2
Inger Gammelgaard Madsen
Pigen i brønden Kriminalroman
3
Af samme forfatter:
Rolando Benito serien:
Dukkebarnet - 2008
DRAB efter begæring - 2009
Fremmed indtrængen - 2010
Under skriftesegl - 2011
Stjålet identitet - 2012
Lig bløder ikke - 2013
Slangernes gift - 2014
Dommer og bøddel - 2015
Blodregn - 2016
Falkejagt - 2017
Blå iris - 2018
Gadepræsten - 2019
Nattelinjen - 2020
Veganeren - 2021
Mason Teilmann serien:
Stemmen fra jorden - 2022
Uden for serien:
Brændende skyld - 2017
Sanitøren - 2017
4
Margaret Atwood
5
”Mænd er bange for, at kvinder skal grine ad dem. Kvinder er bange for, at mænd skal slå dem ihjel.”
6
7
Tirsdag den 10. juni 2008
8
Prolog
Larmen, som kom ind ude fra haven gennem det åbne vindue, distraherede mig. Hvorfor skulle piger altid skrige sådan op? Min storesøster fyldte ti år den dag, og hele haven var fyldt med tøser, som ikke ville lege med mig. Louise havde bedt mig fucke af, da jeg spurgte, om jeg måtte være med. De andre piger havde grinet ad mig.
Jeg opgav at koncentrere mig om at male de små detaljer på tinfiguren, der hørte til resten af min samling af rollespilsfigurer, som fyldte alle reolerne på mit værelse. Konger og dronninger, krigere, drager og dæmoner. Jeg fandt selv på farverne, så figurerne var helt unikke. Men det krævede fuldkommen ro, jeg skulle ikke forstyrres. Slet ikke af pigers hyl og skrig.
Nu blev der stille ude i haven, så jeg lagde den fine mårhårspensel fra mig og gik hen til vinduet. Jeg ville se, om pigerne var gået igen.
Græsplænen var grøn, og sommerblomsterne lyste farverige op i bedene henne ved hækken
under det store kastanjetræ, hvor solsorten sad og sang. Jeg lænede mig lidt ud ad vinduet og
inhalerede den friske luft og duften af nyslået
9
græs og syrenerne, som blomstrede. Jeg elsker den duft. Mit værelse stank altid en lille smule af terpentin, men det havde jeg vænnet mig til, når jeg sad og malede. Louise sagde, at det var derfor, jeg var så syg i hovedet. Men det passer ikke.
De fleste af pigerne havde smidt trøjerne. Louise var i sin grønne kjole, som faldt sammen med græsset, og sine nye, orange kondisko, som hun havde fået i fødselsdagsgave. Hendes viltre, lyse, krøllede hår stod som altid omkring hendes hoved. Pigerne havde samlet sig i en klynge og talte stille sammen, som om de hviskende aftalte noget. Typisk med piger! Jeg kiggede på Louises bedste veninde, Gitte. Solen lyste op i hendes hår, som lignede en bølgende, solmoden bygmark. Et lyslilla, let tørklæde omkring hendes hals rørte på sig i vinden. Jeg vidste, at det duftede af hende. Jeg syntes, at hun var sød, og kunne godt lide hende. Hun kom tit og besøgte Louise, og hun havde også flere gange spist til aften sammen med os og havde sovet sammen med Louise inde på hendes værelse om natten. Men hun værdigede mig ikke et blik. De to piger sad altid bare og fniste sammen. Louise havde sikkert fortalt Gitte, at jeg gik i specialklasse og var en nørd og en tumpe.
10
Hun kunne være så ond og modbydelig mod mig. Det var piger generelt. Men jeg var kun lidt bagefter, fordi jeg havde manglet ilt, da jeg blev født. Jeg havde hørt min mor sige det til en af sine veninder, som var på besøg en aften. De havde stået i køkkenet og hældt rødvin i deres glas og vidste ikke, at jeg var nede på toilettet for at tisse og havde lyttet ved døren.
