Blå iris 2018

Foto: Anne Kring

Under isen i en gammel robåd, der er drevet ind til bredden i Norsminde Fjord, findes en død teenagepige. Pigen viser sig at være Iris Bøgh Lykkegaard fra Malling, som har været forsvundet i over to måneder. Hun forsvandt efter en bytur til Aarhus, hvor hun fejrede sin 16-års fødselsdag sammen med veninderne. På isen over den døde pige ligger der blomster. Blå iris. Er det drabsmanden, som har lagt dem der? Hvorfor er den unge, populære pige med de særligt smukke, blå øjne blevet tortureret, brutalt myrdet og efterladt i båden?

Det bliver Rolando Benitos første svære sag som ny politikommissær hos Østjyllands Politi, hvor han samtidig må kæmpe med kollegers mistillid efter hans år som efterforsker i Den Uafhængige Politiklagemyndighed. Som efterforskningen skrider frem, viser det sig, at der kan være flere motiver til drabet på Iris. Langsomt afsløres mere og mere af hendes liv, og det viser sig, at intet er, som det ser ud til at være. Men drabsmanden er tættere på, end Rolando er klar over. Kan han beskytte dem, han elsker?

Læs meget mere om forfatteren og forlaget på hjemmesiderne:

www.inger-gammelgaard-madsen.dk • www.forlaget-farfalla.dk

Inger Gammelgaard Madsen

Blå iris

KRIMINALROMAN

Af samme forfatter: Dukkebarnet - 2008 DRAB efter begæring - 2009 Fremmed indtrængen - 2010 Under skriftesegl - 2011 Stjålet identitet - 2012 Lig bløder ikke - 2013 Slangernes gift - 2014 Dommer og bøddel - 2015 Blodregn - 2016 Falkejagt - 2017 Uden for serien: Brændende skyld - 2017 Sanitøren - 2017

2

Inger Gammelgaard Madsen

BlĂĽ iris Kriminalroman

1

Isen på fjorden reflekterede lyset og blændede hende. Sneen knasede under sålerne, og iskrystaller glimtede i den sprøde overflade. Himlen var blå, og luften frostklar og skarp. En af den slags dage, hvor hun elskede at gå tur med Smiley. Hunden var svær at få øje på i det hvide landskab, men nu løb den smilende imod hende. Hun havde netop valgt en samojede, fordi det så ud, som om den altid smilede. Det gav et positivt pust i hendes liv, nu da Simon ikke smilede til hende længere.

Han var blevet begravet lige efter nytår, og hun var glad for, at de trods alt havde haft julen og nytåret sammen, selvom han også var syg på det tidspunkt.

Nu var det et helt nyt år. Januar måned var 3

mørk og lang og lige begyndt, men hun havde besluttet, at det skulle blive et godt år. Simon havde fået fred, og hun havde børnene og børnebørnene – og Smiley.

Martha Bæk kastede en snebold, og hunden stormede efter den, så hurtigt som sneen tillod det. Racen stammede fra Sibirien, hvor den levede sammen med nomadestammerne og blev brugt som slædehund, og hun kunne også tydeligt se, at den nød vinterlandskabet.

Hendes ånde blev stædigt hængende i den kolde frostluft. Hun gned vanterne mod hinanden og lavede kuskeslag, mens hun kiggede efter hunden. Nu forsvandt den bag en bakketop ned mod fjorden. Hun fløjtede, men Smiley lystrede ikke. Hun sukkede og fulgte hundens spor.

Da hun nåede op på bakken, fik hun først øje på en mørk skikkelse og derefter på Smiley, der dansede omkring skikkelsen nede ved fjordbredden. Det så ud, som om personen prøvede at jage hunden væk, og Martha fløjte4

de igen. Smiley var alt for tillidsfuld, legesyg og selskabelig – og i hvert fald ingen god vagthund. Men den plejede at lystre.

Hun prøvede at holde balancen i sneen på vej ned ad bakken, støvlerne skred, og hun var flere gange ved at glide bagover, men holdt balancen. ”Smiley!” kaldte hun og fløjtede igen, så højt hun kunne.

Nu fik personen i den sorte frakke øje på hende. Hun kunne ikke se ansigtet, der var gemt i en hætte med pelskant, heller ikke om det var en mand eller en kvinde. ”Du skal ikke være bange, han gør ikke noget! Smiley hedder han!” råbte hun og smilede, selvom det sikkert ikke kunne ses dernede på den her afstand. Hun fortrød, at hun havde taget snoren af Smiley, men som regel var han nem at kalde til sig, og her på de åbne marker havde hun ikke ventet at møde nogen så tidligt.

