Venskab
Brian Patrick McGuire
Venskab
En kulturhistorie fra oldtid til nutid
© Forfatteren og Eksistensen 1.oplag, 1. udgave 2025
Bogen er sat med Adobe Garamond Pro på Eksistensen og trykt hos Latgales Druka, Letland
Omslag: Imperiet
Redaktion: Charlotte Ekstrand
isbn 978 87 410 1163 9
Med venlig tak for støtte til •VELUX FONDEN
•Aage og Johanne Louis-Hansens Fond
Eksistensen Frederiksberg Allé 10 DK-1820 Frederiksberg C tlf. 3324 9250
www.eksistensen.dk eksistensen@eksistensen.dk
Brian Patrick McGuire
Venskab
En kulturhistorie fra oldtid til nutid
Eksistensen
Til Ann, min hjerteven
1 Gilgamesh ................................................................................ 17
2 Homer og venskabets evighedskarakter ......... 25
Fællesgraven og venskabets styrke 31
3 Det græske eksperiment: Venskabets mange former 35
Lysis: venskabets frustrationer 37 · Symposions lovprisning af eros 38 · Aristoteles og venskab 41
4 Ciceros lovprisning og Senecas brug af venskab ................................................................... 47
Laelius: Cicero skaber rum for venskab 49 · Indledningen til Laelius 50 · Venskab i det praktiske liv 52 · Venskabets nødvendighed 56 · Vejen fra venskab til døden 57 · Senecas tolkning af venskab: Breve til Lucilius 59
5 Bibelens venner og venskabsopfattelser .......... 63
David og Jonatan: Et rigtigt venskab? 64 · Andre venskaber i Det Gamle Testamente: Jobs Bog og Salmernes Bog 66 · Visdomslitteraturens tvetydighed 67 · Profeternes pessimistiske udsagn samt Klagesangene 69 · Makkabæerbøgerne: Venskab som politisk alliance 70 · Det Nye Testamente: Venskab i hverdagen og i Guds kærlighed 71
6 Fra ørkenen til bispebyen: Venskab i senantikken ................................................... 77
Den hellige Antonius’ liv 78 · Andre ørkenfædre: En blandet arv 80 · Venskaber med kvinder: Begejstring og forbehold 83 · Fra verdsligt til åndeligt venskab: Augustin 84 · Ambrosius af Milan: Venskab som en familiesag 87 · Johannes Cassianus: Ørkenvisdommens vej til vesten 89 · Benedikts bidrag 92
7 Angelsaksernes gennembrud: Venskab i tidlig middelalder 700-900 ............... 95
Beda: Begyndelsen til åndeligt venskab 96 · Bonifacius og venskaber med både kvinder og mænd 98 · Alcuin og en verden af venskab 103
8 På vej mod bedre tider:
Venskabets vækst 900-1100 ..................................... 111
Clunys vedtægter og abbeder 112 · Gerbert af Aurillac og venskab som en vej frem i verden 115 · Fulbert af Chartres: Domkirkeskolen som venskabets hjem 118 · Anselm og en ny venskabsretorik 121 · Venskabsbreve: Til munken Gundulf 124 · Venskabsbreve: Til munken Maurice 126 · Breve til Gilbert Crispin og et tilbageblik på klostervenskaber 129
9 Venskabets tidsalder i 1100-tallet ........................ 133
Bernard af Clairvaux og venskabets plads i livet 134 · Aelred af Rievaulx og venskabets nødvendighed 139 · John af Salisbury: Brevskrivning som kunst 143 · Peter af Celle og et venskab der når til Danmark 147 · Hildegard af Bingen og vennen som vidne 154
10 Åndeligt venskab på vej ud i verden – 1180-1250 .......................................................... 159
Nye tider: Muligheder og begrænsninger 159 · Guibert af Gembloux: Til mænd og kvinder 161 · Adam af Perseigne og cisterciensernes åbning mod kvinder 163 · Diana af Andalò og Jordan af Sachsen 166 · Peter af Blois: Venskab sat i system 169 · Boncompagno: Venskab som en leg 174 · Jocelin af Brakelond, Alan af Tewkesbury og venskabets fiasko 177 · Stefan af Tournai og Vilhelm af Æbelholt: Vejen til Danmark 182
