Nattelinjen, 2020

Inger Gammelgaard Madsen

Nattelinjen KRIMINALROMAN

Inger Gammelgaard Madsen

Nattelinjen Kriminalroman

1

Af samme forfatter: Dukkebarnet - 2008 DRAB efter begæring - 2009 Fremmed indtrængen - 2010 Under skriftesegl - 2011 Stjålet identitet - 2012 Lig bløder ikke - 2013 Slangernes gift - 2014 Dommer og bøddel - 2015 Blodregn - 2016 Falkejagt - 2017 Blå iris - 2018 Gadepræsten - 2019 Uden for serien: Brændende skyld - 2017 Sanitøren - 2017

2

Kapitel 1 Opkaldet på telefonen viste sig med det samme på computerskærmen. Maja satte kruset med BørneTelefonens røde logo, som hun lige havde løftet og skulle til at drikke af, fra sig på det nu ryddelige bord. Gitte, som havde haft vagten før hende, havde ellers som sædvanlig efterladt en masse rod, sit halvfulde kaffekrus, slikemballage og en bananskræl, der lå og lugtede i papirkurven, så nattevagten var startet med en mindre oprydning. Det var alligevel også dumt at drikke kaffe på den her tid, så kunne hun slet ikke sove, når hun kom hjem.

Hun tog opkaldet. ”Nattelinjen, det er Maja, godaften,” sagde hun venligt. Hun vidste aldrig, hvor gammelt barnet, som ringede, var. ”Hjælp mig!”

Stemmen lød hviskende, som om andre ikke måtte høre det.

Maja rettede på headsettet. ”Hvad kan jeg hjælpe dig med?” ”Jeg ... jeg er bange.”

Ordene fik hende til at gyse. Hun syntes, 3

hun genkendte den stemme og lydene omkring den. Et ur, der svagt tikkede. Boblen af vand som fra en pumpe i et akvarie. Hun gættede bare. E’erne blev udtalt overdrevet som åbne a’er, som om barnet ikke havde lært at tale rent, og så den lette læspen. Jo, barnet havde ringet før. Det var umuligt at høre, om det var en dreng eller en pige. Den ægte angst, der også sidste gang havde ligget og vibreret i stemmen, var endnu tydeligere nu. Den vækkede hendes moderlige beskyttertrang. Tænk, hvis det var Anton, som lød så desperat og bange. Tanken kunne hun slet ikke bære. ”Du har ringet før, har du ikke? Vil du fortælle mig, hvad du hedder?”

Alle henvendelser til BørneTelefonen var anonyme, så hun kunne ikke se, hvilket nummer der blev ringet fra. Det var helt normalt, at børnene ville være anonyme, og det var også helt i orden, men hun kunne nu bedst lide, når hun havde et navn. Om det så var det rigtige navn eller ej. Det virkede mere personligt og omsorgsfuldt, når hun kunne bruge et navn. ”Jeg er bange!” lød stemmen igen. Denne gang dirrede den af tilbageholdt gråd. ”Hvad er du bange for, min ven?” spurgte 4

hun med så beroligende en stemme, som hun kunne frembringe. Hun var i tvivl om, hvorvidt det var okay at sige min ven. Hun havde kun arbejdet som frivillig i en lille måned nu, og der var meget at lære. Men hvad skulle hun ellers bruge af tiltale? ”Du må ikke lægge på denne gang, vel? Fortæl mig nu stille og roligt, hvorfor du er bange.”

Da barnet havde ringet første gang, havde samtalen ikke varet længe. Barnet havde sagt det samme dengang: at det var bange. Forældrene skændtes højt, og barnet havde gemt sig på sit værelse. Maja havde spurgt, hvor barnet – der ikke lød ret gammelt – havde nummeret til BørneTelefonen fra. ”Fra min storesøster,” var svaret, men så var forbindelsen blevet afbrudt. Det lød som en fastnettelefon; hun havde hørt røret skramle mod apparatet, inden det blev lagt på. ”De ... de er inde i huset,” sagde barnet nu. ”Hvem er inde i huset?” ”Zombierne. De slår ... slår os ihjel!” Barnestemmen var igen blevet til en hæs hvisken.

