Veganeren 2021

Inger Gammelgaard Madsen

Veganeren KRIMINALROMAN

1

2

Inger Gammelgaard Madsen

Veganeren Kriminalroman

3

Af samme forfatter: Dukkebarnet - 2008 DRAB efter begæring - 2009 Fremmed indtrængen - 2010 Under skriftesegl - 2011 Stjålet identitet - 2012 Lig bløder ikke - 2013 Slangernes gift - 2014 Dommer og bøddel - 2015 Blodregn - 2016 Falkejagt - 2017 Blå iris - 2018 Gadepræsten - 2019 Nattelinjen - 2020 Uden for serien: Brændende skyld - 2017 Sanitøren - 2017

4

Prolog Karosseriet rystede ildevarslende på den ujævne markvej. Bilen hoppede op og ned, og det samme gjorde forlygternes lyskegler, der oplyste den silende regn i mørket forude, hvor sigtbarheden var lig nul. Mudder sprøjtede op på forruden og sideruderne, og føreren var glad for, at det ikke var hans egen bil, han øvede volden imod, men hans fars gamle MercedesBenz 190 fra 1996.

Mens han kørte slalom for at undgå de værste vandpytter på vejen, overvejede han endnu en gang, om han kunne være kørt forkert, men gps’en havde vist vej, og han havde fulgt instrukserne. Han vidste selvfølgelig, at det var ud på landet, han skulle, men havde ikke tænkt på, at det var så langt ude på Lars Tyndskids mark.

Han skævede til sin passager. Hendes hoved dinglede i takt med bilens rytme og havde drejet sig, så det lå med panden ind mod sideruden. Hendes lyse hår var faldet ind over hendes ansigt, så han ikke kunne se det. Gudskelov! Han hadede at se på det ansigt. Hadede alt, hvad hun stod for, og hvad det havde ført til.

Hun havde fortjent det her.

5

Han tog hurtigt blikket fra hende igen, for han måtte koncentrere sig om den ufremkommelige vej. Havde gps’en mon også mistet orienteringen i mørket og regnen og af at blive rystet så kraftigt? Det undrede ham, at en adresse som denne overhovedet kunne findes af satellitsignalerne.

Pludselig satte det ene baghjul sig fast i pløret; det hvirvlede rundt og kastede endnu mere mudder op på bagruden, mens motoren jamrede. Han var kørt for langt ud i den bløde vejrabat for at undgå hullerne i vejen. ”Satans!”

Forsøget på at bakke virkede ikke. Heller ikke tricket med at dreje rattet frem og tilbage for at rydde plads omkring dækket.

Han skævede igen til hende, men hun lå i samme stilling. Hun vejede ikke ret meget, så det forværrede ikke situationen alvorligt, at hun sad der, men måske blev det nødvendigt at få hende ud og mindske vægten for at komme fri.

Han åbnede bildøren og steg ud i den silende regn. Skoene sank ned i pløret, og strømperne blev våde og klamme. Gummistøvler burde han have haft med, men han kunne jo ikke vide, at det, han var nødt til at tage sig af, inde6

bar det her, og at vejrguderne ikke ville være med ham.

Kun det røde lys fra baglygterne lyste op bag bilen. Det var højre baghjul, som havde sat sig fast. Hvis hun nu havde kunnet tage rattet, mens han skubbede bilen fri, så havde det været en stor hjælp, men den mulighed var udelukket.

Han tændte lygten på sin mobiltelefon og åbnede bagagerummet. Vandet dryppede fra hans lange pandehår og løb ned i hans øjne, så han måtte blinke det væk. Han ledte i bagagerummet, mens han lyste med lygten. Der var en masse ragelse, som om det blev brugt som affaldsspand. Han trak lidt på smilebåndet, da han stødte på et par gamle, krøllede pornoblade. I dag gik man bare på nettet. Måske havde bladene ligget her helt siden farens tid, der var sikkert ikke ryddet op i bagagerummet siden, og selvfølgelig havde den gamle gris siddet og snasket i den slags.

Endelig fik han øje på noget, han kunne bruge. Der lå et gammelt tæppe under reservehjulet. Han trak det fri og rystede det. Var det ikke hans mors tæppe? Det, hun havde haft over sig, når hun lå på sofaen, fordi hun altid frøs.