Hun gled pludselig og gispede af smerte, 5

da en sene blev revet over i knæet. Hun forsøgte ihærdigt, men kunne ikke rejse sig igen. Det knæ havde altid drillet. ”Halløj! Gider du komme op og hjælpe mig? Der er sket noget med mit ene ben,” råbte hun og vinkede ned til skikkelsen, der stod ved siden af den båd, hun havde undret sig over, havde ligget der i fjorden hele vinteren fyldt med vand, der var frosset til is. Det havde en båd ikke godt af. Smiley var selvfølgelig løbet ned til den, det gjorde hunden hver eneste gang, og sidste gang måtte hun trække den væk fra båden for at få den med sig tilbage til bilen. Det var sikkert de blå liljer, der lå på isen, som tiltrak – eller var det mon irisblomster? Simon havde været en bedre botaniker end hun. Det havde også undret hende, hvorfor de blomster lå der. Det så helt forkert ud, men der skete så mange underlige ting nu om dage.

Hun vinkede med armen, i tvivl om hun var blevet set. Kunne det undgås? Smiley reagerede heller ikke. Hunden gøede og fulgte ef6

ter personen, der afværgende bevægede sig væk fra den i snedriverne i den modsatte retning og pludselig satte i løb. Smiley fulgte stædigt efter og gøede højt. Han troede sikkert, at de skulle lege. Men hvorfor løb den fremmede? Var hun så svær at få øje på her oppe på bakken? Blå frakke i hvid sne. Det burde hun ikke være.

Martha stønnede af smerte, da hun endnu en gang prøvede at komme på benene og straks måtte lægge sig ned i den kolde sne igen. Bukserne var drivvåde, og hun frøs som bare pokker. Hun kaldte igen og prøvede at råbe endnu højere.

Personen stoppede brat sit løb og så op mod hende. Morgenlyset faldt ind i hætten, og hun genkendte forbløffet ansigtet selv på den her afstand. ”Er det dig?! Hvad i alverden laver du her så tidligt? Kom nu op og hjælp mig, jeg kan ikke selv komme på benene!” råbte Martha og vinkede igen. Smiley blev ved med at forfølge 7

staklen, snappede efter benene og fik fat i det ene bukseben, som han rev og flåede i, mens offeret kæmpede for at komme fri. Hvad gik der af ham? Det lignede ikke leg længere.

Et vredt, irettesættende råb til Smiley satte sig fast i hendes strube, da han pludselig peb hjerteskærende og sank sammen. Martha forsøgte igen med hivende åndedræt forgæves at komme på benene, da hun så hunden spjætte et par gange i sneen for derefter at ligge helt stille. ”Smiley!” skreg hun.

Nu vendte skikkelsen sig om og begyndte langsomt og målrettet at gå op imod hende.

8

Kapitel 1

Det var begyndt at sne let, da Roland Benito ankom til stedet ved Norsminde Fjord, hvor kvinden var blevet fundet af nogle børn, som ville køre på slæde på de sneklædte marker. I solen lignede det fine, hvide dun, der langsomt dalede ned fra himlen. Et smukt syn mod fjordens is, glimtende som guld.

Min første sag, tænkte han, mens han gik gennem snedriverne ned mod kriminalteknikerne i blå dragter, der befandt sig bag bakketoppen sammen med retsmediciner Natalie Davidsen. Plejede dragterne ikke at være hvide? Var de blå i dag for ikke at falde sammen med sneen? Havde han været for længe væk fra politiarbejdet, eller tænkte hans hjerne bare på noget andet, inden han skulle møde det 9

syn, som han havde været nogenlunde forskånet for i de knap fire år som efterforsker i Den Uafhængige Politiklagemyndighed? Et lig.

Han var selv trukket i en dragt henne ved sin bil. Den knitrede i frosten, når han gik. Han prøvede at undgå at træde i de fodspor, der var sat i forvejen, nu snart helt tildækkede af nyfalden sne. Ved de mest tydelige havde kriminalteknikerne sat små, gule skilte med numre.

Kvinden var identificeret som Martha Bæk.

Hendes bil var fundet parkeret på Starupvej.