11 Senmiddelalderens blomstring – 1250-1400 ... 187
En rig og forvirrende tid 187 · Thomas Aquinas og venskabets mulighed 188 · Richard Rolles søgen efter en ven 190 · Petrarcas ensomme venskaber 191 · Katerina af Siena: Den fuldkomne helgen 197
12 Fromhed og reformationer – 1400-1582 ........ 203
Gerson og den nye fromhed: Venskabets forsvinden 204 · Martin Luther og Georg Spalatin: Et varigt venskab 207 · Teresa af Avila: En hellig kvinde og hendes mænd 212
13
Klassisk venskab
og nydannelser
– 1580-1700 .............................................................. 219
Montaignes tilbagevenden til klassisk venskab 220 · Frans af Sales og Jeanne de Chantal: Et fuldkomment venskab 223 · Armand de Rancé og en ny askese 229 · Jeremy Taylor og en ny klassisk venskabsetik 232
14 1700-tallets begrænsninger og åbninger ....... 235
John Wesleys dilemma: Er der plads til andre end Gud? 236 · Kvækernes solidaritet og optimisme: Penn og Woolman 239 · Thomas Turners dagbog: Venner i hverdagen 242 · Thomas Jefferson og Abigail Adams: Venskab mellem linjerne 245
15 1800-tallets romantiske revolution 251
Byrons intense venskaber 252 · Shelley og Leigh Hunt: Venskab og loyalitet 257 · Keats og Reynolds 266 · Wordsworth og Coleridge: Venner for livet? 268 · Whitman, Lee Bates og Coman: Venner i Amerika 271 · Schiller og Goethe: Udviklingen af et intellektuelt venskab 277 · Venskab i billeder: De danske malere 279
16 1900-tallets tillid til venskaber 281
Remarques kammerater: Venskabets styrke 283 · Amerikanske veje til venskabet: Midler og muligheder 285 · Danske digtervenskaber: Mænd 291 · Ester Nagel og Tove Ditlevsen: Et venskab set fra to sider 298
Indledning
Min ven og jeg har kendt hinanden siden tredje klasse. Vi har altid taget det for givet, at vi var venner, og vi har ikke forsøgt at definere vores forhold. Men på universitetet i Californien gik vi i forskellige retninger og glemte næsten vores venskab.
Jeg tog til Oxford for at læse videre og flyttede sammen med en dansk pige i en kælderlejlighed i den nordlige del af byen. Min ven skrev en dag, at han for første gang i sit liv skulle rejse til Europa, og at han ville besøge os. Han var velkommen, og en aften dukkede han op. Min hustru og jeg var taget i biografen, og da vi kom hjem, stod han drivvåd i regnen frisk ankommet fra USA. Inden vi gik indenfor, åbnede han vores skraldebøtte og fiskede sin kuffert ud af den. Han havde på denne måde beskyttet sine besiddelser mod regnen. Heldigvis var skraldebøtten blevet tømt samme formiddag.
Det var et glædeligt gensyn, som vi stadig taler om alle disse år senere. Vi kan ikke forstå, at min ven havde været i stand til at minimere sin bagage til en kuffert, der passede til skraldebøtten. Men han var kommet, som han havde lovet, og så begyndte et nyt kapitel i vores venskab.
Fælles oplevelser i skolen og gymnasiet havde skabt et fundament for et livslangt forhold. Det var ikke romantisk kærlighed, for relationen havde ikke noget seksuelt indhold. Vi har aldrig fortalt hinanden, at vi elsker hinanden. Vi omfavner hinanden, når vi ses, men
derudover er der ikke noget fysisk i vores kontakt. Men der var – og er – kærlighed, fordi der er tillid og glæde i fælles oplevelser og minder.