Minderne fastlåste ham et øjeblik, mens van7

det strømmede ned over hans ansigt. Regnen var taget yderligere til i styrke. Så rullede han tæppet sammen og stoppede det ind under baghjulet, der var halvt begravet i mudder.

Hans tøj var gennemblødt, og fingrene snavsede, da han igen satte sig tilbage i bilen. Han lagde mobiltelefonen på instrumentbrættet og skubbede lidt til hendes knæ med albuen for at åbne handskerummet, hvor han fandt en klud, der havde været brugt til at tørre motorolie af med. Han tørrede fingrene med ubehag og så samtidig på sig selv i bakspejlet. Håret klaskede vådt om hans ansigt, og ruskindsjakken var farvet mørkere af vandet. Til helvede med det hele. Nu ville han have det her overstået.

Motoren brølede af anstrengelse, da han trådte på speederen, og først troede han ikke, hans anstrengelser havde hjulpet noget, men så med ét løsrev hjulet sig, og bilen fór fremad med alt for høj fart og kastede mudder bagud.

Uvilkårligt smilede han og skulle lige til at sige noget morsomt til sin passager om sine gevaldige køreevner. De havde kunnet grine sammen, huskede han, men det var dengang.

Længere fremme gav gps’en endelig lyd fra sig. Den tålmodige kvindestemme trængte igennem lyden af regnens trommen på bilens 8

tag og sagde, at han var fremme ved destinationen. Han slukkede bilmotoren og prøvede at orientere sig ud gennem forruden, men det var umuligt at se noget som helst. Vandet drev ned ad den, og udenfor var der kun buldermørke.

Ingen gadelygter. Selvfølgelig ikke.

Igen tændte han lygten i mobiltelefonen og steg ud af bilen med den i hånden. Han lyste omkring sig. Lyskeglen ramte et skilt, der stod ved indkørslen, som var flankeret af poppeltræer. Den rene Morten Korch-idyl ved dagslys en sommerdag. Teksten på træskiltet, der var hamret ned i vejrabatten på en pæl, var håndskrevet med en pensel med sort maling. Krones Slagtehus. Han gyste lidt, fnyste og kneb øjnene sammen i regnen. Jo, han havde virkelig nået sin destination. Han kunne lige ane svinestaldene i det disede mørke bag stuehuset, der lå tilbagetrukket fra vejen bag en skrænt. Gyllestanken kunne mærkes helt ned i svælget. Han stod rådvild et øjeblik og så mod bilen. Gennemgik instrukserne, som han havde gentaget igen og igen på vej hertil. Nu var det heldigvis snart overstået, og han var sikker på, det nok skulle gå godt. Selvom regnen var en ulempe lige nu, ville den hjælpe ham senere. Slette alle spor. Han gik beslutsomt hen til bilen og åbne9

de døren til passagersiden. Hun væltede halvt ud af sig selv som en slap kludedukke, så det var bare at trække hende det sidste stykke.

Med et svup landede hun i mudderet foran hans beskidte sko og trillede et stykke ned ad skrænten mod gården, da han hjalp hende lidt på vej med foden.

Han fulgte forløbet i lyset fra lygten. Der var noget ved hendes bevægelser, der fangede hans opmærksomhed. Noget, der ikke stemte.

Var hun alligevel ikke død? En død krop ville bevæge sig anderledes slapt, og det så nærmest ud, som om hendes bevægelser var styrede.

Kontrollerede. Kroppen blev brat bragt til standsning af et lille stengærde et stykke inde på marken. Spillede kællingen bare død? Han gik tættere på. Skoene gled rundt i mudderet, og han mærkede, at de blev fyldt op af den kolde masse. Han rettede lyskeglen imod hendes ansigt og gik langsomt nærmere. Hun så nu alligevel død ud. Arret i det ene øjenbryn var tydeligt i lyset fra lygten. Han vidste, at hun hadede at være på landet mere end noget andet, så det kunne ikke passe bedre, at det var her, hun endte sine dage. Så kom han i tanke om, at det egentlig var lige meget, om hun var død, for han var ikke færdig endnu. Han manglede 10

det vigtigste. Det, som ville frikende ham. Planen med det hele. Han kiggede ned på gården.

Følte hadet, men væmmedes også en smule ved tanken om det, han havde gjort. Så vendte han om og gik tilbage til bilen. Det virkede, som om regnen var ved at stilne af. Han åbnede bagdøren og tog geværet, der lå i bunden af bilen. Det var allerede ladt, og natsigtet sad på.

