandt. Det er lidt uklart, hvilken bil det 14

var. BMW’en mistede kontrollen her ved fodgængerfeltet, og der var en del kaos omkring den efterfølgende.” ”Hvordan kaos?” ”Noget med, at der var flere personer henne ved bilen, og det så ud, som om de prøvede at redde nogen ud, men så forsvandt de. Da de første ambulancereddere kom frem til bilen, var der kun føreren i den – altså pigen.” ”Hvad får du ud af det? Flygtede de andre?”

Jonathan vendte mundvigene nedad. ”Vidner er tit ret upålidelige ved den slags uheld, det hele sker jo så hurtigt. Der var heller ikke så mange ude på det tidspunkt, det skete.” ”Hvornår skete det?” ”Vi fik anmeldelsen klokken 5.30.”

Anne skævede op til ham. Han så meget træt og mere sørgmodig ud, end da hun sidst så ham sammen med sin stedsøster. De havde begge virket så forelskede. ”Hvordan har du det, Jonathan?”

Han trak igen bare ligegyldigt på skuldrene. ”Ser du noget til Sabina?”

Jonathan rystede på hovedet og sparkede til et stykke knust glas på vejen. ”Nej, hun svarer ikke, når jeg ringer til hende.

Jeg har intet hørt fra hende, siden hun flyttede 15

sammen med sin sindssyge psykopat af en far på Djursland. Ja, undskyld, Anne, han er jo din stedfar, men …” ”Du skal ikke undskylde over for mig, Jonathan. Det ved du godt. Torsten Lund er sgu både sindssyg og psykopat.”

Anne iagttog bilinspektøren, der havde sat sig på hug for at kigge ind gennem den knuste rude i førersiden på den smadrede bil. ”Hvordan har hun det, Sabina?”

Anne rømmede sig for at klare stemmen; en klump i halsen havde bygget sig op. ”Jeg ved det ikke, Jonathan. Jeg har heller ingen kontakt til hende længere. Det er vist endda mig, hun er flygtet fra.” ”Hvad fanden skete der egentlig mellem jer, Anne?” ”Det er en lang historie.”

Bilinspektøren rejste sig igen og fulgtes med betjenten, han havde talt med, hen til en patruljevogn et stykke derfra. De stod i koncentreret samtale. ”Er det okay, at jeg kigger på bilen? Bare tager lidt billeder og sådan?” Hun smilede skævt og uskyldigt op til Jonathan.

Han kastede et hurtigt blik på de andre betjente, der var optaget af at tale sammen. Så 16

nikkede han en smule tøvende. ”Okay, men gør det hurtigt, ikke? Det er fint, at I sætter fokus på det her vanvid. De er skøre i hovedet, dem, der kører sådan og sætter andre – og deres eget – liv på spil. Og så går det for det meste også ud over de flotte, dyre luksusbiler.” ”Ja, hvordan har de egentlig råd til at køre i dem, de unge fartdjævle? Lånt af farmand?” ”Næh, ikke altid. Bilerne er ofte leasede. Så er der ikke så meget på spil, hvis de bliver smadret.” ”Hvad? Det går leasingselskaberne da vel ikke med til?” ”De får deres penge alligevel. Forsikringen betaler jo bare,” svarede Jonathan og trak igen skuldrene op. Han vendte ryggen til hende og begyndte at gå hen til de andre. Så vendte han sig om igen. ”Hils Sabina fra mig, hvis du ser hende, ikke?”

Anne nikkede. Det gjorde hun næppe.

Hun tog et par billeder af bilen på afstand.

Ingen af betjentene så efter hende, så hun vovede sig tættere på og satte sig på hug ved sideruden, som bilinspektøren havde gjort. Rattet var trykket ind i kabinen, men airbaggene var udløst, hvilket kunne have reddet dem i bilen.

17

Eller det modsatte. Airbags kunne også være dræbende, da de blev udløst med stor kraft.

Bagefter ville de ramte ikke kunne se noget på grund af pulveret, som blev frigivet, og de ville være døve efter braget i et lille stykke tid.

Hvis der havde været nogen henne ved bilen, hvorfor havde de så bare ladet føreren sidde hårdt kvæstet tilbage? En ung pige, havde Jonathan sagt. Det var usædvanligt.