Der har også været sammenstød som et par år senere, da vi en sommer var tilbage i Oxford og besøgte Blackwells Boghandel. Min ven ønskede at erhverve sig et stort antal bøger. Dengang havde vi ikke kreditkort, men min ven mente, at han kunne gøre brug af min konto i forretningen. Jeg var ikke begejstret for idéen, og det endte med, at jeg råbte ad ham. Han vågnede som fra en drøm, leverede bøgerne tilbage, og vi talte aldrig om episoden. Han havde krænket venskabets grænse, og han indså, at han var gået for vidt. Og vores forhold kunne klare et offentligt opgør midt i boghandlen.
Vores venskab er ikke enestående. Siden mennesket blev til, har det knyttet sig til andre mennesker i forskellige former for venskaber. Oftest har disse forhold været taget for givet: de er ikke beskrevet eller lovprist, som tilfældet er med den romantiske kærlighed. Derfor er det svært at skrive om venskab, fordi det oftest opfattes som en selvfølge. Hvis et venskab skal analyseres, kan det gå i stykker. Min ven og jeg har stort set aldrig talt om vores venskab. Men det har eksisteret, siden vi var ni år gamle og vil fortsætte, indtil en af os dør.
Definitionen på det nære venskab er, at to eller flere personer ikke kan forestille sig et liv uden hinanden. Derfor ringer eller skriver man til hinanden og nyder at besøge hinanden. Jeg har været heldig, at jeg har kunnet dele min ven med min hustru. De har dannet deres eget venskab, som muligvis er noget andet end, hvad jeg oplever med min ven.
Der er mange definitioner på venskab. Den romerske forfatter Ciceros påstand er, at venskabet indeholder harmoni i alle anliggender, jordiske og himmelske. Selvom Ciceros tolkning af venskab har en lang historie, foretrækker jeg en mindre kendt forfatters definition, Isidor af Sevilla fra 600-tallet. Han tolker ord med udgangspunkt i deres rødder, og han tager det latinske ord for ven, amicus, og mener, at det er opstået af to ord, custos animi , sjælens vogter eller beskytter. Og det er netop, hvad jeg har oplevet i mit livs venskaber: jeg tager mig af min ven, og han eller hun tager sig af mig. På den måde tager vi os af hinanden.
Da min vens mor var døende, og han befandt sig i Europa og hun i Californien, forsøgte han at overvinde sig selv og ikke græde i tele-
fonen. Jeg lyttede bare, for der var intet, jeg kunne sige for at trøste ham. Men venskabet betød, at jeg åndeligt set var ved hans side. Ligeså da hans anden nære ven pludselig faldt om på en rejse i Italien. Han forblev hjernedød i flere dage. Jeg opfordrede min ven at tage til Italien for at være hos sin døende ven. Det magtede han ikke, men den dag i dag mærker han savnet.
Jeg har ikke forsøgt at erstatte den døde ven. Hans forhold til vennen var enestående, og det eneste, jeg kan gøre, er at tale om ham og huske, hvordan det var, da vennen døde. Det er svært at blive gammel og erkende, at flere af dem vi elsker forsvinder. Livet er kort og smertefuldt, men venskabet giver adgang til evighedens lys.
Hvis venskab betyder, at venner sørger for hinanden og er hinandens beskyttere, så er det en art kærlighed, der udvikler sig uden for familiens og elskovens bånd. Selvfølgelig kan en bror eller en søster være en ven, og ens forældre – efterhånden som man bliver ældre –kan også blive ens venner. Men venskabet er oftest nærhed med et menneske, som man ikke er i familie med.