Selvfølgelig var det ikke hans første sag. Sådan føltes det bare, selvom han havde arbejdet mange flere år i Drabsafdelingen på Politigården i Aarhus end hos DUP. Han havde ikke kunnet modstå politidirektørens tilbud, og Irene havde ret, når hun sagde, at han savnede at opklare virkelige forbrydelser i stedet for at efterforske polititjenestemænd, som havde – eller måske havde – overtrådt loven. Efterforskningschefen hos DUP, Viktor Enevoldsen, var 10

selvfølgelig blevet overrasket over hans opsigelse, men havde så lidt efter smilende rystet på hovedet og sagt, at det anede ham, at det ville ske en dag, da Roland aldrig havde kunnet holde sig til blot at efterforske polititjenestemænd, men altid var blevet involveret yderligere i de sager, han havde været beskæftiget med i myndigheden. Nogle var bare født som politiefterforskere, og Roland Benito var én af dem, havde han sagt. Han ville savne Viktor Enevoldsen, Karina Ottesen, Mads Haldbjerg og alle de andre hos DUP, men nu skulle han igen arbejde sammen med sine gamle kolleger og de nye, der var kommet til i de år, han havde været væk.

Snefnug ramte hans ansigt, et landede på det ene øjenlåg og smeltede. Han blinkede vandet væk, inden han nåede ned til den lille flok, der stod omkring Martha Bæks lig. Hun lå i sneen, som om hun bare hvilede sig. Læberne var blålige, og huden næsten lige så hvid som sneen, også med et blåligt skær, som kun11

ne skyldes genskæret fra den indigoblå, quiltede frakke. Snefnug lå som iskrystaller på hendes ansigt og fik det til at se ud, som om hun havde ligget i en dybfryser længe; de sad i øjenbrynene, i øjenvipperne og i de vidt åbne øjne, der også var blå. Hendes guldindfattede briller lå et stykke derfra, dem stod der også et gult skilt ved siden af. Hun havde en strikket, beigefarvet hue på hovedet, sådan en med kvast foroven, som børn plejede at gå med.

Håret, som stak ud under huen, var hvidt og lagde sig vådt på det turkisfarvede halstørklæde. Der var hvide marmorørestikker formet som en dråbe i begge øreflipper. Han kom til at tænke på, at det hele næsten virkede iscenesat, som om hun var klædt på til at matche det kølige snelandskab. Det eneste, der skilte sig markant ud i en varm tone, var blodet, der havde farvet sneen rød omkring hende. Natalie Davidsen var i gang med at tale i sin diktafon.

Hun knælede ved siden af kvinden, som om hun ville fri til hende.

12

Roland stillede sig diskret ved siden af en kriminaltekniker, som han ikke kendte. ”Kvinde sidst i tresserne. Fem knivstik i brystet og ...”

Natalie gik i stå, da hun fik øje på ham. Det så ud, som om hun ville sige noget, men tav, som kom hun i tanke om, at det ikke var passende lige nu. Han nikkede til hende med et lille smil som tegn på at gå videre og ikke lade sig forstyrre. Han kiggede efter et par betjente, som gik rundt nede ved fjordbredden. Så kiggede han igen på kvinden i sneen. ”Dødsårsagen formodes at være blodtab forårsaget af knivstikkene i brystkassen. Hun har mistet en hel del blod og har ligget her siden tidligt i morges, det endelige dødstidspunkt vil obduktionen kunne vise.”

Natalie rejste sig op, børstede sne af knæet og slukkede diktafonen. Roland kunne forstå, at hun havde været i gang længe.

Natalie gik hen til ham og kiggede ham lige ind i øjnene.

13

”Nå, så er du tilbage, Benito. Tillykke med din nye stilling. Politikommissær. Wauw. Noget skulle du lokkes med, hva’?” ”Tak, Natalie, jeg blev nu ikke lokket, men ...” ”Og så bliver du ovenikøbet straks præsenteret for et lig, men det er vel næppe politidirektøren, som har arrangeret det for dig.”

Roland smilede skævt og prøvede at vurdere, hvor meget sarkasme der gemte sig i ordene. ”Nej, den slags vil han nok helst være foruden, tror jeg. Sådan noget findes ikke i en kulturhovedstad. Er hun overfaldet her, eller ...?”

Han nikkede, med hænderne i frakkelommerne, hen mod liget. Han havde glemt handskerne i bilen.

Natalie så igen på Martha Bæk. Snefnuggene lå på skuldrene og hætten af hendes dragt. ”Der ser ikke ud til at være tale om et overfald, det ser nærmest ud, som om hun har ligget i sneen, da det skete, som du kan se på det, 14

der er tilbage af fodsporene.” Natalie pegede. ”Hendes ser ud til at komme fra bakketoppen, og så ser det ud, som om hun er skredet her.