Anne tog billeder af kabinen. Hun skulle til at rejse sig op igen, da hun fik øje på smykket, en halskæde, der hang over bakspejlet, som hun havde set det i mange amerikanske kriminalfilm. Dér kørte gangstere ofte rundt med et kors i en kæde, der hang og dinglede fra spejlet. Men det her var ikke et kors. Det var et dødningehoved i sølv, som hang i en sort, flettet læderrem og var plettet af blod. Dødningehovedet grinede makabert, og dets ene røde øje lyste op i morgensolen, som om det blinkede ironisk til hende. En glassten af en art. Synet fik hende til at tænke på Terminator 2. Anne zoomede ind og tog et par billeder. ”Hov, du dér! Hvem er du, hvad laver du her?”

En af de andre betjente havde spottet hende.

Anne så sig irriteret omkring. Hvor var Jo18

nathan blevet af? Hun fremviste igen sit presseskilt, men hende her var ikke så nem og pegede hende om bag afspærringsbåndet med et bistert udtryk. Der var også dukket andre journalister op nu. Anne så på sit ur. Klokken var snart otte. Hun kunne lige nå at komme ind på redaktionen, inden der var basser og kaffe til morgenbriefingen.

Da hun havde sat sig ind i bilen, fik hun øje på drengen, der stod og iagttog begivenhederne i krydset bag et busskur. Selvom morgensolen var ved at få magt, havde han en sort strikket hue på, der var trukket næsten helt ned over øjnene. Anne steg igen ud af bilen og gik hen til ham. ”Hej.” På grund af huen var drengen nødt til at lægge hovedet tilbage for at se op på hende. Der løb lidt klart snot fra hans ene næsebor. ”Hej,” svarede han og snøftede. ”Hvad hedder du?” ”Malik.” Han snøftede igen. ”Har du fået dig en sommerforkølelse?” spurgte Anne og smilede.

Drengen svarede ikke. Anne så sig om efter en voksen. Var drengen virkelig her helt alene?

Han var nok seks eller syv år, gættede hun.

19

Måske så han bare yngre ud, end han var – ligesom Jonathan. ”Står du og ser på ulykken?” spurgte hun.

Drengen nikkede, og de sorte øjne under huen flyttede sig igen fascineret til den smadrede bil.

Anne så også hen på den. De var ved at gøre klar til at få den fjernet fra krydset, så den øvrige oprydning kunne komme i gang og morgentrafikken ikke blev yderligere forsinket. Hun så igen på drengen. ”Er du her helt alene?”

Malik nikkede. ”Så du, hvad der skete?”

Han rystede på hovedet og fugtede nervøst læberne. Så kiggede han igen op på hende under huens kant. ”Samir gjorde.” ”Hvem er Samir?” ”Det er min storebror. Han så det …” ”Hvad så han, Malik?” ”Det … det må jeg ikke fortælle.” ”For hvem?”

Anne satte sig på hug foran drengen, så han ikke skulle læne hovedet så langt tilbage for at se på hende. Han tørrede sig under næsen med ærmet og kiggede ned i fortovet. ”Hvem siger, at du ikke må fortælle det? Er det Samir?”

20

”Nej … det siger min far.”

Malik så sig pludselig skræmt tilbage, da hans navn blev råbt et stykke bag dem. Anne rejste sig op og kiggede efter drengen, der hurtigt løb hen til en kvinde iklædt hijab og hellang, småblomstret kjole. Hendes ansigt var smukt, men de sminkede øjne, der fokuserede på Anne, lynede af vrede. Hun lagde hånden mod drengens ryg og guidede ham bestemt foran sig hen ad fortovet.

Nicolaj Bang sad klar for bordenden af det store, ovale, blankpolerede konferencebord og så fortravlet ud, selvom arbejdsdagen kun lige var begyndt. Hans hår skinnede gulerodsfarvet i solen, der strømmede ind gennem panoramavinduet bag ham. Anne satte sit krus med MHD’s logo ved sin faste plads og blev afledt af en måge, der fløj helt tæt på vinduet. De store fugle kom ofte tæt på, når de gik efter skraldespandene ved Havnens Fiskehus. Hun trak stolen ud, hængte sin skuldertaske over stoleryggen, lagde pen og skriveblok klar på bordet og satte sig godt til rette. Højsneglene på fadet lokkede fede og glinsende midt på bordet ved siden af to termokander.

Alle otte journalister havde sat sig, da Nicolaj 21

endelig kiggede op fra sin bærbare computer og smilede jovialt. ”Godmorgen! Nå, har I haft en god weekend?”