Med geværet hævet gik han tilbage til gærdet.

Hun var ikke flygtet, så hun var nok alligevel død. Men da han fangede hendes ansigt – lysende hvidt i natkikkertsigtet – så det ud, som om hun pludselig spærrede øjnene op og stirrede rædselsslagen på ham.

Han lagde fingeren på aftrækkeren og tog sigte med krydset direkte i midten af hendes pande.

11

12

Fire dage tidligere

13

Kapitel 1 Brostenene på Store Torv var plettede af blod, og Roland stoppede helt automatisk op et øjeblik. Det var på én gang både makabert og fascinerende at se på, som eftermiddagssolen glimtede i det. Alligevel fik han kvalme af synet. Han trak solbrillerne op af blazerjakkens lomme, tog dem på og fortsatte sin gang med lidt mere tøvende skridt.

Det meste af området var spærret af med politiets bolsjestribede bånd, lige fra Domkirken og ned til cirka midt på torvet. Mange nysgerrige havde samlet sig. De få betjente på stedet kunne ikke holde dem tilbage, som de stod dér og strakte hals for at se ind over båndet. Dog med passende afstand til hinanden. Det var, som om coronaskrækken og påbuddet om at holde afstand stadig sad forankret i folk, selvom smittefaren var drevet over og samlingsforbuddet gradvist ophævet.

Verden var forandret.

En betjent gav ham en heldragt sammen med det øvrige udstyr, der var obligatorisk, når man skulle betræde et gerningssted. Roland trak dragten på, imens han iagttog en flok måger, hvis hvide fjerdragt lyste gyldent op i 14

solen. De havde samlet sig på hustagene som ventende gribbe. Betjenten lavede plads til ham, da han var klar. Hun holdt båndet oppe, og han gav hende et smil som tak, da han dukkede sig og krøb under det, selvom hun kun ville se smilet i hans øjne på grund af mundbindet.

Freja Rafn og Niels Nyborg var også klædt i heldragter og stod sammen med en knæliggende retsmediciner. Roland gik hen til dem, prøvede at undgå at træde i de største plamager af blod og var glad for skoposerne. Han var blevet revet brat ud af et besøg på kunstmuseet ARoS sammen med familien, så det var hans pæneste sko, han havde på. ”Nåh, der røg den ferie nok, hva’, Roland?” sagde Niels sarkastisk, men uden smil i øjnene.

Han var helt sikkert selv træt af, at hans eftermiddag sådan en lun lørdag i maj blev ødelagt.

Roland brummede pligtskyldigt et eller andet som svar. De andre hilste på ham med et kort nik. Retsmedicineren fortsatte sit arbejde uden at lade sig påvirke af hans ankomst.

Egentlig passede det ham fint at slippe væk.

Rikke ville netop til at trække ham med ind i lokalet med installationskunst, da hans telefon havde ringet.

15

”Håber ikke, du skal hjem til en saftig, rød bøf,” fortsatte Niels spydigt. ”Sig endelig ikke det ord højt her,” tyssede Freja med et forstilt skræmt udtryk i øjnene. ”Teaterblod, ikke?” spurgte Roland, ikke helt uden tydelig bekymring i stemmen.

Niels trak på skuldrene og flyttede sig, så Roland kunne komme tættere på. Han så ned på retsmedicinerens ryg. ”Hvad siger du, Natalie?”

Natalie Davidsen slukkede diktafonen og så op på ham med et lidt anklagende øjekast, fordi hendes arbejde blev afbrudt. ”Jeg kan ikke sige så meget endnu. Det er svært at se, om det er deres eget blod eller det falske. Dødsårsagen vil jeg derfor ikke gisne om. Umiddelbart ser de ikke ud til at have fysiske skader. Jeg må have dem vasket fri for alt blodet, inden jeg kan sige mere.”

Roland kiggede ned på kroppene foran sig og lyttede til Natalies stemme. Hun havde igen tændt diktafonen og fortsatte med at beskrive ligenes tilstand. En kvinde og en mand, begge unge. De lå i fosterstilling på et blodigt stykke klart plast på brostenene. Deres kroppe var smurt ind i blod. Kvinden var kun iført trusser, og manden røde badebukser, der matchede 16

blodet flot. Det var nu ikke et helt fremmed syn, for medierne havde bragt masser af billeder fra aktionen, der havde fundet sted fra morgenstunden. Ville de bare lade være, så ville det her slet ikke forekomme, tænkte Roland.