En tyk pige fra Louises klasse, som jeg ikke kendte navnet på, stillede sig pludselig under kastanjetræet og holdt sig for øjnene. Hun begyndte at tælle, og flokken spredte sig. De skulle sikkert lege gemmeleg, gættede jeg. Jeg elskede gemmeleg, fordi jeg altid fandt gemmesteder, hvor jeg kunne holde mig skjult meget længe, inden jeg blev fundet. Sidste gang vi legede, fandt Louise mig slet ikke.
Louise fik øje på mig i vinduet og kom løbende derhen.
”Skal I lege gemmeleg?” spurgte jeg, og inden jeg fik svar: ”Må jeg ikke nok være med?”
”Festen er kun for piger, det ved du godt, men du skal hjælpe mig med at finde et godt gemmested, så de andre ikke kan finde mig. Hvor var du sidst, da jeg ikke kunne finde dig?”
”Jeg viser dig det kun, hvis jeg må være med,” tiggede jeg.
11
”Ehm. Okay … men så kom ud. Skynd dig!”
Jeg skyndte mig ud og mødtes med Louise lige uden for døren.
”Vis mig det nu,” pressede hun og fulgte med mig om bag huset.
Jeg pegede ned på jorden, hvor vi stod.
”Dér? Nede i brønden?!” udbrød Louise med store blå øjne. Jeg havde altid været misundelig på hendes blå øjne. Mine var grønne på en måde, så det en gang imellem – alt efter lyset –så ud, som om de var brune. Louise behøvede heller ikke briller for at kunne se. Hendes lyse, krøllede hår ville jeg også gerne have haft. Når man var rødhåret og brugte briller, blev man drillet i skolen.
”Brønden er tørret ud. Der er ikke vand i den,” sagde jeg.
”Men er den ikke dyb?”
”Det er ikke så slemt, og der er trin, som man kan stå på.”
”Var det, hvad du gjorde dengang?” spurgte Louise.
Jeg nikkede og skubbede til dækslet, som lå over brønden. Det var lidt tungt. Louise kiggede derned.
”Uha, der er mørkt,” hviskede hun og så sig tilbage.
12
Den tykke pige var snart færdig med at tælle til et hundrede.
”Du kan låne min lygte,” sagde jeg, gravede i bukselommen og fandt min nøglering frem. Der var en lille lygte på den med et meget skarpt lys. Jeg havde selv tændt den dengang for ikke at være bange i mørket. Den kunne lyse helt ned på bunden af brønden, og der var kun jord og nogle tørre blade. Jeg tøvede lidt. Det var min yndlingsnøglering, for jeg havde sat en af mine malede rollespilsfigurer fast i ringen, så alle vidste, at nøglerne var mine. Uglebjørnen, som kunne angribe med både kløer og næb.
Louise snappede den hurtigt ud af min hånd og begyndte tøvende nedstigningen. Hun kiggede op på mig.
”Skub så dækslet på plads,” beordrede hun.
”Jamen, så bliver der helt mørkt,” advarede jeg.
Louise blinkede op til mig med lygten.
”Jeg har jo den her, og jeg bliver her på trinnet.”
”Okay, men …” begyndte jeg.
”Lad nu være med at være en tøsedreng, din nørd! De leder helt sikkert heromme, og de finder mig hurtigt, hvis ikke det dæksel er lagt på.”
13
”Jamen …” prøvede jeg igen. Jeg kunne ikke lide det her.
”Når de andre har opgivet at finde mig, så kommer du bare og skubber dækslet væk igen.”
”Er du sikker?” spurgte jeg så.
”Ja, kom nu! Ellers finder de mig. Hvis du ikke gør det, så fortæller jeg, hvad du gjorde dengang med far.”
”Det … det var ikke kun mig, du … du var selv med til det, vi …” stammede jeg grådkvalt.
”Jeg siger bare, at det kun var dig, og så sender de dig væk, ud på det hjem!”