Det var ikke et spørgsmål, der forventedes et uddybende svar på. Det var den samme frase hver mandag morgen. ”Hvad har vi af interessante emner?” var næste spørgsmål. Og dét krævede et svar. Nicolaj lænede sig mageligt tilbage i stolen og klikkede uafbrudt med knappen på kuglepennen, mens han afventende så dem an én efter én.

Han nød sin titel som chef, det lyste ud af alle porer i hans fregnede hud. Det var ikke til at fatte, at han var hendes tidligere elev. Men sådan var det bare.

Anne ville sige noget, men Verner fra finans var hurtigere. Han brændte altid for sine sager og mente, at det med økonomien var mere vigtigt end alt muligt andet. Selv drab – og derfor selvfølgelig også trafikofre. ”Priserne på mink er fordoblet i Kina, der er den største aftager af danske minkskind. Minkavlerne herhjemme har endnu ikke fået erstatning, og beløbene løber op i …” sagde den halvskaldede journalist med de dominerende store briller og trak en stak printede ark ud af et chartek foran sig.

22

Anne lukkede af for resten. Efter hendes mening kunne kineserne bare lære at gå i imiteret mink, som mange andre i modebranchen efterhånden var gået over til. Det var jo kun de ultrarige, der led nød her, hvis det var det rette ord for ikke at kunne svøbe sig i en minkkåbe.

Anne kom til at tænke på WPA-sagen i foråret, hvor dyreaktivistgruppen We Protect Animals kæmpede for netop minkene. Sagen, som havde kostet hende venskabet med sin stedsøster.

Hun koncentrerede sig om at få nedskrevet navnet på drengen, hun havde talt med, og hans bror, inden hun glemte det. Hun ærgrede sig over, at hun ikke havde fået efternavnet at vide. Det ville ikke blive nemt at finde Maliks bror og høre ham om, hvad han havde set her tidligt i morges i krydset.

Det var også kun med et halvt øre, hun hørte resten af sine kollegers bud på interessante emner. Hun søgte i stedet på sin mobil for at se, om andre havde skrevet noget om ulykken. Der var kun nævnt, at en ung pige var død, og at der foreløbig ikke var yderligere oplysninger.

Jonathan havde altså haft ret. Hun overlevede ikke sine kvæstelser.

Politiet havde også kun en kort besked på Twitter om ulykken.

23

Anne så op, da hun fornemmede stilheden omkring sig. Det var blevet hendes tur til at sige noget, og alle sad og stirrede på hende.

Hun rettede sig op i stolen og lagde mobiltelefonen fra sig på bordet. ”Jeg var forbi et ulykkessted her tidligt i morges. En spritny sort BMW var kørt galt i krydset ved Hasle Ringvej og Herredsvej. Det tyder på at være endnu en vanvidsbilist, denne gang en ung pige. Hun er desværre afgået ved døden.” ”Hvem er hun?” ”Det er ikke offentliggjort endnu.” ”Hvordan fik du nys om det så tidligt?” spurgte Nicolaj, og Anne nød at høre, at han lød imponeret. ”Ehm, jeg har sovet på hospitalet i nat og var på vej hjem for at få et bad. Jeg kørte lige forbi stedet.” ”Åh ja, hvordan går det med din mor?” Nu lød det mere som dårlig samvittighed i Nicolajs stemme. Han spurgte aldrig til hendes mor, selvom han kendte til hendes tilstand. Måske tænkte han bare ikke på det, fordi Anne aldrig selv talte om det. ”Jo tak, hun er stadig i koma, men der havde været tegn på, at hun var ved at vågne op i går 24

aftes, så de kontaktede mig fra hospitalet.”

Anne brød sig ikke om de spørgende blikke – og slet ikke de medlidende – og tog en bid af sin basse for at se på noget andet end sine kolleger. Det var kun Nicolaj, der vidste, at det var på grund af leversvigt, at hendes mor i snart tre måneder havde ligget i koma. At det var alkoholens skyld. Anne havde heller ikke fortalt ham, at der faktisk havde været snak om at slukke for respiratoren og give hende fred. Men sent i aftes var det så pludselig, som om Rose var ved at komme til bevidsthed, som om hun ville protestere mod den beslutning. Hendes sygeplejerske havde ringet til Anne, som var den nærmeste, både når det gjaldt afstand og slægtskab. Desuden var hun hendes værge.