Aktivisterne protesterede mod dyrevelfærden i Danmark, og aktionen havde været et stort tilløbsstykke. Og det var kun dét, der gav den værdi. Opmærksomheden. Ordenspolitiet havde også været til stede, men denne gang havde der ikke været grund til at gribe ind. Det eneste ulovlige i handlingen var, at de mange liggende mennesker og deres protestbannere blokerede det meste af torvet, og at de svinede fliser og brosten til. Modaktivister, som ville have deres saftige grillbøffer i fred, var blevet standset, inden der opstod klammeri. Der havde været enighed om, at roen bedst blev bevaret, ved at politiet ikke blandede sig. Aktivisterne havde bare ligget der, som om de var døde. De skulle sikkert forestille slagtede grise eller pelsede mink, gættede Roland. De to her havde åbenbart ikke kun spillet skuespil. ”Hende, der var i live, er kørt til hospitalet,” sagde Freja. ”Var der én mere?”

Freja tog ikke blikket fra de døde. ”Ja, hun 17

var ikke ved bevidsthed, men dog i live. Vi må håbe, hun overlever.” ”Hvor er de andre aktivister?” spurgte Roland og så sig om, men kunne ikke se andre indsmurt i blod. ”Demonstrationen er opløst, og alle er gået hvert til sit. De tre ofre blev liggende og har vel bare lignet dem, der holdt skansen længst,” forklarede Freja. ”Hvem anmeldte det?” ”En af beboerne deroppe.” Niels pegede op på bygningen overfor. ”En ældre dame, som har siddet med kaffe, cerutter og strikketøj og holdt øje med aktiviteten fra sit vindue hele formiddagen. ’Et værre svineri’ kaldte hun det, og da de tre unge bare blev liggende, efter de andre var taget af sted, og ingen tog sig af det, men bare gik ligeglade forbi, ville hun bede dem om at fortrække sig, da hun skulle ud at lufte hunden. Ingen af de unge mennesker svarede på hendes tiltale, så hun ruskede i den ene af pigerne og opdagede, at hun var stiv og iskold.” ”Så vi kender heller ikke dødstidspunktet?”

Han så igen ned på Natalie, der rystede på hovedet og rejste sig op. ”Ikke præcist endnu, Roland. Men når rigor 18

mortis er indtruffet, er det i hvert fald tre til fire timer siden. Du må have lidt tålmodighed, ikke? Jeg skal have dem ind på bordene, inden jeg kan komme det nærmere.” ”Hvornår startede aktionen?” spurgte Roland Freja og Niels. ”De gik i gang med at lægge plastik ud og stille bannere op cirka klokken 8.30 i morges.

Alle de blodige kroppe lå klar, da butikkerne åbnede en time senere,” oplyste Freja. ”Og hvor længe varede den?” ”De lå her i fire-fem timer, så vidt jeg lige kan regne ud, og så gik de fleste igen sådan lidt efter lidt. Til sidst lå kun de tre tilbage, men det var der jo så en god grund til.” ”Så de to dér er døde her på torvet, midt mellem alle de andre aktivister, fodgængere og handlende ...” mumlede Roland. ”Åbenbart,” nikkede Freja og trak uforstående på skuldrene. ”Og hvorfor lige her?” tænkte Roland højt. ”Her er jo ikke en slagter i nærheden.” ”Sådan en aktion kræver god plads. Og så ligger McDonald’s lige derovre.” Freja pegede. ”Det er jo en kæde, aktivisterne går efter.”

Roland så igen på Niels. ”Havde hun set noget, kvinden? Når hun nu har siddet og holdt 19

øje hele formiddagen.” ”Nej, hun mente ikke, at der var foregået noget kriminelt, altså ud over svineriet selvfølgelig. Men hun havde været i køkkenet for at lave mere kaffe på et tidspunkt, så der havde hun ikke lige holdt øje med, hvad der skete.” ”Vi må tale med hende igen. Hun kan have set noget, vi kan bruge.”