Maja så op på det store ur, der hang på væggen over døren. Det var snart midnat. Hendes 5

blik gled videre til græskarhovedet med de skævt og ujævnt udskårne øjenhuler og munden, der grinede ondskabsfuldt til hende i vindueskarmen med det flakkende fyrfadslys inde i midten. ”Det er hjernen,” havde Anton sagt, da han satte lyset ind i det udhulede græskar og insisterede på, at hun tog det med sig til børnekontoret, så hun havde det at kigge på under sin nattevagt. Det genspejlede sig i den mørke rude. Det så ud, som om hovedet havde en tvilling, der stod derude i mørket og kiggede ind. Hun gyste igen. Det åbne kontormiljø virkede pludselig så koldt og tomt. ”Er det ikke bare nogen, der vil skræmme dig, tror du? Det er jo halloween, ikke? Så klæder folk sig ud og laver uhyggelige ting for sjov. Er dine forældre der ikke?”

Der var stille længe, kun den hektiske vejrtrækning i hendes øre overbeviste Maja om, at forbindelsen ikke var blevet afbrudt. Hun spekulerede på, om ordet forældre var for svært.

Skulle hun i stedet have sagt mor og far? Hun anede ikke, hvor gammelt barnet var. Fem? Seks måske. På alder med Anton? Hun skulle lige til at spørge igen, da stemmen kom tilbage, men nu lød det, som om telefonen ikke 6

blev holdt tæt nok til munden, og hun havde svært ved at høre, hvad der blev sagt. ”Jeg kan ikke høre dig, lille ven. Husk at snakke ind i telefonen, ikke?” ”Nej.” Den dirrende stemme var nu høj og tydelig, som stod barnet lige ved siden af hende.

Hvem lod et barn i den alder være alene hjemme halloweennat? ”Hvornår kommer de hjem?” ”De ... de kommer nu ... zombierne.”

Maja mærkede uroen krible under huden.

Det var ikke den slags samtaler, hun plejede at have på BørneTelefonen. For det meste handlede de om lavt selvværd, forelskelser, sex, ensomhed, mobning, at mor og far skændtes, eller at de drak sig fulde, i værste fald om overgreb eller tanker om selvmord – alt sammen noget, hun kunne håndtere og hjælpe med.

Hvordan hjalp hun et barn, som tilsyneladende var helt alene hjemme og rædselsslagen for nogle zombier, der var kommet ind i et hus eller en lejlighed et sted, som hun ingen anelse havde om hvor var? ”Har du set dem ... zombierne?” prøvede hun.

7

Nu begyndte gråden, der havde skælvet i barnets stemme hele tiden. ”Ja ... jeg ... jeg så en af dem ...”

Hun hørte kun gråden og en panisk hiksten. ”Hvor er du?” ”Inde ... inde på mit værelse. Jeg har låst døren.” Barnet hviskede. ”Du skal ikke være bange. Jeg er lige her hos dig. Var det et barn, der var klædt ud? Kunne du se, om det var et barn?” ”Det ... det var ... det er ikke et barn ...”

Maja kunne se på skærmen, at der stod tre nye opkald i kø. ”Hvis det er en voksen, tror du så ikke, at du kan tale med ham eller hende? Det er måske bare naboerne ...” ”Nej!” ”Hvorfor ikke? Er der ingen naboer der, hvor du bor?”

Barnet græd stille. ”Kan det være din mor og far, der kommer hjem?” spurgte Maja opmuntrende. ”Nej!” ”Hvor er din søster? Du sagde sidst, at du har en storesøster, ikke?” ”Jo.” Barnet snøftede.

8

”Hvor er hun? Kan det være hende, der laver sjov med dig?”

Den fortvivlede hulken blev højere.