En ven er betydningsfuld, men på samme tid et menneske, man kan undvære i lange perioder, og ved gensynet er tidsfaktoren ligegyldig. Det er ikke nødvendigt at følge hinanden gennem alle stadier af livet. Man kan gå ind og ud af hinandens liv uden besvær, fordi der er en forståelse og tillid, der ikke forsvinder.
En stor historiker i Oxford, som blev en slags ven, førte samtaler om venskab med mig, selvom vi burde have gennemgået det arbejde, jeg sendte ham. Det er Richard Southern, som jeg skriver om i bogens efterskrift. Han var overbevist om, at venskaber kun tilhører ungdommen. Han mente, at det stort set er umuligt at danne venskaber, når man er voksen.
Jeg er uenig i den betragtning. Men jeg indrømmer, at mit livs ven og jeg har haft det nemt, fordi vi fandt hinanden som unge. Han dukkede op i skolen i tredje klasse og virkede meget bedrevidende. Han kom fra storbyen Chicago, mens vi andre var nogle bondeknolde. Derfor tiltrak han sig opmærksomhed, og sådan opdagede vi hinanden.
Min Oxford-lærer har nok ret i, at det er nemmere at danne bånd med dem, man altid har kendt, men venskab behøver ikke at begrænse sig til et enestående forhold. I denne bog vil jeg præsentere forskelli-
ge former for venskab gennem vores kulturs historie. Min tanke er, at et liv uden venskab ikke er noget liv, men også at venskab kan antage mange former.
Vores møde med venskabet begynder hos oldtidens grækere og specielt i Athens gyldne tid omkring 400 f.Kr. Det græske ord for venskab er philia, og det kan tolkes på flere måder, som vi vil se i Platons Dialoger, hvor han får Sokrates til at udfordre sine samtalepartnere. Men de diskussioner, der føres i Symposium, satser mere på eros (seksuel kærlighed) end på venskab. Sokrates forsøger at omdefinere denne kærlighed til et åndeligt fænomen.
Aristoteles præsenterer en bredere og klarere definition af venskab i sin Etik, og her finder vi de tre slags venskab, der har været herskende i vores kultur: venskab som nytte, venskab som nydelse, og venskab som åndelig udveksling. Aristoteles’ skrifter påvirker nok den romerske politiker og filosof Cicero, der gør op med sin egen tids begrænsning af venskab som et middel til at komme frem i den politiske verden.
Den jødiske bibel skildrer et uforglemmeligt vennepar i David og Jonathan, som giver anledning til at overveje, om deres forhold handler mere om erotisk kærlighed end om åndeligt venskab. Svaret er nok, at begge dimensioner var til stede, men i historiens løb er dette venskab blevet opfattet som noget kyskt. Det Gamle Testamentes Davidssalmer handler primært om forholdet mellem Gud og hans folk, men de udtrykker også længsel efter samhørighed med et andet menneske og frygt for, at dette menneske kommer til at svigte.
Umiddelbart virker det, som om det kristne verdenssyn, specielt som det er fremstillet i evangelierne, fremmer venskabsdyrkelse. Jesus kalder fx apostlene for sine venner, men han betinger sig, at de gør, hvad han befaler. Kristne venner skal vide, at venskab med verden betyder fjendskab med Gud (Jakobsbrevet 4,4). Dermed udvises skepsis over for venskab. Gud kræver vores ubetingede tilslutning, og derfor kan andre mennesker opfattes som en farlig fristelse. Sådan tænker 300-tallets ørkenfædre, hvorfor de isolerer sig fra mennesker i byerne.
Kirkefædrene i 400-tallet er mindre afvisende over for det at have venner, selvom Augustin i sine Bekendelser fortryder, at han har givet sig hen til en barndomsven, der dør. Denne ven er ikke kristen, og Augustin forsøger at skabe en verden udelukkende med sine kristne
venner. De er hans medhjælpere, da han bliver biskop, og han kan ikke leve uden dem.