Han kastede atter blikket op på bygningerne og vinduerne, der vendte ud mod torvet. Der var et kæmpe antal vidner, både beboere, butiksejere og handlende. Han vidste godt, hvad den næste tid ville gå med: Der skulle ringes på hver eneste dør i alle opgangene. Han formodede, at hans medarbejdere allerede var i fuld gang og havde været det, siden de var blevet kaldt på arbejde en dyrebar lørdag eftermiddag.

For at undgå at skulle kigge på andre mærkelige kunstinstallationer, som han alligevel ikke forstod meningen med, valgte Roland at tage med Freja og Niels tilbage til Politigården. Inden ringede han til Irene og forklarede hende omstændighederne. Som altid var hun forstående, men han hørte alligevel irritationen og bebrejdelsen i hendes stemme. Hun havde glæ20

det sig til denne dag, hvor familien endelig var samlet til et fælles kulturelt arrangement. ”Ved vi, hvem der stod for aktionen?” spurgte han, da teamet var samlet på hans kontor. ”Den er sat i værk af organisationen We Protect Animals, der som regel bliver forkortet til WPA. Det bliver svært at finde frem til aktivisterne. De arbejder i det skjulte. De er kendt for at være ret voldelige,” sagde Niels. ”Ja, drab er da i hvert fald voldeligt?” sagde Emily Strand hovedrystende. ”Vi ved jo ikke endnu, om det er drab.” ”Var det ikke WPA, der satte ild til et slagteri i Randers for nylig?” spurgte Freja, mens hun omhyggeligt hængte sin læderjakke over stoleryggen. ”Jo, og dem, som engang lukkede mink ud i det fri og skrev trusler på en buntmagers vindue på Strøget med rød maling. Men den tid er sikkert snart forbi efter coronaens angreb på minkfarmene.” ”Det var også WPA, der lukkede marsvin ud hos opdrættere, som de påstod solgte dyrene til forsøg,” huskede Emily. ”De er psykopater!” sagde Liam Eklund. ”De kæmper for en vigtig sag. Der var vist noget om det med de marsvin,” sagde Emily 21

og så bebrejdende på sin kollega. ”De kæmper mod vold ved selv at bruge vold,” mente Liam. Han havde arbejdet i aktionsstyrken og havde været med til at rydde Ungdomshuset på Jagtvej 69 i 2007. Siden blev han såret af skud i et narkoopgør og blev overflyttet til Politigården i Aarhus. ”Al deres snak om, at os, der spiser kød, er dårlige mennesker, er ikke til at holde ud at høre på,” bidrog Hafid Ahmed. ”Og du skulle snakke,” sagde Emily og smilede bagefter for at bøde op for ordene. Men Hafid var efterhånden vant til sine kollegers godmodige drillerier, fordi han var muslim. ”Det er rigtigt, jeg spiser ikke svin.” ”Men er den halal-slagtet med Allahs velsignelse, så gør det vel ikke noget,” sagde Niels med et skævt smil. ”Ikke når det er svin.” Hafid så ned i bordet med en mine, der tydeligt viste, at han var træt af emnet. ”Det er jo noget religiøst, Niels,” sagde Freja udglattende. ”Det er det sgu da også blevet for de dyreaktivister,” sagde Liam og rystede på hovedet.

Roland havde hørt en hel del om dyreaktivister den sidste tid og havde haft flere diskussi22

oner med sit barnebarn, der sympatiserede med dem. Han var selvfølgelig slet ikke uenig i, at dyr skulle behandles ordentligt og med respekt, uanset om det var kæledyr, landbrugsdyr, forsøgsdyr eller dyr i zoologiske haver.

Det, Marianna var mest oppe i det røde felt over, var minkfarmene. Det var chokerende, at pelsdyr blev avlet under usle forhold i små, ubekvemme bure, bare så de rige kunne gå i minkpelse, mente hun og syntes også, at det var helt okay, at aktivisterne ødelagde pelse med rød maling i butikkerne og lukkede minkene ud fra farmene. Han havde forklaret hende, at det slet ikke var minkenes redning – tværtimod – de var ikke i stand til at overleve, da de var født og opvokset i fangenskab og ville sulte ihjel. Desuden ville de gøre stor skade på fugle- og dyrelivet, fordi de var rovdyr og betegnet som en invasiv art, der ikke hørte hjemme i den danske natur. Men Marianna mente skråsikkert, at alle dyr havde det bedst ude i det fri i naturen uanset hvad, og sagde, at det var selvmodsigende, når han påstod, at minkene ville dø af sult, og at de samtidig ville gøre stor skade på naturen. ”Hvordan kan de det, når de er døde?” havde hun hårdnakket argumenteret, og her var 23

Roland kommet til kort. ”Er der nyt fra hospitalet?” spurgte han.