Endnu et opkald lagde sig i kø. Andre børn havde brug for hjælp. Hun var alene på vagten. Gerda, der ellers havde nattevagten sammen med hende, havde meldt sig syg, men Maja havde afslået at tilkalde andre frivillige, da der ikke plejede at være travlt på nattevagterne. Der var som regel kun få opkald i timerne omkring midnat. Hvorfor havde hun ikke tænkt på, at det var halloween? Tænk, at nogle kunne finde på at lade deres børn være alene hjemme. Gråden, den desperate hulken og barnets frygt syntes at nå hende gennem telefonforbindelsen og gik lige ind i hendes egne nervebaner. ”Nu ... nu banker de på ... Kan ... kan du høre det?”

Maja lyttede, men kunne ikke høre andet end åndedrættet, der vibrerede i hendes øre, som om barnet rystede voldsomt. ”Nej, jeg kan ikke høre det. Vil du ikke godt fortælle mig, hvor du bor?”

Der kom intet svar. Åndedrættet var også stoppet.

9

”Fortæl mig din adresse, så kan jeg sende nogen ud at se, hvem det er, som ... Hallo, er du der endnu? Hvad sker der?” Åndedrættet vendte tilbage, hektisk og ukontrolleret. ”Der er ... der er en masse blod!” ”Blod? Det er nok ikke rigtigt blod, det er jo halloween ...” ”Han ... han tager i dørhåndtaget ...” ”Han? Er det en mand?” ”Det er en zombie!” ”Tag det nu helt roligt, ikke? Det kan være dine forældre – eller din søster, ikke? Hvis du nu låser døren op, så viser det sig nok bare at være dem,” prøvede hun igen, desperat efter at trøste det angste barn. Håbede virkelig brændende, at det var sådan, det forholdt sig. ”Nej ...” Stemmen var kun en hæs hvisken. ”Hvorfor ikke?” ”Fordi ...” ”Fordi hvad, min ven?” ”Fordi ... fordi de er ... de er allesammen døde ...”

Telefonrøret skramlede også denne gang, da det blev lagt på.

10

Kapitel 2 Roland skævede til sit barnebarn, der sad tavs i passagersædet ved siden af ham med hvidmalet ansigt, kulsorte ringe omkring øjnene – som på en panda – og sorte streger hen over læberne, der fik det til at se ud, som om de var syet sammen. Han gyste; de lignede Y-snittets syninger på ligene, han så ligge på stålbordene på Retsmedicinsk. Han brød sig slet ikke om det. Men han kommenterede det ikke. Glæden ved, at Marianna igen var blevet et lille socialt væsen – som det hørte sig til for en 16-årig – og ikke længere gemte sig på sit værelse, overtrumfede væmmelsen. Efter drabsforsøget på hende for snart to år siden havde det ellers været normen, at hun ikke turde være med i fællesskaber og knytte nye venskaber. ”Var det så en god fest?” spurgte han påtaget opløftet og lagde hurtigt foden på bremsen, da en sort Volvo længere fremme i mørket drejede ud fra en sidevej og lagde sig foran ham med lysende baglygter, der mindede ham om to søvnige, røde øjne.

Han skævede igen til Marianna, da hun 11

ikke svarede. Sov hun? Var hun beruset? Var hun sur over, at det var hendes morfar og ikke hendes mor eller far, som hentede hende? ”Ja, den var da okay,” svarede hun undvigende, men lød heldigvis slet ikke spirituspåvirket. Hun stank også mere af ansigtsmaling end af alkohol.

Hun lagde hovedet mod bildørens kolde rude og lukkede øjnene. Øjenlågene var også sortmalede. Oplyst af instrumentbrættet i bilen lignede de tomme øjenhuler. Roland gyste igen. ”Hvad er klokken?” mumlede de sammensyede læber. ”Den er snart et. Og se, der er fuldmåne!”