”Det må du ikke, Louise!” Jeg var lige ved at begynde at græde, men sæt nu Gitte så det.
”Hvis du ikke får det dæksel lagt på nu og forsvinder, inden Berta finder mig, så gør jeg det altså!”
Det var altid det, Louise truede mig med. Jeg havde det så dårligt med det, der skete med min far dengang. Jeg nåede at se hendes øjne skinne truende i mørket, inden jeg tog mig sammen og skubbede dækslet på plads. Så gemte jeg mig også, for Louise havde jo sagt, at jeg godt måtte være med. Der var en god plads mellem redskabsskuret og regnvandstønden.
Den tykke pige kom søgende hen imod mig, hun kiggede bag nogle buske og drejede så fra.
14
Hun gik lige hen over brønddækslet og videre ud i haven. Jeg holdt vejret. Tiden gik, og jeg så, at flere af de andre blev fundet. Så hørte jeg en af pigerne råbe op. ”Hjælp, hjælp!” skreg hun.
Det lød, som om det kom fra den anden ende af haven, ovre ved naboens hæk og bistaderne. Jeg skyndte mig at løbe derhen.
Hun lå i græsset og hev efter vejret, helt blå i hovedet, og hendes fine kjole var blevet snavset. Jeg stod paralyseret og så på, at de andre piger prøvede at få hende op at sidde. ”Gitte! Gitte! Gitte!” blev de ved med at råbe, mens de ruskede i hende. ”Hun er vist blevet stukket af bierne,” sagde en af pigerne, og så kiggede de alle sammen på mig.
”Stå ikke bare der og glo så dumt. Hent din mor!” vrissede den ene af dem. Jeg spurtede ind i køkkenet, hvor min mor var ved at rydde op. Hun gik rundt med en cigaret hængende mellem de røde læber. Jeg kunne se det øverste af hendes runde bryster i udringningen på blusen, fordi hun stod bøjet ind over bordet for at tørre det af.
”Mor! Mor! Skynd dig at komme, der er sket noget med Gitte ude i haven,” råbte jeg stakåndet. Hun lagde kluden, tørrede hænderne i et viskestykke og så overrasket ned på mig.
15
”Hvad er der da sket?”
”Gitte, hun … hun er vist blevet stukket af nogle bier,” stammede jeg.
Min mor smed hurtigt viskestykket fra sig på bordet, maste cigaretten ud i køkkenvasken og var lige ved at vælte mig på vej ud ad døren. Jeg løb hen til køkkenvinduet og kiggede ud. Min mor talte i sin mobiltelefon, lidt efter lagde hun telefonen i græsset og trykkede igen og igen på Gittes brystkasse med begge hænder. Et stykke tid efter kom ambulancen. Flere af pigerne var bange, et par af dem græd. Min mor trøstede, så godt hun kunne, og lidt efter gik alle pigerne hjem.
”Hvad var der sket?” spurgte jeg, da min mor kom tilbage til køkkenet. Hendes øjne så helt vilde ud.
”Gitte er allergisk over for bistik.”
”Hvad er allergisk?” spurgte jeg.
”Allergisk betyder, at hun ikke kan tåle stikkene og bliver syg. Hun kan ikke få luft. Hvor er Louise?”
”Dør hun så?”
”Nej … nej, nu hjælper de hende jo på hospitalet … Ved du, hvor Louise er henne?”
Jeg rystede på hovedet. Hende havde jeg helt glemt. Jeg gik ud igen.
16
Der var lavet et langt bord ude i baghaven, hvor pigerne havde siddet og spist kage og drukket sodavand. Her måtte jeg heller ikke være med, så jeg havde fået lidt med ind på mit værelse. Ballonerne svævede på deres snore, som om de prøvede at slippe væk fra stolen, som de var bundet til. Louises stol.
Jeg fortsatte hen til gemmestedet. Dækslet virkede tungere end før. Da jeg fik det skubbet væk, kunne jeg ikke se Louise, hun stod ikke på trinnene. Jeg kaldte på hende, men der kom intet svar. Jeg kunne ikke se ned på bunden, der var for mørkt. Bare jeg havde haft min lygte.