Emily rystede på hovedet. ”De vil kontakte os, når eller hvis hun kommer til bevidsthed, men hun er identificeret. Hun hedder Alma Dyrholm, hun ...” ”Godt navn til en dyreaktivist,” afbrød Niels. ”... hun er 21 år og Kristian Dyrholms datter,” fortsatte Emily med et tomt blik på Niels. ”Forskeren Kristian Dyrholm?” spurgte Roland forbløffet.

Emily nikkede. ”Sikke noget forbandet pis, nu ... Hey, Roland, jeg troede, du havde ferie,” afbrød Bjarke sig selv, da han netop kom ind ad døren i færd med at tage sin jakke af og overrasket fik øje på Roland, der sad på kanten af Frejas skrivebord. ”Det var jeg også ... Hvad er det, der er noget forbandet pis?” spurgte han og smagte på kaffen, han havde brygget i automaten, imens han havde lyttet til medarbejdernes diskussion om kødspisning.

Bjarke smed sin vindjakke op på knagerækken og så foruroliget på Roland. ”Der går rygter om, at aktivister fra det svenske og engelske WPA skulle være på vej til Danmark for at hjælpe til med nogle planlagte 24

aktioner herhjemme. Det lyder ikke lovende.

Selv hvis WPA-Danmark er blevet mere voldelige, så er de søde og blide kaniner ved siden af de andre. Det er militante organisationer, der består af aktivister, som opererer på egen hånd og derefter informerer WPA-organisationen, som så tager ansvaret. De er umulige at tage på fersk gerning. De kommunikerer gennem hjemmesider med servere i USA, som ikke kan spores.” ”Det lyder jo som terrorister,” sagde Freja. ”Det er næsten også det samme. I England har de fået flere pelsfirmaer og slagtere til at gå konkurs på grund af chikane og groft hærværk. Breder de sig hertil, kan det blive et kæmpe samfundsproblem.” ”Hvor ved du alt det fra?” spurgte Emily. ”En tidligere kollega fra PET ... de interesserer sig også for organisationen.” ”Så du har altså talt med din kollega fra PET?” spurgte Roland og kunne godt selv høre, at det lød, som om der manglede et kun i sætningen. Bjarke hørte det åbenbart også og gik straks i selvforsvar. ”Det var nu ham, som kontaktede mig. Jeg var i gang med at tale med beboerne i ejendommen over for gerningsstedet.”

25

”Hende med strikketøjet og cerutterne?”

Bjarke stirrede uforstående på Roland. ”Næh, det tror jeg nu ikke, det ...” ”Hende skal jeg nok tale med igen,” lovede Niels, der vidste, hvem Roland mente. ”Kunne nogen så fortælle noget?” spurgte han. ”Ikke noget om, hvem der har dræbt to – måske tre – unge mennesker. Ved vi, hvordan det går med hende på hospitalet?” ”Nej, ikke endnu,” svarede Roland og rejste sig. Han smed det tomme plastikkrus i Frejas papirkurv. ”Hvordan døde de? Hvad siger Natalie?” spurgte Bjarke videre. ”Ikke noget endnu. Vi ved kun, at de har været døde i flere timer. Det kan ikke passe, at ingen har set noget.”

Bjarke satte et krus ind i kaffeautomaten og trykkede på knappen. Den sorte væske begyndte langsomt at løbe. ”Måske er de døde af naturlige årsager,” sagde han og fulgte kaffestrålen med øjnene. Han trak kruset ud, inden maskinen var færdig, så strålen fortsatte ned i risten. ”Begge to på én gang? Det er vist for usædvanligt, synes du ikke?” spurgte Freja og så på 26

ham, som om hun tvivlede på, at han mente det alvorligt. ”Og hvad med hende på hospitalet? Hun døde jo ikke.” ”Måske har de taget noget. Hende på hospitalet har måske ikke fået så meget,” foreslog Bjarke, trak på skuldrene og tog en slurk af kaffen.

Freja himlede med øjnene. ”Mener du drugs?