I middelalderens mørkeste århundreder, omkring 500-1000, er der meget lidt overskud i hverdagen til at dyrke venskaber. Benedikt forbyder i sin Regel munkene at forsvare hinanden og dermed at markere, at de er venner. Selv abbeden formenes adgang til venskaber, medmindre han skal belønne en munk. Det er interessant, at den kristne diskurs om venskab stort set ikke indeholder advarsler mod, at det kan udvikle sig til et seksuelt forhold. Man anser venskab og erotisk kærlighed for to helt forskellige fænomener, og den gode ven bliver ikke en elsker.
Sidst i 1000-tallet opstår der en ny måde at tale om venskab på. Den viser sig hos Anselm (d. 1109), mens han er prior i klostret Bec i Normandiet. Han skriver til sine venner, at han ikke kan undvære dem. Venskab er af afgørende betydning for ham. De venner, der modtager hans breve, tror, at han ønsker, at de skal komme og bo hos Anselm. Men det er ikke meningen. For Anselm er der forskel på omtalen af venskab og erfaringen af det. De to forudsætter ikke hinanden. Vennerne bliver ikke inviteret til Bec. De bliver skuffede, men Anselm holder sig til sine opgaver i klostret og vil ikke risikere, at en venskabsrelation kommer til at udfordre klosterløftet.
Andre er mere positive over for venskab, end Anselm er. En af dem er den store cistercienserabbed fra Clairvaux i Bourgogne, Bernard (d. 1153). Han beskriver venskab som en naturlig del af klosterlivet og ser ingen konflikt mellem følelser for en munk og trofasthed overfor klosterdisciplinen. En munk, som påvirkes og inspireres af Bernard, Aelred (d. 1167) fra klostret Rievaulx i Yorkshire, ser venskab og klosterliv som forbundet med hinanden. Han bliver inspireret af Ciceros værk om venskab og udgiver bl.a. Om åndeligt venskab.
Hermed virker det, som om den kristne kultur i Vesteuropa accepterer venskab som en nødvendig del af det åndelige liv. Men Aelreds skrift bliver stort set glemt i de kommende århundreder og genopdages først i det 20. århundrede. Venskab i klosterlivet ses som et problem, der fjerner den enkelte munk eller nonne fra fællesskabet. “Den eneste ene” bliver djævelens fristelse. Alligevel findes der også i denne tid en tilnærmelse mellem munke og nonner i klosterlivet, hvor åndelige venskaber fejres. Det er, som om tavsheden om bånd mellem
mænd åbner for venskaber mellem mænd og kvinder, uden at disse ses som trusler mod klosterdisciplinen.
Den romantiske kærlighed mellem mænd og kvinder lovprises også i 1100-tallet, og det er ikke tilfældigt, at Bernards kloster Clairvaux ligger få kilometer fra hovedstaden i Champagne, hvor forfatteren Chrétien de Troyes skriver om adelens kærlighedsbånd. Kærlighed, som den beskrives i de Troyes romaner, kan ses som en leg, men også som en alvorlig beskæftigelse. Det vigtigste i både åndeligt venskab og erotisk kærlighed er, at følelserne bliver gengældt.
Senmiddelalderen (1300-1500) og reformationens århundreder (1500-1700) er ikke gunstige for venskabsdyrkelsen. Et af tidens mest populære værker, Om Kristi Efterlignelse, opfordrer læseren til at lægge afstand til andre mennesker for alene at søge Kristus. Andre mennesker opfattes som farlige og uvedkommende i deres søgen efter Guds kærlighed. Andre religiøse forfattere skriver ligeledes, at venskaber fører den enkelte væk fra Gud. Alligevel findes der forfattere, der søger kvinders indsigt og forståelse på trods af mange forbehold. Luther åbner sig i sit forhold til den kvinde, der bliver hans hustru, Katerina von Bora. Kun Montaigne (d. 1592) beskriver venskab som noget entydigt positivt, men hans beskrivelse af fænomenet isolerer det fra verden og gør det elitært. I den urolige tid som følger efter 1500-tallets reformationer, finder vi figurer som Teresa af Avila (d. 1582), der insisterer på at gøre sine skriftefædre til sine venner, og Frans af Sales (d. 1622), for hvem venskab er en nødvendighed. Den asketiske figur Armand de Rancé (d. 1700) gør sit bedste for at reformere cistercienserordenen og danner trappisterne. Men hans breve afslører, at han anser venskabelige bånd som mulige.