Roland pegede op mod himlen, hvor skyerne netop var veget og afslørede en flot, stor og rund måne. Hvad kunne være mere passende sådan en halloweennat? Den havde været med til at skabe uhygge på billeder og i film gennem årtier, men hvorfor egentlig, grublede han, den var jo så smuk og efter hans mening mere romantisk end uhyggelig.

Marianna løftede det ene sorte øjenlåg halvt, så skråt op på månen gennem bilens forrude og lukkede øjet igen.

12

”Og hvad så?” ”Hvad så?! Det er skam yderst sjældent, der er fuldmåne den 31. oktober, selvom næsten alle halloweenbilleder viser sådan en måne, så sker det kun hvert 18.-19. år, og det er lige præcis i år, så nyd den nu!” ”Hvor ved du alt det fra?” mumlede Marianna. ”Morfar ved rigtig meget!” Han blinkede til hende, selvom hun igen havde lukkede øjne og ikke så det. Hun så derfor heller ikke, at han smilede for sig selv. Hun troede sikkert, at han havde læst det på internettet, men faktisk havde han set det i en interessant udsendelse på DR1 om universet og månens faser. ”Hvor er vi?”

Roland rådførte sig med bilens gps, inden han svarede. ”Vi er på Løgtenvej, om en halv times tid er vi hjemme igen.”

Han vovede ikke at spørge om mere angående festen. Han var bange for, at det virkede, som om han snagede og blandede sig for meget igen. Da han hørte, at Marianna skulle til halloweenfest hos en skoleveninde i Hornslet, havde han været parat til at sende en patrulje13

vogn ud for at observere huset, hvor festen skulle holdes, og selv køre ud at holde vagt.

Irene havde sagt, at han skulle give slip nu, at han ikke måtte blive ved med at bebrejde sig selv det, der skete dengang. Når Marianna var kommet videre, så kunne han vel også. Men da det så viste sig, at hverken Tim eller Rikke kunne hente deres datter, og en overnatning derfor var på tale, havde han straks tilbudt at hente hende, når hun ville hjem fra festen.

Uanset på hvilket tidspunkt af natten det så måtte blive. Han havde siddet i stuen og nødtvunget holdt sig vågen, selvom Irene var gået i seng.

Volvoen, der var den eneste bil foran ham, drejede fra i rundkørslen ved den første afkørsel mod Krajbjerg, mens Roland tog den anden mod Aarhus. En kilometer senere passerede de jernbanen. Nu var der ikke en eneste bil forude på vejen. Her var ingen gadelygter, og vejen lå mørk og øde foran ham kun oplyst af fuldmånen og lyset fra bilens forlygter. Pludselig huggede han bremsen i, så han selv og Marianna røg frem i sædet, og selen strammede hen over brystkassen. ”Hvad sker der!?” gispede Marianna og 14

spærrede forskrækket pandaøjnene op, da hun så, hvad det var, hendes morfar havde bremset så hårdt op for. ”En hund!?”

Midt på kørebanen stod den, som var den en stenstøtte lige brudt op af asfalten. Det lignede en sortbroget granddanois.

Marianna fjernede sikkerhedsselen og ville til at åbne bildøren for at stige ud, men Roland tog fat i hendes arm. Han vidste, hvordan hun havde det med dyr. Hunde især. ”Vent, Marianna, det er for farligt. Vi ved ikke, hvad det er for en hund. Herreløse hunde kan være farlige.”

Marianna slap dørhåndtaget og kiggede på hunden gennem forruden. Den rørte sig ikke og kom ikke imod dem. Flygtede heller ikke.

Den stod der bare, midt på vejen omkring fem meter foran bilen, og stirrede. ”Er der sket noget med den? Den kan jo blive kørt ned, når den står der! Vi må da hjælpe den. Den har halsbånd på, måske står der navnet på dens ejer,” plagede Marianna og gjorde igen mine til at ville åbne døren.

Roland klikkede også låsen op på sin egen sikkerhedssele.

15

”Lad hellere mig så. Du vil helt sikkert skræmme den – eller få den til at gå helt grassat – med dit udseende.”