Kalder du da det naturlige årsager?” ”Det vil vise sig, når vi hører fra hospitalet eller fra Natalie,” afbrød Roland. ”Har organisationen ikke en talsmand eller -kvinde?” ”Nix, du, ikke her i Danmark. De arbejder som nævnt i det skjulte,” svarede Niels. ”Deres mobiltelefoner? Er de undersøgt?” ”De var jo næsten nøgne og havde intet på sig, heller ikke mobiltelefoner. Men et sted må de jo være, sammen med deres tøj.” ”Hvad med videoovervågning?” ”Desværre ikke så udbredt på Store Torv.

McDonald’s har overvågning, men vist kun indendørs.” ”Måske kan vi finde noget her.” Kim Ansager, der som sædvanlig sad og faldt i ét med omgivelserne bag sin computer, så ingen havde lagt synderligt mærke til ham, pegede på sin skærm. ”Der er billeder og film fra aktionen på 27

de sociale medier, så måske kan de afsløre, hvad der skete.”

Roland gik hen bag Kim og kiggede ham over skulderen. ”Der sker jo ikke andet, end at de ligger der.

Hvordan er det endt med to døde og en tredje på hospitalet?” mumlede han. ”Aktionen varede jo op til fem timer, formoder vi. Hvis vi kan finde videoer, der dækker hele tidsforløbet, så afslører de måske noget,” sagde Kim ivrigt. ”Støv alt det op, som du kan finde. Det samme gælder jer andre.”

Roland så på Freja. ”Du kommer med mig, vi skal ud at stemme dørklokker,” sagde han og holdt døren for hende, mens hun trak læderjakken på igen.

28

Kapitel 2 ”Jamen, jeg stopper altså ikke!”

Anne Larsen løftede trodsigt hagen og stirrede på chefredaktørens ranke ryg. Han stod foran hende på sit prangende luksuskontor og kiggede ud på havnebassinet gennem panoramavinduet. Reflekserne fra vandet kastede dansende lys op på det hvide loft.

Nicolaj Bang snurrede rundt mod hende med hænderne dybt begravet i bukselommerne. Han så hende lige ind i øjnene. ”Der er to døde, Anne. To! Og en tredje ligger på hospitalet og er ikke ved bevidsthed. Husk, hvad der skete sidst, du var ...” ”Der skete jo ikke noget. Jeg stopper altså ikke,” gentog hun.

Nicolaj satte sig ved sit skrivebord. Han rettede på knuden i silkeslipset, som slet ikke passede til ham. T-shirt og slidte cowboybukser var mere hans stil. Det var, som om hans drengede krop, det fregnede, blege ansigt og det røde hår ikke stod godt til grå habit og lyseblå skjorte med matchende slips. ”Kendte du dem?” spurgte Nicolaj.

Anne rystede på hovedet. ”Nej, jeg ved ikke, hvem de var. Der var mange med, som jeg ikke 29

kendte. Og vi ved jo heller ikke endnu, om det er drab.” ”Men Media House Denmark kan ikke have ansvaret for, at der sker deres ansatte noget,” protesterede han videre.

Anne smilede skævt. ”Nåh, er det kommet fra ledelsen? Du plejer sgu da heller ikke ligefrem at være så nervøs for, at der sker mig noget. Det er altså kun, fordi jeg nu er ansat her?

Fordi jeg underskrev kontrakten?” ”Nej, Anne.” Nicolaj virrede irriteret med hovedet. ”Jeg mener det. Hvis det her er drab, så er det farligt for dig at blive ved, og jeg kan ikke ... Vi venter på en pressemeddelelse fra Politigården, og hvis det er drab, så stopper du!” ”Jeg har styr på det, Nicolaj. Det lover jeg.

Nu er jeg lige kommet så godt ind i cellen. Det har taget måneder, det ved du. De tager ikke hvem som helst ind, de skal stole på de nye først.” ”Så fint! Men stoler du på dem? For øvrigt har du blod på halsen.”

Anne gned sig fraværende på stedet, Nicolaj pegede på. ”Det er jo ikke rigtigt blod, vel? Hør nu her ...

Der er snak om, at der kommer nogle fra WPA i Sverige og England, det er lige det, vi har ven30

tet på, ikke? Nu ser vi, at organisationerne hænger sammen, og at celler i udlandet arbejder sammen med de danske, og så kan vi lave din afslørende reportage.” ”Og du er helt sikker på, at det er grunden til, du ikke vil stoppe?”