Her kommer så nye fodspor til.” Hun pegede igen. ”Det må være gerningsmandens, desværre er de snart tildækket af ny sne, men ud fra retningen at dømme kommer de fra fjorden. Kriminalteknikerne har kigget på dem, men de har ikke mange forhåbninger om, at der er noget at komme efter.” ”Var det ikke begyndt at sne, havde det været helt optimale fodaftryk,” råbte en kriminaltekniker i nærheden, som måtte have hørt Natalie. ”Der ligger en hundesnor i hendes frakkelomme, så hun har åbenbart luftet hunden her.”

Var det et normalt sted at lufte hund? Han så ud over markerne og fjorden. Angolo ville helt sikkert elske det. ”Men ingen hundespor? Hvor er hunden?” spurgte Roland.

15

Natalie rystede på hovedet. ”Aner det ikke?

De fleste af dens spor er føget til her.” ”Hvad med børnene, som fandt hende?” ”De turde ikke gå helt herned, de stoppede oppe på bakketoppen, da de så kvinden ligge her i alt blodet, og skyndte sig hjem til forældrene. De bor på gården, som du kan ane her til højre for dig. Markerne tilhører vist den.

Forældrene ringede straks til politiet.” ”Hun er åbenbart faldet så. Er der brækket noget?” ”Det kan jeg ikke sige, før jeg får hende ind.

Desværre har hun vanter på, så vi finder intet under hendes negle, hvis hun har forsvaret sig, men nu må vi se.”

De kiggede begge ned mod fjorden og betjentene; det så ud, som om de havde fundet noget dernede. En kriminaltekniker tog billeder af et eller andet i sneen.

Roland klappede Natalie let på skulderen, så sneen dryssede, og begyndte traveturen ned ad bakken.

16

Hvis kvinden var faldet, var det ikke et under; her var glat som på en skøjtebane.

Det var også med is i maven, Roland nåede ned til betjentene og kriminalteknikerne. Han havde frygtet, hvordan han ville blive modtaget på Politigården efter tiden i DUP. Flere af de gamle kolleger så skævt til ham, så ham som en forræder. Viktor Enevoldsen havde advaret ham mod netop dette, men Roland havde troet, det mest var for at forhindre ham i at rejse. Nu var det spændende, hvor slemt det ville blive. Han vidste godt, at de bebrejdede ham, at hans gamle makker gennem mange år, Mikkel Jensen, blev ramt af skud og invalideret under en sag, som DUP efterforskede. I dag sad han i handicapafdelingen på Institution Enner Mark, som Statsfængslet Østjylland var kommet til at hedde, fordi ordet fængsel var stødende for de indsatte og deres familier.

Men det var ikke uforskyldt, at Mikkel Jensen sad der, selvom nogle ikke ville indse det.

Mest havde Roland frygtet at møde Isabella 17

Munch, eller Isabella Munch Jensen, som hun ville kaldes nu, efter hun var blevet gift med Mikkel Jensen, lige inden det skete. Det havde Roland ikke haft nogen anelse om. Men hun havde ikke sagt noget til morgenparolen, og han havde haft svært ved at bedømme, hvor han stod i forhold til hende.

Da han nåede ned ad bakken, så han, hvad teknikeren var ved at fotografere. Hunden.

Den var svær at se i sneen, for pelsen var lige så hvid, men den røde flod fra dens hals lyste ham i øjnene. På en bizar måde så det ud, som om hundehovedet alligevel smilede.

Ingen sagde noget, kun lyden af kameraet lød i frostluften. ”Vi går ud fra, det er offerets hund, ikke?” spurgte han for at sige noget og gøre opmærksom på sin tilstedeværelse.

Kriminalteknikeren nikkede og så kort på ham. ”Den skal selvfølgelig obduceres. Vi venter på dyrlægen. Jeg kunne se nogle fibre mellem dens tænder, så den har formentlig bidt 18

gerningsmanden, eller snappet efter vedkommende i hvert fald. Måske kan vi bruge det til noget.”

Roland så sig om. Fodsporene af både den formodede gerningsmand og hunden kom fra bredden. Det så ud, som om de havde leget i sneen, men det var højst sandsynligt ikke det, der var foregået. Men hvorfor dræbe en hund?

Var det en med en kort lunte? Han fulgte sporene ned mod fjordbredden uden at træde i dem. Et sted kunne han se, at hunden havde tisset. Der var smeltet et gult hul i sneen. Alle fodsporene samlede sig ved en gammel robåd, der lå et lille stykke fra bredden.