Forsigtigt steg han ud af bilen. Roligt og uden at lave for mange store bevægelser.

Langsomt gik han hen imod hunden.

Den rørte sig stadig ikke. Det var svært at se udtrykket i dens øjne på afstand, men dens passivitet beroligede Roland en smule. I hvert fald virkede den ikke aggressiv. Måske kom den fra en af gårdene heromkring.

Ikke engang da han stod lige foran den, bevægede den sig. Men den kiggede op på ham, og han syntes, at der var noget bønfaldende i blikket. ”Den har ikke noget hundetegn på,” sagde Marianna lige bag ham. Han fór sammen ved lyden af hendes stemme så tæt på, anspændt som han var. Han troede, at hun havde adlydt ham og var blevet i bilen. Men han havde observeret det samme. Der var kun et falmet rødt halsbånd om hundens hals. Intet skilt med navn eller andre oplysninger. ”Så kan vi jo ikke finde dens ejer. Vi er nødt til at tage den med hjem,” fortsatte Marianna, som hunden heller ikke reagerede på trods 16

den hvide ansigtsmaske. Hun befandt sig lidt bag Roland, der ikke så på hende, men fortsat vagtsomt analyserede hunden. ”Tage den med hjem?”

Han rakte forsigtigt hånden frem og lod hunden snuse til den. Snuden var fugtig og kold. ”Det går din far da aldrig med til. Husk på, at han ikke bryder sig om hunde. Han er vist allergisk over for dem.” ”Jeg mente også hjem til dig, morfar.” ”Til mig?! Og hvad tror du så, Angolo vil sige til det?” ”Han bliver megaglad, morfar.” ”Nå, så det tror du?” ”Ja, så har han en at lege med.” ”Angolo er en gammel schæferhund, det her er jo en ... en pony. Den er mindst firs centimeter høj over skulderen og vejer nok halvfems kilo.”

Roland stod rådvild mellem hund og barnebarn. Så trak han telefonen op af lommen. ”Hvem ringer du til?” ”Politiet. Herreløse hunde hører ind under loven om hittegods, derfor er det politiet, som skal tage sig af den.”

17

”Og hvornår tror du så, de kommer her midt om natten? Og hvad gør de ved den? Putter den i et internat ... og afliver den ...” ”De afliver den da ikke, lille skat. De vil prøve at finde ejermanden, selvfølgelig.” ”Men hvorfor ringe til politiet? Du er jo selv politimand!”

Roland så på mobiltelefonens display, at klokken snart var halv to. Marianna havde en pointe. Hvor længe skulle de vente her i kulden, inden hunden blev afhentet? ”Okay, men så skal vi jo have den ind i bilen.

Kan den overhovedet være i min lille Mazda?” ”Sagtens, den kan ligge på bagsædet.”

Roland tog fat i den store hunds halsbånd og trak en smule. Endelig bevægede den sig og fulgte villigt med ham. ”Se, den humper jo,” sagde Marianna og pegede på hundens højre bagben. ”Og den bløder.”

Roland fandt et tæppe i bagagerummet og lagde det på bagsædet. ”Det ser ikke ud, som om det er noget, der giver den store smerter, men vi må nok hellere få en dyrlæge til at se på den i morgen,” svarede han og glædede sig trods omstændigheder18

ne over den nærhed, han pludselig følte at have fået til sit barnebarn igen. Som i gamle dage, når de havde lavet ting sammen: taget på traveture i skoven, gået til hundetræning med Angolo, spillet tennis i hallen, noget, som havde været udelukket i to år nu. Han savnede det og måtte indrømme, at det var grunden til, at han ikke gjorde som loven krævede og kontaktede den nærmeste politistation.

Hunden fyldte hele bagsædet, og så var der ikke engang plads til benene. Den lagde sig roligt ned, som var den vant til at befinde sig på bagsædet af en bil. ”Tror du, den er blevet påkørt, siden den bløder, morfar?” ”Njar, det ser ikke så slemt ud. Måske har den revet sig på en gren eller sådan noget. Vi kigger på den, når vi kommer hjem.”