Måske havde hun selv kunnet komme op af brønden, og så havde hun gemt sig et andet sted. Jeg skubbede dækslet tilbage igen. Hun kunne godt have afleveret nøgleringen med min Uglebjørn inden.
”Fandt du ikke Louise?” spurgte min mor, da jeg lidt efter kom ind igen.
Jeg rystede på hovedet.
”Det er da underligt, at hun ikke kom, da ambulancen var her. Hun må da have hørt den. Hvor kan hun være?”
”Jeg ved det ikke,” svarede jeg og kiggede ud på fødselsdagsbordet, hvor papirsdugen med de små, rød-hvide flag var beskidt af kage-
17
krummer og spildt sodavand. For ikke så længe siden havde alle pigerne siddet derude og grinet og spist og drukket sodavand, fordi det var Louises fødselsdag, og nu var den bare pludselig slut. Jeg turde ikke sige til min mor, at jeg havde vist Louise mit hemmelige gemmested i brønden og lagt dækslet på. Min mor ville helt sikkert blive meget vred på mig, og Louise var jo tilsyneladende også kommet op igen. Hun svarede i hvert fald ikke, da jeg kaldte på hende, og brønden var ikke så dyb, at hun ikke ville kunne høre, at jeg kaldte, heller ikke hvis hun var kravlet helt ned på bunden af den for at gemme sig bedre. Men hvordan var hun kommet op, når jeg havde lagt dækslet på? Da jeg selv gemte mig der, var det ikke lagt på. Men hun ville det jo selv, og jeg havde forhindret, at hun fik mig sendt på det hjem. Om lidt kom hun sikkert løbende ind ad døren og spurgte, hvad ambulancen skulle her, tænkte jeg.
Senere på aftenen kom politiet. Det var to betjente i uniformer, som lignede dem, jeg havde malet på nogle af tinfigurerne. De kom ind på mit værelse sammen med min mor og sagde, at de ville tale med mig. Jeg blev helt kold af angst. Den ene af dem havde sort overskæg, og han spurgte mig, om jeg vidste, hvor min søster
18
var gået hen, men min mor brød ind, inden jeg fik svaret.
”Han ved ikke noget, han har siddet og malet figurer på sit værelse,” sagde hun og tørrede igen øjnene med et stykke køkkenrulle, så hun blev endnu mere sort omkring dem af mascara. Hun prøvede at ligne de piger, som hun altid sad og gloede på i et program på fjernsynet, som vist var noget med et hotel i paradis. De var smukke alle sammen, og det var mændene også. Jeg havde engang spurgt hende, hvorfor mændene havde sådan nogle store muskler, og hvorfor der var tegnet på dem. Hun havde forklaret, at det var, fordi det var sådan, piger foretrak mænd, de skulle have store muskler og tatoveringer, så jeg skulle huske at træne, når jeg blev større, ellers ville jeg slet ikke kunne finde en pige. Jeg var ligeglad med piger, tænkte jeg, undtagen Gitte selvfølgelig, men måske var det så derfor, at hun ikke kunne lide mig. Fordi jeg ikke havde store muskler og tatoveringer.
”Figurer?” Betjenten kiggede nysgerrigt på mig.
”Min søn maler rollespilsfigurer,” sagde min mor i en tone, så hun lige så godt kunne have sagt, at hendes søn var en sær nørd. Hun nikkede mod reolen med alle mine malede figurer.
19
Betjenten gik hen til reolen. Han lænede sig frem med hænderne bag ryggen og kiggede nøje på dem.
”De er rigtig flot malet, det må jeg sige,” sagde han så og nikkede beundrende til mig.
Jeg blev helt stolt og fik varme kinder. Der var aldrig nogen, som roste mig.