Anne havde lovet at kontakte sin mors mand, Torsten, og bede ham komme, men havde undladt det. Han havde formentlig alligevel ikke været ædru nok til at køre turen fra Ryomgård på Djursland til Skejby. Det viste sig så også, at det var falsk alarm. Rose havde igen lukket sig ind i sin egen verden, og Anne havde straks tænkt på det som en sidste krampetrækning og var blevet på hospitalet, i tilfælde af at hun havde ret. Men her til morgen var der stadig puls. ”Er din mor så vågnet op?” spurgte Britta, 25

som stod for opdateringen af MHD’s nyhedsside på internettet.

Anne rystede på hovedet og drak af kaffen. ”Nej.” Hun så på Nicolaj. ”Men der er noget mystisk ved den ulykke i krydset, fornemmer jeg. Jeg talte med en dreng, Malik, på omkring seks-syv år, tror jeg. Han stod helt alene og så hen på ulykkesstedet. Jeg talte lidt med ham.

Hans bror …” – hun kastede et blik på sin skriveblok – ”… Samir, har set noget, som deres far har forbudt dem at tale om.” ”Okay.” Nicolaj rettede sig op i stolen. ”Hvad da og af hvilken grund?” ”Det nåede jeg ikke at få at vide. Det må jo være noget, som ikke må komme frem.” ”Hvem ejer bilen?” ”Det ved politiet ikke endnu. De er jo stadig ved at undersøge ulykken. Måske var bilen leaset. Bilinspektøren var der for at kigge på bilen.”

Anne tog sin mobiltelefon og åbnede appen til kameraet. Hun viste Nicolaj billedet af kraniesmykket, der hang på bakspejlet. ”Det her var efterladt i bilen, så måske tilhører det ejeren.”

Nicolaj rynkede panden. ”Makabert smykke.

Hvem går med sådan ét?”

26

Anne viste billedet til sine kolleger ved bordet, som strakte hals for at se. Alle journalister var født med et nysgerrigt gen. ”Et kranie er ikke kun et dødssymbol. Det kan også repræsentere livskraft, styrke og beskyttelse, evigt liv. Og det kan være et symbol for memento mori.” ”Husk, at du skal dø,” oversatte Mette, der sikkert troede, at hun kunne slippe, når hun kun spiste økologisk, gik i fitnesscenter hver morgen, dyrkede triatlon og løb maraton i Berlin, London og København. ”Hvilket den unge pige bag rattet vist ikke havde set i øjnene,” mumlede Verner.

Anne ignorerede ham. ”Jeg kunne godt tænke mig at vide, om ham Samir måske kender til det smykke,” sagde hun. ”Spørg ham!” Nicolaj slog ud med armene som for at understrege logikken i det. ”Jo, men først skal jeg have fundet ham. Maliks mor kom og hentede ham, så jeg fik ikke at vide, hvor de bor, og hvad de hedder til efternavn.” ”Det finder du ud af, Anne,” bestemte Nicolaj og sendte hende endnu et af sine joviale smil.

27

28

Fartdjævlen

udkommer den 04.02.2022

ISBN 978-87-970787-9-2 www.inger-gammelgaard-madsen.dk www.forlaget-farfalla.dk www.facebook.com/ForlagetFarfalla 29

I serien findes også:

Læs mere om bøgerne på www.forlaget-farfalla.dk

30

31

Foto: Anne Kring

En tidlig morgen sætter et trafikuheld i et vejkryds i det vestlige Aarhus, forårsaget af en vanvidsbilist, gang i en lavine af fatale begivenheder. Som fører af bilen finder man den 17-årige Mathilde Abel, som ikke overlever sine kvæstelser. Journalist Anne Larsen kører tilfældigt forbi, netop da ambulancen er på vej væk fra stedet. I den forulykkede bil hænger der på bakspejlet et halssmykke, et sølvkranie med kun ét øje af rødt glas, som straks fanger Annes opmærksomhed. Smykket viser sig at føre tilbage til en dødsulykke for tyve år siden i Hareskoven på Sjælland og en forsvundet treårig dreng.

Politikommissær Rolando Benito fra Østjyllands Politi efterforsker skuddrabet, som man først betragter som banderelateret, men da Anne kommer med sin teori, og Rolandos gamle ungdomsven bilinspektør Frode Ebbesen afslører uventede detaljer om bilulykken, begynder han at interessere sig for andre motiver. Men Rolandos og især Anne Larsens efterforskning sætter andre menneskers liv i fare. Fortiden bør ikke altid graves frem.

www.inger-gammelgaard-madsen.dk • www.forlaget-farfalla.dk 32