Roland så i bakspejlet, at den kæmpe hund havde lagt sig ned med lukkede øjne. Han kørte videre og fortsatte ad den øde vej mod motorvejsnedkørslen til Aarhus.

Marianna protesterede voldsomt, da Roland holdt ind ved fortovskanten foran Rikke og Tims villa, gav hende et kys på den hvidmale19

de pande og sagde, at hun skulle smutte ind og vaske sig og gå i seng. Rikke åbnede efter et stykke tids trykken på dørklokken og tog søvndrukken imod datteren i døråbningen iført storternet pyjamas. Hun var for træt til at snakke med sin far. End ikke takke ham for at have hentet hendes datter magtede hun. De havde været til fest hos nogle venner, vidste Roland. Marianna sendte ham et bebrejdende blik, men han gav hende bare et afvæbnende smil tilbage. ”Må jeg så komme og se til hunden i morgen?” spurgte hun. ”I morgen er den afleveret, Marianna, jeg kan ikke ...” ”Så ring og fortæl mig, hvordan det går, ikke, morfar?”

Roland nikkede og hørte Rikke spørge ”hvilken hund?”, inden døren igen blev lukket. Den lå stadig ubevægelig på bagsædet, som om den var død, men dens store brystkasse hævede og sænkede sig rytmisk, så han gik ud fra, den bare sov tungt. Hvor længe havde den mon opholdt sig alene ude i det fri?

Da han parkerede i garagen, tænkte han på at 20

lade hunden blive i bilen, men ombestemte sig så alligevel. Hvordan ville den ikke reagere, når den vågnede op og var spærret inde der?

Han åbnede bildøren, uden den så meget som løftede et øjenlåg. ”Kom så! Kom så ud med dig,” skyndte han roligt, tog fat i halsbåndet og trak let i det.

Klodset, som en nyfødt girafunge, kom hunden på benene og ud af bilen. Som før ude på vejen fulgte den villigt med ham ind i entréen; men den var blevet vagtsom nu. Næsefløjene vibrerede. Den kunne sikkert lugte Angolo, som formentlig lå og sov i sin kurv i køkkenet.

Irene sov også stadig. Selvfølgelig gjorde hun det på den her tid af natten.

Roland fik hunden bakset ud i bryggerset og lukkede døren. Den så rådvildt op på ham, men var stadig medgørlig. Han åbnede flere skabe, inden han fandt et vattæppe, som han lagde på gulvet. ”Læg dig her, så henter jeg noget til dig at spise og drikke.”

Hunden blev stående, og den stod på samme sted, da han kom tilbage med en skål med vand og en anden med noget af Angolos hundefoder.

21

Det blev glubsk og højlydt fortæret. Vandet slubrede den i sig, og den tømte skålen med foder helt. ”Du spiser jo også som en pony,” smilede Roland.

Hidsig gøen og knurren på den anden side af døren fik ham til at rejse sig op fra sin knælende stilling og se nervøst på den fremmede hund. Den løftede opmærksomt hovedet fra skålen og stirrede på den lukkede dør. Vandet dryppede fra det hængende snudeparti, og øjnene blev endnu mere vagtsomme.

Angolo havde fået færten af gæsten. Instinktivt satte Roland hænderne modværgende op foran sig, da døren gik op. ”Hvad laver du, Rolando ...?” Irene gik i stå og trådte forskrækket et skridt baglæns. ”Hvad er det for en hund?”

Angolo knurrede en smule, men gik så nærmere den store granddanois. De stirrede på hinanden, men mere nysgerrigt end aggressivt. Angolo nåede den kun til skulderbladene med ørespidserne. ”Den stod bare midt på vejen, Irene, og ...” ”Midt på vejen!? Skal den ikke afleveres til et internat? Er det ikke dem, som skal ...”