”Hvor gammel er du?” spurgte den anden betjent, som var en pige. Piger skulle ikke være politibetjente. De var ikke så stærke som mænd og kunne ikke løbe ret hurtigt. De kunne heller ikke slå hårdt.
”Han er otte,” sagde mor, som om jeg ikke selv kunne svare. Måske troede betjentene, at jeg var helt dum, sådan kunne jeg nemlig godt se ud, syntes jeg selv, fordi jeg skelede ind mod næsen på begge øjne. Louise sagde, at jeg så så grim ud, fordi jeg altid sad og gloede på de små, dumme figurer. Men det er ikke derfor.
”Hvornår så du sidst din søster?” spurgte pigebetjenten. Hun smilede sødt til mig.
Jeg så ned i gulvet, for jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare, men jeg følte, at jeg var nødt til at sige noget.
”Jeg så ud ad vinduet, at de skulle til at lege gemmeleg,” svarede jeg spagt.
”Hvornår var det?” spurgte betjenten.
20
Jeg trak på skuldrene, og det var igen min mor, som svarede.
”De legede i haven, efter de havde spist lagkage, og … det må have været ved 15.30-tiden, det var, inden ambulancen kom,” sagde hun konfus.
”Hvilken ambulance?” spurgte ham med overskægget og løftede sine mørke øjenbryn.
”En af pigerne blev stukket af naboens bier. Hun har allergi og … Men hun er ok igen, jeg har ringet til hospitalet.”
Der var ikke sket noget med Gitte. Jeg sukkede lettet.
”Jeg undrede mig over, at Louise ikke kom. Hun måtte jo have hørt ambulancen,” sagde min mor tankefuld. Hun stod lænet op ad dørkarmen og rodede efter en ny cigaret i den krøllede pakke, som næsten var tom.
Pigebetjenten tog ikke øjnene fra mig. Hun sad på min seng over for mig og smilede.
”Så du, hvor din søster gemte sig, da pigerne legede gemmeleg?” spurgte hun.
Jeg så igen ned i gulvtæppet, som var en smule slidt under min stol der, hvor jeg altid havde fødderne, når jeg sad og malede. Jeg rystede på hovedet. Betjenten rejste sig op fra min seng og kiggede ned på mig.
21
Politibetjentene fik et billede med af Louise, som min mor havde på sin telefon. Det var taget foran Louises fødselsdagsbord, hvor hun stod med flaget bag sig. Det skulle nok op på min mors Facebookside, tænkte jeg, der lagde hun alle sine billeder op, undtagen dem af mig. Det var, fordi jeg var for grim til Facebook. Det sagde Louise.
22
”Bare rolig, vi skal nok finde din søster,” beroligede hun.
Kapitel 1
Mandag den 28. februar 2022
Banegårdspladsen lå badet i gulligt lys fra gadelygterne. Nogle få biler, taxaer og bybusser var den eneste trafik. Der stod en flok unge mennesker og ventede frysende i et af busskurene foran banegården. En ung mand i tydeligt beruset tilstand rakte hånden op og gav politibilen fingeren, inden den drejede fra ved Burger King og ind på Park Allé.