Den moderne verden advarer ikke mod venskab, som det er tilfældet med nogle af middelalderens forfattere. Venskab er nu mere eller mindre en given ting. Det kan også bruges til at komme frem i verden, som i Dale Carnegies bestseller fra 1936: How to win friends and influence people. Bogen har solgt over 30 mio. eksemplarer og kan ses som udtryk for, hvordan venskabet i det 20. århundrede er blevet opfattet som et magtmiddel.
I modsætning til venskab som vejen til magt og indflydelse, findes venskab som udtryk for glæde ved hinanden og gensidig forståelse, noget som jeg mener at have oplevet med min barndomsven. Vores
kultur dyrker denne slags venskab i 1800-tallets romantiske bølge, hvor fx digtere som Goethe og Schiller skriver til hinanden. De engelske romantiske digtere som Wordsworth og Keats efterlyser også venskab. Endnu mere optimistisk i lovprisningen af venskab er den amerikanske forfatter Walt Whitman (d. 1892). Hans længsel efter venskab er så stærk og kontant, at det tangerer homoseksualitet, et ord som netop opstår i Whitmans tid. Han skriver i Leaves of Grass : “I will write the evangel-poem of comrades and of love.”
Det er indlysende, at venskab ikke begrænser sig til mænd, og at venskaber mellem kvinder er lige så vigtige gennem historien. Problemet er, at litteraturen er mere begrænset, selvom kvindelige venskaber også blomstrer i 1800-tallet. Den amerikanske digter Emily Dickinson (d. 1886) lever stort set alene, men skriver om venskabets betydning i sit liv. “ My friends are my estate” (mine venner er alt, hvad jeg ejer).
I det 20. århundrede, med dets skræmmende ideologiske opgør, findes forfattere, der fremhæver betydningen af venskab som en tro og praksis, der er vigtigere end politiske ideologier. Således insisterer E.M. Forster på, at venskab bør foretrækkes frem for politisk tilhørsforhold eller forpligtelser. Hans bog Two Cheers for Democracy er et forsvar for venskab. Det kan diskuteres, om digitaliseringens indtog øger muligheden for at danne venskaber eller forhindrer den. Stort set alle passagerer i offentlig transport er opslugt af deres telefoner. De sender eller modtager meddelelser på en af de mange apps, hvis formål er at fremme kontakt. Men Facebook og lignende er gode til at skabe en lukket verden.
Venskab kan i sagens natur ikke udleves med alle de venner, der optræder på Facebook. Venskab i dets ægte version er begrænset til nogle få mennesker. Det kan diskuteres, om det er muligt at være ægte ven med flere end nogle stykker i ens liv. Når nogen hævder, at han eller hun har hundredvis af venner, så har jeg mine tvivl.
Venskab findes i stort set alle kulturer, men i Vesten har den græsk-romerske diskurs og jødisk-kristne selvforståelse skabt et fundament, som lever videre. Min barndomsven og jeg taler sjældent om religion, men vi er efterkommere af en kristen verden, som fortsat betyder noget for os. Jeg aner ikke, om vores venskab vil fortsætte i det næste liv, og det som gælder for os, er dette liv i alle dets former.
En verden uden venskab er ikke til at forestille sig. Den aften i Oxford har formet mit liv – og min vens – samt min hustrus.