Roland strakte hals. Det så ud, som om båden var fyldt med vand, der var frosset til is. ”Pas på, isen er måske ikke sikker,” råbte en stemme bag ham. Han kiggede sig tilbage. Det var indvandrerbetjenten Hafid Ahmed, som lige måtte være ankommet. Roland var blevet præsenteret for de nye medarbejdere i morges, da han havde indtaget sit gamle kontor igen, 19

og politidirektør Birger Gudbergsen var kommet ind for at hilse ham velkommen. Han havde introduceret de nye, som Roland ikke kendte, hvor Hafid var iblandt. Det virkede ikke, som om han havde fordomme omkring Rolands arbejde i Politiklagemyndigheden, hvilket de gamle kolleger tilsyneladende havde, men han kendte nok også alt til fordomme med sin hudfarve og en marokkansk far og tog sikkert afstand fra den slags. ”Det ser ud, som om der allerede er fodspor på isen, så mon ikke den holder?” svarede han. ”Er det mon gerningsmanden, der har gået på den? Har han været ude ved båden?” ”Det ser sådan ud. Der ligger noget i den,” sagde Roland og trådte prøvende ud på isen.

Den virkede fast nok under fødderne. Han prøvede med et skridt mere og endnu ét. Isen knagede en smule, men så var han henne ved robåden. De to årer sad på hver sin side af båden i åregaflerne. De så forholdsvis nye ud, og på en eller anden måde virkede båden ikke 20

kasseret, selvom den var gammel. Da han nåede helt derhen, stoppede han forundret. ”Hvad er der, Benito? Hvad kan du se?” råbte Hafid nysgerrigt inde fra bredden. Han gik åbenbart ud fra, at isen ikke kunne holde til to personer. ”Hele båden er fyldt med vand, der er bundfrossent, men der ligger nogle blå blomster på isen. Irisblomster, tror jeg.” ”Blomster? Hvorfor ligger de der?” ”Det må du nok spørge om,” mumlede Roland og bøjede sig ind over stævnen. Båden var urokkeligt fastfrosset i isen. Under blomsterne og den tykke is, der var pudret med nyfalden sne, anede han en skygge. Med hånden fejede han forsigtigt puddersneen væk uden at flytte blomsterne. Så trak han sig uvilkårligt tilbage med et lydløst gisp. Det var et ansigt, der kom til syne nede i dybet. De opspærrede øjne var så blå, at de var tydelige selv gennem den tykke is.

De var lige så blå som irisblomsterne.

21

BlĂĽ iris

udkommer den 17.03.2018

ISBN 978-87-997944-6-1 www.inger-gammelgaard-madsen.dk www.forlaget-farfalla.dk www.facebook.com/ForlagetFarfalla 22

I serien findes: 2008 - Dukkebarnet 2009 - Drab efter begæring 2010 - Fremmed indtrængen 2011 - Under skriftesegl 2012 - Stjålet identitet

2013 - Lig bløder ikke 2014 - Slangernes gift 2015 - Dommer og bøddel 2016 - Blodregn 2017 - Falkejagt

23

24

Under isen i en gammel robåd, der er drevet ind til bredden i Norsminde Fjord, findes en død teenagepige. Pigen viser sig at være Iris Bøgh Lykkegaard fra Malling, som har været forsvundet i over to måneder. Hun forsvandt efter en bytur til Aarhus, hvor hun fejrede sin 16-års fødselsdag sammen med veninderne. På isen over den døde pige ligger der blomster. Blå iris. Er det drabsmanden, som har lagt dem der? Hvorfor er den unge, populære pige med de særligt smukke, blå øjne blevet tortureret, brutalt myrdet og efterladt i båden?

Foto: Anne Kring

Det bliver Rolando Benitos første svære sag som ny politikommissær hos Østjyllands Politi, hvor han samtidig må kæmpe med kollegers mistillid efter hans år som efterforsker i Den Uafhængige Politiklagemyndighed.

Som efterforskningen skrider frem, viser det sig, at der kan være flere motiver til drabet på Iris. Langsomt afsløres mere og mere af hendes liv, og det viser sig, at intet er, som det ser ud til at være. Men drabsmanden er tættere på, end Rolando er klar over. Kan han beskytte dem, han elsker?

Inger Gammelgaard Madsen

www.inger-gammelgaard-madsen.dk • www.forlaget-farfalla.dk

Inger Gammelgaard Madsen

Blå iris

KRIMINALROMAN