Sofia lænede sig længere tilbage i sædet. Det var alligevel godt at være tilbage igen efter ferien, selvom det havde været skønt at være på Gran Canaria sammen med familien for at fejre hendes mors 60-års fødselsdag. Hun kunne stadig mærke varmen fra den spanske sol i huden, selvom der havde været frostgrader i nat. De var landet i Kastrup Lufthavn i går morges, og selvfølgelig havde Sofia ikke taget nok tøj på, så hun havde frosset som en gal på turen hjem til Aarhus. Hun kiggede på sin makker og drak af sin to-go-kaffe. Aftenvagten var næsten lige begyndt, og radioen havde heldigvis været tavs, siden de fik anmeldelsen fra Netto, hvor der havde været uroligheder. Da de nåede frem,
23
var der dog ingen, som havde observeret optøjer, så det var måske endnu en falsk anmeldelse. Eller også havde de ikke været hurtige nok. Hun skævede igen til Jonathan, der sikkert havde set provokationen med fuckfingeren, selvom han orienterede sig i trafikken. Han var tavs og indesluttet, og det lignede ham ellers ikke. Det var vist noget med kæresten, gik der rygter om på Politigården, sladder opstod så nemt. Han plejede at være glad og spøgefuld. Humor var hans værn mod alt det shit, som han oplevede i sin hverdag – sammen med hende. Humor var ikke det, hun selv havde mest af. Somme tider var det bare svært at se det sjove i det hele. Hun kunne godt lide Jonathan og var glad for, at han var hendes makker. Nogle af de andre mandlige kolleger kunne være irriterende, og der var også dem, der ligefrem havde noget imod, at hun var kvinde, og bebrejdede hende for, at hun var for ’moderlig’, hvis hun klandrede dem for at opføre sig for barskt over for borgerne, og spurgte grinende, om hun var præmenstruel, hvis hun blev vred og skældte ud over noget. Sådan var Jonathan ikke. Han drillede hende
kun en gang imellem for sjov med hendes sønderjyske dialekt, især når hun havde talt i telefon med sine forældre og slog helt over i søn-
24
derjysk, så Jonathan intet forstod.
”Der var jo ikke sket en skid foran Netto,” sagde hun, satte det tomme to-go-krus fra sig og fandt en pakke tyggegummi i lommen. Hun pillede et stykke ud og stoppede det i munden, selvom hun vidste, at hun risikerede at gumle og gnaske uhæmmet på det, hvis hun blev optaget af noget andet og glemte, at hun havde det i munden. ”Folk skulle nogle gange tænke sig lidt om, inden de ringer 112, synes du ikke?”
Vagthavende havde sagt i radioen, at en ældre kvinde mente, hun havde været vidne til et tasketyveri, der havde udviklet sig til slagsmål, da nogle havde forsøgt at stoppe tyven, og havde straks ringet efter en patruljevogn. Men både kvinden, som havde anmeldt episoden, og tasketyven var væk, da de ankom.
Jonathan nikkede bare.
”Vil du have et stykke?” Sofia rakte spørgende tyggegummipakken frem imod ham, men han rystede på hovedet, så hun stoppede den tilbage i lommen.
De kørte i tavshed lidt. Hun nød at køre sådan rundt i gaderne om aftenen, når der ikke skete ret meget. Det var en god følelse at trække i uniformen og få den autoritet, den gav. Ikke at det var autoriteten, hun var gået mest efter, da
25
hun havde besluttet at søge ind på Politiskolen. Det var mere en brændende lyst til at hjælpe med at bekæmpe kriminalitet. Al slags kriminalitet. Mange af hendes kolleger havde en dybt personlig begrundelse for at have valgt den levevej. De havde oplevet et eller andet, som gav dem lysten. Et overfald, en voldtægt, en voldelig far eller mor, et savnet familiemedlem, et drab i venne- eller familiekredsen, noget i den stil. Det havde Sofia ikke, hun vidste bare, at det var betjent, hun ville være, og stilede mod Afdelingen for Personfarlig Kriminalitet, hvor efterforskning og opklaring virkelig gav mening.
I hvert fald mere mening end optøjer foran Netto og anmeldelser af småtyverier i butikker, husspektakler og aggressive narkomaner.
”Tænk, hvis vi pludselig fandt de eftersøgte. Nu har der været tre sager på en måned, det er underligt, hvor de bliver af, alle de kvinder. På Gran Canaria læste jeg på telefonen, at der var forsvundet en ung kvinde mere i tirsdags. Tror du, de forsvinder af egen fri vilje?” spurgte hun. De plejede at sludre om alt muligt på vagterne, så gik tiden og vagten hurtigere. Men i aften var Jonathan mere indesluttet end normalt.
”Ja, det er mystisk. Men det er rigtigt, at der blev efterlyst en kvinde mere i tirsdags.”
26
Sofia tyggede ivrigt.