Anne lænede sig undrende tilbage, så det spinkle ryglæn på den moderne stol gav sig. ”Hvad mener du?” ”Ja, at du sympatiserer lidt for meget med dem. Deler deres holdninger.” ”Hvem gør ikke det, Nicolaj? Du kan spørge hvem som helst på gaden, om de synes, at det er i orden, at grise ligger i bure, der er så små, at de ikke kan rejse sig op og dårligt nok vende sig, og at de bliver fodret og medicineret, så de vokser hurtigere, bare så deres kød kan eksporteres hurtigt, og nogle aktionærer kan blive rige på det.” ”Jamen, hør lige dig selv!” Nicolaj slog ud med armene. ”Du er jo blevet en af dem! Kan jeg overhovedet stole på din solidaritet, eller vil du være farvet af dine og deres holdninger?” ”Nej, nu stopper du altså, Nicolaj! Selvfølgelig kan du stole på mig. Jeg er sgu da professionel, ikke? Deres aktioner indtil nu har jo været ret uskyldige, og jeg er selvfølgelig ikke enig i, 31

at budskabet skal ud med vold og hærværk, men ...” ”Uskyldige?! Er det uskyldigt at brænde et slagteri ned til grunden? Eller at lukke mink ud i det fri?” ”Nej, men ... der skete jo ikke noget. Slagteriet var tomt, det havde vi ... de sikret sig inden.

Der står i WPA-vedtægterne, at ingen dyr og mennesker må komme til skade under aktionerne. Og minkene blev indfanget igen – de fleste af dem i hvert fald.” ”Slagteriarbejdere mistede deres job, Anne.

Deres arbejdsplads blev brændt ned, de ...” ”Ved du godt, hvordan et dyr slagtes?” afbrød Anne og ventede ikke på Nicolajs svar. ”Det bliver slået bevidstløs med et kraftigt slag i panden med en boltpistol, men dyret dør først rigtigt, efter det er hængt op i det ene bagben i en kæde med hovedet nedad og får halspulsåren skåret over. Når dyret så er dødt, sender de strøm igennem det også, for at kødet skal blive mørt. Synes du ikke, at det er afskyeligt og makabert?”

Nicolaj rokkede med overkroppen, som om han ikke helt vidste, hvad han skulle svare.

32

Veganeren

udkommer den 20.03.2021

ISBN 978-87-970787-7-8 www.inger-gammelgaard-madsen.dk www.forlaget-farfalla.dk www.facebook.com/ForlagetFarfalla 33

I serien findes også:

2008 - Dukkebarnet.

2009 - Drab efter begæring 2010 - Fremmed indtrængen.

2011 - Under skriftesegl.

2012 - Stjålet identitet.

2013 - Lig bløder ikke.

2014 - Slangernes gift.

2015 - Dommer og bøddel.

34

2016 - Blodregn.

2017 - Falkejagt.

2018 - Blå iris.

2019 - Gadepræsten.

2020 - Nattelinjen

35

Foto: Anne Kring

Foto: Anne Kring

Blodet glimter i eftermiddagssolen på Store Torv i Aarhus. På brostenene ligger to næsten nøgne dyreaktivister fra organisationen We Protect Animals (WPA). De blodige kroppe skal symbolisere slagtede grise eller flåede mink. Men ikke alt blodet er teaterblod – de to unge aktivister spiller ikke kun døde, og en tredje aktivist er kørt bevidstløs til hospitalet. Hvordan er det lykkedes at dræbe aktivisterne midt i en aktion med opmærksomhed fra tilskuere og presse? Og hvem har ønsket at slå dem ihjel? Det bliver en svær gåde at løse for politikommissær Rolando Benito og hans team – Rolando bliver kastet ud i udfordringer, som sætter hans eget liv på spil.

Anne Larsen arbejder som undercoverjournalist for Media House Denmark, som har sat hende til at infiltrere WPA. Anne kommer for tæt på begivenhederne, da hun deltager i aktionen på Store Torv og overværer noget, der sætter hende selv og hendes omgangskreds i fare. For WPA er med tiden begyndt at tage kriminelle midler i brug for at fremme deres budskab, og det er ikke alle, der har den samme dagsorden …

www.inger-gammelgaard-madsen.dk • www.forlaget-farfalla.dk 36