22

”Jo, men du kender Marianna, det gik hun ikke med til. Desuden ville det sikkert have varet længe, inden nogen kunne komme og hente den en lørdag nat. Jeg var nødt til at tage den med. Det er kun til i morgen, skat, så skal jeg nok ... Det er bare én overnatning.” ”Jeg bryder mig altså ikke om at have en vildfremmed hund i huset i nat. Slet ikke en hund af den der størrelse, som du har fundet alene på vejen. Vi ved jo ikke, hvad den ...” ”Den virker nu harmløs nok. Se, Angolo ser også ud til at acceptere den. Marianna mente endda, de sikkert kunne blive rigtig gode venner.” ”Du mener vel ikke, at vi skal beholde den?” ”Nej da! Selvfølgelig ikke. Dens ejer skal jo findes, men det kan sikkert tage lidt tid, for der er intet skilt med navn og oplysninger i halsbåndet. Vi bliver nødt til at sende en efterlysning ud.” ”Og imens ... skal den så være her?” ”Den kommer på et internat imens, det er kun i nat, den lige skal blive her.”

De to hunde snusede til hinanden. Angolo var særlig interesseret i granddanoisens ene bagben.

23

”Den bløder jo! Er den kommet til skade?” udbrød Irene.

Roland kiggede på det blødende bagben, som han helt havde glemt. Irene fandt en klud i skabet, gjorde den våd under vandhanen og rakte den til ham.

Han tog forsigtigt den store hunds bagben og vaskede det. Kluden blev helt rød af blodet, men der var tilsyneladende intet sår. Efter en grundig undersøgelse, som hunden fandt sig passivt i, mens Angolo bekymret så til, kunne Roland konstatere, at det ikke var benet, som blødte. ”Hvor kommer blodet så fra?” spurgte Irene. ”Den må jo bare have trådt i noget blod,” mumlede Roland og rakte kluden tilbage.

24

25

Nattelinjen

udkommer den 28.03.2020

ISBN 978-87-970787-3-0 www.inger-gammelgaard-madsen.dk www.forlaget-farfalla.dk www.facebook.com/ForlagetFarfalla 26

I serien findes også: 2008 - Dukkebarnet 2009 - Drab efter begæring 2010 - Fremmed indtrængen 2011 - Under skriftesegl 2012 - Stjålet identitet 2013 - Lig bløder ikke

2014 - Slangernes gift 2015 - Dommer og bøddel 2016 - Blodregn 2017 - Falkejagt 2018 - Blå iris 2019 - Gadepræsten

27

Halloween nat får Maja et uhyggeligt opkald på BørneTelefonens Nattelinje, hvor hun arbejder som frivillig ved siden af sit job som skolelærer. Hun tror først, at det kan være en halloweenspøg, men da hun senere hører om en tragedie i Skødstrup, hvor direktøren for en restaurationskæde er blevet brutalt myrdet halloween nat sammen med sin hustru og lille datter, og hans ældste datter på ti år og sønnen på seks år er forsvundet, får hun mistanke om, at opkaldet har noget med sagen at gøre.

Foto: Anne Kring

Samme nat henter Rolando Benito sit barnebarn Marianna fra en halloweenfest i Hornslet. Midt på kørebanen må Rolando pludselig bremse op, da der står en stor hund, en granddanois, den har blod på det ene bagben. Marianna lokker sin morfar til at tage hunden med sig hjem, til ejermanden findes, og det får konsekvenser for Rolandos efterforskning af det makabre drab på familien i Skødstrup og eftersøgningen af de to savnede børn, men sagen drejes i en anden retning, end Rolando ønsker den.

Journalist Anne Larsen har fået nyt job. Jobbet bringer hende ind i et farligt miljø, som kædes sammen med begivenhederne og Rolandos efterforskning, men ikke uden risiko for, at hun også selv kommer i livsfare.

Efterhånden tager sagen en helt ny og uhyggelig drejning, som ingen havde forestillet sig.

www.inger-gammelgaard-madsen.dk • www.forlaget-farfalla.dk