”Forsvandt hun også bare sporløst fra sin lejlighed uden nogen spor? Jeg læste, at Missing People også er gået ind i sagerne nu. Det er en stor hjælp med de frivillige, vi har jo ikke mandskab nok til så mange eftersøgninger på samme tid.”
Sofia fik øje på et par, som skændtes midt på fortovet forude. Kvinden råbte højt og slog ud efter manden. Jonathan sagtnede farten, og de kiggede begge ud gennem sideruden, da de kørte forbi, men det var, som om skænderiet stoppede, da parret fik øje på politibilen, og de forsvandt ind i opgangen, de stod foran.
”Det var vist heller ikke noget, vi skal blande os i,” mumlede Jonathan.
Sofia havde længe haft lyst til at spørge ham om det med hans kæreste. Nu var der ligesom en anledning.
”Næh, det lignede en helt almindelig kærestekonflikt, det skal de jo have lov til. Alle kærester skændes vel, ikke?”
Jonathan nikkede bare.
”Hvordan går det med din kæreste, Jonathan? Var hun ikke flyttet til Djursland og boede der hos sin far?”
Jonathan nikkede igen. ”Jo, men hun er kom-
27
met hjem. Hendes stedsøster hentede hende.”
”Hende journalisten fra Media House Denmark?”
Jonathan havde fortalt om hende før, Anne Larsen hed hun, og først havde Sofia troet, at det var hende, som var Jonathans kæreste, fordi han talte så begejstret om hende, og fordi det lød, som om han holdt virkelig meget af hende, men så var hendes stedsøster engang kommet for at hente ham på Politigården, og han havde præsenteret hende som sin kæreste.
”Ja. Sabinas far var en psykopat, han havde skubbet hende, så hun var faldet og havde slået hovedet mod kanten af en vaskemaskine. Det var godt, Anne fik hende hjem, inden det var for sent.”
”Sikke da en sindssyg far! Men var der noget med, at han var omkommet i en bilulykke?”
”Han omkom nu ikke, men …”
Jonathan blev afbrudt af politiradioen, vagthavendes skrattende stemme kaldte alle vogne til en adresse på Chr. Molbechs Vej. Sofia svarede, at de var lige i nærheden, og Jonathan lavede en hurtig U-vending og kørte tilbage.
”Hvad sker der på adressen?” spurgte Sofia.
Hun orkede ikke flere falske anmeldelser.
”Der er fundet en død kvinde i en vaskekæder, det lyder alvorligt.”
28
ISBN 978-87-973572-2-4
www.inger-gammelgaard-madsen.dk
www.forlaget-farfalla.dk
www.facebook.com/ForlagetFarfalla
29 Pigen i brønden udkommer den 25.03.2023
I serien findes også:
30
31
Fundet af en forslået og mishandlet ung kvinde i vaskekælderen i en boligblok i Aarhus sætter politikommissær Rolando Benito fra Østjyllands Politi på sporet af flere andre kvinders mystiske forsvinden i området nær Botanisk Have. Rolando har hele tiden frygtet, at de forsvindingssager ville ende på hans bord i Afdelingen for Personfarlig Kriminalitet, og da en af kvinderne findes død i Viby ved siden af en skraldespand, udvikler det sig til at blive mere kompliceret end ventet. Det tager tid at gennemskue motivet og opklare drabssagerne. Lidt for lang tid, hvilket bliver skæbnesvangert for en af politiets egne.
Journalist Anne Larsen kommer ind i sagen gennem sit arbejde som vært for en ny tvudsendelse, MHD Crime-Watch, som Media House Denmark har lanceret. Som efterforskningen skrider frem, må både Rolando Benito og Anne Larsen se i øjnene, at de står over for modbydelige forbrydelser drevet af kynisme og en uhyggelig kvindehadsk subkultur, som er ved at brede sig.
Foto: Anne Kring
www.inger-gammelgaard-madsen.dk • www.forlaget-farfalla.dk
